just love living

…og om at acceptere, at verden ikke altid er så kulørt som den ser ud til at være.

Jeg har for første gang nogensinde fjernet et par indlæg fra bloggen. Ikke fordi jeg ikke kan stå ved det jeg har skrevet, men fordi det hele tog en forkert drejning. Og den drejning gider jeg ikke være en del af. Og vupti, nu er det væk. Fantastisk! at man kan det.

Jeg står midt i oprydning på alle planer, udrensning i alle kanaler og opklaring i en sådan grad, at nye tanker og ny handlemønstre skal grundlægges. Noget nyt skal ske.

Det gælder på alle sider af mit liv, på venneplan, på forretningsplan, på parforholdsplan og sørme også i forholdet til mine børn.

Hvis nogen nogensinde skulle få den opfattelse ved at læse min blog, at jeg føler mig som et offer. Så tager i grusomt fejl. Jeg er ikke et offer. Jeg hader offerrollen, fordi den er så begrænsende og tyngende – og fordi jeg har brugt alt for meget af mit liv på, at gemme på de minder om oplevelser, der var så skamfulde, at uanset hvordan jeg greb det an, så overrumplede følelserne mig og gjorde mig ked af det.

Men sjovt nok har jeg aldrig følt mig som et offer. Jeg følte nemlig, at alt hvad der skete omkring mig, var min skyld. Og hvis man helt oprigtigt føler, man selv er skyld i de ting der sker, er man jo ikke som sådan et offer. Vel? Jeg følte, at min mors død var MIN skyld. Jeg følte, at de overgreb jeg blev udsat for, var MIN egen skyld. Så jeg har ikke levet som offer, men i stedet med skyldfølelse. Og spørger du mig, så er skyldfølelse værre end at være offer. Fordi her ejer man selv skylden, og kan ikke kaste lorten videre.

Når man lever med skyldfølelse som fast inventar, så kan det godt ind imellem begrænse tankegangen omkring selvværd og om at være god nok. I min egen verden var jeg aldrig god nok. Jeg havde en indstilling til, at jeg altid kunne gøre det bedre, end jeg gjorde. Da jeg fik 11 i eksamen i psykologi, ægrede jeg mig over, at jeg ikke fik 13. Når jeg havde sagt noget (til hvem-som-helst), kunne jeg i flere dage gå rundt og tænke: “ej, hvorfor sagde du sådan, det lød dumt. Det kunne du godt have formuleret bedre. Måske skulle du have sagt……(indsæt selv)…!” . Det var bare aldrig godt nok. Jeg oplevede hele min verden som en kamparena, og jeg var en evig fighter. Alt skulle bekæmpes og nedkæmpes. Alt betød oftest bare mest mig selv, for jeg var i virkeligheden min egen værste fjende. For der fandtes ingen i denne verden, der havde lige så store forventninger til mig, som jeg havde. Og alle de regler jeg satte op for mig selv, gjorde at mit selvværd forsvandt, fordi jeg naturligvis ikke kunne opfylde alle kriterierne, som jeg selv skabte.”

Det står mig klart nu.

Men hvad gør man så egentlig, når man er sin egen værste fjende?

Ja, det ved jeg sgu da ikke.

Helt ærligt, hvis jeg vidste det, ville jeg sælge det på flasker og blive millionær på en uge. For jeg er ret sikker på, at der sidder mange flere, der som jeg, har (eller har haft) den opfattelse af sig selv.

Jeg har efterhånden lært en masse redskaber og jeg har en masse fantastiske veninder at spejle mig i. Veninder der rummer. Veninder der er der. Veninder der accepterer mine åndsvage fejl, fordi de ved jeg famler i blinde – men at mit mål er at se igen. Veninder der godt kan gennemskue hvad der er ægte og hvad der er udvikling. Og det er min redning.

Jeg spurgte for nyligt en kvinde jeg har set en del op til, hvad hun egentlig gjorde, når andre gav hende kritik (for manner, hun får kritik) – jeg ville vide, om hun ikke ind imellem blev ked af det? Hendes svar var genialt.

“Det interesserer mig ikke rigtig. De kender mig jo ikke, de er jo grove mod deres overfladiske opfattelse af mig. Det handler sjældent om mig. Hvad MINE mennesker siger – DET interesserer mig. Jeg er virkelig ligeglad. Jeg er mig. Dem som vil have det er velkomne, jeg agter ikke at lave det om pga dem som ikke er vilde med det.”

Det var fandeme et godt svar.

Jeg er lige lovligt meget i udvikling nu. Og jeg er nået langt. Jeg har lært at sige nej og ikke N E J. Og jeg har lært, at se forbi mine egne fejl og rette dem til. Det har givet mig et helt nyt mindset. Og nogle helt andre ører, når jeg lytter til mine børn. Eller mand. Eller damen i køen foran mig i Netto.

Hold nu kæft der er stor frihed i at give slip. I at acceptere. Og i at vælge. Og ikke behøve at være en del af alt. Tænk, i virkeligheden behøver jeg ikke deltage i andet, end mit eget liv! HÆ!, det vidste jeg slet ikke man kunne vælge. Men det kan man.

Og ja, for mange mennesker er verdenen sort og hvid. Det er den også for mig ind imellem. Men jeg elsker de øjeblikke, hvor jeg får øje på farverne og bare lader mig svime hen og nyder duftene og farverne. Lige DER giver livet mening.

Jeg trækker vejret dybt, læner mig tilbage og betragter.

Alt er ok, og det er præcis som det skal være.

Forsæt.

Del din mening her

Kommentarer slået fra

..og om livet sammen der lige så stille forsvinder mellem fingerne, på dem som ikke holder fast..

Lige om lidt, den 1. april faktisk, er det 18 år siden jeg kyssede min mand første gang. Vi var en aprilsnar, og det har vi virkelig grinet af mange gange siden da. Vennerne sagde, at vi ikke ville kunne holde. Familien sagde, at vi ikke kunne holde. Vi selv var i tvivl, men blev enige om, at vi ville være sammen. Så det var vi.

Jeg kom med en lille dejlig trold på armen. Jeg var alenemor og kun 21. Mit barn så ikke sin far (meget lang historie om utroskab, faderskabssag, svigt og fravalg), og min mand tog det som en selvfølge efter et år sammen, at selvfølgelig ville han være far til denne fantastiske dejlige dreng. Jeg var blown away. Jeg elskede ham, og var aldrig i tvivl om, at han var manden i mit liv. Efter to år sammen fik vi vores første fællesbarn. Nu var vi en rigtig familie. Kun 23 og 24 år gamle. Senere adopterede min mand mit særbarn, og vi var nu også en juridisk familie.

Vi knoklede for uddannelser, skabe hjem, tryghed og stabilitet. Vi ville være rollemodeller. Og det lykkedes som sådan også. Men midt i alt dette, glemte vi selvudviklingen. Vi glemte at leve livet. Vi glemte at opleve. Vi var så optagede af, at der ikke var nogen der skulle kunne sætte en finger på, at vores børn ikke havde fået alt og at de var velfungerende og hvilede i sig selv, var vores pejlemærke. Vi glemte aldrig hinanden, og vores kærestedage var altid højdepunktet på måneden, som vi glædede os vanvittigt til. Den ene aften, hvor vi ikke var forældre.

Optil de aftener fantaserede jeg altid helt vildt. Jeg drømte om, at gå tur i måneskinnet, hånd-i-hånd, som afslutning på en skøn aften. Om at kysse på en bænk i en park. Ja, mine fantasier gik i en blanding af “sex on the beach” til bare at sidde og stirre hinanden ind i øjnene. Virkeligheden var bare en anden. Kæresteaftenerne var nemlig oftest en fantastisk middag, måske teater eller bio tur, og så var tiden ligesom gået og det var tid til at hente børn og køre hjem igen. Eller, vi var så udkørte, at vi begge faldt i søvn ved forestillingen og når vi kom hjem, var vi så trætte at vi faldt i søvn i hinandens arme. Men så næste gang, måske. Jeg opgav aldrig håbet.

