om bevidsthed og dårlige vaner…

..og om måder at fremlægge det på, så det virker som afhængighed og uansvarlighed.

Jeg har netop medvirket i en artikel på eb.dk om brugen af iphone.

eb

Foto: Per Rasmussen

Mit sigte med at medvirke var, at jeg gerne ville hjælpe med at gøre opmærksom på, hvor nemt det med smartphones kan tage overhånd.

Jeg har levet delvis som fuldtids jurastuderende og delvis (som selvstændig) i to år af, at være online – på facebook, skype, instagram, lave hjemmesider og ved etablering af online uddannelsesforløb m.m. Jeg arbejdede mest hjemmefra, både når børnene var hjemme og ikke hjemme. Det var jeg nødt til, for at tjene nok penge til at forsørge mine børn

I januar 2014 stod jeg for en stor indsamling for at hjælpe en mand i nød. Det krævede at jeg var online 24/7 – så det var jeg. Børnenes far og deres store søskende hjalp til med de små drenge, og sammen fik vi det til at gå op. Det var voldsomt og det eneste jeg så frem til var, at få et normalt liv igen. Det var absolut det tidspunkt af mit liv, hvor online-tid har fyldt mest.

Efter den periode blev mine online-vaner ændret. Jeg var ikke længere online, for at se hvad mine venner og familie lavede og heller ikke for at blive underholdt. Jeg var udelukkende online, for at besvare spørgsmål (omkring indsamling) og beskeder, og læse artikler og finde dokumentation.

Jeg blev bevidst om mit forbrug. Og DERFOR sagde jeg ja til at medvirke. Jeg mener nemlig ikke, at smartphones er synderen her, men derimod mener jeg, at ubevidst brug af smartphones kan gøre skade på vores muligheder for at være nærværende.

Sigtet med denne artikel var, at det skulle være med til at skabe fokus. Hvor bevidst er du selv? Prøv for sjov skyld, at skrive dagbog et par dage, hvor du skriver om hvert eneste lille tryk på telefonen og tager tid på dit forbrug. Jeg garanterer dig, at du vil blive overrasket og efterfølgende langt mere bevidst.

Jeg vil også gerne invitere dig til, at bruge bevidstheden om dit eget forbrug af digitale gadgets til at skabe fokus på de ting i dit liv, som virkelig betyder noget. Og skab nærvær omkring de mennesker du er sammen med. Det har jeg gjort, og det har været en kæmpe øjenåbner og er det stadig.

Artiklen i dag kom online ved spisetid. Jeg havde lovet mine drenge, at vi skulle spise ude. Jeg har ikke været online i dag, og hentede kun min telefon fordi vi skulle gå – og tjekkede lige beskeder og dermed fik jeg besked om, at nu var artiklen online. Jeg gik ind og kiggede. Og jeg blev rigtig ked af det. Og den stemning hang ved, mens vi angiveligt skulle sidde og hygge os på en restaurant.

Jeg følte ikke den havde den vinkel den efter aftalen skulle have. Vinklen skulle være positiv, omkring hvordan vi kunne blive mere bevidste om vores forbrug. Og vinklen skulle ikke handle om, hvor vidt jeg er uansvarlig som mor. Det kan jeg forsikre jer om, at jeg ikke er. Så det behøver I slet ikke bekymre jer om. Jeg er heller ikke uintelligent eller egoistisk. Tværtimod. Min IQ er ret høj og jeg bestiller ikke andet, end at tænke på andre før mig selv. Men det til trods, så kom jeg rent faktisk i en situation, hvor jeg, fordi jeg var ærlig og turde stå frem, af flere blev opfattet sådan.

Det er jo skræmmende, hvordan artiklen og alle kommentarerne kunne påvirke mit humør og gøre mig så trist, at min 9 årige pludselig mens vi spiste sagde: “mor, hvorfor ser du pludselig så ked ud af det” – få minutter inden var jeg jo glad. Og nu var mit nærvær væk.

Det at vi kan blive påvirket af informationer fra en telefon, er i min øjne mere skræmmende end det faktum, at jeg af behov for overlevelse har måttet arbejde fuldtid og studere fuldtid for at forsørge mine børn, som naturligvis er min pligt. Og det gør jeg med glæde. Men i den overlevelses kamp, er jeg simpelthen blevet så dygtig til at lukke af for omverdenen, at jeg kan sidde og læse (juridisk fagstof, artikler på nettet, lange beskeder på mails o.lign.) eller arbejde, at jeg tog mig selv i, at jeg ikke hørte min søn spørge til, hvornår jeg lavede aftensmad, fordi han var sulten.

Jeg kunne have skrevet så meget andet i min dagbog og jeg havde fin mulighed for, at pynte på sandheden, men sådan et menneske er jeg ikke. Og faktum er, at der intet unormalt var i tidspunktet, for det var tid til at påbegynde aftensmaden, da vi altid spiser sent om fredagen, og der er i virkeligheden heller intet fordækt i, at jeg efter 9 timers arbejde trængte til et break på sofaen inden jeg lavede mad, og det break brugte jeg online. Og så lukkede jeg af. Voila.

Men jeg indrømmer, at det er ganske forfærdeligt, at vi kan komme i en situation, hvor vi prioriterer sådan. At online-tid stjæler vores nærvær.

For mit eget vedkommende, så fik jeg sat på plads, hvad mit forbrug og behov handlede om. Jeg vil absolut ikke betegne det som en afhængighed, for jeg havde ingen problemer med at lade være, og der gik mindre end et par timer, før jeg havde accepteret at det skulle jeg ikke. Rent faktisk var det lidt en lettelse, at jeg ikke skulle holde øje med beskeder og lignende. Jeg fik derimod bevidsthed om, at for mig, er det en rigtig dårlig – stressende – vane. Det er en tidsrøver og en meget nem overspringshandling, når andre vigtige opgaver trænger sig på.

Jeg mener, at det vigtigste er, at være bevidst om, hvad man bruger tiden på, og vælger man at bruge den på eks. facebook, ja så skal man jo blot huske, at så skal den tid tillægges i den anden ende og tages fra andre vigtige ting, eks. tiden med familie og børn. Opgaverne vi har, løser jo ikke sig selv, og sidst jeg tjekkede, havde vi stadig kun 24 timer i døgnet. Det er vidst ens for alle.

Vores liv er proppet med ting vi skal, og som sagt, tid er en konstant og absolut ikke det vi har mest af. Men hvorfor er det så, at vi vælger at bruge vores tid, som vi gør? Evt. online?

Efter projektet her, kom der rent faktisk mange sjove oplevelser. For jeg valgte at fortsætte projektet og var ikke på fb i yderligere en uge. Jeg var interesseret i at se, om mine veninder ville huske mig, og huske, at jeg ikke var online. Jeg var spændt på at se, hvornår de ville ringe eller sms’e til mig, når nu de ikke hørte fra mig.

Det sjove er, at selvom de vidste jeg ikke var online, så var det rent faktisk på fb, at de valgte at skrive til mig, og spørge om jeg var ok? Ja, morsomt ikke? Det eneste sted, som jeg med sikkerhed ikke var online, det var det sted, hvor jeg fik flest beskeder. Tankevækkende.

Der gik næsten 14 dage før de huskede, at jeg ikke var på fb. Og så begyndte sms’erne at tikke ind.

Nå. Vi dræber den her. Bum.

Kunne vi blive enige om, at det IKKE er ubetydeligt hvordan vi bruger vores tid og hvordan vi skaber vores nærvær?

Godt så.

(P.S. Billedet er taget i torsdag og er meget opstillet. Vi gjorde al verdens krumspring, for at få Emil til at medvirke. Og Mikkel skulle stå meget strategisk. Rent faktisk var vi ved at DØ af grin. Men det ses jo ikke. Alt handler om vinkel og perspektiv.)

om tro, håb og kærlighed…

Jeg sidder midt i et kaotisk hjem, telefonerne KIMER konstant, og ind imellem sidder jeg bare og kigger på dem og magter nærmest ikke sige et ord mere. Tårerne presser sig ind imellem på, men ikke fordi jeg er ked af det, for det er jeg ikke.

I baggrunden hører jeg drengene grine og lege inde på deres værelse. Emil var sløj i dag og derfor måtte vi blive hjemme, men han er frisk nu. Og de griner. Jeg har 100 beskeder jeg ikke har nået og alligevel føler jeg mig lykkelig. Lykkelig med tårer. Jeg føler en kæmpe kærlighed i mit hjem, og jeg tænker det må være forfærdeligt, at skulle leve uden.

På trods af stress, sygdom, børn med diabetes, studie og alt muligt andet. Så er jeg bare lykkelig. Mest af alt lykkelig for at være mig, lykkelig for at turde kaste mig ud i vanvittige ting, lykkelig for at turde stå ved min mening og lykkelig for, at jeg lever i et land, hvor man faktisk godt må skille sig ud. Især hvis man gør det med hjertet.

Jeg har opdaget, at janteloven ikke rammer alle – især ikke, hvis det du gør kommer fra hjertet og ikke har egoistiske hensigter. Sådan en situation er jeg havnet i, med 500 km/t – helt uden, at jeg opdagede at det var der jeg var på vej hen. Det gør mig stolt. Over at være mig. Og især over, at turde handle med hjertet.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet med den her indsamling, men jeg ved, at jeg har inspireret en masse mennesker til at gøre en forskel. Til at turde gå forrest. Fordi de ikke kan lade være. Ligesom jeg ikke kunne lade være. Og fordi det giver så meget mening, at være der for andre, når de allermest har brug for det.

At lave denne indsamling, har for mig aldrig handlet om mig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med mig i denne sammenhæng. Men jeg var ikke ligeglad med Michael, der lå alene og døende på den anden side af jorden. Det gjorde ondt at vide, at alle håb var ude. Noget i mig, måtte bare skabe et håb. Så det gjorde jeg. Jeg håbede, at jeg kunne skabe opbakning til at hjælpe Michael. BANG!

Jeg ved, at uanset hvad der sker i fremtiden, så har Michael fået mit håb overført til ham. Han ligger nu og håber og venter. Han skal endelig hjem og have et liv igen.

Jeg tror virkelig på mit lille mantra, som jeg har skabt hen af vejen i denne indsamling:

“Tro flytter bjerge og håb redder liv!”

Med tro, håb og kærlighed kan vi meget mere end vi tror.

Læs om indsamlingen og mig på: http://www.jannetholstrup.dk

om mennesker…

…og deres sande værdi..

Jeg sidder ofte og tænker lidt over livet, og den verden vi lever i. Ja ja, det havde du nok luret, men jeg mener også, at der er god grund til at vi ind imellem tager andre briller på og betragter verden og de mennesker vi omgiver os med på en anden måde end vi er vant til – og især end vi er opdraget til.

Min opvækst har været alt andet end almindelig, og jeg er opvokset mellem en masse mennesker, som jeg måske aldrig ville have talt med, hvis ikke det var fordi jeg boede i et kæmpe kollektiv med anbragte børn i blandt. Mange af disse børn var groft omsorgssvigtet i deres opvækst. Nogen havde forældre der var prostituerede, misbrugere eller dødeligt syge forældre. Jeg boede der, fordi min mor var død. Typisk for mange af disse børn og unge var, at grænser ikke var blevet sat, og de var blevet svigtet groft på omsorg og kærlighed. Og så kom de på Fjordhøj. Her havde vi vores eget sociale system, og man rangerede i graderne alt efter hvor velfungerende og “normal” man var. Hvis du var god til at formulere dig og var intelligent, så havde du meget magt. Så jeg havde meget magt. Men også meget sympati og empati. Men jeg styrede ret meget blandt andet ved, at jeg søndag efter søndag ved vores søndagsmøder var den der styrede møderne og tog referat og deraf konkluderede de endelige beslutninger. Beslutninger om konsekvenser for regelbrud, beslutninger om hvem der havde ansvar for hvad og beslutninger om hvordan vi ud af alle de forslag der var indkommet, evt. skulle løse et problem eller lave en ny regel.

Disse møder og den rolle gav mig langt mere ballast end jeg, eller nogen andre, nogensinde havde kunnet forudsige. Jeg fik tillagt mig effektive lederegenskaber og en evne til, at kunne træffe beslutninger og trumfe dem igennem, men forbehold for hensynet til andres liv og følelser.

Mange af disse børn og unge var så dårligt fungerende, at de ødelagde livet for sig selv. Dag efter dag. De faldt selv i misbrug, fordi det var det eneste de kendte og enkelte blev kriminelle. Men uanset deres “fejl” og utilstrækkelighed, var jeg stadig den samme ven, og når de ikke kunne overskue en fredagsoprydning på deres værelse (betingelse for at få lommepenge), så var jeg den der trådte til ved lede og fordele arbejdet og vupti, så lå tøj i fine bunker i skufferne og der var ryddet op under sengen og værelset duftede af Probat.

Enkelte af disse unge er døde i dag. En af en overdosis. Kun 20 år gammel. Tragisk. Men minderne er der stadig, og når jeg tænker tilbage, ser jeg egentlig ikke de dårligt fungerende karaktertræk i de mennesker, for jeg husker deres drømme og deres skønne måde at være på, alt andet til trods.

En måned før jeg blev 20 år fødte jeg mit første barn. Jeg var lykkelig. Det var som om, at jeg havde ventet på det her barn og den særlige følelsesmæssige forbindelse der opstod mellem os hele mit liv. Han var mit livs lys, og alt det jeg ikke selv kunne, lærte jeg ved at betragte mig selv være mor til ham. Det lyder nok lidt mærkeligt, men jeg har aldrig været handlingslammet. Eller bange for at træffe en beslutning. Men jeg anede ikke, hvordan man var forælder. Så, nogengange var det som om, at jeg betragtede mig selv være mor for min lille søn, og når jeg gav ham omsorg, kunne jeg mærke mig selv og hvad jeg havde brug for. Og dermed passede jeg bedre på mig selv. Jeg blev min egen gode forælder, samtidig med at jeg kvalte min søn i kærlighed.

Jeg havde ingen uddannelse, da jeg blev mor. Det var flovt dengang og jeg følte, at andre så ned på mig. Det gjorde mig ked af det og det gjorde, at jeg ikke følte mig som en god rollemodel for min søn. Da min søn var i pasning begyndte jeg derfor på en uddannelse. Og jeg er faktisk ikke stoppet med at uddanne mig siden dengang. Jeg havde drømme, og jeg gik efter drømmene. Jeg fandt sjældent ro, og søgte mere. Mere viden, mere kunnen, mere erfaring, mere udfordring. Livet havde jo altid været en stor udfordring, så når jobbet blev for nemt, kastede jeg mig over noget nyt og svært. Jeg ville mere. Hele tiden mere. Jeg ville skabe og forandre. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg endte med fuldtidsjob, fuldtids jurastudie og fuldtids mor. Og jeg elskede mit liv.

Min drøm som mor var, at mine børn (der kom jo et par stykker mere end den første) skulle have en uddannelse. Livet var bare nemmere med en uddannelse INDEN man fik børn. De skulle også have mulighed for at rejse og opleve verdenen. Hvis de ville ud og være frivillige og gøre en forskel i verdenen, så var jeg klar til at lave indsamlinger til fordel for velgørenhed. Og søge fonde. Jeg ville gøre alt for, at mine børn fik den rette start på voksenlivet.

Det var en stor ulykke i mit liv, den dag det viste sig, at min store søn ikke bare var mainstream. Han gik ikke bare den lige vej igennem gymnasiet (som jeg heller ikke selv gjorde). Og jeg var bekymret for, at det var en gentagelse af min historie. Han prøvede gymnasiet og HF og efter to forsøg endte han med fuldtidsjob på McDonalds. Jeg blev aldrig flov over ham, men jeg blev vildt bange, for hvad nu? Hvad skulle der blive af ham. Han skulle jo have en uddannelse. Han skulle jo have bedre muligheder end jeg selv havde haft.

Han drømte om en anden fremtid og hans store passion; Sang, musik, teater, musical. Han ville være musicalperformer. Og han er et natur talent. Siger hans undervisere.

Jeg trådte til, og 3 uger før opstart fik han plads på Snoghøj Højskole Musicalbasecamp i forsøget på, at dygtiggøre sig i forhold til at søge ind på Musicalperformeruddannelsen i Fredericia. Han kom ikke ind. Men han gjorde forsøget og midt i forsøget besluttede han sig for, at han ville have den studentereksamen, som han havde efterladt bag sig.

Han går nu i 2. g. Min datter går i 1. g. Og jeg læser på sidste semester af min jura uddannelse og mangler nogle eksaminer og et speciale. Så er jeg færdig.

Men vil jeg så hen med alt det her, tænker du måske.

Jamen, for fanden. Vi er ikke ens, og vi skal ikke være ens. Vi er dem vi er, og livet er vores. Brug det forbandede liv til at gøre dig og dine omgivelser glade. Det er ingen regler, der ikke kan ændres, hvis det viser sig, at der ligger noget andet du hellere vil med dit liv. Gør det, lev det.

I os alle er der skjulte ressourcer, som bare venter på at blive udviklet til talenter. Vi skal ikke alle være det samme. Og børn skal være børn. Og du skal være den udgave af dig selv, som gør dig glad.

Dette klip viser, at min holdning ret godt. Hvorfor prøver vi på at være ens? Hvorfor putter vi i hinanden i kasser? Hvorfor må man ikke skille sig ud, uden at der skal stilles diagnoser? Hvorfor har vi sådan et behov for, at alt skal være mainstream?

om kærlighedens suppe…

…og tankerne omkring, hvori kærlighedens fond består…

I går fik mine tanker og opfattelser af kærligheden et provokeret skub, og det har resulteret i, at jeg nærmest ikke har sovet på grund af tankerne der fiser rundt i hatten på mig. Så, tja.. NU skal de ud, og ja altså, du er modtageren.

Jeg har altid levet i parforhold og jeg har næsten også altid været den som gjorde dem forbi. Oftest var det ikke svært, men en enkelt gang i mit liv var det svært, og dér var jeg en kujon og tog den lette vej – jeg forsøgte utroskab. Jeg gik bevidst efter en jeg vidste ikke ville have et forhold til mig, og da jeg havde gjort det, gik jeg hjem og sagde det – og sluttede forholdet.

Det var som om, at jeg ikke kunne slutte det, før jeg var 100% sikker på, at det ikke kunne reddes – fordi jeg ville ud, men ikke turde. Det er det værste jeg nogensinde har gjort. Jeg sårede et menneske bevidst, fordi jeg ikke selv var stærk nok til at stå frem som den jeg var og afslutte det vi havde. Det var ondt. Og det var utilgiveligt. Og i mange mange år hadede jeg mig selv for, at være så kujon-agtig, at jeg ikke bare sårede et andet menneske der elskede mig højt, nej, jeg sårede med kujon-agtighed og ondskab på. Og det skammer jeg mig over.

Men jeg lærte en lektie. At utroskab simpelthen bare ikke var min ting. At jeg aldrig ville byde et andet menneske den smerte igen, som jeg så i den mands øjne mens han sad der på gulvet op af klædeskabet og græd, mens jeg fortalte om mit svigt. Han tilgav mig på stedet, og ville beholde mig. Jeg holdt fast og gjorde det forbi. Jeg elskede nemlig ikke mere.

Efter det forhold fandt jeg min mand. Jeg har siden da levet og elsket EN mand i 18 år. Jeg har ALDRIG været utro – end ikke kigget til andre sider, og ej heller fantaseret – det havde jeg simpelthen ikke behov for, fordi jeg fik dét jeg havde brug for i forholdet og lidt til. Jeg var den begrænsende part – absolut ikke ham.

Halvdelen af mit liv, har jeg elsket den mand som jeg har skabt og opfostret mine 4 børn med. Vi blev gift TO gange og vi stod altid sammen, når livet var svært. Vi var hinanden “bjerg” og vi vidste, at når tingene krævede det, så var der altid en af os, der stod stærk mens den anden havde brug for at være svag. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg aldrig troede jeg ville kunne leve uden vores kærlighed og parforhold. Men skæbnen ville det anderledes. For en måned siden blev vi skilt.

Vi blev ikke skilt fordi vi ikke længere elskede. Vi blev ikke skilt fordi vi bevidst havde taget stilling til, at vi ville noget andet med vores liv. Vi blev separeret i en konflikt, og vi blev skilt i en konflikt. Og det kan nemt udvikle sig til at være noget rod.

For vi havde en udfordring i vores forhold. Kommunikation. Det var vi ikke gode til. Vi var ikke gode til, at lytte til hinanden og vi var ikke gode til, at tænke på egne behov og kræve dem opfyldt i parforholdet. Og vi var slet ikke gode til, at give hinanden plads til forandring.

Igår var dagen der satte mange tanker i gang. Først skrev Katrine denne blog om livslang kærlighed. Om det fine i den slags kærlighed, netop fordi den er en kærlighed hvor man har valgt at dele livet med hinanden – på trods af kriser og konflikter, og hvor man netop ikke bliver skilt i en konflikt. Den blog fik mig til at græde. Fordi, jeg kom i tanke om, at jeg altid i alle vores kriser har holdt fast på, at “man går ikke fra hinanden når man er i krise eller er uvenner” – jeg havde holdningen, at når man var gode venner igen, var det der beslutningen skulle tages.

Fordi det er så nemt at handle i affekt når man er frustreret og desperat. Og når man handler i affekt, er det ikke altid så gennemtænkt det man ender med at gøre. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vores forhold har holdt i så mange år, netop fordi vi ikke traf beslutninger om vores parforhold, mens vi var i krise. Når krisen havde lagt sig, og vi kom i tanke om, at vi stadig elskede, var der ingen af os der havde lyst til at skilles. Det rørte mig derfor voldsomt, at blive mindet om noget jeg forlængst havde glemt.

I går aftes var jeg til et foredrag omkring et monogame parforhold. Om det monogame parforhold var ved at dø? Og om, hvad alternativet var. Lad mig sige det sådan, jeg er stadig til monogami – også efter foredraget. Men jeg tog rigtig meget læring med mig hjem.

Der blev nemlig talt om skyggesider, om roller i parforholdet og så blev der talt om kommunikation og “det skyld og skamfrie rum”. Det hele var interessant. For hvem er vi, når vi går ind i et parforhold? Hvad er det for en rolle vi forsøger at repræsentere for vores kommende partner? Er det den der med: “jeg kan fikse ALT for dig, vasketøj, børn, mad og sex” og hvad så når vi bliver trætte af den rolle, og måske ønsker at mere eller mindre af rollens indhold skal forsvinde – er vi så, så dygtige til at kommunikere, at vi kan henvende os til vores partner og sige, at vi ikke vil have den rolle mere, men at vi hellere vil have en ny rolle. Og vil vores partner kunne acceptere dette rolleskift? Eller vil det så betyde at de ikke elsker os længere?

Er det i virkeligheden det vi er bange for, når vi ikke tør og stå frem med alt hvad vi er, og sige, at det vil jeg ikke mere. Altså, at vi er bange for at miste kærligheden? Og er kærligheden i virkeligheden ikke, at elske hinanden, der hvor man er, når man er der? At ville hinanden det bedste – og at være bevidst om, at det bedste ændrer sig i løbet af et langt liv sammen, og det der var bedst for et par år siden, måske ikke er det længere?

Lad mig provokere dig lidt. Ved du overhovedet, hvad din partner ønsker sig af livet? Ved du det? Her taler vi ikke bare at sætte hus i stand og den årlige ferie til Italien – nej, på et dybere plan. Tror du din partner tør fortælle dig, deres inderste tanker og behov. Her er “det skyld og skamfrie rum” et redskab, hvor man, når man siger noget til sin partner fra “det skyld og skamfrie rum” får en slags “frit lejde” til at komme ud, med sine inderste tanker og drømme, med garanti for ikke at blive mødt med fordømmelse. Hvis man taler fra “det skyld og skamfrie rum”, skal man nemlig som modtager være klar over, at det er en tillidssag at partneren vil tale herfra, og at du derfor ikke må være fordømmende – du skal blot lytte og samtidig være ydmyg over, at du får lov til at være en del af et andet menneskes inderste inde.

Ville du have lettere ved at give plads til din partners drømme, hvis du vidste hvad der foregik inderst inde?

Giver du i jeres forholds nuværende konstellation, din partner plads til at ville sadle om? Til at ville rejse alene? Til at finde nye venner? Nye interesser? Eller holder du din partner fast i, den som du helst vil have de er? Er det vigtigste for dig, at have en partner der gør som du siger? Eller vil du have en partner, der er lykkelig for at være DIN partner, fordi du netop ligger vægt på, at det ikke kun handler om dig, men også om din partners drømme og behov.

Min vinkel på det her, handler ikke om sexliv. Det gjorde det for dem der fortalte i går, fordi de ikke lever monogamt. Men jeg elsker fine i monogamien og i det langvarige valg, at vågne op sammen hver evig eneste dag, og jeg kunne nemt drage paralleller til mit liv, og mit forhold til min nu ex-mand. For havde vi i vores langvarige forhold husket virkelig givet plads til hinanden? Sådan helt ærligt? Eller havde vi holdt hinanden fast i de roller vi var vant til, at frygt for at miste kærligheden, hvis tingene ændrede sig?

