Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

januar 2012 archive

om en mavepuster..

…igen…

Dagen i dag, er meget surrealistisk for mig, det er som om, den ikke er forekommet og som om, jeg har levet i en osteklokke i dag – og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at komme ud til virkeligheden igen..

Hvor længe kan jeg gemme mig her? Mon der er ilt nok, til at jeg kan blive her resten af mit liv? Og BEHØVER jeg VIRKELIG forholde mig til alle de ting i mit liv, som risikerer at gøre så frygteligt ondt?

Dagen i dag, har jeg oplevet før. 2 gange for at være helt præcis. Den 20.9.2007 og den 30.11.2008. Det var de mest mærkelige dage nogensinde og det var de dage, hvor mine store børn fik konstateret diabetes type 1.

Dagen i dag, minder frygtelig om de ovenstående dage, fordi i dag kom diabetes igen tæt på, lidt for tæt hvis du spørger mig.

Vores snart 7 årige Mikkel har i 3 år haft problemer med at blive renlig, og han har fået stillet diagnosen børneinkontinens (både dag og nat). I forbindelse med en undersøgelse på sygehuset i dag, fik han scannet sin blære af en overlæge, og her blev det konstateret, at der var noget grueligt galt. Mere om det i en anden blog – måske i morgen. Men det blev også konstateret noget andet, nemlig efter at jeg (som gerne SNART vil lære at holde kæft med tilbagevirkende kraft) spurgte overlægen, om ikke han ville tjekke Mikkel for bakterier i urinen. Her tænkte jeg blærebetændelse eller lignende.

Som spurgt efter, så gjort – og vupti, så stod vi med et resultat der hed, at der var et ekstremt højt indhold af sukker i mine dejlige drengs urin. Ja ja, siger jeg til overlægen, men der kan vel være mange grunde til lige netop et forhøjet sukker indhold i urinen, kan der ikke? Hans øjne (som er ret mørke) bliver lidt sorte i det, og han får rynker i panden, på den der ikke ret gode måde. Han forsøger desperat at kigge mig i øjnene, men jeg undviger hans blik og taler videre om, at sukker, tsk, det kan vel “bare” være, sån’ et eller andet ubetydeligt??? Jeg kigger på ham, med store våde øjnene, og jeg kan mærke at osteklokken sænker sig ned over mig, for jeg er ikke særligt interesseret i at høre hans forklaring. Jeg kan mærke tårerne presse sig på og frygten fylde hele min krop op, mens jeg i min egen verden tager begge pegefingere i ørene og fiktivt råber “LA LA LA LA LA LA LA LA LA” – men der kommer ikke en lyd ud. Og jeg kan intet høre. Jeg kigger på overlægen og hans mund bevæger sig, sjovt nok. Men jeg kan ikke høre hvad den siger.

Heldigvis.

Men jeg ved godt, hvad han siger. Og jeg kan slet ikke overskue tanken.

Kort tid efter sidder jeg på børneafdelingen og betragter min fantastiske søn, der glad snakker og leger. Han kigger på mig, og spørger: “Mor, tror du det er rigtigt hvad lægen siger? At jeg også har fået sukkersyge, som Amalie og Mathias?” Jeg mærker osteklokken igen samtidig med, at jeg betragter min lille dreng, med et svært stolt blik i øjnene – jeg kan ikke svare ham. Jeg vil ikke svare ham, for jeg vil ikke forholde mig til det.

Vi går derfra efter 1 time, ikke klogere – men med masser af bekymringer og tanker. Vi skal komme tilbage igen i morgen, så må vi se hvad tiden viser…

Indtil da, gemmer jeg mig i osteklokken, her er så dejlig stille og rart.. Hvor længe mon jeg får lov til at blive her?