Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

juli 2012 archive

om kernefamilier med nye regler..

..og om at sætte det trygge på hold, til fordel for det personlige behov.

Det er her jeg er lige nu, og her jeg har været igennem de seneste 3 måneder, da min mand en dag hvor vi talte økonomi, mente at vi skulle finde os en anden og billigere bolig, og i samme omgang lige så stille fik sneget ud mellem tænderne, at den anden bolig, KUNNE være en bolig hvor vi boede hver for sig.

Jeg lyttede ikke og sagde at det gad jeg ikke høre på. Men han insisterede og brugte alle de tricks han kunne, for at få mig til at lytte, fordi det her var hans ønske. Jeg gik i chok.

Jeg har siden da, været en voldsom periode igennem, og jeg har valgt IKKE at blogge om det, før jeg vidste hvordan jeg rent faktisk havde det med følelserne og hvordan jeg ville komme videre. Det ved jeg nu. Og jeg har det faktisk ret godt. Men det havde jeg ikke til at starte med.

Jeg har været dybt ulykkelig, bange, usikker og har følt mig helt alene i verdenen, jeg har følt jeg mistede min identitet og mit eksistens grundlag (hvilket jeg også gjorde på den økonomiske side). Jeg har været vred – MEGET vred, og jeg har kæmpet for at holde fast. Jeg har grædt mange mange tårer, og haft svært ved at sove og jeg har skældt ud. Jeg har taget på i vægt og har været stresset over den uoverskuelighed min fremtid pludselig repræsenterede. Alt det var for mig, en naturlig reaktion, i forsøget på at holde fast i det som var, uanset hvordan (hårdt) det var i perioder. Jeg ville bare ikke give slip, fordi mit ægteskab og liv med min mand igennem 17 år (jeg er 38) er og var min identitet, og jeg kunne slet ikke overskue at miste min identitet. Jeg troede ikke, jeg var klar.

Men jeg var og er klar. Var det her sket for et år siden, så ved jeg, at jeg ikke havde været klar og ikke havde kunnet se mit liv, som jeg ser det i dag. Dengang var jeg ikke klar, men det er jeg nu.

Så lad mig nu fortælle, hvordan mit liv nu ser ud.

Manden er flyttet i egen lejlighed. Vi har hver vores økonomi, almindelige aftaler om samvær med børnene og hjælper hinanden med at hente og bringe – og vi planlægger hyggestunder alene, alene sammen med børnene og sammen med børnene.

Vi er nemlig stadig gift og vi forsøger, at fortsætte med at være kærester. Fordi vi elsker hinanden, men vi har brug for tid og et liv hver for sig. Vi har brug for, efter så mange år som et par, at finde vores identitet hver for sig, at finde venner hver for sig, og at skabe sig glæde i livet hver for sig – og samtidig har vi på nuværende tidspunkt brug for, stadig at dele den kærlighed vi har til hinanden og at dele den familie vi har skabt sammen. Så det gør vi. Vi laver vores egne regler, for hey, det er jo vores ægteskab og vores liv – og dermed os der bestemmer.

Vi gambler i virkeligheden nok meget med vores ægteskab, som sikkert kunne have holdt 100 år endnu, hvis ikke min mand med STORE BOGSTAVER havde bedt mig lytte. Men vi har valgt at gamble, fordi det har brug for på nuværende tidspunkt, og måske holder vores ægteskab til de nye regler og den nye konstellation, og måske gør det ikke. Det kan kun tiden vise os.

Vi gør noget anderledes og bryder op med normerne, og jeg ved, at vores beslutning og efterfølgende handling kommer som et chok for mange. Men vi er klar. Vi er glade. Vi er bange. Vi glæder os. Vi græder. Vi lever. Vi udvikler os. Vi leder efter lykken og drømmende. Sammen og hver for sig. En dag ad gangen, et skridt ad gangen.

Et gammel digt giver pludselig mening:

If you love someone, set them free,
If they come back, it yours,
If not, they never where. 

Det her skridt, er en ny begyndelse i vores historie. Du er velkommen til fortsat at læse med og fortsat at deltage. Vi kender ikke enden endnu. Men vi er de samme mennesker, som tager en rejse mod meningen med livet, og det er en rejse, som kræver at vi gør op med det kendte og gængse, for at gøre os fri af vores gamle roller og mønstre. Nu er det fremtiden det gælder. Sammen og hver for sig.

Jeg trækker vejret dybt, og gør det hermed officielt.

Posted in BLOG | Kommentarer slået fra

om simple living…

…og om at kæmpe med gøre drømmene mere realistiske og virkelige…

For åh ja, hende Maya kan skubbe mine tanker i gang, og denne gang fik det mig faktisk helt ned på jorden igen og fik mig til at tænke over, hvordan jeg egentlig er kommet væk fra alt det jeg engang tillagde så meget værdi.

Der var engang, hvor det vigtigste for mig var at slappe af og nyde de sanseoplevelser jeg fik, ved at opholde mig i naturen. På lange rideture på min hest, ved at sidde og kigge ud over vandet, ved at høre regnen tromme mod ruderne og ved at gå lange ture og bare lade tankerne flyve. Ferier var tidspunkter hvor man genererede energi og samlede overskud og oplevelser til at gå hverdagen i møde igen.

Da jeg var barn var der ro på. Hjemme hos min mormor og morfar gik dagene med afslapning, væren og hver aften faldt jeg tryg i søvn, med hovedet på morfars tykke mave. Jeg kom nærmest i en trancelignende tilstand af at ligge der, og lytte til alle de mærkelige lyde fra hans mave og når han samtidig havde armen omkring mig, svævede jeg direkte ind i drømmeland. Tryg og glad.

Da mine børn var små, var de ofte på besøg hos farmor. Når de kom på besøg og skulle være der i nogle dage, havde hun altid arrangeret adskillige gøremål og besøg. De skulle i city2, i bio, i teater, med på arbejde og vises frem, de skulle med til veninder og vises frem og lege med deres børnebørn osv. Min svigermor ville give dem oplevelser efter bedste overbevisning, men jeg blev ofte helt forpustet blot ved tanken om, alle de ting de skulle nå, og når børnene kom hjem trængte de til bad og ferie. Jeg spurgte hende engang, om hun ikke “bare” kunne være en farmor, som sad i sofaen og læste – så de også kunne lære den side af hende at kende. Hun forsøgte, men kunne ikke. Det var bare ikke hende.

I dag når mine børn holder ferie eller er hjemme, så forsøger jeg at undgå at lave planer. Ind imellem finder vi på noget impulsivt og kører afsted, men det er lige så tit, at dagene bliver brugt på at læse, lege med biler, slappe af i solen eller hoppe på trampolin. Det er helt bevidst, at jeg ikke farer afsted til det ene sommerland efter det andet, og fuldstændigt over stimulerer dem med indtryk. Jeg vil nemlig rigtig gerne lære dem at kede sig, og lære dem, at forholde sig til sig selv. Jeg vil gerne lære dem, at mærke sig selv og være dem selv.

Samtidig med det, så har jeg i mange år drømt om at rejse væk fra Danmark. Jeg har drømt om, at opholde mig i solen og varmen og om, at finde roen i mig selv i et andet land. Men blogindlægget gav mig lidt stof til eftertanke. Fordi. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, så har jeg nogen børn, der har en uddannelse de skal passe. Det vil sige, at jeg i mange år endnu, er tvangsindlagt til at opholde mig i Danmark. Og i dag kom tanken så til mig: “Hvorfor så ikke få det bedste ud af det?” og i stedet for hele tiden, at brokke mig over vejret og omgivelserne, så i stedet værdsætte, at jeg i denne periode af mit liv, rent faktisk lever her i Danmark. Og i Danmark er vejret bare ikke altid ret godt! BUM!

Så jeg vil øve mig i, at tænke som Maya gør her. Jeg vil lære mig selv at værdsætte, det som er, og ikke hele tiden drømme om det som IKKE er. Det betyder ikke, at jeg ikke vil drømme, men jeg vil fokusere mine tanker på, at drømme om noget der er muligt og om noget som kan gøre mig lykkelig. Jeg vil derfor træne min bevidsthed i at tænke, at det er dejligt at jeg bor i Danmark, og at det er noget jeg skal gøre indtil den dag, jeg laver en anden plan. Og dermed en anden drøm.

Så, jeg vil fortsætte med mit simple living liv i haven og i drivhuset med børnene, jeg vil bage mine brød af det mel jeg selv maler, jeg vil overveje om jeg vil have et par høns (eller 8) til at spise mit madaffald og til at levere æg, og jeg vil arbejde på, at skabe mit hjem som en base i balance. Min version af det liv, er Rationel Living – igen, fordi jeg elsker blandingen af rationalitet og balance.

Så fremtidsdrømme som jeg ved må vente, er hermed ændret og sat på standby. NU er min drøm det jeg har og hvor jeg er. BUM!

Hvad drømmer du om? Og kan du måske også overveje, at skrue lidt ned for det uopnåelige og lidt op for det du faktisk har?

 

om at være en cirkusprinsesse i regnvejr..

..og at øve sig i at gå på line – UDEN paraply!

Nu skal i bare høre… Som barn var hun en rigtig sød pige. Sådan en med fine rottehaler, langt lyst hår og de sødeste uskyldige øjne. Hun hørte altid efter, og ville helst gå i kjole. Hun var egentlig ret køn og smilte altid – måske fordi hun altid forsøgte at gøre alle mennesker omkring hende glade.

Hendes mor bestemte dog, at kjoler var upraktiske og at bukser var meget bedre. Det var den lille pige rigtig ked af, fordi hun følte sig altid som en lille prinsesse i sine små fine kjoler, og så kunne man heller ikke se, når hun ind imellem kom til at tisse lidt i bukserne. Det skjuler man nemlig meget nemmere i en fin kjole. Men bukserne måtte på, for det sagde hendes mor.

Da den lille pige blev ældre, brugte hun stadig bukser. Hun foregav, at bukser var praktiske og, at man når, man “havde bukserne på”, faktisk også havde en vis fornemmelse for, hvor “skabet skulle stå”. Hun drømte store drømme om sin fremtid og om at ville ændre verdenen. Hun ville gøre en forskel. Hun ville stå for retfærdighed. Hun ville være klog. Hun drømte også om, at møde nogen mennesker, der ind imellem ville hjælpe lidt med, at flytte rundt på det dersens skab. Det var nemlig tungt, altid at skulle flytte rundt på det alene, og nogen gange var det heller ikke helt så sjovt, selv at skulle bestemme placeringen af skabet. Men uanset hvor meget hun søgte, så måtte hun erkende, at hun selv blev nødt til at beslutte skabets placering.

Hun forsøgte gennem livet mange uddannelser og jobs, men hun følte aldrig rigtig, at hun landede på den dersens rigtige hylde, som nogen talte om. Så hun tilpassede sig, og prøvede stadig at gøre andre mennesker glade. Inderst inde drømte hun om, at blive cirkusprinsesse, men det var ikke sådan lige at blive.

Hun fik mand, børn, fast ejendom og ROSKILDE BANK. Hun og hendes mistede alt de havde. Og en dag stod hun også med udsigten til, at alt hun kendte ville blive anderledes. Hun blev så bange for fremtiden, for hun vidste ikke, hvordan hun skulle klare sig igennem alt det der ville komme. Og hvordan skulle hun dog også kunne vide det, for det er der jo ingen der ved, er der vel? Men det vidste hun ikke. Hun troede, at alle mennesker vidste hvordan man gik på line, så hun øvede sig.

Hun øvede sig i balancen, men det var svært. I hendes balletskørt hang nemlig en masse lange tov, og i de forskellige tov hang alle mulige mennesker og situationer fast i den anden ende. Det var svært når manden ind imellem først hev i det ene tov, og pludselig gav slip. Når det skete, var hun lige ved at falde, og der var virkelig langt ned. Hun var højdeskræk, så hun blev bare så bange, hver gang hun konstaterede, at hun ikke kunne se afgrunden. Hun kæmpede derfor endnu mere for, at holde balancen på linen.

I de andre tov som hang fra hendes balletskørt, hang f. eks. børnene fast i et, og ROSKILDE BANK i et andet, og i et helt tredje tov hang hendes gode humør fast og så videre. Og mens alle mulige udfrakommende faktorer hev fra de forskellige sider i tovet, kæmpede hun med at holde balancen. Det var så svært. At holde balancen altså.

En dag begyndte det tilmed at regne, mens hun øvede sig. Ja, det kan vel ikke komme som en stor overraskelse for nogen. Det var jo ligesom sommer i Danmark ing’? Men, da hun stod derude midt på linen i regnen, opdagede hun, at måske handlede det med balancen om, at hun ikke havde en paraply og hun tænkte, at måske var det i virkeligheden derfor, hun ikke kunne holde balancen.

Hun fik derfor hurtigt fat i en paraply, og prøvede at øve sig på at holde balancen, med en paraply i hånden. Da det begyndte at regne igen, brugte hun paraplyen til at beskytte sig mod regnen, så hun ikke blev våd og kold – det kunne man jo blive syg af. Pludselig da hun stod der under paraplyen i regnen, begyndte hun at blive bedre til at holde balancen. Ja, man kan faktisk sige, at pludselig kunne hun gå på line, uden problemer.

Hun lovede derfor sig selv, at når hun skulle gå på line fremover, ville hun altid have en paraply med sig.

Sådan gik det til, at den lille cirkusprinsesse lærte at gå på line. Sådan gik det til, at hun lærte at beskytte sig selv mod uvejr og sådan gik det til, da hun lærte, at for at holde balancen i livet, skal man starte med at passe på sig selv.

Ind imellem øver hun sig stadig uden paraplyen – og du tænker du sikkert: “hvorfor dog det?”. Det skal jeg sige dig. Det er fordi, hun ind imellem glemmer hvor vigtigt det er, at passe på sig selv. Men hun øver sig stadig på, at huske paraplyen.

Og så længe hun øver sig, så er der stadig håb.

om at vælge at høre efter…

…og især til det lille barn som bor dybt inde i mig..

Denne historie handler om, at føle sig alene i verden, om at kæmpe med monstre og begrænsninger fra fortiden og om, at forsøge at gøre noget ved det – også selvom jeg føler mig helt alene i hele verdenen.

Jeg har begivet mig ud på en rejse, som jeg mente var på tide, og som jeg mente var den rigtige for mig. Jeg var klar og glædede mig vildt. Jeg havde til at starte med opbakning hjemmefra, men langsomt gik det op for mig, at uanset hvor meget jeg forberedte mig, så ville jeg blive nødt til at tage denne rejse alene.

Jeg tog afsted… Og begyndte rejsen med en lang aften i selskab med nogen fantastiske mennesker. Det var intenst og mange ting inspirerede mig vildt til, at det her var det rigtige.

Jeg blev grebet af stemningen, og jeg følte mig klar.

Men i løbet af dagen i dag, stod det klart for mig, at jeg måske slet ikke var så klar, som jeg gik og troede. Måske var destinationen slet ikke den rigtige for mig, og når jeg mærkede efter i mig selv, så var der dele af rejsen, som min krop reagerede kraftigt i mod. Den lille pige inde i mig SKREG så højt, at jeg flere gange vågnede i nat, og lå stille i mørket og tænke. Jeg forsøgte ikke at høre, for jeg havde også en fornemmelse af, at naturligvis ville den lille pige være bange, for hey, vi skulle springe balloner på størrelse med månen, og det ville være nogen høje brag der ville komme, så naturligvis ville hun stritte imod.

Men som tiden gik, og jeg kom det hele nærmere, måtte jeg bruge en livline og bede om hjæp, til at forstå det sprog den lille pige talte. Jeg blev klogere – og jeg er nu glad for at jeg lyttede. Min rejse tog en drejning, og jeg er nu tryg igen.

Jeg lyttede til mig selv, og respekterede mig selv og mine signaler. Det var stort for mig. Jeg fik sat nogen grænser, og nu rejser jeg videre. Åhhhr, hvor det føles godt.

om at være bange..

…og samtidig vide, at det hele løser sig stille og roligt, og at alt nok skal ende med at blive ok.

Her er jeg faktisk, lige midt i det hele. Jeg er skide bange. Sådan, så er det sagt. Jeg står nemlig midt i nogen kæmpe udfordringer i mit liv og jeg er virkelig bange. Jeg er så bange, at jeg nogen gange vågner om natten og bliver holdt vågen af tanker som “hvad hvis nu?”. Jeg har svært ved at falde i søvn igen, de nætter. Og tit ligger jeg og græder mig i søvn, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue uvisheden og fremtiden. Det er virkelig voldsomt. Men jeg står også midt i en kæmpe omvæltning i mit liv, og jeg føler hele tiden jeg bliver væltet omkuld.

Men jeg rejser mig. Måske fordi, hvis der er noget jeg virkelig KAN i det her liv, så er det at rejse mig. Børste snavset af tøjet, putte plaster på såret, og så lige orientere mig om, hvilken retning jeg var på vej hen, sætte kursen og så afsted.

Fordi…. Jeg kan jo ikke vide “hvad hvis nu?” – det ved jeg jo godt. Og selv hvis jeg vidste, ville det jo ikke ændre på, at forandringer sker, fordi de skal ske. Der er læring i alt i dette liv, og det her er også en læringsproces for mig. BIG TIME.

Mine tanker om løsninger for 1,5 måned siden, er anderledes end de tanker jeg tænkte for 4 uger siden, og så igen fuldstændigt anderledes i forhold til den løsning jeg fandt i weekenden, som nok bliver min plan for det næste stykke tid. Det hele giver mening, det giver sig selv, og det går langsomt op, det forbandende puslespil. Måske ender det i virkeligheden med, at jeg en dag har samlet alle brikkerne og tænker “Nåh, var det bare det!!”.

Så, jeg rejser mig. Endnu engang. Vandrer ud af den sti, som jeg ikke aner hvor fører hen. Bange som ind i helvede, alene og alligevel rolig over tanken om, at alt er præcis som det skal være. Her er ikke så mørkt som der plejer at være, når jeg skal finde stier at betræde. Måske handler det om, at jeg efterhånden er ved at lære, at lukke lyset ind. (hvilket jo ER smart, når man ikke ser skide godt i mørket som natteblind!)

Jeg er på vej. Men har ikke noget mål. Heldigvis.

Hvor er du på vej hen? Er du bange ligesom jeg?