september 2011 archive

om at frigive tankerne…

…inden en lille flyvetur i eftermiddag, kom jeg til at tænke på, at jeg efter en lang flyvetur til Bali i januar sad med min iPad og jeg skrev hvad jeg følte. Jeg har ikke læst det siden da, men jeg vil gerne dele det med Jer.

Vi var netop ankommet til vores hotel, og jeg var så overvældet af Balis “karma” efter ganske få timer på øen. Her er hvad jeg skrev:

Som et voldsomt tænkende menneske oplever jeg, at alt jeg foretager mig bliver gennem analyseret både før og efter jeg har gjort det. Det kræver enormt meget af min energi, at tænke så meget, og jeg er kommet frem til, at den eneergi må kunne bruges bedre, end jeg bruger den i dag.

Mine tanker omhandler alt lige fra vægttab, til børnene og deres helbred og til tanker om økonomi, studie, arbejde, projekter og papirarbejde.

Jeg har brugt en meget stor del af mit liv på at forsøge at tilpasse mig samfundet, ved at tage uddannelser, arbejde, passe mine børn og give dem alt de har brug for, hvilket naturligvis er min pligt som den ene halvdel af deres forældre. Men jeg har også frivilligt valgt at knokle ekstra for at tjene ekstra penge, for at kunne tilegne mig alle de materialistiske ting jeg kunne drømme om. I virkelighedeen er det slet ikke det materialistiske der gør mig glad.

Det vigtigste for mig er tiden. Tiden med mine børn, tiden med min mand og tiden med venner og familie. Og overalt det, tiden til mig selv. Jeg har ofte glemt mig selv, og dermed ikke sagt, at jeg har gjort noget for andre på bekostning af mig selv. Nej, sådan er det slet ikke, fordi jeg har i virkeligheden aldrig vidst hvad det var der var vigtigst for mig, og dermed har jeg ikke vidst hvor vigtig tiden var for mig.

Tiden kommer aldrig tilbage, og når jeg er sammen med mine små drenge husker de mig på, at vi har her og nu, og at det handler om at bruge så meget tid sammen som overhovedet muligt. Jeg stresser ikke over at tilbrige tid med mine elskede børn, jeg nyder det og kan i virkeligheden ikke få nok af det. Jeg kunne godt leve på en øde ø, bare min familie og jeg, og jeg lover dig, jeg ville ikke få økuller, for der er så meget glæde for mig i livet ved at tilbringe tiden med dem jeg jeg elsker.

Jeg ved dog også, at jeg har så meget jeg gerne vil, og det kan være svært at nå når man er så meget sammen med små børn. Men hvorfor SKAL det nås, og hvem er det egentlig der bestemmer, hvornår det skal nås til?

Jeg vil gerne skitsere med en lille historie. Jeg vil rigtig gerne være færdig med mit studie. Jeg har på et tidspunkt i mine teenage år fundet ud af, at jeg faktisk rigtig gerne ville være jurist. Som voksen må jeg sige, at det var et rigtig godt bud jeg dengang fandt på hvad der kunne være en mulighed for et arbejde der kunne gøre mig glad og fri som voksen, for jo, jeg finder juraen spændende og udfordrende, og jeg elsker det, men jeg er ikke fri i juraens verden, og den tager ufatteligt meget af min tid, og det er tilmed tid, jeg skal tage fra mine små drenge.

Den første halvdel af min barsel med Mikkel brugte jeg på eksaminer, fordi jeg gerne ville færdiggøre min bachelorgrad og da Emil kom til, så jeg straks min mulighed for at begynde at skrive speciale, og dermed vupti, så manglende jeg kun nogle valgfag før end den lange uddannelse som alle sagde, jeg ikke ville kunne gennemføre, var gennemført. Og ærligt, heldigvis droppede jeg speciale planerne, og helligede mig tiden med drengene.

Når jeg skriver heldigvis er det fordi, at jeg ved med mig selv, at en eller anden dag bliver jeg færdig som jurist, og den dag behøver ikke være snart. Når jeg bliver færdig, er det ikke nødvendigvis fordi jeg ønsker at arbejde som jurist, eller fordi jeg gerne vil vise andre, at jeg kunne, det har udelukkende noget med interesse at gøre, og fordi det irriterer mig inden i, at føle, at jeg ikke har afsluttet det.

Men det er vigtigt for mig at pointere, at det bliver når jeg har lyst og tid – ikke et sekund før. Det handler simpelthen om, at jeg først som nogen-og-30 årig har fundet ud af, hvad mit liv skal handle om, og derfor har besluttet, at mit liv er for kort til, at gøre ting jeg ikke har lyst til. Det handler ikke om lyst, som i lyst til at vaske tøj eller til at lave mad, nej, det handler om lyst, som i, hvad skal mit liv dreje som om det næste halve år og er det vigtigt for mig og føler jeg mig fri når jeg gør det.

Igen, det med friheden handler heller ikke om, at så kan jeg bare blive skilt, og så bliver det hele meget bedre, fordi jeg får min “frihed” – for det er slet ikke den form for frihed jeg søger. Lad mig forklare..

Jeg har fundet ud af, at det er skrive gør mig glad. Det giver mig en følelse af frihed og energi, fordi mange af alle de tanker som jeg alligevel tænker kommer ud af hovedet og ned på papir, og dermed giver det plads til så meget andet, jeg kan bruge den energi på. Jeg ved slet ikke, om det jeg skriver kan have en betydning for and mennesker, men i virkeligheden skriver jeg også de her ting for at skitsere min egen udvikling og de forandringer det kræver, at nå derhen hvor jeg gerne vil hen.

Det er frihed for mig, fordi det giver mig tid til at leve mit liv, som jeg gerne vil.

om dagen derpå…

..ja, for det måtte jo komme…

Og det er så i dag, smag lige på den!

Jeg startede min dag med en lang gåtur på stranden i storm og regn. Vandet var helt sort og himlen var mørkegrå. På bølgetoppene var der hvidt skum og bølgerne var høje. Jeg gik og kiggede ud over vandet, og pludselig slog det mig, at jeg egentlig følte mig bange for vandet, fordi de så så faretruende ud.

Jeg forestillede mig, at jeg lå derude i mørket og kæmpede i de voldsomme bølger for min overlevelse. Det gav en god parallel til mit liv og min historie, for hvad nytter det at kunne svømme, hvis bølgerne er så høje og kraftige at du ikke kan komme nogen vegne. I sådan en situation må man træde vande, og her får du min version af, hvad jeg fik ud af den betragtning.

Jeg tænker, og hold nu fast, for det her er nok liiiidt sort, men jeg tænker, at da jeg for 4 år siden gik hos en psykolog endelig fortalte hende om min bagage – der lærte jeg at “svømme”. Jeg lærte, at jeg var ok, at det ikke var min skyld, og at jeg selv kunne vælge at svømme i land. Selvom jeg lærte at svømme, gjorde det jo ikke at bølgerne blev mindre eller forsvandt. Jeg måtte derfor lære mig selv at træde vande, og det er faktisk en rigtig god ting at kunne.

For det at træde vande, er i min verden det samme som at overleve. Som at lære at leve med, hvad livet end har bragt os og få det bedste ud af tiden vi har. Det vi har oplevet, kan vi ikke tage væk, men vi kan selv sørge for, at ligge vores fokus et andet sted og glædes over nuet og udsigten til fremtiden.

Der er ingen der bryder sig om at få vand i skoene, når bølgerne kommer skyllende op på land og man går i strandbredden, men handler det i virkeligheden ikke om, at man har de forkerte sko på til lejligheden?

Efter min offentliggørelse i aftes, er der en masse der er faldet på plads i mig. Nu er det ikke længere min opgave at bære på oplevelserne, for nu har jeg delt dem med Jer. Min opgave er i stedet, at være stifinder og vejviser, og dermed hjælpe andre med at gøre sig fri af deres oplevelser og så de kan svømme i land og blive glade for livet. Jeg kan hjælpe dem ud af mørket, det er jeg bevidst om, og jeg drømmer om, at det er noget jeg gerne vil gøre…

I dag har jeg modtaget mange mails og private beskeder. Beskederne gør mig glad. Det var ikke det at offentliggøre det, der gjorde mig glad og fri, men netop følelsen af, at jeg har givet andre med lignende oplevelser mulighed for at se, at de ikke er alene. Vi er mange – på få timer har jeg fået 9 mails! Og det er forfærdeligt hvad der står i disse mails, men det er samtidig også fantastisk, fordi 9 mennesker har fået modet til at gå det første skridt mod at lære at svømme. Nu er det deres tur til at træde vande, indtil bølgerne lægger sig, og de kan svømme i land, præcis som jeg gjorde det i aftes.

Og på min gåtur i dag, havde jeg forberedt mig mod bølgerne og vand i skoene. Jeg havde nemlig gummistøvler på. Jeg fik ikke våde tær og jeg følte mig gladere end nogensinde. Jeg har fundet min røde tråd og min indgangsvinkel til, at give fra mig.

Jeg har det mærkeligt over, at nu er min historie officiel, og jeg har dagen igennem undret mig lidt over mit eget mod. For hvor fanden kom det fra?

om ensomhed…

…og desperate housewifes!

Jeg finder det virkelig mærkeligt, at jeg er så naiv at jeg falder for deres fælder hver gang. Også denne gang, tog de et hårdt emne op, nemlig overgreb i barndommen. Jeg ved, at hvis min hr. Mand læser med, så krummer han hans tæer af frygt for, hvad jeg nu finder på at skrive, for MAAAAAN kunne jeg smide en bombe her – og måske gør jeg det alligevel.

Hvis nogen har oplevet overgreb i barndommen og ungdommen, så er det mig. Årene fra jeg var 7 – 15 kunne jeg sagtens have været foruden, men jeg har lært mig selv disse forfærdelige oplevelser jo netop også en del af MIG, og hvem havde jeg været i dag, hvis ikke jeg havde gået de rædselsfulde ting igennem. (Måske et lidt mindre komplekst menneske, med knap så dybe tanker!)

Min mor begik selvmord da jeg var 8, og jeg var desværre ikke så heldig at der var nogle voksne mennesker der følte, at hende må vi hellere passe rigtig godt på. De voksne kom heller ikke senere i mit liv. Og jeg savner stadig tanken om, at nogen ville tage sig af mig og passe på mig – andre end min mand. Jeg har derfor måtte klare mig uden voksne rollemodeller, og selv finde ud af, hvad der var rigtig og forkert. Det er sgu ikke nemt, i så ung en alder at påtage sig det ansvar.

Jeg er før min mor døde blevet misbrugt (seksuelt) af en person jeg stolede på og så op til. Jeg blev truet til tavshed, oplevede hvordan mine grænser blev ikke eksisterende og hvor hurtigt jeg kunne fortrænge det skete. Jeg græd da han døde, ikke fordi han var død af selvmord, for det var i virkeligheden det bedste for ham, men fordi nu ville jeg aldrig kunne få besked om HVORFOR?

Jeg har oplevet en form for overgreb, da jeg som 13 årig til en fest blev drukket så fuld, at jeg efterfølgende vågnede på en mark (jeg boede på landet) med tøjet revet af, og kroppen tydeligvis havde udsat for et forsøg på… Ja, jeg kan sgu ikke skrive det. Jeg ved godt hvem han var, men jeg tror ikke han selv er klar over, at jeg i bedøvelsens rus flere gange forsøgt at sige nej!

Jeg har accepteret, at blive låst inde og blive behandlet ufatteligt dårligt (seksuelt) et sted i København som bare 14 årig. Måske kan du forestille dig, hvad det gør ved en 14 årig piges selvværd, og hvis ikke, så kan jeg fortælle dig det er et mareridt. Også det kunne fortrænges, fordi hjernen har en fantastisk funktion, der beskytter os mod ting der er så ubærlige at leve med, at det er bedre at glemme det, og lade som om, det ikke er sket.

Jeg har trådt forkert, i mit mål om at søge grænser. Har jeg trådt dig over tæerne, så undskyld, det var ikke med vilje, jeg vidste ikke bedre, for hvordan kunne jeg det? Jeg har været en klovn til at sige nej, men jeg lærer stadig!

Jeg har en sindssyg underlig (bizar) tanke om, at der var en grund til, at det lige netop var mig der skulle disse ting igennem, og grunden er, at jeg angiveligt må være bygget af kryptonit, eller måske bare noget andet der gør, at jeg ikke bliver ødelagt, men finder en vej ud af traumet og op på hesten igen. Ja, undskyld, men det er første gang jeg skriver det her offentligt, og jeg er skrækslagen for at udgive det, men jeg har besluttet, at jeg gør det. Jeg tror nemlig på en måde, at jeg er “udvalgt” til at give andre håb, og at det er min opgave, at vise andre at der er en vej i mørket. Meget paradoksalt, så ser jeg skide dårligt i mørket, og jeg kan nærmest ikke køre bil i mørke, men at finde vejen UD af mørket, det kan jeg.

Udover overgreb har jeg mødt skræmmende mange udfordringer i mit voksen liv, og heldigvis har jeg haft min hr. Mand at læne mig op af gennem de fleste udfordringer. De sidste 4 år, har været ekstremt voldsomme, idet udfordringerne i de år har drejet sig om vores børn. 2 med sukkersyge (på nu 14 og 18), en der er børneinkontinens (på 6) og en der er født 13 uger for tidligt (min 2 årige) og som følge heraf har det rigtigt svært med sanseindtryk. Og tænk sig, de sidste 4 års udfordringer, gør meget mere ondt på mig, end de overgreb jeg har været igennem på min egen krop. Det er sgu da mærkeligt!

Hold da op jeg kom vidt omkring. Det jeg egentlig ville frem til med alt det her, er egentlig ikke at opnå medlidenhed – nej, jeg har brug for at sige det højt, og jeg ønsker at bruge mine erfaringer og give noget af det jeg har lært og det jeg kan videre. Fordi uanset hvilke udfordringer jeg har mødt, har jeg formået at finde energien frem til at overkomme dem og finde en vej ud.

Jeg er en mønsterbryder – og det jeg KAN, er sådan noget mønsterbrydere GØR!

Der er mange andre ting jeg ikke kan, men at bryde mønstre (særligt sociale), det kan jeg!

Jeg har altid drømt om at skrive en bog om lige netop det her, og jeg har rigtig mange tekster liggende, som jeg har skrevet gennem årene. En dag samler jeg måske det hele, og ser om jeg kan bruge det til at hjælpe andre – men mit problem er, at jeg hvergang tænker, det her gider folk sgu da ikke læse om, drop det! Og så dropper jeg det og trøster mig selv med: “om ikke andet, så har det at skrive det ned, været god og billig terapi”.

Jeg betragter det at skrive, som en form for “de-briefing” hvor jeg får samlet mine oplevelser og analyseret på det, og finder ud af, hvordan jeg egentlig har det med alt det jeg har oplevet. Sommetider føles det virkelig ensomt, at have en bagage med sig, som jeg har – og da Chris McDonald kom med sin bog, blev jeg lidt ked af det, for han havde snuppet min titel til min bog, nemlig “Du er ikke alene”.

For jeg ved godt, midt i al ensomheden, at jeg ikke er alene. Jeg er ikke den eneste – desværre. Men måske er jeg én blandt de få, som har formået at vende oplevelserne, hvor grusomme de end måtte være, til en mulighed for, at blive endnu mere glad for livet.

For jeg elsker livet… just love living!

Jeg sidder nu og tænker, skal, skal ikke, skal, skal ikke… Måske fjerner jeg lige netop det her indlæg igen, for jeg ved ikke helt om jeg tør…

Vi får se, hvor længe det får lov at blive..

om ikke at have villet være foruden…

…ja, det er så sandt som det er skrevet. For jeg ville ikke have været foruden én eneste ting i mit liv, og det siger faktisk ikke så lidt!

Jeg blev inspireret af Nadia‘s historie her og skrev sådan til hende på facebook:

Følelsen af angst for at miste et barn, sidder i din krop for altid. Her bliver mærkedage i stedet til milepæle, og angsten overvindes så småt at følelsen af “vi klarede den sgu”. Frygten for, at de ikke bliver “normale” overtager den sunde fornuft, og som tiden går, lærer vi, at fokusere på det fantastiske i vores barn, fremfor at sammenligne barnet med alle andres børn.

Vores Emil er nummer 4 ud af 4, og han blev født 13 uger for tidligt. Han blev genoplivet umiddelbart efter fødslen. Han er nu 2 år, 3 måneder, 22 dage og 13 timer. Han var sølle 1100 gram og 35 cm, og slet ikke klar til livet. Han levede hud mod hud i 6 måneder, i specielle slynger til VIRKELIG små børn, og han lå på mig mindst 20 timer i døgnet, de første 2 måneder af hans liv. Slyngerne og min omsorg er årsagen til, at Emil klarede sig fantastisk igennem det traumatiske forløb.

Det er den hårdeste oplevelse jeg nogensinde har haft, men kunne jeg gøre det om igen, ville jeg gerne opleve det samme. Det har nemlig øget min bevidsthed og min rolle i livet og funktionen som mor og det har givet mig en indsigt og en fornemmelse for mine børn, jeg ikke vil have været foruden. Jeg troede jeg vidste meget om børn, som mor til 4, men da det kom til stykket vidste jeg meget lidt. Jeg skriver ikke for at fjerne fokus fra din historie, men for at fortælle dig, at du er IKKE alene. Og fordi, du er STÆRK, at du er kommet frem til den erkendelse.

Da jeg kom frem til min, sagde jeg det ikke højt i lang tid. En dag tog jeg mod til mig, og sagde til min mand, at uanset hvor mærkeligt det lød, så var jeg glad for at Emil blev født så tidligt. Også selvom det kostede mig mit job, vores hus og økonomisk ruin. Hey, det er bare penge!!

Nogen vil sige “det kan hun sagtens sige, for Emil er jo ikke hjerneskadet i dag” – og nej, det er Emil ikke. Men Emil er så meget andet, og jeg har lært at elske ham som den han er, og ikke elske forestillingen om at have perfekte børn. Det var et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for JANNE!!

Men ja, vi er den vi er i dag, fordi vi har oplevet det vi har! Vi har så meget at give videre, og det skal gives videre. Det er den sande værdi i vores samfund! Ikke økonomi, betalingsring eller andet gejl der fylder dagspressen, nej, vores erfaringer og overskud! Det kan nemlig redde liv!

Og jeg mener det. Jeg er Janne, med masser af oplevelser i bagagen – nogen virkelig skrækkelige og andre hårde og krævende. Alle disse oplevelser har medført nye positive oplevelser om, hvordan man kommer over på den anden side efter overgreb, overfald, svigt, savn, sorg og sygdom. Hvordan man tilgiver, bliver lykkelig og lever i nuet.

Når jeg kan, så kan alle.

Jeg har levet “så godt jeg kunne” og der findes kun enkelte ting, jeg ville gøre om hvis jeg kunne. Alt andet er accepteret og implementeret i fænomenet “MIG” – og sådan skal det være.

Husker du også at være “DIG”, med alt hvad det indebærer? Husk, din smerte har ikke været til for ingenting – brug dine erfaringer og giv dem videre. Så er smerten ikke så stor at bære længere.

om at skabe ro…

…midt i alt vores kaos, som egentlig ikke føles specielt meget som kaos, der forsøger jeg at skabe ro. Jeg leder efter en base, hvor vi kan skabe et nyt liv, og et sted, hvor der er plads til os alle, og mulighed for RO til os alle.

Det er svært at finde ro, i en familie med 4 børn. Det til trods, så har det altid været en af de allervigtigste ting i vores liv, nemlig at skabe ro og plads til hvile og afslapning. Ro så alle kan blive hørt og set, og ro, på den der stabile måde.

Lige nu er det så-som-så med roen, for i min hjerne buldrer tankerne afsted. Jeg vil så gerne det hele, og helst lige nu, men jeg er også virkelig bevidst om, at det her er en proces vi går igennem og alle de ting der larmer i mit hovedet, det er nødvendig larm i forhold til, at jeg skal kunne vælge rigtigt og forkert, til og fra.

Vores første prioritet er, at finde os et nyt hjem. Og vi leder, virkelig. Vi leder bredt, og er åbne og positive. Men vi er også mere end nogensinde bevidste om, ikke bare at vælge det første og det bedste. Siden juli har vi set omkring 20 forskellige huse der var til leje, og kun enkelte har kunnet leve op til vores drømme om en ny base. Og så skete der alligevel noget i går, for vi var ude og se et hus, som overhovedet ikke ved første øjekast var noget for os, men som dagen gik, og aftenen trængte sig på, ja, så voksede det her hus altså ret meget på os, og kl. 23.00 i aftes sad vi og talte mulighederne igennem – og resultatet blev, at det godt kunne være vores hjem de næste 10 år eller mere.

Jeg fik talt med udlejer, og sendt en mail om vores ønsker og forslag, og vi venter nu spændt på svar på, om det fantastiske hus med en skøn udsigt, frugttræer, bærbuske, dejlige store rum og genial beliggenhed skal være vores kommende hjem.

Hvor er det mærkeligt, som livet kan ændre sig og retningen tage en fuldstændig anden retning end den man som udgangspunkt havde lagt for sin sejlrute – måske lidt ligesom familien fra Kalundborg der blev fanget af pirater, fordi de valgte at sejle den forkerte vej. Det handler om, at vende skibet i tide, og følge sin mavefornemmelse og ikke altid hjernen eller trodsigheden. Livet er for kort til at hjernen skal bestemme, den laver alt for mange fejl, i forhold til maven…

Jeg trækker vejret dybt, og er lykkelig for, at jeg har lært mindfulness og kan bruge det i mit liv. Jeg er helt rolig, mens jeg skaber ro! Trækker vejret ind, mærker efter, hmmm, sjovt, interessant, puster ud og slapper af…

Nå ro, hvad skal vi gøre med dig…?

om at ryste posen…

..ja, det er min situation for tiden. Min oprydning er dog vildere end jeg nogensinde havde forestillet mig muligt, for denne oprydning er sådan en af de der helt alvorlige, hvor alle ting bliver vendt og drejet, vurderet og værdisat.

Mange som kender os, ved at vi havde Roskilde Bank inden de krakkede. Det krak havde en voldsom betydning for vores liv, fordi vi gik fra at have et godt og stabilt liv, med opsparinger og et hus vi knoklede for at sætte i stand og vi havde gode jobs og en god økonomi med råd til de vi havde brug for, hverken mere eller mindre.

Jeg har aldrig ønsket mig et liv i luksus, fordi jeg tror ikke på, at luksus gør mennesker lykkelige. Jeg tror at positive mennesker gør mennesker lykkelige, og at positive tanker og dejlige oplevelser gør mennesker lykkelige.

Men da krakket kom, havde det en afgørende betydning for vores liv. Desværre. Krakket betød at alle vores opsparinger var mistet, fordi en “dygtig” bankrådgiver (hvorfor de overhovedet rådgiver, når det intet med rådgivning har med at gøre????) havde sat alle pengene i Roskilde Bank aktier.

Jeg må indrømme, at vi var naive, men jeg kan her i bagklogskabens lys ikke se nogen grund til, ikke at stole på, at mennesker der må kalde sig rådgivere og som beskæftiger sig med andres penge, ikke er nogen som man kan stole på. Men en lang historie kan gøres så kort, som at opsparinger for omkring kr. 400.000,00 var mistet og og pludselig var under kr. 100,00 værd på et sekund.

Herudover var et boliglån netop blevet omlangt, men dokumenterne var ikke udfærdiget og underskrevet, hvilket gjorde, at vi fik nogle særdeles ringe vilkår. En lovet rente på omkring 5% blev pludselig til 10% og det havde den betydning, at vores afdrag på kr. 12.000,00 om måneden ikke nedbragte lånet, men udelukkende betalte af på renterne.

Midt i alt det her, fik vi 2 diagnoser med diabetes på Amalie og Mathias og en lille for tidligt født Emil – så overskuddet til at “gøre noget ved det” var nærmest ikke eksisterende.

Vi betalte derfor, pligtopfyldende og ordentlige som vi er, ja, så betalte vi i 3 år omkring kr. 450.000,00 af på et lån, som kun er nedbragt med sammenlagt kr. 10.000,00. Og det var til en bank funktion, som IKKE måtte tjene penge, men denne regel var i det store billede og ikke på hver enkelt kunde. Så vi har ikke bare mistet alt vi havde, vi har også betalt rigtig mange penge for at dække huller og tab fra andre mennesker, uden selv at få vores gæld nedskrevet.

I forsommeren i år, blev vi enige om, at vi ikke længere var glade for at bo i vores hus. Vi bor i et område, hvor vi bliver chikaneret af nogle børn og unge, ved at de smider affald ind i vores have, de pisser op af vores hegn når de holder fester og ja, vi bliver råbt af og svinet til.

Vi har givet op, og valgt at vi ville sælge! Og derfor kontaktede vi en ejendomsmægler, og beskeden fra ham var chokerende. Ved et salg ville vi gå ud med et tab på kr. 1.500.000,00… WTF?????

Her måtte der en lang lang snak til, om fremtiden og mulighederne. Hvor ville vi bo? Skulle vi blive? Skulle vi sælge? Skulle vi lade huset gå på tvang? Skulle vi kæmpe videre? Jeg havde mistet mit job, og jeg har svært ved at få et nyt job – skulle vi flytte i forhold til jobmuligheder? I forhold til netværk? Og hvad med de store? Amalie på hendes elskede skole og Mathias som skulle på højskole i Jylland. Hvad med dem og deres netværk? Og hvad Emil og den orlov jeg er på? Kunne den fortsætter i ny kommune, til han var i pasning? Ville vi kunne få et tilbud til ham, som ville matche det behov han har?

Herudover, var der en masse tanker om, hvad vi egentlig ville med vores liv? Var vi glade sammen? Ville vi blive sammen? Hvad var vores drømme? Hvordan kunne vi bedst muligt passe på hinanden og vores ægteskab? Og var vi lykkelige?

Man kan sige, vi rystede posen, og tog et nyt spil binko! Dette binko spil handlede bare om, hvordan vi ville designe vores fremtid. Hvordan vi ville rydde op i økonomien, i vores ting og i vores drømme, og lave planer for, hvordan vi kom sikkert frem mod det mål vi begge ønskede. Og morsomt nok, var det ikke svært at prioritere og vælge, for vi ville det samme.

Vi er derfor i gang med en kæmpe oprydning, og vi har netop fået oplyst, at vi skal flytte fra vores hus senest den 1.12.2011.

Boligjagt og jobsøgning er derfor sat ind – ingen ved hvad fremtiden bringer endnu, men vi arbejder på at nærme os et mål. Vi er dog begge enige om, at livet er for kort til at være bange for fremtiden.. Vi har derfor is i maven og fokus stramt rettet mod løsninger..

 

om smerte…

Jeg må desværre indrømme det, det gør ondt.

Ondt, på en måde jeg ikke kan beskrive.
Ondt, på en måde så jeg flere gange har været ved at græde.
Ondt, på en måde så jeg ville ønske jeg kunne fjerne smerten.
Ondt, på en måde som jeg aldrig havde forestillet mig.
Ondt, ondt, ondt… Jeg er i vildrede!

Det som gør ondt på mig i disse dage, er at betragte min lille Emil kæmpe med verdenen og alle dens indtryk. Det er forfærdeligt at betragte, at den lille trygge dreng jeg havde givet ham mulighed for at være, han er væk i disse dage, fordi han er kastet ud i livet – og jeg er slet ikke sikker på han er klar til livet endnu.

Emil er startet i dagpleje. Og det gør ham ondt.

Dagplejeren er fantastisk, faktisk så fantastisk at jeg aldrig havde kunne forestille mig, at det kunne være en mulighed, at få så veluddannet og erfaren en person til at passe min lille dreng. Og jeg er fuldstændig tryg ved hende og hendes metoder. Hun er uddannet pædagog og har 18 års erfaring fra specialområdet og så har i 4 år været specialdagplejer udelukkende med sansesarte præmature børn. Hendes omsorg og ro er perfekt for min Emil, men det til trods, så kan han slet ikke takle det.

Jeg har været med hele ugen, og denne indkøringsperiode kommer til at tage lang tid, fordi Emil har brug for lang tid. Og nu tænker I sikkert, men hvis det hele er så perfekt, hvorfor piver hun så…??? Men det skal jeg fortælle dig!

Min lille dreng er ikke længere tryg, han er ulykkelig. Han hænger rundt om halsen på mig fra det øjeblik vi træder ind af døren herhjemme (hans trygge “havn”) og til han skal i seng. Han kysser mig og krammer mig konstant, han græder når han ikke kan røre mig, eller hvis jeg ikke har tid til et kys (hvert 2. minut). Han bliver agressiv og skriger, når der er noget han ikke kan – ja, han skriger sig helt rød i hovedet, og det er tydeligt, at han ikke ved hvordan han skal stoppe igen. Sådan har han ALDRIG været før. Han kan ikke sove, med mindre min mand ligger med ham og laver en lille rede til ham mellem hans ben og han får lov til at ligge der i mindst 30 – 60 minutter, hvor han skiftevis holder om ham og slipper ham. Han har ondt, og han er væltet psykisk..

Og det gør ondt at se på! Så ondt, at jeg ikke kan beskrive det. Ondt!

Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det!

om at redde liv…!

Jeg har netop været til foredrag med fantastiske Anne Deppe “kan blogging redde liv?” og jeg har nu fået en masse at tænke på…

Jeg var den eneste til foredraget som havde blogging erfaring. Erfaring og erfaring, det ved jeg ikke om jeg vil kalde det, men jeg har dog blogget før. Og under foredraget tænkte jeg meget over, om det måske var på tide, at blogge igen?

Jeg har tit tænkt på det, og dem der sidder oppe i hovedet på mig og styrer tankerne, de ved, at jeg i årenes løb har skrevet RIGTIG mange indlæg (i tankerne), som bare aldrig er blevet udgivet.

Alle mine tidligere indlæg har været gemt langt væk, og mange er forsvundet i det støvede arkiv. Jeg har siddet og kigget lidt i de gamle indlæg, og ja, noget af det er da meget sjovt, men jeg undrer mig også voldsomt over, den vrede tone jeg havde dengang jeg bloggede sidst. Hvorfor dog det? Jeg tænker også, er der overhovedet nogen der gider læse det jeg skriver? Hvorfor skulle de? Men måske skal jeg slet ikke bekymre mig så meget om så lidt, måske skulle jeg bare gå i gang igen? Lad os se, om ikke min blog igen, kan få sit eget liv…!

Jeg ved ikke om jeg kan redde liv, men måske kan jeg med min blogging vise andre, at livet ikke altid viser sig fra den smukkeste side, men derfor kan det godt være værd at leve alligevel.

Jeg tror ikke jeg kan redde dit liv, men et liv har jeg reddet nu: Min blogs liv!

Velkommen tilbage til livet, Janne Tholstrup er online – IGEN!!