Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

om at lede efter lykken…

…og huller i hjertet.

Den historie jeg vil fortælle, føles lidt svær at beskrive. Dels fordi der er så mange følelser involveret, men også fordi jeg slet ikke er sikker på, at jeg kan holde tankerne i skak og struktur, i en sådan grad at du rent faktisk får noget ud af det jeg skriver. Jeg vil gøre et forsøg.

I mange mange år har jeg ledt efter lykken. Jeg havde tidligt i livet lært en lektie om svigt og mistillid og derfor følte jeg altid, at jeg manglede noget. Det noget måtte da være lykken og uden lykken kunne man sikkert ikke føle sig elsket. Jeg havde derfor opfattelsen af, at lykken var noget jeg skulle finde, samle på og gemme. Noget andre skulle give mig og som derfor var afhængigt af hvad andre ville og kunne tilbyde mig.

Egentlig var jeg aldrig i tvivl om, at jeg var elsket – af min familie. Jeg vidste udemærket, at de synes jeg var den smukkeste lille pige man kunne tænke sig og at jeg dengang havde et sind, som den mest uskyldige. Noget der dog ikke hang sammen for mig var, at hvis jeg var så fantastisk, hvorfor blev jeg så udsat for de ting jeg gjorde? Hvorfor svigtede de mig?

Senere i mit liv oplevede jeg, at mit smukke ydre åbenbart var meget tiltalende for drengene og at det netop var grund til, at mange piger ikke brød sig om mig. Fordi jeg naturligt stjal en masse af opmærksomheden, uden egentlig at ønske den. Jeg oplevede det som om, at jeg aldrig rigtig var ønsket blandt pigerne (set med voksen briller, måske fordi jeg var en trussel i kampen om drengene) og at jeg derfor holdt mig til ganske få veninder, som så til gengæld blev mine rigtig tætte veninder.

I stedet havde jeg mange drenge venner. Vi sloges, løb om kap, spillede bordtennis, dansede breakdance, lavede atletik (for det var jeg satme god til) og som valgfag i skolen havde jeg datalogi (og lærte at programmere computere i DOS) og elektronik (lavede printplader og loddede “ting på” så det fungerede som en forstærker – sejt!) hvor pigerne valgte hjemkundskab og håndarbejde. Jeg valgte bevidst drenge tingene, fordi hos drengene havde jeg helle. Lige indtil drengene blev bevidste om deres køn, og de forelskede sig i mig.

Hvad de forelskede sig i, forstod jeg ikke. Men det jeg forstod var, at så snart de blev forelsket i mig, følte jeg mig svigtet og bange, og skubbede dem væk. Jeg lærte at koble mit udseende op på svigt, og jeg hadede mit udseende, fordi jeg bare ønskede at blive set, som hende jeg var indeni og ikke hende, som var så sød og smuk. (Altså, så var det altså heller ikke vildere – men du ved, det er den der med forståelsen…!)

Mit første kys fik jeg af en dreng jeg levede tæt sammen med i kollektivet. Jeg var 12 år og vi havde fået lov til at drikke to øl – og NØJ, jeg var fuld. Pludselig kyssede han mig, sådan RIGTIGT. Og jeg blev virkelig overrasket og forskrækket på samme tid. Jeg havde aldrig set på ham med sådanne øjne, men midt under kysset (som varede ret lang tid) oplevede jeg en varme i kroppen og med det samme tænkte jeg: “nå, men så er vi jo nok kærester”. Vi var de eneste i rummet og lyset var meget dæmpet. Men da kysset var slut, rejste han sig og gik. Jeg blev efterladt tilbage alene. Ingen ord, intet blik, ingenting. Bare mig og mine tanker – og følelsen af svigt. Igen.

Jeg kom mig hurtigt, men fik et meget akavet forhold til drengen. Det var lidt kompliceret eftersom vores værelser lå overfor hinanden og vi gik i samme klasse. Men kysset blev aldrig nævnt siden hen og med tiden opbyggede vi et “bror/søster” forhold.

Senere kom min “første gang”. 13 år gammel og til privatfest i byen jeg boede i. Jeg sov hos en veninde der boede nede i byen, så jeg derved havde kortere vej hjem og ikke behøvede at skulle HELT HJEM PÅ LANDET. Festen blev holdt i et hus, som en af mine klassekammerater i dag bor i. Igen, to – tre øl var drukket, lidt mikado og jordbærchampagne, og jeg var meget fuld. En af drengene der var to eller tre år ældre end mig kom hen til mig og mente jeg trængte til noget frisk luft og han tog mig med udenfor. Vi gik en tur hen til en mark der lå for enden af vejen. Jeg husker det som en mark, men det kan også have været en græseng.

Vi satte os i græsset og talte. Jeg lagde mig ned på ryggen, fordi jeg var rigtig dårlig og det hele drejede rundt for mig, og jeg fornemmede følelsen af, ikke at kunne bevæge mig. Jeg havde ligget der et stykke tid, og var faldet i søvn da jeg pludselig opfatter, at han ligger hen over mig. Han forsøgte at kysse mig på munden og jeg blev bevidst på en mærkelig måde. Som om, jeg var i en osteklokke og at alle lydene jeg forsøgte at sige, ikke ville komme ud igennem min mund. Han åbnede sit bælte, og jeg kan stadig huske lyden. Han åbnede sine bukser og pressede sig ned mellem mine ben. Det var ikke svært, for jeg var helt slap i kroppen og gjorde ikke modstand fysisk. Da han hev mine små trusser til side, mumlede jeg “nej” så godt jeg kunne, men jeg tror ikke han hørte det. Jeg sagde det mange gange, men han opfattede det ikke og forsatte det han var i gang med. Det gjorde ondt og tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg faldt i søvn, og vågnede først da det var ved at blive lyst. Jeg havde blod i trusserne og lå helt alene på marken. Jeg kunne godt huske hvad der var sket, og jeg følte skam og svigt. Igen.

Jeg var stadig meget påvirket og forsøgte at gå tilbage til festen, men da jeg kom derhen konstaterede jeg, at de fleste var gået. Også veninden jeg skulle sove sammen med. Jeg gik hjem til veninden, og bankede på døren ind til kælderen hvor hendes værelse var. Hun lukkede mig ind og vi talte aldrig om, hvad der var sket.

Jeg talte aldrig med nogen om det, og jeg tror faktisk ikke engang han selv ved, at DET HER var min oplevelse. Det er ikke engang sikkert, han ved det er HAM jeg skriver om, hvis han læser med her. Jeg nævnte det derfor som sagt aldrig for nogen, fordi jeg følte, at det her var nok min egen skyld. Jeg burde måske vide bedre. Gjorde jeg ikke?

Senere fik jeg kærester. Jeg skulle naturligvis forsøge mig med de uopnåelige fyre. Dem der var populære, mange år ældre end mig og kendte (DJ’s). Dem forelskede jeg mig i. Og fik. Igen på grund af mit udseende. De var enormt søde ved mig og de beskyttede mig. Når de begyndte at elske mig, blev det svært for mig og jeg mistede interessen for dem. Jeg var bange for, at de ville svigte mig. Så jeg gik fra dem.

Jeg har i virkeligheden haft meget få kærester. Torben (8 måneder), Milo (9 måneder), Anders (6 måneder), Morten (20 måneder), Tomas (1,5 måned), Kenneth (22 måneder), Brian (23 måneder) og Janus (207 måneder). Det var mine kærester. I 24,7 år af mit liv, har jeg haft kærester og i skrivende stund jeg er 39 år. I 23 år troede jeg, at hvis ikke jeg passede på, så ville jeg blive svigtet. Jeg troede, at min person ingen betydning havde, og at jeg primært blev valgt for mit udseende. Derfor havde jeg det fint med at tage på og veje 20 kg for meget. I mine øjne var det nemlig beviset for, at hvis min mand stadig kunne elske mig selvom jeg var overvægtig, så var der en lille bitte chance for, at han ikke havde taget mig for udseendet – og så der var det en lille bitte chance for, at han ville leve sammen med mig – også når jeg blev gammel og rynket. Og han blev. Længe. Og vi ledte efter lykken. Vi gav hinanden skylden, når vi ikke mærkede lykken, fordi så var det ham der ikke gjorde mig lykkelig – eller omvendt.

For 1,7 år siden lærte jeg en vigtig lektie udi i det dersens lykke-halløj. Det der ramte hovedet på sømmet hos mig var, at lykken ikke var noget jeg skulle lede efter hos andre, og at det ikke var noget jeg skulle have, men at det handlede om, at finde lykken i mig selv. WAIT WHAT???

Forklaringen jeg fik gav mening, og jeg kunne med det samme se, at jeg havde ledt forgæves. Og at det jeg havde ledt efter hele mit liv, for at stoppe det tomrum jeg havde i hjertet, det havde jeg rent faktisk haft hele tiden. Lige her. En ting er dog at forstå sådan en forklaring, en anden ting er, at implementere forklaringen på et sådant niveau, at man kan omsætte følelsen af lykke til virkelighed. Og det blev svært. Jeg øvede mig og øvede mig, og jeg kom tættere og tættere på følelsen af, at mestre denne kunst. Mit næste skridt var så, at jeg ville lære min mand det. Og jeg glædede mig som et lille barn foran sine julegaver, fordi denne følelsen var simpelthen det vildeste. For første gang i mit liv, hvor jeg følte mig sådan for alvor rigtig lykkelig, var i april måned i år. SÅDAN VIRKELIG. Lykkelig, velvidende at jeg havde alt, og at jeg rent faktisk ikke havde brug for mere for at gøre mig lykkelig. Jeg vidste for første gang, at jeg kunne være i det jeg var i, resten af mit liv uden at føle afsavn. Nå jo, vi skulle lære at kommunikere bedre, men det havde jeg også fikset og havde linet op, og det var klart. Tænk, for første gang nogensinde var jeg klar over, at jeg skulle ikke være bange for at blive svigtet. Jeg var i sikkerhed og jeg var LYKKELIG.

Men så sprang bomben

Min mand kunne ikke lide mig længere, fordi jeg havde forandret mig, og i hans øjne ikke til det bedre. Han ville flytte. Min verden brast sammen. Jeg følte mig svigtet.

Igen.

Det er nu 5 måneder siden bomben sprang, og 85 dage siden han flyttede ud af mit liv, efter at have været i mit liv i 6210 dage. Tomrummet i mit hjerte er stort. Jeg elsker ham stadig. Jeg elsker ham mest for vores mange gode minder og fordi han i 6150 dage viste mig, at jeg ikke behøvede at være bange for at blive svigtet, fordi han elskede mig uanset udseende og vægt. Måske var der alligevel noget personlighed derinde, som kunne elskes? Ellers var han vel ikke blevet i SÅ mange dage?

Jeg tror, at jeg med tiden kan fylde hullet i hjertet op med kærlighed til mig selv. Og jeg starter med at give mig selv min krop tilbage. Jeg er nået til den alder hvor, hvis jeg kan redde en lille smule udseende og lære at elske min krop, så ville det være dejligt. Det vigtigste er dog, at jeg ved, at lykken ligger i mig selv, og at når jeg en dag får taget endeligt afsked med sorgen over at have mistet mit ægteskab og min mand gennem 6210 dage, så ved jeg at jeg bliver lykkelig igen, og at jeg ikke skal ud og lede efter lykken. Den er jo lige her i mig selv.

Måske skal jeg lære, at hullet i hjertet slet ikke bør ses som et negativt tomrum, men i stedet ses som en mulighed for, at putte mere lykke og kærlighed derind, hvor det virkelig føles godt?

Det må jeg øve mig på i fremtiden.

6 Comments on om at lede efter lykken…

  1. Brian
    25. oktober 2012 at 08:51 (2 år ago)

    Hudlæs, ærlig, skræmmende, opmuntrende i nævnte rækkefølge for historien, Dacapo……<3

  2. jette
    25. oktober 2012 at 10:04 (2 år ago)

    Du er en sej kvinde Janne, jeg tager hatten af for din ærlighed. Har selv prøvet at blive svigtet af den man elsker så højt og må sige at dengang troede jeg slet ikke jeg ville få lysten til at leve tilbage. Lysten har du så du er godt på vej og med tiden kommer man faktisk til at elske sig selv mere, når man først får rejst sig fra graven. Jeg ønsker dig al held og lykke med dit nye liv og er her hvis du får brug for et knus eller en der bare lytter ! knus fra mig

  3. Michelle
    25. oktober 2012 at 10:40 (2 år ago)

    Så smuk sagt.. Det skal også no blive godt, for selv om det er med masser af ned ned ned, så er det også med kæmpe håb <3

  4. Janne
    30. oktober 2012 at 15:45 (2 år ago)

    Alt er præcis som det skal være, og jeg giver langsomt men sikkert slip på fortidens oplevelser <3

  5. Janne
    30. oktober 2012 at 15:47 (2 år ago)

    Jeg føler mig ikke sej, heller ikke modig. Men jeg begynder at kunne mærke mig selv, og det i sig selv er et stort og vigtigt skridt for mig. Knus er altid velkomment og tusinde tak for dine ord. De betyder meget for mig <3

  6. Janne
    30. oktober 2012 at 15:48 (2 år ago)

    Håb og hårdt arbejde er vejen op. Og jeg går kun op og forsøger ikke at kigge tilbage. Langsomt med sikkert kommer jeg i mål. Heldigvis. Tusinde tak for dine ord <3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *