om at se sandheden i øjnene…

…og tro på, at alt er som det skal være.

Helt ærligt, så tror jeg faktisk ikke jeg er nogen af stederne endnu. Men ikke desto mindre er det min virkelighed og det er som om, at den der VIRKELIGHED ikke bare sådan vil makke ret.

Jeg har levet i et parforhold i 17,5 år. Vi har netop holdt 11 års bryllupsdag. Jeg har elsket den mand, på godt og på ondt. Hver evig eneste dag og jeg gør det stadig. Vi har gået igennem kriser, som ville have knækket hr. og fru hvem-som-helst for længst, men vi stod fast og vi stod sammen og dag for dag satte vi SAMMEN det ene ben foran det andet, og valgte at gå side om side.

Vi valgte hinanden på trods af udfordringer, som de sidste 5 år har budt os:

  1. Roskilde Banks krak (alt er mistet)
  2. Et usælgeligt hus som endte på tvangsauktion (med et tab på 2,2 mio.)
  3. To børn med med diabetes
  4. Et barn med inkontinens
  5. Et for tidligt født barn (13 uger for tidligt).
  6. Herudover hev vi en omgang psykisk nedtur (mig omkring min barndom)
  7. OG min mand der lige i et snuptag mistede synet på det ene øje i efteråret på grund af en laseroperation.

Man kan sige, at der har været udfordringer nok. Men uanset hvad, stod vi sammen. Eller det troede jeg, at vi havde valgt at gøre.

Disse 5 år har rusket godt og grundigt i vores tro på fremtiden og især vores følelse af lykke. Jeg besluttede derfor, at det dersens lykke, det skulle hentes hjem i hytten, så vi kunne få lidt redskaber til at blive glade igen. De seneste 2 år har jeg derfor ind imellem været på udflugt i “byen”, for at hive alt hvad jeg kunne finde der lignede nøglen til lykke med hjem. Resultatet blev dog blot, at min mand endte med at synes, at jeg havde forandret mig og i hans øjne ikke til det bedre.

Jeg har en ide om, at han var bange for hvad alt det jeg gjorde kunne komme til at betyde for ham og OS, men samtidigt så oplevede han, at jeg blev gladere og at jeg forsøgte at få ham med på vognen. For der var ikke noget jeg ønskede mere, end at vi skulle tage denne tur sammen. Jeg kan ikke tale for ham og jeg har heller ingen intention om, at udlevere ham på nogen måde. Han er og vil altid være min helt store kærlighed. Uanset.

Jeg står tilbage nu, men en meget mærkelig fornemmelse i kroppen. Jeg havde så meget kærlighed til ham, og lige nu – her i sandhedens time er der et stort tomt hul i min mave. Det gør ondt, og snører sig sammen og jeg sidder og kigger ud i luften mens tårerne langsomt triller ned af mine kinder. Jeg savner det jeg havde, og jeg har nu indset, at det jeg havde, kommer aldrig igen. Det VI havde og det VI havde skabt, er ikke længere. VI er ikke længere. Kærligheden kunne ikke holde. Hjerterne blev knust og livet går videre.

Jeg vil nu finde min egen sti at vandre på, og lede efter lykken. Lykken ved mig selv, og i mig selv. Jeg vil finde min vej og forsøge at se fremad.

Alt bliver ok, og alt er sikkert som det skal være. Lige nu slikker jeg mine sår, går til venstre og vænner mig til, at min mand ikke længere er MIN mand. AV!

3 Comments on om at se sandheden i øjnene…

  1. Mie
    10. september 2012 at 11:21 (2 år ago)

    Det kan være en meget meget stor pris at betale for valget, at vælge sig selv.
    Jeg sender dig mine aller kærligste tanker…………………

  2. Christina
    11. september 2012 at 17:34 (2 år ago)

    Janne du er jo en kvinde med en enorm drivkraft og energi. Du suger folk til dig og har så meget, at give af. Det er de færreste, der besidder dette og det kan skræmme folk væk, der ikke selv besidder samme evner. Alle forandrer sig med tiden – det er en del af livet og ens selvudvikling. Du er bare længere fremme hér, end de fleste – fordi du vil det så meget… og det må have krævet sin mand, at prøve og følge med <3
    Måske du har brug for stilhed rent følelsesmæssigt, så du kan mærke efter i dit hjerte, hvad der gør DIG lykkelig og vise hvilken vej, du skal gå.

    Knus

  3. Janne
    13. september 2012 at 09:25 (2 år ago)

    Tak for jeres svar, tanker og ord. De betyder mere end i tror <3

    Jeg ved godt, hvad der gør mig lykkelig. Det gør JEG. :-)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *