Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

november 2011 archive

om at blive overfaldet af svar…

…fra fortiden, det er den virkelighed som jeg befinder i mig i for tiden.

Det skyldes, at vi netop er flyttet og i den forbindelse har vi grovsorteret i vores gemmer, VIRKELIG med grovfilen!!!

Min barndom har således i mange mange år ligget gemt i kasser, tidligere i kælderen og senest på loftet – og nu på GENBRUGSPLADSEN.

Men inden jeg kunne komme så vidt, måtte jeg forholde mig til tingene og sortere i, hvad der kunne have en betydning for mig og som fortsat skulle gemmes. Og det er så her svarene kommer ind – mere om det.

I mit tidligere indlæg om selvmord beskriver jeg, hvordan jeg selv endte “derude” hvor jeg kun så en udvej på smerterne og problemerne. Men der er mange ting jeg ikke skrev om, i den forbindelse og der var mange ting, jeg ikke vidste før i weekenden. Det har virkelig skræmt mig og samtidig faldt alle brikkerne på plads for mig.

Min mor begik selvmord da jeg var bare 8 år gammel. Hun blev kun 26 år, og ingen har nogensinde været i tvivl om, at hendes selvmord var “et råb om hjælp!”. At vokse op med sådan en skæbne tæt på livet, har uden tvivl skadet mig tidligt i mit liv.

Jeg troede, at det var “arveligt” at have disse tanker, og jeg skrev opgave i 2.g på gymnasiet om selvmord – sådan en rigtig gåen i dybden opgave, hvor jeg interviewede en overlæge på Nordvang, med speciale i selvmord, og jeg interviewede 2 personer der havde forsøgt selvmord (den ene fra min egen familie). Jeg var optaget af emnet, fordi jeg ikke forstod, hvordan et menneske kunne vælge den udvej, og fordi jeg var bange for de tanker jeg selv havde. Jeg følte, at selvmord var en udvej, men jeg kunne aldrig forklare overfor mig selv hvorfor jeg havde det sådan. Jeg forstod det simpelthen ikke. Havde alle mennesker det sådan, eller var det kun mig? Og var det noget jeg havde arvet?

Jeg forsøgte, men fortrød – og heldigvis fik jeg hjælp og overlevede!

Efterfølgende blev det hængende i mig, at det var en løsning, men kriteriet for hvornår det var en mulighed var virkelig skubbet til kategorien “absolut ingen udvej tilbage”.

Jeg fik barn, og senere børn. Det blev min redning. Når tankerne meldte sig, var min trøst, at jeg ikke kunne drømme om, at lade mine børn vokse op uden en mor. Jeg ville ALDRIG udsætte dem for de vilkår jeg havde haft i livet, derfor var det ikke en mulighed.

I 20’erne på handelsskolen skulle jeg igen skrive en stor opgave i psykologi. Igen blev emnet selvmord. Min lærer, som var psykolog, var genial til at oplyse mig. Jeg fik 13 i min opgave og jeg tænkte, at om ikke andet så havde jeg da kunnet bruge mine oplevelser til at få en god karakter.

Jeg talte aldrig om tankerne, men i stedet kæmpede jeg for at skræmme dem væk når de meldte sig på banen. Jeg holdte fast i livet, fordi jeg ville livet, jeg elskede livet men var skæmt fra vid og sans af mine tanker.

Det hele kulminerede i 2000, da jeg fandt min onkel der havde hængt sig. Jeg kørte derud, fordi jeg fornemmede at der var noget der var galt. Han var uvenner med hans kæreste og hun havde ringet til mig. På vejen derud spillede de Savage Garden i radioen “Crash and Burn” og den sang var så sigende omkring mit forhold til min onkel. Selvom han havde gjort overgreb på mig, dengang han var 17 og jeg var 7, så elskede jeg ham. Jeg elskede ham, på en mærkelig måde. Jeg havde ondt af ham, og tænkte tit, at han måtte have det værre end jeg havde. HAN levede med at vide, at han havde gjort noget forfærdeligt. Jeg tænkte tit, at det måtte være hans straf i livet, og derfor følte jeg aldrig et behov for at han skulle straffes yderligere. Han havde virkelig ondt i livet. Det var sørgeligt, at være vidne til de sidste år i hans liv.

