om kærlighed ved første blik…

…da jeg så ham første gang…

Det er 19 år siden i dag, at jeg kl. 7:56 fik ham lagt på min mave. Jeg var 19 år, uforberedt og uerfaren – og pludselig ung mor.

Da han blev lagt på min mave, fornemmede jeg den søde varme lugt af fostervand. Kort forinden havde jeg i stædighed presset ham ud, på trods af manglede presseve og på trods af kun 7 cm åben. Kun 2 1/2 time efter vandet gik og første ve, og jeg havde gennemlevet det på det tidspunkt, mest smertefulde i mit liv, nemlig en fødsel.

Den stakkels mand der fulgte mig igennem fødslen blev kostet rundt, råbt af, skubbet væk, hevet tilbage igen og skældt ud. Jeg opførte mig, som en vaske ægte she-devil med tilbøjelighed til lidt poltergeist. Jeg var krop umulig og dybt urimelig – og jeg vred mig i smerte og forskrækkelse over, hvad min krop kunne – og mon ikke lige den kunne! Den kunne føde et barn, så hurtigt at jeg ikke selv opdagede hvad jeg havde præsteret, før det rent faktisk var overstået.

Så der lå jeg, men dette lille bitte gryntende menneske på min mave. Han puttede sig ind til mig og jeg holdt om ham og svøbte ham i min kærlighed. Jeg elskede ham, det vidste jeg straks. Og alle de ting jeg havde været så bange for, da jeg var gravid, og som jeg havde gået og fortalt ham – det var som om han forstod, hver gang han kiggede i mine øjne, men sine bitte små øjne.

Vi havde et helt særligt bånd, ham og jeg. Det var os i mod resten af verdenen – det vidste jeg fra det øjeblik. Jeg elskede ham højere end jeg elskede mig selv, det vidste jeg straks.

Igennem årene har vi haft det svært ind imellem. Men hver gang, når kriserne er ovre, ender han altid med hovedet mod mit bryst grædende og beder om tryghed. Og jeg giver ham det, for jeg elsker ham, det har jeg altid vidst.

Løsrivelsesprocessen er svær, for både han og jeg, for ingen af os, har lyst til at bryde det bånd, som holder os sammen. Jeg har nu endelig fundet balancen, hvor jeg kan se ham lære at flyve og hvor jeg kan slippe ham fri, velvidende at han altid kommer tilbage hjem til min rede og søger tryghed, når verdenen fylder for meget i ham. Jeg elsker ham, det ved jeg helt sikkert.

I dag er det 19 år siden det hele startede, og at betragte ham smile og grine, være midtpunkt og glad, føle sig set og forstået – og blive fejret af fantastiske mennesker der elsker ham, det har været en fantastisk oplevelse. De elsker ham, fordi han er ham – lige præcis som jeg gør, måske bare ikke helt så intenst, som jeg gør.

I dag har også været dagen, hvor jeg huskede, at det jeg har frygtet allermest den dag for 19 år siden, var en dag at miste ham. Hvordan skal jeg nogensinde kunne komme mig over sådan et tab, at miste så stor en kærlighed?

Jeg ved han lever med en skyggeside i form af en kronisk sygdom, som risikerer at tage hans liv før han ved af det, hvis han ikke passer på sig selv. Og jeg er bange, fordi den risiko bliver større og større – dag for dag.

Jeg håber han forstår, at så stor en kærlighed ikke kan mistes til døden, uden kæmpe store personlige konsekvenser til følge. Så jeg frygter og håber.

Jeg elskede ham straks, og jeg elsker ham stadig – og tanken om at miste ham, virker ubærlig i mit indre. Jeg vil jo gerne elske ham for altid.

Tillykke med fødselsdagen min skønne fantastiske dreng. Jeg er stolt af dig, og det eneste jeg ønsker af dig, er at du bruger dette liv på ting der gør dig glad.

Jeg elskede dig straks jeg så i dine øjne, og jeg elsker dig for evigt. <3<3<3

1 Comment on om kærlighed ved første blik…

  1. Mie
    13. august 2012 at 8:20 (2 år ago)

    Se her er en mor fuld af ægte kærlighed. Tillykke med din søn. Og tillykke til din søn med hans mor…….
    Mit hjerte er rørt. Og mine øjne er tæt på at blive våde

    Svar

Skriv et svar