Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.

om tro, håb og kærlighed…

Jeg sidder midt i et kaotisk hjem, telefonerne KIMER konstant, og ind imellem sidder jeg bare og kigger på dem og magter nærmest ikke sige et ord mere. Tårerne presser sig ind imellem på, men ikke fordi jeg er ked af det, for det er jeg ikke.

I baggrunden hører jeg drengene grine og lege inde på deres værelse. Emil var sløj i dag og derfor måtte vi blive hjemme, men han er frisk nu. Og de griner. Jeg har 100 beskeder jeg ikke har nået og alligevel føler jeg mig lykkelig. Lykkelig med tårer. Jeg føler en kæmpe kærlighed i mit hjem, og jeg tænker det må være forfærdeligt, at skulle leve uden.

På trods af stress, sygdom, børn med diabetes, studie og alt muligt andet. Så er jeg bare lykkelig. Mest af alt lykkelig for at være mig, lykkelig for at turde kaste mig ud i vanvittige ting, lykkelig for at turde stå ved min mening og lykkelig for, at jeg lever i et land, hvor man faktisk godt må skille sig ud. Især hvis man gør det med hjertet.

Jeg har opdaget, at janteloven ikke rammer alle – især ikke, hvis det du gør kommer fra hjertet og ikke har egoistiske hensigter. Sådan en situation er jeg havnet i, med 500 km/t – helt uden, at jeg opdagede at det var der jeg var på vej hen. Det gør mig stolt. Over at være mig. Og især over, at turde handle med hjertet.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet med den her indsamling, men jeg ved, at jeg har inspireret en masse mennesker til at gøre en forskel. Til at turde gå forrest. Fordi de ikke kan lade være. Ligesom jeg ikke kunne lade være. Og fordi det giver så meget mening, at være der for andre, når de allermest har brug for det.

At lave denne indsamling, har for mig aldrig handlet om mig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med mig i denne sammenhæng. Men jeg var ikke ligeglad med Michael, der lå alene og døende på den anden side af jorden. Det gjorde ondt at vide, at alle håb var ude. Noget i mig, måtte bare skabe et håb. Så det gjorde jeg. Jeg håbede, at jeg kunne skabe opbakning til at hjælpe Michael. BANG!

Jeg ved, at uanset hvad der sker i fremtiden, så har Michael fået mit håb overført til ham. Han ligger nu og håber og venter. Han skal endelig hjem og have et liv igen.

Jeg tror virkelig på mit lille mantra, som jeg har skabt hen af vejen i denne indsamling:

“Tro flytter bjerge og håb redder liv!”

Med tro, håb og kærlighed kan vi meget mere end vi tror.

Læs om indsamlingen og mig på: http://www.jannetholstrup.dk

om mennesker…

…og deres sande værdi..

Jeg sidder ofte og tænker lidt over livet, og den verden vi lever i. Ja ja, det havde du nok luret, men jeg mener også, at der er god grund til at vi ind imellem tager andre briller på og betragter verden og de mennesker vi omgiver os med på en anden måde end vi er vant til – og især end vi er opdraget til.

Min opvækst har været alt andet end almindelig, og jeg er opvokset mellem en masse mennesker, som jeg måske aldrig ville have talt med, hvis ikke det var fordi jeg boede i et kæmpe kollektiv med anbragte børn i blandt. Mange af disse børn var groft omsorgssvigtet i deres opvækst. Nogen havde forældre der var prostituerede, misbrugere eller dødeligt syge forældre. Jeg boede der, fordi min mor var død. Typisk for mange af disse børn og unge var, at grænser ikke var blevet sat, og de var blevet svigtet groft på omsorg og kærlighed. Og så kom de på Fjordhøj. Her havde vi vores eget sociale system, og man rangerede i graderne alt efter hvor velfungerende og “normal” man var. Hvis du var god til at formulere dig og var intelligent, så havde du meget magt. Så jeg havde meget magt. Men også meget sympati og empati. Men jeg styrede ret meget blandt andet ved, at jeg søndag efter søndag ved vores søndagsmøder var den der styrede møderne og tog referat og deraf konkluderede de endelige beslutninger. Beslutninger om konsekvenser for regelbrud, beslutninger om hvem der havde ansvar for hvad og beslutninger om hvordan vi ud af alle de forslag der var indkommet, evt. skulle løse et problem eller lave en ny regel.

Disse møder og den rolle gav mig langt mere ballast end jeg, eller nogen andre, nogensinde havde kunnet forudsige. Jeg fik tillagt mig effektive lederegenskaber og en evne til, at kunne træffe beslutninger og trumfe dem igennem, men forbehold for hensynet til andres liv og følelser.

Mange af disse børn og unge var så dårligt fungerende, at de ødelagde livet for sig selv. Dag efter dag. De faldt selv i misbrug, fordi det var det eneste de kendte og enkelte blev kriminelle. Men uanset deres “fejl” og utilstrækkelighed, var jeg stadig den samme ven, og når de ikke kunne overskue en fredagsoprydning på deres værelse (betingelse for at få lommepenge), så var jeg den der trådte til ved lede og fordele arbejdet og vupti, så lå tøj i fine bunker i skufferne og der var ryddet op under sengen og værelset duftede af Probat.

Enkelte af disse unge er døde i dag. En af en overdosis. Kun 20 år gammel. Tragisk. Men minderne er der stadig, og når jeg tænker tilbage, ser jeg egentlig ikke de dårligt fungerende karaktertræk i de mennesker, for jeg husker deres drømme og deres skønne måde at være på, alt andet til trods.

En måned før jeg blev 20 år fødte jeg mit første barn. Jeg var lykkelig. Det var som om, at jeg havde ventet på det her barn og den særlige følelsesmæssige forbindelse der opstod mellem os hele mit liv. Han var mit livs lys, og alt det jeg ikke selv kunne, lærte jeg ved at betragte mig selv være mor til ham. Det lyder nok lidt mærkeligt, men jeg har aldrig været handlingslammet. Eller bange for at træffe en beslutning. Men jeg anede ikke, hvordan man var forælder. Så, nogengange var det som om, at jeg betragtede mig selv være mor for min lille søn, og når jeg gav ham omsorg, kunne jeg mærke mig selv og hvad jeg havde brug for. Og dermed passede jeg bedre på mig selv. Jeg blev min egen gode forælder, samtidig med at jeg kvalte min søn i kærlighed.

Jeg havde ingen uddannelse, da jeg blev mor. Det var flovt dengang og jeg følte, at andre så ned på mig. Det gjorde mig ked af det og det gjorde, at jeg ikke følte mig som en god rollemodel for min søn. Da min søn var i pasning begyndte jeg derfor på en uddannelse. Og jeg er faktisk ikke stoppet med at uddanne mig siden dengang. Jeg havde drømme, og jeg gik efter drømmene. Jeg fandt sjældent ro, og søgte mere. Mere viden, mere kunnen, mere erfaring, mere udfordring. Livet havde jo altid været en stor udfordring, så når jobbet blev for nemt, kastede jeg mig over noget nyt og svært. Jeg ville mere. Hele tiden mere. Jeg ville skabe og forandre. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg endte med fuldtidsjob, fuldtids jurastudie og fuldtids mor. Og jeg elskede mit liv.

Min drøm som mor var, at mine børn (der kom jo et par stykker mere end den første) skulle have en uddannelse. Livet var bare nemmere med en uddannelse INDEN man fik børn. De skulle også have mulighed for at rejse og opleve verdenen. Hvis de ville ud og være frivillige og gøre en forskel i verdenen, så var jeg klar til at lave indsamlinger til fordel for velgørenhed. Og søge fonde. Jeg ville gøre alt for, at mine børn fik den rette start på voksenlivet.

Det var en stor ulykke i mit liv, den dag det viste sig, at min store søn ikke bare var mainstream. Han gik ikke bare den lige vej igennem gymnasiet (som jeg heller ikke selv gjorde). Og jeg var bekymret for, at det var en gentagelse af min historie. Han prøvede gymnasiet og HF og efter to forsøg endte han med fuldtidsjob på McDonalds. Jeg blev aldrig flov over ham, men jeg blev vildt bange, for hvad nu? Hvad skulle der blive af ham. Han skulle jo have en uddannelse. Han skulle jo have bedre muligheder end jeg selv havde haft.

Han drømte om en anden fremtid og hans store passion; Sang, musik, teater, musical. Han ville være musicalperformer. Og han er et natur talent. Siger hans undervisere.

Jeg trådte til, og 3 uger før opstart fik han plads på Snoghøj Højskole Musicalbasecamp i forsøget på, at dygtiggøre sig i forhold til at søge ind på Musicalperformeruddannelsen i Fredericia. Han kom ikke ind. Men han gjorde forsøget og midt i forsøget besluttede han sig for, at han ville have den studentereksamen, som han havde efterladt bag sig.

Han går nu i 2. g. Min datter går i 1. g. Og jeg læser på sidste semester af min jura uddannelse og mangler nogle eksaminer og et speciale. Så er jeg færdig.

Men vil jeg så hen med alt det her, tænker du måske.

Jamen, for fanden. Vi er ikke ens, og vi skal ikke være ens. Vi er dem vi er, og livet er vores. Brug det forbandede liv til at gøre dig og dine omgivelser glade. Det er ingen regler, der ikke kan ændres, hvis det viser sig, at der ligger noget andet du hellere vil med dit liv. Gør det, lev det.

I os alle er der skjulte ressourcer, som bare venter på at blive udviklet til talenter. Vi skal ikke alle være det samme. Og børn skal være børn. Og du skal være den udgave af dig selv, som gør dig glad.

Dette klip viser, at min holdning ret godt. Hvorfor prøver vi på at være ens? Hvorfor putter vi i hinanden i kasser? Hvorfor må man ikke skille sig ud, uden at der skal stilles diagnoser? Hvorfor har vi sådan et behov for, at alt skal være mainstream?

om kærlighedens suppe…

…og tankerne omkring, hvori kærlighedens fond består…

I går fik mine tanker og opfattelser af kærligheden et provokeret skub, og det har resulteret i, at jeg nærmest ikke har sovet på grund af tankerne der fiser rundt i hatten på mig. Så, tja.. NU skal de ud, og ja altså, du er modtageren.

Jeg har altid levet i parforhold og jeg har næsten også altid været den som gjorde dem forbi. Oftest var det ikke svært, men en enkelt gang i mit liv var det svært, og dér var jeg en kujon og tog den lette vej – jeg forsøgte utroskab. Jeg gik bevidst efter en jeg vidste ikke ville have et forhold til mig, og da jeg havde gjort det, gik jeg hjem og sagde det – og sluttede forholdet.

Det var som om, at jeg ikke kunne slutte det, før jeg var 100% sikker på, at det ikke kunne reddes – fordi jeg ville ud, men ikke turde. Det er det værste jeg nogensinde har gjort. Jeg sårede et menneske bevidst, fordi jeg ikke selv var stærk nok til at stå frem som den jeg var og afslutte det vi havde. Det var ondt. Og det var utilgiveligt. Og i mange mange år hadede jeg mig selv for, at være så kujon-agtig, at jeg ikke bare sårede et andet menneske der elskede mig højt, nej, jeg sårede med kujon-agtighed og ondskab på. Og det skammer jeg mig over.

Men jeg lærte en lektie. At utroskab simpelthen bare ikke var min ting. At jeg aldrig ville byde et andet menneske den smerte igen, som jeg så i den mands øjne mens han sad der på gulvet op af klædeskabet og græd, mens jeg fortalte om mit svigt. Han tilgav mig på stedet, og ville beholde mig. Jeg holdt fast og gjorde det forbi. Jeg elskede nemlig ikke mere.

Efter det forhold fandt jeg min mand. Jeg har siden da levet og elsket EN mand i 18 år. Jeg har ALDRIG været utro – end ikke kigget til andre sider, og ej heller fantaseret – det havde jeg simpelthen ikke behov for, fordi jeg fik dét jeg havde brug for i forholdet og lidt til. Jeg var den begrænsende part – absolut ikke ham.

Halvdelen af mit liv, har jeg elsket den mand som jeg har skabt og opfostret mine 4 børn med. Vi blev gift TO gange og vi stod altid sammen, når livet var svært. Vi var hinanden “bjerg” og vi vidste, at når tingene krævede det, så var der altid en af os, der stod stærk mens den anden havde brug for at være svag. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg aldrig troede jeg ville kunne leve uden vores kærlighed og parforhold. Men skæbnen ville det anderledes. For en måned siden blev vi skilt.

Vi blev ikke skilt fordi vi ikke længere elskede. Vi blev ikke skilt fordi vi bevidst havde taget stilling til, at vi ville noget andet med vores liv. Vi blev separeret i en konflikt, og vi blev skilt i en konflikt. Og det kan nemt udvikle sig til at være noget rod.

For vi havde en udfordring i vores forhold. Kommunikation. Det var vi ikke gode til. Vi var ikke gode til, at lytte til hinanden og vi var ikke gode til, at tænke på egne behov og kræve dem opfyldt i parforholdet. Og vi var slet ikke gode til, at give hinanden plads til forandring.

Igår var dagen der satte mange tanker i gang. Først skrev Katrine denne blog om livslang kærlighed. Om det fine i den slags kærlighed, netop fordi den er en kærlighed hvor man har valgt at dele livet med hinanden – på trods af kriser og konflikter, og hvor man netop ikke bliver skilt i en konflikt. Den blog fik mig til at græde. Fordi, jeg kom i tanke om, at jeg altid i alle vores kriser har holdt fast på, at “man går ikke fra hinanden når man er i krise eller er uvenner” – jeg havde holdningen, at når man var gode venner igen, var det der beslutningen skulle tages.

Fordi det er så nemt at handle i affekt når man er frustreret og desperat. Og når man handler i affekt, er det ikke altid så gennemtænkt det man ender med at gøre. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vores forhold har holdt i så mange år, netop fordi vi ikke traf beslutninger om vores parforhold, mens vi var i krise. Når krisen havde lagt sig, og vi kom i tanke om, at vi stadig elskede, var der ingen af os der havde lyst til at skilles. Det rørte mig derfor voldsomt, at blive mindet om noget jeg forlængst havde glemt.

I går aftes var jeg til et foredrag omkring et monogame parforhold. Om det monogame parforhold var ved at dø? Og om, hvad alternativet var. Lad mig sige det sådan, jeg er stadig til monogami – også efter foredraget. Men jeg tog rigtig meget læring med mig hjem.

Der blev nemlig talt om skyggesider, om roller i parforholdet og så blev der talt om kommunikation og “det skyld og skamfrie rum”. Det hele var interessant. For hvem er vi, når vi går ind i et parforhold? Hvad er det for en rolle vi forsøger at repræsentere for vores kommende partner? Er det den der med: “jeg kan fikse ALT for dig, vasketøj, børn, mad og sex” og hvad så når vi bliver trætte af den rolle, og måske ønsker at mere eller mindre af rollens indhold skal forsvinde – er vi så, så dygtige til at kommunikere, at vi kan henvende os til vores partner og sige, at vi ikke vil have den rolle mere, men at vi hellere vil have en ny rolle. Og vil vores partner kunne acceptere dette rolleskift? Eller vil det så betyde at de ikke elsker os længere?

Er det i virkeligheden det vi er bange for, når vi ikke tør og stå frem med alt hvad vi er, og sige, at det vil jeg ikke mere. Altså, at vi er bange for at miste kærligheden? Og er kærligheden i virkeligheden ikke, at elske hinanden, der hvor man er, når man er der? At ville hinanden det bedste – og at være bevidst om, at det bedste ændrer sig i løbet af et langt liv sammen, og det der var bedst for et par år siden, måske ikke er det længere?

Lad mig provokere dig lidt. Ved du overhovedet, hvad din partner ønsker sig af livet? Ved du det? Her taler vi ikke bare at sætte hus i stand og den årlige ferie til Italien – nej, på et dybere plan. Tror du din partner tør fortælle dig, deres inderste tanker og behov. Her er “det skyld og skamfrie rum” et redskab, hvor man, når man siger noget til sin partner fra “det skyld og skamfrie rum” får en slags “frit lejde” til at komme ud, med sine inderste tanker og drømme, med garanti for ikke at blive mødt med fordømmelse. Hvis man taler fra “det skyld og skamfrie rum”, skal man nemlig som modtager være klar over, at det er en tillidssag at partneren vil tale herfra, og at du derfor ikke må være fordømmende – du skal blot lytte og samtidig være ydmyg over, at du får lov til at være en del af et andet menneskes inderste inde.

Ville du have lettere ved at give plads til din partners drømme, hvis du vidste hvad der foregik inderst inde?

Giver du i jeres forholds nuværende konstellation, din partner plads til at ville sadle om? Til at ville rejse alene? Til at finde nye venner? Nye interesser? Eller holder du din partner fast i, den som du helst vil have de er? Er det vigtigste for dig, at have en partner der gør som du siger? Eller vil du have en partner, der er lykkelig for at være DIN partner, fordi du netop ligger vægt på, at det ikke kun handler om dig, men også om din partners drømme og behov.

Min vinkel på det her, handler ikke om sexliv. Det gjorde det for dem der fortalte i går, fordi de ikke lever monogamt. Men jeg elsker fine i monogamien og i det langvarige valg, at vågne op sammen hver evig eneste dag, og jeg kunne nemt drage paralleller til mit liv, og mit forhold til min nu ex-mand. For havde vi i vores langvarige forhold husket virkelig givet plads til hinanden? Sådan helt ærligt? Eller havde vi holdt hinanden fast i de roller vi var vant til, at frygt for at miste kærligheden, hvis tingene ændrede sig?

Måske hvis vi havde haft “det skyld og skamfrie rum”, havde tingene set anderledes ud? Eller hvis vi dagligt havde lavet en “check-in” hos os selv og hinanden, og havde afstemt forventninger til dagen, ugen, weekenden, måneden og året – med hinanden, så havde der måske været mere frihed i vores forhold, og vi havde måske været bedre til at takle de sidste mange konflikter – og dermed måske have bevaret vores livslange kærlighed til hinanden – og vores ægteskab.

Vi elsker stadig hinanden – og vores historie er ikke færdig endnu. Jeg ved ikke hvor den ender. Vores roller er brudt op og vi kender ikke fremtiden. Men forandring er der sket, og hvor vi skal hen, vil tiden vise. Lige nu undres jeg bare over, hvor kraftigt et redskab kommunikation og rummelighed er i et forhold, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke vidste det her tidligere. Måske vidste jeg det i virkeligheden, men jeg var ikke klar og moden til at handle på det. Fordi jeg havde aldrig lært om det – og jeg levede i frygten for at miste kærligheden, mere end i frygten for at miste tiden.

