om nye tider…

..og nye udfordringer…

Måske husker I mit indlæg for 1,5 måned siden. Jeg frygtede at min 8 årige havde diabetes. For så var det mit 3. ud af 4 børn der havde diagnosen.

Desværre var det denne gang ikke falsk alarm. Diagnosen kom i hus og det eneste vi kunne gøre, var at deale med det. Så det gjorde vi.

Der har været mange fantastiske stunder siden da, og især en ting er jeg blevet rigtig dygtig til, og det er at hjælpe mit barn med accepten. Jeg coacher ham når han undres og han finder

Denne dreng har kendt til diabetes hele hans liv, fordi han kun var to år da hans søster fik diabetes. Han har vidst, at for ham var der en potentiel stor risiko for, at han også ville blive ramt. Så han græd, da det var virkelighed.

Det var et helvede for ham, fordi han var så bange for nåle, og det tangerede overgreb når vi holdte ham mens hans skreg for sit liv, blot for at presse en lille dråbe blod ud af hans finger, så vi kunne tjekke hans blodsukker. Og endnu værre var det, når han skulle have insulin.

Men langsomt blev det bedre og bedre og efter et døgns tid sagde han:

“Hvis det er sådan her det er, at få diabetes og insulin, så er det det hele værd. Jeg har det så godt som jeg aldrig har haft det før, og jeg har lyst til at hoppe hele tiden.”

Jeg var stolt over at se hans udvikling og han kom selvfølgelig også med det klassiske spørgsmål:

“Men mor, hvornår går det væk igen? For det går vel væk, gør det ikke?”

Jeg hader det spørgsmål, og jeg har nu tre gange måtte se ind i mine børns store smukke mørke og våde øjne mens jeg svarede, det de frygtede at høre allermest i denne verden. Av.

Men Mikkel er den af børnene der har haft lettest ved accept. Og han acceptere på en så rummelig og fantastisk måde, at jeg nærmest kan undre mig over, hvordan jeg kan have haft held med at forme så fantastisk et barn. En dag sagde han:

” Jamen mor, i virkeligheden er vi jo heldige at vi er så mange der har det, for vi kan jo hjælpe hinanden når vi har det svært. Tænk hvis det kun var Amalie der havde det, så ville hun være helt alene om det.”

Jeg var rørt til tårer, fordi jeg synes det er så stort af sådan en lille dreng, at betragte verdenen og hans eget værd på så flot og empatisk en måde. Og jeg ved, at når han kan takle det sådan, så går det hele… Også selvom jeg frygter for lille Emil.

I 4,5 år har jeg frygtet, som jeg skrev i det tidligere nævnte indlæg. Nu er frygtet afløst af spørgsmålet om hvornår. For jeg ved det kommer. Altså at lille Emil også bliver ramt en dag. I forgårs vågnede han helt afkræftet og efter et hurtigt tjek konstaterede vi et blodsukker på 2,5. Han laver for meget insulin og det er ikke normalt.

I virkeligheden har det med diabetes taget en helt anden drejning hjemme hos os, for i stedet for at vi andre er glade for, at Emil endnu er rask, så er det svært for Emil, at være den eneste af fire børn der ikke har diabetes. Han havde en dag selv tjekket sit blodsukker og vi hørte den lille 4-årige dreng sidde og sige: “1-2-3 stik!” og vupti, så havde han stukket sig, presset blod ud, sat en strip i blodsukkerapparatet og tjekket tallet. Han fortæller os, at han også har diabetes og når jeg så kysser og krammer ham og siger, at det har han heldigvis ikke, så bliver han ked af det og græder. Han føler sig simpelthen udenfor.

Det er jo den omvendte verden.

Og stadig forståeligt.

Men han er jo så lille, og det ville være ubærligt for mig, hvis også han skulle til at behandles allerede.

Så jeg er gået i tænke boks igen. Der må gøres noget.

Måske er det tid til at hive mit gamle diabetes projekt op af skuffen igen og handle på det. Sætte det i søen igen og få det til at virke.

Jeg tænker lidt endnu. Mærker efter. Og så handler jeg.

Snart.

<3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *