om veninder…

…som er virkelige…

Jeg keder mig aldrig i mit eget selskab, og jeg kan altid finde på noget at lave. De seneste tre år, har jeg 2 af årene gået hjemme med vores alt for lille barn, og i den periode lukkede jeg mig mere og mere inde. Jeg fandt på projekter for at overleve ensomheden og jeg byggede netværk. Min livline var facebook og de kvinder jeg fik kontakt med den vej igennem. Stille og roligt fik jeg opbygget mig et netværk, men netværket var jo primært online, og derfor tænkte jeg tit, at måske var det bare noget jeg forestillede mig, at jeg havde alle de her skønne kvinder at kommunikere med – også i virkeligheden.

Jeg har i mit ægteskab oplevet, at tid til veninder var stort set ikke eksisterende. Min mand og børn lagde beslag på al min tid, imens jeg oplevede et savn brede sig, som jeg ikke kunne sætte ord på. Min mand synes tilmed, at de mennesker jeg kommunikerede med online ikke var ægte venner, og ind imellem troede jeg på ham. For kunne det være det, når vi aldrig havde mødtes i virkeligheden?

Nogen havde jeg skrevet med i 6 år, og andre kun i 2 og så igen, enkelte nærmest kun et par måneder. Men kan virkelige venskaber udvikle sig på baggrund af online kommunikation? Kan det blive virkelighed?

Det vil jeg gerne fortælle jer lidt om.

Da min mand ville flytte, fik jeg et chok. Men med hjælp fra mit netværk, som var ret objektive i forhold til mit ægteskab, fandt jeg roen i, at “alt var som det skulle være” og troen på mig selv frem. Jeg skulle nok klare mig igennem.

Mennesker jeg ikke kendte “rigtigt” tilbød deres skulder at græde ved, og de tilbød mig deres ubetinget støtte og opmuntring. De delte deres historier og deres erfaringer, og gennem månederne fandt jeg ud af, hvad det var jeg havde savnet så meget. Jeg havde savnet kvinder at spejle mig i. Nogen at sammenligne mig med, og kvinder til at tale med, om de ting man KUN taler med kvinder om.

Jeg havde savnet det så meget, at det at jeg fik det online gjorde, at jeg fandt ro i mig selv, og troede på mig selv og mærkede efter hvordan jeg egentlig havde det, sådan helt inderst inde.

Da mit ægteskab for 10 dage siden blev forvandlet til en separation, stod de klar. IN REAL LIFE. Pludselig blev det virkelighed, og overalt hvor jeg vendte mig, blev jeg tilbudt varme knus og forstående kvinder der lod mig tale ud og græde ud. Og der blev VIRKELIG luftet ud. Og de tilbød sig selv, uden jeg så meget som behøvede at spørge. Jeg følte mig værdsat og elsket – for den person jeg er, og ikke for en person de forventede jeg ville være. Grunden herfor er netop, at mange af dem KENDER mig, FORDI de har læst min blog og fulgt mine udfordringer på fb.

De ved hvad der gør mig ked af det, de ved hvornår jeg føler mig utilstrækkelig og de ved, hvornår jeg trænger til et knus. Det er nok den største gave jeg længe har fået.

Et helt arsenal af kvinder – stærke kvinder, som jeg selv, og kvinder der har lyst til at give. Kvinder for hvem det ikke gør noget, at jeg fylder ALT for meget og så er de bare kvinder, der hviler i sig selv. Hurra.

Hele denne oplevelse har fået mig til at tænke over, hvorfor det egentlig er, at vi glemmer vores behov når vi kaster os ud i familieliv, ægteskab, parforhold, børn osv. Hvordan kan det være, at vi tror at fordi vi ændrer vores livsform, så ændrer vi også helt basale behov, som jeg rent faktisk betegner veninder for at være. I hvertfald for kvinder.

Der er ting man kan med veninder, som man ikke kan med sin mand. Hvor mange gange har i (altså kvinderne) ikke prøvet, at starte med at ville læsse tanker af på jeres mand, hvorefter han efter 4 ord, taber koncentrationen og vender sig mod fjernsynet eller andet han finder mere interessant? (Sebastian du tæller ikke med her, bare så det lige er på plads!) Og hvis han har holdt ud til at lytte mere end 4 ord, er hans svar ofte “hvad vil du have jeg skal gøre ved det?” – min umiddelbare tanke har altid været “LYTTE” – men det er ikke alle mænd der kan lytte, min erfaring er, at de vil fixe det, ellers har det ingen interesse. Og lige der, i den situation manglede jeg mine veninder – OG VUPTI, så blev jeg blogger. For så havde jeg da min computer at tale med, mine blogs til at analysere mine tanker med, og måske var der i virkeligheden nogen der lyttede derude i blogland. Det vigtige for mig var, at tankerne kom ud og jeg fik luft i hovedet. Bonus var så, når nogen læste det jeg skrev, og det gav mening for dem.

Men det slår altså ikke the real deal.

Jeg er taknemmelig.

Det viser sig nemlig, at JEG rent faktisk er et menneske som andre gerne vil bruge tid sammen med. Stadigvæk. At JEG er værdsat for mine sociale egenskaber, hvilket jeg efterhånden troede var borte og begravet i ensomhedens tegn. At det ikke gør noget, at jeg er Janne! Jeg må gerne grine ALT for højt og jeg må gerne tale så meget, at jeg vælter over ordene i begejstring for alt det jeg gerne vil dele. Er det ikke bare fantastisk?

Og det gør mig taknemmelig. Så er det fandme sagt.

Jeg er nu i gang med at skabe mig nye veninder, samle op med de gamle og skabe mig et nyt liv. Jeg føler mig velsignet og heldig – og jeg glædes. Det var bare det jeg ville sige <3

2 Comments on om veninder…

  1. Dorte Lytje
    21. september 2012 at 13:59 (2 år ago)

    Åh Janne for h*lvede! Hvor jeg genkender det!
    Og hvor er jeg dog enig med dig!
    Helt ærligt – hvis bare venskabet løfter, støtter, hjælper og giver en god følelse – then who’s to judge, hvad der er ‘rigtige venner’ – og hvad der er ‘forkerte venner’.
    Jeg fornemmer så afgjort STYRKE i dig!
    Take care <3

    Svar
    • Janne
      21. september 2012 at 17:58 (2 år ago)

      Præcis Dorte, det er der nemlig ingen der gør. Og tænk sig hvilken fordel vi har i dag, til forskel for 10 år siden, dengang krævede det laaaaaange telefonsamtaler, at holde styr på alle veninderne og deres liv – i dag har vi fb. Det er genialt.

      Jeg passer på og blogger på livet løs – “nogen” har jo sat nye tanker i mig omkring blogging ing? ;)

      Svar

Skriv et svar