Det her er interessant i min verden. Det handler ikke om korte forhold og kommunikation. I korte forhold, er det efter min mening meget nemmere at ændre på rollerne og kommunikere – men når det er den livslange kærlighed, så oplever man igennem årene at man vokser – sammen og hver for sig – flere gange – og det der interesserer mig er, hvordan sørger man for at give plads til evig ærlighed omkring kærlighed, i en kærlighed der skal vare for livet.

I den kærlighed, hvor man ikke “bare” går, når suppen lugter eller smager dårligt. I den kærlighed, hvor man sammen leger og eksperimenterer med krydderurter og tilsmager suppen – fordi man har lyst til at dele og udvikle suppen resten af sit liv, og fordi man ser suppen som et fælles projekt og især fordi man ved, at suppen er startet på en rigtig god fond, og at den kan ændre smag, alt efter årstid og hvilke grøntsager der er til rådighed – efter sæson.

Er kærligheden i virkeligheden sæson præget? Og glemmer vi det, når vi tror, at kærlighed kun er sommer og sol – og at vi derfor glemmer det smukke i kærligheden når den bliver mørk og kold, og det ind imellem regner fra øjnene i dagevis, fordi man er bange for hvordan den ændrer sig. For hvad betyder forandringen egentlig?

Min erfaring er, at efter regnvejr, mørke og kolde vintre kommer sommeren altid. Måske er det en sommer med lidt sol, men det er sommer. Og måske bliver vejret endnu bedre til næste sommer? Hvem ved?

For at vende tilbage til kærligheden som en suppe, så er god kraftfuld fond er værd at passe på, hvis du spørger mig. Du går ikke bare ud og finder en ny fond. Den skal også koges til og smages til, og der kan gå længe, inde den får lige netop den smag, som du er vild med. Så pas på din fond. Pas på din suppe. Pas på dig – og din ærlighed omkring kærlighed.

“Men størst af alt er kærligheden!”

Tak fordi du læste med. <3

om meter og centimeter…

…der kan regnes om til milimeter og mikrometer…

Sådan ser jeg ofte det jeg skal til i dag. Skole-hjem samtale. Peeew.

Mit ældste barn var særligt begavet. Det vil sige, det er han stadig – men når særligt begavede børn ikke bliver stimuleret fagligt, så begynder de at underpræstere.

Det er slet ikke raket-videnskab. Det er fakta. Hvis du er dygtig til noget, skal du ikke lave meget af det, for så får det virkning som “slave-arbejde” og du mister lysten til at gøre dig dygtig og du bliver et enormt forstyrrende element i undervisningen, fordi du keder dig. Hvis man er dygtig til noget, som i virkelig dygtig, så er det smart at blive udfordret på andre områder. Lad mig komme med et eksempel. Er du god til matematik og hurtigt får lavet dagens opgaver i timen, er det ikke smart at blive sat til flere af samme slags opgaver. Så bliver det nemlig “slave-arbejde” og motivationen bliver vendt til underpræstation. I stedet bør man belønne med anden interessant viden eks. geografi. Giv dem noget svært stof om eks. vulkaner og lad dem udforske det, og stil dem nogle opgaver de skal løse omkring emnet. På den måde, bliver de belønnet og stimuleret i at tilegne sig mere viden om andre emner, og på den måde, kan man udvikle det talent det er, at de er særligt begavet således at det ender med at blive en fordel for samfundet og selvfølgelig barnet selv.

Alt dette vidste vi ikke. Det lærte vi først med barn nummer 3, da han var til udredning hos psykolog Ole Kyed, som er den person i DK der har beskæftiget sig mest med og forsket i særligt begavede børn. Det var en åbenbaring at få denne forklaring. Det gav nemlig en masse svar på, hvorfor jeg selv og vores ældste barn altid endte med at underpræstere.

Nå, men… Igennem hele ældstebarnets skolegang var skole-hjem samtaler et helvede. Og vi forstod det simpelthen ikke. Han var jo ikke sådan som de beskrev ham i skolen derhjemme. Forstyrrende og klassens klovn. Derhjemme hvilede han i sig selv, slappede af og var glad. Men i solen udviklede han den her rolle, som han påtog sig. Og vi fattede hat. Derfor blev disse samtaler, som skulle handle om barnets udvikling og muligheder altid et mareridt. Det handlede nemlig aldrig om det faglige – men altid om adfærd. Og om, hvor besværlig han var. Fordi han kedede sig. Og underpræsterede.

Vores ældste elskede at gå i skole. På grund af det sociale. Han var aldrig syg og valgte ofte at skjule eks. en halsbetændelse, fordi han ville over og være sammen med vennerne. Han lavede lektier og løste opgaverne uden problemer og oftest uden hjælp. Men i undervisningssituationen var han en satan. Og vi anede ikke, hvad vi kunne gøre eller hvad det egentlig var, som gik galt.

Disse skole-hjem samtaler har derfor altid været et helvede. Fordi det var så ambivalent at sidde der og blive belært om dit og dat – og blive oplyst om en adfærd, som vi aldrig så i hjemmet. Det var hårdt. Vi var unge. Vi anede ikke hvad vi skulle gøre. Så til samtalen forsvarede vi knægten og når vi kom hjem, talte vi bestemt om, hvad der forventes af en elev og at han måtte “rette ind”!

Det ændrede sig da datteren kom i skole. Hun blev altid rost. Hun var en der skabte balance i klassen og indlæring kom ikke så nemt til hende, som hos hendes bror, men hun havde til gengæld et knokle-gen der gjorde, at hun tillærte sig alt det hun havde brug for at vide – og lidt til. Det var en drøm.

Men så kom tiden til vores nu 9-årige i 2. klasse. Jeg husker vores bekymringer, fordi hans adfærd minder meget om den ældste – men vi fik hjælp i tide, og lærte hans lærere hans behov for stimulering kontra slavearbejde, og vi fik elegant hindret at han begyndte at underpræstere. Det har udviklet sig helt perfekt, og for et år siden var jeg til en skole-hjem samtale jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve.

Læren sad med tårer i øjnene og fortalte: “Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 30 år som lærer. Han er fantastisk. Forstår du det? Fantastisk.” Jeg rødmede og mumlede noget med, at det vidste jeg da godt. Men hun afbrød og sagde: “Jeg tror ikke helt du forstår. Det barn kan noget fantastisk. Pas på ham. Vil du love mig det?”

Jeg begyndte at græde. Lige der foran læren. Min lille dreng med ekstreme muligheder for intellektuel indlæring og med små grader af asperger-træk i forhold til tal – han udviklede sit talent, i stedet for at blive begrænset af det. Fordi han blev set og stimuleret. Fordi han blev rummet. Han skabte ro i klassen, fordi han blev en de andre så op til, og han hvilede ufatteligt i sig selv. Jeg havde været så bange – for at det også skulle gå galt. Men det gik alt andet end galt.

Nu er det så dagen igen. Faktisk lige om lidt. Hvor jeg skal have besked om, hvad det seneste års skoleskift og flytning har betydet for ham. Har jeg passet tilstrækkeligt på ham? Er han stadig på rette vej? Eller har han mistet terræn på grund af skilsmisse, flytning, diabetes og kostomlægning til glutenfri kost? Eller hvad.

Jeg har ondt i maven.

om beslutninger der gør ondt…

…og om at forstå, hvad der er vigtigst…

Jeg er i det vildeste dilemma i denne tid. Det gør ondt.

Jeg vil og kan det hele. Jamen, det vil jeg altså. Og det kan jeg altså. Altså det vil sige, hvis man kigger på mine resultater og ikke spørger min krop.

Men i dag var dagen, hvor jeg var til BodyBliss behandling. Det var en gave fra helt igennem skønne Stinemaria, som hun gav mig til min 40 års fødselsdag. Og jeg var spændt på hvad den kunne og hvad det kom til at betyde for mig.

Vi talte og grinte. Om alt hvad der rør sig i mit liv. Og så blev jeg smidt på briksen til en omgang BodyBliss. Jeg anede ikke hvad det indebar, men mens jeg lå der under tæppet mærkede jeg kraftigeste kuldeslag ind over min krop. De kom hvergang jeg tænkte en bestemt tanke – tror det var noget med at jeg åbnede en masse kasser, og hver gang jeg åbnede en kasse og kiggede ned i den, fik jeg et kuldesus ind over kroppen. Fra højre fod, op over benet og først ved brystet ramte det også venstre fod – men det ramte aldrig venstre arm. Det var ikke ubehageligt, men meget meget tydeligt. Og meget meget mystisk.

Mens behandlingen stod på, fik jeg de oplevelser omkring 12 gange. Og jeg bemærkede at der var et mønster. Min krop prøvede at sige noget.

Efter behandlingen kiggede smukke Stinemaria på mig, og fortalte: “Du skal skabe ro. Nu. Din krop taler så tydeligt. Du er i balance og tager imod, men du skal skabe ro.”

Jeg vidste godt hvad det betød.

Av.

Og her kommer stoltheden ind i billedet. Og fortiden. Især stoltheden og mønsterbryder-genet. Jeg har altid villet gå meget meget langt, for at holde fast i mit mønsterbryder-gen. Og det har fået den betydning, at jeg de seneste 10 måneder har fået:

  • læring på at sætte grænser
  • sig fra
  • vælge til
  • skabe nyt liv
  • konflikter som følge af manglende grænser

Herudover har jeg fået stress. Stress af at ville gøre alt for andre, og prioritere mig selv mindst. I juli tog jeg mig af stressen, men den er ikke helt ude af kroppen endnu – og stressen kulminerede på den mest tarvelige måde.

Jeg blev syg.

Min sygdom betyder, at jeg ikke kan huske ret meget mere end 5 min tilbage. Jeg er begyndt at gå rundt at sige højt, hvad jeg skal, for ellers kan jeg ikke huske eks. at jeg var på vej ud efter min pille. Jeg stopper simpelthen op, og kigger mig omkring og tænker “hvad var det nu jeg skulle?”.

Jeg sover hele tiden – og hvis jeg ikke selv putter mig under dynen, ja, så falder jeg altså bare i søvn der hvor jeg er. Det betyder, at når jeg er til undervisning falder jeg i søvn. Ja, du læste rigtigt – der, lige midt i lokalet. BUM, så sover jeg. Når jeg kører i bil, falder jeg i søvn (nu har jeg så ikke bil mere, hvilket er en god løsning både økonomisk og sikkerhedsmæssigt). Når jeg skal læse falder jeg i søvn efter en halv side (så er det lidt hårdt at komme igennem 70 siders pensum om dagen). Når jeg skal skrive (opgaver eller blog) falder jeg i søvn med fingerne på tastaturet – og jeg taber tråden og kan ikke huske, hvad jeg skulle skrive. Jeg kan ikke koncentrere mig – slet ikke. Jeg render rundt om mig selv og får ingenting gjort. Mit indre termometer er defekt. Så jeg fryser konstant. Nogen gange kan det tage mig to timer under dynen med tykke trøjer og sokker på, at få varmen. TO TIMER. Jezzz.

Jeg er energi forladt. Jeg prøver at træne ind imellem, men det går lidt sløvt. Jeg prøver virkelig, men det er som om, at det ikke rigtigt bliver godt. Jeg er stædig nok, og ihærdig nok, og heldigvis er min krop meget god til at samarbejde, og jeg har en god teknik, så jeg undgår skader, men jeg er tappet for energi i mange dage efter.

Og så tager jeg på. Jeg spiser sundt, småt, varieret, glutenfrit, næste sukkerfrit, grønt og jeg har ikke lyst til slik og junk. Så det spiser jeg ikke. Men jeg tager på. Nu er min vægt stagneret. Jeg vejer 25 kg for meget. De sidste 15 kg kom på 1 måned. Maj måned var grusom for mig og uden jeg opdagede det, andet end på bukserne, så VUPTI, så vejede jeg 15 kg mere. Og det er gået i stå.

Så kom dagen, hvor det gik op for mig, at der var noget galt. Jeg var blevet syg. Igen. Av. Og der var ingen tvivl om, at trickeren var stress. Så det er muligt, at stress var mit wake-up call, men stress satte min krop ud af spil, på den mest tarvelige måde.

Nå.

For en måned siden tog jeg en beslutning. Eller det vil sige, jeg overvejede og tog tilløb til en beslutning – men jeg fulgte den ikke til dørs. Jeg lukkede min virksomhed ned, men jeg tog ikke det sidste skridt. At sygemelde mig fra mit studie. Fordi jeg var ikke klar. Til at give op. Til at overgive mig. Til at vælge mig selv.  Til at skabe den ro, min krop har brug for. Til at blive rask igen. Og nu tænker du sikkert, hvad forhindrede dig dog?

Jeg er rigtig glad for at du spørger, for det ved jeg nu.

Jeg har nemlig grædt i flere timer i dag, i frustration over hvorfor jeg har så svært ved at bede om hjælp. Og pludselig kom det til mig og stod klart som “pis i sne” for mig. Det handler nemlig om min fortid, og om mit mønsterbryder-gen. Jeg kunne nemlig ikke overskue konsekvensen af, ikke at være selvstændig og studerende – fordi det betød at jeg skulle på kontanthjælp i en periode. Og DET er nærmest det VÆRST tænkelige i min verden. Kontanthjælp. Jeg VIL nemlig klare mig selv. Koste hvad det vil. Og jeg vil være færdig med det studie, som gør at jeg adskiller mig fra dele af min familie, fordi jeg er sådan én, der gør ting og gennemfører ting, og fordi jeg er sådan én, der klarer mig selv og ikke får offentlig hjælp. Det der SU var rigeligt med offentlig hjælp i mine øjne.

Så, nu er vi tilbage ved studiet. For det er nærmest umuligt for mig, at læse et af de hårdeste studier i DK, uden hukommelse og koncentrationsevne. Uden mulighed for at tage noter eller huske hvad forelæseren sagde. Selv om jeg rent faktisk ikke synes det de siger er så svært, og det falder mig meget nemt at forstå – så er det bare rigtig svært at gå til eksamen uden hukommelse. Men hør nu engang, jeg er jo færdig til sommer. Jeg skal bare til eksamen i januar og de er mundtlige, så jeg kan forklare mig ud af det og så mangler jeg speciale og et eller to fag, så er jeg jurist. Og færdig. Jeg græder indeni ved tanken om, hvor tæt det er på, og at hvor meget min krop skriger på, at blive rask. Og at jeg skal vælge.

Jeg græder også over, at der er en krølle på halen her. Og den er, at bliver jeg ikke færdig til sommer, så skal jeg måske læse 1,5 år om. Fordi jeg så skal på en anden studieordning.

Men jeg skal vælge.

For en måned siden skrev en veninde til mig: “Se din krop som en bil, der skal til serviceeftersyn og reparation på et værksted. Hjulene er skruet af, og uanset hvad du tænker, så kan du altså ikke køre rundt i den uden hjul på. Og du bliver nødt til at vente med at køre videre i den, før den er færdig på værkstedet” – det gav mening. For min krop er nemlig en lille bil – en fiat 500 tror jeg. Og den er gået helt fra hinanden. Hjulene er faldet af, og motoren går ud hele tiden og den vil ofte slet ikke starte.

Det til trods, lukkede jeg kun min virksomhed ned og tænkte – jeg finder bare et job på 15 timer om ugen, så jeg får min økonomi på plads. Så er der “ro” på og jeg kan læse færdigt.

Men i dag så jeg sandheden i øjnene. Lige der hos Stinemaria. Og da jeg kørte derfra begyndte tårerne at løbe ned af kinderne. Nogen ville tro det var regnen. Men det var det slet ikke. Jeg kørte direkte på jobcentret. Og jeg græd mens jeg talte med manden. Allan. Det var det værste og mest grænseoverskridende jeg nogensinde har gjort. Fuck Bungyjump, det er piece of cake i forhold til, at sidde der og udfordre sit mønsterbryder-gen og bede om hjælp. Kontanthjælp.

Allan trøstede mig. Han var sød. Han gjorde mig til match 2. Og han fortalte mig, at jeg under ingen omstændigheder måtte søge job eller melde mig ledig de næste 3 måneder. “Det er udelukket, forstår du det?” sagde han. “Du skal finde ro og passe på din krop. Du skal nok komme igen, men først når du er klar. Sådan nogen som dig, de kommer altid igen.” sluttede han af med.

Så jeg gjorde det sgu.

Da jeg gik fortsatte tårerne. OMG, hvad er det du gør for helvede. Det er jo slet ikke dig, sagde mine tanker.

Og jeg måtte afbryde dem – tankerne altså med: “HVIS JEG IKKE GØR DET HER, ENDER DET MED AT DER IKKE ER NOGEN MIG – FORSTÅR DU DET???”

Og så forstod jeg.

Suk!

om hverdagen…

…og friheden vi ofte ikke ser…

I dette sekund føler jeg mig fri. Og det er en overvældende følelse for mig, fordi jeg i så mange måneder har levet i et kæmpe stort pres.

Min beslutning om at flytte fra Næstved til København har nemlig vist sig, at i flere måneder at begrænse min frihed i en sådan grad, at det rent faktisk har haft store konsekvenser for mig.

Du ved, lille Emil som er født ekstremt for tidligt og dermed har lidt forskellige behov, han skulle jo også flytte. Det betød et farvel til en fantastisk børnehave med de aller aller bedste betingelser for små præmature børn. Det betød så også, at jagten gik ind på et nyt sted til ham. Og ikke et hvilket som helst sted. For det skulle være et sted, hvor man kunne rumme hans behov for at blive skærmet, et sted hvor de arbejdede i mindre grupper og et sted, det var interesseret i den opgave det er, at gøre Emil klar til at kunne klare en helt almindelig skoledag om 2 år.

Det sted var svært at finde. Vi fik straks dispensation for ventelisten. Og så gik jagten ind. Der skulle besøges børnehaver, læses om deres værdier, deres åbningstider og vurderes legepladser (han trives ikke i for store rum). Så skulle personalet tales med og lad mig sige det sådan, det er ikke alle steder man er venligt indstillet overfor en lille fyr, som har brug for ro og plads til at trække sig – det er simpelthen for besværligt.

Samtidig med det, så var Emil, på grund af vores situation med opdelt hverdag og mig i København flere dage om ugen, og lange dage i børnehave helt væltet. Han havde lukket ned for sit sprog, han var syg hele tiden og meget grædende.

Nu er der gået et halvt år. Han har været hjemme hos mig i et halvt år. Han har rejst sig. Igen. Han synger. Han leger. Han er glad. Han griner. HAN TALER. Han har skabt sig relationer og legekammerater, der kommer her og spørger efter ham. Han er i trivsel.

Den gevinst betaler jeg gerne en høj pris for. Nemlig min frihed. Og min hverdag.

Alt har været anderledes. Og alt har handlet om logistik de sidste 6 måneder. I dette øjeblik hvor jeg sidder med et brev om, at Emil kan starte i en børnehave i morgen – der triller der en lettelses tårer ned af min kind. Først nu går det op for mig, hvor hårdt det har været og hvor fantastisk det bliver, når han i løbet af noget tid er faldet til i den nye børnehave og dermed har et sted, hvor hans liv og udvikling kan fortsætte, i mens jeg stille og roligt kan fortsætte mit liv.

Nogen gange tror jeg rent faktisk vi glemmer, hvor heldige vi er, at vores samfund har stillet pasningsmuligheder til rådighed for os, som gør at vi kan leve et liv med arbejde, studie, socialt liv og så videre – et liv som gør, at man kan forsørge sig selv og sine kære.

Jeg tror ikke man rigtigt forstår at være ydmyg omkring det, før man har prøvet at leve i desperationen og virkelig have brug for hjælp til, at nogen passer på ens børn, mens man selv smutter ud og tjener penge.

Jeg forstår det. Nu.

Velkommen tilbage frihed. Velkommen hverdag – GUD, hvor har jeg savnet dig.

om livets mange aldre…

…og om at rumme det hele.

Jeg elsker min alder. Her og nu er jeg nemlig “bare” mig, og jeg elsker det. “What you see is what you get” og jeg lukker meget ind… og afslutter også en del.

Men selvom jeg er glad for det sted jeg er i livet, så lever jeg også midt i livet. Andres liv. Mine børns liv.

Jeg lever med bekymringerne som viser sig i alderen fra 4 – 20 år. Fordi mine børn deler og jeg er med i det meste. Jeg guider dem, coacher dem og forsøger så godt jeg kan, at lade ansvaret og valgene være deres, mens jeg diskret og dog bestemt står på sidelinien og retter dem på rette vej, når valgene måske vakler lidt.

Min 4 årige reagerer for tiden med en meget bestemt tone. Rent faktisk så bestemt, at han smider med tingene, – og sig selv, i frustration over at han enten ikke kan det hele eller han møder en grænse, der bliver sat. Ih for fanden, hvor det barn bare hader grænser.

Min 20 årige vakler rundt i livet. Han vil være selvstændig og alligevel vil han gerne have omsorg og mors mad. Han er urolig og forvirret i sin hverdag, men når han lander i mit hjem falder han til ro og finder hvile. Han forklarede mig en dag, at det var som om, der kom sådan en sky og omfavnede ham når han kom hjem til mig – og at hele energien hos mig, fik ham i ro. Det gjorde mig glad. Det er nemlig lige præcis det jeg drømmer om at skabe – et sted med hjerterum og god energi og hvor der er plads til os alle.

Men at være mor til alle disse børn i mange forskellige aldre betyder også, at jeg skal være omstillingsparat. I den ene ende kæmper jeg kampen om en børnehaveplads, der kan hjælpe og samarbejde omkring at gøre Emil klar til skolestart om to år, et sted hvor de kan observere når han får nok og hvor de kan se, når han har behov for at blive skærmet. Måske har jeg netop fundet dette sted i dag. I midten skal jeg forholde mig til Mikkels oplevelser og betragtninger omkring nye kammerater, ønsker om fritidsinteresser og hans store behov for at se sin far tit og helst alene.

Lidt over midten er jeg mere på hjemmebane, hvor datteren arbejder med sig selv. Hun er bevidst om hendes ansvar, hendes roller og hendes banehalvdel – og hun er rasende sej til det. Hun undviger “tøsefnidder” lige så elegant og hun knokler med hendes lektier. Hun vil noget. Hun går efter sine drømme – en efter en, og hun har tålmodighed nok til, at forstå at talent skal udvikles, og derfor på trods af meget meget fin sangstemme og drømmen om at synge, vil hun ikke være med i X-factor, på trods af utallige opfordringer. Hun vil selv.

Helt i den anden ende har vi den ældste og kampen om at gennemføre gymnasiet (åh gud, hvor jeg husker den kamp!) og kampen mod “at blive sat i bås” med sin sygdom. Kampen om at ville bestemme selv og alligevel bare gerne ville være en der bliver taget sig af. Jeg husker tydeligt hans sted i livet. Årh, hvor var det udfordrende ikke at vide, at alt i virkeligheden bare er som det skal være, og at man skal tage et ansvar for at komme derhen hvor man gerne vil. Da jeg var i hans sted opgav jeg alt, og fik ham. Dermed fik jeg det på den hårde måde. Ansvaret blev jeg nødt til at tage, og naturligvis gjorde jeg det. Derefter brugte jeg 15 år på at udvikle mig selv. Jeg ville ønske, at han ikke skulle bruge 15 år på det – men som det ser ud nu, så er der ind imellem noget der fiser ind. Måske går det bedre når han er 25 og hjernen virker igen. Jeg håber det.

Så, jeg er midt i det hele. Det barnlige og det voksne og det midt imellem. Kampene og udfordringerne står tydeligt for mig i erindringen, og netop derfor er jeg så glad for at være, lige præcis der hvor jeg er.

Jeg har lært at give slip på mine børn. Jeg har lært nogen af dem (resten arbejder jeg fortsat på) at iføre sig deres vinger – og flyve. Ja, de styrter ned ind imellem, men når mine styrter, så bygger jeg en redde om dem og hjælper dem på vingerne igen. Jeg gør det af kærlighed og fordi, min vigtigste opgave i livet er at være mor til de helt fantastiske børn, som jeg har båret under mit hjerte og som jeg ydmygt har givet livet videre til.

Livet har mange aldre, og man må sige, at jeg i dette liv får det hele med. På trods af, at min egen barndom var lidt ujævn og ru, så gennemlever jeg dag efter dag, hvordan en barndom også kan være. Og bare fordi jeg ikke fik det hele efter bogen, så oplever jeg nu, at ved at være mine børns gode forælder, så er jeg også min egen gode forælder og dermed slutter cirklen lige så fint rundt om mig.

Jeg elsker livet <3

om at være blogger…

…og stå ved det…

Jeg har tænkt meget den seneste uge – ikke kun fordi jeg lige havde en fyrre års fødselsdag der skulle fejres, men fordi jeg har tænkt meget over, hvordan de ting jeg skriver her på bloggen og på facebook egentlig bliver opfattet af de mennesker der læser det og følger mig fast.

Jeg deler jo alt, mine sorger og glæder, mine bekymringer og mine succeser. Uanset om vi taler diabetes, studie, selvstændig virksomhed, uddannelse, familieliv, børn, ægteskab, skilsmisse, opvækst og traumer – ja, så deler jeg det.

Når jeg deler, så fortæller jeg præcis hvad der sker indeni mig i det sekund jeg skriver det. Jeg aner ofte ikke selv, hvad indlægget skal ende med, når jeg starter – jeg har en ide, men oftest ender jeg slet ikke der. Jeg kalder det faktisk for, at min blog har sit eget liv, og jeg lærer meget om mig selv og mine følelser ved at skrive og lade det der kommer til tasterne, være det der får ordet.

Jeg giver meget af mig selv. Rigtig meget. Uden filter. Og jeg elsker det. Jeg elsker jeres kommentarer uanset om de kommer i private beskeder, mails, i kommentarfeltet her på bloggen eller om de kommer på facebook. Det er dejligt. I giver noget af jer selv tilbage til mig, og det giver mig en følelse af, at det jeg gør giver mening.

Egentlig skriver jeg for min egen skyld, igen fordi jeg “checker ind” hos mig selv når jeg blogger, og dermed får vendt nogle ting, som før mest kun blev skrevet i dagbøger. Men når I kommenterer, så bliver jeg så glad. I kommer med andre vinkler, andre måder at anskue verdenen på, og oftest skriver I, at I tænker præcist som jeg gør. Uanset om I er med mig eller ej, så værdsætter jeg alle vinklerne – fordi de giver livet perspektiv og de får mig til at se, at det ikke kun er min måde, der er den rigtige. Det holder jeg meget af.

Lige der opstår der et særligt bånd til jer. Og det bånd er for mig ikke betinget i “ven eller veninde-skab” og ej heller, betinget af om jeg kender jer irl. Det opstår, i min verden, fordi vi er på bølgelængde på et emne, og det er rart ikke at være alene – men det er skønt at høre sammen.

Jeg har aldrig oplevet kommentarer som værende grænseoverskridende eller for “veninde-agtige” og jeg har aldrig følt mig truet på det i skrev. Det i skriver handler nemlig ikke om mig. Det kan det aldrig gøre. Det er jo ikke mig der har skrevet det. Det handler om Jer, Jeres erfaringer, Jeres tanker, Jeres bidrag til min proces og Jeres omsorg. Og jeg tager i mod det jeg kan bruge og resten lader jeg ligge. Og ligesom Jer, kommenterer jeg også andre steder i blogland og på facebook, netop for at åbenbare nye vinkler, give omsorg, dele gode råd og hjælpe hvor jeg måske tænker, at mine tanker kan gøre en forskel. Jeg forventer ikke, at når jeg deler og kommenterer, at det jeg siger skal give mening hver gang, men jeg gør det fordi det for mig er omsorg, og fordi jeg simpelthen ikke kan lade være.

MEN…

Nu er jeg jo ikke den eneste i DK der blogger. Heldigvis. Mange gør det mere og bedre end mig. Nogen har langt flere følgere end jeg har, og nogen af dem har jeg fulgt.

Jeg har for nyligt oplevet at blive stemplet som en, der kommenterede “velmenende” men for “veninde-agtigt” og det var åbenbart “grænseoverskridende”. Jeg var meget overrasket.

Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg har tænkt mange tanker siden og det blev jeg nødt til at dele – derfor denne blog.

FOR…

Er det i virkeligheden ikke sådan, at når man vælger at ligge sit liv til offentligt skue online, så inviterer man ubevidst mennesker ind i sit liv. De mennesker kan risikerer, hvis de følger dig tæt, at komme til at føle at de kender dig, og dermed kan kommentarer virke lidt private, uden egentlig at være det?

Jeg tænker også, at jeg aldrig kunne få den opfattelse af mine følgere eller læsere, netop fordi jeg skriver 100% fra hjertet og jeg forsøger aldrig at få mine indlæg til at fremstå som noget jeg ikke er. Dermed kan jeg altid stå 100% indenfor, at det jeg skriver er mig. Og hvis du læser med og har gjort det i et par år, og på baggrund af de ting jeg har skrevet føler, at du kender mig lidt, ja, så er det nok ikke langt fra sandheden. For du kender mig jo rent faktisk. Fordi du kender med bloggen her, mine inderste tanker og du kan følge min udvikling. Så hvis du kommenterer, med min historie som baggrund og i øvrigt kommer med nogle konstruktive kommentarer, ja, så er det vel mit problem, hvis I kommer for tæt på. For skulle jeg så måske have begrænset mine indlæg, hvis jeg ikke ønskede at blive “kendt” for det jeg har skrevet?

Giver det mening det jeg skriver?

Det jeg egentlig vil frem til er, at det er vel mit eget ansvar, at I føler i kender mig, når I læser med på bloggen her. Og kan jeg ikke håndtere det, burde jeg måske ikke blogge.

Anyway, I er velkomne – vi behøver ikke tage på ferie sammen bare fordi I kender min historie, men I er mere end velkomne til at fortsætte med at kommentere på mine tanker og mit liv.

I giver mening for mig… <3

om taknemmelighed…

…og om, at vide at alt er præcis som det skal være…

For hold nu kæft en fest jeg fik. Alt var perfekt, i sin uperfekte form. Det var lige mig. Alt var mig.

Maden lavede jeg selv. Musikken ordnede min søn. Kagerne ordnede min datter. Opvasken ordnede exmanden – og gæsterne sørgede jeg selv for.

På et tidspunkt stod jeg og kiggede ud over de 50 personer der var til spisning, jeg hørte dem grine og netværke, jeg hørte deres summen og deres interesse for hinanden. Jeg så; søstre, børn, min kusine med tvillinger i maven <3 og hendes mand, min barndoms babysitter og hendes mand, mine "plejeforældre" fra kollektivet, mine "søstre" fra kollektivet, veninder fra blogverdenen, veninder fra ungdommen, veninder fra facebook, nye veninder fra fredagsbar - og jeg så min exmand og vores børn - og jeg tænkte, at det telt - mit telt, var fyldt med alt det, som jeg ønskede i mit liv fremover. Hverken mere eller mindre.

DE mennesker er mit liv. Og jeg elsker det.

For mig havde det stor betydning hvem der kom, og også hvem der turde komme, selvom vi ikke havde kendt hinanden irl i årevis – fordi, de mennesker er præcis som jeg – de tør tage chancer, de tør åbne op og give plads, de tør give uden at forvente at få – DE er fantastiske.

Indeni mig var det som om, at jeg havde en 14 årige pige der hoppede rundt af glæde. Hun opdagede, at hun havde alt hun behøvede i sit liv, og så tilmed på et tidspunkt i sit liv, hvor hun også endelig vidste hvem hun selv var, og hvad hun stod for.

Gæsterne var et billede af mig – det gjorde mig så glad.

DEN fest, var den bedste jeg nogensinde har været til. Og den var min.

SÅ…

Til alle Jer der deltog, fra det dybeste i mit hjerte skal der lyde et KÆMPE TAK.

I er lukket ind i mit hjerte – og i er velkomne til at blive, så længe I har lyst.

Jeg er ydmyg og taknemmelig <3

(Og en særlig TAK til Janus, Amalie, Julie, Mathias og Niclas. Uden jeres hjælp, havde jeg ikke haft tid til mine gæster. Jeg elsker jer <3)

Tak <3

om et nyt årti…

…og om forventningerne til 40’erne..

Der er nu præcis 24 timer til, at de første gæster melder sin ankomst her på matriklen for at fejre, at jeg runder et nyt årti.

Jeg skal fejres. Virkelig. Jeg har selv arrangeret, tilberedt og betalt det hele og det her, bliver i virkeligheden første gang siden min konfirmation, hvor jeg holder en kæmpe fest udelukkende med det formål, at fejre mig.

Og jeg glæder mig. Og det er nu lidt sjovt.

Fordi for 10 år siden græd jeg nemlig.

At fylde 30 år var det værste i mit liv. Årene fra 20-30 havde været så heftige; jeg havde fået 2 børn, jeg havde taget 4,5 uddannelser, jeg havde været selvstændig to gange, jeg havde haft hus, som vi solgte og alt hvad man kunne skaffe sig materielt, det havde jeg. Jeg havde en mand og var blevet gift. Jeg var lykkelig – men alligevel dødsens bange for at fylde 30. I lang forstod jeg ikke, hvorfor jeg havde det sådan, men natten før min 30 års fødselsdag slog det mig; Jeg var simpelthen bange for, at jeg i 30’erne skulle nå lige så meget som jeg havde nået i 20’erne. Af den simple årsag, at det orkede jeg simpelthen ikke.

SÅ, jeg tog en dyb indånding og besluttede, at det stress og pres jeg havde lagt på mig selv i 20’erne, det skulle høre op når jeg rundede 30’erne.

Så, jeg startede blidt ud med at stoppe jagten på mere viden og afbrød min zoneterapeutuddannelse, selvom jeg kun manglede to moduler. Jeg koncentrede mig om mit jurastudie (bacheloruddannelsen) og om mit arbejde. Jeg nød livet og var glad.

Pludselig var jeg gravid. Pludselig flyttede vi på landet. Pludselig købte vi hus (igen).

Og så kom diabetes. 1-2-3 børn med diagnosen. Pludselig kom Emil. Pludselig blev jeg selvstændig. Pludselig begyndte jeg at læse jura igen (kandidatuddannelsen). Pludselig tog jeg en coachuddannelse. Pludselig flyttede jeg tilbage til København – denne gang alene med børnene. Exmanden flyttede til Frederiksberg.

De 40 år nærmede sig, men denne gang har jeg ikke været ked af det. Slet ikke. Tværtimod.

Jeg ved nemlig:

At jeg ikke skal have flere børn.
At jeg ikke skal have flere uddannelser.
At jeg ikke skal have flere huse.
At jeg kan klare en hvilken som helst udfordring – når som helst.
At jeg bor præcis hvor jeg gerne vil (resten af mit liv).
At jeg har de mennesker i mit liv, som jeg gerne vil have.
At jeg er mig selv – 100% autentisk og uden filter.
Og jeg ved, at jeg behøver ikke være andre end “bare mig”.

…og jeg ved, at min opgave i livet er at give. Så jeg giver.

Jeg har fundet roen i mig selv. Jeg behøver ikke være tynd, for at være lykkelig. Jeg behøver ikke være gift, for at være lykkelig. Jeg behøver ikke andre, til at gøre mig lykkelig. Jeg gør mig lykkelig, med alt hvad jeg bringer af kaos og kærlighed.

I 40’erne er mit mål at leve og opleve. At passe på min krop og styre det stofskifte og hormonhelvede der udspiller sig indeni mig. At blive færdig som jurist. At coache mine børn i den retning der er rigtig for dem, og ikke i den retning jeg tror er rigtig. At være mor, kæreste, søster, veninde og omsorgsfuld overfor alle dem jeg møder på min vej, som har brug for noget jeg kan give dem. Det er mit mål.

DET skal vi fejre om 24 timer.

Men inden da, skal jeg handle ind til festen og lave alle forberedelserne selv. Heldigvis med hjælp fra exmanden.

Fik jeg sagt, at jeg glæder mig?

om at leve…

…og få det hele til at harmonere..

Det er min udfordring for tiden. Jeg ved udemærket godt hvordan, jeg har alle redskaberne, indsigterne og erfaringerne – og jeg har også lysten og evnen til at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Jeg kan det så meget, at jeg rent faktisk hjælper andre med at lære de ting, jeg kan.

4 børn, studie og selvstændig virksomhed er ikke altid det nemmeste, og især ikke når der er så mange brikker der endnu ikke er falde på plads endnu. Som børnehave. Bolig til min 20 årige søn.

Samtidig har jeg måtte erkende, at min krop har brug for hjælp til at fungere optimalt. Mit ekstremt lave stofskifte skal hjælpes i gang. Så jeg har sat i alt muligt i værk.

Tja, på trods af alt føler jeg en helt grundlæggende følelse af lykke. Jeg er heldig.

om at opleve en dybere mening…

…og at ting sker i det tempo det er meningen, det skal ske…

Jeg har levet i 2-årtier med en mand. Han var min mand. Vi fik børn sammen. Uddannede os sammen (hver sin branche, men 2 x elevløn til at forsørge vores børn). Vi byggede redde sammen og vi søgte hele tiden efter den højeste overlægger. Vi ville mere og helst opnå det hele på den halve tid.

Da jeg blev 26 (1999) havde jeg ALT. Stort hus, mange mange biler, børn, egen forretning, hund, hest, karriere, B&O allevegne, tøj, sko, kærlighed og en mand jeg gjorde alt sammen med.

Da jeg blev 30 troede jeg, at jeg skulle dø. De seneste 10 år havde jeg nemlig opnået alt det ovenstående inkl. 4 uddannelser, vi var blevet gift efter 7 år som kærester (på nær en pause på 4 måneder) og jeg var begyndt at læse jura på Københavns Universitet. Jeg var så opslidt og forpustet, at jeg kunne slet ikke overskue endnu et årti med så meget fart på. Så jeg græd på min fødselsdag. Jeg kendte ikke andre redskaber. Tårerne trillede og jeg var ulykkelig.

Så blev jeg 30 og alt blev anderledes. 2 børn mere kom til – en “efternøler” og en “VUPTI, der var du”. Vi flyttede på landet. Vi var om muligt endnu mere sammen og alt vi gjorde, gjorde vi sammen. Vi byggede hus om, åh min gud, vi byggede hus om. Vi blev ramt af økonomisk krise og mistede ALT med et snuptag, da Roskilde Bank krakkede. Men vi holdte hinanden i hånden og vandrede videre. Vi ville klare den. 2 børn fik diabetes. En blev født 13 uger for tidligt. Karrierer blev droppet og livet blev et andet. Manden mistede synet på det ene øje efter operation hos Memira. Jeg sagde job op, for at redde min familie. Chefen bad mig vælge. Jeg valgte rigtigt. Jeg har ALDRIG været i tvivl.

Manden var ødelagt. Bitter over øje uden syn. Frustreret over kronisk udtrætning og ikke at slå til nogen steder. Han ville bo alene. Jeg lod ham gå. Jeg skabte drama. Åh min gud, jeg kunne skabe drama. Jeg vidste dog ikke, at det var drama, men troede det var virkelighed. Jeg vidste ikke bedre. Han vidste ikke bedre. Vi var kærester. Og blev separeret.

Men vi savnede. Skældte ud. Rev os løs. Fandt frihed. Og savn. – var det mon kærlighed?

Endnu et drama spillede sig ud. Vi kunne ikke kommunikere og i kampens hede “skrev vi under”. Det var slut. Virkelig. Vi græd begge. Hver for sig.

Men så begyndte udviklingen. Jeg blev færdig som coach og fik redskaber. Jeg blev en anden. Værktøjer. Han blev nysgerrig og kom ud af sin komfortzone. Han forsøgte. Og lykkedes. Han blev glad igen. Han blev en ny mand. Jeg var glad, men bange. Manglede troen. Gav plads. Negativ blev positiv. Øjne kunne se – ikke det blinde, men måske alligevel.

Jeg flyttede til København og knuste hans hjerte. Han var bange for at miste os helt. Han forstod slet ikke, at hvis han ville, var det netop nu han kunne vinde os helt. Han knækkede koden og vandt.

I dag fejrer vi så 12 års bryllypsdag. Det er en dag, hvor vi fejrer, at vores kærlighed kunne overvinde stormvejr og tørke. Men hvem er det så der står tilbage i dag? Er det de samme. Måske? eller måske hedder det i virkeligheden at vi er “the same, but different”? Det er helt sikkert, at vi er forandret. Et forhold kræver plads til udvikling. Vores udvikling var blevet dræbt af overlevelse og så længe vi begge svømmede inde i den samme enorme livredderkrans, kun med øje for at overleve, så kunne vi ikke svømme frit. Vi kunne ikke lære at svømme anderledes og vi kunne ikke lære at mærke vandets fornemmelse på vores kroppe, fordi de hele tiden lå så tæt, at det eneste vi kunne mærke var hinanden. Vi sad fast.

Alt er anderledes nu. Vores regler er anderledes. Vores mønstre er anderledes. Vores kærlighed er anderledes.

Han flytter på fredag. Til sit eget sted lige i nærheden af mig. Vi skal bo hver for sig, men stadig være gift. Det er nyt. Og det virker for os. Hvis det en dag ikke virker mere – tja… så finder vi på noget nyt. Det er vores liv, vores kærlighed, vores familie – vi bestemmer reglerne og normerne.

…nu tænker du måske: “Jamen, havde I ikke skrevet under og alt muligt?”

Jo, det havde vi. Og jeg har to breve fra statsforvaltningen, dateret samme dato, ekspederet af samme sagsbehandler der lyder:

“Vi har modtaget din anmodning om skilsmisse, men kan ikke se I har indbetalt gebyr på kr. 500,00. Vi kan ikke behandle din anmodning, før gebyret er betalt. Vi henlægger sagen”

og

“Vi har modtaget din indbetaling på kr. 500,00 og vi formoder, at der er tale om gebyr for skilsmisse. Vi kan ikke se, at vi har modtaget din anmodning om skilsmisse. Vi henlægger sagen”

Helt ærligt, modtagelsen af de to breve tog pusten fra mig. Jeg fortalte manden det og vi grinte. Var det her meningen?

Kærlighed, parforhold og ægteskab er en besynderlig ting. Måske er der slet ikke nogen regler, man skal overholde? Måske er der en dybere mening med det hele? Måske ikke.

Skål!

om nye tider…

..og nye udfordringer…

Måske husker I mit indlæg for 1,5 måned siden. Jeg frygtede at min 8 årige havde diabetes. For så var det mit 3. ud af 4 børn der havde diagnosen.

Desværre var det denne gang ikke falsk alarm. Diagnosen kom i hus og det eneste vi kunne gøre, var at deale med det. Så det gjorde vi.

Der har været mange fantastiske stunder siden da, og især en ting er jeg blevet rigtig dygtig til, og det er at hjælpe mit barn med accepten. Jeg coacher ham når han undres og han finder

Denne dreng har kendt til diabetes hele hans liv, fordi han kun var to år da hans søster fik diabetes. Han har vidst, at for ham var der en potentiel stor risiko for, at han også ville blive ramt. Så han græd, da det var virkelighed.

Det var et helvede for ham, fordi han var så bange for nåle, og det tangerede overgreb når vi holdte ham mens hans skreg for sit liv, blot for at presse en lille dråbe blod ud af hans finger, så vi kunne tjekke hans blodsukker. Og endnu værre var det, når han skulle have insulin.

Men langsomt blev det bedre og bedre og efter et døgns tid sagde han:

“Hvis det er sådan her det er, at få diabetes og insulin, så er det det hele værd. Jeg har det så godt som jeg aldrig har haft det før, og jeg har lyst til at hoppe hele tiden.”

Jeg var stolt over at se hans udvikling og han kom selvfølgelig også med det klassiske spørgsmål:

“Men mor, hvornår går det væk igen? For det går vel væk, gør det ikke?”

Jeg hader det spørgsmål, og jeg har nu tre gange måtte se ind i mine børns store smukke mørke og våde øjne mens jeg svarede, det de frygtede at høre allermest i denne verden. Av.

Men Mikkel er den af børnene der har haft lettest ved accept. Og han acceptere på en så rummelig og fantastisk måde, at jeg nærmest kan undre mig over, hvordan jeg kan have haft held med at forme så fantastisk et barn. En dag sagde han:

” Jamen mor, i virkeligheden er vi jo heldige at vi er så mange der har det, for vi kan jo hjælpe hinanden når vi har det svært. Tænk hvis det kun var Amalie der havde det, så ville hun være helt alene om det.”

Jeg var rørt til tårer, fordi jeg synes det er så stort af sådan en lille dreng, at betragte verdenen og hans eget værd på så flot og empatisk en måde. Og jeg ved, at når han kan takle det sådan, så går det hele… Også selvom jeg frygter for lille Emil.

I 4,5 år har jeg frygtet, som jeg skrev i det tidligere nævnte indlæg. Nu er frygtet afløst af spørgsmålet om hvornår. For jeg ved det kommer. Altså at lille Emil også bliver ramt en dag. I forgårs vågnede han helt afkræftet og efter et hurtigt tjek konstaterede vi et blodsukker på 2,5. Han laver for meget insulin og det er ikke normalt.

I virkeligheden har det med diabetes taget en helt anden drejning hjemme hos os, for i stedet for at vi andre er glade for, at Emil endnu er rask, så er det svært for Emil, at være den eneste af fire børn der ikke har diabetes. Han havde en dag selv tjekket sit blodsukker og vi hørte den lille 4-årige dreng sidde og sige: “1-2-3 stik!” og vupti, så havde han stukket sig, presset blod ud, sat en strip i blodsukkerapparatet og tjekket tallet. Han fortæller os, at han også har diabetes og når jeg så kysser og krammer ham og siger, at det har han heldigvis ikke, så bliver han ked af det og græder. Han føler sig simpelthen udenfor.

Det er jo den omvendte verden.

Og stadig forståeligt.

Men han er jo så lille, og det ville være ubærligt for mig, hvis også han skulle til at behandles allerede.

Så jeg er gået i tænke boks igen. Der må gøres noget.

Måske er det tid til at hive mit gamle diabetes projekt op af skuffen igen og handle på det. Sætte det i søen igen og få det til at virke.

Jeg tænker lidt endnu. Mærker efter. Og så handler jeg.

Snart.

<3

om beskeden der åbnede mine øjne…

…og fik mig til at handle…

Ok, har du fulgt mig på facebook vil du vide, at jeg det seneste halve år har haft den vildeste hårkrise.

I virkeligheden har jeg i mange år haft hårkrise på grund af en kronisk sygdom (og deraf perioder med meget dårlig hårkvalitet og hårtab), men jeg har haft redskaber til at “fikse det” og dermed egentlig været meget tilfreds. I mange år (læs: 12 år) har jeg haft ekstension og jeg fik lavet det hos nok en af DK’s bedste til den slags. (Se hende her) Totterne dækkede mit hårtab og jeg elskede, at jeg kunne have en hestehale og se pæn og feminin ud. Det var ikke for længdens skyld, men mere for tykkelsens skyld. Jeg var glad.

Men farven havde også stor betydning. Til farven havde jeg min helt egen frisør gennem 18 år. Hun kunne nemlig noget særligt og var vanvittigt dygtig farveteknisk. Hun kunne farve lyshåret, så det var naturligt og lignede den farve jeg havde som barn og frem til jeg blev 16. Ingen andre end hende farvede mit hår og hun var dygtig til det.

Det her indlæg skal ikke handle om hende. Men for et par år siden var det som om, at hun mistede gnisten til sit fag. Hun blev sjusket og doven. Hendes håndværk som før var hendes største styrke sløsede hun med, og resultaterne blev også derefter. Også i mit hår. I februar var mit hår så ødelagt, at jeg valgte at smide længden og forsøge at få håret til at blive lidt stærkere så det kunne blive langt igen.

Jeg blev klippet korthåret.

Efter et par måneder som korthåret skulle det farves igen og klippes til, og her gik det helt galt. Jeg bad om en page-lignende frisure der skulle rundes af i en graduering i nakken og jeg fik en drenget asymetrisk frisure i etager. Jeg var knust. Og jeg kunne intet gøre andet end at vente på det voksede ud igen. Hun synes det var smart. Jeg synes det var forfærdeligt. Men mest af alt havde hun knækket min tillid til hende.

Det var her jeg fik beskeden fra en anden veninde:

Hey Janne – Amalie told me yesterday that you have some fights with your hair. I don’t know how XXXXX works but some time we choose people just because they are our friends.

Any way. My hair dresses is AMAZING and I want to give you her number if you want to call her. I am sure she can help you with all you need

Have a good Sunday

Jeg blev glad for beskeden og tænkte over, havde hun mon ret? Brugte jeg kun min veninde fordi hun var min veninde eller brugte jeg hende, fordi jeg synes hun var dygtig og leverede et godt stykke arbejde?

Jeg gav veninden lov til at forsøge at råde bod på fejlen ved farve mit hår 3 gange (det blev grønt og brændt i spidserne) og prøve ekstension (som slet ikke passede ind og gjorde ondt) og til sidst bad jeg få det hele af og renset håret. Stadig med virkelig dårligt resultat.

Herefter læste jeg beskeden ovenfor igen og igen, og så gik det op for mig. Min veninde var dygtig engang. Men det var dengang. Nu handlede hendes liv om alt muligt andet og det med at være frisør – og dygtig frisør var ikke længere hendes første prioritet. Måske var det overfor nogen kunder, men ikke overfor mig.

Jeg valgte derfor at bede om nummeret til den fantastiske frisør. Jeg fik det og skrev til hende:

Hej XXXXX, jeg har fået dit nummer af XXXXXX og jeg har desperat brug for hjælp til mit hår. Det er farvet helt skidt og klippet meget mærkeligt og jeg er tæt på at barbere det hele af. Jeg håber, du kan hjælpe mig hurtigst muligt. Hilsen Janne

Hun ringede til mig efter et par timer. Jeg forklarede. Hun lyttede. Hun sagde: “jeg fikser det for dig” og gav mig en tid 11 dage senere.

Den tid var i lørdags og jeg mødte op i den salon hun arbejder i. Jeg var spændt og bange på samme tid. Jeg blev mødt at en kvinde der tog i mod og lyttede. Hun ville vide hvad mit mål var og svaret var: “langt lyst hår” og jeg viste hende billeder. Hun kiggede på farven og klipningen og gav mig ret. Det hang ikke sammen. Klipning lignede noget jeg selv havde lavet i en brandert og farven var forfærdelig. Og så gik hun i gang.

3 timer udelukkende med fokus på mit mål. Da hun tog håndklædet af mit hår til sidst for at tørre det, og jeg så farven græd jeg af glæde og min næse blev helt rød. Jeg var lettet, jeg var hjulpet og jeg var endelig mig selv igen.

Klipningen blev sådan lidt tilretning og med budskab om, at det må rettes til med tiden, men jeg gik ud med at hår der var medtaget; JA, men i en farve jeg var vild med og i en kvalitet i arbejdet jeg ikke har oplevet det seneste mange mange år.

Jeg smilede resten af dagen og tænkte pyt, det vokser ud igen, og til næste sommer er det langt igen. Og jeg lærte min lektie – igen.

For ja, jeg fandt mig i sjusk fordi hun var min veninde. Det skal man ikke.

Og er det i virkeligheden sådan mange steder i vores liv, at vi accepterer sjusk, fordi det er venner? Og er vi selv sådan, at vi sjusker når vi gør noget for venner?

Jeg tænker, at jeg fremover vil gøre mig mere umage og være meget opmærksom på, om jeg gør det samme. For det er ikke rart at opleve, at mennesker man holder af ikke gør sig umage.

Heldigvis skal jeg ikke længere opleve det.

No more bad hair days <3

 

om at fange tiden..

…og forstå, at den tid der er gået kommer aldrig tilbage igen..

Jepski, jeg er tilbage. I et øjebliks alene-tid, på en cafe og i solskin sidder jeg og endelig finder lidt tid til at banke nogle tanker ud af hovedet og ind på bloggen. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke har tanker for tiden, men jeg har bare ikke kunnet finde roen til at skrive, selvom jeg tydeligt har mærket at jeg havde et kæmpe behov.

Det skyldes simpelthen at jeg har for travlt med at være taknemmelig. Ja, jeg ved det, bla bla bla og gaven i det er… og så ser vi den positive side og lader være med at brokke os.. og jeg kaster snart op. For sådan er mit liv ikke, og jeg tror heller ikke dit liv er sådan.

Jeg er stadig midt i min proces, men her hvor jeg er landet nu kan jeg mærke en KÆMPE forskel på, hvor jeg var for et år siden, for 6 måneder siden og til hvor jeg er lige nu og her – i dag.

Jeg spotter ting jeg ikke vil være i, og jeg vælger at være glad. Og jeg er glad. Snyd dig glad var et springbræt, men først nu forstår jeg hvad glad er. Jeg elsker. Jeg nyder. Jeg sover. Jeg træner. Jeg passer på mig. Jeg savner. Jeg griner meget. Jeg handler især. Jeg vælger fra. Jeg vælger til. Jeg motiverer. Jeg glædes over små ting. Og jeg venter utålmodigt på at skulle flytte.

Jeg får mange slag, men jeg ser det lidt ligesom med træning, at det gør ondt mens man er i det, men når man fortsætter og gør det der er nødvendigt, så ender man med det resultat man ønsker.

Jeg har været bange for at give slip. Bange for at miste. For hvem var jeg, hvis jeg ikke kunne identificere mig selv ved hjælp af de mennesker jeg omgav mig med. Ja, hvem fanden var så egentlig JEG? Hvem var Janne?

Se lige denne her video

Jeg elsker den video og jeg ved præcis hvad budskabet i den betyder for mig. Og det vil jeg gerne forklare.

Jeg har kæmpet i min proces med at gøre mig fri. Fordi jeg ville være fri og fordi jeg ville noget andet. Jeg valgte mennesker fra og valgte fantastiske mennesker til, fordi jeg ville være som dem. En kvinde kan jeg ikke få nok af, fordi hun er så smilende og positiv. Det smitter og efter et par timer i hendes selskab smiler jeg resten af dagen. Det er det den video betyder for mig.

Men den betyder også det modsatte. At de mennesker jeg har i mit liv, som skaber drama (historier) og negativ stemning, de smitter også af. Jeg tager det hele ind og jeg bliver rent faktisk stresset af det. Jeg har endelige forstået, at hvis jeg vil leve mit fulde potentiale, så må jeg give slip på de mennesker, som forhindrer mig i, at ende der hvor jeg vil være.

Hvordan jeg gør, er min karma.
Hvordan andre gør, er deres karma.
– men når du involverer dig med andre mennesker, så blander du din energi og karma med deres. Derfor kan det være en god ide at tænke over, hvem du blander din energi med? Hvor modig er du egentlig?

Jeg giver derfor slip, og oplever endnu værre sider af de mennesker jeg giver slip på, fordi deres reaktioner er meget voldsomme på mig. Men i stedet for at blive ked af det og fortryde, bliver jeg taknemmelig over at jeg turde give slip. Deres reaktioner bekræfter mig nemlig i, at jeg valgte rigtigt. Det er angstprovokerende men samtidigt en kæmpe frihed.

Jeg vil leve i frihed. Jeg vil omgås med glade mennesker. Jeg vil gøre andre glade. Og jeg vil leve her og nu. Jeg vil gøre det så godt jeg kan og jeg vil mærke efter. Jeg stoler på mig selv og min dømmekraft, også selvom det betyder, at jeg får tæv ind imellem.

Jeg vil mærke at tiden står “næsten” stille og at jeg er midt i det.

Just love living

Hvad gør du? Tør du give slip?
Kom, lad mig høre. <3

1 2 3 4 8