juni 2007 archive

..om træet der vokser..

Sidder her og tænker (ja, det er nok det min dag kommer til at gå på i dag!)…

Tænker på det lille unge træ, som er så elastisk og bøjeligt og som ikke knækker så nemt! Men sådan bliver det jo ikke ved, for når træet bliver ældre, bliver barken hård, og stammen sprød, og den kan ikke længere bøjes og rettes ud igen…

Hvor det unge træ, når stormen kommer blot lægger sig ned, uden at knække og senere hen kan rettes ud igen – så ser situationen helt anderledes ud for det store gamle træ, som hvis først stormen tager fat og vinder og dermed presser træet til jorden, så knækker træets stamme og det kan aldrig rejse sig igen…

Det giver lidt stof til eftertanke, hvis man sammenholder det med os mennesker..

..og det på flere måder…

Tror jeg stopper mit træ-tænkeri her, og blot vælger stadig at være et ungt træ, der ikke kan knækkes – endnu…!

Og det her træ kan flyve :) Se selv —->

..om at flyve..

Jeg tror, jeg er klar til at iføre mig mine vinger og flyve….

Jeg ser ikke verden, hører ikke lydene jeg mærker efter, og mærker udelukkende tyngde og fremdrift. Jeg må videre…

Det er starten på en historie der handler om at turde vælge sig selv, turde sige fra og om at turde stå alene i stormvejr.

Mit liv er et stormvejr i denne tid, og jeg har længe følt mig som et ungt lille spinkelt træ, fyldt med saft og liv, som stormen med sine kræfter og ubetænksomhed lægger ned uden at tøve, og uden at tage hensyn. Men som det lille unge træ, med sin elastiske egenskaber, knækker stammen heller ikke over denne gang, det rejser sig, omend lidt bøjet, stadig, men det rejser sig og forsøger at stå, indtil næste gang stormen uden bekymring for konsekvenserne, kommer blæsende for at afreagere… Jeg tænker over, hvor længe kan det træ mon holde?

Stormen er livet omkring mig, og træet er mig…

Fuglen sætter sig i det lille træ, kigger ned på skaderne og i takt med naturens lyde omkring mig, lyder en lille stemme indeni: “jeg vil være uafhængig.”

Jeg vil ikke længere være slave af, hvordan andre synes jeg skal gøre og være, hvad jeg må og hvad jeg bør, jeg vil gøre mig fri – jeg vil flyve som en fugl..

Mine følelser græder, vrider sig, ønsker at vende om og sige undskyld. Men jeg sidder bare lam og ser på, at ordene former sig foran mig på skærmen. Og jeg tror på dem, ordene altså!

Jeg har i mange år arbejdet med, at udvikle “konceptet mig”, drømt om, hvordan det skulle være, tænkt over hvordan jeg skulle forme det, og nu er jeg nok nået dertil hvor det er tid, til at slå til…

Jeg tror, jeg er ved at være der, hvor fundamentet er lagt. Jeg kan iføre mig mine vinger og flyve.

Jeg giver slip, jeg flyver… flyver du med?