Jeg låste mig ind i hans lejlighed, vel vidende hvad der muligvis ville vente mig. Jeg havde ringet efter politiet inden jeg gik ind, men jeg måtte gå derind. Jeg håbede hele tiden at jeg tog fejl, at min fornemmelse om, at han var død var forkert. Men jeg tog ikke fejl, og jeg så ham hænge der. Livløs. Død. Jeg betragtede omgivelserne, og kunne se og fornemme, at han var afklaret omkring hans handling. Han havde røget en cigaret foran spejlet og havde sat den på filteret og havde ladet resten ryge op. Asken stod lige så fint op i luften. Han havde pænt tøj på. Og sko. Han havde set sig selv i spejlet, og besluttet at nu skulle det være slut. Så havde han gjort det.

Da jeg fandt ham, blev jeg lettet og ked af det på samme tid. Ked af det, fordi jeg elskede ham. Lettet fordi jeg hadede ham. Ked af det på hans børns vegne, for nu skulle de ligesom jeg, vokse op uden en af deres forældre. Lettet fordi, han ikke kunne skade flere mennesker nu. Ked af det fordi, intet menneske skal føle sig så forkert, at selvmord er en løsning. Lettet fordi jeg vidste, at han nu havde fået fred for hans smerter i livet. Ked af det fordi, nu ville jeg aldrig kunne få svar på HVORFOR? Lettet fordi jeg ikke længere skulle bekymre mig om ham. Ked af det fordi, jeg var bange for at jeg ville komme til at savne ham! Sikke et følelsesmæssigt kaos.

Årene efter var hårde. Og nu er jeg så her, 11 år efter og med indsigt i mit liv som aldrig før. For jeg fandt nogen svar i weekenden, som chokerede mig.

I kasserne med min barndom, lå en bunke breve fra min mormor. Jeg læste dem, et efter et og da jeg nåede det 10. brev måtte jeg stoppe, på trods af, at der nok lå 50 breve mere jeg kunne læse.

Ordene der stoppe mig og chokerede mig var: “det her er nok det sidste brev fra mormor” “hvis jeg overhovedet lever til din konfirmation” “jeg vil ikke være nogen til last” “jeg har ikke lyst til at leve mere” “der er ingen grund til at jeg er her” “alt jeg gør er forkert” og jeg kunne fortsætte…. Det chokerede mig, at opdage, at siden min mors død, var jeg blevet fodret med følelsen af, at selvmord var en løsning. Og det fra den kvinde i verden, som jeg elskede mest og som jeg betroede mig ALT. Jeg stolede på hende og jeg passede på hende.

Jeg bebrejder ikke min mormor, for hendes liv gjorde også ondt. Hun mistede sit barn på en forfærdelig måde, og jeg tror det gør grimme ting ved mennesker, at opleve de ting, som hun måtte opleve. Det er en smerte, som man aldrig slipper når det ender så meningsløst, og jeg ved, at min mormor ikke skrev de ting til mig, fordi hun ville skade mig. Selvom jeg blev skadet af det. Min mormor havde så ondt, at hun ikke kunne se ud over hendes egen smerte.

Men hvordan kan man bebrejde mine valg omkring selvmord, når man finder baggrunden. Hey, jeg fik det ind med modermælken sammen med den passive rygning. I dag er jeg hysterisk ikke-ryger og elsker livet.

Jeg er et MÆLKEBØTTE-BARN og jeg er stolt af det! Jeg går mod strømmen og leder konstant efter svar, i stedet for at stille spørgsmål. Jeg leder efter løsninger, i stedet for at skabe problemer. Og jeg går natteblind igennem mørket, og leder efter lyset.

Jeg er en stifinder! Og jeg opfordrer andre til at finde vej.

Jeg fik lige lovligt mange svar i weekenden, og det rystede mig voldsomt. Jeg er ikke længere bange for selvmord, for det bliver aldrig min løsning. Det er alt for nemt. Og livet er ikke nemt, den lektie HAR jeg lært!

De 10 breve fra min mormor blev gemt, resten blev smidt ud, uden at læse dem. Jeg havde ikke brug for flere svar – det jeg havde læst var nok. Nu vil jeg i stedet mindes hendes varme hjerte og omsorg, og sende hende glade tanker, FORDI hun netop skrev de breve, som kunne give mig svar på spøgelset ved navn selvmord her i mit voksenliv. Jeg takker hende for den indsigt hun har givet mig. Og jeg savner hende.

om at lade tankerne flyve i cyberspace..

…jeg sidder og tænker over, hvorfor jeg egentlig skriver blog. Hvorfor jeg egentlig vælger at offentliggøre mine tanker, og hvorfor jeg egentlig tror, nogen gider at læse om mine tanker.

Jeg har skrevet blog i mange år og jeg startede lidt i slipstrømmen på Nynne-bølgen, og havde dengang en tragikomisk tilgang til mit eget liv. Synes det var lidt for kliché agtigt, lidt for nemt, lidt for “typisk Janne-agtigt” og temmelig ustruktureret.

Jeg hyggede mig med det, og havde på et tidspunkt ret mange læsere. Men så blev jeg ramt af en boomerang, og noget jeg havde skrevet på min blog, blev brugt i mod mig på groveste vis. Samtidig fik jeg et arbejde, hvor jeg arbejde med nogen af samfundets hårdeste typer, og med et ikke helt usædvanligt efternavn, blev jeg enig med mig selv om, at det var på tide med lidt “anonymitet”. Jeg bloggede i stedet på min computer, og udgav aldrig indlæggene.

Jeg fandt ud af, at jeg havde “brug” for at skrive, fordi det gav mig en form for dialog med mig selv om mit liv og de valg jeg har truffet og dagligt træffer. Jeg bruger strengt taget min blogging til at analysere overfor mig selv, hvad jeg egentlig bruger mit liv til.

Til en klassefest for et år siden, sad jeg med en barndomsven og talte om facebook (han er IKKE på fb) og han spurgte mig: “hvorfor har du lyst til at skrive alle de ting om dig selv på nettet? Hvorfor føler du ikke det er privat?” Jeg slog hans spørgsmål lidt hen, men de fik aldrig sluppet mig helt – fordi, ja, hvorfor gør jeg egentlig det?

Spørgsmålet resulterede i, at jeg nærmest fik skriveblokering på fb, og min blog skulle i hvertfald ikke genoplives før jeg havde svaret. Og svaret søgte jeg længe. Hvad var mit svar egentlig? (Det kommer senere)

Bloggen fik dog liv igen i september, efter et skønt foredrag med Anne Deppe. “Kan blogging redde liv?” hed det. Anne gav mig svaret, hendes svar dog, men et svar jeg kunne bruge, og pludselig gav det hele mening for mig.

Når vi har det svært i vores liv, så googler de fleste af os, for at finde løsninger. Vi leder efter svaret, gerne andres svar, og vi søger en erkendelse af, at vi ikke er alene i verdenen med disse problemer. Og finder vi andre med samme problemer, så bliver det hele lige pludselig lidt nemmere for os, at leve med problemerne.

I 1991 mistede jeg min styrke et svagt øjeblik. Jeg tyede til den eneste problemløsning jeg kendte til. Denne løsningsmodel havde jeg fået ind med modersmælken, så hvordan skulle jeg dog kunne vide bedre? SELVMORD! Min mor gjorde det med piller, min bedstefar skød sig selv og min mors lillebror hængte sig selv (jeg fandt ham).

Jeg prøvede naturligvis også denne løsning, fordi livet gjorde alt for ondt. Jeg var 18 år og jeg kæmpede med at leve med skammen over, alt hvad der havde overgået mig i mit liv. Det gjorde ondt, så ondt som jeg ikke kan beskrive. Forestil dig den sværeste situation i hele dit liv, og så gang den med 100 – så ondt havde jeg, inden i. Og af mig selv. Hvorfor skulle alle disse ting ramme mig? og hvordan kunne jeg dog nogensinde rejse mig, når jeg skammede mig sådan? hvorfor skulle nogen nogensinde kunne elske mig?

Midt i tågerne kom styrken tilbage. Jeg ringede til min bedste veninde nogensinde og tiggede hende om hjælp. Problemet var blot, at vi sad 60 km fra hinanden, og hun havde svært ved at ligge røret på, for hvad gjorde hun, hvis kontakten forsvandt. Men hun var sej. Hun formåede, at få sendt en ambulance ud til mig, og jeg husker ikke mere end at jeg hørte hende stemme i den anden ende af røret, hvorefter jeg græd og sagde: “jeg er ikke fej – hjælp mig!”. Jeg klarede den, med hendes hjælp. Og jeg ved i dag, at jeg IKKE er fej. Jeg står smerterne igennem, for jeg har lært, at efter smerten kommer glæden og stolheden, og følelsen af, at kunne finde vejen ud af helvede.

Annes foredrag satte mange billeder i gang i mit hoved. Jeg ved, at havde jeg dengang haft muligheden for at google, og finde ud af, at jeg ikke var alene i verdenen med alle mine smerter, så havde jeg aldrig satset mit liv. Annes liv blev reddet via blogging, og det kunne mit også have været blevet – og hvem ved, måske kan jeg en dag redde liv, ved at fortælle min historie. Kan jeg hjælpe et menneske, så er det det hele værd.

Jeg besluttede derfor, at mit svar på spørgsmålet til dels var, at jeg ville lukke op for posen. Slut med ligegyldigheder og nynne-klichéer, nu er det den rå sandhed, det er mine oplevelser og mine tanker jeg deler, og det gør jeg fordi, jeg samtidig med chancen for, at kunne hjælpe andre, også rent faktisk hjælper mig selv og redder mit eget liv, ved hvert et blogindlæg. Så hvis du, kære læser har lyst, så del min blog med dem du føler kunne have brug for et kig ind i livet barske side. Det her er mit liv, tjaaa… men rent faktisk er mit liv nok ikke så skide meget forskelligt fra andres liv. Del løs, og kommenter. Please kommenter!

Og det sidste er vigtigt, det gik op for mig i dag. Jeg skal forsøge at forklare hvorfor. Anette Ellegaard har med bogen “superwoman er en følelse” lært mig en meget vigtig lektie, nemlig, at det ikke er unormalt at føle sig utilstrækkelig når vi betragter vores eget liv. Den følelse har jeg altid levet med. Det harmonerede ikke helt med, at mange af mine veninder og venner ofte betragtede mig som stærk og overskudsagtig. Mit og manden forhold blev betegnet som “det perfekte forhold” (de skulle bare vide) og vores hjem som fantastisk og noget man stræbte efter at efterligne. Og jeg forstod det slet ikke. For sådan opfattede jeg det jo ikke. Og jeg har ALDRIG forsøgt, at foregive at være noget, jeg ikke er. Men jeg forstod, at måske handlede det mere om mig selv, end det handlede om dem der betragtede.

Her, efter jeg bloggede om min bagage og følelsen af ensomhed har mit liv taget en drejning. Jeg har fundet min indgangsvinkel, til den bog jeg altid har drømt om at skrive, og samtidig med det, har jeg fået så ufatteligt mange beskeder og kommentarer, fra mennesker der beskriver hvordan de opfatter mig, min historie, mine tanker og min måde at takle livet på. Og DET harmonerer SLET ikke med min følelse. For jeg føler mig ikke stærk og jeg føler mig ikke modig – jeg ved, jeg er ærlig og jeg ved, at jeg ikke søger medlidenhed – jeg søger derimod forståelse og accept, for at være den jeg er, med den baggage jeg nu engang har. Og jeg har fundet ud af i dag, at JERES betragtninger styrker mit selvværd. Og DET er vigtigt for mig.

Så i dag kom svaret, jeg bliver stærkere og mere stolt af mig selv, på grund af jer og jeres kommentarer. Så giv mig lidt tilbage, hjælp mig med at føle mig, som den du læser jeg er, ikke rygklapperi, bare din ærlige mening. Jeg har brug for det <3

Så lover jeg til gengæld, at fortsætte med at lade tankerne flyve :-)

 

om at tage afsked med fortiden…

..puha, det har været hårdt…

Endelig er vores flytning overstået, og hele mit liv er ændret på ganske få uger. Derfor har jeg heller ikke skrevet så meget, for jeg havde brug for lige at lade det synke ind og finde ud af, hvordan jeg egentlig skulle takle alle forandringerne mit liv og min person går igennem for tiden.

Da vi kørte afsted med det første flyttelæs, sad jeg stille og kiggede tomt ud i luften. Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg kunne egentlig ikke sætte ord på, hvorfor det skete, det gjorde det bare. Min mand forsøgte at tale med mig, men jeg havde ingen ord (det sker bare ALDRIG!!) og jeg anede ikke, hvad der skete i mig. Min mand gav heldigvis ikke op, og i løbet af køreturen fik jeg analyseret mig frem til en del.

Tårerne kom, fordi det gjorde ondt. Dybt inde i mig. Det var nu virkelighed og jeg var i gang med at tage stort afsked med et af de hårdeste kapitler i mit liv. Ting jeg har oplevet i min barndom er PEANUTS i forhold til, de ting jeg har været igennem de seneste 4 år.

På den rigtig svære side, har jeg oplevet at mine børn, en efter en, har fået kroniske sygdomme (diabetes), en har fået børneinkontinens og en er præmatur. Jeg selv har kørt på en rutchebane med min stofskifte sygdom, og har haft elevatorvægt, post traumatisk stress (efter den præmatures fødsel) og angst (på grund af uvisheden for den præmature).

Herudover har jeg levet med skammen over, at jeg ikke midt i alt det sværeste, havde kræfter nok til, også at holde fast i min dengang 16 årige dreng. Han tog det største teenageopgør, da vi var aller længst nede, og ingen kræfter havde. Han gjorde i virkeligheden klogt i, at gøre det på det tidspunkt, for jeg tror han vidste, at skulle han nogensinde have en ben til jorden, overfor en stærk kvinde, som jeg jo ellers normalt er, så skulle han slå til, mens jeg i forvejen lå ned. Og det gjorde han. Også i bogstavligste forstand. Han slog til, og gik hjemmefra. Jeg gav op!

Jeg skammer mig. Jeg burde have set det komme, og jeg burde vide, at han gjorde det, fordi det SKAL man, når man er i hans alder. Men jeg var drænet for kræfter og gav op, da han havde allermest brug for mig. Det er jeg ked af i dag.

Heldigvis har jeg ikke mistet min søn, på den konto. Vi har et helt særligt bånd. Det har altid været mig og Mathias mod resten af verdenen, lige fra den dag i 1993 da jeg 19 år gammel sad med ham i armene for første gang, og beundrede ham – dengang opstod noget helt specielt, og det er jeg sikker på, aldrig vil kunne ødelægges, for så havde det været ødelagt nu.

En ting der er svær at leve med som mor, når man som jeg, elsker for meget, det er at undvære. De sidste 2 år, har jeg ikke været en fast del af hans dagligdag, og jeg savner ham ufatteligt. Jeg ved, at han netop de sidste 2 år, har haft brug for mig, og min hjælp, men mulighederne har været begrænset, og jeg føler mig utilstrækkelig i forhold til hans behov. Jeg VED, jeg har gjort hvad jeg kunne, og han har også bedt mig give ham lov til at klare sig selv, og det har jeg da gjort, bevares, men det er s´svært at se ham kæmpe alene, når jeg føler, at jeg burde gå bag ham, klar til at gribe ham, skulle han falde.

Men min søn er en stor dreng nu. Man kan nærmest sige han er en stor dreng i en mands krop. Han er blevet myndig, og han forsøger at skabe sig sit eget liv og fremtid. Men stor, det er han blevet og spørger du mig, så er han vokset alt for hurtigt. Det kom jeg i tanke om her til morgen, hvilket egentlig er hele baggrunden for dette indlæg.

Jeg stod og lagde tøj sammen, og pludselig blev jeg ramt af en mærkelig følelse. Jeg følte mig bange for, at mine børn bliver for hurtigt store, og bange for, at episoden med Mathias skulle gentage sig. For jeg har ikke lyst til at skamme mig. Jeg vil være der for mine børn, igennem alt, tykt og tyndt, sorger og glæder – det er sgu da derfor jeg har fået dem.

Men mine børn er ved at blive store, og selv min lille Mikkel er ved at blive stor. Det opdagede jeg, da jeg stod og lagde tøj sammen. Jeg bliver altid overrasket når jeg kigger på deres tøj. Særligt deres bukser. I dag var nemlig dagen, hvor det gik op for mig, at Mikkels bukser skulle have en ekstra fold for at kunne passe i skuffen. Så lange er de blevet, og så lange er hans ben blevet. Det er nu 3. gang jeg oplever det, og jeg får den samme følelse hver gang. Og følelsen er ikke rar.

Jeg fandt hurtigt et par af Emils bukser, og trøstede mig ved, at der går nogle år endnu, inden det er hans buksers tur, til den ekstra fold – måske endnu længere end normalt, netop fordi han er præmatur. Nogen gange må man se fordelene i tingene, i stedet for ulemperne :-) Og nogen gang må man (red. JEG) huske sig selv på, at huske at leve i nuet, for nuet kommer aldrig tilbage.

For at vende tilbage til afskeden med huset, så gik det op for mig, at jeg nu skulle tage afsked med alle de svære oplevelser i det gamle hus. Oplevelser der havde fået mig til, at overveje om det her liv var værd at leve, og oplevelser der havde revet mit hjerte ud og trukket det igennem en blender. Oplevelser der havde gjort så ondt, at livet synes ligegyldigt. Disse oplevelser har jeg nu taget afsked med, de hører fortiden til. De er ikke længere en del af mit liv, de er blot et minde som vil blive gemt langt væk, og forhåbentlig aldrig blive hevet frem igen.

Men de 6 år i det hus har ikke kun været dårlige oplevelser. Der har også været mange grin og glædestårer, mange uforglemmelige fester og sammenkomster med vores fantastiske venner gennem tiden. Disse oplevelser har jeg også taget afsked med, og til forskel fra de dårlige oplevelser, så vil jeg gemme disse minder tæt på og tage dem frem når jeg har brug for et smil og en følelse af varme.

Jeg er ok, midt i processen hvor jeg skal finde ud af, hvordan jeg tager hul på mit nye liv. Og det tegner godt. Jeg elsker mit nye Villekulla. Her er plads nok og højt til loftet. Jeg kan mærke det bliver godt. I fremtiden og i nuet. Slut med fortiden. BUM!