maj 2012 archive

om tiden der flyver…

…og livet der ændrer sig – dag for dag…

Lige netop nu, i skrivende stund er det 3 år siden, jeg oplevede et smerteligt mareridt som havde ubeskrivelige konsekvenser. I en tid.

For 3 år siden fik jeg pludselig veer, og jeg var kun 27 uger igennem min graviditet (mod de normale 40 uger). Veerne blev startet af noget medicin de gav mig mod hård mave (det sker, når man ikke må bevæge sig, så går kroppen i stå) og i løbet af 30 min. var veerne så kraftige, at min babys liv var i fare. Problemet var nemlig, at han var alt for lille og skrøbelig til at kunne tåle en almindelig fødsel. Og min krop er på grund af erfaringer med fødsler “alt for dygtig” til det der med veer, og derfor var tiden VIRKELIG knap, hvis babyen skulle overleve.

Jeg husker tankerne og følelserne så tydeligt. De fysiske smerter blev afløst af en rædsel for konsekvenserne for dette lille ufødte barn. Ville han overleve? Ville jeg slå ham ihjel, hvis de ikke kunne nå at stoppe min krops arbejde med at presse ham ud af mig? Hvad hvis han blev hjerneskadet? Hvad hvis han var handicappet? Hvad ville denne tidlige fødsel komme til at betyde for ham? Og hvad ville det betyde for os som familie?

Jeg græd og tiggede overlægen om at stoppe min krops iganghavende. Men hun sagde bestemt, mens hun kiggede mig direkte ind i øjnene “Det er desværre for sent, der er intet vi kan gøre for at stoppe din krop. Vi skal have ham ud NU, hvis vi skal redde hans liv.”

Jeg husker, jeg havde hænderne på maven hele tiden. Sådan som jeg havde haft dem hele tiden de seneste 5 uger, hvor jeg havde været indlagt som 100% sengeliggende. Vi havde et særligt bånd, mig og babyen – jeg talte til ham flere gange dagligt – både højt og via tankerne – og han kvitterede altid med små spark. Jeg vidste præcist hvornår han vendte sig, hvornår han ville strække sine ben og hvornår han havde hikke. Vi var sammen i det her, ham og jeg. Og jeg var så bange. Og nu hvor, jeg pludselig stod i en situation, som jeg havde frygtet hele tiden, så vidste jeg at der var tale om liv eller død. Skulle jeg måske aldrig møde den lille dreng, jeg havde forsøgt at passe så godt på? Skulle han dø for øjnene af mig?

For 3 år siden, netop NU, lå jeg med ubeskrivelige smerter. Veerne vred min krop rundt i smerte, og jeg blev lagt på et leje hvor selve det akutte kejsersnit skulle foretages. Mine ben og arme blev spændt fast med læder stropper, og jeg blev gjort klar til bedøvelse. Jeg lå fuldstændigt fikseret og kunne slet ikke bevæge mig. Veerne vred sig i min krop, og jeg kunne ikke bevæge mig i smerten, men måtte blot ligge og kæmpe med at trække vejret og forsøge at lukke smerten ude. Jeg græd. Græd, som jeg aldrig i mit liv har grædt før. Jeg tiggede og bad om bedøvelse, så det kunne få en ende, men jeg fik besked om, at det måtte vente til de var helt klar, fordi bedøvelsen ikke måtte nå at ramme babyen. De 10 minutter mens jeg ventede på bedøvelsen føltes som år. Og imens åbnede min krop sig mere og mere op, og gjorde klar til fødsel og presseveerne begyndte. Jeg fik besked på, at jeg for alt i verdenen ikke måtte presse, da det kunne koste babyen livet. Så jeg lå i en fuldstændig umenneskelig situation, hvor jeg ikke måtte følge min krop, og rent faktisk til sidst ikke troede, jeg selv ville overleve. Jeg var så bange.

Pludselig var de klar, og gav mig bedøvelsen og jeg græd i en blanding af lettelse og frygt – og det sidste jeg husker var, at jeg sagde: “det her er helt forkert”.

Kl. 23.50 den 23.5 blev han født. Han måtte genoplives umiddelbart efter fødslen. Men han klarede den. Mit lille mirakel. Min lille Emil.

