januar 2010 archive

om at betragte en fighter..

Sidder her med Emil sovende i mine arme og jeg betragter ham intenst.

Hele formiddagen er gået med at give ham mad, skifte ham x mange på grund af hans reflux (gylp) og effektive fordøjelsessystem (puha bleer). Jeg har vasket hans tøj, og lagt dagens store bunke stofbleer sammen, så de er klar til at beskytte mig og andre og andet mod – igen hans reflux.

Vi har leget og “trænet”, jeg har givet ham svingture, flyveture og hoppeture, jeg har talt med ham og han har grint så hjerteskærende, at jeg blev helt varm fra top til tå.

Til slut begyndte han, at sætte hånden op til munden, som er hans tydelige tegn på, at nu vil han gerne have et eller andet at spise eller drikke. Han smilte til mig, da jeg fandt en flaske frem, og jeg er virkelig begyndt at overveje om jeg skulle forsøge mig med babytegn, når han er gammel nok til at prøve det, for det er tydeligt, at han forsøger at kommunikere med mig, på trods af hans hjernes umodenhed. Måske er det slet ikke ham der er umoden, men mig der har svært ved at læse hvad han mener..

Jeg gav ham flasken, og han kiggede mig intenst i øjnene, indtil han simpelthen ikke kunne holde sig vågen længere, og øjnene lukkede i, samtidig med at han udstødte et stort tilfreds suk og efterfølgende overgav sig trygt til søvnen, som om, at han nu var sikker på, at jeg også var der når han vågnede igen.

Nu ligger han så, lige så afslappet og sover i mine arme, mæt, tilfreds og tryg – velstimuleret og træt, på den gode måde, og jeg betragter ham og tænker: “er det ham eller mig der er heldig?”

Er det mig der er heldig, at jeg har fået en så dejlig og viljestærk dreng, som virkelig arbejder med mig, og vil frem i livet. En dreng der ville være sikker på at blive til, at han gemte sig, så længe han kunne, så jeg først opdagede ham, da jeg ikke havde andet valg end at beholde ham! (I øvrigt et smart træk!!) Han er en dreng, der bare har kæmpet sig igennem den ene udfordring efter den anden, og som hverdag imponerer mig, med hans fremgang og udvikling. Han er så smuk og “loveabel”, at jeg sidder her og tænker: “Hvordan kan man IKKE elske dig?” – det sødeste smil, og den gladeste dreng, så længe han får lov til at være i armene på os. Og den lille detalje, at han har separationsangst, er da den mindste pris at betale, for en dreng som Emil. Jo, jeg føler mig virkelig heldig!!

Men er han også heldig, at han med hans vilje til livet, lige netop blev født i vores familie og som min søn? Og kan jeg overhovedet leve op til alle de gode ting, jeg gerne vil gøre for dette lille fantastiske menneske? Er jeg overhovedet en god nok mor til det? Vil jeg kunne give ham alt han har behov for, hele hans liv? Jeg ved da, at jeg nøjagtigt som med mine andre børn vil forsøge, og at jeg vil gøre det så godt jeg kan, sådan har jeg altid levet mit liv.

Men med Emil er det hele bare lidt anderledes, fordi han ankom som han gjorde, og fordi jeg lever med en uforklarlig angst for at miste ham, for at han pludselig skal være i mistrivsel eller for at jeg bare ikke er god nok til at takle ham. Jeg tror det er alle de ubekendte faktorer der spiller ind, og at min usikkerhed kommer af, at jeg troede, jeg “nemt” lige kunne få barn nr. 4, fordi han nu var der, og at vores største problem i virkeligheden var, at vi ikke havde plads nok i bilen – men så viste det sig, slet ikke at blive nemt. Det blev alt andet end nemt.

Jeg ved godt inderst inde, at selvfølgelig og bla bla bla.. Men derfor har jeg stadig følelsen af, at være bange for ikke at slå til, fordi denne lille viljestærke dreng (og hans søskende) fortjener virkelig det bedste, og jeg føler mig ikke altid sikker på, at jeg er det bedste.

Jeg ved det er en naturlig reaktion på, hele dette forløb omkring Emil, og jeg ved rationelt set, at jeg er det bedste – men hvordan slipper jeg følelsen?

Uanset hvad og hvordan, så tror jeg, at vi begge er heldige – og jeg elsker min lille fighter :-)

Posted in BLOG | Kommentarer slået fra