om ordene jeg aldrig kunne sige…

..og deres betydning for mig og hele mit liv frem til i dag.

Jeg sidder nu på en cafe i København, helt alene med min macbook og en cafe latte. Jeg tænker helt vildt, og på kinderne har jeg make-up spor efter de tårer der strømmede ned af mine kinder for 1,5 time siden. Alle der sidder omkring mig taler, hygger sig og spiser, drikker, griner eller ammer babyer.

Jeg kigger på dem og betragter dem, og tænker at de rent faktisk ikke ved, hvad jeg lige har været igennem. Jeg tror hvis de vidste det, ville de alle rejse sig og give mig et kram og tørre de tårer bort som hele tiden trænger sig på i mine øjne. Jeg overvejer et kort øjeblik at bede om deres opmærksomhed, og fortælle dem min historie og om min dag. Ikke for opmærksomhedens skyld, men fordi vi fandme skal passe på hinanden og hjælpe hinanden med at se lyset og mulighederne i livet.

Jeg ser en mor med hendes voksne søn, og ser ham lægge armen om hende og trække hende ind til sig for at kramme hende, mens han smiler varmt og lukker øjnene. Hun smiler og mærker hans varme. Og hun er stolt. Det er tydeligt at se. Hun er stolt over ham. Måske lige så stolt som jeg rent faktisk er over mig selv lige nu.

Midt i min stress-panik i sidste uge var der en facebook ven der i en status skrev, at hun tilbød tre gange gratis parterapi, og fræk som jeg også kan være, skrev jeg om man også kunne komme i parterapi selvom man var separeret og måske i virkeligheden mere havde brug for terapi i forhold til sit parforhold til sig selv. Hun var frisk og jeg fik en tid. Der var jeg så i dag.

Jeg fortalte og hun lyttede. Hun skabte et trygt rum, og uden det egentlig var meningen stod vi pludselig midt i min barndom, og midt i mit overgreb og hun spurgte ind til mine følelser. Min vejrtrækning blev svær og tung, og jeg forsøgte at forklare – og så sagde jeg pludselig: “skal jeg fortælle hvad der skete? hvis jeg kan, for jeg har aldrig sat ord på det før” – for det er sandheden. Jeg har ALDRIG sagt, skrevet eller tegnet præcis hvad der skete. Jeg har TÆNKT det, men hver gang jeg forsøgte at sætte rigtige ord på, så kunne jeg ikke. Det gjorde for ondt og jeg skammede mig, over at dele det med andre. Men der var også noget andet der holdt mig tilbage, og det fandt jeg frem til i dag.

Hun sagde, at jeg kunne fortælle det hvis jeg havde lyst. Og det havde jeg så åbenbart. Jeg smed mit blik op på hendes reols øverste hylde, op hvor bøgerne ikke stod i farveorden, som i resten af reolen. Og så begyndte tårerne at trille og jeg at fortælle.

(nu skal du forestille dig mig lave overspringshandlinger mens jeg skriver. Tjekker lige telefonen, er der mon nogen der har ringet? Tjekker lige facebook, er der mon nogen der har skrevet noget, som LIGE NU kræver min opmærksomhed – stirrer ud i luften længe, og trækker vejret dybt – tilbage til tasterne.. Så nu er jeg her igen.)

Jamen, jeg fortalte… ehm…. Jeg fortalte, at det måske slet ikke var så slemt det jeg havde oplevet. Det overgreb der. Altså jeg mener, det var jo ikke voldsomt, det gjorde ikke ondt og måske var det slet ikke et overgreb. Jeg fortæller, at jeg oplevede det 3-4 gange og at jeg ikke vidste der var forkert – i hvertfald ikke før den sidste gang. Men den sidste gang husker jeg. Tydeligt. (er jeg ikke god til at snakke udenom egentlig?)

Ok, jeg skriver det. Vil du ikke læse det, så spring næste afsnit over. For her kommer det….

Jeg fortalte, at han lagde mig under hans dyne og at han tog trusserne af mig. Han kiggede mig så op i skridtet og slikkede mig. Han rørte ved mig og med fingerne undersøgte mig, mens jeg lå under dynen og næsten ikke kunne få vejret. Den dag i dag, kan jeg stadig ikke have en dyne over hovedet. Jeg bliver bange.

Den sidste gang det skete, kom min mormor ind på hans værelse mens jeg lå der under dynen. Hun bankede på, og han rullede mig og dynen ned bag hans seng og satte en stor pude op mod væggen og satte sig op ad puden og maste mig ned. Dernede lå jeg, 5-6 år gammel, og forstod at det der skete var forkert. Mormor åbnede døren og de skændtes højlydt. Han bad hende gå ud, og da hun var tilbage i stuen hev han dynen af mig og sagde at jeg aldrig måtte fortælle det til nogen. Og det gjorde jeg heller ikke – FØR I DAG.

Det er 34 år siden, og jeg har aldrig kunnet fortælle det. Jeg følte skam, og i dag da jeg fortalte det opdagede jeg en vigtig ting, og det er rent faktisk den ting, der er den eneste grund til at jeg KAN dele det med jer nu. Det jeg opdagede var, at jeg ikke følte “at det var noget særligt”, det han gjorde. Jeg har hørt og set værre ting ske med børn, og når jeg sammenlignede det med min oplevelse, så har jeg altid haft følelsen af, at andre havde oplevet noget der var meget værre end min oplevelse og at jeg bare skulle holde op med at pive.

Det er et utroligt stort dilemma for mig, at jeg altid har bagatelliseret det, og gjort det til noget der måske var ubetydeligt. Var det overhovedet et overgreb? Og  denne bagatellisering af hændelsen har gjort det svært for mig, at fortælle det. Fordi jeg måske følte, at det ikke var alvorligt nok, til dicideret at være kategoriseret som et overgreb.

Men i dag påtog jeg mig også en anden vinkel, nemlig den, at hvis der var nogen der havde gjort sådan med et af mine børn, eller andres børn for den sags skyld, så havde jeg synes det var en alvorlig og forkert handling. Men hvorfor kunne jeg ikke føle det sådan, når nu det var mig selv det gik ud over? Er jeg mindre værd end andre? HELL NO!

Uanset hvor slemt og voldsomt det var, så var det IKKE ok. Det fulgte mig videre ind i mit liv og i alle mine parforhold. Jeg ville ikke have de kærester, der elskede mig højt. Dem der satte mig op på en piedestal, de røg ud til højre, fordi jeg ikke følte jeg var værd at elske, med alle de hemmeligheder og dårlige oplevelser i bagagen. Jeg var simpelthen bange for, at hvis de en dag opdagede mine hemmeligheder, så ville jeg falde ned og slå mig. Så jeg var på forkant. Hvis de elskede mig for meget, så var det ud.

Jeg var ikke tryg ved at blive elsket for højt, netop fordi min onkel altid fortalte hvor højt han elskede mig, og at jeg var “hans lille pige” (det skal jeg lige love for han syntes) og jeg sammenlignede derfor andres kærlighed, med frygten for at skulle skamme mig og føle mig forkert.

Min mand elskede mig. Jeg fortalte ham min hemmelighed efter 3 måneder og han blev hos mig i 17 år. Han var ikke god til at vise sin kærlighed (jeg vidste bare han elskede mig), og det var nok netop derfor jeg blev. Jeg var nemlig ikke bange for at falde ned sammen med ham. Nu er jeg voksen og alene,  jeg er ikke bange længere, jeg har ingen hemmeligheder (WHAT-SO-EVER) og NU vil jeg elskes. Når jeg er klar. Det er jeg ikke nu. Jeg er stadig i proces over mit ægteskab. Det tager tid. Jeg tager tid. Heldigvis.

Puha, nu fik jeg sagt det. Var det for meget?

Mor og søn her på cafeen har skiftet plads, og sidder ikke længere ved siden af hinanden i sofaen og drikker kaffe. Nu sidder de overfor hinanden og deler og fortæller. De har lige spist. I dette øjeblik har de lige givet hinanden en HIGH-FIVE, de griner. Mine tårer triller af lettelse og jeg tænker, at jeg også lige har givet mig selv en HIGH-FIVE.

Alt er præcis som det skal være. Jeg er på vej, og det jeg engang fik besked på, jeg aldrig måtte sige til nogen, det har jeg netop sagt. I dag er en ny begyndelse…

JUST LOVE LIVING <3

 

 

12 Comments on om ordene jeg aldrig kunne sige…

  1. Dorte Lytje
    30. oktober 2012 at 15:30 (1 år ago)

    WOW Janne! Du er så modig!
    Jeg er ramt og berørt. Elsker dét du skriver til sidst: for ja – hvor er det rigtigt! DÉT i sig selv, er jo netop med til at ‘break the spell’! Hvor gør det mig varm om hjertet at en fb-kontakt har bragt hjælpen til dig. Hvor kan disse medier meget. For tænk nu Janne….tænk nu, hvad DIT mod kan gøre! Hvad DINE ord kan gøre – og hvem de kan hjælpe.
    Fordi du brød tavsheden….

    Svar
    • Janne
      30. oktober 2012 at 15:44 (1 år ago)

      Tusinde tak Dorte, jeg deler egentlig ikke af mod, fordi jeg er skide bange hver gang jeg trykker send. Jeg deler fordi det har vist mig, at jeg netop hjælper andre til at forstå, at de IKKE er alene. Jeg har i mange år været i gang med at skrive en bog, men bogen må vente, jeg er i proces NU og det rykker jeg på. Jeg har ikke flere dårlige følelser der skal ud af mig nu, så derfor kan jeg endelig gøre mig helt fri og fortsætte på min vej. Jeg vil gerne dele og hjælpe andre. Det er min store drøm. <3

      Jeg elsker virkelig livet, og alle dets nuancer.

      Svar
  2. Sus
    30. oktober 2012 at 15:40 (1 år ago)

    Jeg fulgte lige dit link fra Lisbeth Zornigs facebook. Flot du fortalte det!! Jeg giver dig også en high five :-) Pøj pøj fremover.

    Svar
    • Janne
      30. oktober 2012 at 15:41 (1 år ago)

      Tusinde tak <3
      I dag er en stor dag :-)

      Svar
  3. Janni
    30. oktober 2012 at 15:52 (1 år ago)

    Føler med dig…Lytter og hører ;)

    Svar
  4. karinalubarski
    30. oktober 2012 at 15:53 (1 år ago)

    FLOT OG MODIGT….. stort knus til dig og dit indre barn som har skjult sin smerte så længe <3

    Svar
  5. Annette Klausen Bengtsson
    30. oktober 2012 at 16:11 (1 år ago)

    Kære Janne

    Mod er ikke at ikke være bange. Mod er at være bange og så gøre det alligevel. Du er pissemodig og tak for det !!!

    Jeg er sikker på at du, med din historie, kan gøre det lettere for andre med samme historie.

    Stort virtuelt knus og en kæmpe High-five!!

    Svar
  6. Linda Pedersen
    30. oktober 2012 at 16:41 (1 år ago)

    Tak fordi du deler ud. Kæmpe knuz og ALT det bedste fremover. ♥♥♥
    Sikker på du hjælper andre ved, at stå frem.
    Det har krævet mod….

    Svar
  7. Helle
    30. oktober 2012 at 18:31 (1 år ago)

    Du er rigtig god til at skrive – og så om så alvorligt og personligt et emne! Stor respekt for det og for din måde at flette det ind i dit cafébesøg. Kender udmærket til dine følelser og din måde at formidle dem på. Stærkt og modigt! Ønsker dig alt godt :)

    Svar
  8. christina horst
    30. oktober 2012 at 19:07 (1 år ago)

    godt gået!! highfive fra vesterbro…!

    Svar
  9. Trine
    30. oktober 2012 at 20:04 (1 år ago)

    Kæmpe gigantisk livslang & uendelig High-five herfra!

    Svar
  10. karen lolk
    30. oktober 2012 at 21:34 (1 år ago)

    Held og lykke til dig på din rejse ud i det fri :)

    Svar

Skriv et svar