december 2011 archive

om systemer…

…som slet ikke bliver holdt ved lige…

Kender i det? Eller, øhm, jeg må nok hellere forklare først hvad det i virkeligheden er jeg mener.

Altså, jeg er et menneske der elsker at have styr på alle mine ting. Bøgerne står i farveorden, mit tøj hænger i farveorden og ligger i fine bunker i skufferne og på hylderne, sorteret efter type (t-shirt, top, kortærmet, langærmet) og derefter i farveorden. Mit hjem er præget af min trang til at have styr på farverne, og alt for mange farver kan jeg slet ikke styre.

I vores nye Villa Villekulla har jeg dog været dristig, midt i alle de sort/hvide indrettede rum, har jeg lavet et lille hjørne, med alle de farver jeg elsker. Mine bøger står listet i farver og et farvefyldt tæppe samler rummet. Det er her jeg sidder og blogger, i en fantastisk dejlig stol, med mit skønne yndlings tæppe i pink fra Rice.

I mange år havde jeg også kun hvidt service – men det ændrede sig heldigvis for et par år siden, da jeg forelskede mig vildt og voldsomt i Rice Tableware serie, og i dag øver jeg mig stadig på, at dække op i forskellige farver. Jeg nyder at slippe kontrollen og give farverne plads. Jeg elsker det. Jeg smiler hver gang jeg kigger på de farver, og de minder mig om, at alt ikke behøver at være sort/hvidt, men at tingene også godt ind imellem kan være sprængfyldt med farver. Så tak Charlotte, jeg ELSKER Rice.

Jeg drømmer om en dag, at kunne og turde fylde hele mit hjem op med farver, men jeg behersker det bare ikke og tør desværre heller ikke. Jeg skal nok have hjælp på et tidspunkt.

Men det var slet ikke det, min plan var med det her indlæg. Det var nemlig, at tanken netop har strejfet mig, at jeg har nogen hængepartier i forhold til mine egne behov for systemer. Barnets bog er simpelthen min dårligste samvittighed EVER!

Det startede fint ud med barn nummer 1. Der blev sat billeder ind, og skrevet. datoer for første tand, anden tand, første skridt, første ord og så videre op til han blev 2 år. Så glemte jeg alt om bogen, og den har ligget i dvale lige siden.

Barn nummer 2 fik en bog, men der blev aldrig skrevet et eneste ord i den. Billederne er dog sat i albums, men da hun blev 4 fik vi digitalkamera, og siden da, har vi ikke sat billeder i album.

Barn nummer 3 satte mig i gang med et kæmpe projekt, og jeg begyndte at digiscrappe. Det var sjovt, og igennem et år, lavede jeg adskillige digiscraps, og jeg synes egentlig selv, at jeg blev ret god til det. Jeg mødte en fantastisk kvinde ved scrap konvention i 2007, og hun havde en bog som var professionelt trykt, med alle de digiscraps som hun havde lavet om hendes lille søn. Det var den sejeste barnets bog EVER, og min drøm var, at lave en lignende til alle mine 3 børn. Det var nærmest et livsprojekt jeg kastede mig ud i der, og jeg begyndte. Men der var virkelig lang vej i mål. I 2008 gav jeg lidt op i en periode.

Så kom barn nummer 4, som fuldstændigt ændrede min verden. Men jeg lå på sygehuset i 5 uger (gravid) begyndte jeg at scrappe lidt igen. Jeg havde jo ikke andet at lave, og i den første tid efter han var kommet, lavede jeg lidt scraps. Men så gav jeg op igen.

I dag forekommer projektet mig fuldstændigt uoverkommeligt. Og det er jeg rigtig ked af, for jeg ville ønske, at jeg kunne give mine børn en bog hver, når de selv får børn engang. Denne bog skulle være deres liv fortalt af mig, med billeder fra deres opvækst og en masse kærlighedserklæringer, så de aldrig var i tvivl om, hvor meget jeg elsker dem, og hvor meget jeg har elsket dem hver især, som de var, og fordi de netop var unikke, med deres forskelligheder og fantastiske væsen.

Og så er det jeg tænker, kender i det? Man har så mange gode intentioner og drømme om hvad man vil gøre, men så går tiden og man får ikke fulgt det til dørs, og vupti, så er det næsten for sent. Sådan oplever jeg tit, at jeg må acceptere at opgive mine gode intentioner, fordi det simpelthen tager overhånd og projekterne bliver for store og uoverskuelige…

Men mon ikke det går? Mon ikke de overlever, UDEN barnets bog? De har jo mig..

om at vælge fra..

… DRAMA…

“Hvor meget drama eksisterer dig i virkeligheden udenfor dit hoved?”

Det er en sætning, som jeg bruger ofte, når jeg har brug for, at minde mig selv om de vigtige ting her i livet. Dramaqueen har jeg nok i virkeligheden aldrig rigtig været selv, i hvertfald ikke bevidst, og jeg gør et stort nummer ud af, at lære mine børn, at det er IKKE vigtigt at skabe drama. Det er bare ikke vigtigt.

Mit problem, og mine børn har samme problem, er i virkeligheden mere, at jeg opfanger andres følelser meget voldsomt. Hvis andre er kede af det eller vrede, så kan jeg “mærke” dybt indeni hvordan de har det, også uden selv at have oplevet, det som de går igennem. Og det er rædselsfuldt.

Jeg har heldigvis erfaret, at min overtagelse af andres følelser hænger sammen med det temperamentstræk jeg (og mine børn og mand) har, som særligt sensitiv (HSP). Jeg ser ikke HSP som en dårlig ting, men derimod som en fordel, når man lærer at passe på sig selv og tage hensyn til sin HSP.

Som særligt sensitiv bearbejdes indtryk dybt inde, og det kan påvirke den særligt sensitive i en sådan grad, at man kan få problemer med at skelne mellem hvad der er ens egne følelser og hvad der er andres. Jeg bemærker nemt, at min krop begynder at producere stresshormon, fordi jeg presser mig selv ud i en situation, hvor jeg begynder at overtage andres følelser. Produktionen af stresshormon sker, fordi vi bliver stresset og stress er ikke hensigtsmæssigt for nogen.

Stress skal bruges som overlevelse, og kun overlevelse. Stress skal ikke blive en del af hverdagen, fordi man bliver påført andres følelser, og reagerer på dem.

Der hvor jeg oplever, at jeg reagerer voldsomt på andres følelser er, når andre skaber drama. Når de “skaber” en stemning, som er baseret på deres frustration over egen utilstrækkelighed eller over deres manglende evne til at forklare sig eller sige fra, og de i stedet sender aben videre til mig eller andre, så reagerer jeg.

Vi glemmer nemlig ofte i frustrationen, at vi ikke er vores følelser og tanker, og at de blot er stemninger. Og i disse stemninger skabes uhyggeligt meget drama. Nogen mennesker holder fast i dramaet, og jeg tror de gør det, fordi “offerrollen” er en tryg base, hvor man kan kaste ansvaret fra sig, og forsøge at lade netop tanker og følelserne gå ud over andre. Dermed er man ikke alene om, at have det skidt. Man er i hvertfald ikke selv skyld i det. Tror de!

Jeg har i dag fundet ud af, hvorfor jeg reagerer så voldsomt på drama. Det handler nemlig lige præcis om “offerrollen” som mange dramaskabere påtager sig. Jeg tager voldsomt afstand fra “offerrollen” på grund af min bagage i livet. Når jeg fornemmer nogen kaste sig over i “offerrollen”, rejser hårene sig på mine arme og jeg bliver decideret vred.

I min nære familie har jeg 2 personer, som benytter sig af drama kombineret med offerrollen. Og jeg er altid blevet taberen i det spil, fordi jeg ikke vil spille med. Hvis jeg skal spille med, kræver jeg nemlig at kende spillereglerne først. I offerrollen er spillereglerne åbenbart, at det er SÅ SYND for offeret, og at alle andre er forkerte på den – og det spil kan jeg simplethen ikke deltage i. Beklager. Når jeg så forsøger at vælge spillet fra, ender det i stedet for med, at jeg selv bliver valgt fra, og får skylden for konflikten. Og som tiden går, er jeg også ALTID den der, på trods af at jeg forsøgte at vælge fra, råder bod på problemerne igen og skaber fred i familien. Sådan er det ALTID.

Jeg vil rigtig gerne komme med eksempler, men jeg har også besluttet at min blog ikke skal handle om, at udstille andre – end mig selv. Igen fordi, jeg forbinder min udstilling af mig selv, som en form for offentlig personlig udvikling og jeg er ikke bange for, hvad andre mener om mine meninger og udvikling. Men jeg mener ikke, at jeg har ret til offentligt at udstille andre. Så deeeeettttt eeehhhhmmmm…

Jeg har levet i det dramahelvede i 17 år, og i dag besluttede jeg, at nu er det nok. Jeg æder ikke lorten igen og opfordrer til familiefred. Det er ikke KUN min opgave. Og i øvrigt, gider jeg ikke dele mit liv med mennesker, der godt må kritisere mig, men ikke selv kan tåle kritik. Jeg er klar over, at jeg selv har skabt dele af dramaet og at jeg selv har givet dem lov til at opføre sig sådan igennem alt for mange år, men nu er det slut. Helt slut.

Mit liv er vigtigere end at holde kontakt med mennesker, som lever for drama og offerrollen. Jeg hader offerrollen, for ingen bør opføre sig som ofre. Vi har kun det ene liv, så vidt vi ved, så LEV det for helvede. Glem smerterne og stoltheden. Det gør jeg, for der er sgu ingen der skal skrive på min gravsten “hun var så stolt, at livet gjorde ondt” – så hellere “hun burde have lært, at holde kæft med tilbagevirkende kraft – men hun LEVEDE sgu”. Jeg kan se, at jeg har et valg. Og jov, gu gør det ondt at vælge fra.

En klog mand har sagt: “at lære at leve, er at lære at give slip” og universetslov er sådan, at der tages aldrig noget fra dig, uden at der kommer noget bedre tilbage til dig. Jeg har derfor givet slip, og med dette blog indlæg gør jeg det officielt.

Det er føles rart, at give slip, og det er ok at give slip, men man skal erkende det, før det føles ok. Uanset hvordan jeg har det nu, så går det over igen, og jeg kan ikke se nogen grund til at holde fast i den følelse jeg har lige nu. Jeg accepterer, at det går over, jeg gennemlever følelserne, og giver så slip på følelserne, lader dem fare, væk fra mig.  Så hvis du som jeg, kæmper for at vælge drama fra, så giv slip, lad det fare, glemt det og NYD dit liv, HER OG NU!

Dramaet eksisterer kun i deres hovedet, og ved at vælge dem fra, forsvinder dramaet. Sådan! Vælg dig selv, vælg dramaet fra <3

om at vælge..

…det være sig til eller fra…

Det her indlæg, har længe summet rundt i mine tanker, og jeg synes det er så ufatteligt svært at forholde mig, til lige netop det her med at vælge, til eller fra, at sige ja eller nej osv.

For det første tænker jeg, at ja er den nemme løsning, for når man siger ja, møder man andre med med en positiv tilgang og åbenhed. Man indvilliger i, at deltage i det man har sagt ja til, og andre forventer noget af en. Problemet opstår imidlertid, når man siger ja til noget, hvor man helst gerne ville have sagt nej, men man ikke “turde” sige nej, af frygt for, hvordan lige præcis det nej ville blive modtaget. Sådan har jeg haft det i mange mange år. Og jeg, og du kære læser, ved nok også godt inderst inde, hvorfor lige netop jeg havde det sådan, men hvis du ikke gør, så lad mig kort forklare her.

Når man oplever tidligt i sit liv, at blive tvunget til “ting” som man fornemmer er forkerte, men hvor man ikke har muligheden for at vælge det fra, så får man lidt “forstyrrelser” på den antenne som sender signaler til fornuftscentret i hjernen. Det jeg mener er, at man lærer, at det man troede var forkert pr. instinkt, bliver til en situation, hvor man bliver i tvivl om, om det i virkeligheden var rigtigt og dermed instinktet der var forkert. De forstyrrelser kan følge en langt hen i livet, fordi man ofte kan se sig selv stoppe op, og tænke: “altså, er det her rigtigt eller forkert og kan jeg overhovedet stole på stemmen i maven?”.

Jeg tror ikke på rigtigt eller forkert, som en parameter man kan måle efter, men jeg tror på, at vi alle har en stemme i maven, der fortæller os i det givne øjeblik om den udfordring eller opgave vi står overfor, er rigtig eller forkert FOR OS. Og stemmen i maven, kan ændre sig med tiden, således, at det der var rigtigt for mig engang, ikke længere er rigtigt for mig i dag. Det bevæger sig. Jeg tror det vigtigste er, at mærke efter her og nu.

For det andet, så er nej en afvisning. Så simpelt er det. Nej, er en afvisning til noget man ikke har lyst til, og nej bliver ofte ikke modtaget så skide godt, af den der modtager et nej. Og det er jo klart, på en eller anden måde. For når man spørger nogen om noget, og man så modtager et nej, så modtager man mellem linierne en afvisning af det forslag man kom med, og rigtig mange mennesker er ikke særligt gode til at modtage en afvisning/afslag. Måske er det bare fordi, de føler sig forkerte på grund af afslaget, men jeg tror også det handler om skuffelse og en øv-følelse over, ikke at kunne komme igennem med sit forslag. Lidt lige som en eksamen, hvor man dumper. Det er bare ikke fedt.

Jeg har tit denne snak med min datter, for hun bliver virkelig skuffet og ked af det, når hun får et nej. Og jeg forstår hende godt. Nej, er noget lort. BUM.

Men nej er i mine øjne også en kunst. For det kræver mod, at kunne og turde sige nej. Det kræver ofte også brede skuldrer, at stå ved sit nej. Og vigtigst af alt, så kræver det oprigtighed når man vælger nej som et svar, vel vidende at nej’et vil blive modtaget med modstand. Man skal mene sit nej, og man skal vide hvorfor man mener det. Og så skal man sige det. Altså sige fra.

Her er jeg så ikke den store kunstner, det indrømmer jeg gerne. I mange år sagde jeg ikke nej til nogen overhovedet, af frygt for at de ikke kunne lide mig hvis jeg sagde fra. Jeg lod mig udnytte i voldsom grad, og jeg sled mig selv op – indeni!

Men jeg besluttede mig en dag for, at det skulle jeg lære at blive bedre til. For min egen skyld, men også for mine børns skyld. For hvis ikke jeg blev bedre, så ville jeg ende med at have en masse børn, der ville være lige så dårlige til det som jeg var. Det ville være et katastrofe. Jeg besluttede mig og begyndte at sige fra.

I starten var jeg ikke skide god til det, fordi jeg fandt ud af, at der også er måder man kan sige nej på, og at et NEJ.BUM. som regel ikke var “godt nok”, eller det var det måske, men det blev ikke modtaget super godt. Det gav knubs. Mange knubs.

Jeg er sikker på, at problemet ikke kun handlede om måden jeg gjorde det på, men i særdeleshed også var påvirket af, at jeg altid havde sagt ja, og nu begyndte jeg konsekvent at sig NEJ.BUM. til ALT. Det kan jeg hilse og sige fra “én som har prøvet det”, at det var ikke skide populært. Tværtimod i virkeligheden. Jeg blev beskyldt for at skabe problemer. For at gøre mig uvenner med alle. For at være et dårligt menneske. For at være ubehagelig. For at være egoistisk. For at være uforskammet. I virkeligheden forsøgte jeg bare, at lytte lidt mere til mig selv, og passe på mig selv.

Alle disse reaktioner jeg modtog, gjorde mig rigtig ked af det. For inderst inde, ville jeg jo bare gerne have at ALLE skulle kunne lide mig. Men prisen for, at alle skulle kune lide mig var, at jeg skulle gå på kompromis med mig selv og mine følelser for at stille andre tilfredse. Var det virkelig meningen med livet, at andres lykke var vigtigere end min egen lykkefølelse?

Jeg er stadig ikke ekspert i at sige nej, og til tider kommer jeg stadig til at være sådan lidt for NEJ.BUM-agtig. Men jeg øver mig konstant på at blive bedre, og jeg tænker, at dem der modtager et nej, og har svært ved at modtage det uden at skabe drama, måske også skulle øve sig lidt. Hvis vi allesammen øver os lidt, bliver vi jo langsomt bedre til det, og måske kan vi slippe for alt det drama, mange skaber i forbindelse med modtagelsen af et nej, og i stedet blive bedre til at acceptere baggrunden for nej’et og huske, at personen der følte at et nej var rigtigst for dem, måtte hive lidt mod frem og være ærlig overfor sig selv, og sige fra. Nej er et svært valg, og det synes jeg man bør respektere – på lige fod med en god karakter for en projekt opgave.

Nej er ikke omkostningsfrit for den der siger det, men hvis nej er det mest rigtige, så skal man holde fast i sit nej. BUM!

Hvornår har du sidst sagt nej, og ment det?

om at kende hinanden..

…og gør man så egentlig det, altså kender hinanden?

Når man nu tænker sig rigtig godt om, hvem KENDER man så egentlig? KENDER man sin mand, bare fordi man tilfældigvis (det ord passer lidt dårligt i denne sammenhæng!) har sovet ved siden af ham i snart 17 år, og KENDER han dig? KENDER vi vores børn? Vores forældre? Vores veninder? Hvem KENDER vi egentlig, når alt kommer til alt?

En morgen forleden ligger vi i sengen og snakker, og efterfølgende bliver der stille. Stilheden varer en stund, hvorefter min mand siger: “Hvad tænker du på?” og jeg svarer: “Hvad får dig til at tro jeg tænker, knirker min hjerne så meget?” og han svarer: “hmm, jeg kender dig efterhånden:”

Sådan, så blev mine tanker sat i sving. Fordi, hvem er det han kender? Hende han ser på hverdag, men som måske nogen gange spiller den rolle, hun har påtaget sig i “livets komedie” i stedet for den rolle hun blev påtvunget i “livets tragedie”? Føler han, at han efterhånden (red. efter snart 17 år) kender hende, som forsøger at leve op til replikkerne i “livets parodi”? eller handler det om, at han læser med herinde, og derfor “efterhånden” har lært kvinden bag masken i “livet maskeradebal” at kende, på en måde som de fleste mænd aldrig lærer deres kvinde at kende?

Vi har alle roller i “livets skuespil” og med alderen forandres disse roller. Jeg har i alt for mange år, spillet de roller man forventede af mig, i stedet for at spille den rolle der lå mig nærmest, nemlig at være mig. Frigjort fra påduttede holdninger, og med en frihed som gav mig luft og mulighed for at lære at elske mig selv.

Hvordan kunne min mand overhovedet elske mig i så mange år, når jeg ikke elskede mig? Og hvordan kunne han leve med, at kende min bagage og ikke kunne hjælpe mig med at bære den?  Og har han mon gennem årene flere gange undervejs været stoppet op, og betragtet mig i min udvikling, mens han tænkte: “hvor fanden kommer det fra? sådan plejer hun da ikke at være!”. For sådan har jeg været, og jeg ved endnu ikke, om jeg er færdig med at være sådan.

Er vores roller en del af den udvikling vi går igennem, gennem livet? Forandres de med udviklingen, eller forandres de på grund af andres forventninger?

Jeg er sikker på, at min mand gennem de sidste par måneder, har lært voldsomt meget mere om den kvinde han sover ved siden af, end han har gjort på vores samtaler gennem snart 17 år, fordi jeg har serveret det hele for ham, på et smukt fad, med en anelse for meget PINK. Jeg har serveret det for ham – og JER ANDRE, fordi jeg havde brug for, at sige det højt. Jeg havde brug for, at lufte tankerne ud, og analysere min turbo-hjerne for andre end mig selv. Jeg havde brug for, at forstå mig selv, før jeg kunne elske mig selv – og en ting er sikkert… Jeg KENDER ikke mig selv, men det er jo nok netop fordi jeg er mig selv. Men vigtigst af alt, jeg forstår mig selv, og elsker mig selv. (og min mand – tak for dig skat <3)

Hold nu kæft det blev sort det her, men så er det sagt. BUM!

om at blive overfaldet af tanker…

…det er min virkelighed i disse dage.

Vi har jo lidt at bokse med. 4 børn i alt: 18 årige søn med diabetes på 3. år, snart 15 årige datter med diabetes på 4. år, 6 årige ekstrem særligt sensitiv søn med børneinkontinens (dag og nat) på 3. år og særligt begavet og som rosinen i pølseenden har vi vores lille 2,5 årige præmature dreng (født 13 uger for tidligt), der er voldsomt sansesart og uden sprog.

Og ja, vi havde børn i 14 år uden én eneste barns 1. sygedag, af den simple årsag, at mine børn bare ALDRIG er syge. Men vi blev klogere, og vi blev bombarderet med udfordringer, og vi er derfor tvunget til, at prioritere og gennemgå hver eneste udfordring – en efter en.

I dag tog det så overhånd fra min side. Jeg gav simpelthen den 6 årige ble på i skole i dag, fordi jeg ganske simpelt ikke magtede at vaske mere tissetøj. I efterårsferien startede han i SFO, og siden da, har han tisset i bukserne hver eneste dag, på trods af medicin og hjælp fra SFO. Siden da, har han også tisset i sengen stort set hver nat, på trods af medicin og bleer. Og jeg magter bare ikke mere.

Jeg var selv “inkontinent” som barn, men jeg har altid troet at jeg tissede i bukserne, fordi jeg havde været udsat for de ting jeg havde. Nu kan jeg desværre se, at min 6 årige har fuldstændig samme mønster som jeg selv havde, og det har jeg det lidt svært ved at forholde mig til.

Jeg var et særligt begavet barn. Jeg lavede 3. klasses matematikbøger allerede inden jeg startede i børnehaveklassen. Og jeg lavede det, fordi jeg havde lyst. Jeg har aldrig lavet lektier, for jeg lavede altid opgaverne i skolen inden timen var slut, og enkelte gange lavede jeg opgaverne i frikvarteret. Derfor fik jeg et chok i gymnasiet, for jeg havde aldrig lært mig selv den rutine det er, at lave lektier og planlægge hvornår opgaver skulle afleveres. Jeg mistede også meget at min faglighed igennem folkeskolen, fordi jeg kedede mig og ikke blev stimuleret. Jeg sagde ikke noget, men valgte i stedet at underpræstere for derved at undgå at skulle lave mere end mine skolekammerater. Jeg blev ukoncentreret i timerne og dagdrømmede – ofte faldt jeg i søvn i timerne. Min hjerne blev doven og jeg udnyttede aldrig mit potentiale til fulde. Hvorfor? Tja, hvorfor mon?

