om puslespil der viser form…

…og om kunsten at mærke efter…

Det er som om, der er noget der virkelig går op for mig i disse dage.

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg har haft svært ved at “begå” mig. Jeg er tit blevet misforstået og nogen mennesker ved jeg, dicideret har afskyet mig, fordi de følte sig overrumblet af mig og fordi de mente at jeg fyldte for meget og måske var liiige en anelse for god til at sige min mening.

Mit største problem ved jeg, bunder ud i mine oplevelser fra min barndom. Når man i en meget tidlig alder oplever, at ens grænser bliver overskredet eller måske slet ikke sat, så bliver det helt naturligt også rigtig svært, at afkode hvad de mennesker der er omkring en i virkeligheden mener, hvor deres grænser er, og det vigtigste for mig – hvordan man sætter sine egne grænser.

Jeg sidder derfor midt i et puslespil, med en masse brikker der efterhånden er sat sammen, og lige så stille og roligt danner der sig et motiv foran mig. Og det giver mening. Det vil jeg gerne dele.

I min verden, når jeg ikke pr. automatik har kunnet afkode andre menneskers mening og grænser, så har jeg været meget søgende. Jeg har søgt deres blikke og under lange samtaler simpelthen forsøgt at tilpasse mig, ved ikke at have en autentisk holdning til tingene, men ved at tilpasse mine svar, til hvad jeg mente modtageren helst ville høre. Du skal lige huske, at jeg jo stort set altid har leget legen: “hvis jeg gør sådan, kan du så lide mig?” – for det var vigtigt for mig, at andre kunne lide mig. Lige gyldigt hvad grunden så var til at de kunne, for det værste der kunne ske var, at de IKKE kunne lide mig.

Denne leg har gjort mig til en mester udi kunsten “jeg kan argumentere ALT på begge sider af en sag” og det er der rigtig mange veninder der gennem årene har nydt godt af. Jeg var simpelthen hende veninden man ringede til, når man var i skilsmisse, havde problemer med at forstå manden eller andre vigtige relationer. Fordi jeg simpelthen var så god til, at provokere med mine mange gode ideer til, hvorfor andre typisk gjorde som de gjorde. Jeg var samtidig også rigtig god til, at komme med ikke-dømmende bud på, hvordan det uhensigtsmæssige andre gjorde, måske kunne hænge sammen med, at de bare ikke var et større menneske, og med gode råd til, hvordan man kunne vælge at acceptere det. Sådan virkelig.

Selvom det er en lidt mærkelig evne, så er den rent faktisk også en af mine forcer, og den skal absolut ikke ses i en negativ retning, fordi sålænge jeg kan holde mig objektiv, og blot observere og komme med ideer til, hvordan man kan betragte verdenen fra en anden vinkel, så kan man hjælpe andre ud i udviklingens kunst. Det har jeg set ske. Mange gange.

MEN, der hvor det er et problem og der hvor jeg har fået en åbenbaring er, at denne evne til at argumentere ikke kan bruges på mig selv.

Jeg har levet et liv, hvor jeg ALDRIG har forstået reglerne. I et forhold hvor mange ting ikke blev sagt lige ud, fordi vi simpelthen var så dårlige til at kommunikere med hinanden. Dårlig kommunikation er en skam og spild af tid. Og jeg vil gerne indrømme her i min verden, at jeg ved, at jeg var den værste til at kommunikere. Igen fordi… bla bla bla… “så siger vi det, bare du kan lide mig”. Jeg var nemlig IKKE ærlig, jeg var IKKE autentisk og jeg stod ikke ved mine meninger. JEG hoppede over på den anden side, i håbet om husfred og ved ønsket om at blive elsket. JEG var selv skyld i det. Til sidst var det så indgroet en vane, at min mand troede at jeg var sådan, for sådan havde jeg jo altid været (i 17 år). Men en dag for to år siden gjorde det for ondt, og den dag blev det nok – så jeg tog en ny indstilling og øvede mig i at være autentisk.

Da min mand flyttede for et par måneder siden, besluttede jeg mig for, at sætte en streg i sandet og gå all-in. Jeg besluttede at jeg ikke længere ville sige ting, blot for at gøre andre glade. Jeg valgte, at jeg ville være 100% autentisk og virkelig mærke efter INDEN jeg tilbød min hjælp eller kom med min mening.

Det betyder rent faktisk, at jeg har fået en sådan lidt sydlandsk holdning til, når jeg tilbyder min hjælp eller nogen at smage på min mad (hahaha) og jeg forstår derfor lige pludselig, helt-ind-til-benet, den følelse mange sydlændinge føler, når man takker nej af høflighed – fordi, jeg føler mig afvist, når andre takker nej af ydmyghed og høflighed. De må gerne takke nej af lyst, men ikke ydmyghed.

Derfor vil jeg gerne slå fast:

  1. Jeg tilbyder IKKE at gå med din hund, hvis jeg ikke gider
  2. Jeg tilbyder dig IKKE en sandwich, hvis ikke jeg synes du skal smage eller spise den
  3. Jeg tilbyder dig IKKE mit selskab, hvis jeg ikke har lyst til at være i rum med dig

Lige såvel skal det forstås i den anden retning. Hvis jeg siger nej tak til et tilbud om aftensmad, så betyder det rent faktisk at jeg ikke har lyst – måske fordi jeg ikke kan lide det du tilbyder (er MEGET kræsen) eller fordi jeg ikke er sulten (og fordi det der med at overæde har været min helt store kompetence i mange år, som jeg forsøger at ligge fra mig.)

Jeg siger IKKE nej tak af høflighed, men af et dybtfølt autentisk lige fra hjertet ment nej, det har jeg ikke lyst til. Men jeg vil nu langt hellere sige JA :-)

Så, øhm…

Kan vi blive enige om her på min blog, at vi siger hvad vi føler og mener, og at vi øver os i, at stå ved hvem vi er? Jeg er sikker på, at hvis vi alle øver os, så bliver det der med kommunikation SÅ meget nemmere. Sæt i gang! Vi skal skabe en revolution i kommunikation-ish!

2 Comments on om puslespil der viser form…

  1. Mie
    13. september 2012 at 11:31 (2 år ago)

    Jeg hepper for autensitet, også selv om jeg helt personligt ved at den kan være dyrt betalt. For hvor kan jeg genkende noget af det du skriver om. Det med at udvikle sig til at blive sit eget autentiske jeg, og være så lykkelig for at finde tilbage. Til sig selv. For efterfølgende erfarer at betydningsfulde mennesker faktisk ikke bryder sig om det menneske jeg er blevet til. Ikke længere bryder sig om mig. Det er en af livets hard core processer, som jeg skrive lidt om på min blog.

    Uanset prisen vil jeg også her set i bakspejlet gå vejen for at være den autentiske udgave. Af mig.

    Janne, jeg glæder mig så meget til vores møde. Mon ikke det bliver både meget intenst og autentisk………..

    Take care <3

    Svar
    • Janne
      21. september 2012 at 18:00 (2 år ago)

      Jeg er så enig med dig. Livet har barske vilkår ind imellem, men hey, vi lever og der er ingen der nogensinde har lovet os at det ville være nemt. Tværtimod.

      Dejligt at se dig efter så mange år :)

      Svar

Skriv et svar