oktober 2012 archive

om ordene jeg aldrig kunne sige…

..og deres betydning for mig og hele mit liv frem til i dag.

Jeg sidder nu på en cafe i København, helt alene med min macbook og en cafe latte. Jeg tænker helt vildt, og på kinderne har jeg make-up spor efter de tårer der strømmede ned af mine kinder for 1,5 time siden. Alle der sidder omkring mig taler, hygger sig og spiser, drikker, griner eller ammer babyer.

Jeg kigger på dem og betragter dem, og tænker at de rent faktisk ikke ved, hvad jeg lige har været igennem. Jeg tror hvis de vidste det, ville de alle rejse sig og give mig et kram og tørre de tårer bort som hele tiden trænger sig på i mine øjne. Jeg overvejer et kort øjeblik at bede om deres opmærksomhed, og fortælle dem min historie og om min dag. Ikke for opmærksomhedens skyld, men fordi vi fandme skal passe på hinanden og hjælpe hinanden med at se lyset og mulighederne i livet.

Jeg ser en mor med hendes voksne søn, og ser ham lægge armen om hende og trække hende ind til sig for at kramme hende, mens han smiler varmt og lukker øjnene. Hun smiler og mærker hans varme. Og hun er stolt. Det er tydeligt at se. Hun er stolt over ham. Måske lige så stolt som jeg rent faktisk er over mig selv lige nu.

Midt i min stress-panik i sidste uge var der en facebook ven der i en status skrev, at hun tilbød tre gange gratis parterapi, og fræk som jeg også kan være, skrev jeg om man også kunne komme i parterapi selvom man var separeret og måske i virkeligheden mere havde brug for terapi i forhold til sit parforhold til sig selv. Hun var frisk og jeg fik en tid. Der var jeg så i dag.

Jeg fortalte og hun lyttede. Hun skabte et trygt rum, og uden det egentlig var meningen stod vi pludselig midt i min barndom, og midt i mit overgreb og hun spurgte ind til mine følelser. Min vejrtrækning blev svær og tung, og jeg forsøgte at forklare – og så sagde jeg pludselig: “skal jeg fortælle hvad der skete? hvis jeg kan, for jeg har aldrig sat ord på det før” – for det er sandheden. Jeg har ALDRIG sagt, skrevet eller tegnet præcis hvad der skete. Jeg har TÆNKT det, men hver gang jeg forsøgte at sætte rigtige ord på, så kunne jeg ikke. Det gjorde for ondt og jeg skammede mig, over at dele det med andre. Men der var også noget andet der holdt mig tilbage, og det fandt jeg frem til i dag.

Hun sagde, at jeg kunne fortælle det hvis jeg havde lyst. Og det havde jeg så åbenbart. Jeg smed mit blik op på hendes reols øverste hylde, op hvor bøgerne ikke stod i farveorden, som i resten af reolen. Og så begyndte tårerne at trille og jeg at fortælle.

(nu skal du forestille dig mig lave overspringshandlinger mens jeg skriver. Tjekker lige telefonen, er der mon nogen der har ringet? Tjekker lige facebook, er der mon nogen der har skrevet noget, som LIGE NU kræver min opmærksomhed – stirrer ud i luften længe, og trækker vejret dybt – tilbage til tasterne.. Så nu er jeg her igen.)

Jamen, jeg fortalte… ehm…. Jeg fortalte, at det måske slet ikke var så slemt det jeg havde oplevet. Det overgreb der. Altså jeg mener, det var jo ikke voldsomt, det gjorde ikke ondt og måske var det slet ikke et overgreb. Jeg fortæller, at jeg oplevede det 3-4 gange og at jeg ikke vidste der var forkert – i hvertfald ikke før den sidste gang. Men den sidste gang husker jeg. Tydeligt. (er jeg ikke god til at snakke udenom egentlig?)

Ok, jeg skriver det. Vil du ikke læse det, så spring næste afsnit over. For her kommer det….

Jeg fortalte, at han lagde mig under hans dyne og at han tog trusserne af mig. Han kiggede mig så op i skridtet og slikkede mig. Han rørte ved mig og med fingerne undersøgte mig, mens jeg lå under dynen og næsten ikke kunne få vejret. Den dag i dag, kan jeg stadig ikke have en dyne over hovedet. Jeg bliver bange.

Den sidste gang det skete, kom min mormor ind på hans værelse mens jeg lå der under dynen. Hun bankede på, og han rullede mig og dynen ned bag hans seng og satte en stor pude op mod væggen og satte sig op ad puden og maste mig ned. Dernede lå jeg, 5-6 år gammel, og forstod at det der skete var forkert. Mormor åbnede døren og de skændtes højlydt. Han bad hende gå ud, og da hun var tilbage i stuen hev han dynen af mig og sagde at jeg aldrig måtte fortælle det til nogen. Og det gjorde jeg heller ikke – FØR I DAG.

Det er 34 år siden, og jeg har aldrig kunnet fortælle det. Jeg følte skam, og i dag da jeg fortalte det opdagede jeg en vigtig ting, og det er rent faktisk den ting, der er den eneste grund til at jeg KAN dele det med jer nu. Det jeg opdagede var, at jeg ikke følte “at det var noget særligt”, det han gjorde. Jeg har hørt og set værre ting ske med børn, og når jeg sammenlignede det med min oplevelse, så har jeg altid haft følelsen af, at andre havde oplevet noget der var meget værre end min oplevelse og at jeg bare skulle holde op med at pive.

Det er et utroligt stort dilemma for mig, at jeg altid har bagatelliseret det, og gjort det til noget der måske var ubetydeligt. Var det overhovedet et overgreb? Og  denne bagatellisering af hændelsen har gjort det svært for mig, at fortælle det. Fordi jeg måske følte, at det ikke var alvorligt nok, til dicideret at være kategoriseret som et overgreb.

Men i dag påtog jeg mig også en anden vinkel, nemlig den, at hvis der var nogen der havde gjort sådan med et af mine børn, eller andres børn for den sags skyld, så havde jeg synes det var en alvorlig og forkert handling. Men hvorfor kunne jeg ikke føle det sådan, når nu det var mig selv det gik ud over? Er jeg mindre værd end andre? HELL NO!

Uanset hvor slemt og voldsomt det var, så var det IKKE ok. Det fulgte mig videre ind i mit liv og i alle mine parforhold. Jeg ville ikke have de kærester, der elskede mig højt. Dem der satte mig op på en piedestal, de røg ud til højre, fordi jeg ikke følte jeg var værd at elske, med alle de hemmeligheder og dårlige oplevelser i bagagen. Jeg var simpelthen bange for, at hvis de en dag opdagede mine hemmeligheder, så ville jeg falde ned og slå mig. Så jeg var på forkant. Hvis de elskede mig for meget, så var det ud.

Jeg var ikke tryg ved at blive elsket for højt, netop fordi min onkel altid fortalte hvor højt han elskede mig, og at jeg var “hans lille pige” (det skal jeg lige love for han syntes) og jeg sammenlignede derfor andres kærlighed, med frygten for at skulle skamme mig og føle mig forkert.

Min mand elskede mig. Jeg fortalte ham min hemmelighed efter 3 måneder og han blev hos mig i 17 år. Han var ikke god til at vise sin kærlighed (jeg vidste bare han elskede mig), og det var nok netop derfor jeg blev. Jeg var nemlig ikke bange for at falde ned sammen med ham. Nu er jeg voksen og alene,  jeg er ikke bange længere, jeg har ingen hemmeligheder (WHAT-SO-EVER) og NU vil jeg elskes. Når jeg er klar. Det er jeg ikke nu. Jeg er stadig i proces over mit ægteskab. Det tager tid. Jeg tager tid. Heldigvis.

Puha, nu fik jeg sagt det. Var det for meget?

Mor og søn her på cafeen har skiftet plads, og sidder ikke længere ved siden af hinanden i sofaen og drikker kaffe. Nu sidder de overfor hinanden og deler og fortæller. De har lige spist. I dette øjeblik har de lige givet hinanden en HIGH-FIVE, de griner. Mine tårer triller af lettelse og jeg tænker, at jeg også lige har givet mig selv en HIGH-FIVE.

Alt er præcis som det skal være. Jeg er på vej, og det jeg engang fik besked på, jeg aldrig måtte sige til nogen, det har jeg netop sagt. I dag er en ny begyndelse…

JUST LOVE LIVING <3

 

 

om at trykke på den røde knap..

…fordi man ikke kan være i sin krop for larmen, af alle de alarmer der bare brager højt derudaf… Så så man mig, stå med tårer ned af kinderne og råbe “HOLD NU KÆFT ING!!!”

Yup, that’s me, og i tirsdags tog jeg mig selv i at gå på vægten og konstatere at jeg havde taget 5 (FEM) kg på, på kun en uge, ved at gøre INGENTING anderledes. Jeg græd virkelig, sådan helt ulykkeligt, og ikke fordi jeg havde taget på, men fordi jeg udemærket var klar over hvad det her betød. Nemlig, at jeg ikke havde passet ordentligt på mig selv.

Og det har jeg faktisk ikke. Prøv at hør engang, hvis JEG havde været MIN MOR, så havde jeg sagt følgende:

Først skideballerne…

  • Vil du godt gå i seng nu, det er altså ikke meningen at man skal sidde og arbejde til kl. 02.00 om natten du, afsted med dig, godnat blev der sagt.
  • Undskyld, hvorfor tror du lige pludselig man bare kan springe måltider over? Fordi du har travlt og ikke er sulten? Den går ikke. Her i huset spiser vi til måltiderne og vi spiser ordentligt. BUM
  • Hvad er DET du drikker? Cola Zero? Jeg troede vi havde en aftale om, at det der cola var noget vi drak om fredagen til fredags pizza og så ellers ikke. Og hvis du så endelig skal drikke det, så drik den røde og ikke alt det kunstige stads.
Så omsorgen…
  • Lille skat, det er ikke meningen man skal rende rundt med så mange tanker om fremtiden, lad dem flyve og se hvad der sker. Det løser sig, det gør det altid. Måske ikke som du havde forestillet dig, men det løser sig. Jeg lover det.
  • Har du lyst til at vi skal gøre noget godt for dig i dag? Og hvad skulle det så være?
  • Kom, så giver jeg et kæmpe kram (og kys, når du ikke er forberedt!)

Åh jo, havde jeg været min egen gode forælder, havde jeg spottet det jeg havde gang i, og så havde jeg med en blanding af bestemthed, kærlighed og omsorg sagt, at det der må altså stoppe nu.

Så ehm, det har jeg faktisk gjort.

Der er indført SENGETIDER. Og alle jer læsere, hjælp mig venligst. Ser i mig på facebook efter kl. 22.00 – så smid mig gerne i seng. I har hermed min tilladelse.

Så har jeg indført TIDSBUDGET. Det vil jeg rigtig gerne fortælle mere om, men i grove træk handler det om, at jeg har lagt en plan for, hvad og hvordan min tid skal bruges. Vi har kun 24 timer i døgnet og dette ene liv, så det er vores forbandede pligt, at få mest muligt ud af det. Det er et tidsbudget genialt til.

Så har jeg OMSTRUKTURERET mit studie. Det har ikke den store betydning for mig, om det tager mig 1,5 eller 2,5 år at blive færdig. Så jeg har lagt et år oveni, og det gav luft og ro. Og mere tid til mit liv med mine drenge.

Jeg har også truffet beslutning om NY BOLIG. Den havde jeg det svært med. Men jeg fandt det rigtige for os lige nu, traf beslutningen og er nu på vej mod et liv i en bolig der er MIN, og ikke et sted som har været VORES. Det har jeg ikke prøvet siden 1992, altså at flytte ind et sted, og vide at her skulle jeg bo uden en kæreste. Det var vidst på tide.

En sidste vigtig ting er, at jeg har valgt at yoga skal have en større rolle i min hverdag. Det giver mig nemlig ro, og det er derfor sat ind i mit tidsbudget. Og denne uge bruger jeg på, at lære at trække vejret. Jeg skal hver aften i denne uge bruge to timer på en workshop på at trække vejret – HELT NEDE FRA MAVEN. Det kommer der mere om.

Så, jeg er i live. Jeg bankede knappen i bund – lukkede ned og lukkede af. Jeg græd, mærkede efter, tørrede mine tårer væk, rejse mig og tog det fulde ansvar. Jeg har en modig bevidsthed og det er jeg stolt af.

Jeg er stolt af mig selv. BUM!

Er du stolt af dig selv, eller kunne du bruge lidt inspiration til at lære at trække vejret bedre? Har du en knap du måske skal trykke på snart? Og skal du have mit tidsbudget? Så hæng ved, for jeg har tænkt mig at dele det hele det næste stykke tid. Også mit morgenhår og tudeture, min følelse af utilstrækkelighed og mine tanker der får mig op og stå igen.

Det her er vigtigt. DU er vigtig. <3

om at lede efter lykken…

…og huller i hjertet.

Den historie jeg vil fortælle, føles lidt svær at beskrive. Dels fordi der er så mange følelser involveret, men også fordi jeg slet ikke er sikker på, at jeg kan holde tankerne i skak og struktur, i en sådan grad at du rent faktisk får noget ud af det jeg skriver. Jeg vil gøre et forsøg.

I mange mange år har jeg ledt efter lykken. Jeg havde tidligt i livet lært en lektie om svigt og mistillid og derfor følte jeg altid, at jeg manglede noget. Det noget måtte da være lykken og uden lykken kunne man sikkert ikke føle sig elsket. Jeg havde derfor opfattelsen af, at lykken var noget jeg skulle finde, samle på og gemme. Noget andre skulle give mig og som derfor var afhængigt af hvad andre ville og kunne tilbyde mig.

Egentlig var jeg aldrig i tvivl om, at jeg var elsket – af min familie. Jeg vidste udemærket, at de synes jeg var den smukkeste lille pige man kunne tænke sig og at jeg dengang havde et sind, som den mest uskyldige. Noget der dog ikke hang sammen for mig var, at hvis jeg var så fantastisk, hvorfor blev jeg så udsat for de ting jeg gjorde? Hvorfor svigtede de mig?

Senere i mit liv oplevede jeg, at mit smukke ydre åbenbart var meget tiltalende for drengene og at det netop var grund til, at mange piger ikke brød sig om mig. Fordi jeg naturligt stjal en masse af opmærksomheden, uden egentlig at ønske den. Jeg oplevede det som om, at jeg aldrig rigtig var ønsket blandt pigerne (set med voksen briller, måske fordi jeg var en trussel i kampen om drengene) og at jeg derfor holdt mig til ganske få veninder, som så til gengæld blev mine rigtig tætte veninder.

I stedet havde jeg mange drenge venner. Vi sloges, løb om kap, spillede bordtennis, dansede breakdance, lavede atletik (for det var jeg satme god til) og som valgfag i skolen havde jeg datalogi (og lærte at programmere computere i DOS) og elektronik (lavede printplader og loddede “ting på” så det fungerede som en forstærker – sejt!) hvor pigerne valgte hjemkundskab og håndarbejde. Jeg valgte bevidst drenge tingene, fordi hos drengene havde jeg helle. Lige indtil drengene blev bevidste om deres køn, og de forelskede sig i mig.

Hvad de forelskede sig i, forstod jeg ikke. Men det jeg forstod var, at så snart de blev forelsket i mig, følte jeg mig svigtet og bange, og skubbede dem væk. Jeg lærte at koble mit udseende op på svigt, og jeg hadede mit udseende, fordi jeg bare ønskede at blive set, som hende jeg var indeni og ikke hende, som var så sød og smuk. (Altså, så var det altså heller ikke vildere – men du ved, det er den der med forståelsen…!)

Mit første kys fik jeg af en dreng jeg levede tæt sammen med i kollektivet. Jeg var 12 år og vi havde fået lov til at drikke to øl – og NØJ, jeg var fuld. Pludselig kyssede han mig, sådan RIGTIGT. Og jeg blev virkelig overrasket og forskrækket på samme tid. Jeg havde aldrig set på ham med sådanne øjne, men midt under kysset (som varede ret lang tid) oplevede jeg en varme i kroppen og med det samme tænkte jeg: “nå, men så er vi jo nok kærester”. Vi var de eneste i rummet og lyset var meget dæmpet. Men da kysset var slut, rejste han sig og gik. Jeg blev efterladt tilbage alene. Ingen ord, intet blik, ingenting. Bare mig og mine tanker – og følelsen af svigt. Igen.

Jeg kom mig hurtigt, men fik et meget akavet forhold til drengen. Det var lidt kompliceret eftersom vores værelser lå overfor hinanden og vi gik i samme klasse. Men kysset blev aldrig nævnt siden hen og med tiden opbyggede vi et “bror/søster” forhold.

Senere kom min “første gang”. 13 år gammel og til privatfest i byen jeg boede i. Jeg sov hos en veninde der boede nede i byen, så jeg derved havde kortere vej hjem og ikke behøvede at skulle HELT HJEM PÅ LANDET. Festen blev holdt i et hus, som en af mine klassekammerater i dag bor i. Igen, to – tre øl var drukket, lidt mikado og jordbærchampagne, og jeg var meget fuld. En af drengene der var to eller tre år ældre end mig kom hen til mig og mente jeg trængte til noget frisk luft og han tog mig med udenfor. Vi gik en tur hen til en mark der lå for enden af vejen. Jeg husker det som en mark, men det kan også have været en græseng.

Vi satte os i græsset og talte. Jeg lagde mig ned på ryggen, fordi jeg var rigtig dårlig og det hele drejede rundt for mig, og jeg fornemmede følelsen af, ikke at kunne bevæge mig. Jeg havde ligget der et stykke tid, og var faldet i søvn da jeg pludselig opfatter, at han ligger hen over mig. Han forsøgte at kysse mig på munden og jeg blev bevidst på en mærkelig måde. Som om, jeg var i en osteklokke og at alle lydene jeg forsøgte at sige, ikke ville komme ud igennem min mund. Han åbnede sit bælte, og jeg kan stadig huske lyden. Han åbnede sine bukser og pressede sig ned mellem mine ben. Det var ikke svært, for jeg var helt slap i kroppen og gjorde ikke modstand fysisk. Da han hev mine små trusser til side, mumlede jeg “nej” så godt jeg kunne, men jeg tror ikke han hørte det. Jeg sagde det mange gange, men han opfattede det ikke og forsatte det han var i gang med. Det gjorde ondt og tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg faldt i søvn, og vågnede først da det var ved at blive lyst. Jeg havde blod i trusserne og lå helt alene på marken. Jeg kunne godt huske hvad der var sket, og jeg følte skam og svigt. Igen.

Jeg var stadig meget påvirket og forsøgte at gå tilbage til festen, men da jeg kom derhen konstaterede jeg, at de fleste var gået. Også veninden jeg skulle sove sammen med. Jeg gik hjem til veninden, og bankede på døren ind til kælderen hvor hendes værelse var. Hun lukkede mig ind og vi talte aldrig om, hvad der var sket.

Jeg talte aldrig med nogen om det, og jeg tror faktisk ikke engang han selv ved, at DET HER var min oplevelse. Det er ikke engang sikkert, han ved det er HAM jeg skriver om, hvis han læser med her. Jeg nævnte det derfor som sagt aldrig for nogen, fordi jeg følte, at det her var nok min egen skyld. Jeg burde måske vide bedre. Gjorde jeg ikke?

Senere fik jeg kærester. Jeg skulle naturligvis forsøge mig med de uopnåelige fyre. Dem der var populære, mange år ældre end mig og kendte (DJ’s). Dem forelskede jeg mig i. Og fik. Igen på grund af mit udseende. De var enormt søde ved mig og de beskyttede mig. Når de begyndte at elske mig, blev det svært for mig og jeg mistede interessen for dem. Jeg var bange for, at de ville svigte mig. Så jeg gik fra dem.

Jeg har i virkeligheden haft meget få kærester. Torben (8 måneder), Milo (9 måneder), Anders (6 måneder), Morten (20 måneder), Tomas (1,5 måned), Kenneth (22 måneder), Brian (23 måneder) og Janus (207 måneder). Det var mine kærester. I 24,7 år af mit liv, har jeg haft kærester og i skrivende stund jeg er 39 år. I 23 år troede jeg, at hvis ikke jeg passede på, så ville jeg blive svigtet. Jeg troede, at min person ingen betydning havde, og at jeg primært blev valgt for mit udseende. Derfor havde jeg det fint med at tage på og veje 20 kg for meget. I mine øjne var det nemlig beviset for, at hvis min mand stadig kunne elske mig selvom jeg var overvægtig, så var der en lille bitte chance for, at han ikke havde taget mig for udseendet – og så der var det en lille bitte chance for, at han ville leve sammen med mig – også når jeg blev gammel og rynket. Og han blev. Længe. Og vi ledte efter lykken. Vi gav hinanden skylden, når vi ikke mærkede lykken, fordi så var det ham der ikke gjorde mig lykkelig – eller omvendt.

For 1,7 år siden lærte jeg en vigtig lektie udi i det dersens lykke-halløj. Det der ramte hovedet på sømmet hos mig var, at lykken ikke var noget jeg skulle lede efter hos andre, og at det ikke var noget jeg skulle have, men at det handlede om, at finde lykken i mig selv. WAIT WHAT???

Forklaringen jeg fik gav mening, og jeg kunne med det samme se, at jeg havde ledt forgæves. Og at det jeg havde ledt efter hele mit liv, for at stoppe det tomrum jeg havde i hjertet, det havde jeg rent faktisk haft hele tiden. Lige her. En ting er dog at forstå sådan en forklaring, en anden ting er, at implementere forklaringen på et sådant niveau, at man kan omsætte følelsen af lykke til virkelighed. Og det blev svært. Jeg øvede mig og øvede mig, og jeg kom tættere og tættere på følelsen af, at mestre denne kunst. Mit næste skridt var så, at jeg ville lære min mand det. Og jeg glædede mig som et lille barn foran sine julegaver, fordi denne følelsen var simpelthen det vildeste. For første gang i mit liv, hvor jeg følte mig sådan for alvor rigtig lykkelig, var i april måned i år. SÅDAN VIRKELIG. Lykkelig, velvidende at jeg havde alt, og at jeg rent faktisk ikke havde brug for mere for at gøre mig lykkelig. Jeg vidste for første gang, at jeg kunne være i det jeg var i, resten af mit liv uden at føle afsavn. Nå jo, vi skulle lære at kommunikere bedre, men det havde jeg også fikset og havde linet op, og det var klart. Tænk, for første gang nogensinde var jeg klar over, at jeg skulle ikke være bange for at blive svigtet. Jeg var i sikkerhed og jeg var LYKKELIG.

Men så sprang bomben

Min mand kunne ikke lide mig længere, fordi jeg havde forandret mig, og i hans øjne ikke til det bedre. Han ville flytte. Min verden brast sammen. Jeg følte mig svigtet.

Igen.

Det er nu 5 måneder siden bomben sprang, og 85 dage siden han flyttede ud af mit liv, efter at have været i mit liv i 6210 dage. Tomrummet i mit hjerte er stort. Jeg elsker ham stadig. Jeg elsker ham mest for vores mange gode minder og fordi han i 6150 dage viste mig, at jeg ikke behøvede at være bange for at blive svigtet, fordi han elskede mig uanset udseende og vægt. Måske var der alligevel noget personlighed derinde, som kunne elskes? Ellers var han vel ikke blevet i SÅ mange dage?

Jeg tror, at jeg med tiden kan fylde hullet i hjertet op med kærlighed til mig selv. Og jeg starter med at give mig selv min krop tilbage. Jeg er nået til den alder hvor, hvis jeg kan redde en lille smule udseende og lære at elske min krop, så ville det være dejligt. Det vigtigste er dog, at jeg ved, at lykken ligger i mig selv, og at når jeg en dag får taget endeligt afsked med sorgen over at have mistet mit ægteskab og min mand gennem 6210 dage, så ved jeg at jeg bliver lykkelig igen, og at jeg ikke skal ud og lede efter lykken. Den er jo lige her i mig selv.

Måske skal jeg lære, at hullet i hjertet slet ikke bør ses som et negativt tomrum, men i stedet ses som en mulighed for, at putte mere lykke og kærlighed derind, hvor det virkelig føles godt?

Det må jeg øve mig på i fremtiden.

om at give slip på tårerne…

…og lade smerten og frustrationerne SKRIDE AD HELVEDES TIL!

Sådan en dag har jeg i dag. Jeg vågnede tidligt – glad og klar til jura, skrev en besked til min mand og i løbet af en halv time havde jeg fucket ALT op. Inklusiv mit forhold til min datter. Og jeg har tudet lige siden.

I denne faktisk ret udfordrende tid, er det som om jeg går rundt i en osteklokke. Jeg er ikke udpræget ked af det i hverdagene, men ind imellem rammer følelsen af opgivenhed og manglende lyst til livet mig så hårdt, at jeg vælter. Og jaja, jeg ved bedre – men indeni er jeg ofte stadig bare hende den 8 årige pige, som mistede sin mor alt for tidligt. Og derfor tuder jeg.

Hvordan fanden skal jeg kunne finde ud af at være mor, når jeg ikke har haft en. I 31 år har mit højeste ønske på mit ønskeseddel til julemanden HVERT år været en mor. FOR HELVEDE!! Jeg vil også have en mor. Bare en som ringer ind imellem og siger: “hej skat, det er mor. Hvordan har du det?” og så kan jeg sige: “ad helvedes til!” og hun forstår, hvad man går i sådan en situation. Hun må godt være dum ind imellem og irriterende især, det har jeg nemlig hørt, at mødre skal være. Bare jeg får en mor.

Lige nu gør det ondt at være mig. Når smerten rammer mig, kan jeg ikke få luft og jeg får en overvældende trang til, at overdrage mine børn til mennesker, som sikkert er meget bedre til at tage sig af dem end jeg er. Jeg føler mit totalt utilstrækkelig og uværdig som menneske. Og derfor tuder jeg.

Sådan en dag har jeg i dag. Jeg burde FUCKING sidde til undervisning nu, og blive klogere, og jeg burde have styr på datter og søn, mens manden holder styr på de små, men jeg har ikke styr på en skid. Ingen af dem har styr på noget, og alle som en forventer de, jeg fikser det – fordi det er sådan noget jeg gør. Jeg forsøger at planlægge, men alle planer må ind imellem sættes ud af drift, fordi jeg er nød til at slukke en brand et sted. Og jeg kan simpelthen ikke rumme mere lige nu. Derfor tuder jeg.

Det gør fysisk ondt i mit hjerte, og jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg er i det, midt i den forbandende følelse. SLIP MIG NU FRI, og lad mig være glad. Hvorfor skal det gøre fysisk ondt?

De sidste mange måneder har været et helvede. Ja, de sidste mange år – rent faktisk. Det er væltet ned med sygdom og økonomisk krise. Vi måtte side om side, tage et skridt ad gangen – ikke for at leve, men for at overleve. Og vi klarede den. Indtil der kom ro på. Så gav vi op! Nu lever vi hver for sig, vi har opgivet kærligheden og vores børn er mærket af det. Det tuder jeg også over.

Min mand er den eneste der kan tilbyde stabilitet, fordi han er den med 8-16 jobbet og jeg gået fra at være hende der altid var hjemme og passede på mine børn, til at være hende der aldrig er hjemme og ikke længere kysser godnat og lukker hunden ud. Nu er der ikke nogen der lukker hende ud. Det gør så ondt at vide, at jeg ikke længere kan udfylde den rolle jeg altid har gjort og tilbyde stabilitet – det tuder jeg især over.

Studiet kræver mig i København, og rammerne er endeligt blevet fine nok, til at jeg kan håndtere det, men tilværelsen vælter i kulissen, og uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke være flere steder på en gang. Derfor tuder jeg.

Er vi nu der igen, hvor jeg skal opgive alt og tage hjem og fikse det hele. Ellers skal jeg følge planen, og så forvente at tingene løser sig hen ad vejen? Huset må gå. Hunden må flytte. Sønnen må lære at klare sig selv, og skabe sit eget liv. Og datteren skal slippes fra hendes følelse af ansvar, så hun kan koncentrere sig om sin sygdom og hendes skole.

Hele min verden som jeg kendte den, er i forandring. Og derfor tuder jeg. Intet er længere trygt. Alt er under ombygning. Derfor tuder jeg. For helvede jeg tuder.

Hunden kigger mærkeligt på mig, og forsøger hele tiden at ligge dens hoved på mit ansigt, ligesom for at gøre mig opmærksom på, at den nok skal passe på mig (altså vi snakker en lille bitte chihuahua). Jeg smiler lidt til ham, fordi han er nu så sød. Også tuder jeg lidt videre.