april 2012 archive

om at finde ro…

…og have lov til at dyrke den…

Nogen dage der vågner min lille snart 3 årige bare med tudefjæs på, og sådan fortsætter dagen bare. Lige på nær når han er hos sin dagplejer, fordi hun er så god til at takle ham og er hos ham H-E-L-E  T-I-D-E-N. Hun ser ham, hun mærker ham og hun bekræfter ham – har jeg sagt hun er fantastisk? (Det tror jeg nok jeg har!)

Men altså sådan nogen dag, dem bliver man altså tit som forældre lidt immune overfor. Eller jeg gør. Nogen gange kan jeg tage mig selv i, at have hørt hans klynkeri og tuderi i baggrunden i laaaang tid, for jeg river mig løs fra det jeg nu er i gang med, og handler på det.

I dag har jeg været meget optaget af, at lege tegner-grafiker-hygge-amatør-ting, og efter lille Emil kom hjem, har han tullet rundt, men hele tiden med ret meget lyd på, sådan lidt ovre i den dersens beklagende agtige tone. Først nu, rejste jeg mig. Tog ham op, for 20. gang, og spurgte hvad der var galt og han svarede bare “nej, nej, nej, nej”. Jeg fandt en sut og puttede ham i hans barnevogn, på trods af, at han ikke virkede træt (andet end træt af, ikke at kunne finde ro) og nu 10 min. efter er her BOM-stille. Han sover ikke, men ligger dernede med åbne øjne og slapper helt af. Der er ingen stimuli ud over hans sut, og den kan jeg høre helt herovre hvor jeg sidder. Han har fundet ro, og nyder det. Og sjovt nok, så nyder jeg også at han blev rolig.

Jeg er som efterhånden “gammel” mor, først de seneste år blevet meget mere opmærksom på, hvad roen betyder – ikke mindst for Emil, men også for mig og resten af min familie (på nær manden!). Roen giver plads til refleksion og mulighed for, at mærke sig selv – der hvor man er lige nu. Roen giver mig lyst til at være kreativ og skabende, og roen gør mig glad.

Jeg dyrker roen hverdag. Her er hverken musik eller fjernsyn tændt, her er bare mig, min hund og ellers så stille, at hvis jeg lytter rigtig godt efter, så tror jeg faktisk at jeg kan høre græsset gro.

Hvornår har du sidst dyrket roen?

om kasser og kreativitet…

..og at leve det f****** liv, præcis der hvor det er… for MIG og for DIG!!

Jeg har haft en anderledes opvækst end de fleste, og den vil jeg gerne dele med Jer. Ikke alt det kedelige, for det er i virkeligheden ikke interessant, men alt det, der faktisk har dannet mig og min tilgang til livet. Det er måske heller ikke interessant for dig, men hey, det her er MIT sted, og når det er interessant for mig, tja, så skriver jeg om det ;-)

Min mor døde jo… grumme ting var sket, bla bla bla… og så kom jeg på børnehjem… og senere på Fjordhøj. Fjordhøj var et kollektiv, hvor 2-3 par (voksne-agtige) havde valgt, at lave et socialpædagogisk sted til børn og unge, der af den ene eller anden grund ikke kunne bo hos deres forældre. Her var børn af rige som af fattige, børn af misbrugere og prostituerede, børn der var misbrugt og tævet, og børn der var ubegavet og begavet, børn der selv var misbrugere og børn der ikke var, børn der var kriminelle og børn der ikke var og børn ikke ville gå i skole og.. tja, så var der børn som mig og min (dengang) plejebror, som havde mistet vores forældre og derfor skulle bo her, til vi var klar til at flytte ud og klare os selv.

Fjordhøj var et fantastisk sted. Det lå ned til vandet ved Roskilde Fjord, og vi boede i et kæmpe kæmpe hus, midt i den skønneste natur. Vi havde dyr, hunde, katte, høns, heste, får og en klappe gris der hed Vagn. Vi havde halmfyr (noget fanden havde skabt) og vi knoklede derfor hver høst, med at fylde laden op med halm, så vi havde varme hele vinteren. Vi havde pligter, rengøring i huset hver dag, fodre dyr, rense halmfyr, smitte halm, udeprojekter og så var der mig, der havde en fast pligt med at vaske bil, hver gang jeg ikke overholdte aftalerne om komme-hjem tiderne. (Vi taler 2 store Ford transit med plads til henholdsvis 15 og 12 personer). Lad mig sige det sådan, vi havde ALTID rene biler :-)

Vi levede efter devisen “kontrol eller tillid”, kærlig konsekvens, regler og aftaler, frihed under ansvar og “du kan hvad du vil”. Når jeg oplevede begrænsninger, blev jeg mødt med venlighed og opfordringen “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du lappe cykel” eller “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du selv hænge lamper op, lad mig vise dig hvordan?”. Vi malede, syede tøj, havde jern- og træværksted, cykelværksted, køkkenhave og de skønneste rammer til at udfolde kreativitet. Og kreativitet blev belønnet.

Jeg adapterede ret hurtigt til den levevis, og jeg havde en god position. Jeg var en af de eneste piger, jeg havde boet der længe og jeg var klog og passede min skole, og var en man så op til. Jeg fik en rolle i livet på Fjordhøj, hvor jeg var en man lyttede til, og jeg var ofte den, der styrede vores “søndagsmøder” (20-25 personer der holdte møde og alt hvad der foregik og skulle foregå i huset), og det var naturligt for mig, at træde i karakter og sige min mening. Og jeg blev hørt.

Jeg hjalp de andre børn og unge – fagligt, socialt og venskabligt. Lærte dem alt hvad jeg indeholdt, og ville virkelig gerne hjælpe dem til et bedre liv. Og til gengæld passede de på mig, nogen forelskede sig i mig og andre blev bare mine aller bedste venner. Dengang.

Det liv og den opvækst gav mig så meget, at jeg ikke kan beskrive det. Men det tog også noget fra mig. Det gav mig mulighed for at blive den mønsterbryder jeg er i dag. Det gav mig mulighed for at lære, hvor i mig, jeg har det bedst. Det gav mig mulighed for at udfolde min kreativitet og det gav mig oplevelser rundt om i verdenen, som jeg aldrig ville have været foruden.

Det jeg ikke fik, var en familie. For den dag jeg flyttede, flyttede en anden ind. Og jeg var alene. Helt alene. Bevares, jeg har haft kærester og venner, men en familie havde jeg ikke. Min egen familie var langt væk og havde ikke været i mit liv meget længe, og derfor blev jeg opfattet som hende udefra. Og min “familie” på Fjordhøj, fortsatte jo, uden mig. Det var nok den primære årsag til, at jeg selv fik børn tidligt. Jeg savnede en familie og et sted at høre til. Og det er noget jeg er meget opmærksom på, i min egen lille familie, at sørge for, at mine børn forstår hvor stor en gave det er, at have en familie der er hos dig, uanset hvad og at have søskende, der er der for dig og en aktiv del af dit liv, uanset hvad.

Jeg ved, at nogen kalder venner for den familie man selv har valgt, jeg tænker anderledes omkring mine børn, for jeg vil gerne have de skal forstå, at den fælles historie, opbakningen til hinanden og biologien er vigtigere end om man er enige om alt. Man skal nemlig ikke være enige om alt, og man skal ikke nødvendigvis have samme interesser, for at kunne holde sine søskende ud. Man skal kunne sige til og fra, og være elsket lige meget af den grund, man skal acceptere og tolerere hinandens forskelligheder og man skal bakke hinanden op, uanset egen holdning. SÅDAN skal man være! (hvis du spørger mig!) Og det forsøger jeg at skabe, i mine egen lille familie. Det kræver et sæt spilleregler og dem skaber man sammen med børnene igennem hele deres opvækst. Man skal nemlig kende reglerne, for at kunne spille spillet. BUM!

Nåm, på Fjordhøj havde vi også spille regler – ellers kunne vi ikke leve 20-25 mennesker under samme tag, det siger jo ligesom sig selv. Men det var som om, at når man flyttede, så ophørte spillereglerne – stille og roligt forsvandt alle de mennesker, man gennem årene havde kendt.

Jeg brugte årene fra jeg flyttede “hjemmefra” som 16 årige, til at forsøge at passe ind i kasserne. Men det var så skide svært, for jeg følte ikke jeg hørte til nogen steder. Jeg har ikke opvokset med “forældre” der gik på arbejde fra 8-17 eller med “forældre” der hang foran fjernsynet så snart de havde fri. Jeg var ikke opvokset blandt akademikere, med fine stillinger og pænt tøj. Næh, på Fjordhøj var habitten en kedeldragt fra trælasthandlen eller en dejlig varm termotrøje fra Helly Hansen (sådan en havde ALLE – også mig). Vi havde alle gummistøvler og gummisko, og jeg som den eneste pige, ballerinasko og et pinkfarvet værelse.

Jeg ville være advokat. 13 år gammel. Det skulle jeg. Gymnasiet. Droppede ud. Arbejde. Fik børn. Uddannelse. Selvstændig. Uddannelse. Uddannelse. Arbejde. Og universitetet.

Jeg fandt studiet spændende, da det stimulerede min trang til at lære. Men jeg fandt det også nemt og snød derfor med læsningen. Det var ikke udfordrende nok. Jeg er dygtig, til alt jeg sætter mig for, og har haft fantastiske stillinger. Men jeg føler mig ikke hel der. Der mangler altid noget. Jeg elsker at arbejde, og især i stillinger hvor jeg kan få lov til at fordybe mig og lede andre på deres vej. Og jeg har svært ved at lade være med at arbejde, når først gnisten er tændt i mig. LOVE it! Men der mangler stadig noget. Og jeg ved nu, hvad det egentlig er.

På Facebook har jeg fundet meget af min mistede “familie” fra Fjordhøj – nogen er mere interessante end andre. Nogen har jeg formået at holde kontakten med siden jeg flyttede.  Men en fandt jeg for et halvt årstid siden og han vækkede noget i mig. Han var barn af en af de voksne, og var derfor ikke et skadet barn, men derimod et meget velfungerende menneske. Han var kreativ og som ung husker jeg ham som en, der bare var sig selv, på sine egne præmisser. På Facebook så jeg hvad han var blevet til. En kunstner. Se ham her. Når jeg kigger på de ting han har lavet, rejser hårene sig på armene af mig og jeg bliver varm om hjertet. Det er stort. Han skaber noget – som er smukt og ubeskriveligt. Han er gået efter sin passion i livet, og har holdt fast. Han skaber og er kreativ.

Jeg blev i dag meget påvirket af hans ydmyghed, når man roser hans værker. For han er ydmyg omkring det han kan og det han skaber. Og det rørte mig og satte tanke-motorvejen i gang.

Og hvad kan vi så bruge det til tænker I måske? Jamen for fanden da, livet er her og nu. Hvorfor skal vi puttes i bokse, hvis der er noget vi hellere vil – eller hvis boksen ikke passer, fordi den ikke kan sættes ovenpå den anden boks vi også er i. Hvorfor skal vi begrænse os? Kan vi ikke bare være lidt LEGO-agtige? De kan godt sættes sammen, selvom de ikke passer i størrelse. De behøver heller ikke være samme farve, bare du bliver glad for de bokse du har valgt.

Jeg er trådt ud af boksen og ud af forventningerne. Jeg vil leve mit liv. Hele mit liv. Jeg vil ikke spilde så meget som en dag mere af mit liv, på at være mellemfornøjet over mine valg i livet. Vi har altid et valg. Sælg huset. Skrid fra det hele. Sig NEJ til chefen. Elsk dig selv. Og lev dit liv. NU sgu! Vær din egen gode forældre. Ingen andre kan gøre jobbet så godt, som du selv kan.

Her er jeg nu. Og min hjerne popper ideer ud konstant, som en anden popcornsmaskine. Jeg har sedler i hele mit hjem med ideer, for jeg prøver ihærdigt at skrive dem ned, hver gang jeg får en ny ide. Jeg har besluttet, at alt hvad jeg kan, skal prøves af. Dur ikke næste, er mit motto, sammen med mit Pippi-gen “det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt!”. Og måske klarer jeg den, måske gør jeg ikke. Måske må vi flytte i en lille lejlighed og måske ikke. Det vigtigste er, at jeg er der, hvor jeg føler det rigtigt. Og det er lige her hvor jeg er nu.

Hvor er du?

om ikke at styre en skid…

…eller noget i den stil….!

Altså, jeg har gang i rimeligt mange projekter og jeg knokler “i hovedet” for at få det hele færdigt. Jeg mangler i virkeligheden bare en masse nørde arbejde og skrive arbejde, så kører bussen…

Jeg strukruterede og planlagde i aftes, hvordan jeg skulle gribe det an, og jeg havde 2 vigtige opgaver, der skulle laves i dag…

Så øhm….

I morges blev jeg vækket 2 minutter i 6.30, af dejlige Emil som ENDELIG havde nået op til mors seng, for at “sove hos mor” inden jeg havde vækket ham i hans seng, hvor han så kunne konstatere at det heller ikke blev i dag han skulle putte.

Han elsker at putte hos mig om morgenen, men efter påskeferien har der ikke været meget tid til det, da jeg har sat fart på hverdagen igen. Jeg stod derfor op, meget mod hans vilje (han fik kun puttet i 10 min.) og gik i gang med dagens opgaver.

På vej ind igennem 7 åriges værelse, træder jeg først på 3 bayblades (AV FOR SATAN), så på en lego klods (AUUUUVVVV!!!!) og til sidst på en lille bil (MIKKKKKEL, for helvede!!!). Nåm, godmorgen skat. Op med dig. Trak persienner op, og så hvor rodet hans værelse var, OG sengetøjet var vådt. Så skulle der ryddes op, legetøj i rigtige kasser og i løbet af 20 min. havde jeg fikset både Mikkels og Emils værelse. Vasketøj var samlet og sengetøj pillet af.

På vejen forbi datterens værelse, så jeg til min gro, et kæmpe rod og skåle og tallerkner med madrester efter hygge med veninde i aftes. En ordre om oprydning blev sendt afsted mod datteren – der skal RYDDES OP! NU!

Tøj på drengene, op og konstatere en fyldt opvasker. Tømme den og sætte den næste over. Kalde på datter – tingene fra hendes værelse skulle jo gerne med! Intet svar. Konstaterer, at det må komme med i næste vask. Åbner køleskabet, rydder op og sætter ting i opvaskeren. Sætter den over.

Laver havregrød til drengene og datter (+ overnattende veninde). Henter vasketøj i hele huset, mens de spiser. Kommer i tanke om madpakker – skynder mig ud og smøre til 7 årige. Pakker hans taske med gymnastiktøj, madpakke og tjekker penalhus for spidsede blyanter. Tjek!

Pigerne cykler i skole – jeg konstaterer, at datteren IKKE kom op med de ting hun blev bedt om. Bliver lidt irriteret. Henter drengene og kører 7 årige i skole, snart 3 årige i dagpleje. På vejen tilbage smutter jeg lige i REMA, så er det jo overstået. Handler ind for kr. 930,25 og tænker bagefter: “hvad købte jeg egentlig???”

Kommer hjem. Begynder at slæbe ind. Manden er ikke kørt på arbejde endnu. Han var dårlig på grund af medicin mod sygdom i øjet. Pakker ud af bilen og ind i køleskabet. Rydder lidt mere op i køleskab. Er sulten. Spiser 2 stykker varmrøget laks – det skal alligevel spises i dag. Gider ikke lave æg til, jeg skal jo snart arbejde. Kommer i tanke om en hel kasse krydderurter købt i fredags, der ikke er plantet endnu. Går i ud og kigger – tænker, : “Gør det om lidt!”

Sorterer vasketøjet – tæller mig frem til en med tisse sengetøj, en hvid kogevask, en kulørt 40 grader, en sort 40 grader, en uldprogram, en med skjorter til datterens skoleuniform, en med cowboybukser, en med håndklæder. 8 i alt. Sætter de første 2 over (har 2 maskiner – så heldig er jeg!)

Sætter de sidste indkøb på plads. Tømmer opvasker og irriterer mig over, alle de ting på datterens værelse. Går ned og henter det (af 3 omgange, så meget var der!) og ser samtidig en fyldt skraldespand, og seng og sovesofa uredt. Reder seng og klapper sovesofa sammen. Samler skrald sammen og tager skraldespanden med ovenpå. Tømmer den i en sæk. Går ned med den igen.

Skjorterne er færdige. Går ned og henter 5 bøjler og hænger dem til tørre. Uldtøj er færdigt. Går ud i gården (som også er hundens gård!!), og slår tørrestativet op. Konstaterer en masse hundeprutter. Samler dem op og putter dem i skraldespanden. Skifter skraldespanden. Går ned med skrald. Tjekker om hunden stadig er i løbetid. Næh, sørme om hun er færdig med det pjat. Leger lidt med hende, med hendes bold. Hun logrer og er glad.

Går ind og laver rugbrødsdej færdig, så kernerne kan trække lidt inden bagning. Hælder det på forme. Skriver med veninde og ender med at aftale, at hende og datter skal komme til mad i aften. Det bliver dejligt at se dem. Henter laksen i køleskabet i kælderen og begynder at tilberede den. Sætter den i ovnen. Så mangler der kun grøntsager og kartofler til i aften.

Lægger lidt tøj sammen og kigger ud på krydderurterne. Ja ja, jeg skal nok tænker jeg. Lægger tøj på plads. Går ud og planter krydderurterne, fjerner ukrudt, beskærer de gamle krydderurter og plukker salvie bladene af – de kan bruge til min madlavning. Nyder duften af dem. Rydder op efter mig. Kommer ind. Har glemt at ordne basilikum. Begynder at skille dem ad, og prikker huller i jorden. Ved det er rigtig skidt for min håndeksem, men det skal jo gøres. Det tager mere end 30 min. Så, nu er det sgu basilikum hele denne sommer. Betragter det lidt og føler mig heldig. Elsker mine krydderurter.

Ud til vasketøjet igen. Fjerner lidt pletter. Hænger op. Lægger sammen. Sætter nye maskiner over. Konstaterer at klokken er mange.

Tager laksen ud af ovnen. Den er perfekt. Nu skal den bare trække til i aften. Mums. Sætter rugbrødene i ovnen. Går ud til bilen og fylder den med papkasser, plastiksække med pap og småt brændbart og henter en sæk tomme flasker. Kører på genbrugspladsen med affald. Svinger ind forbi en tank på vejen tilbage og afleverer flaskerne. 75 kr.

Henter 7 årige i SFO’en. Han spiller fodbold med de andre. Står og betragter ham i 4 min. inden jeg giver mig til kende, og han glad kommer hen til mig. Han har ikke tisset i bukserne. Dejligt. Jeg føler mig heldig. Vi kører hjem. Tømmer taske og madkasse. Han sætter sig og laver lektier. Jeg ligger rent sengetøj på hans seng. Ordner lidt vasketøj. Vasker gulv i køkken, gang, badeværelse og bryggers (efter hunden der har været i løbetid!!!)

Klokken er 15.00

Jeg havde lovet mig selv en løbetur og et bad, inden jeg skulle have gæster. Og jeg konstaterer, at jeg ikke har nået noget som helst af det jeg havde planlagt. Øv og måske ikke alligevel. Jeg fik styr på mit hus, det må da også tælle for noget.

Nu sidder jeg så her, i stedet for at løbe en tur og i stedet for at arbejde, så blogger jeg… Fordi det havde jeg bare mere brug for lige nu. Måske skulle jeg bare rykke direkte til badet. Og selvom jeg passerer “start”(løbeskoene), så udløser det ikke en løbetur i dag. Jeg trækker vejret dybt. Alt er ok. Jeg er glad. Lettet. Og elsker bare mit liv og min lille fantastiske familie. Skulle jeg nappe den løbetur alligevel?

Naaaahhhhh!!!!

just love living <3<3<3

om personligheder og diagnoser…

…og om at leve i en verden, hvor der ikke er plads til forskelligheder…

Det bekymrer mig, den drejning vores samfund har taget. Jeg ved, at jeg nu bevæger mig ud på et hav, hvor jeg muligvis ikke kan svømme, men det her er mit fristed – og her kan jeg sige hvad jeg har lyst.

Vi er så berøringsangste overfor alle, der er anderledes end os selv. Alle skal helst være ens, og ingen må skille sig ud. Og hvis ikke du passer ind i normen, leder vi efter en “boks” vi kan placere dig i, så vi har styr på, hvad du er for én. Når vi har styr på det, så giver vi dig en mærkat – en såkaldt diagnose.

Jeg har det svært med diagnoser. Jeg tror, at diagnoser gør folk (endnu mere) syge. Jeg tror, at diagnoser gør den diagnosticerede bekymret, opgiven og ked af det, og måske samtidig lidt lettet over, at endelig vide, hvad der er “galt” med dem. Jeg tror, at den diagnosticerede begynder, at identificere sig med den diagnose de har fået, og derved forstærker den afvigende adfærd de muligvis måtte besidde. Og det synes jeg er en skam.

Jeg synes, det er bekymrende hvor mange børn der pludselig skal diagnosticeres med ADHD, fordi de er lidt for levende og kræver andre forklaringer, end vi tidligere har været vant til. Jeg er mere tilhænger af  ”Stjernebørn” tankegangen, nemlig at det er en del af vores evolution, at børn ændrer sig, for at kunne rumme den verden vi lever i. Den verden som er så voldsomt meget anderledes, end den var for bare 30 år siden. Jeg tror de børn, som mange ikke kan se der er plads til, fordi de er som de er, netop er som de er, fordi de repræsenterer en udvikling i menneskeheden, som vi skal give plads til. Jeg tror de er her, for at vise os vejen frem. Og vi skal give dem plads til at være her, i stedet for at forsøge at medicinere deres karaktertræk væk, så de blot ligner normen. Hermed ikke sagt, at der ikke er nogen børn (og voksne), der virkelig lider under dette træk, og som har brug for deres medicin for at kunne fungere. For det ved jeg der er. Men jeg mener, at miljøet omkring dem, har lige så stor betydning for deres trivsel, som den medicin de får.

Jeg synes, at det er grusomt at vi medicinerer urolige og aktive børn, blot fordi de er anderledes og ikke ligner normen. Det har jeg det virkelig anstrengt med. Igen, det handler ikke om dem, der virkelig er syge, men om dem, som vi bare ikke kan finde ud af at give plads til.

Jeg har med egne øjne, oplevet hvor galt det kan gå i menneskets hjerne. Oh jo, det har jeg. Og jeg glemmer aldrig hvad jeg var vidne til. Og endnu mere interessant var det, hvad der rent faktisk blev konkluderet, var den bedste “behandlingsløsning” for denne person. Og det var absolut ikke medicin. Og det var forældrenes kamp mod systemet, som kun kunne og ville håndtere deres barn, hvis de måtte medicinere, når barnet fik “selvskadende adfærd”. Forældrene kæmpede. De kunne ikke gøre andet.

Jeg tror på særligt sensivitet (HSP), som et temperamentstræk der desværre stadig er ukendt for mange. Jeg tror, at vores børn bevæger sig i den retning, på trods af, at børnene gerne vil stimuleres i trance via fjernsyn, nintendo o.lign. For det er det der sker. De urolige børn, der smider sig foran fjernsynet bliver nærmest hypnotiseret ind i en trance, hvor hjernen giver op, på grund af overstimulation. Og den trance kan man blive afhængig af. Prøv at tage alle stimuli fra dit barn i en uge, her taler vi om computer, fjernsyn, spillemaskiner o. lign. og giv dit barn mulighed for, at opleve sin egen krop og mærke sine egne behov. Jeg har prøvet det et par gange. Min børn falder simpelthen i søvn af det, og bagefter er de dejligt rolige og i balance med sig selv. Jeg siger bare, at vores verden bombarderer vores børn med stimuli, i skolen, sfo’en, og alle de elektriske ting når de kommer hjem – hvornår skal de have tid til hvile og refleksion? Når de bliver gamle og vi har lært dem, at stimulere sig selv ihjel? Jeg synes det er bekymrende, og jeg har brug for at sige det højt.

Lige en ting mere….

Jeg forstår heller hele den “folkesygdom”, som depression, stress og angst er blevet. Hvorfor skal et menneskes liv, der leves under urimelige forhold med, forkerte mennesker omkring dem betegnes som en sygdom? Hvad er der blevet af gode gammeldags kriser? Eller ked-af-det-hed? Hvorfor hjælper man dem ikke, til at forstå, at lykke og selvværd skabes i dem selv? Og at den eneste der kan hjælpe dem, er dem selv. Og hvorfor hjælper vi dem ikke med, at ændre på de ting som gør, at de føler sig syge? Hvorfor er vores samfunds løsning altid, at man skal blive i det der gjorde dig dårligt tilpas, og i stedet blive medicineret? Hvor gik det galt henne? Jeg forstår det simpelthen ikke.

I min verden er man ikke psykisk syg, hvis man lever i et voldsomt pres konstant fra krævende arbejde (stress), utilregnelig kæreste (er det overhovedet en kæreste???), økonomisk kaos (krise tid) og med alt for lidt tid til, at passe på sig selv. De færreste ville kunne holde til det i længden, og ville på et tidspunkt bukke under med en følelse af utilstrækkelighed og opgivenhed. Men det er ikke det samme som at være syg. Jeg synes netop, at det er tegn på, at man IKKE er syg, og at ens krop fortæller en, med meget store bogstaver, at der er noget galt. I mine øjne skal man være glad, for at opleve denne form for advarselssignal og vælge at finde ud af, hvad man kan gøre ved det. Og her er medicin altså ikke løsningen.

Medicinen fjerner ikke det stressede og krævende job, som gør man ikke har tid til venner, familie og børn – og vigtigst sig selv. Medicinen ændrer ikke på din økonomiske situation, og sørger for at din økonomi bliver bedre. Medicinen ændrer ikke på din partners personlighed. Er partneren ikke længere god for dig, må du fortælle dem det og bede dem ændre sig – eller gå fra dem. Husk på, du kommer over følelserne – det gør man altid. Men man skal aldrig acceptere, at blive i et forhold der ikke er ligeværdigt og ikke giver dig mulighed for, at fylde dig selv op, med følelsen af lykke fra tid til anden.

Jeg mener, at støder man ind i en periode i sit liv, hvor alt bare virker ligemeget og man ikke længere føler sig tryg mellem andre mennesker, så skal man opfordres til at handle. Handle på sine følelser og fornemmelser. Handle for at bringe sig selv ud af den situation man befinder sig i, og hen i mod et liv, der virker tiltalende og overkommeligt.

Så simpelt er det, men dog så svært i virkeligheden at udføre. For det kræver mod. MOD blev der sagt. Hverdagsmod. Livsmod. Kampmod. Smag lidt på de ord. Mod er påkrævet, hvis du skal trække dig ud af en låst situation. Så hiv modet frem og lås dit nye liv op. YOU CAN DO IT!! Så gør noget ved det – i dag!