om hækkeløb og vandfald..

..og om at holde fast i, at lade de ting ske som sker.

Ja, så siger vi det. Altså, jeg har besluttet mig for at jeg ikke længere vil være en fighter! Og så tænker du helt sikkert: “jamen, hvorfor dog det? Hvad er der galt med at være en fighter?” Jeg er super glad for at du spørger, nu skal du høre.

Altså, i min verden har det at fighte for ALT, nærmest været et livsvilkår. Der er ikke de ting, jeg ikke har kunnet opnået, ved at pakke mit ekstreme fighter-gen ud. Vi snakker alt fra juridisk bacheloruddannelse samtidigt med fuldtidsarbejde, til at få insulinpumpe på min ekstremt dårligt reguleret diabetes søn, til at overleve krakket i Roskilde Bank, til at finde gymnasieplads til søn på trods af ventelister, til at skrabe penge sammen til indskud i ny bolig, på trods af ikke-eksisterende lånemuligheder og en indkomst på SU, til at holde fast i, at uanset hvad, så klarer jeg den. Altid.

Men på et tidspunkt i slutningen af 2012 kom jeg til den erkendelse, at det der med at kæmpe for alt, det orkede jeg simpelthen ikke længere. Ikke fordi jeg ikke kunne lide resultaterne, men fordi det simpelthen dræner mig for energi og det ofte skaber en masse drama og spænding i kølvandet, som jeg ikke længere kan holde ud, at opholde mig i.

Min ven Sebastian guidede mig, og han trak mig langsomt men sikkert ud af det der “fighter-fnidder” og gjorde mig opmærksom på, hvornår jeg handlede uhensigtsmæssigt og hvornår jeg burde tage lidt mere ansvar over situationen. Ja, rent faktisk lærte han mig, at tage det FULDE ansvar. Jeg siger ikke det var nemt, men jeg ønskede en forandring, så jeg klemte balderne sammen og strammede mig an, og gjorde det.

Stille og roligt lagde jeg kampen fra mig. Min separation med min mand er rent faktisk et godt eksempel, fordi i stedet for som tidligere at kræve “svar” på ALT af ham hele tiden, lod jeg være med at stille spørgsmål, og i stedet for at hænge mig i hvor dræbende uvisheden om fremtiden kunne være, valgte jeg at se tiden an, og bare observere hvad der skete. Ikke af ligegyldighed, men fordi, hvis jeg blev ved med at manipulere (FØJ, et grimt ord!!) ham til at tage stilling, til at vælge og til at mærke, så var det på mine vilkår han handlede og ikke af eget behov. Og hvis han handlede efter mine behov, så var det ret sikkert, at den udvikling vi skulle igennem hver for sig i denne proces, som en separation er, ville udeblive. Og hvad ville det så ende med? Tja, den lader vi lige stå.

Det at jeg stoppede med af kæmpe betød også, at tilfældigheder afgjorde min fremtid. Økonomi-bekymringer-nyopstartet-virksomhed-enlig forsørger-problematikken endte i en løsning, hvor jeg for første gang i mit liv skulle modtage SU og det betød, at jeg skulle læse mit studie færdigt samtidig med at jeg arbejdede som selvstændig. Ikke fordi jeg havde en udpræget drøm om at blive jurist, nærmere fordi mulighedernes pile viste den vej, og det midt på den sti pilene pegede gik op for mig, at jeg virkelig havde et behov for, at gøre lige netop DET studie færdigt. For min selvopfattelses skyld. For min mulighed for at være en god rollemodel’s skyld. For princippets skyld. Fordi jeg havde brug for, ikke endnu engang at efterlade noget uafsluttet bag mig. Og fordi dybt inde i mig, var der en lille pige, som rent faktisk gerne VILLE gøre det færdigt. For afslutningens skyld!

Men det studieforløb jeg har haft i efteråret, har været alt andet end nemt. Flere gange har jeg taget mig selv i at kigge på jobopslag. Tænk, hvis jeg liiiige kunne finde et arbejde, hvor jeg kunne tjene mange penge og få en stabil (normal) tilværelse – dog uden frihed til selv at vælge. Hver gang måtte jeg skændes med mig selv (HØJLYDT), for jeg havde besluttet en plan og den skulle jeg følge, og med i den plan var absolut ikke nogen mulighed for at opgive og “bare” søge job. Så! Jeg har knoklet som en gal, for at slå til på alle fronter. Mor, veninde, studerende, selvstændig, udvikling og igen MOR. Jeg har fastholdt mig selv der hvor jeg var. Jeg tillod ikke forandring. Eller jobsøgning. Et par enkelte gange smuttede den med jobsøgningen og en enkelt gang blev jeg kaldt til jobsamtale – men jeg mødte ikke op, fordi jeg gav mig selv stuearrest! Og fastholdt mig selv i PLANEN!! Jeg stod på et tidspunkt midt i det hele med en kæmpe flytning, som resultat af separationen, og var klar til at kaste håndklædet i ringen. Men jeg gjorde det ikke. Jeg holdte fast. Og klarede mig igennem.

I dag var så dagen hvor nogle af bestræbelserne skulle stå sin prøve. Den første eksamen som afslutning på efterårets udfordringer. Og alt hvad der kunne gå galt, gik galt.

Af meget mærkelige årsager, var jeg pludselig ikke tilmeldt til eksamen i aftes. I mandags var jeg, men i aftes var den tilmelding væk. Klappen gik ned i aftes og jeg var så ulykkelig. Jeg vågnede flere gange i nat og græd stille. Jeg var bange. Jeg vidste jeg SKULLE til eksamen, ellers kunne jeg ikke fortsætte mit studie. Jeg mistede en masse timers eksamens forberedelse og havde opgivet (på et tidspunkt). Men jeg ringede og spurgte hvad jeg skulle gøre, og tingene løste sig, jeg blev tilmeldt ekstraordinært.

Jeg pakkede og tog afsted.

Da jeg skulle afsted, begyndte det at regne og jeg måtte cykle i pis-øs-regnvejr – 10 km gennem Kbh. Da jeg kom frem var jeg mere gennemblødt end en kloakrotte, maskaraen løb ned af kinderne og vandet dryppede i små vandstråler fra mit hår. Og der var kaos. Jeg var ikke oprettet i systemet. Der var ikke givet besked om, at jeg kom. OG der var ikke nogen plads i det lokale jeg skulle sidde i.

Og tiden gik.

2 min før eksamensstart, havde de stadig ikke fundet mig en plads. Da opgaven blev delt ud, stod jeg stadig med min genneblødte frakke på og pakkede mine ting ud. Jeg måtte passe på, ikke at ødelægge mine bøger med vandet fra min frakke, SÅ pjask-gennemblødt var jeg. Tiden begyndte at gå. Og jeg satte mig og stirrede ud i luften. Et par tårer løb ned af mine kinder, og jeg overvejede at forlade lokalet igen. Simpelthen at give op. Ingen kunne se jeg græd, fordi jeg var så våd af regn. Og fordi de var så optaget af, at læse deres eksamensopgaver og på at bruge tiden fornuftigt. Heldigvis.

Jeg besluttede mig for, at den cykeltur ikke skulle være forgæves, så jeg begyndte at lave min opgave. Jeg havde svært ved at finde roen og strukturen og flowet var ikke-eksisterende. Men jeg løste den. Alle opgaverne blev besvaret. Mange regler blev nævnt. Domme citeret. Henvisninger til lærebogen blev lavet. Men ikke på en tilfredsstillende måde, fordi jeg VED, at jeg kunne gøre det bedre.

Jeg tror, jeg består, ikke mere. Og det er jeg lidt ked af. For lige netop det her fag, det betød noget for mig. Det var et fag jeg var vild med. Men omstændighederne ville det anderledes, og jeg forsøger nu, at lede efter gaven i det her. Hvad var det jeg skulle lære?

At forberede mig bedre? Det havde jeg jo gjort. Eller havde jeg? Kunne jeg måske tage det med mig, at sådanne ting som i dag kan ske for alle. Og når sådan noget sker, så er det en rigtig god ting, at kunne fighte sig igennem på stædighed og vilje. Men det var ikke det jeg gjorde. Jeg fightede ikke. Ikke indeni. For jeg lod tingene ske, jeg stressede ikke på noget tidspunkt under eksamen. Jeg gav mig tilmed tid til at græde. Jeg besluttede mig nemlig for, at gik det så gik det, og gik det ikke, så kunne jeg aflevere blankt og gøre det om.

I 4 timer sad jeg og frøs og skrev og skrev og skrev. Da timerne var gået, var mit hår stadig ikke tørt. Jeg klarede den. Da der var 5 min tilbage kunne jeg se, at jeg manglede en del i det sidste spørgsmål – og så fightede jeg og skrev som en tornado. Jeg nåede det lige. Afleverede. Lad os bare sige, at alt over 4 for denne præstation er frås! Tsk!

Skriv et svar