Jeg så ham først flere timer efter. Jeg skulle vågne op fra narkosen. Han skulle være stabil. I det øjeblik jeg så ham, græd jeg igen. Jeg lagde min hånd på ham og kiggede på ham. Han var så lille, at han nærmest forsvandt under min hånd. Han var gennemsigtig i huden og han så så skrøbelig ud. Det eneste jeg tænkte på var, at jeg ville have ham tæt på mig, så jeg kunne passe på ham. Efter 6 timer fik jeg endelig lov til at få ham over på min mave. Siden da, forlod han ikke min krop andet end 2 gange i døgnet, hvor jeg gik på toilettet (om aftenen) og om formiddagen, hvor jeg gik i bad. Sådan var mit liv de næste 7 uger på hospitalet og dernæst de næste 4 måneder hjemme. Babyen var hos mig mest muligt, hud-mod-hud, så tæt på hinanden, konstant og hele tiden, og med så meget nærhed og tilstedeværelse, at jeg ikke kunne rumme resten af min familie. Mit moderinstinkt sagde mig, at jeg havde et barn jeg skulle redde, og jeg vidste, at resten af mine børn havde det ok – ikke godt, situationen taget i betragtning, men de havde det ok, og min energi og tilstedeværelse var derfor påkrævet et andet sted. Hos min baby.

Jeg knyttede et voldsomt bånd til det lille barn, min lille bitte baby. Jeg betragtede ham udvikle sig og kæmpe for sit liv. Og jeg betragter ham stadig – dag for dag. Og når jeg dengang betragtede ham, var jeg imponeret – fuldstændig ligesom jeg er det, når jeg i dag betragter ham. Jeg lærte så meget om mig selv, ved at være sammen med ham og ved at lære om ham, og jeg lærer stadig. Dag for dag.

Denne dag er derfor helt speciel for mig. Ikke bare fordi Emil har fødselsdag. Men fordi, at denne dag var et vendepunkt i mit liv. Det var den dag, min lille dreng valgte livet. Og i dag fejrer jeg derfor ikke kun, hans fødselsdag – næh, jeg mindes alle de svære ting og glædes over, hvor tydeligt minderne stadig står i min erindring kombineret med, at tiden der går, gør, at smerterne langsomt men sikkert aftager – år efter år, dag for dag.

Det er en mærkedag, af de helt særlige.

om at trække stikket…

..og om at finde ind til sig selv…

Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg nærmest druknede i alt det jeg gerne ville nå, og hvor jeg konstant blev bombarderet af ideer, fordi jeg levede en fjerdedel af mit liv, online på facebook.

I dag har jeg ikke været online i 5 dage, og jeg føler mig helt ærligt som en junkie på afvænning. Jeg har taget mig selv i, flere gange i timen at tage min telefon og gøre klar til at tjekke facebook. Som tiden går, bliver jeg bedre og bedre til at lade være, men det er blevet så indgroet en vane for mig, at jeg gør det ubevidst.

Jeg er lidt anstrengt omkring alle de ting, som jeg føler jeg går glip af og alle de statusopdateringer jeg ikke får læst. Jeg tager også mig selv i, at gøre ting, hvor jeg tænker “det tager jeg lige et billede af, og smider på facebook” og når jeg bemærker det tænker jeg, er jeg virkelig så overfladisk, at jeg mener det er interessant for andre – og hvorfor skulle mit liv være så spændende for andre.

Jeg har modtaget omkring 2 håndfulde beskeder, fra folk der bekymrede sig om mig (om jeg var ok?) og fra folk som var bekymrede over, om jeg var blevet vred på dem, siden vi ikke længere var venner på facebook. Og jeg blev da glad, og tænkte, at netop disse folk måske følger mere med i mit liv end jeg vidste, og derfor savner min tilstedeværelse og mit liv på facebook. Men jeg måtte jo pænt svare, at det handlede om, at jeg havde brug for at finde ind til mig selv igen, og holde fokus på, det jeg skal have styr på.

Og jeg er i gang med at finde mig selv og jeg er blevet ret god til at holde fokus. Mit liv er igen blevet sat i system – sådan som jeg bedst fungerer, og jeg er endelig med på listerne over ting der skal gøres, og det føles vidunderligt.

Jeg vender tilbage igen, men lige nu har jeg brug for at passe på mig selv, og udtænke store planer for, hvordan jeg gerne vil forme mit liv fremadrettet. Jeg har det fint, her midt i min afvænning.

Vi snart :-)

om en ny verden..

..og abstinenser…

Jeg har i går eftermiddags trukket stikket til Facebook. Det føles meget mærkeligt, men jeg følte at jeg havde brug for en pause. Jeg trænger til at skabe mere fokus i mit liv, og derfor måtte Facebook sættes på hold, indtil jeg er afklaret omkring hvad jeg egentlig ønsker i mit liv.

Mit problem med Facebook er også, at jeg dagligt bliver bombarderet med indtryk og idéer, og i forvejen kæmper jeg med, at gribe de bolde jeg allerede har kastet op i luften. Så Facebook er i dvale, og det er virkelig en mærkelig størrelse i min verden.

Man kan rent faktisk sige, at det er en ny verden for mig. Facebook har været en overspringshandling, jeg har benyttet mig af flere gange dagligt. Nu er det ligesom et hul tilbage, der hvor Facebook engang (læs: indtil i går) fyldte ufatteligt meget.

Jeg er også blevet bekendt med, at mennesker der ikke nødvendigvis vil mig det godt, læser min blog og uden filter, i hånlige toner fortæller om hvad jeg skriver på den. I virkeligheden ville det under andre omstændigheder ikke genere mig – tankerne er jo lagt ud til offentlig skue, så “what’s the big deal?” – men lige de her mennesker, dem havde jeg tæt på mig i en periode, og jeg har erfaret, at de ikke nødvendigvis var, hvad de udgav sig for at være, og derfor har jeg det lidt mærkeligt med, at forstå at det jeg skriver kan være så fantastisk interessant at følge med i, når man ikke vil mig det godt.

Jeg tænker, at det måske kan være interessant at følge mig, fordi enkelte af disse mennesker ikke selv tør, at stå op for deres følelser og grænser, og dermed ikke tør at sætte dem selv først. Og i den situation, kan jeg godt se, at det må være fedt, at følge med i min vandring efter valget af mig selv, og jeg håber ved gud, at disse mennesker snart sætter dem selv først og går efter at passe bedre på sig selv. Alt andet er spild af liv.

Så til alle jer derude, som ikke selv kan handle – KOM SÅ I GANG!! (I mens holder jeg offline tid på facebook)

om sort og hvidt….

…og om retssystemet og mennesker jeg aldrig kommer til at forstå…

Eller rettere…. om Zornig og Gisselbæk.

Denne dag har været ufattelig hård for mig. Rent faktisk startede jeg mit indlæg i eftermiddags, men kunne ikke finde ro i mine tanker til at skrive. Nu har jeg netop set dokumentaren “Min barndom i helvede” og jeg kæmper intenst med at finde ro i min vejrtrækning… Roen i tankerne er stadig ikke på plads, men ud skal det… så here it comes…

Min dag er blevet brugt som domsmand. Jeg mødte glad op, for jeg holder virkelig af mit borgerombud og de udfordringer det medfører i mine tanker. Jeg blev præsenteret for sagen, og måtte lige trække vejret en ekstra gang. Pædofili og blufærdighedkrænkelse.

Jeg vil ikke gå sagen igennem i detaljer, for det er ikke væsentligt. Det der er væsentligt, er de tanker jeg måtte arbejde med igennem dagen. Men meget kort fortalt: Manden var skyldig i blufærdighedskrænkelse og de forurettede var 4 piger på 13 (på gerningstidspunktet). Den ene var hans egen datter. Det forhold blev han dog ikke dømt for, da anklagemyndigheden ikke havde lavet sit arbejde godt nok.

I løbet af sagen, skiftede jeg frem og tilbage i mine meninger. Var det hans hensigt? Var det unormalt? Var det krænkelse? Var han patetisk? Var han retarderet? Var han pædofil? Havde han en afvigende seksuel adfærd? Havde han lavet opfordringerne med vilje? Var det en fejl? Var han et monster? Var han en sølle mand? Var han skyldig? Var det alvorligt nok til en domsfældelse, når datteren sagde, at han kiggede mærkeligt og ubehageligt på dem? Eller var det bare den helt vildt fine fornemmelse, som et barn er i besiddelse af, om at der er noget galt, inden denne fornemmelse bliver ødelagt af bør og skal, fortrængelse og overlevelse?

Jeg væmmes ved mig selv, over at jeg kunne tvivle. Jeg skammede mig, og huskede mig selv på, at det var voksne kloge mig, der var domsmand og ikke lille forurettede mig. Det var ikke min “hævn” der skulle tages, det var retfærdighed – intet andet. Og netop det faktum, bragte mig mere ud af fatning, end jeg havde troet, fordi jeg blev bekymret over, om jeg kunne finde på, at være sådan en, der ikke kunne skelne og lade min egen ulykke og bagage gå ud over, en måske slet ikke skyldig mand.

Dommeren var heldigvis god. Og jeg kunne i en pause tale med ham, og han var faktisk meget mere forudindtaget end jeg var.

Herefter skulle der procederes. Og der faldt alt på plads. Manden havde en sag i arkiverne (særakt) der var fundet frem, hvor han for RIGTIG mange år siden, var dømt for overgreb på en 4-årig dreng. Han var tidligere dømt i en delvis tilståelsessag for pædofili, og beviser viste klart og tydeligt, at han havde haft et forfærdeligt liv og en skrækkelig opvækst, og også en afvigende seksuel adfærd.

Vi fik ham dømt, og jeg fik trukket straffen op på dommerens max og fik mine argumenter om skærpende omstændigheder med i dommen – så jeg var tilfreds, på trods af vores meget ringe muligheder for at dømme rigtig hårdt på dette område.

4 timers domsmands arbejde væltede mig fuldstændigt, og jeg er naturligvis klar over hvorfor. Men dagen skulle vise sig, at forblive i denne del af mine tanker, da jeg ikke lige kunne slippe billederne, tankerne og minderne.

Men hvorfor så Zornig og Gisselbæk tænker du sikkert?

Jo, det skal jeg sige dig. Programmet med Lisbeth Zornig Andersen her til aften, fik mig endnu engang paralyseret. Fuldstændig. Jeg fulgte med hende i hendes rejse på svar, og jeg tænkte, at de svar hun kunne få, dem kunne jeg aldrig få.

Det gjorde ondt helt inde i.

Tanken om, aldrig at kunne konfrontere, gjorde ondt.

Men samtidig, så kunne jeg konstatere, at jeg var meget længere fremme i min udvikling, fordi mit monster forlængst er blevet omdannet til en sølle mand, der havde det langt værre end jeg nogensinde vil komme til at have det. For sådan er det. Jeg var en Gisselbæk, der blev udsat for overgreb, men jeg har tilgivet og har lært at vende min bagage til min force, til min drivkraft, til min livsglæde, til mit gå-på-mod – for jeg ved nemlig, at der vil aldrig være noget i dette liv, der kan ramme mig så hårdt, og få mig til at skamme mig så meget, som det jeg allerede har oplevet. Følelsen af, at det der skete, ikke var MIN skyld, men skyldes en mand der ikke vidste bedre, og som selv var skadet i sin opvækst, fjernede netop vægten på mine skuldre.

En anden tanke der slog mig hårdt var, at der var noget som kunne have stoppet smerten i mit liv langt tidligere. Noget som jeg ventede på i mange år, ja i år efter år og som aldrig skete, nemlig det at “nogen” havde læst mine signaler, og havde spurgt mig direkte ind til, hvad der var sket. Det kunne virkelig have reddet mig fra mange års selvpineri og dårligt selvværd. For jeg ventede jo bare. På at nogen skulle spørge. I en periode glemte jeg helt, hvad jeg skulle svare, hvis nogen spurgte. Men jeg ventede på, at nogen så mig. Det gjorde de bare aldrig.

Jeg endte med, at måtte se mig selv, og spørge mig selv.

Det hele er ikke så åbenlyst sort og hvidt. Det ved jeg godt. Det ved jeg nu. Og jeg navigerer derfor dagligt efter farverne, og elsker farverne.

Men jeg behersker selv kun sort og hvidt. Rent faktisk.

Farverne er til gengæld i min fantasi, min kreativitet, min energi, mit engagement, mine tanker, mit livsmod, mine børn, min (selv)kærlighed, min neglelak og min måde at hjælpe andre på. Men hos mig, i mine tanker om mig selv og mit liv, er det meste stadig bare sort og hvidt.

Tænk, min ældste søn troede engang, at min yndlingsfarve var hvid… Tænk engang. Det er sgu da helt sort snak.

I dag er jeg kommet til en erkendelse, at måske er jeg i virkeligheden selv, et af de mennesker jeg aldrig kommer til at forstå. Men jeg lover, at jeg holder aldrig op med at forsøge… ALDRIG!

om en stolthed og storhed…

…og om teenagere der vælger sig selv…

Jeg vil lige starte med at skrive, at inden jeg skrev dette indlæg, har jeg clearet med vores søn, at det var ok at jeg bloggede om ham. Det handler ikke om udlevering, men om konstatering af, at rygsækken er pakket og der er klar til afgang…

…ud i det dersens “livet”…

Historien jeg her vil fortælle, handler nemlig om min ældste søn, som for længst er vokset mig over hovedet og som ikke altid har haft den nemmeste tilgang til livet. I hvertfald har hans vej gennem livet, været præget af udfordringer som selv en voksen ville komme til “kort” overfor.

Vores søn er særligt sensitiv. Han er ekstremt særligt sensitiv faktisk – og samtidigt nyhedssøgende i en ekstrem grad (fuldstændigt som mig). Rent faktisk er hele vores familie særligt sensitive, men allesammen på hver sin måde – og nogen i større grad end andre.

Jeg har derfor studeret særligt sensitivitet, for derved at give os alle de bedste vilkår til at udvikle os på. Særligt sensitivitet er IKKE en sygdom. Det er en strategi, hvorpå man møder verdenen. Som særligt sensitiv, bearbejdes alle indtryk meget dybere. Det er ikke et karaktertræk, da et karaktertræk kan ændres. Særligt sensitivitet er et medfødt temperamentstræk, og ca. 20% af alle mennesker er særligt sensitive.

Når man er særligt sensitiv, er det vigtigt at lære selvomsorg. Man skal lære at tage vare på sig selv, og lære ikke at overtræde sine egne grænser. Man skal lære at være sin egen gode forældre, og lære at lytte til sig selv.

Som særligt sensitiv reagerer man før andre på indtryk, fordi man bearbejder tingene meget dybere end ikke-særligt sensitive. Det kan medføre store følelsesmæssige udsving i den særligt sensitive, at oplevelser og sanseindtryk bearbejdes så dybt.

Serotonin er et signalstof der produceres i hjernen, og det kan betragtes som en form for kroppens naturlige “lykkepille”. Forskningen har længe ment, at når “man” manglede serotonin, kunne man ende i en form for depressionslignende tilstand.

Særligt sensitive har, på grund af deres dybe bearbejdning af indtryk et dokumenteret større behov for serotonin end ikke-særligt sensitive, for derved at at finde ro og balance efter mange sanse indtryk. Når kroppen ikke kan levere serotonin, fordi man er blevet udsat for alt for mange sanse indtryk, lukker man simpelthen ned. Så er der lukket og slukket i hjernen. Hvis man lever i et miljø, hvor man konstant bliver presset, stresset og udsat for urimelige følelsesmæssige op- og nedture, så kan kroppen ikke følge med, og reaktionen bliver typisk, at man oplever sig selv i en depressionslignende tilstand.

Det her sker også for ikke-særligt sensitive mennersker men for de særligt sensitive handler det meget om, at skåne sig selv for disse oplevelser og miljø-mæssige påvirkninger. Simpelthen for, at undgå at kroppen bliver stresset og undgå at ende i en depressionslignende tilstand.

At undgå disse påvirkninger, er det jeg forsøger at fortælle mine børn,  at handler det om, at vælge sig selv, mærke sig selv og tage vare på sig selv.

Men hvordan vælger man sig selv, når man vil det hele?

Hvordan ændrer man sine vaner og sit liv, så man trækker sig væk fra de ting, der ikke er gode for én selv?

Hvordan lærer man overhovedet at se, hvad det er der ikke er godt for en, når man ikke er så erfaren ud i det der livet?

Hvordan tøjler man sin nyhedssøgende adfærd, og lære at forstå, at selvom man er nyhedssøgende har man stadig brug for ro og restitution, pauser og afslapning, søvn og plads til sig selv?

Når man er særligt sensitiv, kan det være en ekstrem skræmmende følelse, at skulle rumme sig selv. Og det har længe været vores søns store problem – nemlig at rumme sig selv, at forstå hvor meget han er værd for andre mennesker, hvor talentfuld han er og hvor fantastisk et menneske han er. Han magter det bare ikke – så han giver i stedet for op, og lader sig tromle over af andre. Lad mig forsøge at forklare lidt.

Vores søn har siden 3 års alderen udvist et ekstremt behov, for at udfordre grænser. Hans trodsalder var et mareridt, for intet virkede. Samtidigt med det, var vi ikke ret gamle og erfarne, så det var en ret stor opgave for os, at finde ud af, hvordan man taklede en sådan adfærd. Vi gjorde det så godt vi kunne, med de forudsætninger vi havde.

Men på en eller anden måde, holdte den grænsesøgende adfærd aldrig op. Han udviklede sig til, at blive en dreng, som når man sagde nej, så var der noget i ham, der bare måtte udfordre det nej. Ikke åbenlyst, men i det skjulte.

Han blev teenager som 11 årig. Og han er det stadig i dag, 8 år efter. Hans teenagealder medførte, at han blev et lukket og trist barn, som var destruktiv og dog super fornuftig. Som om, han nogengange var 2 mennesker. Vi gav ham kærlighed og grænser – og konsekvenser, når grænserne blev overtrådt, og så igen endnu mere kærlighed. Jeg ved i dag, at han altid har følt sig elsket, men at han har haft det svært og i mange år har følt sig i en depressionslignede tilstand – en tilstand han ikke kunne forstå, og som han ikke kunne komme ud af.

For 3 år siden fik han diabetes. Et år efter sin søster. 6 måneder før han fik en lillebror, der blev født 13 uger for tidligt. Midt i en familie i krise. Han var hårdt ramt og vores ressourcer var ikke-eksisterende. Han ville ikke anerkende, at det var svært og han ville ikke acceptere, at denne sygdom, krævede hans udelte opmærksomhed i en periode, indtil han mestrede det. Han var virkelig smidt ud i udfordringer, som INGEN 15 årig bør – men i bagklogskabens lys må jeg sige, at vi er ikke overmennesker, og vi gjorde det så godt som vi kunne. Det var måske ikke godt nok. Men vi elskede ham – hvad mere kunne vi gøre?

De 3 år der er gået, har endnu ikke betydet, at vores fantastiske søn har accepteret sin sygdom – og dermed heller ikke sig selv. Det betyder, at han højst sandsynligt får svære følger som følge af disse 3 års dårligt reguleret blodsukker, men det må vi tage fat i når den tid kommer. Andet kan vi ikke gøre – for det handler om, at vores søn skal have hovedet med, for at kunne blive et helt menneske. Han skal mærke sig selv og VÆLGE sig selv.

Det seneste halve år har været et helvede for ham. Og han vidste det ikke engang selv. Jeg blev virkelig sat stolen for døren, fordi han ikke forstod, at jeg måske kunne se, hvor hans problem var. Han ville så gerne vise mig, at han var blevet voksen og kunne håndtere livet, og jeg ville så gerne lære ham, at han var den vigtigste i hans liv – ikke andre og slet ikke mig.

Han fortalte mig i juleferien, at han græd hver aften og at han ikke kunne forstå hvorfor. Jeg følte det som en kniv i hjertet, for mine børn skal ikke græde over livet. Jeg har givet dem livet, og jeg hjælper dem gerne over forhindringerne til de selv er klar til, at iføre sig deres vinger og flyve – netop ud i livet og leve det. Ikke på den der overbeskyttende facon, for sådan er jeg ikke, men jeg hjælper og letter presset der hvor jeg kan, for der er så rigeligt for dem, at forholde sig til – især med et liv med diabetes, at ind imellem er det en stor hjælp hvis man kan få lov til at ligge noget af ansvaret fra sig i perioder.

Men sagen var den, at vores søn var endt i en situation, hvor han var faldet for en pige. Men denne pige var desværre ikke en pige i balance, men derimod en pige med så svære problemer, at hun dagligt rev ham op og ned at følelsernes rutchebane, uden hensyn til, hvilke konsekvenser hendes løgne og behov for evigt bekræftelse havde for andre – i dette tilfælde vores søn.

Vi taler, “jeg er gravid”, “jeg har fået fjernet barnet og er så ked af det”, “jeg er gravid igen”, “jeg har tabt barnet da vi var sammen”, “jeg har været narkoman i al den tid du har kendt mig, men er stoppet i går, så jeg er en anden nu”, “jeg har været sammen med en anden”, “vi skal bo sammen”, “jeg har fået en lejlighed til os, du skal sige ja nu”, “du må ikke have pige-venner på facebook”, “hvis ikke du vil være sammen med mig, så drukner jeg mig” og jeg kunne blive ved. Desværre.

Ordene der startede det hele efter kun 14 dage som kærester “jeg er gravid” var et chok for ham. Her stod vores søn, der slet ikke var klar til at passe på sig selv, og skulle kigge frem til en fremtid som far. Han var skræmt og stolt på samme tid – hans sanse bearbejdning gik i overload og han lukkede ned. Og her startede grædeturene. Forestil dig så lige, hvordan resten af rutcheturene har påvirket ham. Jeg var virkelig bekymret, men måtte sande, at det var hans liv og at jeg blot var hans rejseguide – når han havde brug for mig.

Hun har flere gange indrømmet, at alt var løgn. Og jeg forklarede ham, at man kunne ikke blive gravid 2 gange på en måned – det kan biologisk ikke lade sig gøre. Men han forstod det jo ikke. Hvordan kunne et menneske lyve om så alvorlige ting? Det lå så langt fra hans værdier og alt det der var pakket ned i hans rygsæk.

Han elskede hende – troede han. Han levede for de stunder, hvor hun var glad. Og han fortalte mig flere gange ugentligt, at hun havde ændret sig, og var et andet menneske.

Til sidst måtte jeg stoppe med at bide mig i kinderne, når jeg talte med ham og forklare ham, at mennesker der har det som hende ofte bruger 10 år i terapi kombineret med en langvarig og kompliceret medicinsk behandling, og at de det til trods, stadig ikke altid kan ændre adfærd, og at hvis han seriøst mente, at hun kunne ændre adfærd på 2 dage, så var jeg sikker på at nogen forskere indenfor psykologi og psykiatri ville være meget interesseret i at undersøge hendes hjerne, for at finde ud af, hvad der var anderledes ved hende, siden hun kunne ændre adfærd så nemt. Han lyttede lidt, og forstod vidst budskabet. At det her ville aldrig ændre sig, og at det skulle han have med i sin beslutning om, hvad hans liv skulle indeholde i fremtiden.

Jeg måtte dermed langsomt men sikkert ændre strategi, og fremfor at kommentere hendes opførsel, i stedet kommentere hans følelse i sig selv. Jeg stod klar til at gribe, for jeg var klar over, at på et tidspunkt ville han falde – og at det ville gøre ondt.

Og han faldt. Og han græd. VIRKELIG. Og jeg var klar long-distance til støtte og kærlighed og vigtigst af alt, fortalte jeg ham, hvor stolt jeg var over, at han havde valgt sig selv – for første gang i sit liv. Det var et stort øjeblik – i min verden, men et smertefuldt øjeblik i hans verden. Han kunne overhovedet ikke se meningen med smerten, og han kunne ikke se, at det var “godt” at være så ulykkelig. Han ville bare være sammen med hende, for så havde han det bedre. Samtidigt med det, var han klar over, at han måtte stå ved sin beslutning og trække sig væk. Han forsøgte virkelig. I 3 dage. Så var hun tilbage. Han brugte tid med hende, men var på vagt. Han var meget klog. Jeg var svært stolt og på samme måde bekymret. Jeg vidste godt, at afhængighed af drama kan være en hård nød at knække – men jeg havde tiltro til ham og bakkede ham op, og forsikrede ham om, at jeg ikke var i tvivl om, at han ville gøre det rigtige, så længe han satte sig selv over andre.

Hun lavede endnu et drama – og pludselig blev han bevidst om hendes spil – sådan for alvor. Han ringede og det eneste han kunne sige var: “jeg er sgu ligeglad – det er godt nok ynkeligt! – jeg holder fast i min beslutning, det lover jeg mor!”.

Behøver jeg fortælle hvor stolt jeg følte mig? Ej vel.. Og han holder fast.. og til min store overraskelse, løber han videre ud af den sti, med at vælge sig selv. Det kræver også lidt flere detaljer…

Han går på en “Musical Base Camp”linie på en højskole. Han drømmer om, at være skuespiller og allerhelst musicalperformer. Han knokler dagligt med at træne ballet (?!?!?!), solosang og drama. I dramaen er han et naturtalent, og jeg har aldrig været i tvivl om hans talent. Ikke fordi jeg er hans mor, men fordi det er tydeligt for enhver der beskæftiger sig med vores søn, at han kan noget, der ikke kan tillæres. Og han lever for det. Kicket det giver ham på scenen, er hans drug. Han vil gøre alt.

Han har haft flere store roller i de ting han har været med i, netop fordi, at selvom han ikke er den mest overbevisende sanger (han arbejder hårdt på hans sang) så er han så overbevisende i hans skuespil, at sangen bliver sekundær. For tiden er de ved at opsætte musicalen RENT, og han elsker den. Han har ikke fået en stor rolle denne gang, og det er han ok med. Odense Teater (amatør) skal lave RENT og har i disse dage casting. Vores søn var tilmeldt, og skulle til casting i går – på den rolle han elsker. Jeg kunne ikke få fat i ham før i dag, fordi jeg var travlt optaget – og da jeg fangede ham i dag, fortalte han, at han havde valgt ikke at tage af sted.

Først blev jeg lidt trist på hans vegne, men han tog ordet og sagde: “da jeg stod op i går morges, kunne jeg mærke i mig selv, at jeg ikke skulle til den casting. Hvis jeg fik rollen, ville det kræve jeg skulle pendle meget. Allerede ved tanken om det, følte jeg mig stresset. Og jeg vil ikke være stresset. Jeg har brug for ro, til at koncentrere mig om min fremtid, og ikke om at gøre noget jeg ikke kan overskue. Så jeg skrev en pæn mail til dem, og beklagede.”

Jeg stod med kæben nede på hagen, totalt mundlam (der skal lidt til), med tårer ned af kinderne og en stolthedsfølelse jeg ikke kan beskrive. YOU FU***** ROCK!!!!! Det eneste jeg kunne sige var: “Du valgte dig selv – IGEN!!! Hvor er jeg stolt af dig”.

Det vores søn gjorde i går, giver mig en tiltro på, at vi gør det rigtige. Vi skaber nogen gode fornuftige unge mennesker, der kan gå ud og møde det dersens liv på den helt rigtige måde, og med dem selv i behold. Han er ikke egoistisk, men bevidst om, hvad han skal gøre, for at passe på sig selv. Og jeg bliver ved med, at hjælpe ham med at læse brugsanvisningerne på redskaberne der ligger i hans rygsæk. Den rygsæk er pakket med de rigtige redskaber, og han er så småt begyndt at øve sig i at bruge dem. Han er snart stor nok til, at øve sig med sine vinger. Og jeg er ikke længere i tvivl om, at han bliver den smukkeste fugl, når han ifører sig sine vinger og flyver – smuk og stolt ud i livet.

Det liv der er hans – det liv der kræver at han passer på sig selv, og en gang for alle overtager opgaven, og bliver sin egen gode forældre.

Jeg er så stolt over hans storhed. Hans for-fedest-hed og hans sej-hed ved at vælge sig selv.

Mon han snart er klar til at acceptere sin sygdom? Nu hvor han endelig har sat værdi på sig selv? Åh my good, jeg er stolt!!