oktober 2011 archive

om afsked og en ny begyndelse..

Vores liv er blevet rystet godt og grundigt, vi har taget alle vores brikker, puttet dem i en pose og så har vi rystet den – godt og grundigt. Vi har re-designet vores liv, fordi vi var kørt fast og havde brug for forandring. Og forandring har vi fået.

Lige for tiden er jeg ikke så aktiv på bloggen, fordi jeg er i gang med at føre vores nye design ud i livet. Det betyder, at vi skal flytte fra vores hjem og tage afsked med alle minderne og trygheden, til fordel for en ny begyndelse.

Men vores hjem har været vores base i snart 6 år. Vores 2 store børn er konfirmeret her, og festen har vi holdt i haven. Vi har holdt Emils barnedåb i stuen – 42 mennesker sad og spiste i min stue, og fejrede vores lille bitte Emil fik sit navn, da han blev båret til døbefonden af hans faster Mia.

Mange vigtige mennesker har gennem årene kommet i vores hjem, og har været med til at gøre vores hjem, til det hjem det har været. Julefrokoster med vennerne, juleaftener med børn og familie, Fødselsdagene, mærkedagene, alle hundehvalpene er født og vokset op her, og vi har både haft kriser, separation og store kærlighedserklæringer i dette hjem.

Men nu forlader vi det. Vi skal videre. Og derfor tager vi afsked. Og det er svært.

Jeg har gået rundt i rummene og har tænkt på de oplevelser hvert enkelt rum har givet mig. Børneværelserne hvor mine børn har grint og leget, hvor jeg har holdt om dem og fortalt dem at jeg elskede dem. Stuen hvor vi alle om vinteren samledes foran brændeovnen, for at varme os efter leg i sneen. Køkkenet, hvor jeg uendeligt mange gange med stor kærlighed i tankerne har skabt måltider til familie og gæster, og hvor alle altid samles omkring når vi har gæster, FORDI det ER et samtalekøkken, og her SKAL samtales. Poolen som har budt på meget nydelse og endnu mere sjov og leg og haven som bare er, sådan som VI ville have den. Jeg har taget afsked, takket huset for alle disse minder, og har tænkt, at jeg håber en ny familie kan finde ro og tryghed under dette tag.

Den seneste måned har været mærkelig, for jeg har taget afsked med mit hjem, samtidig med at jeg HVER DAG har knoklet sammen med Hr. Mand for, at få malet vores nye hjem, så det er klar til vores nye begyndelse. Jeg har glædet mig og stresset. Jeg er bange og usikker, men også utalmodig og besværlig. Det er virkelig en ambivalent situation.

Farvel elskede “dukkehus”, goddag “pippi-hus”!!

I vores fremtidige hjem, skal der være plads til alle: abe, hest og mennesker. Her er plads til hobby, til træning, til fordybelse, til madorgier, til gæster, til udeliv, til venner, til sjov og leg og til fester og traditioner. Her kan du sove omvendt i sengen, hvis du har lyst. Du kan gynge indendørs, hvis du har lyst. Her er der plads til liv, fordi vi har lyst.

Det er vores nye begyndelse… Du er velkommen til at være en del af den ;-)

om konger og prinsesser..

Dengang jeg var en lille pige, var jeg hele familiens lille prinsesse. Jeg var det første barn og barnebarn, og jeg var uden tvivl en rigtig lille lækkermås.

Sød, smilende og altid fuld at godt humør. En uvidende lille bitte mus, der slet ikke vidste hvad livet senere ville bringe hende af smerte…

Som teenager boede jeg blandt mange andre teenagere. De fleste her var drenge. Og jeg var naturligt igen, husets lille prinsesse. Jeg havde et værelse højst oppe i huset, og nogen drillede mig med, at jeg boede oppe på prinsessetårnet. I teenageårene var jeg dog ikke længere, den lille smilende søde pige, for allerede på dette tidspunkt havde jeg fået skrammer, som jeg kæmpede for at skjule. Samtidig med det, var jeg en smule nærtagende og blev meget let fornærmet og sur – nogen ville bare kalde det teenager, og det var jeg måske også. Jeg elskede dog titlen som prinsessen, fordi det var en modsætning til den mørke sandhed som jeg bar rundt på i min bevidsthed.

Som voksen blev jeg tidligt mor. Præcis som min egen mor. Men her stopper sammenligningen også. Min mor blev kun 26 år, fordi hun valgte at tage sit eget liv. Jeg er nu 38 år, og jeg kunne ikke drømme om, at miste mit liv.

I mit voksenliv er prinsessetitlen blevet skiftet ud og jeg er i stedet blevet opfattet som en dronning, gift med en konge – stærk og standhaftig, altid stående ved kongens side – trofast og stabil.

Jeg bliver ofte opfattet som stærk – en stærk kvinde, en kvinde der kan stå det igennem og som ikke giver op. En kvinde der kæmper til sidste dråbe, og en kvinde der vil, fordi hun har besluttet sig for det. Den opfattelse har jeg det lidt svært med, for jeg følger mig ALDRIG stærk.

Hvis I kunne se indeni i mig, ville i vide, at jeg er nøjagtig lige så sårbar og skrøbelig, som jeg var som barn. Livets knubs har blot lært mig, at man ingen steder kommer, uden initiativ og kamp. Jeg kender ingen anden metode, end at tage fat i rebet og kaste mig ud i intetheden og holde fast til jeg igen er på sikker grund. Og jeg kunne ikke drømme om, at give slip, for jeg er skrækslagen for afgrunden.

Men inderst inde vil jeg gerne bare være en prinsesse igen, jeg vil gerne være en man passer på, en man betragter som skrøbelig og sårbar, og en man tager i sine arme og holder fast om, fordi man har lyst til, at give mig en mulighed for at føle mig tryg.

Inderst inde er jeg stadig prinsessen – og ikke dronningen. Må jeg ikke godt bare være mig? Og kan prinsesser ikke være gift med en konge?

om hvordan jeg vil huskes…

Her til aften, fik jeg en besked fra en ny bekendt. Jeg gik i chok.

Hendes mand skulle i weekenden opereres akut, bare en lille bitte operation, og der var ingen komplikationer, alt forløb som det skulle. Ja, sådan er livet. Ind imellem må vi repareres på et sygehus, og det var jo fantastisk at det hele forløb godt.

Men sådan fortsatte det ikke. Efter operationen besvimede hendes mand og stoppede med at trække vejret, og lægerne kan ikke finde ud af hvorfor. Han ligger derfor på intensiv, og denne stakkels kvinde går gennem et mareridt i disse dage, det ved jeg, for jeg har været der selv.

Jeg kom sådan til at tænke på mine egne følelser, da min Hr. Mand for 4 år siden var indlagt med mistanke om blodprop i hjernen. Ud af ingenting fik han smerter i hovedet og vi blev bange – rigtig bange. Han blev indlagt, og jeg sad ved hans side så meget jeg kunne. Han var bange, og jeg var hende, der skjulte min frygt og hende der oversatte lægernes konklusioner, så Hr. Mand kunne føle sig rolig og slappe af.

Det var en voldsom tid, for mange tanker fløj gennem hovedet på os begge, som “hvad hvis nu?” og “finder de ud af det, før det er for sent?”. Som den turbotænker jeg er, havde jeg allerede flere gange forestillet mig livet, hvor han ikke var her mere, og når jeg var alene i bilen så græd jeg, fuldstændigt uhæmmet og højt, fordi jeg virkelig var bange for at miste ham. Men jeg kunne ikke vise min frygt, hverken for ham eller børnene, for de havde alle brug for mig, til at holde sammen på det hele og de havde brug for, at jeg smilte og sagde at alt nok skulle blive godt igen. Og i vores verden, der blev alt godt igen. Heldigvis!

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, og hendes situation. Rent faktisk trillede et par tårer ned af kinderne på mig, da jeg læste hendes besked, for jeg følte mig trukket lige tilbage til dengang… og til uvisheden og kampen for at bevare overblikket – og være “hende den stærke” hvor jeg allermest havde lyst til at græde dybt i min fars arme, som en lille bitte pige, der bare var bange for mørket.

Jeg har siden da gået og tænkt lidt over det, og tænker at vi da er nogen fjolser allesammen, når vi går rundt og er uvenner, skændes og kæmper mod hinanden – Livet er alt for kort til at være trist. Hvem ved, måske slutter det hele i morgen, og vil du så huskes som den, der: Altid var sur? Altid var stresset? Aldrig havde tid? Altid ville have ret?

Jeg ved, at jeg ikke vil.

Jeg vil huskes som hende, der ikke var bange for at gå på ukendte stier for at finde vej mod lyset. Jeg vil huskes som hende, der trods smerte og skam kastede sig selv “derud” hvor sandheden og åbenheden var vigtigst. Jeg vil huskes som hende, der VALGTE at være naiv, på trods af bedre viden og på trods af alle de knubs man får, som naiv. Jeg vil huskes som hende, der troede på det bedste i folk, selvom de ofte slet ikke kandiderede til denne opfattelse. Jeg vil huskes som hende, der gerne hjalp andre, uden at forvente at få noget igen. Jeg vil huskes som hende, der gerne bed stolheden i sig til fordel for familiefreden. Og vigtigst, jeg vil huskes som hende, der turde elske ALT ALT for meget, på trods af alle de knubs og skuffelser det giver i løbet af livet.

…men ind til den tid kommer, vil jeg leve lykkeligt og i balance – nyde hvert et minut, og glædes over, alt det jeg har skabt.

Hvad vil du gøre?