For seks år siden blev livet anderledes og vores lille familie blev udfordret. Foråret 2007 krakkede Roskilde Bank, og vi mistede alle opsparinger og blev med et teknisk insolvente. Så kom en ny følgesvend ind i vores liv, da diabetes holdt sit indtog. September 2007 fik datteren diagnosen. November 2008 fik sønnen diagnosen. April 2009 blev jeg indlagt i risiko for for tidlig fødsel. Maj 2009 blev Emil født 13 uger for tidligt. 2,5 år i helvede var resultatet. Sommeren 2011 var vi endelig ovenpå igen. Oktober 2011 mistede manden så sit syn og var syg i mere end 6 måneder på grund af svær svampeinfektion i øjet. Maj 2011 blev vores ejendom solgt på tvangsauktion – tab = 2 mio. Manden kunne ikke mere. Han blev bitter og vred, og havde brug for plads til sig selv. Jeg kunne ikke mere. Jeg opgav kampen og drømmen om det trygge traditionelle familieliv og lod ham gå.

Han flyttede. Og jeg flyttede. Økonomi blev delt 100% op. Vi aftalte, vi stadig skulle være kærester. Det virkede fint. Og alligevel ikke. Vi savnede hinanden, men livet sammen blev afløst af logistik som: “hvornår er du i kbh.? Hvornår tager du børnene? Har vi overhovedet tid til at ses?” Vi blev separeret i forbindelse med en diskussion om fremtiden. I trods. Men vi så stadig hinanden, når vi kunne finde tid til det. Og skænderierne når vi var sammen forsvandt. Men som tiden er gået, er tiden sammen som forsvundet ud i det blå.

Så nu er status en anden…

Diskussionerne bliver mere og mere langt ude. Jeg kommunikerer slet ikke det ud, som jeg gerne vil. Jeg ser mig selv brokke mig, i stedet for at bede om det jeg mangler. Hvorfor er det så svært? Hvorfor kan jeg ikke sige, at jeg trænger til at putte i nogen stærke armen, hvis det er det jeg trænger til, fremfor at bede ham skride ad helvedes til? Hvorfor kan jeg ikke sige, at jeg savner, hvis det er det jeg gør, i stedet for at sige at jeg ikke gider have kontakt med ham? Og hvorfor fanden er det ikke ok, at jeg på nogen steder i mit liv bare er totalt urimeligt og hysterisk, når nu jeg så tydeligt også har brug for, at blive reddet af en Tarzan.

Hvorfor kan jeg ikke acceptere, at det måske er slut? Og acceptere, at følelserne forsvinder, når man ikke plejer dem. Og at det at have et “forholds-lignende-forhold” kræver, at man bliver enige om, hvordan det forhold skal være. Enighed og samarbejde. WTF??? Hvor kom det fra? Ind fra højre?

Jeg oplever mig selv vågne i mareridt, med de vredeste drømme, hvor jeg smadrer ting og råber og skriger. Jeg vågner rystende og grædende og forskrækket. Hvor fanden kommer al den vrede fra? I bund og grund er jeg jo ikke vred. I nat handlede det om magtesløshed. Jeg drømte, at Emil faldt i vandet ved en dæmning med sindssyg understrøm. Vi stod der begge to, men manden reagerede ikke. Han stod bare og gloede. Han var tætteste på og jeg råbte af ham. Han reagerede ikke, så jeg løb derhen og sprang i vandet efter Emil. Da jeg sprang var jeg rædselsslagen og i min søgen efter mit barns krop i det iskolde mørke vand, græd jeg. Jeg fandt ham, men kunne ikke nå ham. Anden gang han var på vej mod overfladen fik jeg fat i ham og vi blev reddet i land i en gummibåd. Jeg vågnede grædende. Virkelig grædende. De her oplevelser fra mine drømme er så virkelige og jeg har så svært ved at slippe dem. Følelsen sidder stadig i min krop og ind imellem triller tårerne bare ned af kinderne på mig, og følelserne fra drømmen fylder hele min krop. Jeg gør alt for at give slip på følelserne der gør mig så ked af det, og samtidig acceptere dem og mærke dem. Men det er hårdt.

Er det her i virkeligheden, som den døende der vågner op og er klar, lige inden døden indtræder? Eller er det et tegn på, at jeg er ved at slå noget ihjel, som jeg slet ikke er hverken klar til eller interesseret i?

Sandet i timeglasset rinder lige så stille ud, og tiden er knap. Hvor lang tid mon der er tilbage endnu? Og hvad mon der sker?

Jeg er ikke klar. Jeg knuger sandet i min hånd og holder fast på det – lidt endnu.

Del din mening her

1 Comment

..og helt miste pusten. Peew!

Den seneste uge har været hård. I dag gik det op for mig, at en fantastisk kvinde jeg har kendt i 15 år, ligger på Rigshospitalet og kæmper for sit liv.

Hun var nemlig det helt uden sammenligning mest ekstremt uheldige menneske, der i går fik en tagsten i hovedet og derved pådrog sig et dobbelt kraniebrud. Hvad er odds’ne lige for det?

Lige præcis den kvinde, er et helt fantastisk menneske. Når jeg er i hendes selskab eller vi taler sammen over telefonen, så har hun den fantastiske evne, at uanset hvad der ellers foregår i mit liv, så griner jeg eller smiler. Det er en kæmpe gave, at kende en som hende.

Hun er lige så smuk indeni, som hun er udenpå. Hun er særlig. Helt særlig.

Tanken om, at verdenen skulle gå videre uden hende i den, virker så ufatteligt ubærlig og urimeligt. Alle problemer virker latterlige og ligegyldige. Ja, hvad betyder det egentlig? Hvad betyder noget som helst?

Jeg brød helt sammen og følte et hul indeni, da sandheden i dag gik op for mig. Heldigvis har tiden i dag betydet, at hun nu er udenfor livsfare, men ingen ved, hvilket liv hun vågner op til.

Jeg vil bruge denne oplevelse til at huske på, at vi er her mens vi er her. Det gælder om, at få mest muligt ud af tiden her på jorden. Vi skal elske og udvise respekt for hinanden. Vi skal behandle andre ordentligt, og så skal vi fandeme lade være med ødelægge noget for andre. Vi skal vande det liv vi har, og få livets blomster til at vokse sig store og smukke. Først da kan vi gå og nyde synet, af livets blomster smukke farver og deres henrivende duft. Skal vi vande sammen?

Jeg begynder…

Del din mening her

Kommentarer slået fra

..og angsten for hvad fremtiden mon bringer..

(Dette er et uddrag af mine tanker i forbindelse med at jeg blev mor til en alt for tidligt født dreng den 23.05.2009)

Forventningerne til at få et barn

Når et par finder ud af, at graviditetstesten er positiv og parret sammen beslutter, at dette barn skal fødes, starter en helt naturlig reaktion i vores krop. Vi forbereder os, bygger rede, samler ting sammen og vores tanker kredser om dette barn hele tiden. Vi tænker over kønnet, om alt er i orden, om de får handicaps eller andre medfødte problemer. Alle disse tanker gør vi os, midt i drømmen om det her lille perfekte barn, der bare skal komme og opfylde alle vores ønsker om at blive forældre.

For selvfølgelig bliver barnet perfekt, hvem ville forvente andet?

Jeg er sikker på, at ingen vordende mødre fra starten af indstiller sig på, at det barn de venter sig, ikke kommer til at indfri forventningerne om at blive verdens mest mirakuløse og perfekte baby. Sådan er det bare, og sådan skal det også være.

At være vordende forældre er for mange en periode, hvor man venter på en stor drøm skal gå i opfyldelse. For det føles som en stor drøm og det er uanset om det er ens første barn eller fjerde barn man venter, så forbereder man sig, bekymrer sig og glæder sig lige meget hver gang.

Drømmerejsen

I min verden, har mit største ønske altid været at komme til Bali. Ikke fordi jeg kendte noget særligt til Bali, men bare fordi jeg havde en fornemmelse af, at det sted ville indfri mine drømme. De følelser man har, når man venter et barn sammenligner jeg det ofte med at planlægge min drømmerejse til Bali.

Du begynder med at undersøge hvilke vaccinationer man skal have inden indrejsen i landet, du køber bøger om landet og læser dem, finder oplysninger på internettet og bestemmer dig for, hvad du vil opleve på denne drømmerejse, hvilke fantastiske ting du skal se, hvornår du skal se dem og med hvem. Du forestiller dig kulturen, varmen og det subtropiske klima og du glæder dig til endelig at kunne realisere din store drøm. Du booker din ferie og vælger nøje hotellet ud, for det jo din drømmerejse, og måske er det en rejse du kun får lov til at opleve en af i dit liv, så du forbereder dig på en sådan måde, at intet kan eller må gå galt. Denne ferie skal være den absolut mest fantastiske i hele dit liv, og du går i flere måneder og sparer op til rejsen, og venter spændt på den dag du skal flyve.

I dagene inden afrejsen pakker du nøje din kuffert, tjekker at alt er som det skal være, du er spændt og når dagen endelig kommer, har du sikkert ikke sovet hele natten inde, af bare spænding over, at nu er der ikke længe til.

Du stiger om bord på flyet og da du ved, at der stadig er lang vej til destinationen Bali, så sætter du dig godt til rette og tænker, at nu er der ikke så lang tid tilbage, før du endelig skal opleve den store drømmerejse.

Flyet letter, og der bliver serveret mad, og servicen er i top – det her bliver en god rejse, det ved du bare, du kan simpelthen mærke det. Du falder trygt i søvn med tanken om, at om mange timer vågner du og så skal du endelig lande på Bali.

Men pludselig vågner du ved en masse larm, flyet der hopper, stewardesserne løber forvirret rundt med en faldskærm og endelig finder de dig. Beskeden er, at du skal påføre dig faldskærmen og springe ud af flyet omgående. Forklaring kan de ikke give dig og de ved heller ikke hvad der venter dig. Men en ting er sikkert, du lander ikke på Bali denne gang.

Du sidder forskrækket og tænker over beskeden, men der er egentlig ikke tid til at overveje, for du skal springe nu. Du tager faldskærmen på og springer, for du har intet andet valg, og mens du falder gennem luften kommer du i tanke om, at du ikke fik fortalt hvordan faldskærmen virker og heller ikke hvordan man lander. Du falder gennem luften, hører vindsuset for dine ører, de fylder hele din krop og du er bange, for du ved ikke om du overlever. Du finder snoren, eller du håber det er snoren og trækker i den, og i det samme kommer der et kæmpe ryk, da faldskærmen folder sig ud og du besvimer af lettelse.

Når du vågner er du landet sikkert på jorden, du er ikke kommet til skade. Du er vågnet på den fineste lille bitte ø, og solen skinner og der er dejligt. Der er dog ingen mennesker og kun vand på alle sider af øen.

Du bliver bange og ked af det, for selv om her er dejligt og du overlevede, så er det ikke Bali du er landet på og i hele dit liv, har du drømt om at komme til Bali, og nu sidder du her, og aner ikke hvordan du nogensinde skal komme væk herfra igen, og hvis du endelig finder ud af en måde, vil du så klare den?

Og hvad med drømmerejsen til Bali? Og dækker forsikringen overhovedet det her?

Udsigten til en for tidlig fødsel

Faldskærmsudspringet var i min verden, den besked jeg fik på sygehuset da jeg blev indlagt i graviditetens uge 23 med alt for tidlig vandafgang. Overlægens ord var direkte: ”Du kan vælge at tage chancen eller også kan vi lige tage dig ned på fødegangen og få det overstået med det samme!” (som i, du kan lige føde barnet og så lader vi ham dø! Vi redder nemlig ikke børn, der er født så tidligt!)

Lige i øjeblikket efter hendes ord, overvejede jeg faktisk hendes forslag, for jo, måske var det mest praktisk, og så kunne jeg jo være tilbage på arbejdet igen på mandag. Jeg fik en kort stund en ubehagelig tanke, hvor jeg helt overraskende overvejede om jeg rent faktisk ønskede mit lille ufødte barn, jeg tvivlede og følte mig til besvær – men indeni var jeg ulykkelig over, at blive bedt om at tage stilling til så grim en ting, nemlig at skulle tage livet fra mit lille ufødte barn.

Jeg var så meget i tvivl og så frustreret over mine tanker og overvejelser, at jeg ringede til min mand og spurgte ham, om ikke vi var enige om, at vores lille baby skulle have en chance, og han svarede naturligvis at selvfølgelig skulle han have en chance for livet og om hvordan jeg overhovedet kunne overveje andet.

Jeg tog en dyb vejrtrækning og svarede hende helt kontant, at jeg altså var på vej til Bali, og at det faldskærmsudspring ikke kunne tage håbet fra mig.

Og sådan blev min indstilling til 5 ugers indlæggelse i totalt uvished om hvad der ventede mig, at håbet om at alt ville gå godt, det holdt jeg fast i. Det eneste jeg vidste var, at der var meget stor sandsynlighed for, at jeg ville føde for tidligt, men hvad det ville betyde for mig, min mand, mine børn og det lille barn jeg bar i min mave, kunne ingen fortælle mig. Min eneste mulighed var, at lade tiden gå og forberede mig på det værste og håbe på det bedste.

Men det var ikke, og har aldrig været min livsindstilling at forberede mig på det værste. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Tværtimod har jeg altid levet med mottoerne: ”det skal nok blive godt” , “det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt” og ”man kan hvad man vil”, så derfor var uvisheden om hvad fremtiden ville bringe, en enorm og nærmest uoverskuelig udfordring for mig.

Normalt ville jeg, stående overfor udsigten til noget ubekendt, havde googlet alt hvad der googles kunne og havde sat mig ind i, hvad jeg havde i vente. Men af en eller anden grund gjorde jeg det ikke, og det handlede ikke om mangel på tid, for det var der sørme nok af på mit lille bitte en-mands-hummer igennem 5 ugers indlæggelse på Næstved sygehus.

Min manglende forberedelse og lægernes ikke altid helt så pædagogiske tilgang til deres patienter gjorde, at jeg var aldeles uforberedt på mange punkter, men også skræmt på andre punkter, af angsten for hvilket liv, mit lille barn havde udsigt til at få. Lægerne kastede om sig med ord som multihandicappet, spastisk lammelse og hjerneskadet som mulige situationer jeg ville kunne ende i, hvis jeg overhovedet klarede mig igennem så langt, at der ikke ”bare” var tale om, at mit barn ville dø. Men jeg ville ikke høre, jeg ville kun håbe og tro på det bedste.

Jeg lå mange mange timer dagligt, i de mange uger, i min hospitalsseng, med hånden på min mave og med lukkede øjnene hvorfra tårerne stille strømmede ud fra. Jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning og om at være i min krop og jeg forestillede mig at jeg sendte tanker til mit lille ufødte barn. Jeg havde en følelse af, at han mærkede mig, og tårerne fandt mere end ofte vej ned af kinderne på mig. Men jeg græd ikke, jeg mærkede mig selv og følte efter.

Jeg var i tvivl om mine bagtanker omkring det at ville gennemføre graviditeten, og jeg stillede flere gange dagligt mig selv spørgsmålet om det at jeg valgte at give ham en chance var for hans skyld, eller om det mere var for min egen skyld, tænkt på den måde, at jeg måske havde truffet beslutningen af egoistiske grunde fordi jeg vidste at jeg ikke ville kunne leve med tanken om, at have taget hans liv fra ham, når nu der var en lille bitte chance for, at han rent faktisk ville klare den og få et normalt liv.

Måske havde det været fornuftigt, da jeg vågnede efter faldskærmsudspringet og fandt ud af at jeg var landet på den lille ø, at finde et sted hvor min iPhone kunne komme på internettet og så have sat mig ind i hvor jeg befandt mig via GPS’en og dernæst havde planlagt en ny strategi for hvordan jeg kom videre derfra og videre mod Bali. Men det gjorde jeg ikke, for jeg havde simpelthen ikke overskud til at lede efter GPS signalet.

Jeg valgte i stedet for, at blive hængende i uvisheden og tro på det bedste.

Del din mening her

4 Comments

..som i virkeligheden er det mest perfekte nogensinde..

Sådan er det med lille Emil. Han er født 13 uger for tidligt. 35 cm lang og 1120 gram. Meget lille og meget sart, og ikke ret meget baby. Nok nærmest mest et foster. Dog et foster med en figther vilje ud over det sædvanlige, og derfor er han heldigvis endt op, som det mest fantastiske barn. Jeg kender nemlig det lille barn og enhverv detalje i hans humør, og jeg kan derfor også nemt se, om han er i trivsel eller ej.

Hans sarthed viser sig i form af sensitivitet. Han er det man kalder sansesart, hvilket betyder at han ikke kan skelne mellem indtryk (larm, bevægelser, synsindtryk, berøring m.m.) og han tror derfor, at alt er rettet mod ham. Det giver ret meget aktivitet i en lille hjerne som hans. Alt snak opfanger hans hjerne og han forsøger at bearbejde det. Ofte med det resultat, at han “slukker” for sin tilstedeværelse og lukker sig inde i sit eget rum, hvor han kan være i fred. Altså rent mentalt.

Det at han kan det, er en fantastisk evne. Jeg kan ikke, men igen, jeg tager heller ikke alle indtryk ind. Fordi jeg ved bedre. Men det ved lille Emil ikke.

Jeg har afskærmet ham fra virkeligheden i 2,5 år. Jeg selv blev også afskåret og isoleret, men det var prisen værd mod den “ramme” jeg kunne give Emil, til at udvikle sig i eget tempo og stille og roligt forholde sig til mere og mere af verdenen. Og oplevelsen af, at han “slukkede” blev stadig mere og mere sjælden, og hans reaktion med at få 42,5 i feber og ligge og stirre ud i luften, blev også en sjælden gæst.

Så blev han introduceret til den virkelige verden. Dagpleje under særlige vilkår var en stor succes. Han var alene med den mest fantastiske kvinde i 4 måneder, og det gjorde overgangen fra mors rammer til den beskyttede virkelighed lidt nemmere. Faktisk var det en succes af dimensioner jeg nærmest ikke kan beskrive med ord. Så blev det børnehave tid. En special børnehave kun med sansesarte præmature børn, hvor ro og hensyn er den vigtigste regel. Det har været godt. Opstarten og hverdagen er gået godt – han blev tilmed renlig i en uge han brugte hjemme og de fortsatte arbejdet i børnehaven.

Så begyndte jeg på mit studie. Separationen blev en realitet. 3 dage hos far (mens mor er i kbh.) og 4 dage hos mor. Det virker. Eller gør det. Der har været meget sygdom, vi tænkte det var nye bakterier og måske et lidt svagt immunforsvar. Vi behandlede og han klarede så igen 1,5 uge og så ramte sygdommen igen.

Han var også syg for 3 uger siden, sådan virkelig. Som mor til FIRE er jeg ikke så hurtig til at ringe til lægevagten, og heller ikke selvom feberen viser 41,9 7 dage i træk. Hey, der var influenza i luften og alle var syge. Så ingen panik, kun kærlighed, kys, panodil og hjemmetid. Det endte med 2 uger hjemme. De sidste dage kom en ny oplevelse til os. Emil var glad. Emil begyndte at tale, på trods af at han ikke kan høre så godt og ikke har villet tale i 9 måneder. Emil begyndte at synge og danse rundt hele tiden. Emil var kærlig og krammende. Emil blev Emil, og jeg konstaterede, at jeg undervejs i overlevelsen af separation og studie havde glemt at se på mit barns trivsel.

3 dage i børnehave, og Emil havde 42 i feber igen, var grædende og sur. Negativ og ville absolut ikke tale. 5 dage hjemme hos mor og så synger og danser vi igen. Og sådan fortsætter det.

I onsdags stormede jeg hjem fra København. Feberen var 42,2 og Emil var virkelig skidt. Torsdag morgen efter at have sovet sammen med mig, var han feberfri og fredag eftermiddag begyndte han at synge og danse igen. Ja, han er lidt snottet, men han er glad og feberfri og tydeligt i trivsel.

Her i dag har han leget med sin bror. Åh maaaaand, de kan skændes. Og Emil bliver så grædende og vred. Jeg tog ham og holdte ham tæt i et par minutter, sådan på den der nærværende måde, som er det eneste der virker på Emil. Ingen tanker om arbejde, studie og økonomi, kun dybe vejrtrækninger og tanker om Emil. Han accepterer ikke bullshit og først når han kan mærke at jeg er der for HAM, slapper han af. Jeg lagde ham på min seng med et tæppe og satte mig til at arbejde igen. Der blev stille.

Nu ligger han på 45. min og kigger roligt ud i luften og leger med sine fingre og dynen, når jeg kigger på ham, slapper han af og smiler, det der smil som siger “tak mor, jeg havde brug for det”. Hans vejrtrækning er rolig og han er bare.

Det er ikke nemt, at have et barn der har det sådan. Men jeg er så taknemmelig for, at han kan vise mig, når tingene ikke er i orden i hans verden. For så kan jeg handle. Det passer ikke skide godt ind, men hvornår er der i virkeligheden NOGET det passer ind?

Jeg havde glemt trivsel. Jeg havde glemt mindfullnes. Jeg havde glemt mine værdier. Jeg havde glemt, at der nogen gange kan være andre tegn på sygdom end virus. Jeg havde glemt min dreng.

Åhr, for helvede!

Del din mening her

Kommentarer slået fra

..og om at tænke over, hvad min historie egentlig har af betydning..

Jamen, ja.. øh… du kender min blog her, tænker jeg. Ellers var du vel ikke landet her :) og skulle det være din første gang her, så velkommen til. Ja, altså.. Her er intet skjult.

Lige efter min separation i efteråret, fik jeg mange henvendelser fra mænd. Nogen ville ikke bare skrive hej, tror jeg. Men denne ene mand skrev til mig efter to linier chat: “Fortæl en af dine dybeste hemmeligheder..” og jeg tror han ventede spændt. Min reaktion var: “Ehm, jeg har ikke nogen!” og så sendte jeg ham et link til min blog og blokerede ham. Det med at blokere handlede mest om, at jeg ikke var interesseret i facebook dating og i øvrigt slet ikke var klar til det. Men pointen er, at alt hvad jeg har gemt på i hele mit liv, det ligger til skue her.

Og hvorfor gør det så det, spørger du. Jamen, jeg er glad for at du spørger og nu skal du høre: Det gør det fordi, at min historie er min, og de mennesker i min historie der ikke har behandlet mig pænt, skulle have handlet anderledes. Ikke fordi man kan risikere at blive omtalt på internettet, i en eller anden ubetydelig blog, men fordi man simpelthen SKAL behandle andre mennesker ordentligt og med respekt for forskelligheder. Sådan er karma-loven. Og sådan er Kardemomme-loven. Og vigtigst, sådan er MIN lov.

Det at blogge om mit liv og mine oplevelser, og vigtigst af alt min udvikling – det har været et fantastisk redskab. Tanker kan blive ulidelige når de kredser rundt i hovedet og ikke kan komme ud, og måske havde de aldrig kommet ud, hvis jeg skulle have taget mig mod til at fortælle det højt til andre mennesker. Jeg har skrevet dagbog hele mit liv, men stoppede med det, da jeg begyndte at blogge. Jeg opdagede nemlig, at dagbøgerne havde samme effekt for mig, som tankerne, nemlig at de ikke kom helt ud af hovedet. Jeg derfor valgte i september 2011 at stå ved den jeg var, at slutte fred med min fortid og at slutte med drama og skabe mig et liv i samhørighed med mig selv. Det har været en lang rejse. En fantastisk rejse. En dyr rejse – på så mange fronter. Men en rejse, jeg nyder hver eneste dag.

Men, den rejse betyder også at jeg modtager kritik af nogen der står mig nær over, at jeg ikke har noget filter på. Jeg kan naturligvis ikke vide, hvorfra kritikken udspringer, men jeg formoder, at det handler om, at de ting jeg skriver kommer lidt for tæt på “privatlivets fred” og at jeg derfor udfordrer andres opfattelse af deres eget liv, og det er jo virkelig ikke en rar følelse, hvis man ikke er klar til denne udfordring. Det har jeg stor respekt for. Men.. hahaha… Det handler mere om dem, end om mig. Og har de ikke lyst til at læse.. ja, så lad dog være. Jeg tvinger det jo ikke ligefrem ned i halsen på jer.

Heldigvis er kritikken nærmest ikke eksisterende. Rent faktisk har jeg kun oplevet det to gange. Og hvis jeg holdet det op imod, de 100-vis af kommentarer jeg har modtaget fra læsere, der støtter mig i min rejse og mod de 78 mails jeg har fået fra mennesker der takker mig for min åbenhed og deler deres historie med mig, ja så er det lige pludselig en ganske ubetydelig mængde kritik jeg får. Af den feedback jeg får, er den sidste gruppe mennesker i virkeligheden den vigtigste. Tænk, der sidder mennesker i DK, som rent faktisk føler samhørighed med mig, på grund af de ting jeg deler, og at de derfor ikke længere føler sig alene med deres historie. Jeg føler mig SÅ beæret over, at være udvalgt til, ofte at være den første de deler deres historie med. Det er stort i min verden. Og jeg tror i virkeligheden, at deres historier betyder mere for mig, end min betyder for dem. Fordi de lige netop vælger mig som deres læser.

Men, jeg har haft en tanke det sidste lange stykke tid. Fordi jeg er jo endelig begyndt på en coachuddannelse og det optager ret meget af min tid, men det rykker også min udvikling i en sådan retning, at jeg nærmest ikke kan finde ud af at blogge om det.

Jeg oplever nemlig, at alle de ting jeg har kæmpet for i mit liv. Skelletter jeg har skullet begrave, kampe jeg har skullet kæmpe alene, reaktioner jeg ikke har kunnet forstå, behov jeg ikke har anet jeg har haft og deslige, det rent faktisk er “emner” man kommer igennem på en coachuddannelse. Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, så havde jeg taget en coachuddannelse for meget lang tid siden, og havde sparet mig selv for ufatteligt mange penge til psykologer og terapeuter, men aller vigtigst, jeg havde sparet mig tid i mit liv, som jeg kunne have brugt anderledes.

Den uddannelse jeg deltager på, hedder Smart Coach Uddannelsen og er lavet af Sarah Tornøe. Har du en drøm i maven om, at blive coach eller har du som jeg har haft, et kæmpe kaotisk rod indeni og mangler redskaber til at komme igennem det, så vid at der findes en uddannelse, hvor du kan få det hele. Tilmed til en pris, som de fleste har råd til at betale. Selv JEG kunne finde råd, og det er seriøst den bedste investering i mit liv nogensinde. GØR DET. Jeg ville ønske jeg havde gjort det for 10 år siden.

Egentlig var det ikke min plan som sådan, at flette denne reklame ind i mit indlæg, fordi det var slet ikke det indlægget skulle dreje sig om, men sådan er det bare ALTID på min blog, jeg styrer ikke en skid og indlæggene har sit eget liv.

Har jeg iøvrigt fortalt, at jeg aldrig aner hvad jeg skriver i mine blogs, før jeg læser det igennem til sidst? Det er faktisk rigtigt. Det er som om, at mine fingre og min hjerne går i ledtog og overtager og så skrives der bare derudaf. Bagefter når jeg læser det igennem sidder jeg ofte og tænker: “Nåh, er det sådan jeg har det, interessant”. Jeg sidder tit og griner lidt over det, for det er faktisk sandheden. Overskrift og tekst hænger på ingen måde sammen i mit blogunivers, og sådan er det.

Nå, men i morgen har jeg en overraskelse, fordi jeg er i dag blevet kontaktet af en ung fantastisk pige, som skrev følgende til mig:

“Hej Janne. Længe siden.. Hør… Jeg skriver til dig fordi jeg for nylig har været oppe til terminsprøver. Faktisk er det længe siden, før jul.. Anyway, så var der den her engelsk-prøve og man kunne bl.a. vælge at skrive en stil som handlede om en nominering til en såkaldt “torchbearer” eller noget i den stil…

Man skulle skrive om en person som inspirerede en selv, og som man synes fortjente pladsen.

Well…. jeg skrev om dig, og da jeg fik min stil tilbage her for nogle dage siden, så jeg først på karakteren som var 12…, og derefter på kommentaren. Min lærer spurgte mig om jeg havde vist den her person hvad jeg havde skrevet.. Og nej det har jeg ikke, så jeg tænkte på om du havde mod på at læse stilen?

Den handler trods alt om dig… Så.. Hvis du altså “tør”, så vil jeg gerne vise dig den.. Jeg har den ikke lige ved hånden, men imorgen hvis det er.”

Jeg takkede naturligvis ja, og skrev at jeg var meget beæret. Sekundet efter begyndte jeg at græde. Af stolthed og af ydmyghed. Jeg glæder mig til at læse den stil i morgen. Og når jeg har læst den, vil jeg blogge igen og dermed slutte mig blog om, at sprede ringe i vandet. For det er den følelse jeg sidder med lige nu, at jeg på en eller anden måde har fået spredt nogen ringe i vandet, og det er jeg satme stolt over.

Nu godnat. <3

Del din mening her

Kommentarer slået fra

..og om at holde fast i, at lade de ting ske som sker.

Ja, så siger vi det. Altså, jeg har besluttet mig for at jeg ikke længere vil være en fighter! Og så tænker du helt sikkert: “jamen, hvorfor dog det? Hvad er der galt med at være en fighter?” Jeg er super glad for at du spørger, nu skal du høre.

Altså, i min verden har det at fighte for ALT, nærmest været et livsvilkår. Der er ikke de ting, jeg ikke har kunnet opnået, ved at pakke mit ekstreme fighter-gen ud. Vi snakker alt fra juridisk bacheloruddannelse samtidigt med fuldtidsarbejde, til at få insulinpumpe på min ekstremt dårligt reguleret diabetes søn, til at overleve krakket i Roskilde Bank, til at finde gymnasieplads til søn på trods af ventelister, til at skrabe penge sammen til indskud i ny bolig, på trods af ikke-eksisterende lånemuligheder og en indkomst på SU, til at holde fast i, at uanset hvad, så klarer jeg den. Altid.

Men på et tidspunkt i slutningen af 2012 kom jeg til den erkendelse, at det der med at kæmpe for alt, det orkede jeg simpelthen ikke længere. Ikke fordi jeg ikke kunne lide resultaterne, men fordi det simpelthen dræner mig for energi og det ofte skaber en masse drama og spænding i kølvandet, som jeg ikke længere kan holde ud, at opholde mig i.

Min ven Sebastian guidede mig, og han trak mig langsomt men sikkert ud af det der “fighter-fnidder” og gjorde mig opmærksom på, hvornår jeg handlede uhensigtsmæssigt og hvornår jeg burde tage lidt mere ansvar over situationen. Ja, rent faktisk lærte han mig, at tage det FULDE ansvar. Jeg siger ikke det var nemt, men jeg ønskede en forandring, så jeg klemte balderne sammen og strammede mig an, og gjorde det.

Stille og roligt lagde jeg kampen fra mig. Min separation med min mand er rent faktisk et godt eksempel, fordi i stedet for som tidligere at kræve “svar” på ALT af ham hele tiden, lod jeg være med at stille spørgsmål, og i stedet for at hænge mig i hvor dræbende uvisheden om fremtiden kunne være, valgte jeg at se tiden an, og bare observere hvad der skete. Ikke af ligegyldighed, men fordi, hvis jeg blev ved med at manipulere (FØJ, et grimt ord!!) ham til at tage stilling, til at vælge og til at mærke, så var det på mine vilkår han handlede og ikke af eget behov. Og hvis han handlede efter mine behov, så var det ret sikkert, at den udvikling vi skulle igennem hver for sig i denne proces, som en separation er, ville udeblive. Og hvad ville det så ende med? Tja, den lader vi lige stå.

Det at jeg stoppede med af kæmpe betød også, at tilfældigheder afgjorde min fremtid. Økonomi-bekymringer-nyopstartet-virksomhed-enlig forsørger-problematikken endte i en løsning, hvor jeg for første gang i mit liv skulle modtage SU og det betød, at jeg skulle læse mit studie færdigt samtidig med at jeg arbejdede som selvstændig. Ikke fordi jeg havde en udpræget drøm om at blive jurist, nærmere fordi mulighedernes pile viste den vej, og det midt på den sti pilene pegede gik op for mig, at jeg virkelig havde et behov for, at gøre lige netop DET studie færdigt. For min selvopfattelses skyld. For min mulighed for at være en god rollemodel’s skyld. For princippets skyld. Fordi jeg havde brug for, ikke endnu engang at efterlade noget uafsluttet bag mig. Og fordi dybt inde i mig, var der en lille pige, som rent faktisk gerne VILLE gøre det færdigt. For afslutningens skyld!

Men det studieforløb jeg har haft i efteråret, har været alt andet end nemt. Flere gange har jeg taget mig selv i at kigge på jobopslag. Tænk, hvis jeg liiiige kunne finde et arbejde, hvor jeg kunne tjene mange penge og få en stabil (normal) tilværelse – dog uden frihed til selv at vælge. Hver gang måtte jeg skændes med mig selv (HØJLYDT), for jeg havde besluttet en plan og den skulle jeg følge, og med i den plan var absolut ikke nogen mulighed for at opgive og “bare” søge job. Så! Jeg har knoklet som en gal, for at slå til på alle fronter. Mor, veninde, studerende, selvstændig, udvikling og igen MOR. Jeg har fastholdt mig selv der hvor jeg var. Jeg tillod ikke forandring. Eller jobsøgning. Et par enkelte gange smuttede den med jobsøgningen og en enkelt gang blev jeg kaldt til jobsamtale – men jeg mødte ikke op, fordi jeg gav mig selv stuearrest! Og fastholdt mig selv i PLANEN!! Jeg stod på et tidspunkt midt i det hele med en kæmpe flytning, som resultat af separationen, og var klar til at kaste håndklædet i ringen. Men jeg gjorde det ikke. Jeg holdte fast. Og klarede mig igennem.

I dag var så dagen hvor nogle af bestræbelserne skulle stå sin prøve. Den første eksamen som afslutning på efterårets udfordringer. Og alt hvad der kunne gå galt, gik galt.

Af meget mærkelige årsager, var jeg pludselig ikke tilmeldt til eksamen i aftes. I mandags var jeg, men i aftes var den tilmelding væk. Klappen gik ned i aftes og jeg var så ulykkelig. Jeg vågnede flere gange i nat og græd stille. Jeg var bange. Jeg vidste jeg SKULLE til eksamen, ellers kunne jeg ikke fortsætte mit studie. Jeg mistede en masse timers eksamens forberedelse og havde opgivet (på et tidspunkt). Men jeg ringede og spurgte hvad jeg skulle gøre, og tingene løste sig, jeg blev tilmeldt ekstraordinært.

Jeg pakkede og tog afsted.

Da jeg skulle afsted, begyndte det at regne og jeg måtte cykle i pis-øs-regnvejr – 10 km gennem Kbh. Da jeg kom frem var jeg mere gennemblødt end en kloakrotte, maskaraen løb ned af kinderne og vandet dryppede i små vandstråler fra mit hår. Og der var kaos. Jeg var ikke oprettet i systemet. Der var ikke givet besked om, at jeg kom. OG der var ikke nogen plads i det lokale jeg skulle sidde i.

Og tiden gik.

2 min før eksamensstart, havde de stadig ikke fundet mig en plads. Da opgaven blev delt ud, stod jeg stadig med min genneblødte frakke på og pakkede mine ting ud. Jeg måtte passe på, ikke at ødelægge mine bøger med vandet fra min frakke, SÅ pjask-gennemblødt var jeg. Tiden begyndte at gå. Og jeg satte mig og stirrede ud i luften. Et par tårer løb ned af mine kinder, og jeg overvejede at forlade lokalet igen. Simpelthen at give op. Ingen kunne se jeg græd, fordi jeg var så våd af regn. Og fordi de var så optaget af, at læse deres eksamensopgaver og på at bruge tiden fornuftigt. Heldigvis.

Jeg besluttede mig for, at den cykeltur ikke skulle være forgæves, så jeg begyndte at lave min opgave. Jeg havde svært ved at finde roen og strukturen og flowet var ikke-eksisterende. Men jeg løste den. Alle opgaverne blev besvaret. Mange regler blev nævnt. Domme citeret. Henvisninger til lærebogen blev lavet. Men ikke på en tilfredsstillende måde, fordi jeg VED, at jeg kunne gøre det bedre.

Jeg tror, jeg består, ikke mere. Og det er jeg lidt ked af. For lige netop det her fag, det betød noget for mig. Det var et fag jeg var vild med. Men omstændighederne ville det anderledes, og jeg forsøger nu, at lede efter gaven i det her. Hvad var det jeg skulle lære?

At forberede mig bedre? Det havde jeg jo gjort. Eller havde jeg? Kunne jeg måske tage det med mig, at sådanne ting som i dag kan ske for alle. Og når sådan noget sker, så er det en rigtig god ting, at kunne fighte sig igennem på stædighed og vilje. Men det var ikke det jeg gjorde. Jeg fightede ikke. Ikke indeni. For jeg lod tingene ske, jeg stressede ikke på noget tidspunkt under eksamen. Jeg gav mig tilmed tid til at græde. Jeg besluttede mig nemlig for, at gik det så gik det, og gik det ikke, så kunne jeg aflevere blankt og gøre det om.

I 4 timer sad jeg og frøs og skrev og skrev og skrev. Da timerne var gået, var mit hår stadig ikke tørt. Jeg klarede den. Da der var 5 min tilbage kunne jeg se, at jeg manglede en del i det sidste spørgsmål – og så fightede jeg og skrev som en tornado. Jeg nåede det lige. Afleverede. Lad os bare sige, at alt over 4 for denne præstation er frås! Tsk!

Del din mening her

Kommentarer slået fra

Jeps, sådan kan jeg nemlig også blive.

Jeg elsker min blog og jeg har brugt rigtig mange år på, at ende her. Lige her, hvor du kære læser følger med. Lige her, hvor jeg har fundet min stil, mit navn, mit mål og min lille bitte plads i blogland.

Jeg sidder så her i nat og nørder lidt hjemmeside, fordi jeg har et lille bitte projekt som jeg bare var helt tændt på, at sætte lidt skub i. Og midt i det, skulle jeg trave nogle andre blog igennem, da jeg så lige pludselig støder på DEN.

Altså, en blog der kun har eksisteret i 3-4 uger og som har et navn, der helt sikkert er inspireret af min blogs navn, og hvor bloggeren samtidig bruger min “om” indledning på alle indlæg – ligesom jeg har gjort i 6 år.

Jeg fik sgu ondt i maven og blev ked af det. Hun skriver tilmed om det samme som mig, og er også startet på en coach uddannelse. ØV!

Jeg byder alle bloggere velkomne, og hell, jeg vil gøre næsten alt for at hjælpe andre bloggere på vej, fordi jeg selv elsker det her medie så meget. Men jeg sidder lige nu og føler mig trist. Jeg VED godt, at hun IKKE er mig. Jeg VED godt, at man siger, at det er et kæmpe kompliment, når andre kopierer dig. Men det til trods, så gør det mig stadig lidt ked af det, helt indeni, fordi vi alle gør vores for at skille os ud. Og nu føler jeg, at mit særpræg er blevet taget fra mig. Eller i hvertfald bliver brugt uden min tilkendegivelse af, at det er ok. For jeg ved rent faktisk ikke, HVAD jeg synes om det.

Jeg er sikker på, at der er noget jeg skal lære som ligger gemt i alle de her tanker, men jeg er endnu ikke helt klar over hvad lektien rent faktisk er. Og så er jeg bare sådan lidt trist over, at hun ikke selv havde skrevet noget til mig ala: “hey, jeg er vild med din stil og dit navn, og jeg har derfor kaldt min blog nogenlunde det samme og skriver lidt ala dig, jeg håber det er ok?”

Det har hun ikke gjort, og derfor er jeg sådan lidt hmmm-agtig. Det var ikke rart at opdage.

Er det min skygge der taler? Ser jeg spøgelser? Eller er det rimeligt, at blive trist over sådan en opdagelse.

Jeg har egentlig ikke lyst til at linke til hende – bare fordi!

Hvad siger i? Kom så, hjælp mig lige her. Kommenter, jeg har brug for det.

Del din mening her

10 Comments

…og om følelsen af, at have sagt det der skulle siges. Nu har jeg VIRKELIG sluttet fred.

Det er så mig-ish. Undskyld for stilheden. Det er såmænd ikke fordi jeg ikke har noget på hjertet, for MANNER hvor blogger jeg mange gange dagligt – i tankerne altså.

Når jeg cykler igennem København, begynder tankerne at summe. Min hjerne minder mest af alt om en 50-sporet motorvejsafkørsel, hvor tankerne krydser ind over hinanden og ingen kan finde ud af, at holde tilbage for hinanden. Jeg ser mig selv råbe: “så hold dog tilbage din klovn, kender du ikke flette-reglerne?” hvorefter jeg tænker videre: “hvem er det lige der er en klovn her, som om du selv kender dem! tsk..!” og det er bare en SÅ typisk MIG-situation.

Jeg holder for rødt og fumler med cyklen, prøver at holde balancen mens jeg venter på det bliver grønt og jeg kan sætte i gang, men jeg kan ikke nå ned, mister balancen og ender med at stige helt af cyklen. Det der med balance, har aldrig været min spidskompetence.

Jeg har aldrig været god til det og bliver det nok aldrig. Jeg er ofte for meget og sjældent for lidt, jeg taler og griner for højt og absolut ikke for lavt, jeg taler når jeg bør tie, og jeg griner, når der IKKE skal grines. Det er jeg så småt ved at acceptere, at sådan er jeg altså bare.

Det har givet mange knubs i livet, at være sådan. Det har været hårdt – især fordi jeg i virkeligheden bare var en lille pige, der gerne ville anerkendes og elskes ubetinget. Og altid følte jeg, at jeg gjorde noget galt, når jeg mistede balancen. Jeg påtog mig gerne skylden og sørgede for, at der blev glattet ud igen. Jeg var aldrig for stolt til at æde lorten, hvis der var en lort der skulle ædes. Jeg følte ikke jeg blev et mindre menneske af, at tage konfrontationerne på min kappe – men jeg følte heller ikke jeg blev større. Jeg gjorde det bare, fordi sådan er jeg.

Meget rammende var det for mig igår, at finde en dagbog hvor jeg for 15 år siden havde skrevet: “intet i livet er så værdifuldt, at man ikke kan give det væk, for at glæde andre” – og det har bare altid været SÅ meget mig. Men det gør ikke livet nemt, når balancen som forventes at du kan holde, er nærmest ikke-eksisterende et helt liv igennem.

Jeg kæmper stadig med cyklen og når der bliver grønt, er jeg altid den sløveste til at sætte i gang. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er de gør, de dersens andre cyklister. Hvordan gør de? Hvordan bliver de siddende på cykelsadlen og er klar til nemt at sætte i gang? Jeg begynder derfor at studere, hvordan andre gør, når de sidder på cyklen og sætter i gang….

Meget af mit liv har jeg brugt på personlig udvikling. Noget har taget rigtig lang tid at lære og noget har jeg bare adopteret omgående og implementeret i mit liv uden problemer. Jeg har betragtet andre i deres udvikling, men mest deres resultater, fordi det er sjældent jeg har oplevet, at være så heldig, at betragte en der rent faktisk delte ud af deres erfaringer omkring, hvordan de har skabt deres udvikling. Derfor er det oftest blevet til gætte lege og selvstudium – og det var egentlig en af grundene til, at jeg begyndte at blogge igen – og denne gang i en helt anden version. Min tanke var, at hvis jeg fik nogle indsigter som andre kunne drage nytte af, så ville jeg rigtig gerne dele. Hvis jeg kunne hjælpe nogen videre, blot ved at fortælle min historie og min måde at takle mit liv på, så var det hvert et ord værd. Og hold nu op, hvor har jeg fået mange private beskeder på den konto – fra mennesker der takker og som fortæller deres historie – de oplevede med min historie, at de ikke var alene. Disse beskeder er min drivkraft og alle i der har skrevet, i er i mit hjerte og jeres historier bevæger mig dybt. Tusinde tak fordi i deler, tak for jeres mod. Jeg er meget ydmyg. I er den største grund til at jeg fortsætter. <3

Denne blog er en stor samling af mine indsigter, som jeg har samlet mig igennem mit livs udvikling. For at komme frem til den jeg er i dag, har jeg måtte igennem mange tanker og genopleve grimme oplevelser fra mit liv. Jeg synes helt ærligt ikke det er “smuk” læsning, at læse mit seneste års udlevering af mit eget liv. Men det var en nødvendighed for mig, for at nå frem til her hvor jeg er i dag. Jeg blev nødt til at forstå, hvorfor jeg ikke kunne sætte grænser. Og hvorfor jeg hadede min krop og mit udseende. Hvorfor jeg spiste mig overvægtig? Hvorfor jeg altid har haft svært ved at give slip og miste, og hvorfor jeg betragtede mit liv som en kamp og mig selv som en fighter.

For noget tid siden fløj det ud af munden på mig: ”hvis det var meningen jeg skulle tie hele mit liv, var jeg nok ikke skabt med så højttalene en stemme og evnen til at ikke at kunne holde kæft” og det rammer mig lige i hjertet, at jeg rent faktisk sagde lige netop disse ord. For jeg sagde det uden at tænke mig om, og jo mere jeg læser de ord, jo mere betydning får de for mig. For det er jo sandt.

“You own everything that happend to you. Tell your story. If people wanted you to write warmly about them, they should’ve behaved better”

Min historie har været min at fortælle. Jeg har fortalt den med mine øjne, fra mine sko i livet. Jeg har sluttet fred med min fortid – én gang for alle. Jeg kan næsten ikke fortælle mere om min fortid, uden at gentage mig selv. Derfor fokuserer jeg nu på min udvikling og min fremtid som coach.

Mens jeg fumler med cyklen får jeg kigget på cyklisten til højre for mig, og jeg ser hvad det er jeg gør forkert. Jeg sætter simpelthen foden på den forkerte pedal konsekvent, og når jeg insisterer på, at have foden på den nederste pedal forhindrer jeg mig selv i, at gøre som de andre cyklister – nemlig at holde balancen og sætte hurtigt i gang.

Jeg griner højt, lige der midt i Vibenhus Runddel. Damen på cyklen til højre kigger på mig og smiler. Jeg griner endnu mere da vi får øjenkontakt, og tårerne triller. Hun begynder også at grine højt og vi sætter i gang – for første gang er jeg lige så hurtigt som alle de andre. Jeg knækkede koden og smilende kører jeg igennem regnvejret og tænker: “var det virkelig bare DET, du ikke kunne finde ud af? Hold nu kæft!”

Del din mening her

1 Comment

Breathe S.M.A.R.T er vildt. Så er det sagt. Og det er for alle – også dig, og især hvis du tør udfordre din opfattelse af dig selv og den bagage du slæber rundt på. Hvor længe er det egentlig meningen, at vi skal slæbe rundt på alle mulige dårlige beslutninger vi har truffet i vores liv, og hvor længe mon vi skal påvirkes af, oplevelser vi har haft, men som vi ikke (direkte) selv har haft indvirkning på?

Det er også for dig, selvom du ikke tør, for det handler ikke om at turde, men om at lade det ske som sker og være bevidst på rejsen. Så kommer resten af sig selv.

Jeg blev sendt afsted, af en fantastisk god ven fra min barndom. Et menneske der kender min historie fra første parket, og som i den grad altid har passet på mig. Især dengang da jeg var lille, men åbenbart også i dag, hvor jeg er voksen, med et lille forsømt barn indeni.

Vi fik kontakt for et par måneder siden via fb, og han har fulgt min smerte i denne periode, alt imens han vidste, at han kendte til et redskab, der ville kunne gøre en forskel i mit liv. Jeg lyttede, og han insisterede. Jeg overgav mig og tænkte: ” hey, det kunne jo være…” Så jeg tog afsted, uden at vide til hvad. Jeg gav det en chance, og det er jeg i dag evigt taknemmeligt for at jeg gjorde.

Jeg kan ikke gå i detaljer omkring indholdet på forløbet, fordi gjorde jeg det, ville det ødelægge dine muligheder for, at skabe dig din helt egen oplevelse. Det er et helt unikt forløb, og mit udbytte af forløbet var, at jeg kom i dyb kontakt med sider i mig selv, som jeg på trods af mange års personlig udvikling, aldrig havde nået at slutte fred med. NU har jeg sluttet fred. BUM.

For mit vedkommende handlede det om, at give slip, en gang for alle, på gamle følelser som var skabt i forbindelse med svigt og overgreb for derefter, at tilgive det som skete, og denne tilgivelse var udelukkende for min egen skyld, og ingen andres. Jeg har accepteret, at det som skete er sket, og det kan ikke laves om. Tværtimod kan jeg i dag se det som en gave, som jeg ikke ønsker at andre skal få. For det har alt for store omkostninger at modtage sådan en gave. Men når det så er sagt er gaven min i livet, og gaven har jo netop gjort mig til den jeg er i dag.

Og endnu vigtigere – den version jeg arbejder mig henimod at blive: Mit oprigtige jeg. Hende den glade tillidsfulde pige, som kastede sig ud i livet og som turde sige fra. Fordi hun mente nej. Hende som levede i hendes egen sandhed, fordi det gav mening – lige indtil den dag, hvor andre ødelagde hende opfattelse af sandheden og tilliden.

Da jeg ankom var jeg neutral. Jeg er normalt ikke et udpræget fordomsfuldt menneske, netop fordi jeg har haft den opvækst jeg har. Jeg ved, at der i alle mennesker gemmer sig en gave, men jeg ved også, på grund af “learning by experience” at nogen mennesker gør sig alt for umage med, ikke at leve i sandhed med hvem de virkelig er, og når jeg spotter det “stritter” alt på mig, fordi på en eller anden måde, har jeg et meget stærkt filter der gennemskuer det “falske” og det kan jeg slet ikke arbejde med. Her opstår min fordomfuldhed.

I laden i Holte oplevede jeg straks en stemning af fordomsløshed. Det var fantastisk at opleve, at det kunne være virkelighed blandt denne gruppe mennesker, som var som en stor pose blandede bolcher. Her sad kriminelle, psykisk syge, stofmisbrugere, kronisk syge, incest ofte, voldsofre, mennesker i udvikling, mennesker i sorg, erhvervsledere og alkoholikere. Men i denne uge, var vi alle lige. Her var en stemning af tilstedeværelse på lige vilkår, og alle var velkomne – uanset hvor de var i deres liv.

Nogen græd, nogen forstummede og andre grinte. Nogen delte deres smerte i plenum, mens andres blot lyttede og igennem dagene opbyggede det mod der skulle til, for at turde åbne op – for nogen, for første gang i deres liv. Det var en vild proces.

Vi var givende overfor hinanden og vi var omsorgsfulde overfor hinanden. Der blev delt kram ud til fremmede – ikke af egoistiske årsager, men fordi følelsen af at give, blev en naturlig del, ligesom det, at vi kunne dele ALT, og intet var rigtigt eller forkert.

Vi blev langsomt men sikkert ledt ind i meditationens, yogaens og vejrtrækningens verden, og oplevelser der på samme måde var befriende og skræmmende blev bygget op, i et tillidsfuldt univers, hvor der var plads og rum til at give slip.

Så vi gav slip.

Alle og en. Sammen og hver for sig.

Da vi gik hjem var det med en tom følelse, fordi der var så meget man gerne ville endnu og tankerne gik omkring, om hverdagen ville blive den samme igen, uden disse mennesker at dele den med. Fordomsløsheden, forståelsen, trygheden og tilliden til, at vi alle besidder det vi har brug for,  når vi har brug for det. Alt er præcis som det skal være. Accepter det og gør dig fri.

Denne verden som Breathe S.M.A.R.T (Stress Management And Rehabilitation Training) åbnede for mig, er en del af mit liv nu. Jeg havde ingen forventninger til hvad det handlede om, og det vendte min verden på hovedet. Alting ser anderledes ud nu. Jeg sluttede fred – VIRKELIG.

Skulle du have spørgsmål, så smid dem endelig. Jeg besvarer på alt, pånær hvad der foregik. Det må du selv opleve. Det håber jeg du vil gøre. Sæt dig selv fri, så flyver vi sammen <3

Del din mening her

4 Comments