om at give slip på tårerne…

…og lade smerten og frustrationerne SKRIDE AD HELVEDES TIL!

Sådan en dag har jeg i dag. Jeg vågnede tidligt – glad og klar til jura, skrev en besked til min mand og i løbet af en halv time havde jeg fucket ALT op. Inklusiv mit forhold til min datter. Og jeg har tudet lige siden.

I denne faktisk ret udfordrende tid, er det som om jeg går rundt i en osteklokke. Jeg er ikke udpræget ked af det i hverdagene, men ind imellem rammer følelsen af opgivenhed og manglende lyst til livet mig så hårdt, at jeg vælter. Og jaja, jeg ved bedre – men indeni er jeg ofte stadig bare hende den 8 årige pige, som mistede sin mor alt for tidligt. Og derfor tuder jeg.

Hvordan fanden skal jeg kunne finde ud af at være mor, når jeg ikke har haft en. I 31 år har mit højeste ønske på mit ønskeseddel til julemanden HVERT år været en mor. FOR HELVEDE!! Jeg vil også have en mor. Bare en som ringer ind imellem og siger: “hej skat, det er mor. Hvordan har du det?” og så kan jeg sige: “ad helvedes til!” og hun forstår, hvad man går i sådan en situation. Hun må godt være dum ind imellem og irriterende især, det har jeg nemlig hørt, at mødre skal være. Bare jeg får en mor.

Lige nu gør det ondt at være mig. Når smerten rammer mig, kan jeg ikke få luft og jeg får en overvældende trang til, at overdrage mine børn til mennesker, som sikkert er meget bedre til at tage sig af dem end jeg er. Jeg føler mit totalt utilstrækkelig og uværdig som menneske. Og derfor tuder jeg.

Sådan en dag har jeg i dag. Jeg burde FUCKING sidde til undervisning nu, og blive klogere, og jeg burde have styr på datter og søn, mens manden holder styr på de små, men jeg har ikke styr på en skid. Ingen af dem har styr på noget, og alle som en forventer de, jeg fikser det – fordi det er sådan noget jeg gør. Jeg forsøger at planlægge, men alle planer må ind imellem sættes ud af drift, fordi jeg er nød til at slukke en brand et sted. Og jeg kan simpelthen ikke rumme mere lige nu. Derfor tuder jeg.

Det gør fysisk ondt i mit hjerte, og jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg er i det, midt i den forbandende følelse. SLIP MIG NU FRI, og lad mig være glad. Hvorfor skal det gøre fysisk ondt?

De sidste mange måneder har været et helvede. Ja, de sidste mange år – rent faktisk. Det er væltet ned med sygdom og økonomisk krise. Vi måtte side om side, tage et skridt ad gangen – ikke for at leve, men for at overleve. Og vi klarede den. Indtil der kom ro på. Så gav vi op! Nu lever vi hver for sig, vi har opgivet kærligheden og vores børn er mærket af det. Det tuder jeg også over.

Min mand er den eneste der kan tilbyde stabilitet, fordi han er den med 8-16 jobbet og jeg gået fra at være hende der altid var hjemme og passede på mine børn, til at være hende der aldrig er hjemme og ikke længere kysser godnat og lukker hunden ud. Nu er der ikke nogen der lukker hende ud. Det gør så ondt at vide, at jeg ikke længere kan udfylde den rolle jeg altid har gjort og tilbyde stabilitet – det tuder jeg især over.

Studiet kræver mig i København, og rammerne er endeligt blevet fine nok, til at jeg kan håndtere det, men tilværelsen vælter i kulissen, og uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke være flere steder på en gang. Derfor tuder jeg.

Er vi nu der igen, hvor jeg skal opgive alt og tage hjem og fikse det hele. Ellers skal jeg følge planen, og så forvente at tingene løser sig hen ad vejen? Huset må gå. Hunden må flytte. Sønnen må lære at klare sig selv, og skabe sit eget liv. Og datteren skal slippes fra hendes følelse af ansvar, så hun kan koncentrere sig om sin sygdom og hendes skole.

Hele min verden som jeg kendte den, er i forandring. Og derfor tuder jeg. Intet er længere trygt. Alt er under ombygning. Derfor tuder jeg. For helvede jeg tuder.

Hunden kigger mærkeligt på mig, og forsøger hele tiden at ligge dens hoved på mit ansigt, ligesom for at gøre mig opmærksom på, at den nok skal passe på mig (altså vi snakker en lille bitte chihuahua). Jeg smiler lidt til ham, fordi han er nu så sød. Også tuder jeg lidt videre.

7 Comments on om at give slip på tårerne…

  1. Nadia Kristensen
    3. oktober 2012 at 12:34 (2 år ago)

    Kære Janne,

    Hold nu kæft, du er i proces. Jeg kunne holde mange taler lige nu. Men måske du bare har brug for et stort virtuelt kram. Og så gør det for dig selv, som du drømmer om at “din mor” ville gøre for dig.

    Kram
    Nadia

  2. Janne
    3. oktober 2012 at 12:42 (2 år ago)

    Ja, det er en proces og lige i dag, rammer den altså ekstra slemt. Tror jeg vil prøve at sove, så kan det være at øjnene kan få en pause. Øv for i dag, glæder mig til i morgen.

    Tusinde tak for kram, jeg trængte til det <3

  3. Malene
    3. oktober 2012 at 13:03 (2 år ago)

    Kære Janne,

    Jeg har også lyst til at give dig et kæmpe kram. Jeg har været lige hvor du er, og er det ind imellem stadig.
    Selvom det er så urimelig hårdt, kan jeg læse mig til, at du har alle de værktøjer, og tankegange, der kommer til at få dig igennem, gøre dig klogere, stærkere og bedre til at vide hvad du skal og hvad du ikke skal.

    Jeg sender kærlighed og styrke til dig – som du kun kan modtage fordi du har det i dig.
    Malene

  4. Janne
    3. oktober 2012 at 13:05 (2 år ago)

    Tusinde tak Malene – og ja, jeg tager i mod og kæmper videre. Men av sgu, det kan gøre nas! <3

  5. Mie
    3. oktober 2012 at 13:09 (2 år ago)

    Det er da også lige til at tude over. Det hele. Sørgeligt. Trist. Og til at tude over.

    Må tårene flyde og være med til at hele dit kærlige hjerte
    Sov sødt <3

  6. Brian
    3. oktober 2012 at 13:44 (2 år ago)

    Kære Janne,

    Nu har jeg lidt baggrund på dig og husker dig som barn, du var glad og levende , åbenhjertig(bare aldrig omkring din mor) .
    Jeg så sorgen, selvom du ikke ville vise det…. i de få øjeblikke du var med dig selv gled du væk og når jeg fangede dig på de rigtige tidspunkter og spurgte dig hvordan det gik med det hele fik jeg sjældent andet end en fremstrakt tunge ;-)

    Da jeg læste det du havde skrevet lavede jeg en lille liste med emner som jeg ser og iøvrigt ser i de fleste af dine tekster her inde. Måske du synes jeg har ramt ved siden af men jeg våger alligevel det ene øje fordi jeg kender dig så langt tilbage (78´).
    Det er ting du skal tænke over om du ubevidst gør for at kompensere for det du har mistet og aldrig kan få tilbage, mindet og tabet er det der ligger i din hukommelse og tabet har været større end mindet, i virkeligheden burde du levet i mindet og ikke i tabet.

    Listen ser sådan ud, husk jeg har kun læst noget tekst og er observatør på den baggrund så derfor er du fulgt berettiget til at sige “dette tilhøre ikke mig” og give mig en røffel for det ;).

    1. Ansvar….for sig selv, er også ikke at tage ansvar for dem som kan tage vare på sig selv
    2. siddefast i fortiden, hvornår skal jeg slippe
    3. forventninger, hvad er en forventning…..til andre og til dig selv
    4. fysisk ondt, hvorfor har JEG ondt og hvor gør det ondt. Mærk efter !!
    5. selvmedlidenhed, du tuder(egne ord) … men hvor bringer det mig hen, føre det til noget……

    Jeg tænker mig at du måske kunne gøre dig nogle tanker omkring disse ting og spørge dig selv om der noget af dette du kan tage væk fra dit liv ?????

    Der er krammer til dig når jeg kommer hjem ;-)

  7. jette
    3. oktober 2012 at 17:24 (2 år ago)

    Kære Janne
    Desværre vælter korthuset altid når man selv syntes det er lige ved at være tid til at lægge det sidste kort. Nogen skubber til bordet, et vindue blæser op eller man ryster på hænderne, der skal så lidt til når man i forvejen går lige på kanten.
    Du har taget munden for fuld !
    Det at blive alene med 4 børn, starte på uddannelse, flytte til nyt sted, sende sidste barn i børnehave….. puha jeg bliver helt forpustet ved bare at remse det op.
    Du skal vælge dine kampe og huske på at dine børn er kun til låns i meget kort tid, du kan altid læse !
    Jeg ved hvor hårdt det er at blive alene og du skal give dig selv og børnene tid til at sørge,og for din egen skyld, Tud alt det du kan…
    Du må sige til hvis jeg kan gøre noget også i forhold til din datter så er jeg her !
    Knus Jette

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *