just love living

…og bare være hunderæd… og måske uden grund.

For snart 6 år siden fik min lille Amalie på dengang 10 år diabetes. Det var et chok og på samme måde en udfordring, som vi nemt kunne klare. Vi blev hurtigt verdensmestre i diabetes og det var ingen forhindring i forhold til noget som helt – bildte vi os selv ind.

Året efter fik vores dengang 15 årige Mathias også diagnosen. Jeg stillede nærmest selv diagnosen, da han kom hjem og beklagede sig over at være DØD tørstig og skulle tisse hele tiden. Jeg husker stadig, hvordan jeg rystede på hænderne da jeg tvang ham mod hans vilje til, at jeg lige skulle tjekke hans blodsukker. Det var 26. Han blev sendt ud og vaske hænder og tårerne løb ned af mine kinder i en strøm, så jeg næsten ikke kunne se. Jeg tjekkede hans tal 17 gange og alle resultaterne var mellem 25,3 og 26,4. Han så mine tårer og spurgte mig, hvorfor jeg var ked af det. Jeg kunne ikke svare ham. Jeg kiggede bare på ham og vendte mig væk. Kort tid efter var vi igen på børneafdelingen, denne gang med mig som specialist og nok rimelig bedrevidende mor til nyopdaget diabetiker.

På dette tidspunkt havde vi lille Mikkel og Emil på vej i maven. Jeg var bange. Hvad med dem? Ville de også blive ramt?

Jeg leder efter tegn. Jeg kan ikke lade være. På mange punkter har mine 3 drenge lighedspunkter. De har haft meget reflux og meget mavesyre. Springer de et måltid over, kaster de galde op og bliver virkelig dårlige. Og på de to små drenge har jeg konstateret ekstreme lave blodsukre, når de eks. har været faldet i søvn før aftensmad og vågner morgenen efter helt afkræftet og “sukkerkolde” (som i blodsukker på 1,6).

Jeg har tilbudt mine små drenge til forskning, fordi jeg slet ikke er i tvivl om, at også de ender med diabetes. Det er bare et spørgsmål om hvornår. Jeg har tænkt, at man ikke tidligere har kunnet tage prøver fra børn FØR bugspytkirtlen stopper med at virke, men det kunne jeg jo give dem mulighed for ved at undersøge mine drenge. “Man ville tænke over det”.

Nu er vi der, hvor Mikkel er hos Janus. Mikkel har været inkontinent men har ikke haft problemer i 4 måneder med at holde sig om natten. De sidste 2,5 uger har dog været et mareridt. Han har tisset i sengen flere gange hver nat og tisser hele tiden i dagtimerne. Han er vildt tørstig hele tiden og måske ser hans farve også lidt mærkelig ud. Jeg ved ikke om jeg bare leder efter forandringer, men der er noget som ikke er som det skal være. I aftes var han rendt på toilettet 9 gange og tisset store portioner, og han blev hevet op tre gange i nat, og det til trods havde han tisset igennem flere gange.

Noget er galt. Jeg har nu sendt dem afsted til lægevagten. Og jeg sidder nu og venter i skræk. Jeg prøver at tænke, at det nok ikke er noget. Men jeg er bange. Jeg har nemlig på ganske tæt vis set, hvad diabetes gør ved et barn.

Mine børn diabetes græder ofte i afmagt, de er trætte af at det er så svært (for det er det, når man er teenager) og de giver op. Hver gang græder jeg indvendigt, fordi jeg slet ikke kan overskue, at det skal gøre så ondt på dem indeni. Jeg ser ofte min ellers altid glade og smilende datter sidde og stirre tomt ud i luften med et helt sort blik. Jeg ved hun er ulykkelig indeni. Og jeg forstår hende. Det gør ondt.

Uanset om Mikkel kommer hjem med en diagnose i dag, så ved jeg, at denne situation vil jeg komme til at sidde i mange gange endnu. Fordi frygten for diabetes, vil jeg aldrig kunne slippe. Jeg er så bange for, at den LORTE sygdom sætter sig i flere af mine børn. Forhåbentlig er denne gang også falsk alarm. Please lad det være falsk alarm.

Lige nu venter jeg bare…

…og græder…

Del din mening her

Share your thoughts

..og om at tegne diagrammer og lede efter de punkter hvor linjerne rammer hinanden..

Jeg er selvstændig og jeg er glad for det. Jeg laver alle mulige fantastiske ting, og det er virkelig en skøn følelse, at jeg endnu ikke har været tvunget til at skulle begrænse mig til kun en ting.

Samtidig med friheden i det at lave mange forskellige artede opgaver, kan det være svært at markedsføre sig og strukturere sin tid ordentligt, når arbejdsopgaverne spænder over mange  funktioner. Jeg bliver derfor snart nødt til at fokusere, hvilket jeg også beder mine kunder om, når jeg er:

• Personlig Assistent (PA) (med opgaver indenfor markedsføring, booking/salg af og afholdelse af foredrag og events, administrative opgaver, kalender og mailstyring, procesoptimering, analyse af bestsellers og videreudvikling af disse)
• Virtuel Assistent (VA) (Opsætning og vedligeholdelse af hjemmesider (WP), Mail Marketing, Opsætning af Medlemssider og Zenbilling)
• Bogholder (Regnskab for små enkeltmandsvirksomheder)
• Business Coaching (af iværksættere i forhold til at skabe en realistisk plan for deres drømme virksomhed og følge den til dørs)

Jeg sidder netop i disse dage og nørder med alle disse funktioner, for at finde lige netop de punkter hvor mine kompetencers linjer krydser hinanden, så jeg kan blive bedre til at fokusere på lidt ad gangen – og gå efter det. Og jeg ved udemærket hvad og hvordan, det er bare så hyggeligt at have alle mulighederne og ikke at skulle skære noget fra.

Men som du kan se ovenfor, så tegner der sig allerede et meget fint billede af, hvem jeg er erhvervsmæssigt og hvilken retning jeg bør gå. Jeg er et geni til administrative opgaver og procesoptimering og har da også 18 års erfaring indenfor den administrative branche – og jeg elsker følelsen af, at have styr på alt og være forberedt på andres vegne, så de kan koncentrere sig om de opgaver de er bedst til. At skabe.

Jeg er derfor så småt ved at sadle om og beslutte min vej.

Og egentlig virker det meget naturligt for mig, at vælge lige netop den vej.

Så det gør jeg.

Nu.

Del din mening her

Share your thoughts

…og om at tænke: “er der nogen der prøver at fortælle os noget.”

Vi har været på ferie før, og vi har haft nogle rigtig fantastiske oplevelser. Ofte når vi tager på ferie glæder vi os helt vildt til at komme af sted og vi rejser for at koble af og komme ud af den stressede trommerum. Og selvfølgelig også for at opleve. At opleve historie og andre kulturer er fantastisk. Jeg svømmer helt tankemæssigt ind i det, og bare er en del af de steder hvor vi kommer.

Når vi ankommer går den ivrige snak om, HVAD SKAL VI OPLEVE? Og der bliver argumenteret og lagt planer, lavet skemaer og forhandlet – og så bliver der købt billetter til oplevelser.

Nu sidder vi så her på Rhodos og noget slår os pludselig.

Da vi kom til Egypten i 2010 var der overskyet og vi spurgte om det mon var regn der var på vej. svaret lød: “nej nej nej, det regner ALDRIG i Egypten. Det regner allerhøjest 1 dag om året” og to minutter efter stod dét ned i stænger. Altså som i VIRKELIG.

Om aftenen på vores hotel begyndte det at trække op i vinden og vi frøs lidt og smuttede derfor ind på værelset og 10 min. efter var der en af de mest heftige sandstorme i Egypten, som ellers også er lidt sjældne – især i turist områderne.

Vi endte med en ferie uden for mange udflugter og med rigtig mange timer ved pool og strand og masser af tid sammen.

Da vi skulle til Bali i 2011 undersøgte vi nøje vejrudsigter, fordi når man tjekker det på nettet, så regner det altid på Bali. Vi skulle afsted med vores lille præmature og vi vidste at 14 dage på et hotelværelse i silende regn bare ikke ville kunne lade sig gøre, så flere gange undersøgte vi den lokale vejrudsigt via rejsearrangøren – meldingen lød, at der var ikke regn, så vi kunne bare tage afsted. Da vi kom derned fik vi FEM dage med tropisk regn, og endte med at ombooke rejsen og tage til Thailand de sidste to uger.

Bali var dog fantastisk på trods af regn, fordi vi endte med at opleve ro og balance som vi aldrig havde oplevet det før. Efter fem dage var jeg et nyt menneske indeni og den følelse i kroppen, som jeg oplevede på Bali vil aldrig forsvinde igen. Det er tilstand jeg stræber efter at opnå, så ofte som det er muligt. Vi fik en ferie med plads til fordybelse og jeg fik skrevet en del og så hyggede vi os sammen.

Nu sidder vi her på Rhodos, solens ø. Her er solskin 360 dage om året – og vores første 24 timer på øen, tja… Gæt selv. Der regnede det. MEGET. Lige mens vi var i ang med at bestille ture og stresse vores ferie helt op, ja, der regnede det. Vi købte derfor ingen store udflugter men i stedet et sæt spillekort og et uno spil, og så gik vi rundt i den gamle by og sprang fra markise til markise og endte med 8 fantastiske timer i en helt fantastisk stemning og blandt hyggelige butikker med alt muligt skrammel. Vi hyggede os sammen og grinte meget.

Måske glemmer vi nogen gange hvorfor vi tager på ferie. For mit vedkommende handler det om, at stresse af, lade op og bruge tid med min familie. Da vi lørdag aften besluttede at tage afsted søndag morgen fra Billund, var jeg endt i en tilstand hvor jeg var hysterisk og umulig, fordi jeg havde brug for et break fra mit liv. Jeg havde brug for noget ny luft og andre omgivelser – og jeg havde brug for at finde ind til mig selv igen.

Det kræver naturligvis at jeg bruger tiden, netop på at tænke og mærke efter, at nyde og grine, og at vise min kærlighed og modtage kærlighed fra dem jeg elsker og som elsker mig. Jeg er på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Mit hus skal nok blive pakket ned og jeg er overbevist om, at jeg når det hele, – og lidt til.

Lige nu er min største bekymring i virkeligheden hvorfra jeg skal få mit næste fix tzatziki – damen jeg er blevet afhængig af det stads og jeg stinker kronisk af hvidløg, det er med garanti.

Min rejse er ikke for at OPleve, men for at mærke at jeg stadig lever <3

Del din mening her

Kommentarer slået fra

…og udmærket vide, at svarene findes inde i mig selv..

Den seneste tid har været en dræber for mig. Virkelig. Jeg har kastet mig over alt alt for meget, og har hørt alle advarselssignalerne, men bevidst valgt at overhøre dem, fordi “jeg skulle liiiige” ordne det her og så skulle jeg nok høre efter.

Den seneste tid har jeg ikke kunnet sove om natten. Fordi de projekter jeg havde sagt ja til at hjælpe med, de var sådan lidt utilregnelige og det betød at medarbejderne ofte var fræværende og jeg så i stedet for blev nødt til at træde til.

Efter to uger, oplevede jeg mig selv slå øjnene om hver 20. minut HELE natten igennem for at tjekke min telefon for sygemeldinger. Det gav en meget usammenhængende søvn og rigtig mange kilo ekstra på kroppen. Fordi sådan reagerer min krop på stress og manglende egenomsorg.

Jeg mistede min koncentrationsevne og undskyldte hele tiden overfor mig selv med: “det er snart overstået, så bare forsæt…” og det gjorde jeg så.. Lyttede til min “bedste ven” eller “værste fjende” og forsatte.

På et tidspunkt skulle jeg en weekend ned til min ex-mand og være sammen med ham og børnene og det endte faktisk med, at ud af de 48 timer jeg tilbragte dernede, der sov jeg de 40. Han lod mig sove og restituere, fordi han kunne se at jeg på vej ud af det forkerte spor. Jeg tog hjem, veludhvilet… Og forsatte hvor jeg slap.

For tre dage siden blev det nok. Mine reaktioner blev helt hysteriske og jeg gik helt i sort. Ja, jeg skulle pakke i denne weekend og alt skulle jo være bla bla bla… Men jeg kunne ikke. Det eneste min hjerne sagde til mig var: “tag væk – nu!”

Min fornuft sagde til mig, at det var noget pjat. Bliv nu færdig med den der pakning og få styr på dit shit og så kan du tage væk. Den sagde, at jeg ikke behøvede at tage væk, for at finde svarene og få ny luft. Fordi svarene er lige her, i mig selv.

Men jeg vidste jo godt, hvor svarene var. Men det var ikke svarene der var mit problem. For svarene kender jeg allerede godt. Mit problem var og er: tadaaaa… Min manglende evne til at sige fra overfor mine omgivelser. Og for at komme ind og mærke mig selv, og lave en realistisk plan for min fremtids familieliv, businessliv og studieliv blev jeg simpelthen nød til at fjerne mig fra mine omgivelser og tage et andet sted hen – netop for at finde ind og finde ud af hvad jeg skal og vil.

Og det virker. Hold nu op det virker. Jeg elsker det. NU kan jeg endelig handle igen og være.

Del din mening her

Kommentarer slået fra

..og slet ikke have mere energi tilbage…

Kort fortalt, så er jeg stresset. Jeg har kastet mig over for meget lige for tiden, eller det er måske ikke bare lige for tiden, men mere bare “sådan er jeg”. Jeg kaster mig over alt jeg brænder for og ideerne popper op hele tiden, om nye måder at gøre tingene på og nye ideer til nye projekter.

Problemet er bare, at jeg også er sensitiv og dermed har brug for en ro i mit liv. Den ro forsøger jeg at skabe. Men det er svært for tiden. Det er svært at finde ro, når man selv er i oprør. For jeg er i oprør.

Jeg har ændret store dele af mit jeg. Og af min personlighed. Og det betyder, at der er rigtig mange ting, som jeg slet ikke kan have i nærheden af mig længere. Drama, Brok, Bitcheri, Diva-nykker, Regler og virkelig dårlig kommunikation.

Jeg har i det meste af mit liv accepteret, at være sådan én man kunne skælde ud. Jeg havde brede skuldre og vidste jo godt dybt inde, at det der blev sagt dybest set ikke handlede om mig, men om afsenderen. Så det gled ligesom lidt af på mig. Men sådan er det ikke længere. Netop fordi, at jeg nu har lært at det i sandhed IKKE HANDLER OM MIG, når andre mennesker lader deres frustrationer eller angst for at kigge på dem selv, gå ud over andre mennesker i form af netop Drama, Brok, Bitcheri, Diva-nykker, Regler og virkelig dårlig kommunikation.

Jeg er derfor IKKE længere én man kan skælde ud. Og jeg oplever en afsindig vrede i mig selv, når jeg bliver skældt ud eller udsat for Drama, Brok, Bitcheri, Diva-nykker, Regler og virkelig dårlig kommunikation. Det skræmmer mig – for hvor fanden kommer den vrede fra? Og hvad gør man med den? Den dræner mig og trækker tårer HVER GANG.

Jeg tror at alle omgivelser er som puslespil, hvor alt passer fint sammen. Mit store problem er, at min brik har ændret sig, og jeg derfor ikke rigtigt kan finde ud af, hvordan den skal passe ind i puslespillet igen – og jeg kan slet ikke overskue at lede efter et nyt puslespil, hvor jeg kan passe ind. Hvad hvis jeg aldrig finder et sted, hvor jeg passer ind igen? Og har jeg overhovedet nogensinde passet ind? Eller klemte det lidt hist og her, i forsøget på at passe ind? Måske overdøvede behovet for anerkendelse mit behov for at blive accepteret, som den jeg er. Åhr, de tanker…

Jeg oplever lige nu et stort behov for at løbe væk, løbe ud og finde energi og luft et andet sted, men jeg tør ikke. Hvor fanden blev modet af? OG er alt det jeg leder efter i virkeligheden lige her? Indeni mig selv? Og hvis det er, hvorfor kan jeg så ikke mærke det? Kan det være mine omgivelser der fastholder mig i en rolle, hvor jeg ikke kan finde ro, til at finde ind til mig selv? Eller er det mig selv, som bliver ved med at hælde på, så jeg ikke “behøver” at forholde mig til de ting, der virkelig er vigtige? For mig altså.

Jeg forstår ingenting lige nu, virkelig. Hvorfor saboterer jeg mig selv? For det er det jeg gør. Prøv at hør, den krop jeg render rundt med, er jo slet ikke mig. Den ser mærkelig ud, buler ud de forkert steder, huden kedelig og trist og jeg selv, ja jeg glemmer at smile. Og jeg elsker altså at smile (alle andre steder end på billeder!).

Jeg skal genoplades, tilbage i opladeren med mig. Måske skal jeg slukke helt ned, mens batteriet bliver ladet op. Det lyder meget smart, men jeg aner ikke hvordan jeg skal gøre.

Åhr, manner altså…

Del din mening her

Kommentarer slået fra

…og om at have brug for at klynke, bare en gang imellem.

Jeg sidder og stirrer ud i luften, tårerne triller lige så stille og jeg har bare lyst til at forsvinde fuldstændigt ud i den blå luft. Jeg prøver med: “kom nu Janne, du kan jo sagtens klare det, du har klaret ting der var sværere end det her..:” men det er som om, at det ikke helt virker. Fighterviljen er forsvundet og i stedet har sårbarheden indfundet sig, og sårbarheden har en grusom ven – klynkeren.

Jeg er i oprør. For jeg vil ikke fighte, jeg vil ikke klynke og jeg vil ikke føle mig svag. Men det gør jeg. Og alt dette er prisen jeg lige nu betaler for sårbarhed.

Men Janne dog, tænker du måske, hvordan hulan er du kommet herhen? Det ligner ikke dig. Jeg er glad for at du spørger, for du har fuldstændigt ret. Det her ligner ikke mig. Ikke den mig jeg altid har været. Og det gør mig bange. Men måske er det her i VIRKELIGHEDEN mig? En der bliver opgiven og ikke kan overskue igen, at skulle klare hele verdenen alene.

Og måske tænker du, hvad kan dog få dig herud?

Tja, jeg er jo flyttet. Til noget meget mindre. Og jeg fik hjælp. Og nu står jeg midt i resterne. Jeg skal nemlig pakke alle mine ting ned, som jeg ikke kan have i lejligheden og sende det til opmagasinering. Og det skal ske i denne weekend, hvis jeg skal nå det hele. Det vil sige, jeg skal samle 80 flyttekasser og putte ting i dem. Jeg skal sortere en lille bitte smule. Ikke meget. Og jeg skal skille alle ting der kan skilles ad ad og stille det hele klart til afhentning. That’s it. Og ved du hvad? Jeg kan ikke.

Jeg har givet op. Sidder og kigger ud i luften og tårerne triller ned af mine kinder. Jeg kan simpelthen ikke finde overskuddet og jeg aner ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Men i gang skal jeg.

Jeg er ved at acceptere, at jeg er alene. Og at sådanne opgaver skal man åbenbart kunne løse selv. Det er lidt svært at forstå.

Del din mening her

Kommentarer slået fra

..og trække bukserne ned og få smæk i den bare…

Ja jajajaja, ikke i den forstand… og så alligevel. For det er som om, at hver gang jeg melder noget ud omkring hvordan jeg har valgt mig selv og mine behov, så bliver der uro i den anden lejr. Når jeg melder ud eller skriver, gør jeg et stort stykke arbejde i, at tale fra min side af banen og at tage udgangspunkt i mig selv. Det er noget jeg ALDRIG har været ret god til, men som jeg efterhånden føler at jeg mestrer ret godt.

Det betyder jo ikke, at alle er enige. Heller ikke ex-mand. Men denne blog handler om mig, min udvikling, mine muligheder og mine valg. Ikke om mine børns, familie, ex-mands eller veninders verden. Kun min.

Og derfor er der ind imellem dele af historierne jeg ikke fortæller.

Jeg fortæller f.eks. ikke hvorfor jeg ikke flyttede til København for 5 år siden, da jeg begyndte at tale om det. Eller hvorfor jeg ikke rykkede i sommers i stedet for at leve 7 måneder totalt splittet og med afsavn. Eller om hvordan jeg i hele separationsperioden har levet i no-mans-land, fordi jeg ikke var klar til at give slip og stadig elskede min mand. Eller at jeg med ET blev klar til at give slip og derfor handlede, og først derefter fik en reaktion om, at han nok heller ikke helt var sikker.

Jeg skriver heller ikke om, at jeg har gjort ALT hvad der står i min magt for, at skabe mig et liv, udfra de vilkår der var, hvis jeg skulle tage hensyn til ex-manden og hans behov, hans job, hans situation og hans angst for at træffe beslutninger. Eller hans behov for at se sine børn lige så tit det kunne lade sig gøre, fordi jeg ønskede at være fleksibel og samarbejdsvillig.

Eller om hvordan jeg hele tiden skulle have dårlig samvittighed, når jeg måtte bede ex-manden tage børnene en ekstra dag, fordi mit liv simpelthen ikke hang sammen. OVERHOVEDET.

Og jeg har slet ikke fortalt om, hvordan jeg hele tiden blev presset ned i rollen som “underdog”, og jeg til sidst gjorde op med mig selv, at jeg ikke skulle være under andre. Vi kan være ved siden af hinanden, men jeg skal ikke være andre underdanig. ALDRIG mere.

Jeg har heller ikke fortalt, at nogen gange når jeg lukker øjnene, drømmer jeg at jeg ligger i hans arme. Men når jeg åbner dem igen, ved jeg godt, at det ikke bliver virkelighed, fordi vi simpelthen er kommet for langt væk fra hinanden og det at arbejde mod det samme mål. Jeg fortæller også yderst sjældent, at når jeg ser andre finder sammen igen, ja, så græder jeg faktisk, og ønsker. Ønsker at det var mig, der kunne finde “det”, som de har fundet.

Så… Når jeg deler at jeg har valgt mig selv, så er det satme fordi, det er et stort skridt for mig. Så er det fordi, at jeg har brugt årevis på at overveje og fordi jeg har gjort op med mig selv, at hvis ikke jeg vælger mig, kan jeg ikke lære mine børn at vælge dem selv. OG det er vigtigt.

Så bær over med mig, ok?

Min følelse af lykke har store konsekvenser for mig og andre, men det har min ulykke følelse også.

Jeg er på samme tid ked af det og glad.

Langsomt med sikkert løsner knuden sig i min mave, og jeg finder styrken til at tage nogle store dybe indåndinger af det dersens livet noget. Det føles dejligt. Lige indtil jeg kigger på min telefon og konstaterer, at det endnu engang er tid til en verbal røvfuld pr. sms fordi jeg åbenbart bare er det mest egoistiske væsen i denne verden. Tænk, det kan så åbenbart blive på en uge ud af 39 år. Det er sgu lidt vildt.

Nyd lørdagen. Jeg vil koncentrere mig om mine dejlige drenges grin og lyd mens de leger i gården og jeg sidder ved siden af på et tæppe og nyder solen.

Just Love Living <3

Del din mening her

Kommentarer slået fra

…og tro på, at alt løser sig…

Siden min separation i september, har jeg troet på at jeg kunne det hele. Jeg forventede ikke svar, og stillede derfor ikke spørgsmål, jeg forventede ikke støtte og bad derfor ikke om hjælp, jeg forventede ikke lethed og valgte derfor at lade tiden vise, hvad der skulle være min sandhed.

Jeg levede i 7 måneder splittet mellem 2 hjem, mit hjem i Næstved og mit lille ydmyge hjem i København. Jeg har altid været godt vant. Masser af plads, hus og have eller skønne lejligheder med lys og luft. Værelser nok og plads til at fordybe sig – i hver sin ende af huset. Men det har kostet. Mange penge.

I de 7 måneder har jeg måtte gå på kompromis med min rolle som mor. Rent faktisk havde jeg lidt fået nok på et tidspunkt, og ja, jeg ved godt, at sådan noget kan man sgu da ikke sige. Men det kan jeg. For jeg havde fået nok.

Jeg har snart været MOR i 20 år. MOR har været min karriere, alt har handlet om mine børn og deres behov og det at være MOR, var vigtigere end det at være Janne.

Jeg glemte hvordan man lyttede til sig selv, jeg glemte tid til mig selv og jeg glemte hvem jeg var og hvad der egentlig var vigtigst i min verden. Så da jeg følte mig træt af at være mor, så handlede det aldrig om mine børn. Det handlede om mig og det faktum, at jeg ikke længere kendte mig selv.

Det var derfor til at starte med en kæmpe befrielse for mig, at rejse ind i mig selv. At kunne sidde på cafeer og skrive til kl. 22 om aftenen uden overhovedet at tænke på aftensmad eller putte tider. Jeg tænkte på de mistede godnatkys, men tænkte samtidig, at jeg har været så forbandet priviligeret i mit liv som MOR, at jeg havde fået  15.500 godnatkys gennem tiden, så lidt fra eller til gjorde ikke den store forskel. Så jeg accepterede og gav slip. Jeg kunne netop give slip, fordi jeg vidste at mine små drenge havde det fantastisk hos deres far og fordi jeg vidste, at de to store, havde fået alt jeg kunne give dem. Så jeg var tryg ved at give slip.

Den ene uge tog den anden, og måned for måned voksede savnet og længslen efter mine små drenge. Jeg har altid været alle vores børns primær person, og pludselig så jeg mig selv stå på sidelinien og samtidig være splittet imellem livet i de forskellige byer. Det sved, men jeg hængte i.

For at få råd til dette liv, krævede det studieaktivitet i hverdagene og arbejde om natten. Der skulle tjenes penge. Så det gjorde jeg. Når jeg skulle være sammen med drengene havde jeg intet overskud, fordi jeg trængte til søvn – eller var bagud med arbejde. Men jeg hængte i og kørte videre – og hey, jeg smilte i mens.

Men SÅ bev det hele også nok! Jeg blev certificeret coach og jeg blev bevidst om min modighed. Jeg tog en beslutning. Og jeg handlede. Jeg sårede enkelte på min vej, men jeg fulgte min vej, som uanset hvad jeg gjorde, ville såre andre. Denne gang valgte jeg bare ikke at såre mig selv. For første gang i næsten 20 år.

Jeg har ikke længere mange penge. Men jeg har kærlighed og indsigter, jeg har overskud og rummelighed – men vigtigst af alt, så har jeg hjerterum. Og i det hjerte bor mine børn. Og inde bagerst – der bor jeg selv. Heldigvis. Mit hjerte er vores hjem og der er altid plads til andre mennesker, som har brug for varme og ro. Kom ind og vær, vi hygger herinde i varmen.

I virkeligheden bor vi nu på Østerbro. Det gik stærkt. Hjælpen kom alle steder fra og inden jeg så mig om, var mit liv forandret. Vi bor meget meget småt men fantastisk. Nærhed er det nye sort i mit hjem – og med den begrænsede plads, er det vigtigste nu, at finde plads til fordybelse ved siden af hinanden, i stedet for i hver sin ende af huset. Vi sover fire på stribe. Og det er hyggeligt. Vi er sammen så meget som muligt, og vi taler om taknemmelighed hver aften inden vi siger godnat og jeg græder uden lyd mens jeg lytter på, mine drenge fortælle om deres taknemmelighed til livet. Min 8 årige tog mig med storm den anden aften vi lavede øvelsen ved at sige: “og den sidste ting jeg er taknemmelig for er, at i morgen er der en til dag, hvor jeg kan lave en masse gode ting, som jeg kan være taknemmelig for i morgen aften” – jeg mistede vejret og var stolt. Den lille mand har jeg skabt. DET er jeg taknemmelig for.

Hvis man sammenligner mit liv med for et år siden, så har jeg i dag mistet alt. Min mand, mit ægteskab, mine materielle ting, min økonomiske base, mit sikkerhed og absolut mit omdømme, som hende det havde alt – men i stedet har jeg måske i virkeligheden vundet alt.

Jeg følger min drøm og tror på, at alt sker af en grund. Det hele giver mening. Endelig <3

Del din mening her

1 Comment