Vi har været på ferie før, og vi har haft nogle rigtig fantastiske oplevelser. Ofte når vi tager på ferie glæder vi os helt vildt til at komme af sted og vi rejser for at koble af og komme ud af den stressede trommerum. Og selvfølgelig også for at opleve. At opleve historie og andre kulturer er fantastisk. Jeg svømmer helt tankemæssigt ind i det, og bare er en del af de steder hvor vi kommer.

Når vi ankommer går den ivrige snak om, HVAD SKAL VI OPLEVE? Og der bliver argumenteret og lagt planer, lavet skemaer og forhandlet – og så bliver der købt billetter til oplevelser.

Nu sidder vi så her på Rhodos og noget slår os pludselig.

Da vi kom til Egypten i 2010 var der overskyet og vi spurgte om det mon var regn der var på vej. svaret lød: “nej nej nej, det regner ALDRIG i Egypten. Det regner allerhøjest 1 dag om året” og to minutter efter stod dét ned i stænger. Altså som i VIRKELIG.

Om aftenen på vores hotel begyndte det at trække op i vinden og vi frøs lidt og smuttede derfor ind på værelset og 10 min. efter var der en af de mest heftige sandstorme i Egypten, som ellers også er lidt sjældne – især i turist områderne.

Vi endte med en ferie uden for mange udflugter og med rigtig mange timer ved pool og strand og masser af tid sammen.

Da vi skulle til Bali i 2011 undersøgte vi nøje vejrudsigter, fordi når man tjekker det på nettet, så regner det altid på Bali. Vi skulle afsted med vores lille præmature og vi vidste at 14 dage på et hotelværelse i silende regn bare ikke ville kunne lade sig gøre, så flere gange undersøgte vi den lokale vejrudsigt via rejsearrangøren – meldingen lød, at der var ikke regn, så vi kunne bare tage afsted. Da vi kom derned fik vi FEM dage med tropisk regn, og endte med at ombooke rejsen og tage til Thailand de sidste to uger.

Bali var dog fantastisk på trods af regn, fordi vi endte med at opleve ro og balance som vi aldrig havde oplevet det før. Efter fem dage var jeg et nyt menneske indeni og den følelse i kroppen, som jeg oplevede på Bali vil aldrig forsvinde igen. Det er tilstand jeg stræber efter at opnå, så ofte som det er muligt. Vi fik en ferie med plads til fordybelse og jeg fik skrevet en del og så hyggede vi os sammen.

Nu sidder vi her på Rhodos, solens ø. Her er solskin 360 dage om året – og vores første 24 timer på øen, tja… Gæt selv. Der regnede det. MEGET. Lige mens vi var i ang med at bestille ture og stresse vores ferie helt op, ja, der regnede det. Vi købte derfor ingen store udflugter men i stedet et sæt spillekort og et uno spil, og så gik vi rundt i den gamle by og sprang fra markise til markise og endte med 8 fantastiske timer i en helt fantastisk stemning og blandt hyggelige butikker med alt muligt skrammel. Vi hyggede os sammen og grinte meget.

Måske glemmer vi nogen gange hvorfor vi tager på ferie. For mit vedkommende handler det om, at stresse af, lade op og bruge tid med min familie. Da vi lørdag aften besluttede at tage afsted søndag morgen fra Billund, var jeg endt i en tilstand hvor jeg var hysterisk og umulig, fordi jeg havde brug for et break fra mit liv. Jeg havde brug for noget ny luft og andre omgivelser – og jeg havde brug for at finde ind til mig selv igen.

Det kræver naturligvis at jeg bruger tiden, netop på at tænke og mærke efter, at nyde og grine, og at vise min kærlighed og modtage kærlighed fra dem jeg elsker og som elsker mig. Jeg er på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Mit hus skal nok blive pakket ned og jeg er overbevist om, at jeg når det hele, – og lidt til.

Lige nu er min største bekymring i virkeligheden hvorfra jeg skal få mit næste fix tzatziki – damen jeg er blevet afhængig af det stads og jeg stinker kronisk af hvidløg, det er med garanti.

Min rejse er ikke for at OPleve, men for at mærke at jeg stadig lever <3

Den seneste tid har været en dræber for mig. Virkelig. Jeg har kastet mig over alt alt for meget, og har hørt alle advarselssignalerne, men bevidst valgt at overhøre dem, fordi “jeg skulle liiiige” ordne det her og så skulle jeg nok høre efter.

Den seneste tid har jeg ikke kunnet sove om natten. Fordi de projekter jeg havde sagt ja til at hjælpe med, de var sådan lidt utilregnelige og det betød at medarbejderne ofte var fræværende og jeg så i stedet for blev nødt til at træde til.

Efter to uger, oplevede jeg mig selv slå øjnene om hver 20. minut HELE natten igennem for at tjekke min telefon for sygemeldinger. Det gav en meget usammenhængende søvn og rigtig mange kilo ekstra på kroppen. Fordi sådan reagerer min krop på stress og manglende egenomsorg.

Jeg mistede min koncentrationsevne og undskyldte hele tiden overfor mig selv med: “det er snart overstået, så bare forsæt…” og det gjorde jeg så.. Lyttede til min “bedste ven” eller “værste fjende” og forsatte.

På et tidspunkt skulle jeg en weekend ned til min ex-mand og være sammen med ham og børnene og det endte faktisk med, at ud af de 48 timer jeg tilbragte dernede, der sov jeg de 40. Han lod mig sove og restituere, fordi han kunne se at jeg på vej ud af det forkerte spor. Jeg tog hjem, veludhvilet… Og forsatte hvor jeg slap.

For tre dage siden blev det nok. Mine reaktioner blev helt hysteriske og jeg gik helt i sort. Ja, jeg skulle pakke i denne weekend og alt skulle jo være bla bla bla… Men jeg kunne ikke. Det eneste min hjerne sagde til mig var: “tag væk – nu!”

Min fornuft sagde til mig, at det var noget pjat. Bliv nu færdig med den der pakning og få styr på dit shit og så kan du tage væk. Den sagde, at jeg ikke behøvede at tage væk, for at finde svarene og få ny luft. Fordi svarene er lige her, i mig selv.

Men jeg vidste jo godt, hvor svarene var. Men det var ikke svarene der var mit problem. For svarene kender jeg allerede godt. Mit problem var og er: tadaaaa… Min manglende evne til at sige fra overfor mine omgivelser. Og for at komme ind og mærke mig selv, og lave en realistisk plan for min fremtids familieliv, businessliv og studieliv blev jeg simpelthen nød til at fjerne mig fra mine omgivelser og tage et andet sted hen – netop for at finde ind og finde ud af hvad jeg skal og vil.

Og det virker. Hold nu op det virker. Jeg elsker det. NU kan jeg endelig handle igen og være.

Kort fortalt, så er jeg stresset. Jeg har kastet mig over for meget lige for tiden, eller det er måske ikke bare lige for tiden, men mere bare “sådan er jeg”. Jeg kaster mig over alt jeg brænder for og ideerne popper op hele tiden, om nye måder at gøre tingene på og nye ideer til nye projekter.

Problemet er bare, at jeg også er sensitiv og dermed har brug for en ro i mit liv. Den ro forsøger jeg at skabe. Men det er svært for tiden. Det er svært at finde ro, når man selv er i oprør. For jeg er i oprør.

Jeg har ændret store dele af mit jeg. Og af min personlighed. Og det betyder, at der er rigtig mange ting, som jeg slet ikke kan have i nærheden af mig længere. Drama, Brok, Bitcheri, Diva-nykker, Regler og virkelig dårlig kommunikation.

Jeg har i det meste af mit liv accepteret, at være sådan én man kunne skælde ud. Jeg havde brede skuldre og vidste jo godt dybt inde, at det der blev sagt dybest set ikke handlede om mig, men om afsenderen. Så det gled ligesom lidt af på mig. Men sådan er det ikke længere. Netop fordi, at jeg nu har lært at det i sandhed IKKE HANDLER OM MIG, når andre mennesker lader deres frustrationer eller angst for at kigge på dem selv, gå ud over andre mennesker i form af netop Drama, Brok, Bitcheri, Diva-nykker, Regler og virkelig dårlig kommunikation.

Jeg er derfor IKKE længere én man kan skælde ud. Og jeg oplever en afsindig vrede i mig selv, når jeg bliver skældt ud eller udsat for Drama, Brok, Bitcheri, Diva-nykker, Regler og virkelig dårlig kommunikation. Det skræmmer mig – for hvor fanden kommer den vrede fra? Og hvad gør man med den? Den dræner mig og trækker tårer HVER GANG.

Jeg tror at alle omgivelser er som puslespil, hvor alt passer fint sammen. Mit store problem er, at min brik har ændret sig, og jeg derfor ikke rigtigt kan finde ud af, hvordan den skal passe ind i puslespillet igen – og jeg kan slet ikke overskue at lede efter et nyt puslespil, hvor jeg kan passe ind. Hvad hvis jeg aldrig finder et sted, hvor jeg passer ind igen? Og har jeg overhovedet nogensinde passet ind? Eller klemte det lidt hist og her, i forsøget på at passe ind? Måske overdøvede behovet for anerkendelse mit behov for at blive accepteret, som den jeg er. Åhr, de tanker…

Jeg oplever lige nu et stort behov for at løbe væk, løbe ud og finde energi og luft et andet sted, men jeg tør ikke. Hvor fanden blev modet af? OG er alt det jeg leder efter i virkeligheden lige her? Indeni mig selv? Og hvis det er, hvorfor kan jeg så ikke mærke det? Kan det være mine omgivelser der fastholder mig i en rolle, hvor jeg ikke kan finde ro, til at finde ind til mig selv? Eller er det mig selv, som bliver ved med at hælde på, så jeg ikke “behøver” at forholde mig til de ting, der virkelig er vigtige? For mig altså.

Jeg forstår ingenting lige nu, virkelig. Hvorfor saboterer jeg mig selv? For det er det jeg gør. Prøv at hør, den krop jeg render rundt med, er jo slet ikke mig. Den ser mærkelig ud, buler ud de forkert steder, huden kedelig og trist og jeg selv, ja jeg glemmer at smile. Og jeg elsker altså at smile (alle andre steder end på billeder!).

Jeg skal genoplades, tilbage i opladeren med mig. Måske skal jeg slukke helt ned, mens batteriet bliver ladet op. Det lyder meget smart, men jeg aner ikke hvordan jeg skal gøre.

Åhr, manner altså…

Jeg sidder og stirrer ud i luften, tårerne triller lige så stille og jeg har bare lyst til at forsvinde fuldstændigt ud i den blå luft. Jeg prøver med: “kom nu Janne, du kan jo sagtens klare det, du har klaret ting der var sværere end det her..:” men det er som om, at det ikke helt virker. Fighterviljen er forsvundet og i stedet har sårbarheden indfundet sig, og sårbarheden har en grusom ven – klynkeren.

Jeg er i oprør. For jeg vil ikke fighte, jeg vil ikke klynke og jeg vil ikke føle mig svag. Men det gør jeg. Og alt dette er prisen jeg lige nu betaler for sårbarhed.

Men Janne dog, tænker du måske, hvordan hulan er du kommet herhen? Det ligner ikke dig. Jeg er glad for at du spørger, for du har fuldstændigt ret. Det her ligner ikke mig. Ikke den mig jeg altid har været. Og det gør mig bange. Men måske er det her i VIRKELIGHEDEN mig? En der bliver opgiven og ikke kan overskue igen, at skulle klare hele verdenen alene.

Og måske tænker du, hvad kan dog få dig herud?

Tja, jeg er jo flyttet. Til noget meget mindre. Og jeg fik hjælp. Og nu står jeg midt i resterne. Jeg skal nemlig pakke alle mine ting ned, som jeg ikke kan have i lejligheden og sende det til opmagasinering. Og det skal ske i denne weekend, hvis jeg skal nå det hele. Det vil sige, jeg skal samle 80 flyttekasser og putte ting i dem. Jeg skal sortere en lille bitte smule. Ikke meget. Og jeg skal skille alle ting der kan skilles ad ad og stille det hele klart til afhentning. That’s it. Og ved du hvad? Jeg kan ikke.

Jeg har givet op. Sidder og kigger ud i luften og tårerne triller ned af mine kinder. Jeg kan simpelthen ikke finde overskuddet og jeg aner ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Men i gang skal jeg.

Jeg er ved at acceptere, at jeg er alene. Og at sådanne opgaver skal man åbenbart kunne løse selv. Det er lidt svært at forstå.

Ja jajajaja, ikke i den forstand… og så alligevel. For det er som om, at hver gang jeg melder noget ud omkring hvordan jeg har valgt mig selv og mine behov, så bliver der uro i den anden lejr. Når jeg melder ud eller skriver, gør jeg et stort stykke arbejde i, at tale fra min side af banen og at tage udgangspunkt i mig selv. Det er noget jeg ALDRIG har været ret god til, men som jeg efterhånden føler at jeg mestrer ret godt.

Det betyder jo ikke, at alle er enige. Heller ikke ex-mand. Men denne blog handler om mig, min udvikling, mine muligheder og mine valg. Ikke om mine børns, familie, ex-mands eller veninders verden. Kun min.

Og derfor er der ind imellem dele af historierne jeg ikke fortæller.

Jeg fortæller f.eks. ikke hvorfor jeg ikke flyttede til København for 5 år siden, da jeg begyndte at tale om det. Eller hvorfor jeg ikke rykkede i sommers i stedet for at leve 7 måneder totalt splittet og med afsavn. Eller om hvordan jeg i hele separationsperioden har levet i no-mans-land, fordi jeg ikke var klar til at give slip og stadig elskede min mand. Eller at jeg med ET blev klar til at give slip og derfor handlede, og først derefter fik en reaktion om, at han nok heller ikke helt var sikker.

Jeg skriver heller ikke om, at jeg har gjort ALT hvad der står i min magt for, at skabe mig et liv, udfra de vilkår der var, hvis jeg skulle tage hensyn til ex-manden og hans behov, hans job, hans situation og hans angst for at træffe beslutninger. Eller hans behov for at se sine børn lige så tit det kunne lade sig gøre, fordi jeg ønskede at være fleksibel og samarbejdsvillig.

Eller om hvordan jeg hele tiden skulle have dårlig samvittighed, når jeg måtte bede ex-manden tage børnene en ekstra dag, fordi mit liv simpelthen ikke hang sammen. OVERHOVEDET.

Og jeg har slet ikke fortalt om, hvordan jeg hele tiden blev presset ned i rollen som “underdog”, og jeg til sidst gjorde op med mig selv, at jeg ikke skulle være under andre. Vi kan være ved siden af hinanden, men jeg skal ikke være andre underdanig. ALDRIG mere.

Jeg har heller ikke fortalt, at nogen gange når jeg lukker øjnene, drømmer jeg at jeg ligger i hans arme. Men når jeg åbner dem igen, ved jeg godt, at det ikke bliver virkelighed, fordi vi simpelthen er kommet for langt væk fra hinanden og det at arbejde mod det samme mål. Jeg fortæller også yderst sjældent, at når jeg ser andre finder sammen igen, ja, så græder jeg faktisk, og ønsker. Ønsker at det var mig, der kunne finde “det”, som de har fundet.

Så… Når jeg deler at jeg har valgt mig selv, så er det satme fordi, det er et stort skridt for mig. Så er det fordi, at jeg har brugt årevis på at overveje og fordi jeg har gjort op med mig selv, at hvis ikke jeg vælger mig, kan jeg ikke lære mine børn at vælge dem selv. OG det er vigtigt.

Så bær over med mig, ok?

Min følelse af lykke har store konsekvenser for mig og andre, men det har min ulykke følelse også.

Jeg er på samme tid ked af det og glad.

Langsomt med sikkert løsner knuden sig i min mave, og jeg finder styrken til at tage nogle store dybe indåndinger af det dersens livet noget. Det føles dejligt. Lige indtil jeg kigger på min telefon og konstaterer, at det endnu engang er tid til en verbal røvfuld pr. sms fordi jeg åbenbart bare er det mest egoistiske væsen i denne verden. Tænk, det kan så åbenbart blive på en uge ud af 39 år. Det er sgu lidt vildt.

Nyd lørdagen. Jeg vil koncentrere mig om mine dejlige drenges grin og lyd mens de leger i gården og jeg sidder ved siden af på et tæppe og nyder solen.

Just Love Living <3

Siden min separation i september, har jeg troet på at jeg kunne det hele. Jeg forventede ikke svar, og stillede derfor ikke spørgsmål, jeg forventede ikke støtte og bad derfor ikke om hjælp, jeg forventede ikke lethed og valgte derfor at lade tiden vise, hvad der skulle være min sandhed.

Jeg levede i 7 måneder splittet mellem 2 hjem, mit hjem i Næstved og mit lille ydmyge hjem i København. Jeg har altid været godt vant. Masser af plads, hus og have eller skønne lejligheder med lys og luft. Værelser nok og plads til at fordybe sig – i hver sin ende af huset. Men det har kostet. Mange penge.

I de 7 måneder har jeg måtte gå på kompromis med min rolle som mor. Rent faktisk havde jeg lidt fået nok på et tidspunkt, og ja, jeg ved godt, at sådan noget kan man sgu da ikke sige. Men det kan jeg. For jeg havde fået nok.

Jeg har snart været MOR i 20 år. MOR har været min karriere, alt har handlet om mine børn og deres behov og det at være MOR, var vigtigere end det at være Janne.

Jeg glemte hvordan man lyttede til sig selv, jeg glemte tid til mig selv og jeg glemte hvem jeg var og hvad der egentlig var vigtigst i min verden. Så da jeg følte mig træt af at være mor, så handlede det aldrig om mine børn. Det handlede om mig og det faktum, at jeg ikke længere kendte mig selv.

Det var derfor til at starte med en kæmpe befrielse for mig, at rejse ind i mig selv. At kunne sidde på cafeer og skrive til kl. 22 om aftenen uden overhovedet at tænke på aftensmad eller putte tider. Jeg tænkte på de mistede godnatkys, men tænkte samtidig, at jeg har været så forbandet priviligeret i mit liv som MOR, at jeg havde fået  15.500 godnatkys gennem tiden, så lidt fra eller til gjorde ikke den store forskel. Så jeg accepterede og gav slip. Jeg kunne netop give slip, fordi jeg vidste at mine små drenge havde det fantastisk hos deres far og fordi jeg vidste, at de to store, havde fået alt jeg kunne give dem. Så jeg var tryg ved at give slip.

Den ene uge tog den anden, og måned for måned voksede savnet og længslen efter mine små drenge. Jeg har altid været alle vores børns primær person, og pludselig så jeg mig selv stå på sidelinien og samtidig være splittet imellem livet i de forskellige byer. Det sved, men jeg hængte i.

For at få råd til dette liv, krævede det studieaktivitet i hverdagene og arbejde om natten. Der skulle tjenes penge. Så det gjorde jeg. Når jeg skulle være sammen med drengene havde jeg intet overskud, fordi jeg trængte til søvn – eller var bagud med arbejde. Men jeg hængte i og kørte videre – og hey, jeg smilte i mens.

Men SÅ bev det hele også nok! Jeg blev certificeret coach og jeg blev bevidst om min modighed. Jeg tog en beslutning. Og jeg handlede. Jeg sårede enkelte på min vej, men jeg fulgte min vej, som uanset hvad jeg gjorde, ville såre andre. Denne gang valgte jeg bare ikke at såre mig selv. For første gang i næsten 20 år.

Jeg har ikke længere mange penge. Men jeg har kærlighed og indsigter, jeg har overskud og rummelighed – men vigtigst af alt, så har jeg hjerterum. Og i det hjerte bor mine børn. Og inde bagerst – der bor jeg selv. Heldigvis. Mit hjerte er vores hjem og der er altid plads til andre mennesker, som har brug for varme og ro. Kom ind og vær, vi hygger herinde i varmen.

I virkeligheden bor vi nu på Østerbro. Det gik stærkt. Hjælpen kom alle steder fra og inden jeg så mig om, var mit liv forandret. Vi bor meget meget småt men fantastisk. Nærhed er det nye sort i mit hjem – og med den begrænsede plads, er det vigtigste nu, at finde plads til fordybelse ved siden af hinanden, i stedet for i hver sin ende af huset. Vi sover fire på stribe. Og det er hyggeligt. Vi er sammen så meget som muligt, og vi taler om taknemmelighed hver aften inden vi siger godnat og jeg græder uden lyd mens jeg lytter på, mine drenge fortælle om deres taknemmelighed til livet. Min 8 årige tog mig med storm den anden aften vi lavede øvelsen ved at sige: “og den sidste ting jeg er taknemmelig for er, at i morgen er der en til dag, hvor jeg kan lave en masse gode ting, som jeg kan være taknemmelig for i morgen aften” – jeg mistede vejret og var stolt. Den lille mand har jeg skabt. DET er jeg taknemmelig for.

Hvis man sammenligner mit liv med for et år siden, så har jeg i dag mistet alt. Min mand, mit ægteskab, mine materielle ting, min økonomiske base, mit sikkerhed og absolut mit omdømme, som hende det havde alt – men i stedet har jeg måske i virkeligheden vundet alt.

Jeg følger min drøm og tror på, at alt sker af en grund. Det hele giver mening. Endelig <3

Altså, jeg har brugt ufatteligt meget til på personlig udvikling, og det spænder over ALT fra skyggearbejde til at tage det fulde ansvar, fra accept af min opvækst til at designe min fremtid. Alt sammen er med til at samle mig som menneske, og man kan jo spørge sig selv om, om det så har gjort mig glad.

Ja, for fanden. Men….

Midt i alt dette, har jeg ladet mig meget påvirke af, hvordan andre mente man skulle gøre, og hvad andre mente der var det rigtige. Mit resultat blev, at jeg oplevede en glæde og en vis form for frihed, men jeg oplevede også ufatteligt mange konflikter alle vegne. Og jeg forstod det sgu ikke. Helt ærligt. Jeg er blevet coachet på det, og jeg har mediteret på det og det gav bare ikke mening før nu. Lige i dette sekund.

Mit problem var nemlig, at jeg har været mere optaget af reglerne i “bogen” og om at “være god nok”, fremfor at finde min helt egen sandhed frem. Hvornår er noget rigtigt for dig? Præcis… Hvis du har en lille bitte bid af den dersens “ikke-god-nok” sygdom, som er værre end pest, og som jeg også har, ja, så kan du sikkert slet ikke svare på det.. Og det har jeg heller ikke kunnet.

Jeg vil dog gøre et forsøg. Fordi. Det. Er. På. Tide.

Min sandhed er nemlig, at jeg er gladest når jeg er mig. Ikke en som andre forventer jeg skal være, men bare mig. Og det var jeg i går.

På trods af mine lidt for mange (20 kg +) kg på kroppen (hvilket har begrænset mig meget!), så oplevede jeg mig selv grine som aldrig før. Jeg hoppede rundt og dansede til 90′er musik til en dansefest i Karmaklubben. Jeg var nervøs da jeg kom, for jeg føler ikke rigtigt længere, at jeg styrer et dansegulv som jeg gjorde det før i tiden, for jeg er slet ikke med på nye moves, men når det kom sig til 90′er musik og moves, så var jeg satme med og jeg gav den gas i mere end tre timer til alt fra “you take my selfcontrol” til “be my lover” og “pump up the volume” og selvfølgelig ikke at forglemme “played alive”. Men det var ikke det, som var det afgørende. Det var, at der var mange som mig. Ikke totalt fit, ikke på “scoretogt” og et var til fælles, vi ville danse. Og gerne lidt grimt ind imellem. Og det var sjovt.

Min aften var fuldendt ved, at jeg havde selskab af de skønneste kvinder. Som også dansede. Faktisk så meget, at det i dag er svært at gå.

Jeg grinte og smilede. Og ligegyldigt hvor jeg kiggede hen, blev jeg mødt af smil og grin. Måske grinte de af mig, hahahahaha, det havde jeg ikke tænkt på, men det er også fuldstændigt ligemeget. For det her var frihed. Og her dansede man bare fordi man ville, og ikke nødvendigvis fordi man havde nogen at danse med. Alle dansede nærmest med alle. Det var fantastisk. Livsbekræftende.

I dag er jeg vågnet med de vildeste bobler i hver en celle i min krop. Jeg vil have mere. Jeg vil danse. Jeg vil grine. Og jeg vil gerne gøre det med ALLE jeg kender, som har lyst til en aften, som jeg havde i går. Det tænker jeg lidt over, mens jeg føler mit indre fyldt til randen af glæde. Jeg har lyst til at smile hele tiden. Så det gør jeg. Deler smil ud til højre og venstre, og håber det breder sig. Livet er for kort til, ikke at smile. Helst hver evig eneste dag.

Jeg fandt min glæde ved livet i går. Dansen. Grinet. Og smilet.
Det er en del af min egenomsorg.

Hvad er din glæde? Og hvad er egenomsorg for dig?

Og skal du med til en dansefest med mig?

Så send mig en besked.