august 2012 archive

om tiden der går…

…både forlæns og baglæns…

Det var dig, der fik hjertet til at slå,
Indtil tiden gik i stå
Det’ det eneste jeg kæmper med.
Jeg er ramt,
Prøver på at samle mod
Slå det hele ud af hovedet
Du’ den eneste jeg holder af.

Så rør mig nu
Når viserne går baglæns
Se mig nu, for jeg kan kun gå forlæns
Jeg kan ik’ gå, en anden vej,
En anden vej…
Jeg gav dig alt, for jeg ku’ ikke mindre
Sprang og faldt
Vidste du vil’ finde mig
og du har vist, mig hvor jeg er og hvem jeg er.

Når tiden går baglæns
Vil jeg gør’ det hele igen
Jeg vil elske, når tiden går baglæns
Jeg vil elske dig igen.
Når tiden går baglæns
Vil jeg gøre det hele igen og igen og igen
Når tiden går baglæns
vil jeg miste dig igen.

Jeg’ tilbage
Til den dag at jeg for vild
og du tændte mig en ild
Det’ den eneste der brænder nu.
Slå mig ned,
Så jeg glemmer tid og sted
Når du går skal jeg ik’ med
Det’ det eneste der skræmmer mig.

Så rør mig nu
Når viserne går baglæns
Se mig nu, for jeg kan kun gå forlæns
Jeg kan ik’ gå, en anden vej,
En anden vej…
Jeg gav dig alt, for jeg ku’ ikke mindre
Sprang og faldt
Vidste du vil’ finde mig
og du har vist, mig hvor jeg er og hvem jeg er.

Når tiden går baglæns
Vil jeg gør’ det hele igen
Jeg vil elske, når tiden går baglæns
Jeg vil elske dig igen.
Når tiden går baglæns
Vil jeg gøre det hele igen og igen og igen
Når tiden går baglæns
vil jeg miste dig igen.

Når tiden går baglæns
vil jeg gør’ det hele igen
Jeg vil ha’ dig, når tiden går baglæns,
Jeg vil elske dig igen.
Når tiden går baglæns
Vil jeg gøre det hele igen og igen og igen
Når tiden går baglæns,
Vil jeg miste dig igen.

om kærlighed ved første blik…

…da jeg så ham første gang…

Det er 19 år siden i dag, at jeg kl. 7:56 fik ham lagt på min mave. Jeg var 19 år, uforberedt og uerfaren – og pludselig ung mor.

Da han blev lagt på min mave, fornemmede jeg den søde varme lugt af fostervand. Kort forinden havde jeg i stædighed presset ham ud, på trods af manglede presseve og på trods af kun 7 cm åben. Kun 2 1/2 time efter vandet gik og første ve, og jeg havde gennemlevet det på det tidspunkt, mest smertefulde i mit liv, nemlig en fødsel.

Den stakkels mand der fulgte mig igennem fødslen blev kostet rundt, råbt af, skubbet væk, hevet tilbage igen og skældt ud. Jeg opførte mig, som en vaske ægte she-devil med tilbøjelighed til lidt poltergeist. Jeg var krop umulig og dybt urimelig – og jeg vred mig i smerte og forskrækkelse over, hvad min krop kunne – og mon ikke lige den kunne! Den kunne føde et barn, så hurtigt at jeg ikke selv opdagede hvad jeg havde præsteret, før det rent faktisk var overstået.

Så der lå jeg, men dette lille bitte gryntende menneske på min mave. Han puttede sig ind til mig og jeg holdt om ham og svøbte ham i min kærlighed. Jeg elskede ham, det vidste jeg straks. Og alle de ting jeg havde været så bange for, da jeg var gravid, og som jeg havde gået og fortalt ham – det var som om han forstod, hver gang han kiggede i mine øjne, men sine bitte små øjne.

Vi havde et helt særligt bånd, ham og jeg. Det var os i mod resten af verdenen – det vidste jeg fra det øjeblik. Jeg elskede ham højere end jeg elskede mig selv, det vidste jeg straks.

Igennem årene har vi haft det svært ind imellem. Men hver gang, når kriserne er ovre, ender han altid med hovedet mod mit bryst grædende og beder om tryghed. Og jeg giver ham det, for jeg elsker ham, det har jeg altid vidst.

Løsrivelsesprocessen er svær, for både han og jeg, for ingen af os, har lyst til at bryde det bånd, som holder os sammen. Jeg har nu endelig fundet balancen, hvor jeg kan se ham lære at flyve og hvor jeg kan slippe ham fri, velvidende at han altid kommer tilbage hjem til min rede og søger tryghed, når verdenen fylder for meget i ham. Jeg elsker ham, det ved jeg helt sikkert.

I dag er det 19 år siden det hele startede, og at betragte ham smile og grine, være midtpunkt og glad, føle sig set og forstået – og blive fejret af fantastiske mennesker der elsker ham, det har været en fantastisk oplevelse. De elsker ham, fordi han er ham – lige præcis som jeg gør, måske bare ikke helt så intenst, som jeg gør.

I dag har også været dagen, hvor jeg huskede, at det jeg har frygtet allermest den dag for 19 år siden, var en dag at miste ham. Hvordan skal jeg nogensinde kunne komme mig over sådan et tab, at miste så stor en kærlighed?

Jeg ved han lever med en skyggeside i form af en kronisk sygdom, som risikerer at tage hans liv før han ved af det, hvis han ikke passer på sig selv. Og jeg er bange, fordi den risiko bliver større og større – dag for dag.

Jeg håber han forstår, at så stor en kærlighed ikke kan mistes til døden, uden kæmpe store personlige konsekvenser til følge. Så jeg frygter og håber.

Jeg elskede ham straks, og jeg elsker ham stadig – og tanken om at miste ham, virker ubærlig i mit indre. Jeg vil jo gerne elske ham for altid.

Tillykke med fødselsdagen min skønne fantastiske dreng. Jeg er stolt af dig, og det eneste jeg ønsker af dig, er at du bruger dette liv på ting der gør dig glad.

Jeg elskede dig straks jeg så i dine øjne, og jeg elsker dig for evigt. <3<3<3

om at opdage sig selv..

…og finde ud af, at hende der er derinde, hende kan jeg rent faktisk godt li’!

I mange mange år har jeg været bange for at miste. Nogen kloge hoveder vil nok sige, at der er meget naturligt, når man har en historie som jeg har, men jeg har egentlig ikke været klar over, at det hang sådan sammen.

Rent faktisk har jeg flere gange i mit liv opdaget, at jeg er bedre til at takle hvis jeg mister til døden, end til hvis jeg mister på grund af fravalg. Den lader vi lige stå lidt.

Jeg har levet i 38 år med følelsen af, at jeg skulle præstere ellers ville andre nok ikke kunne lide mig. Selvom jeg mødte masser af mennesker der kunne lide mig, så troede jeg ikke på at det var ægte. Jeg forstod ikke, hvordan jeg kunne være sådan én “man kunne li’” og jeg var altid bange inderst inde, fordi jeg frygtede at hvis de kendte min baggage, så var det da helt sikkert, at de STRAKS ville holde op med, at kunne lide mig. Jeg havde en stemme inde i mig, der sagde jeg ikke var god nok. Jeg var ikke klog nok, ikke slank nok, ikke smuk nok, ikke sød nok, ikke rig nok og ikke omsorgsfuld nok. Alt hvad jeg tænkte jeg kunne være, det fortalte stemmen mig, at jeg IKKE var NOK!

Samtidig med det, så fortalte stemmen mig, at jeg ikke kunne klare mig selv, ikke var en god mor, ikke var værd at elske, fordi hvem vil dog elske én som mig?

Jeg oplevede noget fantastisk i denne forsommer – nemlig at jeg læste bogen “Snyd Dig Glad” af Sebastian Overgaard. I samme omgang mødte jeg Sebastian – som i dag er en af mine allerbedste venner og samarbejdspartner. Bogen “Snyd Dig Glad” var en øjenåbner for mig, fordi jeg fandt ud af, at det ikke kun er mig der har denne indre stemme der forsøger at spolere mit liv. Mange af mine veninder, som jeg har lokket til at læse bogen har den, nogen jeg ser op til har den, mine børn har den og Sebastian har den også – og han har tilmed præsteret at opfinde et fantastisk navn til den, nemlig “den indre livsdæmper” – og det er jo lige præcis det den er. En lille satan der ødelægger vores liv (eller forsøger på det), ved at fortælle os at vi ikke er tilstrækkelige.

Bogen er magisk. Intet mindre. Velskrevet, personlig, vedkommende – og for mig… tja, en lifesaver!

Jeg gik i gang med, at lære hende dersens Janne at kende, og når livsdæmperen dukkede op, råbte jeg mentalt: “skrid med dig, jeg er lige i gang med noget opdagelse her, ing’!” og sjovt nok, forsvandt den hver gang. For mig handlede det om, at blive bevidst om, hvornår den dukkede op, og så give den SPARKET! Det gav mig styrke, og det gav mig mulighed for, at lære mig selv bedre at kende.

Da min mand så talte med store bogstaver, og ønskede en forandring – gik jeg i chok! Jeg faldt fluks tilbage i rillen “jeg er ikke værd at elske, siden han ikke vil bo sammen med mig” og “NU mister jeg min familie”- men skønne mennesker (Sebastian og Niels) holdte mig i “hånden” gennem det jeg troede, skulle være mit livs krise og fik mig til at tro på mig selv, og på at der er ingen der bestemmer reglerne for dig i det her liv, i hvertfald ikke andre end dig selv.

Jeg forhandlede derfor med min mand, og vi fandt ind til kernen af vores problem og fandt en løsning – som ja, er anderledes og uvant og frygtindjagende i tankerne – men som nu her i virkeligheden er helt fantastisk. Men ikke uden bekymringer. Denne løsning giver mig nemlig mulighed for, at have en KÆRESTE (jubiii) og mulighed for, at finde ud af hvem jeg er og hvad jeg vil. Det giver mig mulighed for at finde ud af, at her 17 år efter, at have levet i parforholdet og ægteskabets trygge rammer, kan jeg sagtens klare mig selv. Og lidt til.

Jeg klarer mig igennem økonomisk (tak Danmark for vores velfærdssamfund) og jeg klarer mig igennem rent praktisk (TAK hr. mand for dit engagement i vores børn og ønske om at deltage mest muligt) og jeg klarer mig igennem tidsmæssigt (tak Janne, fordi du fulgte dit hjerte og valgte løsningen om at være selvstændig, på trods af uvisheden!!).

Jeg elsker faktisk mit liv lige nu. Jeg føler mig beæret hver gang jeg får en opgave, og jeg elsker at jeg laver 100 forskellige ting i min lille virksomhed, fordi jeg er og bliver ALDRIG et rutine-menneske. Jeg er til forandringer, til impulsivitet, til forskellige opgaver – som alle får mine totale opmærksomhed. Fordi jeg elsker at arbejde, og så er det jo skønt at arbejde med glade positive mennesker, hvor man bliver takket for sin indsats og service.

Så jeg lærer i disse dage, faktisk mere end jeg nogensinde har gjort – og jeg har lavet en løsning for mig selv, hvor min læring fortsætter. Både mentalt og fagligt.

Velkommen SU (for første gang i mit liv) og velkommen kandidatuddannelsen på juridisk fakultet – nu må jeg hellere se at få læst det studie færdigt. Og selvfølgelig med fag, som passer til mig og mit liv . (IT-ret, Immaterielret og sundhedsret).

Jo, jeg kan godt li’ hende der “mig selv” – gudskelov for det :-)