I hele mit liv søgte jeg udfordringer. Og selv da jeg begyndte at læse jura, kedede jeg mig så bravt over at læse bøgerne, at jeg, hvis jeg skal være ærlig, aldrig har læst en jura bog færdigt. De keder mig, og så kan jeg ikke koncentrere mig. Emnerne keder mig dog ikke, og derfor har jeg holdt ud. Jeg kan fortælle, at jeg har læst hele grunduddannelsen udelukkende ved, at læse kompendier 2 dage før eksamen og så gå op og bestå. Bevares, nogen fag var ikke liiige til at bestå, men det skyldes, at kompendiet ikke var godt nok. De krævede lidt flere forsøg, men blev bestået på præcis sammen måde som de andre fag.

Sådan er jeg endt hvor jeg er. En særdeles begavet pige med mange uddannelser og i en evig søgen efter udfordringer.

Vores 18 årige havde samme talent som barn, men desværre blev han slet ikke mødt i folkeskolen. Han fik en lærer der ikke kunne lide ham, fordi han krævede for meget opmærksomhed og for meget faglighed. Han oplevede at blive hånet af denne lærer og tilmed at blive udelukket fra fællesskabet – og låst inde i et depot og efterladt i en hel lektion. Vi var for unge til at gennemskue hvad der skete, så vi forsvarede ham så godt vi kunne, men desværre var det ikke godt nok. Han blev tabt, blev klassens klovn, og har i dag opgivet ALT der har med faglighed at gøre. Heldigvis har han andre talenter, og det er hans gave i livet. Vi støtter ham i udviklingen af denne gave, og ønsker at han driver det vidt. Vi er lige bag ham, opmuntrer ham og hepper på ham. Vi elsker ham.

Vores 6 årige er helt speciel. Han har autistiske træk, men sociale kompetencer. Han er højt begavet og elsker matematik og biler. I går fik vi ham testet af en særdeles anerkendt børnepsykolog, som har beskæftiget sig med særligt begavede børn siden 80′erne – han har skrevet flere bøger om emnet, og han ved havd han taler om. Hans vurdering har sat ekstraordinært gang i min tankevirksomhed.

Vores 6 årige (snart 7 årige) er særligt begavet og ligger blandt de 5% højest begavede. Han har en logisk og matematisk tankegang, og har stort indlæringspotentiale. Han har brug for, at blive styrket i hans stærke sider, som er han faglighed. Hans svage sider, sociale relationer er ikke så vigtige på nuværende tidspunkt. Han har brug for konsekvent guidning af voksne i alt hvad han gør, og han har brug for at blive fastholdt i det han laver, på trods af hans store evne til at koncentrere sig. Han har brug forudsigelighed, rutiner og struktur – og vi skal lære ham at læse hurtigst muligt. Han har en mild form for Asberger, og det er set før, at børn med hans komplekse sammensætning er inkontinente.

Pew! Så er det bare jeg tænker, var det så måske også derfor jeg havde problemer med utætheden? Og kunne jeg og den 18 årige have drevet det videre, hvis vi havde fået den rigtige hjælp?

En ting er sikkert, når jeg har slugt kamelen, så skal der tænkes igennem og planlægges, så vores 6 årige får mulighed for at udvikle det talent han er født med. Hvor er det forfærdeligt, at det optræder som en skavank, at man er særligt begavet. Hvad fanden er det der sker for den verden vi lever i, når individuelle hensyn ikke tilgodeses af hensyn til behovet for at putte alle ned i de samme kasser.

Tanker kredser rundt hele tiden, og jeg er bange for at vi også taber den 6 årige. Jeg elsker den dreng så højt, præcis som mine andre børn – men lige nu, er det altså ham der er mest sårbar, og ham der har brug for mit overskud. Og det skal han få…