Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

marts 2012 archive

om hysteri og autensitet…

…og om børn der skriger deres lunger ud, når de ikke kan forklare hvad det egentlig er de vil…

Jeg har en snart 3 årige, som er født 13 uger for tidligt og som følge deraf, har haft en helt specielt opvækst. Et af hans problemer har været, at han er talebesværet – men det er han langsomt ved at indhente, udelukkende til hans dagplejers fortjeneste, for hun er VIRKELIG genial.

Men hos dagplejeren må man også en masse andre ting, blandt andet må man selv smøre sin mad og de har nogen rutiner for, hvad han selv gør og hvad hun gør for ham. Se det kan udvikle sig til en kæmpe konflikt, når jeg så ikke lige har fuldstændigt styr på de rutiner. Det skete her for 10 min. siden.

Først var det smøret, så var det leverpostejen, så var det at skære brødet over, så var det ristede løg og det hele blevet protesteret mod i et lydniveau, så selv et heftigt høreværn ville komme til kort.

Jeg har oplevet med min lille snart 3 årige (som er barn nr. 4), at han lærer mig nogen ting om børn og opdragelse, som jeg aldrig tidligere har erfaret. Simpelthen fordi han er så sart i sanserne og fordi hans verden meget nemt bryder sammen og virker uoverskuelig for ham.

Med min lille Emil gælder almindelig “opdragelse” nemlig ikke, for han retter slet ikke ind til højre, når jeg beder ham om det. Og grunden har jeg netop konstateret. Det handler om, at tit hvis jeg siger til højre, så handler det om rutine, og slet ikke om, at jeg har overvejet grunden til at bede ham om, at rette ind til højre, inden jeg siger det. Jeg siger det simpelthen fordi, det har jeg altid sagt, og det var der måske også nogen der sagde til mig engang. Derfor siger jeg det! Det betyder også, at når jeg siger det, er jeg ikke autentisk, og når jeg ikke er autentisk, tja… så gider min mindste søn ikke lytte til mig.

Her før, da han gik helt bananas over mad rutinerne, der endte det med, at jeg måtte tage ham med ud af køkkenet og ud i bryggerset og finde en sut og forsøge at trøste ham. Han var helt rød i hovedet, og kunne slet ikke finde ro igen. Jeg stod og krammede ham, og sagde: “Så så så lille mand, jeg kan godt se du er ked af det, men det behøver du slet ikke være, så så lille mus, mor er her og passer på dig… osv. osv.” Men det hjalp ikke. For det jeg sagde, var sandheden – ja, men jeg var ikke “hos ham” og det kunne han mærke. Det har han nemlig alle dage kunnet mærke.

Jeg blev opmærksom på det, og tog en dyb dyb indånding, fandt ind i mig selv og bare holdte ham tæt ind til mig, mens jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning og om at være rolig, lige her og lige nu, sammen med ham og i balance og med tanker om, at han havde brug for, at jeg var i balance og autentisk, før han turde slippe sin vrede og stole på, at jeg rent faktisk også var her, til at guide ham – og passe på ham. Der gik 30 sekunder, så slappede han af. Trykkede sit hoved og øre helt ind til mit bryst og lyttede til mit åndedrag og hjerteslag. Det gjorde ham rolig. Og 2 minutter efter, ville han gerne spise sin mad igen.

Han kiggede op på mig, med tårer stadig hængende i øjnene og helt røde opkogte kinder og sendte mig et smil. Sådan et øjeblik som det, der forsvinder verdenen helt for mig, og jeg svæver med ind i de smukke blanke brune øjne og drømmer mig væk. Det er et stort øjeblik for mig, når jeg ser, at det jeg gør med min krop og min tilstedeværelse, kan lette mit barns frustration omkring verdens ulidelige lethed koblet op på et manglende sprog, på en sådan måde, at han finder mening og ro, til at fortsætte sin søgen efter svar på det liv, som han startede alt for tidligt.

Det er en kæmpe læring for mig, at have et barn som Emil, der ikke accepterer bullshit og kun reagerer på autensitet. Det gør mig til et bedre menneske, at have ham omkring mig. Jeg er virkelig heldig. <3<3<3

om katten i sækken…

…og om, at det ikke kun er ansøgninger der lyver…

I efteråret stod jeg i en situation, at jeg endelig kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet igen, efter 2 år på orlov med vores 13 uger for tidligt fødte dreng.

Jeg skrev 10 ansøgninger, og søgte i hele DK. Geografi var ingen hindring, jeg ville bare så gerne have et job, hvor jeg kunne få lov til at arbejde og være den jeg er. Samtidigt.

Som nogen af Jer måske kan huske, så fik jeg et afslag begrundet i, at jeg fyldte for meget. WTF? Jeg er 38 år gammel, mor til 4 – det er meningen at jeg skal fylde meget, ellers får jeg jo aldrig sendt de her børn afsted ud i det der “livet-noget”. Min tanke var, at jeg måske mente, at de fyldte for lidt – og derfor var afslaget fint med mig.

Jeg ændrede dog strategi i mine kommende ansøgninger og skrev følgende:

“Min personlighed kan beskrives som en, der fylder meget, men som er bevidst om det, og derfor nedtoner mig selv i forhold til mine kollegaer.”

Denne formulering var en billet til en samtale, og under samtalen blev der spurgt indtil, hvad jeg mente. Og jeg fortalte det som det var, at jeg havde valgt at være 100% autentisk i mit liv, hvilket også gjorde, at jeg valgte at være ærlig omkring min personligheds fyldemasse. Der blev grint, beundret og rost for modighed – og jeg fik oplyst, at jeg ikke skulle nedtone mig selv, for i denne afdeling var der plads til alle, og at de andre kollegaer også fyldte meget (personligt).

Jeg fik jobbet.

Jeg fik ved samtalen med den kommende chef oplyst, at det var et enigt ansættelsesudvalg, der havde valgt mig. De var alle enige om, at jeg havde det der skulle til. Samtidig blev jeg lovet, nogle fantastiske kollegaer og en skøn arbejdsplads, hvor alle havde det godt – og alt var fryd og gammen. Jeg glædede mig – VIRKELIG!

Jeg startede, og efter 14 dage viste det sig, at intet var som det skulle være. Der var 3 langtids sygemeldte (ud af 12) på grund af stress, der var stort APV-projekt iværksat og medarbejderne havde i 3 år forsøgt at komme af med chefen. Uden resultat. (behøver jeg nævne, at det var det offentlige??)

Min stilling var et mellemled mellem chefen og kollegaerne. Kollegaerne havde ikke ønsket en koordinator, og var derfor modvillige i samarbejdet. Chefen havde brug for en koordinator, i forsøget på at skabe en god ledelse. Og her stod jeg. Midt i det hele.

Og jeg var stærk nok. Til at starte med. Jeg knoklede, og mistede dele af mig selv undervejs. Jeg var opmærksom på det, og derfor så jeg det ikke som et problem, for det var jo bare noget vi skulle igennem og hvis bare jeg kunne få lov til at hjælpe til, så var jeg overbevist om, at vi nok skulle få styr på det, og etablere en god afdeling, hvor alle kunne fungere optimalt. Hvis bare jeg kunne få plads til at arbejde.

Samtidigt med det, følte jeg mig snydt. Snydt i den grad. Det job jeg var blevet lovet,  havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Jeg har i perioden tænkt ret mange gange over, hvordan det kan være rimeligt, at ansøgere ikke må lyve i deres ansøgning, eller at de i hvertfald helst ikke skal tages i at lyve om deres CV og evner, når arbejdsgiverne har så frie tøjler i forhold til beskrivelsen af den opgave de sælger. Hvorfor må de lyve? Hvorfor må de sælge katten i sækken? Hvorfor er det ikke rimeligt, at de skal være ærlige omkring hvad de har at tilbyde, således at den der byder ind på stillingen kan vælge, om det er en kamp de har lyst til at kæmpe og om de har lyst til at købe aktier i noget, som er skabt længe før de ankommer? Helt ærligt, den var ikke gået i køberetten, at en sælger kan sælge noget der ikke svarer overens med sandheden, og tilmed slet ikke en “vare” der kan risikere, at have afgørende betydning for en købers økonomiske situation.

Anyway, jeg sagde fra. Allerede efter 2 måneder. Men en dag stod arbejdstilsynet på kontoret, og de skulle undersøge det psykiske arbejdsmiljø, og jeg valgte derfor at blive lidt endnu og kæmpe videre. (De valgte efterfølgende at afgive påbud!!!) På det her tidspunkt oplevede jeg hukommelsestab og mavesmerter, søvnløshed og opgivenhed. Men jeg kæmpede videre.

Min chef var ikke vild med, at jeg gerne ville deltage i GO’morgen Danmark. Men hun sagde det først EFTER, hun havde givet mig lov til at holde fri. Hun brugte mit behov for frihed til optagelserne (2 timer mandag morgen i 6 uger ud af mine 37 opsparede timer), til at vise hendes magt, og hun besværliggjorde mine muligheder for at producere og arbejde generelt. Hun besværliggjorde det i sådan en grad, og fandt på løgne om tidligere fravær (som hun ikke kunne dokumentere) at jeg simpelthen måtte sige fra. Med meget store bogstaver. Det var tydeligt, at nu var turen kommet til mig, og jeg ville lyve hvis jeg skrev, at det ikke påvirkede mig psykisk.

Situationen hvor man gerne vil og kan arbejde, men bliver forhindret i det på alle mulige måder, er så frustrerende at det er svært at beskrive. Og jeg synes ellers ikke generelt at jeg mangler ord. Hvis jeg tidligere havde følt mig snydt, så gjorde jeg det i den grad i denne periode. Og jeg nægtede at give ind for hendes magtbehov.

At være tilskuer til, at se en kvinde ødelægge 12 kvinders arbejdsglæde og arbejdsevne var frygteligt. At stå der og se på, og vide hvad jeg selv ville gøre, hvis bare jeg kunne få lov til at hjælpe – det var decideret grusomt.

Jeg tog konsekvensen, og fik en god aftale med i handlen. En rigtig god aftale, da HR var klar over, at problemet ikke var mig. På trods af kun en måneds opsigelse, fik jeg lov at gå med 5 måneders løn. Jeg takkede omgående ja, og pakkede mine ting. Livet er simpelthen for kort, til at beskæftige sig med mennesker der ikke vil én det godt. BUM!

Nu sidder jeg her, og skriver ansøgninger igen. Jeg skriver på mine bøger og gør alle de ting jeg elsker, sammen med dem jeg elsker. Jeg har snart brugt en måned på, at finde ned i mig selv igen, og først i går kunne jeg for første gang trække vejret ordentligt igen, for først der kunne jeg mærke, at oplevelsen havde sluppet sit tag i mig. Jeg var fri – jeg var klar til at komme videre.

Jeg har lovet mig selv, at sådan et arbejde skal jeg aldrig udsætte mig selv for igen. Og jeg ved også, at det bliver svært at undgå, fordi jeg ikke har supermandsyn, og derfor ikke kan se, hvad der gemmer sig i sækken. For hey, jeg kan ikke engang se hvad der står på vejskiltene, før jeg kører forbi dem, når jeg kører bil uden briller (hvilket jeg måske ikke burde gøre).

Jeg er stolt over, at jeg valgte mig selv. Hvad ville du have gjort?

om at være mor…

…og føle at man gør det så godt man kan…

Jeg har tidligere skrevet om at være mor og sjovt nok, har jeg det stadig lige sådan. Men det er skrevet for 2 år siden, hvor jeg sad midt i hvad jeg troede ville være mit livs krise, med præmatur barn, 2 diabetesbørn, en der var inkontinent og så lille mig uden job og i økonomisk kaos.

Og tænk, her er jeg stadig.

Men til forskel fra dengang, så har jeg lært en masse, og mit ene barn er ved at udvikle sig til en ganske voksen og moden ung mand.

I sidste uge åbnede han sine øjne lidt mere, da han læste mit tidligere indlæg og han havde en ustyrlig trang til at skrive til mig. Det han skrev, gjorde mig så glad, fordi det fik mig virkelig til at føle at jeg var på rette vej, og at alle de ting jeg har bekymret mig over, de sidste par år, måske i virkeligheden er fuldstændigt ligegyldige bekymringer, fordi jeg måske på trods af alt min tvivl, rent faktisk har styr på det her mor-ting-noget.

Måske har jeg virkelig fyldt mine børns rygsække op, med alle de værktøjer de skal bruge, for at udvikle sig til gode samfundsborgere, gode sociale væsener, og vigtigst af alt, til dejlige mennesker der har lært at lytte til dem selv, og gå efter deres drømme.

Og ja, jeg har svært ved at give slip, men for helvede altså, det er mine børn vi taler om, altså dem der engang lå og voksede i min mave. De dejlige væsener jeg talte og sang til under graviditeten. De skønne mennesker, som jeg bragte til verdenen i ufattelig, men dog overkommelig smerte (hey, jeg gjorde det gerne igen! men 4 ER NOK!!). Det er dem vi taler om, og dem giver man altså ikke sådan BARE slip på vel?

Men jeg øver mig, og forventer at på et tidspunkt, så har jeg lært det, nemlig at lade mine børn iføre sig deres egne vinger, og flyve ud i verdenen – ud for at udleve deres drømme.

Til den tid skal jeg stå og nyde synet mens de svæver, holder balancen – sætter farten op og ned, og øver sig på, at blive den bedste udgave af dem selv. Åh gud, hvor jeg glæder mig – og så alligevel ikke. For det er skræmmende at give slip.

Min søn viste mig, med sin besked, at jeg er på rette vej, og jeg er så ufatteligt stolt, af både ham og af den version af mig, som jeg er i hans øjne.

Hej mor :) Jeg vil bare lige sige at jeg elsker dig rigtig rigtig højt! Og at jeg aldrig kunne klare den uden dig på sidelinjen :) du er den bedste mor i hele verden! Og det har jeg aldrig været i tvivl om! <3 jeg ville sige meget mere, men jeg kan ikke sætte ord på det :) – din søn :)

om at se igennem tårerne…

…og især om at savne helt vanvittigt…

(Det her er nok det mest usammenhængende indlæg, du nogensinde kommer til at læse fra min hånd. Det er der naturligvis en ganske god forklaring på…)

Historien jeg vil fortælle, er en historie der har sat sig dybt i mig. Hvad der skete op til episoden, står lidt uklart, men historien foregik i 80′erne i Brøndby hvor der var bandekrig med rockerbander, det var normalt at drikke og ryge hvor man havde lyst, man brugte ikke sikkerhedsseler i bilerne og mottoet “lev stærkt, dø ung” var en kliche som ofte blev anvendt som en helt ok livsstil.

Dengang levede min mor alene med mig og min søster, hun havde skiftende kærester og mange venner. I dagene op til denne dag for 30 år siden, blev 2 af hendes nære venner begravet. Min søster og jeg blev passet, og min mor var i byen. Min søster var hos nogen venner. Jeg var hos min mormor og morfar, og lige den dag, ville jeg bare gerne hjem til min mor. Normalt elskede jeg at være hos min mormor og morfar, men noget i mig hungrede efter min mor.

Min mor ringede kl. 21.30 hjem til min mormor, og jeg tog som altid telefonen. Hun lød trist og glad på samme tid og jeg spurgte hende, om hun ikke ville hente mig. Min mor sagde, at jeg skulle blive hos mormor og morfar om natten og at vi kunne ses i morgen, men jeg fastholdt og sagde jeg ville hjem til hende. Jeg husker tydeligt den følelse jeg havde i kroppen, da tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg stille græd til min mor i telefonen: “jamen, jeg vil bare være hos dig mor” – men hun afslog og sagde hun skulle tale med min mormor. Det var sidste gang jeg talte med min mor, og siden den aften for 30 år siden har følelsen siddet i min krop, at jeg ville være hos min mor, fordi jeg kunne fornemme der var noget galt og fordi jeg havde brug for hende.

Efter min mormor havde talt med hende, trøstede hun mig og sagde at jeg ikke skulle være ked af det, for jeg kunne da få min mor i morgen. Men følelsen ville ikke slippe sit tag i mig, jeg ville have min mor. Den aften græd jeg mig i søvn. Jeg tror det var første gang i mit liv jeg græd mig i søvn, for jeg var normalt altid en glad og tryg pige, men den aften og nat gjorde noget ondt inde i mig. Det skulle senere vise sig, at få en fatal følge.

Historien ville det, at min mor og hendes kæreste kom op at skændes. Han ville køre, men hun bad ham blive. Hun tiggede ham. Men han ville ikke blive. Han kørte til trods for, at min mor havde sagt, at hvis han gik, ville hun tage sit eget liv. Han gik og efterlod hende.

Min mormor boede i en boligblok skråt væk fra min mor, og fra mit værelse hos min mormor (havde mit eget værelse, fordi jeg var der så tit jeg havde lyst) kunne jeg fra vinduet se hjem til min mor. Jeg vågnede kl. 01.00 om natten og sad og kiggede over til min mor. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, og jeg kunne se der var lys i stuen. Jeg overvejede at gå derhjem, men turde ikke fordi jeg var mørkeræd. I 30 år har jeg ønsket, at jeg dengang havde haft styrken til at gå efter min fornemmelse og til at overvinde min frygt. Men jeg var kun 8 år gammel.

Min mors kæreste ringede kl. 01.00 om natten hjem til min mormor og morfar. De sov, og min onkel tog telefonen, som hang ved siden af hans seng. Han var syg og havde voldsomt høj feber og forstod ikke hvad der blev sagt i telefonen. Min mors kæreste sagde til min onkel, at han blev nødt til at gå over til hans storesøster, fordi hun havde det skidt og havde truet med selvmord. Han svarede i telefonen, at han ikke kunne, da han var syg. Samtalen blev afbrudt. Min onkel forsøgte at kalde på min mormor, men hun hørte ham ikke. Jeg hørte ham. Jeg kunne ikke sove. Min onkel var så syg, at han faldt i søvn med telefonen i hånden.

Om morgenen pakkede jeg mine ting og sagde til min mormor at nu ville jeg gå hjem til min mor. Min mormor ringede til min mor, men der blev ikke svaret. Hun sagde jeg måtte vente til min mor ringede. Jeg sad og ventede ved telefonen, men den ringede ikke.

Vi gjorde klar til søndagsfrokost og havde netop sat os til bords. Telefonen ringede. Jeg fløj op, og råbte, det er mor, jeg skal hjem nu. Jeg tog telefonen. Den var en der stønnede i den anden ende, og ellers blev der ikke sagt noget. Jeg sagde flere gange hallo? og efter lidt tid blev der svaret: Giv mig morfar! samtalen blev afbrudt. Jeg vendte mig mod min mormor og morfar og sagde hvad der var sket. Telefonen ringede igen, og denne gang tog min morfar den. Han så meget mærkelig ud i hovedet og svarede kort: jeg kommer. Han gik.

Efter en time kom han tilbage. Mormor og jeg vidste ikke hvad der foregik og min onkel sov stadig. Min morfar tog mormor med ind i soveværelset og jeg kunne høre et kæmpe hjerteskærende skrig som jeg aldrig har hørt lignende siden. Min mormor skreg og græd. 10 min efter kom vagtlægen og gav hende en sprøjte.

Jeg sad alene i stuen. Jeg frøs og var bange. Jeg rystede. De kom ind i stuen, mormor, morfar og min mors kæreste. Mormor satte sig ved siden af mig. Hun snøvlede. De kiggede alle på mig og på hinanden. De sagde flere gange: men hun forstår det jo ikke. Mormor vendte sig mod mig, kiggede mig i øjnene og sagde: Din mor er død, men du forstår ikke hvad det betyder. Jeg kiggede tomt ud i luften og øjnene fyldtes med tårer. Jeg kæmpede for at se igennem tårerne, og halsen snørrede sig sammen. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg ville jo bare have min mor. Men hun var her ikke mere. Og jeg forstod det ikke – sagde de. Men jeg forstod det hele. Og jeg frøs indeni.

Alt herefter var kaos. Huset blev fyldt med gæster, og der var en summen. En summen af mennesker, der alle ville have en forklaring, der alle græd og der alle tænkte på dem selv og deres sorg. Jeg sad fuldstændigt forstenet og tænkte på, at jeg bare ville have min mors arme omkring mig, jeg ville have lov til at græde med mit hoved trykket helt ind i hendes bryst,  jeg ville dufte hende og jeg ville have hende til at passe på mig. Jeg græd indeni. Men beherskede mig, for jeg “forstod det jo ikke” – sagde de.

I dagene efter var jeg nede og lege – troede de. Men jeg gik over i opgangen hvor min mor boede og sad på dørmåtten og så den af politiet plomberede hoveddør. Jeg kiggede ind af brevsprækken og kunne dufte min mors duft. Jeg kaldte på hende – stille og forsigtigt. Jeg ønskede hun skulle åbne døren og lukke mig ind. Men hun åbnede ikke. Jeg sad der udenfor døren i mange timer, mange dage, flere uger efter. Hun åbnede aldrig.

I dag er det 30 års siden, at min mor valgte at tage sit eget liv.

Hendes skæbne blev som 26 årig at give efter for livets ubegribeligheder og efterlade 2 piger på 5 og 8 uden en mor. Selv om det har været uforståligt, har jeg accepteret, at det var hendes valg, truffet ud fra hendes sted i livet.

Men jeg har savnet hende vanvittigt hver eneste af de 10.950 dage der er gået siden da – og hvert år på dagen i dag, savner jeg hende ekstra meget. Jeg ville ønske jeg kunne få lov til, bare en eneste gang, at putte mig i hendes arme, med hovedet i hendes skød og føle mig tryg – og fortælle hende om alle mine bekymringer og glæder – fordi jeg savner, at nogen er MIN mor ♥

Min onkel levede resten af sit liv, med en forfærdelig skyldfølelse. Det var grusomt for ham, for natuligvis var det ikke hans skyld. Han tilgav aldrig sig selv, at han faldt i søvn, men jeg tilgav ham. Han døde i 2000. Han blev 36 år. Han hængte sig selv. Jeg fandt ham.

Min mormor kom sig aldrig over tabet af sin datter. Hun sørgede i mange år og helede aldrig. Hun gav alle skylden, tilmed sig selv. Men det var ingens skyld. At miste sit barn, må være grusomt. Men at miste sit barn til selvmord, må være meningsløst på en ganske ubeskrivelig måde. Hun tilgav aldrig min mor – sagde hun. Hun døde i 1999. Hun blev 62 år.

Det er første gang jeg skriver historien, men jeg har fortalt den en million gange (højt og i mit hoved) og jeg har gennemlevet følelserne en milliard gange. Jeg savner hende stadig hver dag. En del af mig, vil aldrig blive ældre end de 8 år, hvor jeg så inderligt hungrede efter min mors omsorg og varme, og hvor jeg græd stille og kæmpede for at se gennem tårerne, mens jeg udemærket vidste, at jeg aldrig ville få MIN mors kærlighed at føle igen.

Der findes stadig dage i mit liv, hvor jeg ville ønske jeg kunne tage min bil og køre hjem til min mor, få hendes arme omkring mig og bare græde. Velvidende, at alt nok skulle blive godt igen. Det er det værste savn.

I dag kan jeg ikke huske min mors stemme. Jeg kan huske hendes ord og hendes tone fra den sidste samtale jeg havde med hende, og jeg kan huske følelsen da tårerne stille trillede ned af mine kinder og jeg bare kunne fornemme at der var noget galt. Jeg husker stadig tydeligt, hvor svært det var at trække vejret, og hvor ondt det gjorde indeni mens jeg kæmpede for at se igennem tårerne…

RIP elskede mor – jeg savner dig vanvittigt!