om ambivalens og sensitivitet..

.. og om frihed og afsavn..

Så så man lige mig stå derinde i mængden, midt på strøget og bare stå. Med min tunge tunge (skrev jeg TUNG) sportstaske over den ene skulder og min håndtaske i hånden. Min nakke gjorde ondt, jeg var træt, trist og opgiven – det hele virkede bare så uoverskueligt, sådan en mandag middag midt i København. Helt alene.

Men “never the less”, det var og er min virkelighed. Jeg læser og sover tre dage om ugen i København, og de tre dage om ugen vendes min verden på hovedet.

Jeg deltager i min undervisning og opholder mig i jurahuset, for at læse mit pensum og forberede mig til næste undervisning. Jeg sætter mig på forskellige cafeer og arbejder, og drikker en god kop the eller en cafe latte. Jeg vandrer ind imellem rundt mellem de mange mennesker, og betragter hvordan de griner og snakker livligt om deres liv og oplevelser. Og jeg savner. Savner roen, trygheden og mest af alt forudsigeligheden og muligheden for at være alene. Og så selvfølgelig mit hjem og mine ting.

Jeg er en lidt sensitiv type, og holder meget af muligheden for at kunne trække mig tilbage. Jeg er opvokset i en kollektiv, hvor vi var 20-25 mennesker. Der var altid selskab, og derfor ikke ret tit tid til fjernsyn. Der var larm, liv og glade dage, og allerede dengang trak jeg mig. Enten op på mit værelse alene eller også tullede jeg rundt nede blandt vores heste og lavede små projekter, hvor jeg ikke behøvede at være sammen med nogen, ud over min dejlige veninde, som havde det ligesom mig. Tiden forsvandt fuldstændigt, når vi gik rundt dernede i hestefolden og og trak rundt med hestene, eller red rundt på dem uden saddel og kun ved at styre dem i grimen. Nøj, hvor skete det tit, at hun kom for sent hjem og hendes forældre blev rasende. Men vi hyggede os jo, og så forsvandt tiden altså.

Min sensitive side har udviklet sig igennem livet. Jeg hører ALDRIG musik når jeg kører bil (til stor irritation for mine børn) og der er sjældent et fjernsyn der bare kører i baggrunden og efter min mand flyttede, har jeg ikke længere fjernsyn i soveværelset. Fordi jeg værdsætter stilheden. I stilheden oplader jeg, og i stilheden kan jeg overskue tankemylderet, som altid ræser rundt i hovedet på mig.

Mit liv er blevet forandret – på rigtig mange fronter. For muligheden for at trække mig tilbage, den har jeg ikke halvdelen af ugen. Det er hårdt. Jeg klarer mig så godt jeg kan, og gemmer mig i mængden, men jeg kan også godt mærke, at det dræner min energi, ikke at have en mulighed for at lukke mig inde og være for mig selv.

Så når jeg står der, midt i menneskemængden på strøget i København, midt i den by jeg elsker så højt, så oplever jeg samtidig en ambivalens. Fordi jeg bliver splittet i mine behov – behovet for tryghed, kys, kram, omsorg, selvomsorg, stilhed – mod livet omkring mig, duftene, mulighederne, studiet og oplevelserne.

Og så savner jeg.

Savnet har givet mig en ny frihed. Jeg er blevet sat fri. Jeg går lidt rundt i friheden og forsøger at strække mine vinger, men de er ikke så smidige endnu. Jeg øver mig i at tro på mig selv, og i at tro, at jeg nok skal klare mig igennem det hele. Jeg øver mig i at smile og grine, og i at trække vejret helt derinde hvor det gør godt. Jeg øver mig i at være og i at glædes. Og i at være i både stilhed og larm.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg en dag får gang i vingerne igen og lærer at flyve, højt højt oppe i skyerne, og måske er jeg så heldig at jeg en dag rammer de lyserøde skyer. Men lige nu handler det mest om, at stole på at vingerne kan bære mig, når jeg for alvor kaster mig ud i flyvningens kunst.

Måske er det snart tid til, at baske lidt mere med vingerne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *