Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

Author Archive

om Balder uden Buler…

kettlebells

Foto: Janne Tholstrup

…og om, at finde ud af, at man kan glæde sig til at træne.

Jeg har lige gået igennem lejligheden og jeg bemærkede noget helt nyt. Jeg så mig selv i profil i et spejl og så, at der virkelig var sket noget med min krop. Selvom jeg ikke har tabt mig, så har jeg fået rettet min holdning og min baldemuskel er begyndt at tage form. Jeg gik videre ind imod mit soveværelse, og jeg kunne rent faktisk mærke, at mine balder var aktive og spændte og mine muskler i ryg og mave var stærke og holdt mig rank.

WAOU.

Måske synes du ikke det her er interessant, men det synes jeg. Jeg har nemlig prøvet ALT – næsten. I 2003 blev jeg uddannet Personlig Træner af Jørgen Panduro og Tim Herbst, Aerobic instruktør af Anna Virenhem, Fitness instruktør af Jørgen Panduro og Tim Herbst, Fitness yoga instruktør af Soham Johansen – og jeg blev certificeret “Motion på Recept” instruktør ved Adam Stensberger og Bente Klarlund.

På kostsiden har jeg også eksperimenteret: Fit4Life, Vægtvogterne, Fedtfattig kost med Anne Larsen, South Beach Diet, Kernesund Familie, Palæo, LCHF, 5:2, Østrogen diæt, Go’ kur osv. Jeg har prøvet så mange forskellige kostparadigmer, at jeg nærmest ikke kan finde ud af at spise ordentligt mere og ikke i en lang periode har kunnet mærke hvad jeg rent faktisk havde brug for at spise og hvornår.

Jeg har knoklet og forsøgt at tabe mig ved at løbe, men jeg synes kun det er sjovt den første kilometer. Jeg har trænet kettlebells med Frieda Linn Torgersen. Jeg har været på BootCamp med Krisztina Maria, hvor jeg fik hylen og propper i ørene, fordi jeg pressede mig selv så meget jeg kunne. Det var sjov og fed træning, men jeg fik aldrig implementeret det i mit liv. I sommers kastede jeg mig over Energii, og det var sjov træning og nemt at presse sig selv. Jeg var ret vild med det, men oplevede desværre at jeg fik en skade, fordi jeg ikke lyttede til mig selv.

Men så kom ændringen. Anna.

Anna langcerede i efteråret Balder Uden Buler programmet. Jeg meldte mig på, selvom jeg var stresset og syg. Jeg fulgte med på sidelinien når de andre stille og roligt skabte resultater,  og ærgrede mig over, at det ikke var mig. Jeg vidste jo,at det ville være godt for mig, og at jeg havde brug for styrke. Jeg fortsatte med at følge med, og pludselig en dag i april så jeg mig selv være i gang med nogle af de blide opvarmningøvelser.

I juni startede Anna et hold med træning. 4 uger – 10 gange træning. Jeg skulle være med.

1200x

Foto: Christel Skousen Thrane

I dag ved jeg det har gjort en forskel for mig. For, jeg glæder mig til at træne på Annas måde. Annas måde handler nemlig om, at mærke kroppen og gøre kroppen klar til træning. Det handler om, at mærke hvornår man har fået nok og hvornår man kan tage lidt ekstra. Det er hårdt og effektivt, men på en eller anden måde oplever jeg det ikke som hårdt, før jeg næsten er færdig. Jeg får pulsen op og mærker dag for dag, hvordan kroppens mange muskler arbejder sammen.

Når jeg går fra timerne oplever jeg en utrolig velvære i kroppen. Det er som om, at min krop bliver klogere og klogere for hver træning. Den er brugt, ja – men på en helt anden måde end jeg er vant til. Jeg er ikke udmattet og har ikke ondt. Det er nyt. Og dagen efter kan det virkelig mærkes, at jeg har haft fat.

Det føles rigtigt, på en helt anderledes måde.

Jeg har valgt at slutte fred med min krop, min mad og min træning.
Fremover vil jeg kun gøre det som føles godt.

Jeg har derfor lige fået Annas bog Skyhøj forbrænding. Og jeg glæder mig enormt meget til at læse den og til at få mere inspiration til, at fortsætte træningen på egen hånd.

Jeg tror på det – denne gang. Fordi træningen i min verden ikke skal føles som tvang, men derimod noget jeg glæder mig til, og noget jeg har overskud til. Jeg HAR overskud og tid i min hverdag til denne form for træning, og det mest fantastiske er, at jeg kan gøre det herhjemme. Og endda træne med min datter.

om ulveskrig og børnetime…

alone

…og om ulvetime og børneskrig!

Jeg har længe haft noget på hjertet, men har ikke helt kunnet finde den vinkel der skulle til, før jeg syntes den ville ramme lige spot-on. Jeg har den stadig ikke, men nu får i den altså. Altså, bare sådan som det er.

Det er ingen hemmelighed at jeg er sensitiv. Meget endda. Jeg er nyhedssøgende og ekstrovert, men jeg har også en kraftig introvert side, som jo ældre jeg bliver dominerer mig mere og mere.

Jeg er opvokset i en lille familie indtil min mor døde da jeg var 8 år. Min søster og jeg blev sendt på et børnehjem og blev pludselig “bare” en i flokken. På børnehjemmet var vi i vores afdeling (de små) omkring 15 børn fordelt på 4 værelser. Vi levede i det mest fantastiske hus i Virum og havde en park som have og alt den plads man kunne drømme om. Dog ikke til at fordybe sig og være sig selv. Da vi ankom til børnehjemme delte min søster og jeg værelse, på det eneste 2 personers værelse der var. Men efter to måneder var der nogle andre “nye” der havde brug for værelset, så vi blev flyttet ind på et fire sengs værelse og skulle dele værelse med 2 andre, som også var søskende. Der var altid mennesker og larm omkring mig, og det eneste tidspunkt hvor jeg kunne være alene var, når jeg gik til og fra skole i sneglefart.

Jeg gik langsomt og kiggede på insekter og døde fugle og så gik jeg og kiggede ind af folks vinduer. Jeg gik og drømte, at alle de hjem var mit hjem. At det var hjem med en mor og en far – og så mig selvfølgelig, og at der var et værelse kun til mig. Jeg drømte om, at jeg ville få en ny chance for en familie, nu hvor den familie jeg havde var gået i stykker. I min verden var min mor min familie, og da hun begik selvmord forsvandt alt jeg stolede på og alt jeg følte tryghed ved. Jeg var alene og med et kæmpe ansvar om, at passe på min lillesøster. Det var lidt barskt som 8 år gammel, men livet gjorde mig stærk og selvstændig.

Jeg drømte om ro. Jeg drømte om, at når jeg skulle i bad om aftenen, så var det ikke ved at stå i kø med 12 andre børn, og blive vasket som ved et samlebånd. Jeg drømte om, at nogen ville vaske mit hår blidt og nænsomt. Fordi det filtrede helt vildt og havde behov for balsam. På børnehjemmet brugte vi ikke balsam, her brugte vi Natusan sæbe til det hele også håret. Og da mit hår ikke egnede sig til det, ja, så blev jeg sendt til frisør og fik det de lange lyse rottehaler klippet af.

Janne1980

Jeg boede på børnehjemmet i 2 år. Derefter kom jeg til Fjordhøj. Fjordhøj var et kollektiv og her boede vi i gennemsnit mellem 20-30 mennesker. Her havde jeg mit eget værelse og her fandt jeg ro. Og jeg fandt ro ved hestene og i skoven. Alt den uro omkring mig gjorde, at jeg ofte trak mig og var alene. Jeg kunne sidde i timevis og stirre ud i luften, mens tankerne ræsede igennem knolden på mig og skabte billeder af, hvordan jeg kunne ændre verdenen, og hvordan jeg kunne gøre en forskel for børn, der som jeg, måtte vokse op uden en mor, uden tryghed, uden ro eller uden et hjem. Jeg ville være sagsbehandler eller jeg ville være advokat. Og så ville jeg hjælpe børn.

Jeg blev sagsbehandler – dog ikke på børneområdet og jeg endte med at skulle hjælpe børn. I første omgang mine egne børn. For jeg fik den gave at få 4 særligt sensitive børn. I virkeligheden var det ikke en gave i starten, fordi jeg anede ikke hvad det handlede om, og jeg forstod ikke de konflikter der opstod. Men jeg handlede udfra mine egne fornemmelser og ind imellem har det vist sig, at de fornemmelser rent faktisk var ret godt fornemmet. Jeg kunne nemlig mærke uroen i mine børn, og jeg forsøgte så godt jeg kunne at skabe regler, der hjalp dem med, at finde deres ro. Jeg lærte mine børn at stirre ud i luften mens tankerne fløj. Jeg lærte mine børn, at man godt kan lægge sig til at sove, selvom man ikke er træt. Jeg lærte mine børn, at musik og stimuli er fantastisk – men at ro er vigtigere. Og de var vildt lærenemme. Og nemme.

Men så kom Emil. Og så pludselig forstod jeg, at alt det vi altid havde gjort var anderledes end hvad andre mennesker gør, men at det rent faktisk var genialt, at jeg altid havde gjort det. Jeg gjorde det ud fra mine behov, og derved lærte jeg mine børn om deres behov. Og ved at betragte dem vælge deres behov, forstod jeg pludselig mine behov. Æhhhhh??!?

…ja ja, det lyder tosset. Men her for nyligt i Emils børnehave talte jeg med personalet om, hvordan Emil reagerer når han har været (for) meget i børnehave. Han reagerer med, at være grædende og fortvivlet. Han ligner en der er træt og hvis jeg rører ham, så reagerer han nærmest som om, at det gør ondt på ham, at jeg rører hans hud. Når jeg vil trøste ham, lader det sig kun gøre, hvis jeg ligger alt fra mig og bare sidder med ham, trækker vejret dybt og bliver bevidst om min vejrtrækning og vægter min fulde tilstedeværelse som værende ved ham og i ham. Så snart tankerne flyver og jeg retter mit nærvær udad, græder han igen. Men når jeg retter tankerne ind mod det faktum, at jeg sidder med det her lille menneske, som er blevet overvældet af livet og er dybt frustreret så stopper han. Han trykker sig ind mod mig og langsomt finder han ro og overskud. Det er som om, at han lader frustration og utryghed forsvinde over i mig og finder mod til endnu et par timer af denne dag.

Denne øvelse lærte jeg da han var baby. Fordi, Emil krævede mit nærvær når jeg var ham nær. Ellers græd han. Og den bruger vi stadig. Så længe jeg er ved hans side og han har brug for mig, vil jeg aldrig lade ham føle sig alene. Jeg er lige her og når jeg er der, så er jeg der fuldt ud.

Nå, men snakken var om Emils reaktion som værende enormt grædende og bla bla bla. Lederen kender vores historie om det lille for tidligt fødte barn, som er ekstremt sansesart og som reagerer anderledes en andre. Så det var ikke uvidenhed eller andet der gjorde, at hendes respons på en hård eftermiddag for Emil med gråd og skrig var:

“Nå, det lyder jo bare som en helt almindelig ULVETIME hjemme hos os”

Jeg fik nærmest et chok. Sad hun der og fortalte, at det da bare var normalt for mange børn, at have det som Emil, når han var overstimuleret i en sådan grad, at gråd og fortvivlethed var hans reaktion? Sad hun der og fortalte mig, at det var hverdag i hendes liv med to små børn på 4 og 6? Sad hun og…? Ja, det tror jeg faktisk hun gjorde. Hun negligerede rent faktisk, at det her var et problem og det gjorde mig dybt forarget.

For ULVETIMEN eksisterer ikke i virkeligheden. Det er ikke et livsvilkår, at børn skal græde hver dag mellem 15-17. Jeg har haft børn i næsten 21 år, og vi har ALDRIG haft ulvetime hos os. ALDRIG. Uanset hvor meget jeg arbejdede eller hvor lidt jeg arbejdede, om jeg var selvstændig eller studerende, offentligt ansat eller ansat i det private. ULVETIMEN eksisterede ikke, fordi mine børn ikke blev og bliver overstimuleret. De bliver stimuleret og set, de bliver udfordret og udviklet – men aldrig overstimuleret. Havde de fået for meget i løbet af dagen i institutionen, så var der plads til ro når de kom hjem. Og alle respekterer i mit hus, når nogen har brug for ro.

Jeg tænker, at det er forfærdeligt hvis forældre går rundt og tror det er helt normalt. Altså at børn skal græde. Fordi det gør de jo bare i ULVETIMEN. Men græder de også i weekenderne på samme tidspunkt? Græder de også i ferierne på det tidspunkt? Nej, det tror jeg nemlig næppe de gør.

Det eksisterer ikke, det der ULVETIMEN. Det gør derimod dårlig planlægning, overstimulering og manglende plads til ro og hvile.

Hej hej.

om at læse til eksamen…

Overspringshandling

…og egentlig hellere vil lave alt muligt andet.

I dag har jeg læst en del og jeg har været på JurLab og fundet en masse spændende specialer til inspiration, fordi JOV, jeg skal snart i gang. Altså med at skrive speciale. Det er meget grænseoverskridende for mig at skrive det, fordi så er det som om det bliver virkelighed. Og jeg ved ikke helt hvordan jeg i virkeligheden har det med, at jeg en dag i en overskuelig fremtid bliver færdig som jurist.

Nu ligger mit fokus dog på IT-Ret, da jeg skal op til mundtlig eksamen på mandag. Så jeg nørder:

  • Patentret og ophavsret til EDB-Programmer
  • Ophavsret til Databaser
  • Varemærkeloven og domæneloven
  • Persondataret
  • E-handel; Markedsføringsret, Digital aftaleindgåelse, Den digitale ydelse og Elektroniske betalinger
  • Udviklingsaftaler, Driftsaftaler og Software licensaftaler

Og det er alt sammen mega spændende. Men når jeg har læst og forberedt mig og kaster mig over næste emne, kan jeg ikke huske det jeg lige gennemgik. Gætter på at stress og lavt stofskifte stadig driller mig. Nu ser vi hvordan det går på mandag.

Men midt i alt dette, så er jeg meget optaget af det jeg er i gang med træningsmæssigt.

Vidste du, at for at få nok væske (vand) om dagen skal du gange din vægt med 0,033? For mit vedkommende betyder det, at jeg skal drikke 3 liter vand om dagen. Når jeg træner eller det er varmt, skal jeg drikke mere. Det er en stor udfordring for mig. Vil du være med i den udfordring? Vi starter på søndag – SKRIV I KOMMENTARFELTET HVIS DU ER MED PÅ ET PAR UDFORDRINGER.

om at hjælpe min krop…

Manuvision

..og om at kunne mærke mig selv igen.

Jeg har været på en afvej. Så meget, at jeg ikke kunne mærke min krop. Så meget, at min nakke konstant gjorde ondt og jeg nærmest ikke kunne dreje mit hoved, når jeg skulle tjekke den blinde vinkel når jeg kørte bil. Når jeg skulle sove, måtte jeg stable mig op med puder omkring nakken, så den ikke gjorde ondt værre, i en sådan grad at jeg den efterfølgende dag slet ingenting kunne.

Min vægt er et kapitel for sig. Men stress og lavt stofskifte proppede ekstra vægt på mine knogler. Så meget at mit bækken gjorde kronisk ondt. Så meget, at jeg i mange mange måneder har måtte overkompensere mit bækken ved sveje så meget i det, at jeg render rundt med en “Andersine-røv” og det ydermere er gået ud over min lænd og mine muskler i mave og ryg.

Min krop lukkede og slukkede i efteråret. Min cyklus forsvandt og jeg havde ikke længere menstruation. Det i sig selv er ret vildt for min krop, fordi lige netop det, har min krop altid været ekstrem dygtig til. Nærmest FOR dygtig. Men den har været væk i næsten 8 måneder. Ind imellem tænkte jeg, at der vel snart poppede en baby ud af mig, for uden menstuation og med 20-30 kg for meget, træthed og ømt bækken – tja, så var det jo nærmest som at være frugtbar. Altså lige midt i en graviditet.

Men så tog jeg over. Slog hjernen fra og var ligeglad med “av” og “det kan jeg ikke”. Og så var det som om der skete lidt. Men hurtigt efter gik det i stå.

For 2 uger siden fik jeg så en manuvision behandling af Thomas Skovgaard og så skete der ting og sager. Behandlingen var en lang behandling, hvor min krop og dens spændinger blev gennemgået fra en ende til en anden. Alle meridianer og ømme punkter blev undersøgt, og der blev behandlet effektivt på hvert enkelt punkt. Det gjorde ondt og godt på samme tid, og jeg skulle virkelig øve mig i at trække vejret helt ned i maven. Langsomt men sikkert, mens jeg lå på briksen blev spændingerne en efter en fjernet og da jeg tog hjem var jeg træt som et alderdomshjem.

Dagene efter var jeg fyldt med energi som jeg ikke har oplevet i mange år.

I dag fik jeg så endnu en behandling. Det var samme oplevelse som sidst, men mens der blev trykket på punkter omkring maven og livmoderen slog det mig, at jeg jo rent faktisk havde fået menstruation igen i fredags og at det uden tvivl skyldtes behandlingen.

Efter behandlingen i dag, er jeg igen træt. Som i MEGA træt. Jeg vil derfor hoppe i seng om lidt. Jeg har ingen spændinger i nakken, ingen smerter nogen steder – kun velbehag i hele kroppen. Jeg ville bare rigtig gerne dele det her med alle Jer.

Fordi, hvis du render rundt med en krop der ikke har det godt, fysisk eller mentalt – så prøv at smutte en tur forbi Thomas. Jeg mener det virkelig. Jeg synes, alle jeg kender, skal give sig selv den gave. Det koster dig kun kr. 350,00 for halvanden time i meget kompetente hænder. Det er satme et fund for de penge. Og jeg lover dig, du vil ikke føle at du har spildt hverken dine penge eller din tid.

Afsted med dig. Jeg mener det sgu.

Sæt i gang.

Klik her og book din tid med det samme.

om at blive balde fikseret…

LevSundt

..og ikke være alene om det.

I efteråret, lige inden mit “melt-down” fik jeg adgang til Anna Bogdanovas seneste skud på stammen, hendes online trænings forløb “Balder uden Buler” som er et træningsprogram, som tager udgangspunkt i balderne kæmpe betydning for resten af vores krops styrke.

Stærke balder medfører ikke bare en god røv, men det giver også en bedre holdning og en stærkere ryg. Træningen foregår hjemme og 4×15 min om ugen + plus noget opvarmning, som nærmest ikke føles som træning, men som en form for egenomsorg. Det var lige noget for mig og jeg glædede mig.

Problemet var bare, at jeg fik stress – skal vi sige ca. 5 min. inden jeg skulle starte med at træne. Og uanset hvad jeg gjorde, så var overskuddet eller energien bare ikke til stede. Resten af historien kender I jo, så den skal jeg ikke gentage. Men det jeg vil fortælle var, at jeg skrev med Anna om det og hendes svar var

Du behøver ikke følge programmet som det står skrevet. Mærk efter dine egne behov. Du kan strække din træningsuge til flere (fx 10) dage, hvis du har brug for mere restitution. Tænk slet ikke på kost de første 4-5 uger, det kommer nok. Og måske har du slet ikke brug for at tænke over det. 

Søvn… kommer når du får beroliget kroppen med flow og træning. Bevægelse hjælper på alt, også det mentale. Alt det andet er ligegyldigt nu. 

Skriv, hvordan det går <3

Så jeg gjorde som Anna sagde, koncentrerede mig udelukkende om opvarmningsflow og søvn. Nu er jeg endelig et sted, hvor jeg kan mærke stressen komme inden den lammer mig. Det er fantastisk. Og hvad der er endnu mere fantastisk er, at Anna i denne periode har lavet et træningshold, som jeg er så heldig at have fået plads på.

Jeg vil forsøge at skabe den ro min krop har brug for, og så vil jeg bruge disse ti gange træning til, at komme helt i bund med min teknik og få justeret på min styrke.

Første træning er i morgen MEGET tidligt. Eller, meget tidligere end jeg er vant til. Det bliver i sig selv en udfordring for mig. Men jeg er game.

Pyh, det bliver godt.

om at vinde…

WINNER

…og tage magten over sit liv og sin krop tilbage…

Jeg er endelig ved at være ovenpå igen. Stress åd mig op i efteråret og selv om jeg troede jeg lyttede, så gjorde jeg det egentlig ikke. Måske tænker du, at det da var mærkeligt at jeg ikke lyttede og det forstår jeg udemærket. For det har jeg selv tænkt.

Og når jeg tænker, ja, så kommer der typisk en lille historie ud af det. Så, here goes..

Da jeg blev syg af stress, blev jeg også ramt af PTSD (som jeg fik da Emil blev født 13 uger for tidligt) og jeg blev ramt af lavt stofskifte og jeg blev ramt af en manglende evne til at arbejde. Det sidste handlede om, at jeg ikke kunne få Emil passet, og derfor var forhindret i at arbejde. Det påførte mig et stort pres økonomisk, og derfor blev jeg stresset.

Jeg tog 17 kg på over 3 uger. Det gjorde ondt.

Jeg forsøgte at vælge det hele fra. Jeg lukkede min virksomhed og jeg forsøgte at få orlov fra mit studie. Men studiet ville ikke så gerne samarbejde. Så jeg tog kampen op og fortsatte – på trods af manglende hukommelse og koncentrationsevne. Og det var lidt svært. Men jeg klarede to eksamer og faktisk med et ok resultat, situationen taget i betragtning.

Da jeg kom til februar faldt jeg i søvn. Jeg sov 15 timer i døgnet i 7 uger, og havde jeg ikke haft børn, ja, så havde jeg nok sovet 20. For det kunne jeg sagtens. En dag kunne jeg ikke sove mere. Det var en fantastisk dag.

For tre uger siden begyndte jeg at træne. Min vægt har stået stille på 96 kg i flere måneder og jeg har virkelig passet på min krop. Men en dag var det nok. Der skulle ske noget. Jeg havde en teori, at eftersom kroppen ikke ville slippe af sig selv, så ville jeg forsøge at give den et chok. Og det fik den. Og så samarbejdede den endelig.

Træning for mig har bestået af mange ting, og jeg har arbejdet både med min krop indvendigt og udvendigt. Jeg har detoxet med Ninka og har trænet Kettlebells med Anna Bogdanova, jeg har trænet på “reformeren” i Energii, jeg har fået LPG behandlinger hos Female Fitness og jeg har fået manuvision behandling hos Thomas Skovgaard (link kommer snart). Det sidste gav et kick uden lige, og jeg har siden den behandling haft den vildeste energi.

I den kommende tid, vil jeg blogge lidt om min udvikling og udfording med de mange kilo. Når jeg kalder det en udfordring, er det fordi jeg ikke vil starte en kamp mod min egen krop. Det fortjener den simpelthen ikke. Det er jo min egen skyld. Det er jo MIG der ikke har lyttet, MIG der ikke har sagt fra, MIG der har puttet ting i min krop, som den ikke havde godt af, og MIG der har talt grimt til den, når den ikke ville makkeret.

Jeg vil ikke længere behandle min krop sådan. Min krop har båret og givet liv til fire fantastiske børn, og ja, den er lidt slidt. Men det er sgu en ringe pris at betale for det mirakel det har været, at skabe disse helt igennem unikke mennesker. Så fremover behandler jeg min krop nænsomt og taler pænt til den. Den er ikke pæn for tiden, men det har jeg accepteret. Og nu gør jeg noget ved det.

Jeg ønsker ikke længere en krop som før jeg fik børn. Fordi min krop er som den er, netop fordi jeg er mor. Og ikke bare til et barn. Jeg er mor til FIRE. Så heldig er jeg.

Men min krop skal et sted hen, hvor den ikke gør ondt, og hvor den ikke behøver at gemme sig i fedt, for at beskytte mig mod alle de smertefulde ting jeg oplever og har oplevet i mit liv.

Nu skal resten ud. Der skal renses ud. Detoxes fysisk og mentalt, både i kroppen, i mit sind, i mine relationer og i mit hjem.

Vil du med på denne rejse? Så følg med her. Og tilmeld dig evt. ovenfor, så du er sikker på, at du ikke går glip af noget.

Jeg glæder mig til rejsen. Kufferten er pakket og jeg er mere end nogensinde klar til afgang.

om bevidsthed og dårlige vaner…

..og om måder at fremlægge det på, så det virker som afhængighed og uansvarlighed.

Jeg har netop medvirket i en artikel på eb.dk om brugen af iphone.

Mit sigte med at medvirke var, at jeg gerne ville hjælpe med at gøre opmærksom på, hvor nemt det med smartphones kan tage overhånd.

Jeg har levet delvis som fuldtids jurastuderende og delvis (som selvstændig) i to år af, at være online – på facebook, skype, instagram, lave hjemmesider og ved etablering af online uddannelsesforløb m.m. Jeg arbejdede mest hjemmefra, både når børnene var hjemme og ikke hjemme. Det var jeg nødt til, for at tjene nok penge til at forsørge mine børn

I januar 2014 stod jeg for en stor indsamling for at hjælpe en mand i nød. Det krævede at jeg var online 24/7 – så det var jeg. Børnenes far og deres store søskende hjalp til med de små drenge, og sammen fik vi det til at gå op. Det var voldsomt og det eneste jeg så frem til var, at få et normalt liv igen. Det var absolut det tidspunkt af mit liv, hvor online-tid har fyldt mest.

Efter den periode blev mine online-vaner ændret. Jeg var ikke længere online, for at se hvad mine venner og familie lavede og heller ikke for at blive underholdt. Jeg var udelukkende online, for at besvare spørgsmål (omkring indsamling) og beskeder, og læse artikler og finde dokumentation.

Jeg blev bevidst om mit forbrug. Og DERFOR sagde jeg ja til at medvirke. Jeg mener nemlig ikke, at smartphones er synderen her, men derimod mener jeg, at ubevidst brug af smartphones kan gøre skade på vores muligheder for at være nærværende.

Sigtet med denne artikel var, at det skulle være med til at skabe fokus. Hvor bevidst er du selv? Prøv for sjov skyld, at skrive dagbog et par dage, hvor du skriver om hvert eneste lille tryk på telefonen og tager tid på dit forbrug. Jeg garanterer dig, at du vil blive overrasket og efterfølgende langt mere bevidst.

Jeg vil også gerne invitere dig til, at bruge bevidstheden om dit eget forbrug af digitale gadgets til at skabe fokus på de ting i dit liv, som virkelig betyder noget. Og skab nærvær omkring de mennesker du er sammen med. Det har jeg gjort, og det har været en kæmpe øjenåbner og er det stadig.

Artiklen i dag kom online ved spisetid. Jeg havde lovet mine drenge, at vi skulle spise ude. Jeg har ikke været online i dag, og hentede kun min telefon fordi vi skulle gå – og tjekkede lige beskeder og dermed fik jeg besked om, at nu var artiklen online. Jeg gik ind og kiggede. Og jeg blev rigtig ked af det. Og den stemning hang ved, mens vi angiveligt skulle sidde og hygge os på en restaurant.

Jeg følte ikke den havde den vinkel den efter aftalen skulle have. Vinklen skulle være positiv, omkring hvordan vi kunne blive mere bevidste om vores forbrug. Og vinklen skulle ikke handle om, hvor vidt jeg er uansvarlig som mor. Det kan jeg forsikre jer om, at jeg ikke er. Så det behøver I slet ikke bekymre jer om. Jeg er heller ikke uintelligent eller egoistisk. Tværtimod. Min IQ er ret høj og jeg bestiller ikke andet, end at tænke på andre før mig selv. Men det til trods, så kom jeg rent faktisk i en situation, hvor jeg, fordi jeg var ærlig og turde stå frem, af flere blev opfattet sådan.

Det er jo skræmmende, hvordan artiklen og alle kommentarerne kunne påvirke mit humør og gøre mig så trist, at min 9 årige pludselig mens vi spiste sagde: “mor, hvorfor ser du pludselig så ked ud af det” – få minutter inden var jeg jo glad. Og nu var mit nærvær væk.

Det at vi kan blive påvirket af informationer fra en telefon, er i min øjne mere skræmmende end det faktum, at jeg af behov for overlevelse har måttet arbejde fuldtid og studere fuldtid for at forsørge mine børn, som naturligvis er min pligt. Og det gør jeg med glæde. Men i den overlevelses kamp, er jeg simpelthen blevet så dygtig til at lukke af for omverdenen, at jeg kan sidde og læse (juridisk fagstof, artikler på nettet, lange beskeder på mails o.lign.) eller arbejde, at jeg tog mig selv i, at jeg ikke hørte min søn spørge til, hvornår jeg lavede aftensmad, fordi han var sulten.

Jeg kunne have skrevet så meget andet i min dagbog og jeg havde fin mulighed for, at pynte på sandheden, men sådan et menneske er jeg ikke. Og faktum er, at der intet unormalt var i tidspunktet, for det var tid til at påbegynde aftensmaden, da vi altid spiser sent om fredagen, og der er i virkeligheden heller intet fordækt i, at jeg efter 9 timers arbejde trængte til et break på sofaen inden jeg lavede mad, og det break brugte jeg online. Og så lukkede jeg af. Voila.

Men jeg indrømmer, at det er ganske forfærdeligt, at vi kan komme i en situation, hvor vi prioriterer sådan. At online-tid stjæler vores nærvær.

For mit eget vedkommende, så fik jeg sat på plads, hvad mit forbrug og behov handlede om. Jeg vil absolut ikke betegne det som en afhængighed, for jeg havde ingen problemer med at lade være, og der gik mindre end et par timer, før jeg havde accepteret at det skulle jeg ikke. Rent faktisk var det lidt en lettelse, at jeg ikke skulle holde øje med beskeder og lignende. Jeg fik derimod bevidsthed om, at for mig, er det en rigtig dårlig – stressende – vane. Det er en tidsrøver og en meget nem overspringshandling, når andre vigtige opgaver trænger sig på.

Jeg mener, at det vigtigste er, at være bevidst om, hvad man bruger tiden på, og vælger man at bruge den på eks. facebook, ja så skal man jo blot huske, at så skal den tid tillægges i den anden ende og tages fra andre vigtige ting, eks. tiden med familie og børn. Opgaverne vi har, løser jo ikke sig selv, og sidst jeg tjekkede, havde vi stadig kun 24 timer i døgnet. Det er vidst ens for alle.

Vores liv er proppet med ting vi skal, og som sagt, tid er en konstant og absolut ikke det vi har mest af. Men hvorfor er det så, at vi vælger at bruge vores tid, som vi gør? Evt. online?

Efter projektet her, kom der rent faktisk mange sjove oplevelser. For jeg valgte at fortsætte projektet og var ikke på fb i yderligere en uge. Jeg var interesseret i at se, om mine veninder ville huske mig, og huske, at jeg ikke var online. Jeg var spændt på at se, hvornår de ville ringe eller sms’e til mig, når nu de ikke hørte fra mig.

Det sjove er, at selvom de vidste jeg ikke var online, så var det rent faktisk på fb, at de valgte at skrive til mig, og spørge om jeg var ok? Ja, morsomt ikke? Det eneste sted, som jeg med sikkerhed ikke var online, det var det sted, hvor jeg fik flest beskeder. Tankevækkende.

Der gik næsten 14 dage før de huskede, at jeg ikke var på fb. Og så begyndte sms’erne at tikke ind.

Nå. Vi dræber den her. Bum.

Kunne vi blive enige om, at det IKKE er ubetydeligt hvordan vi bruger vores tid og hvordan vi skaber vores nærvær?

Godt så.

 

om skønhed og akupunktur..

…og om at prøve noget nyt…

I fredags blev jeg spurgt, om jeg ikke havde lyst til at prøve noget nyt. Jeg var naturligvis nysgerrig, og da jeg hørte hvad det drejede sig om, var jeg naturligvis meget meget nysgerrig. Det handlede om, at jeg skulle prøve en akupunktur ansigtsbehandling og tankerne bag ansigtsbehandlingen der var kombineret med nåle, vækkede virkelig min nysgerrighed.

Som tidligere kosmetolog, har jeg set en del og prøvet en del. Jeg har set gode resultater og virkelig dårlige resultater på alt fra permanent make-up til restylane. På kunstige negle til hårpåsætninger, og det er skræmmende hvor meget bras, nogen mennesker tager penge for at udføre på andre. Det har betydet, at jeg altid har holdt mig til de ting, jeg vidste virkede og kun udført af professionelle, der virkelig ved hvad de laver.

I min tid som kosmetolog turnerede jeg rundt hos konkurrenterne, for at prøve at ligge i deres stol. Jeg ville vide, hvad som virkede godt, og hvad der virkede mindre godt, så jeg kunne tage det med mig hjem til min egen klinik, og dermed sørge for, at mine kunder fik den absolut BEDSTE oplevelse ever. For der er forskel. En verden til forskel.

Min værste oplevelse var engang en kosmetolog, der slet ikke kunne finde ud af at lave ansigtsmassage. Det var så ubehageligt, fordi hun nærmest ikke rørte huden og det føltes mere stressende, det hun gjorde, end afslappende. Jeg endte med at rejse mig fra briksen og sige pænt tak for behandlingen, betale og gå.

Derfor var jeg ekstra spændt i dag, da jeg skulle besøge Bo Tornslev som er massør, ansigtsakupunktør og zoneterapeut. Vejret var fantastisk, og var der noget jeg trængte til, så var det en ordentlig omgang forkælelse. Jeg mødte op på klinikken og blev vist ind til briksen. Jeg nåede kort at fortælle om, at jeg rent faktisk var kosmetolog OG en anelse nåleskræk – bare sådan at han lige var lidt forberedt på, at her var en meget besværlig kunde. Eller i det mindste, en meget bevidst kunde.

Men Bo tog det fint, han forklarede og fortalte, og jeg lyttede. Og midt i det hele gik det op for mig, at det her virkede til at være en rigtig god ide og et fantastisk koncept. Det er nemlig sådan, at jeg har holdt mig fra botox og lignende, af den helt simple grund, at jeg ikke havde lyst til, at få sådanne ting sprøjtet ind i mit ansigt. Jeg er 40 år, og jeg har et ansigt med meget mimik. Jeg ville blive ulykkelig, hvis mimikken blev prisen for at slippe af med de dybe fure jeg har i panden. Her var måske noget, som ikke nødvendigvis fjernede rynkerne, men så i det mindste fik musklerne til, at slappe af omkring bekymringsrynken lige midt i panden.

Så jeg gav mig hen og smed mig på briksen. Og så gik Bo i gang.

Efter en halv times tid, havde jeg nåle i fødder og hænder – og ansigtet så sådan ud:

Det gjorde ikke ondt, at få nålene i. Nogle af dem mærkede jeg slet ikke, og resten var absolut ikke noget problem. Men jeg kunne mærke at der skete noget. Det snurrede i huden og det føltes som om, at energien vandrede mellem de forskellige punkter. Det var en fantastisk oplevelse.

Efterfølgende fik jeg en dejlig økologisk maske på og derefter nok den bedste ansigtsmassage, jeg nogensinde har oplevet. Og som skrevet ovenfor, så har jeg altså prøvet en del. Bo tog fat, og han havde en fornemmelse for, lige netop at finde de der helt rigtige punkter, som når de bliver behandlet rigtigt, giver en følelse af lethed i ansigtet hvorefter de spændte muskler, der er ømme (eks. tyggemusklerne) fuldstændig slapper af og man føler det som om, man er i himlen.

Prøv at hør, Det var en fantastisk oplevelse. Efterfølgende havde jeg røde kinder og en hud der var næret. Jeg havde fuldstændigt afslappede muskler og min bekymringsrynke i panden synes mindre.

Jeg kan anbefale alle der trænger til at gøre noget fantastisk for dem selv, denne form for behandling. Er du bange for nålene, så glem frygten. De er ikke værd, at være bange for. Det føles aller højest som en myg der stikker. Og i øvrigt, er den efterfølgende ansigtsmassage værd, at gå gennem glødende kul for at opleve. Just saying.

om tro, håb og kærlighed…

Jeg sidder midt i et kaotisk hjem, telefonerne KIMER konstant, og ind imellem sidder jeg bare og kigger på dem og magter nærmest ikke sige et ord mere. Tårerne presser sig ind imellem på, men ikke fordi jeg er ked af det, for det er jeg ikke.

I baggrunden hører jeg drengene grine og lege inde på deres værelse. Emil var sløj i dag og derfor måtte vi blive hjemme, men han er frisk nu. Og de griner. Jeg har 100 beskeder jeg ikke har nået og alligevel føler jeg mig lykkelig. Lykkelig med tårer. Jeg føler en kæmpe kærlighed i mit hjem, og jeg tænker det må være forfærdeligt, at skulle leve uden.

På trods af stress, sygdom, børn med diabetes, studie og alt muligt andet. Så er jeg bare lykkelig. Mest af alt lykkelig for at være mig, lykkelig for at turde kaste mig ud i vanvittige ting, lykkelig for at turde stå ved min mening og lykkelig for, at jeg lever i et land, hvor man faktisk godt må skille sig ud. Især hvis man gør det med hjertet.

Jeg har opdaget, at janteloven ikke rammer alle – især ikke, hvis det du gør kommer fra hjertet og ikke har egoistiske hensigter. Sådan en situation er jeg havnet i, med 500 km/t – helt uden, at jeg opdagede at det var der jeg var på vej hen. Det gør mig stolt. Over at være mig. Og især over, at turde handle med hjertet.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet med den her indsamling, men jeg ved, at jeg har inspireret en masse mennesker til at gøre en forskel. Til at turde gå forrest. Fordi de ikke kan lade være. Ligesom jeg ikke kunne lade være. Og fordi det giver så meget mening, at være der for andre, når de allermest har brug for det.

At lave denne indsamling, har for mig aldrig handlet om mig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med mig i denne sammenhæng. Men jeg var ikke ligeglad med Michael, der lå alene og døende på den anden side af jorden. Det gjorde ondt at vide, at alle håb var ude. Noget i mig, måtte bare skabe et håb. Så det gjorde jeg. Jeg håbede, at jeg kunne skabe opbakning til at hjælpe Michael. BANG!

Jeg ved, at uanset hvad der sker i fremtiden, så har Michael fået mit håb overført til ham. Han ligger nu og håber og venter. Han skal endelig hjem og have et liv igen.

Jeg tror virkelig på mit lille mantra, som jeg har skabt hen af vejen i denne indsamling:

“Tro flytter bjerge og håb redder liv!”

Med tro, håb og kærlighed kan vi meget mere end vi tror.

Læs om indsamlingen og mig på: http://www.jannetholstrup.dk

om mennesker…

…og deres sande værdi..

Jeg sidder ofte og tænker lidt over livet, og den verden vi lever i. Ja ja, det havde du nok luret, men jeg mener også, at der er god grund til at vi ind imellem tager andre briller på og betragter verden og de mennesker vi omgiver os med på en anden måde end vi er vant til – og især end vi er opdraget til.

Min opvækst har været alt andet end almindelig, og jeg er opvokset mellem en masse mennesker, som jeg måske aldrig ville have talt med, hvis ikke det var fordi jeg boede i et kæmpe kollektiv med anbragte børn i blandt. Mange af disse børn var groft omsorgssvigtet i deres opvækst. Nogen havde forældre der var prostituerede, misbrugere eller dødeligt syge forældre. Jeg boede der, fordi min mor var død. Typisk for mange af disse børn og unge var, at grænser ikke var blevet sat, og de var blevet svigtet groft på omsorg og kærlighed. Og så kom de på Fjordhøj. Her havde vi vores eget sociale system, og man rangerede i graderne alt efter hvor velfungerende og “normal” man var. Hvis du var god til at formulere dig og var intelligent, så havde du meget magt. Så jeg havde meget magt. Men også meget sympati og empati. Men jeg styrede ret meget blandt andet ved, at jeg søndag efter søndag ved vores søndagsmøder var den der styrede møderne og tog referat og deraf konkluderede de endelige beslutninger. Beslutninger om konsekvenser for regelbrud, beslutninger om hvem der havde ansvar for hvad og beslutninger om hvordan vi ud af alle de forslag der var indkommet, evt. skulle løse et problem eller lave en ny regel.

Disse møder og den rolle gav mig langt mere ballast end jeg, eller nogen andre, nogensinde havde kunnet forudsige. Jeg fik tillagt mig effektive lederegenskaber og en evne til, at kunne træffe beslutninger og trumfe dem igennem, men forbehold for hensynet til andres liv og følelser.

Mange af disse børn og unge var så dårligt fungerende, at de ødelagde livet for sig selv. Dag efter dag. De faldt selv i misbrug, fordi det var det eneste de kendte og enkelte blev kriminelle. Men uanset deres “fejl” og utilstrækkelighed, var jeg stadig den samme ven, og når de ikke kunne overskue en fredagsoprydning på deres værelse (betingelse for at få lommepenge), så var jeg den der trådte til ved lede og fordele arbejdet og vupti, så lå tøj i fine bunker i skufferne og der var ryddet op under sengen og værelset duftede af Probat.

Enkelte af disse unge er døde i dag. En af en overdosis. Kun 20 år gammel. Tragisk. Men minderne er der stadig, og når jeg tænker tilbage, ser jeg egentlig ikke de dårligt fungerende karaktertræk i de mennesker, for jeg husker deres drømme og deres skønne måde at være på, alt andet til trods.

En måned før jeg blev 20 år fødte jeg mit første barn. Jeg var lykkelig. Det var som om, at jeg havde ventet på det her barn og den særlige følelsesmæssige forbindelse der opstod mellem os hele mit liv. Han var mit livs lys, og alt det jeg ikke selv kunne, lærte jeg ved at betragte mig selv være mor til ham. Det lyder nok lidt mærkeligt, men jeg har aldrig været handlingslammet. Eller bange for at træffe en beslutning. Men jeg anede ikke, hvordan man var forælder. Så, nogengange var det som om, at jeg betragtede mig selv være mor for min lille søn, og når jeg gav ham omsorg, kunne jeg mærke mig selv og hvad jeg havde brug for. Og dermed passede jeg bedre på mig selv. Jeg blev min egen gode forælder, samtidig med at jeg kvalte min søn i kærlighed.

Jeg havde ingen uddannelse, da jeg blev mor. Det var flovt dengang og jeg følte, at andre så ned på mig. Det gjorde mig ked af det og det gjorde, at jeg ikke følte mig som en god rollemodel for min søn. Da min søn var i pasning begyndte jeg derfor på en uddannelse. Og jeg er faktisk ikke stoppet med at uddanne mig siden dengang. Jeg havde drømme, og jeg gik efter drømmene. Jeg fandt sjældent ro, og søgte mere. Mere viden, mere kunnen, mere erfaring, mere udfordring. Livet havde jo altid været en stor udfordring, så når jobbet blev for nemt, kastede jeg mig over noget nyt og svært. Jeg ville mere. Hele tiden mere. Jeg ville skabe og forandre. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg endte med fuldtidsjob, fuldtids jurastudie og fuldtids mor. Og jeg elskede mit liv.

Min drøm som mor var, at mine børn (der kom jo et par stykker mere end den første) skulle have en uddannelse. Livet var bare nemmere med en uddannelse INDEN man fik børn. De skulle også have mulighed for at rejse og opleve verdenen. Hvis de ville ud og være frivillige og gøre en forskel i verdenen, så var jeg klar til at lave indsamlinger til fordel for velgørenhed. Og søge fonde. Jeg ville gøre alt for, at mine børn fik den rette start på voksenlivet.

Det var en stor ulykke i mit liv, den dag det viste sig, at min store søn ikke bare var mainstream. Han gik ikke bare den lige vej igennem gymnasiet (som jeg heller ikke selv gjorde). Og jeg var bekymret for, at det var en gentagelse af min historie. Han prøvede gymnasiet og HF og efter to forsøg endte han med fuldtidsjob på McDonalds. Jeg blev aldrig flov over ham, men jeg blev vildt bange, for hvad nu? Hvad skulle der blive af ham. Han skulle jo have en uddannelse. Han skulle jo have bedre muligheder end jeg selv havde haft.

Han drømte om en anden fremtid og hans store passion; Sang, musik, teater, musical. Han ville være musicalperformer. Og han er et natur talent. Siger hans undervisere.

Jeg trådte til, og 3 uger før opstart fik han plads på Snoghøj Højskole Musicalbasecamp i forsøget på, at dygtiggøre sig i forhold til at søge ind på Musicalperformeruddannelsen i Fredericia. Han kom ikke ind. Men han gjorde forsøget og midt i forsøget besluttede han sig for, at han ville have den studentereksamen, som han havde efterladt bag sig.

Han går nu i 2. g. Min datter går i 1. g. Og jeg læser på sidste semester af min jura uddannelse og mangler nogle eksaminer og et speciale. Så er jeg færdig.

Men vil jeg så hen med alt det her, tænker du måske.

Jamen, for fanden. Vi er ikke ens, og vi skal ikke være ens. Vi er dem vi er, og livet er vores. Brug det forbandede liv til at gøre dig og dine omgivelser glade. Det er ingen regler, der ikke kan ændres, hvis det viser sig, at der ligger noget andet du hellere vil med dit liv. Gør det, lev det.

I os alle er der skjulte ressourcer, som bare venter på at blive udviklet til talenter. Vi skal ikke alle være det samme. Og børn skal være børn. Og du skal være den udgave af dig selv, som gør dig glad.

Dette klip viser, at min holdning ret godt. Hvorfor prøver vi på at være ens? Hvorfor putter vi i hinanden i kasser? Hvorfor må man ikke skille sig ud, uden at der skal stilles diagnoser? Hvorfor har vi sådan et behov for, at alt skal være mainstream?

om kærlighedens suppe…

…og tankerne omkring, hvori kærlighedens fond består…

I går fik mine tanker og opfattelser af kærligheden et provokeret skub, og det har resulteret i, at jeg nærmest ikke har sovet på grund af tankerne der fiser rundt i hatten på mig. Så, tja.. NU skal de ud, og ja altså, du er modtageren.

Jeg har altid levet i parforhold og jeg har næsten også altid været den som gjorde dem forbi. Oftest var det ikke svært, men en enkelt gang i mit liv var det svært, og dér var jeg en kujon og tog den lette vej – jeg forsøgte utroskab. Jeg gik bevidst efter en jeg vidste ikke ville have et forhold til mig, og da jeg havde gjort det, gik jeg hjem og sagde det – og sluttede forholdet.

Det var som om, at jeg ikke kunne slutte det, før jeg var 100% sikker på, at det ikke kunne reddes – fordi jeg ville ud, men ikke turde. Det er det værste jeg nogensinde har gjort. Jeg sårede et menneske bevidst, fordi jeg ikke selv var stærk nok til at stå frem som den jeg var og afslutte det vi havde. Det var ondt. Og det var utilgiveligt. Og i mange mange år hadede jeg mig selv for, at være så kujon-agtig, at jeg ikke bare sårede et andet menneske der elskede mig højt, nej, jeg sårede med kujon-agtighed og ondskab på. Og det skammer jeg mig over.

Men jeg lærte en lektie. At utroskab simpelthen bare ikke var min ting. At jeg aldrig ville byde et andet menneske den smerte igen, som jeg så i den mands øjne mens han sad der på gulvet op af klædeskabet og græd, mens jeg fortalte om mit svigt. Han tilgav mig på stedet, og ville beholde mig. Jeg holdt fast og gjorde det forbi. Jeg elskede nemlig ikke mere.

Efter det forhold fandt jeg min mand. Jeg har siden da levet og elsket EN mand i 18 år. Jeg har ALDRIG været utro – end ikke kigget til andre sider, og ej heller fantaseret – det havde jeg simpelthen ikke behov for, fordi jeg fik dét jeg havde brug for i forholdet og lidt til. Jeg var den begrænsende part – absolut ikke ham.

Halvdelen af mit liv, har jeg elsket den mand som jeg har skabt og opfostret mine 4 børn med. Vi blev gift TO gange og vi stod altid sammen, når livet var svært. Vi var hinanden “bjerg” og vi vidste, at når tingene krævede det, så var der altid en af os, der stod stærk mens den anden havde brug for at være svag. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg aldrig troede jeg ville kunne leve uden vores kærlighed og parforhold. Men skæbnen ville det anderledes. For en måned siden blev vi skilt.

Vi blev ikke skilt fordi vi ikke længere elskede. Vi blev ikke skilt fordi vi bevidst havde taget stilling til, at vi ville noget andet med vores liv. Vi blev separeret i en konflikt, og vi blev skilt i en konflikt. Og det kan nemt udvikle sig til at være noget rod.

For vi havde en udfordring i vores forhold. Kommunikation. Det var vi ikke gode til. Vi var ikke gode til, at lytte til hinanden og vi var ikke gode til, at tænke på egne behov og kræve dem opfyldt i parforholdet. Og vi var slet ikke gode til, at give hinanden plads til forandring.

Igår var dagen der satte mange tanker i gang. Først skrev Katrine denne blog om livslang kærlighed. Om det fine i den slags kærlighed, netop fordi den er en kærlighed hvor man har valgt at dele livet med hinanden – på trods af kriser og konflikter, og hvor man netop ikke bliver skilt i en konflikt. Den blog fik mig til at græde. Fordi, jeg kom i tanke om, at jeg altid i alle vores kriser har holdt fast på, at “man går ikke fra hinanden når man er i krise eller er uvenner” – jeg havde holdningen, at når man var gode venner igen, var det der beslutningen skulle tages.

Fordi det er så nemt at handle i affekt når man er frustreret og desperat. Og når man handler i affekt, er det ikke altid så gennemtænkt det man ender med at gøre. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vores forhold har holdt i så mange år, netop fordi vi ikke traf beslutninger om vores parforhold, mens vi var i krise. Når krisen havde lagt sig, og vi kom i tanke om, at vi stadig elskede, var der ingen af os der havde lyst til at skilles. Det rørte mig derfor voldsomt, at blive mindet om noget jeg forlængst havde glemt.

I går aftes var jeg til et foredrag omkring et monogame parforhold. Om det monogame parforhold var ved at dø? Og om, hvad alternativet var. Lad mig sige det sådan, jeg er stadig til monogami – også efter foredraget. Men jeg tog rigtig meget læring med mig hjem.

Der blev nemlig talt om skyggesider, om roller i parforholdet og så blev der talt om kommunikation og “det skyld og skamfrie rum”. Det hele var interessant. For hvem er vi, når vi går ind i et parforhold? Hvad er det for en rolle vi forsøger at repræsentere for vores kommende partner? Er det den der med: “jeg kan fikse ALT for dig, vasketøj, børn, mad og sex” og hvad så når vi bliver trætte af den rolle, og måske ønsker at mere eller mindre af rollens indhold skal forsvinde – er vi så, så dygtige til at kommunikere, at vi kan henvende os til vores partner og sige, at vi ikke vil have den rolle mere, men at vi hellere vil have en ny rolle. Og vil vores partner kunne acceptere dette rolleskift? Eller vil det så betyde at de ikke elsker os længere?

Er det i virkeligheden det vi er bange for, når vi ikke tør og stå frem med alt hvad vi er, og sige, at det vil jeg ikke mere. Altså, at vi er bange for at miste kærligheden? Og er kærligheden i virkeligheden ikke, at elske hinanden, der hvor man er, når man er der? At ville hinanden det bedste – og at være bevidst om, at det bedste ændrer sig i løbet af et langt liv sammen, og det der var bedst for et par år siden, måske ikke er det længere?

Lad mig provokere dig lidt. Ved du overhovedet, hvad din partner ønsker sig af livet? Ved du det? Her taler vi ikke bare at sætte hus i stand og den årlige ferie til Italien – nej, på et dybere plan. Tror du din partner tør fortælle dig, deres inderste tanker og behov. Her er “det skyld og skamfrie rum” et redskab, hvor man, når man siger noget til sin partner fra “det skyld og skamfrie rum” får en slags “frit lejde” til at komme ud, med sine inderste tanker og drømme, med garanti for ikke at blive mødt med fordømmelse. Hvis man taler fra “det skyld og skamfrie rum”, skal man nemlig som modtager være klar over, at det er en tillidssag at partneren vil tale herfra, og at du derfor ikke må være fordømmende – du skal blot lytte og samtidig være ydmyg over, at du får lov til at være en del af et andet menneskes inderste inde.

Ville du have lettere ved at give plads til din partners drømme, hvis du vidste hvad der foregik inderst inde?

Giver du i jeres forholds nuværende konstellation, din partner plads til at ville sadle om? Til at ville rejse alene? Til at finde nye venner? Nye interesser? Eller holder du din partner fast i, den som du helst vil have de er? Er det vigtigste for dig, at have en partner der gør som du siger? Eller vil du have en partner, der er lykkelig for at være DIN partner, fordi du netop ligger vægt på, at det ikke kun handler om dig, men også om din partners drømme og behov.

Min vinkel på det her, handler ikke om sexliv. Det gjorde det for dem der fortalte i går, fordi de ikke lever monogamt. Men jeg elsker fine i monogamien og i det langvarige valg, at vågne op sammen hver evig eneste dag, og jeg kunne nemt drage paralleller til mit liv, og mit forhold til min nu ex-mand. For havde vi i vores langvarige forhold husket virkelig givet plads til hinanden? Sådan helt ærligt? Eller havde vi holdt hinanden fast i de roller vi var vant til, at frygt for at miste kærligheden, hvis tingene ændrede sig?

Måske hvis vi havde haft “det skyld og skamfrie rum”, havde tingene set anderledes ud? Eller hvis vi dagligt havde lavet en “check-in” hos os selv og hinanden, og havde afstemt forventninger til dagen, ugen, weekenden, måneden og året – med hinanden, så havde der måske været mere frihed i vores forhold, og vi havde måske været bedre til at takle de sidste mange konflikter – og dermed måske have bevaret vores livslange kærlighed til hinanden – og vores ægteskab.

Vi elsker stadig hinanden – og vores historie er ikke færdig endnu. Jeg ved ikke hvor den ender. Vores roller er brudt op og vi kender ikke fremtiden. Men forandring er der sket, og hvor vi skal hen, vil tiden vise. Lige nu undres jeg bare over, hvor kraftigt et redskab kommunikation og rummelighed er i et forhold, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke vidste det her tidligere. Måske vidste jeg det i virkeligheden, men jeg var ikke klar og moden til at handle på det. Fordi jeg havde aldrig lært om det – og jeg levede i frygten for at miste kærligheden, mere end i frygten for at miste tiden.

Det her er interessant i min verden. Det handler ikke om korte forhold og kommunikation. I korte forhold, er det efter min mening meget nemmere at ændre på rollerne og kommunikere – men når det er den livslange kærlighed, så oplever man igennem årene at man vokser – sammen og hver for sig – flere gange – og det der interesserer mig er, hvordan sørger man for at give plads til evig ærlighed omkring kærlighed, i en kærlighed der skal vare for livet.

I den kærlighed, hvor man ikke “bare” går, når suppen lugter eller smager dårligt. I den kærlighed, hvor man sammen leger og eksperimenterer med krydderurter og tilsmager suppen – fordi man har lyst til at dele og udvikle suppen resten af sit liv, og fordi man ser suppen som et fælles projekt og især fordi man ved, at suppen er startet på en rigtig god fond, og at den kan ændre smag, alt efter årstid og hvilke grøntsager der er til rådighed – efter sæson.

Er kærligheden i virkeligheden sæson præget? Og glemmer vi det, når vi tror, at kærlighed kun er sommer og sol – og at vi derfor glemmer det smukke i kærligheden når den bliver mørk og kold, og det ind imellem regner fra øjnene i dagevis, fordi man er bange for hvordan den ændrer sig. For hvad betyder forandringen egentlig?

Min erfaring er, at efter regnvejr, mørke og kolde vintre kommer sommeren altid. Måske er det en sommer med lidt sol, men det er sommer. Og måske bliver vejret endnu bedre til næste sommer? Hvem ved?

For at vende tilbage til kærligheden som en suppe, så er god kraftfuld fond er værd at passe på, hvis du spørger mig. Du går ikke bare ud og finder en ny fond. Den skal også koges til og smages til, og der kan gå længe, inde den får lige netop den smag, som du er vild med. Så pas på din fond. Pas på din suppe. Pas på dig – og din ærlighed omkring kærlighed.

“Men størst af alt er kærligheden!”

Tak fordi du læste med. <3

om meter og centimeter…

…der kan regnes om til milimeter og mikrometer…

Sådan ser jeg ofte det jeg skal til i dag. Skole-hjem samtale. Peeew.

Mit ældste barn var særligt begavet. Det vil sige, det er han stadig – men når særligt begavede børn ikke bliver stimuleret fagligt, så begynder de at underpræstere.

Det er slet ikke raket-videnskab. Det er fakta. Hvis du er dygtig til noget, skal du ikke lave meget af det, for så får det virkning som “slave-arbejde” og du mister lysten til at gøre dig dygtig og du bliver et enormt forstyrrende element i undervisningen, fordi du keder dig. Hvis man er dygtig til noget, som i virkelig dygtig, så er det smart at blive udfordret på andre områder. Lad mig komme med et eksempel. Er du god til matematik og hurtigt får lavet dagens opgaver i timen, er det ikke smart at blive sat til flere af samme slags opgaver. Så bliver det nemlig “slave-arbejde” og motivationen bliver vendt til underpræstation. I stedet bør man belønne med anden interessant viden eks. geografi. Giv dem noget svært stof om eks. vulkaner og lad dem udforske det, og stil dem nogle opgaver de skal løse omkring emnet. På den måde, bliver de belønnet og stimuleret i at tilegne sig mere viden om andre emner, og på den måde, kan man udvikle det talent det er, at de er særligt begavet således at det ender med at blive en fordel for samfundet og selvfølgelig barnet selv.

Alt dette vidste vi ikke. Det lærte vi først med barn nummer 3, da han var til udredning hos psykolog Ole Kyed, som er den person i DK der har beskæftiget sig mest med og forsket i særligt begavede børn. Det var en åbenbaring at få denne forklaring. Det gav nemlig en masse svar på, hvorfor jeg selv og vores ældste barn altid endte med at underpræstere.

Nå, men… Igennem hele ældstebarnets skolegang var skole-hjem samtaler et helvede. Og vi forstod det simpelthen ikke. Han var jo ikke sådan som de beskrev ham i skolen derhjemme. Forstyrrende og klassens klovn. Derhjemme hvilede han i sig selv, slappede af og var glad. Men i solen udviklede han den her rolle, som han påtog sig. Og vi fattede hat. Derfor blev disse samtaler, som skulle handle om barnets udvikling og muligheder altid et mareridt. Det handlede nemlig aldrig om det faglige – men altid om adfærd. Og om, hvor besværlig han var. Fordi han kedede sig. Og underpræsterede.

Vores ældste elskede at gå i skole. På grund af det sociale. Han var aldrig syg og valgte ofte at skjule eks. en halsbetændelse, fordi han ville over og være sammen med vennerne. Han lavede lektier og løste opgaverne uden problemer og oftest uden hjælp. Men i undervisningssituationen var han en satan. Og vi anede ikke, hvad vi kunne gøre eller hvad det egentlig var, som gik galt.

Disse skole-hjem samtaler har derfor altid været et helvede. Fordi det var så ambivalent at sidde der og blive belært om dit og dat – og blive oplyst om en adfærd, som vi aldrig så i hjemmet. Det var hårdt. Vi var unge. Vi anede ikke hvad vi skulle gøre. Så til samtalen forsvarede vi knægten og når vi kom hjem, talte vi bestemt om, hvad der forventes af en elev og at han måtte “rette ind”!

Det ændrede sig da datteren kom i skole. Hun blev altid rost. Hun var en der skabte balance i klassen og indlæring kom ikke så nemt til hende, som hos hendes bror, men hun havde til gengæld et knokle-gen der gjorde, at hun tillærte sig alt det hun havde brug for at vide – og lidt til. Det var en drøm.

Men så kom tiden til vores nu 9-årige i 2. klasse. Jeg husker vores bekymringer, fordi hans adfærd minder meget om den ældste – men vi fik hjælp i tide, og lærte hans lærere hans behov for stimulering kontra slavearbejde, og vi fik elegant hindret at han begyndte at underpræstere. Det har udviklet sig helt perfekt, og for et år siden var jeg til en skole-hjem samtale jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve.

Læren sad med tårer i øjnene og fortalte: “Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 30 år som lærer. Han er fantastisk. Forstår du det? Fantastisk.” Jeg rødmede og mumlede noget med, at det vidste jeg da godt. Men hun afbrød og sagde: “Jeg tror ikke helt du forstår. Det barn kan noget fantastisk. Pas på ham. Vil du love mig det?”

Jeg begyndte at græde. Lige der foran læren. Min lille dreng med ekstreme muligheder for intellektuel indlæring og med små grader af asperger-træk i forhold til tal – han udviklede sit talent, i stedet for at blive begrænset af det. Fordi han blev set og stimuleret. Fordi han blev rummet. Han skabte ro i klassen, fordi han blev en de andre så op til, og han hvilede ufatteligt i sig selv. Jeg havde været så bange – for at det også skulle gå galt. Men det gik alt andet end galt.

Nu er det så dagen igen. Faktisk lige om lidt. Hvor jeg skal have besked om, hvad det seneste års skoleskift og flytning har betydet for ham. Har jeg passet tilstrækkeligt på ham? Er han stadig på rette vej? Eller har han mistet terræn på grund af skilsmisse, flytning, diabetes og kostomlægning til glutenfri kost? Eller hvad.

Jeg har ondt i maven.

om beslutninger der gør ondt…

…og om at forstå, hvad der er vigtigst…

Jeg er i det vildeste dilemma i denne tid. Det gør ondt.

Jeg vil og kan det hele. Jamen, det vil jeg altså. Og det kan jeg altså. Altså det vil sige, hvis man kigger på mine resultater og ikke spørger min krop.

Men i dag var dagen, hvor jeg var til BodyBliss behandling. Det var en gave fra helt igennem skønne Stinemaria, som hun gav mig til min 40 års fødselsdag. Og jeg var spændt på hvad den kunne og hvad det kom til at betyde for mig.

Vi talte og grinte. Om alt hvad der rør sig i mit liv. Og så blev jeg smidt på briksen til en omgang BodyBliss. Jeg anede ikke hvad det indebar, men mens jeg lå der under tæppet mærkede jeg kraftigeste kuldeslag ind over min krop. De kom hvergang jeg tænkte en bestemt tanke – tror det var noget med at jeg åbnede en masse kasser, og hver gang jeg åbnede en kasse og kiggede ned i den, fik jeg et kuldesus ind over kroppen. Fra højre fod, op over benet og først ved brystet ramte det også venstre fod – men det ramte aldrig venstre arm. Det var ikke ubehageligt, men meget meget tydeligt. Og meget meget mystisk.

Mens behandlingen stod på, fik jeg de oplevelser omkring 12 gange. Og jeg bemærkede at der var et mønster. Min krop prøvede at sige noget.

Efter behandlingen kiggede smukke Stinemaria på mig, og fortalte: “Du skal skabe ro. Nu. Din krop taler så tydeligt. Du er i balance og tager imod, men du skal skabe ro.”

Jeg vidste godt hvad det betød.

Av.

Og her kommer stoltheden ind i billedet. Og fortiden. Især stoltheden og mønsterbryder-genet. Jeg har altid villet gå meget meget langt, for at holde fast i mit mønsterbryder-gen. Og det har fået den betydning, at jeg de seneste 10 måneder har fået:

  • læring på at sætte grænser
  • sig fra
  • vælge til
  • skabe nyt liv
  • konflikter som følge af manglende grænser

Herudover har jeg fået stress. Stress af at ville gøre alt for andre, og prioritere mig selv mindst. I juli tog jeg mig af stressen, men den er ikke helt ude af kroppen endnu – og stressen kulminerede på den mest tarvelige måde.

Jeg blev syg.

Min sygdom betyder, at jeg ikke kan huske ret meget mere end 5 min tilbage. Jeg er begyndt at gå rundt at sige højt, hvad jeg skal, for ellers kan jeg ikke huske eks. at jeg var på vej ud efter min pille. Jeg stopper simpelthen op, og kigger mig omkring og tænker “hvad var det nu jeg skulle?”.

Jeg sover hele tiden – og hvis jeg ikke selv putter mig under dynen, ja, så falder jeg altså bare i søvn der hvor jeg er. Det betyder, at når jeg er til undervisning falder jeg i søvn. Ja, du læste rigtigt – der, lige midt i lokalet. BUM, så sover jeg. Når jeg kører i bil, falder jeg i søvn (nu har jeg så ikke bil mere, hvilket er en god løsning både økonomisk og sikkerhedsmæssigt). Når jeg skal læse falder jeg i søvn efter en halv side (så er det lidt hårdt at komme igennem 70 siders pensum om dagen). Når jeg skal skrive (opgaver eller blog) falder jeg i søvn med fingerne på tastaturet – og jeg taber tråden og kan ikke huske, hvad jeg skulle skrive. Jeg kan ikke koncentrere mig – slet ikke. Jeg render rundt om mig selv og får ingenting gjort. Mit indre termometer er defekt. Så jeg fryser konstant. Nogen gange kan det tage mig to timer under dynen med tykke trøjer og sokker på, at få varmen. TO TIMER. Jezzz.

Jeg er energi forladt. Jeg prøver at træne ind imellem, men det går lidt sløvt. Jeg prøver virkelig, men det er som om, at det ikke rigtigt bliver godt. Jeg er stædig nok, og ihærdig nok, og heldigvis er min krop meget god til at samarbejde, og jeg har en god teknik, så jeg undgår skader, men jeg er tappet for energi i mange dage efter.

Og så tager jeg på. Jeg spiser sundt, småt, varieret, glutenfrit, næste sukkerfrit, grønt og jeg har ikke lyst til slik og junk. Så det spiser jeg ikke. Men jeg tager på. Nu er min vægt stagneret. Jeg vejer 25 kg for meget. De sidste 15 kg kom på 1 måned. Maj måned var grusom for mig og uden jeg opdagede det, andet end på bukserne, så VUPTI, så vejede jeg 15 kg mere. Og det er gået i stå.

Så kom dagen, hvor det gik op for mig, at der var noget galt. Jeg var blevet syg. Igen. Av. Og der var ingen tvivl om, at trickeren var stress. Så det er muligt, at stress var mit wake-up call, men stress satte min krop ud af spil, på den mest tarvelige måde.

Nå.

For en måned siden tog jeg en beslutning. Eller det vil sige, jeg overvejede og tog tilløb til en beslutning – men jeg fulgte den ikke til dørs. Jeg lukkede min virksomhed ned, men jeg tog ikke det sidste skridt. At sygemelde mig fra mit studie. Fordi jeg var ikke klar. Til at give op. Til at overgive mig. Til at vælge mig selv.  Til at skabe den ro, min krop har brug for. Til at blive rask igen. Og nu tænker du sikkert, hvad forhindrede dig dog?

Jeg er rigtig glad for at du spørger, for det ved jeg nu.

Jeg har nemlig grædt i flere timer i dag, i frustration over hvorfor jeg har så svært ved at bede om hjælp. Og pludselig kom det til mig og stod klart som “pis i sne” for mig. Det handler nemlig om min fortid, og om mit mønsterbryder-gen. Jeg kunne nemlig ikke overskue konsekvensen af, ikke at være selvstændig og studerende – fordi det betød at jeg skulle på kontanthjælp i en periode. Og DET er nærmest det VÆRST tænkelige i min verden. Kontanthjælp. Jeg VIL nemlig klare mig selv. Koste hvad det vil. Og jeg vil være færdig med det studie, som gør at jeg adskiller mig fra dele af min familie, fordi jeg er sådan én, der gør ting og gennemfører ting, og fordi jeg er sådan én, der klarer mig selv og ikke får offentlig hjælp. Det der SU var rigeligt med offentlig hjælp i mine øjne.

Så, nu er vi tilbage ved studiet. For det er nærmest umuligt for mig, at læse et af de hårdeste studier i DK, uden hukommelse og koncentrationsevne. Uden mulighed for at tage noter eller huske hvad forelæseren sagde. Selv om jeg rent faktisk ikke synes det de siger er så svært, og det falder mig meget nemt at forstå – så er det bare rigtig svært at gå til eksamen uden hukommelse. Men hør nu engang, jeg er jo færdig til sommer. Jeg skal bare til eksamen i januar og de er mundtlige, så jeg kan forklare mig ud af det og så mangler jeg speciale og et eller to fag, så er jeg jurist. Og færdig. Jeg græder indeni ved tanken om, hvor tæt det er på, og at hvor meget min krop skriger på, at blive rask. Og at jeg skal vælge.

Jeg græder også over, at der er en krølle på halen her. Og den er, at bliver jeg ikke færdig til sommer, så skal jeg måske læse 1,5 år om. Fordi jeg så skal på en anden studieordning.

Men jeg skal vælge.

For en måned siden skrev en veninde til mig: “Se din krop som en bil, der skal til serviceeftersyn og reparation på et værksted. Hjulene er skruet af, og uanset hvad du tænker, så kan du altså ikke køre rundt i den uden hjul på. Og du bliver nødt til at vente med at køre videre i den, før den er færdig på værkstedet” – det gav mening. For min krop er nemlig en lille bil – en fiat 500 tror jeg. Og den er gået helt fra hinanden. Hjulene er faldet af, og motoren går ud hele tiden og den vil ofte slet ikke starte.

Det til trods, lukkede jeg kun min virksomhed ned og tænkte – jeg finder bare et job på 15 timer om ugen, så jeg får min økonomi på plads. Så er der “ro” på og jeg kan læse færdigt.

Men i dag så jeg sandheden i øjnene. Lige der hos Stinemaria. Og da jeg kørte derfra begyndte tårerne at løbe ned af kinderne. Nogen ville tro det var regnen. Men det var det slet ikke. Jeg kørte direkte på jobcentret. Og jeg græd mens jeg talte med manden. Allan. Det var det værste og mest grænseoverskridende jeg nogensinde har gjort. Fuck Bungyjump, det er piece of cake i forhold til, at sidde der og udfordre sit mønsterbryder-gen og bede om hjælp. Kontanthjælp.

Allan trøstede mig. Han var sød. Han gjorde mig til match 2. Og han fortalte mig, at jeg under ingen omstændigheder måtte søge job eller melde mig ledig de næste 3 måneder. “Det er udelukket, forstår du det?” sagde han. “Du skal finde ro og passe på din krop. Du skal nok komme igen, men først når du er klar. Sådan nogen som dig, de kommer altid igen.” sluttede han af med.

Så jeg gjorde det sgu.

Da jeg gik fortsatte tårerne. OMG, hvad er det du gør for helvede. Det er jo slet ikke dig, sagde mine tanker.

Og jeg måtte afbryde dem – tankerne altså med: “HVIS JEG IKKE GØR DET HER, ENDER DET MED AT DER IKKE ER NOGEN MIG – FORSTÅR DU DET???”

Og så forstod jeg.

Suk!

om hverdagen…

…og friheden vi ofte ikke ser…

I dette sekund føler jeg mig fri. Og det er en overvældende følelse for mig, fordi jeg i så mange måneder har levet i et kæmpe stort pres.

Min beslutning om at flytte fra Næstved til København har nemlig vist sig, at i flere måneder at begrænse min frihed i en sådan grad, at det rent faktisk har haft store konsekvenser for mig.

Du ved, lille Emil som er født ekstremt for tidligt og dermed har lidt forskellige behov, han skulle jo også flytte. Det betød et farvel til en fantastisk børnehave med de aller aller bedste betingelser for små præmature børn. Det betød så også, at jagten gik ind på et nyt sted til ham. Og ikke et hvilket som helst sted. For det skulle være et sted, hvor man kunne rumme hans behov for at blive skærmet, et sted hvor de arbejdede i mindre grupper og et sted, det var interesseret i den opgave det er, at gøre Emil klar til at kunne klare en helt almindelig skoledag om 2 år.

Det sted var svært at finde. Vi fik straks dispensation for ventelisten. Og så gik jagten ind. Der skulle besøges børnehaver, læses om deres værdier, deres åbningstider og vurderes legepladser (han trives ikke i for store rum). Så skulle personalet tales med og lad mig sige det sådan, det er ikke alle steder man er venligt indstillet overfor en lille fyr, som har brug for ro og plads til at trække sig – det er simpelthen for besværligt.

Samtidig med det, så var Emil, på grund af vores situation med opdelt hverdag og mig i København flere dage om ugen, og lange dage i børnehave helt væltet. Han havde lukket ned for sit sprog, han var syg hele tiden og meget grædende.

Nu er der gået et halvt år. Han har været hjemme hos mig i et halvt år. Han har rejst sig. Igen. Han synger. Han leger. Han er glad. Han griner. HAN TALER. Han har skabt sig relationer og legekammerater, der kommer her og spørger efter ham. Han er i trivsel.

Den gevinst betaler jeg gerne en høj pris for. Nemlig min frihed. Og min hverdag.

Alt har været anderledes. Og alt har handlet om logistik de sidste 6 måneder. I dette øjeblik hvor jeg sidder med et brev om, at Emil kan starte i en børnehave i morgen – der triller der en lettelses tårer ned af min kind. Først nu går det op for mig, hvor hårdt det har været og hvor fantastisk det bliver, når han i løbet af noget tid er faldet til i den nye børnehave og dermed har et sted, hvor hans liv og udvikling kan fortsætte, i mens jeg stille og roligt kan fortsætte mit liv.

Nogen gange tror jeg rent faktisk vi glemmer, hvor heldige vi er, at vores samfund har stillet pasningsmuligheder til rådighed for os, som gør at vi kan leve et liv med arbejde, studie, socialt liv og så videre – et liv som gør, at man kan forsørge sig selv og sine kære.

Jeg tror ikke man rigtigt forstår at være ydmyg omkring det, før man har prøvet at leve i desperationen og virkelig have brug for hjælp til, at nogen passer på ens børn, mens man selv smutter ud og tjener penge.

Jeg forstår det. Nu.

Velkommen tilbage frihed. Velkommen hverdag – GUD, hvor har jeg savnet dig.

om livets mange aldre…

…og om at rumme det hele.

Jeg elsker min alder. Her og nu er jeg nemlig “bare” mig, og jeg elsker det. “What you see is what you get” og jeg lukker meget ind… og afslutter også en del.

Men selvom jeg er glad for det sted jeg er i livet, så lever jeg også midt i livet. Andres liv. Mine børns liv.

Jeg lever med bekymringerne som viser sig i alderen fra 4 – 20 år. Fordi mine børn deler og jeg er med i det meste. Jeg guider dem, coacher dem og forsøger så godt jeg kan, at lade ansvaret og valgene være deres, mens jeg diskret og dog bestemt står på sidelinien og retter dem på rette vej, når valgene måske vakler lidt.

Min 4 årige reagerer for tiden med en meget bestemt tone. Rent faktisk så bestemt, at han smider med tingene, – og sig selv, i frustration over at han enten ikke kan det hele eller han møder en grænse, der bliver sat. Ih for fanden, hvor det barn bare hader grænser.

Min 20 årige vakler rundt i livet. Han vil være selvstændig og alligevel vil han gerne have omsorg og mors mad. Han er urolig og forvirret i sin hverdag, men når han lander i mit hjem falder han til ro og finder hvile. Han forklarede mig en dag, at det var som om, der kom sådan en sky og omfavnede ham når han kom hjem til mig – og at hele energien hos mig, fik ham i ro. Det gjorde mig glad. Det er nemlig lige præcis det jeg drømmer om at skabe – et sted med hjerterum og god energi og hvor der er plads til os alle.

Men at være mor til alle disse børn i mange forskellige aldre betyder også, at jeg skal være omstillingsparat. I den ene ende kæmper jeg kampen om en børnehaveplads, der kan hjælpe og samarbejde omkring at gøre Emil klar til skolestart om to år, et sted hvor de kan observere når han får nok og hvor de kan se, når han har behov for at blive skærmet. Måske har jeg netop fundet dette sted i dag. I midten skal jeg forholde mig til Mikkels oplevelser og betragtninger omkring nye kammerater, ønsker om fritidsinteresser og hans store behov for at se sin far tit og helst alene.

Lidt over midten er jeg mere på hjemmebane, hvor datteren arbejder med sig selv. Hun er bevidst om hendes ansvar, hendes roller og hendes banehalvdel – og hun er rasende sej til det. Hun undviger “tøsefnidder” lige så elegant og hun knokler med hendes lektier. Hun vil noget. Hun går efter sine drømme – en efter en, og hun har tålmodighed nok til, at forstå at talent skal udvikles, og derfor på trods af meget meget fin sangstemme og drømmen om at synge, vil hun ikke være med i X-factor, på trods af utallige opfordringer. Hun vil selv.

Helt i den anden ende har vi den ældste og kampen om at gennemføre gymnasiet (åh gud, hvor jeg husker den kamp!) og kampen mod “at blive sat i bås” med sin sygdom. Kampen om at ville bestemme selv og alligevel bare gerne ville være en der bliver taget sig af. Jeg husker tydeligt hans sted i livet. Årh, hvor var det udfordrende ikke at vide, at alt i virkeligheden bare er som det skal være, og at man skal tage et ansvar for at komme derhen hvor man gerne vil. Da jeg var i hans sted opgav jeg alt, og fik ham. Dermed fik jeg det på den hårde måde. Ansvaret blev jeg nødt til at tage, og naturligvis gjorde jeg det. Derefter brugte jeg 15 år på at udvikle mig selv. Jeg ville ønske, at han ikke skulle bruge 15 år på det – men som det ser ud nu, så er der ind imellem noget der fiser ind. Måske går det bedre når han er 25 og hjernen virker igen. Jeg håber det.

Så, jeg er midt i det hele. Det barnlige og det voksne og det midt imellem. Kampene og udfordringerne står tydeligt for mig i erindringen, og netop derfor er jeg så glad for at være, lige præcis der hvor jeg er.

Jeg har lært at give slip på mine børn. Jeg har lært nogen af dem (resten arbejder jeg fortsat på) at iføre sig deres vinger – og flyve. Ja, de styrter ned ind imellem, men når mine styrter, så bygger jeg en redde om dem og hjælper dem på vingerne igen. Jeg gør det af kærlighed og fordi, min vigtigste opgave i livet er at være mor til de helt fantastiske børn, som jeg har båret under mit hjerte og som jeg ydmygt har givet livet videre til.

Livet har mange aldre, og man må sige, at jeg i dette liv får det hele med. På trods af, at min egen barndom var lidt ujævn og ru, så gennemlever jeg dag efter dag, hvordan en barndom også kan være. Og bare fordi jeg ikke fik det hele efter bogen, så oplever jeg nu, at ved at være mine børns gode forælder, så er jeg også min egen gode forælder og dermed slutter cirklen lige så fint rundt om mig.

Jeg elsker livet <3

1 2 3 8