Måske hvis vi havde haft “det skyld og skamfrie rum”, havde tingene set anderledes ud? Eller hvis vi dagligt havde lavet en “check-in” hos os selv og hinanden, og havde afstemt forventninger til dagen, ugen, weekenden, måneden og året – med hinanden, så havde der måske været mere frihed i vores forhold, og vi havde måske været bedre til at takle de sidste mange konflikter – og dermed måske have bevaret vores livslange kærlighed til hinanden – og vores ægteskab.

Vi elsker stadig hinanden – og vores historie er ikke færdig endnu. Jeg ved ikke hvor den ender. Vores roller er brudt op og vi kender ikke fremtiden. Men forandring er der sket, og hvor vi skal hen, vil tiden vise. Lige nu undres jeg bare over, hvor kraftigt et redskab kommunikation og rummelighed er i et forhold, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke vidste det her tidligere. Måske vidste jeg det i virkeligheden, men jeg var ikke klar og moden til at handle på det. Fordi jeg havde aldrig lært om det – og jeg levede i frygten for at miste kærligheden, mere end i frygten for at miste tiden.

Det her er interessant i min verden. Det handler ikke om korte forhold og kommunikation. I korte forhold, er det efter min mening meget nemmere at ændre på rollerne og kommunikere – men når det er den livslange kærlighed, så oplever man igennem årene at man vokser – sammen og hver for sig – flere gange – og det der interesserer mig er, hvordan sørger man for at give plads til evig ærlighed omkring kærlighed, i en kærlighed der skal vare for livet.

I den kærlighed, hvor man ikke “bare” går, når suppen lugter eller smager dårligt. I den kærlighed, hvor man sammen leger og eksperimenterer med krydderurter og tilsmager suppen – fordi man har lyst til at dele og udvikle suppen resten af sit liv, og fordi man ser suppen som et fælles projekt og især fordi man ved, at suppen er startet på en rigtig god fond, og at den kan ændre smag, alt efter årstid og hvilke grøntsager der er til rådighed – efter sæson.

Er kærligheden i virkeligheden sæson præget? Og glemmer vi det, når vi tror, at kærlighed kun er sommer og sol – og at vi derfor glemmer det smukke i kærligheden når den bliver mørk og kold, og det ind imellem regner fra øjnene i dagevis, fordi man er bange for hvordan den ændrer sig. For hvad betyder forandringen egentlig?

Min erfaring er, at efter regnvejr, mørke og kolde vintre kommer sommeren altid. Måske er det en sommer med lidt sol, men det er sommer. Og måske bliver vejret endnu bedre til næste sommer? Hvem ved?

For at vende tilbage til kærligheden som en suppe, så er god kraftfuld fond er værd at passe på, hvis du spørger mig. Du går ikke bare ud og finder en ny fond. Den skal også koges til og smages til, og der kan gå længe, inde den får lige netop den smag, som du er vild med. Så pas på din fond. Pas på din suppe. Pas på dig – og din ærlighed omkring kærlighed.

“Men størst af alt er kærligheden!”

Tak fordi du læste med. <3

om meter og centimeter…

…der kan regnes om til milimeter og mikrometer…

Sådan ser jeg ofte det jeg skal til i dag. Skole-hjem samtale. Peeew.

Mit ældste barn var særligt begavet. Det vil sige, det er han stadig – men når særligt begavede børn ikke bliver stimuleret fagligt, så begynder de at underpræstere.

Det er slet ikke raket-videnskab. Det er fakta. Hvis du er dygtig til noget, skal du ikke lave meget af det, for så får det virkning som “slave-arbejde” og du mister lysten til at gøre dig dygtig og du bliver et enormt forstyrrende element i undervisningen, fordi du keder dig. Hvis man er dygtig til noget, som i virkelig dygtig, så er det smart at blive udfordret på andre områder. Lad mig komme med et eksempel. Er du god til matematik og hurtigt får lavet dagens opgaver i timen, er det ikke smart at blive sat til flere af samme slags opgaver. Så bliver det nemlig “slave-arbejde” og motivationen bliver vendt til underpræstation. I stedet bør man belønne med anden interessant viden eks. geografi. Giv dem noget svært stof om eks. vulkaner og lad dem udforske det, og stil dem nogle opgaver de skal løse omkring emnet. På den måde, bliver de belønnet og stimuleret i at tilegne sig mere viden om andre emner, og på den måde, kan man udvikle det talent det er, at de er særligt begavet således at det ender med at blive en fordel for samfundet og selvfølgelig barnet selv.

Alt dette vidste vi ikke. Det lærte vi først med barn nummer 3, da han var til udredning hos psykolog Ole Kyed, som er den person i DK der har beskæftiget sig mest med og forsket i særligt begavede børn. Det var en åbenbaring at få denne forklaring. Det gav nemlig en masse svar på, hvorfor jeg selv og vores ældste barn altid endte med at underpræstere.

Nå, men… Igennem hele ældstebarnets skolegang var skole-hjem samtaler et helvede. Og vi forstod det simpelthen ikke. Han var jo ikke sådan som de beskrev ham i skolen derhjemme. Forstyrrende og klassens klovn. Derhjemme hvilede han i sig selv, slappede af og var glad. Men i solen udviklede han den her rolle, som han påtog sig. Og vi fattede hat. Derfor blev disse samtaler, som skulle handle om barnets udvikling og muligheder altid et mareridt. Det handlede nemlig aldrig om det faglige – men altid om adfærd. Og om, hvor besværlig han var. Fordi han kedede sig. Og underpræsterede.

Vores ældste elskede at gå i skole. På grund af det sociale. Han var aldrig syg og valgte ofte at skjule eks. en halsbetændelse, fordi han ville over og være sammen med vennerne. Han lavede lektier og løste opgaverne uden problemer og oftest uden hjælp. Men i undervisningssituationen var han en satan. Og vi anede ikke, hvad vi kunne gøre eller hvad det egentlig var, som gik galt.

Disse skole-hjem samtaler har derfor altid været et helvede. Fordi det var så ambivalent at sidde der og blive belært om dit og dat – og blive oplyst om en adfærd, som vi aldrig så i hjemmet. Det var hårdt. Vi var unge. Vi anede ikke hvad vi skulle gøre. Så til samtalen forsvarede vi knægten og når vi kom hjem, talte vi bestemt om, hvad der forventes af en elev og at han måtte “rette ind”!

Det ændrede sig da datteren kom i skole. Hun blev altid rost. Hun var en der skabte balance i klassen og indlæring kom ikke så nemt til hende, som hos hendes bror, men hun havde til gengæld et knokle-gen der gjorde, at hun tillærte sig alt det hun havde brug for at vide – og lidt til. Det var en drøm.

Men så kom tiden til vores nu 9-årige i 2. klasse. Jeg husker vores bekymringer, fordi hans adfærd minder meget om den ældste – men vi fik hjælp i tide, og lærte hans lærere hans behov for stimulering kontra slavearbejde, og vi fik elegant hindret at han begyndte at underpræstere. Det har udviklet sig helt perfekt, og for et år siden var jeg til en skole-hjem samtale jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve.

Læren sad med tårer i øjnene og fortalte: “Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 30 år som lærer. Han er fantastisk. Forstår du det? Fantastisk.” Jeg rødmede og mumlede noget med, at det vidste jeg da godt. Men hun afbrød og sagde: “Jeg tror ikke helt du forstår. Det barn kan noget fantastisk. Pas på ham. Vil du love mig det?”

Jeg begyndte at græde. Lige der foran læren. Min lille dreng med ekstreme muligheder for intellektuel indlæring og med små grader af asperger-træk i forhold til tal – han udviklede sit talent, i stedet for at blive begrænset af det. Fordi han blev set og stimuleret. Fordi han blev rummet. Han skabte ro i klassen, fordi han blev en de andre så op til, og han hvilede ufatteligt i sig selv. Jeg havde været så bange – for at det også skulle gå galt. Men det gik alt andet end galt.

Nu er det så dagen igen. Faktisk lige om lidt. Hvor jeg skal have besked om, hvad det seneste års skoleskift og flytning har betydet for ham. Har jeg passet tilstrækkeligt på ham? Er han stadig på rette vej? Eller har han mistet terræn på grund af skilsmisse, flytning, diabetes og kostomlægning til glutenfri kost? Eller hvad.

Jeg har ondt i maven.

1 2 3 21