Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

september 2012 archive

om veninder…

…som er virkelige…

Jeg keder mig aldrig i mit eget selskab, og jeg kan altid finde på noget at lave. De seneste tre år, har jeg 2 af årene gået hjemme med vores alt for lille barn, og i den periode lukkede jeg mig mere og mere inde. Jeg fandt på projekter for at overleve ensomheden og jeg byggede netværk. Min livline var facebook og de kvinder jeg fik kontakt med den vej igennem. Stille og roligt fik jeg opbygget mig et netværk, men netværket var jo primært online, og derfor tænkte jeg tit, at måske var det bare noget jeg forestillede mig, at jeg havde alle de her skønne kvinder at kommunikere med – også i virkeligheden.

Jeg har i mit ægteskab oplevet, at tid til veninder var stort set ikke eksisterende. Min mand og børn lagde beslag på al min tid, imens jeg oplevede et savn brede sig, som jeg ikke kunne sætte ord på. Min mand synes tilmed, at de mennesker jeg kommunikerede med online ikke var ægte venner, og ind imellem troede jeg på ham. For kunne det være det, når vi aldrig havde mødtes i virkeligheden?

Nogen havde jeg skrevet med i 6 år, og andre kun i 2 og så igen, enkelte nærmest kun et par måneder. Men kan virkelige venskaber udvikle sig på baggrund af online kommunikation? Kan det blive virkelighed?

Det vil jeg gerne fortælle jer lidt om.

Da min mand ville flytte, fik jeg et chok. Men med hjælp fra mit netværk, som var ret objektive i forhold til mit ægteskab, fandt jeg roen i, at “alt var som det skulle være” og troen på mig selv frem. Jeg skulle nok klare mig igennem.

Mennesker jeg ikke kendte “rigtigt” tilbød deres skulder at græde ved, og de tilbød mig deres ubetinget støtte og opmuntring. De delte deres historier og deres erfaringer, og gennem månederne fandt jeg ud af, hvad det var jeg havde savnet så meget. Jeg havde savnet kvinder at spejle mig i. Nogen at sammenligne mig med, og kvinder til at tale med, om de ting man KUN taler med kvinder om.

Jeg havde savnet det så meget, at det at jeg fik det online gjorde, at jeg fandt ro i mig selv, og troede på mig selv og mærkede efter hvordan jeg egentlig havde det, sådan helt inderst inde.

Da mit ægteskab for 10 dage siden blev forvandlet til en separation, stod de klar. IN REAL LIFE. Pludselig blev det virkelighed, og overalt hvor jeg vendte mig, blev jeg tilbudt varme knus og forstående kvinder der lod mig tale ud og græde ud. Og der blev VIRKELIG luftet ud. Og de tilbød sig selv, uden jeg så meget som behøvede at spørge. Jeg følte mig værdsat og elsket – for den person jeg er, og ikke for en person de forventede jeg ville være. Grunden herfor er netop, at mange af dem KENDER mig, FORDI de har læst min blog og fulgt mine udfordringer på fb.

De ved hvad der gør mig ked af det, de ved hvornår jeg føler mig utilstrækkelig og de ved, hvornår jeg trænger til et knus. Det er nok den største gave jeg længe har fået.

Et helt arsenal af kvinder – stærke kvinder, som jeg selv, og kvinder der har lyst til at give. Kvinder for hvem det ikke gør noget, at jeg fylder ALT for meget og så er de bare kvinder, der hviler i sig selv. Hurra.

Hele denne oplevelse har fået mig til at tænke over, hvorfor det egentlig er, at vi glemmer vores behov når vi kaster os ud i familieliv, ægteskab, parforhold, børn osv. Hvordan kan det være, at vi tror at fordi vi ændrer vores livsform, så ændrer vi også helt basale behov, som jeg rent faktisk betegner veninder for at være. I hvertfald for kvinder.

Der er ting man kan med veninder, som man ikke kan med sin mand. Hvor mange gange har i (altså kvinderne) ikke prøvet, at starte med at ville læsse tanker af på jeres mand, hvorefter han efter 4 ord, taber koncentrationen og vender sig mod fjernsynet eller andet han finder mere interessant? (Sebastian du tæller ikke med her, bare så det lige er på plads!) Og hvis han har holdt ud til at lytte mere end 4 ord, er hans svar ofte “hvad vil du have jeg skal gøre ved det?” – min umiddelbare tanke har altid været “LYTTE” – men det er ikke alle mænd der kan lytte, min erfaring er, at de vil fixe det, ellers har det ingen interesse. Og lige der, i den situation manglede jeg mine veninder – OG VUPTI, så blev jeg blogger. For så havde jeg da min computer at tale med, mine blogs til at analysere mine tanker med, og måske var der i virkeligheden nogen der lyttede derude i blogland. Det vigtige for mig var, at tankerne kom ud og jeg fik luft i hovedet. Bonus var så, når nogen læste det jeg skrev, og det gav mening for dem.

Men det slår altså ikke the real deal.

Jeg er taknemmelig.

Det viser sig nemlig, at JEG rent faktisk er et menneske som andre gerne vil bruge tid sammen med. Stadigvæk. At JEG er værdsat for mine sociale egenskaber, hvilket jeg efterhånden troede var borte og begravet i ensomhedens tegn. At det ikke gør noget, at jeg er Janne! Jeg må gerne grine ALT for højt og jeg må gerne tale så meget, at jeg vælter over ordene i begejstring for alt det jeg gerne vil dele. Er det ikke bare fantastisk?

Og det gør mig taknemmelig. Så er det fandme sagt.

Jeg er nu i gang med at skabe mig nye veninder, samle op med de gamle og skabe mig et nyt liv. Jeg føler mig velsignet og heldig – og jeg glædes. Det var bare det jeg ville sige <3

om ambivalens og sensitivitet..

.. og om frihed og afsavn..

Så så man lige mig stå derinde i mængden, midt på strøget og bare stå. Med min tunge tunge (skrev jeg TUNG) sportstaske over den ene skulder og min håndtaske i hånden. Min nakke gjorde ondt, jeg var træt, trist og opgiven – det hele virkede bare så uoverskueligt, sådan en mandag middag midt i København. Helt alene.

Men “never the less”, det var og er min virkelighed. Jeg læser og sover tre dage om ugen i København, og de tre dage om ugen vendes min verden på hovedet.

Jeg deltager i min undervisning og opholder mig i jurahuset, for at læse mit pensum og forberede mig til næste undervisning. Jeg sætter mig på forskellige cafeer og arbejder, og drikker en god kop the eller en cafe latte. Jeg vandrer ind imellem rundt mellem de mange mennesker, og betragter hvordan de griner og snakker livligt om deres liv og oplevelser. Og jeg savner. Savner roen, trygheden og mest af alt forudsigeligheden og muligheden for at være alene. Og så selvfølgelig mit hjem og mine ting.

Jeg er en lidt sensitiv type, og holder meget af muligheden for at kunne trække mig tilbage. Jeg er opvokset i en kollektiv, hvor vi var 20-25 mennesker. Der var altid selskab, og derfor ikke ret tit tid til fjernsyn. Der var larm, liv og glade dage, og allerede dengang trak jeg mig. Enten op på mit værelse alene eller også tullede jeg rundt nede blandt vores heste og lavede små projekter, hvor jeg ikke behøvede at være sammen med nogen, ud over min dejlige veninde, som havde det ligesom mig. Tiden forsvandt fuldstændigt, når vi gik rundt dernede i hestefolden og og trak rundt med hestene, eller red rundt på dem uden saddel og kun ved at styre dem i grimen. Nøj, hvor skete det tit, at hun kom for sent hjem og hendes forældre blev rasende. Men vi hyggede os jo, og så forsvandt tiden altså.

Min sensitive side har udviklet sig igennem livet. Jeg hører ALDRIG musik når jeg kører bil (til stor irritation for mine børn) og der er sjældent et fjernsyn der bare kører i baggrunden og efter min mand flyttede, har jeg ikke længere fjernsyn i soveværelset. Fordi jeg værdsætter stilheden. I stilheden oplader jeg, og i stilheden kan jeg overskue tankemylderet, som altid ræser rundt i hovedet på mig.

Mit liv er blevet forandret – på rigtig mange fronter. For muligheden for at trække mig tilbage, den har jeg ikke halvdelen af ugen. Det er hårdt. Jeg klarer mig så godt jeg kan, og gemmer mig i mængden, men jeg kan også godt mærke, at det dræner min energi, ikke at have en mulighed for at lukke mig inde og være for mig selv.

Så når jeg står der, midt i menneskemængden på strøget i København, midt i den by jeg elsker så højt, så oplever jeg samtidig en ambivalens. Fordi jeg bliver splittet i mine behov – behovet for tryghed, kys, kram, omsorg, selvomsorg, stilhed – mod livet omkring mig, duftene, mulighederne, studiet og oplevelserne.

Og så savner jeg.

Savnet har givet mig en ny frihed. Jeg er blevet sat fri. Jeg går lidt rundt i friheden og forsøger at strække mine vinger, men de er ikke så smidige endnu. Jeg øver mig i at tro på mig selv, og i at tro, at jeg nok skal klare mig igennem det hele. Jeg øver mig i at smile og grine, og i at trække vejret helt derinde hvor det gør godt. Jeg øver mig i at være og i at glædes. Og i at være i både stilhed og larm.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg en dag får gang i vingerne igen og lærer at flyve, højt højt oppe i skyerne, og måske er jeg så heldig at jeg en dag rammer de lyserøde skyer. Men lige nu handler det mest om, at stole på at vingerne kan bære mig, når jeg for alvor kaster mig ud i flyvningens kunst.

Måske er det snart tid til, at baske lidt mere med vingerne.

om puslespil der viser form…

…og om kunsten at mærke efter…

Det er som om, der er noget der virkelig går op for mig i disse dage.

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg har haft svært ved at “begå” mig. Jeg er tit blevet misforstået og nogen mennesker ved jeg, dicideret har afskyet mig, fordi de følte sig overrumblet af mig og fordi de mente at jeg fyldte for meget og måske var liiige en anelse for god til at sige min mening.

Mit største problem ved jeg, bunder ud i mine oplevelser fra min barndom. Når man i en meget tidlig alder oplever, at ens grænser bliver overskredet eller måske slet ikke sat, så bliver det helt naturligt også rigtig svært, at afkode hvad de mennesker der er omkring en i virkeligheden mener, hvor deres grænser er, og det vigtigste for mig – hvordan man sætter sine egne grænser.

Jeg sidder derfor midt i et puslespil, med en masse brikker der efterhånden er sat sammen, og lige så stille og roligt danner der sig et motiv foran mig. Og det giver mening. Det vil jeg gerne dele.

I min verden, når jeg ikke pr. automatik har kunnet afkode andre menneskers mening og grænser, så har jeg været meget søgende. Jeg har søgt deres blikke og under lange samtaler simpelthen forsøgt at tilpasse mig, ved ikke at have en autentisk holdning til tingene, men ved at tilpasse mine svar, til hvad jeg mente modtageren helst ville høre. Du skal lige huske, at jeg jo stort set altid har leget legen: “hvis jeg gør sådan, kan du så lide mig?” – for det var vigtigt for mig, at andre kunne lide mig. Lige gyldigt hvad grunden så var til at de kunne, for det værste der kunne ske var, at de IKKE kunne lide mig.

Denne leg har gjort mig til en mester udi kunsten “jeg kan argumentere ALT på begge sider af en sag” og det er der rigtig mange veninder der gennem årene har nydt godt af. Jeg var simpelthen hende veninden man ringede til, når man var i skilsmisse, havde problemer med at forstå manden eller andre vigtige relationer. Fordi jeg simpelthen var så god til, at provokere med mine mange gode ideer til, hvorfor andre typisk gjorde som de gjorde. Jeg var samtidig også rigtig god til, at komme med ikke-dømmende bud på, hvordan det uhensigtsmæssige andre gjorde, måske kunne hænge sammen med, at de bare ikke var et større menneske, og med gode råd til, hvordan man kunne vælge at acceptere det. Sådan virkelig.

Selvom det er en lidt mærkelig evne, så er den rent faktisk også en af mine forcer, og den skal absolut ikke ses i en negativ retning, fordi sålænge jeg kan holde mig objektiv, og blot observere og komme med ideer til, hvordan man kan betragte verdenen fra en anden vinkel, så kan man hjælpe andre ud i udviklingens kunst. Det har jeg set ske. Mange gange.

MEN, der hvor det er et problem og der hvor jeg har fået en åbenbaring er, at denne evne til at argumentere ikke kan bruges på mig selv.

Jeg har levet et liv, hvor jeg ALDRIG har forstået reglerne. I et forhold hvor mange ting ikke blev sagt lige ud, fordi vi simpelthen var så dårlige til at kommunikere med hinanden. Dårlig kommunikation er en skam og spild af tid. Og jeg vil gerne indrømme her i min verden, at jeg ved, at jeg var den værste til at kommunikere. Igen fordi… bla bla bla… “så siger vi det, bare du kan lide mig”. Jeg var nemlig IKKE ærlig, jeg var IKKE autentisk og jeg stod ikke ved mine meninger. JEG hoppede over på den anden side, i håbet om husfred og ved ønsket om at blive elsket. JEG var selv skyld i det. Til sidst var det så indgroet en vane, at min mand troede at jeg var sådan, for sådan havde jeg jo altid været (i 17 år). Men en dag for to år siden gjorde det for ondt, og den dag blev det nok – så jeg tog en ny indstilling og øvede mig i at være autentisk.

Da min mand flyttede for et par måneder siden, besluttede jeg mig for, at sætte en streg i sandet og gå all-in. Jeg besluttede at jeg ikke længere ville sige ting, blot for at gøre andre glade. Jeg valgte, at jeg ville være 100% autentisk og virkelig mærke efter INDEN jeg tilbød min hjælp eller kom med min mening.

Det betyder rent faktisk, at jeg har fået en sådan lidt sydlandsk holdning til, når jeg tilbyder min hjælp eller nogen at smage på min mad (hahaha) og jeg forstår derfor lige pludselig, helt-ind-til-benet, den følelse mange sydlændinge føler, når man takker nej af høflighed – fordi, jeg føler mig afvist, når andre takker nej af ydmyghed og høflighed. De må gerne takke nej af lyst, men ikke ydmyghed.

Derfor vil jeg gerne slå fast:

  1. Jeg tilbyder IKKE at gå med din hund, hvis jeg ikke gider
  2. Jeg tilbyder dig IKKE en sandwich, hvis ikke jeg synes du skal smage eller spise den
  3. Jeg tilbyder dig IKKE mit selskab, hvis jeg ikke har lyst til at være i rum med dig

Lige såvel skal det forstås i den anden retning. Hvis jeg siger nej tak til et tilbud om aftensmad, så betyder det rent faktisk at jeg ikke har lyst – måske fordi jeg ikke kan lide det du tilbyder (er MEGET kræsen) eller fordi jeg ikke er sulten (og fordi det der med at overæde har været min helt store kompetence i mange år, som jeg forsøger at ligge fra mig.)

Jeg siger IKKE nej tak af høflighed, men af et dybtfølt autentisk lige fra hjertet ment nej, det har jeg ikke lyst til. Men jeg vil nu langt hellere sige JA :-)

Så, øhm…

Kan vi blive enige om her på min blog, at vi siger hvad vi føler og mener, og at vi øver os i, at stå ved hvem vi er? Jeg er sikker på, at hvis vi alle øver os, så bliver det der med kommunikation SÅ meget nemmere. Sæt i gang! Vi skal skabe en revolution i kommunikation-ish!

om at snyde sig glad…

 

…og forstå hvad det egentlig går ud på…

Jeg blev stillet spørgsmålet i dag “Er det det du gør? Snyder dig glad..” og jeg har tænkt over spørgsmålet lige siden. Det kom der en blog ud af.

Der er ingen tvivl om, at den bog har haft kæmpe stor betydning for mig. Sebastian som har skrevet bogen, er min bedste ven og når jeg arbejder sammen med Sebastian, bliver jeg ofte mindet om mine uhensigtsmæssige handlemønstre, når han stiller spørgsmålstegn ved rigtig meget af det jeg siger og gør.

Ikke fordi det jeg siger, som sådan er forkert, det er mere fordi jeg har en indgroet vane med, at være lige lovlig hård ved mig selv (og jeg er HELT SIKKERT ikke den eneste som er sådan vel?) og den slags bullshit og mishandling af sit indre barn, accepterer Sebastian ikke. Og jeg lærer omhyggeligt dag for dag, at behandle mig selv ordentligt.

Men hvad er det så, som det handler om – altså det der med at snyde?

Sebastian har opfundet en lille figur “din indre livsdæmper” – og helt ærligt, min indre livsdæmper er en satan af format.

Det er en grim lille mus (JEG HADER MUS!) der har høj hat og butterfly på (TOTALT ARROGANT) og som altid fortæller mig, at jeg ikke kan eller ikke er god nok til, at blive elsket. I den situation jeg er i lige nu, midt i skilsmisse og kaos, er den lille fyr ikke ligefrem rar ved mig. Han minder mig om, at JEG fejlede! “TSK, kunne du ikke engang skabe en familie? Kunne du kun få det til at fungere i 17 år? tsk tsk.. Hvor er du bare en taber. Alle kan da se, at det er DIG der har skylden, dig der ikke er rummelig nok og dig der ikke er værd at elske. I øvrigt så er du også grim, når du vågner om morgenen og har små grisseøjne…” (undskyld svin, men det er ikke mig der siger det, det er den forbandede mus!!).

I rigtig mange år, har jeg navigeret efter musens ord. Jeg har troet på det den sagde. Ja, det måtte da være mig der var sådan, hvorfor ville det ellers være så problematisk at være mig?

Men min rejse ind i mig selv gennem to år og bogen “snyd dig glad” har gjort, at jeg har lært noget nyt. Og DET gør mig glad. Lad mig dele…

Jeg har nemlig lært, at snyde den lille mus. Jeg er blevet så god, at jeg nogen gange ser den for mig, siddende på sådan en gammeldags karrusel og råbe efter mig hver gang den passerer mig. Jeg har lært at gøre den rundtosset og jeg har næsten lært, at lade være med at høre hvad den siger. Fordi det den siger, er bare ikke vigtigt. Så jeg fjerner fokus og smiler til den og tænker, godt det ikke er mig der sidder på den karrusel. Jeg HADER, at blive rundtosset. Og jeg elsker livet. Og jeg er så småt begyndt at elske mig selv.

Men hvordan gør du så det, frk. Janne?

Jamen, uanset hvor mange udfordringer jeg får, holder jeg fast i det faktum, at livet er fantastisk og at jeg rent faktisk elsker livet. Gør vi ikke alle det? Altså, jeg mener de dage hvor solen skinner, toget kommer til tiden, der ikke er kø på motorvejen, lønnen lige gået ind og der er overskud på kontoen – kort sagt, de dage hvor der ingen bekymringer og ingen forhindringer er. De dage elsker vi alle (formoder jeg!) og hvis livet kunne være sådan altid, ville det så ikke være fanFUCK***tastisk?

Og DET er det, det handler om (i min verden), at snyde sig glad. Jeg leger, at alle dage er som den. jeg øver mig i at tro, at udfordringer og bekymringer IKKE er vigtige. De er der bare, og selvfølgelig skal man igennem dem, men de er IKKE vigtige.

Det er jo bare en leg det hele. Alt er bare noget vi leger. Og kan du ikke lide legen, så lav en ny leg, find en ny legekammerat på legepladsen og spørg om de har lyst til en anden leg. Drøm for helvede. Og leg, at du lever din drøm. Også selvom du ind imellem har nogen lorte opgaver, du skal tage dig af.

Ret ofte kan man føle glæden komme snigende, når man tænker sådan. Om det så er snyd eller ej, er det ikke skide ligegyldigt? Handler det ikke om, at samle på de gode dage og glemme de dårlige? Og hvad betyder lidt snyd, i det store regnskab? Helt ærligt?

“Hvor mange år har du tilbage inden, du dør? Hvad er dit højeste mål i livet? Hvem vil du være noget for? Hvad vil du gerne se tilbage på, når du skal herfra?” (uddrag fra Snyd Dig Glad)

Livet er nu og her. Vi kan ikke gøre det om. Vi kan kun gøre det NU! Vi skal elske, som om vi ikke kan blive såret. Drømme som om, vi aldrig behøver vågne. Leve som om hver evig eneste dag er den sidste.

Økonomi, status og principper tæller bare ikke, den dag det hele slutter. Men det gør den følelse du har haft med dig i livet.

Så gå ud og SNYD for helvede. SNYD! Alt hvad du kan. Elsk dit liv. Leg. Grin. Græd – græd af glæde, græd af sorg. Græd, og luk det hele ud. Vær ærlig overfor dig selv. Helt ærlig.

Just Love Living <3

om at se sandheden i øjnene…

…og tro på, at alt er som det skal være.

Helt ærligt, så tror jeg faktisk ikke jeg er nogen af stederne endnu. Men ikke desto mindre er det min virkelighed og det er som om, at den der VIRKELIGHED ikke bare sådan vil makke ret.

Jeg har levet i et parforhold i 17,5 år. Vi har netop holdt 11 års bryllupsdag. Jeg har elsket den mand, på godt og på ondt. Hver evig eneste dag og jeg gør det stadig. Vi har gået igennem kriser, som ville have knækket hr. og fru hvem-som-helst for længst, men vi stod fast og vi stod sammen og dag for dag satte vi SAMMEN det ene ben foran det andet, og valgte at gå side om side.

Vi valgte hinanden på trods af udfordringer, som de sidste 5 år har budt os:

  1. Roskilde Banks krak (alt er mistet)
  2. Et usælgeligt hus som endte på tvangsauktion (med et tab på 2,2 mio.)
  3. To børn med med diabetes
  4. Et barn med inkontinens
  5. Et for tidligt født barn (13 uger for tidligt).
  6. Herudover hev vi en omgang psykisk nedtur (mig omkring min barndom)
  7. OG min mand der lige i et snuptag mistede synet på det ene øje i efteråret på grund af en laseroperation.

Man kan sige, at der har været udfordringer nok. Men uanset hvad, stod vi sammen. Eller det troede jeg, at vi havde valgt at gøre.

Disse 5 år har rusket godt og grundigt i vores tro på fremtiden og især vores følelse af lykke. Jeg besluttede derfor, at det dersens lykke, det skulle hentes hjem i hytten, så vi kunne få lidt redskaber til at blive glade igen. De seneste 2 år har jeg derfor ind imellem været på udflugt i “byen”, for at hive alt hvad jeg kunne finde der lignede nøglen til lykke med hjem. Resultatet blev dog blot, at min mand endte med at synes, at jeg havde forandret mig og i hans øjne ikke til det bedre.

Jeg har en ide om, at han var bange for hvad alt det jeg gjorde kunne komme til at betyde for ham og OS, men samtidigt så oplevede han, at jeg blev gladere og at jeg forsøgte at få ham med på vognen. For der var ikke noget jeg ønskede mere, end at vi skulle tage denne tur sammen. Jeg kan ikke tale for ham og jeg har heller ingen intention om, at udlevere ham på nogen måde. Han er og vil altid være min helt store kærlighed. Uanset.

Jeg står tilbage nu, men en meget mærkelig fornemmelse i kroppen. Jeg havde så meget kærlighed til ham, og lige nu – her i sandhedens time er der et stort tomt hul i min mave. Det gør ondt, og snører sig sammen og jeg sidder og kigger ud i luften mens tårerne langsomt triller ned af mine kinder. Jeg savner det jeg havde, og jeg har nu indset, at det jeg havde, kommer aldrig igen. Det VI havde og det VI havde skabt, er ikke længere. VI er ikke længere. Kærligheden kunne ikke holde. Hjerterne blev knust og livet går videre.

Jeg vil nu finde min egen sti at vandre på, og lede efter lykken. Lykken ved mig selv, og i mig selv. Jeg vil finde min vej og forsøge at se fremad.

Alt bliver ok, og alt er sikkert som det skal være. Lige nu slikker jeg mine sår, går til venstre og vænner mig til, at min mand ikke længere er MIN mand. AV!