om beslutninger der gør ondt…

…og om at forstå, hvad der er vigtigst…

Jeg er i det vildeste dilemma i denne tid. Det gør ondt.

Jeg vil og kan det hele. Jamen, det vil jeg altså. Og det kan jeg altså. Altså det vil sige, hvis man kigger på mine resultater og ikke spørger min krop.

Men i dag var dagen, hvor jeg var til BodyBliss behandling. Det var en gave fra helt igennem skønne Stinemaria, som hun gav mig til min 40 års fødselsdag. Og jeg var spændt på hvad den kunne og hvad det kom til at betyde for mig.

Vi talte og grinte. Om alt hvad der rør sig i mit liv. Og så blev jeg smidt på briksen til en omgang BodyBliss. Jeg anede ikke hvad det indebar, men mens jeg lå der under tæppet mærkede jeg kraftigeste kuldeslag ind over min krop. De kom hvergang jeg tænkte en bestemt tanke – tror det var noget med at jeg åbnede en masse kasser, og hver gang jeg åbnede en kasse og kiggede ned i den, fik jeg et kuldesus ind over kroppen. Fra højre fod, op over benet og først ved brystet ramte det også venstre fod – men det ramte aldrig venstre arm. Det var ikke ubehageligt, men meget meget tydeligt. Og meget meget mystisk.

Mens behandlingen stod på, fik jeg de oplevelser omkring 12 gange. Og jeg bemærkede at der var et mønster. Min krop prøvede at sige noget.

Efter behandlingen kiggede smukke Stinemaria på mig, og fortalte: “Du skal skabe ro. Nu. Din krop taler så tydeligt. Du er i balance og tager imod, men du skal skabe ro.”

Jeg vidste godt hvad det betød.

Av.

Og her kommer stoltheden ind i billedet. Og fortiden. Især stoltheden og mønsterbryder-genet. Jeg har altid villet gå meget meget langt, for at holde fast i mit mønsterbryder-gen. Og det har fået den betydning, at jeg de seneste 10 måneder har fået:

  • læring på at sætte grænser
  • sig fra
  • vælge til
  • skabe nyt liv
  • konflikter som følge af manglende grænser

Herudover har jeg fået stress. Stress af at ville gøre alt for andre, og prioritere mig selv mindst. I juli tog jeg mig af stressen, men den er ikke helt ude af kroppen endnu – og stressen kulminerede på den mest tarvelige måde.

Jeg blev syg.

Min sygdom betyder, at jeg ikke kan huske ret meget mere end 5 min tilbage. Jeg er begyndt at gå rundt at sige højt, hvad jeg skal, for ellers kan jeg ikke huske eks. at jeg var på vej ud efter min pille. Jeg stopper simpelthen op, og kigger mig omkring og tænker “hvad var det nu jeg skulle?”.

Jeg sover hele tiden – og hvis jeg ikke selv putter mig under dynen, ja, så falder jeg altså bare i søvn der hvor jeg er. Det betyder, at når jeg er til undervisning falder jeg i søvn. Ja, du læste rigtigt – der, lige midt i lokalet. BUM, så sover jeg. Når jeg kører i bil, falder jeg i søvn (nu har jeg så ikke bil mere, hvilket er en god løsning både økonomisk og sikkerhedsmæssigt). Når jeg skal læse falder jeg i søvn efter en halv side (så er det lidt hårdt at komme igennem 70 siders pensum om dagen). Når jeg skal skrive (opgaver eller blog) falder jeg i søvn med fingerne på tastaturet – og jeg taber tråden og kan ikke huske, hvad jeg skulle skrive. Jeg kan ikke koncentrere mig – slet ikke. Jeg render rundt om mig selv og får ingenting gjort. Mit indre termometer er defekt. Så jeg fryser konstant. Nogen gange kan det tage mig to timer under dynen med tykke trøjer og sokker på, at få varmen. TO TIMER. Jezzz.

Jeg er energi forladt. Jeg prøver at træne ind imellem, men det går lidt sløvt. Jeg prøver virkelig, men det er som om, at det ikke rigtigt bliver godt. Jeg er stædig nok, og ihærdig nok, og heldigvis er min krop meget god til at samarbejde, og jeg har en god teknik, så jeg undgår skader, men jeg er tappet for energi i mange dage efter.

Og så tager jeg på. Jeg spiser sundt, småt, varieret, glutenfrit, næste sukkerfrit, grønt og jeg har ikke lyst til slik og junk. Så det spiser jeg ikke. Men jeg tager på. Nu er min vægt stagneret. Jeg vejer 25 kg for meget. De sidste 15 kg kom på 1 måned. Maj måned var grusom for mig og uden jeg opdagede det, andet end på bukserne, så VUPTI, så vejede jeg 15 kg mere. Og det er gået i stå.

Så kom dagen, hvor det gik op for mig, at der var noget galt. Jeg var blevet syg. Igen. Av. Og der var ingen tvivl om, at trickeren var stress. Så det er muligt, at stress var mit wake-up call, men stress satte min krop ud af spil, på den mest tarvelige måde.

Nå.

For en måned siden tog jeg en beslutning. Eller det vil sige, jeg overvejede og tog tilløb til en beslutning – men jeg fulgte den ikke til dørs. Jeg lukkede min virksomhed ned, men jeg tog ikke det sidste skridt. At sygemelde mig fra mit studie. Fordi jeg var ikke klar. Til at give op. Til at overgive mig. Til at vælge mig selv.  Til at skabe den ro, min krop har brug for. Til at blive rask igen. Og nu tænker du sikkert, hvad forhindrede dig dog?

Jeg er rigtig glad for at du spørger, for det ved jeg nu.

Jeg har nemlig grædt i flere timer i dag, i frustration over hvorfor jeg har så svært ved at bede om hjælp. Og pludselig kom det til mig og stod klart som “pis i sne” for mig. Det handler nemlig om min fortid, og om mit mønsterbryder-gen. Jeg kunne nemlig ikke overskue konsekvensen af, ikke at være selvstændig og studerende – fordi det betød at jeg skulle på kontanthjælp i en periode. Og DET er nærmest det VÆRST tænkelige i min verden. Kontanthjælp. Jeg VIL nemlig klare mig selv. Koste hvad det vil. Og jeg vil være færdig med det studie, som gør at jeg adskiller mig fra dele af min familie, fordi jeg er sådan én, der gør ting og gennemfører ting, og fordi jeg er sådan én, der klarer mig selv og ikke får offentlig hjælp. Det der SU var rigeligt med offentlig hjælp i mine øjne.

Så, nu er vi tilbage ved studiet. For det er nærmest umuligt for mig, at læse et af de hårdeste studier i DK, uden hukommelse og koncentrationsevne. Uden mulighed for at tage noter eller huske hvad forelæseren sagde. Selv om jeg rent faktisk ikke synes det de siger er så svært, og det falder mig meget nemt at forstå – så er det bare rigtig svært at gå til eksamen uden hukommelse. Men hør nu engang, jeg er jo færdig til sommer. Jeg skal bare til eksamen i januar og de er mundtlige, så jeg kan forklare mig ud af det og så mangler jeg speciale og et eller to fag, så er jeg jurist. Og færdig. Jeg græder indeni ved tanken om, hvor tæt det er på, og at hvor meget min krop skriger på, at blive rask. Og at jeg skal vælge.

Jeg græder også over, at der er en krølle på halen her. Og den er, at bliver jeg ikke færdig til sommer, så skal jeg måske læse 1,5 år om. Fordi jeg så skal på en anden studieordning.

Men jeg skal vælge.

For en måned siden skrev en veninde til mig: “Se din krop som en bil, der skal til serviceeftersyn og reparation på et værksted. Hjulene er skruet af, og uanset hvad du tænker, så kan du altså ikke køre rundt i den uden hjul på. Og du bliver nødt til at vente med at køre videre i den, før den er færdig på værkstedet” – det gav mening. For min krop er nemlig en lille bil – en fiat 500 tror jeg. Og den er gået helt fra hinanden. Hjulene er faldet af, og motoren går ud hele tiden og den vil ofte slet ikke starte.

Det til trods, lukkede jeg kun min virksomhed ned og tænkte – jeg finder bare et job på 15 timer om ugen, så jeg får min økonomi på plads. Så er der “ro” på og jeg kan læse færdigt.

Men i dag så jeg sandheden i øjnene. Lige der hos Stinemaria. Og da jeg kørte derfra begyndte tårerne at løbe ned af kinderne. Nogen ville tro det var regnen. Men det var det slet ikke. Jeg kørte direkte på jobcentret. Og jeg græd mens jeg talte med manden. Allan. Det var det værste og mest grænseoverskridende jeg nogensinde har gjort. Fuck Bungyjump, det er piece of cake i forhold til, at sidde der og udfordre sit mønsterbryder-gen og bede om hjælp. Kontanthjælp.

Allan trøstede mig. Han var sød. Han gjorde mig til match 2. Og han fortalte mig, at jeg under ingen omstændigheder måtte søge job eller melde mig ledig de næste 3 måneder. “Det er udelukket, forstår du det?” sagde han. “Du skal finde ro og passe på din krop. Du skal nok komme igen, men først når du er klar. Sådan nogen som dig, de kommer altid igen.” sluttede han af med.

Så jeg gjorde det sgu.

Da jeg gik fortsatte tårerne. OMG, hvad er det du gør for helvede. Det er jo slet ikke dig, sagde mine tanker.

Og jeg måtte afbryde dem – tankerne altså med: “HVIS JEG IKKE GØR DET HER, ENDER DET MED AT DER IKKE ER NOGEN MIG – FORSTÅR DU DET???”

Og så forstod jeg.

Suk!

om hverdagen…

…og friheden vi ofte ikke ser…

I dette sekund føler jeg mig fri. Og det er en overvældende følelse for mig, fordi jeg i så mange måneder har levet i et kæmpe stort pres.

Min beslutning om at flytte fra Næstved til København har nemlig vist sig, at i flere måneder at begrænse min frihed i en sådan grad, at det rent faktisk har haft store konsekvenser for mig.

Du ved, lille Emil som er født ekstremt for tidligt og dermed har lidt forskellige behov, han skulle jo også flytte. Det betød et farvel til en fantastisk børnehave med de aller aller bedste betingelser for små præmature børn. Det betød så også, at jagten gik ind på et nyt sted til ham. Og ikke et hvilket som helst sted. For det skulle være et sted, hvor man kunne rumme hans behov for at blive skærmet, et sted hvor de arbejdede i mindre grupper og et sted, det var interesseret i den opgave det er, at gøre Emil klar til at kunne klare en helt almindelig skoledag om 2 år.

Det sted var svært at finde. Vi fik straks dispensation for ventelisten. Og så gik jagten ind. Der skulle besøges børnehaver, læses om deres værdier, deres åbningstider og vurderes legepladser (han trives ikke i for store rum). Så skulle personalet tales med og lad mig sige det sådan, det er ikke alle steder man er venligt indstillet overfor en lille fyr, som har brug for ro og plads til at trække sig – det er simpelthen for besværligt.

Samtidig med det, så var Emil, på grund af vores situation med opdelt hverdag og mig i København flere dage om ugen, og lange dage i børnehave helt væltet. Han havde lukket ned for sit sprog, han var syg hele tiden og meget grædende.

Nu er der gået et halvt år. Han har været hjemme hos mig i et halvt år. Han har rejst sig. Igen. Han synger. Han leger. Han er glad. Han griner. HAN TALER. Han har skabt sig relationer og legekammerater, der kommer her og spørger efter ham. Han er i trivsel.

Den gevinst betaler jeg gerne en høj pris for. Nemlig min frihed. Og min hverdag.

Alt har været anderledes. Og alt har handlet om logistik de sidste 6 måneder. I dette øjeblik hvor jeg sidder med et brev om, at Emil kan starte i en børnehave i morgen – der triller der en lettelses tårer ned af min kind. Først nu går det op for mig, hvor hårdt det har været og hvor fantastisk det bliver, når han i løbet af noget tid er faldet til i den nye børnehave og dermed har et sted, hvor hans liv og udvikling kan fortsætte, i mens jeg stille og roligt kan fortsætte mit liv.

Nogen gange tror jeg rent faktisk vi glemmer, hvor heldige vi er, at vores samfund har stillet pasningsmuligheder til rådighed for os, som gør at vi kan leve et liv med arbejde, studie, socialt liv og så videre – et liv som gør, at man kan forsørge sig selv og sine kære.

Jeg tror ikke man rigtigt forstår at være ydmyg omkring det, før man har prøvet at leve i desperationen og virkelig have brug for hjælp til, at nogen passer på ens børn, mens man selv smutter ud og tjener penge.

Jeg forstår det. Nu.

Velkommen tilbage frihed. Velkommen hverdag – GUD, hvor har jeg savnet dig.

om livets mange aldre…

…og om at rumme det hele.

Jeg elsker min alder. Her og nu er jeg nemlig “bare” mig, og jeg elsker det. “What you see is what you get” og jeg lukker meget ind… og afslutter også en del.

Men selvom jeg er glad for det sted jeg er i livet, så lever jeg også midt i livet. Andres liv. Mine børns liv.

Jeg lever med bekymringerne som viser sig i alderen fra 4 – 20 år. Fordi mine børn deler og jeg er med i det meste. Jeg guider dem, coacher dem og forsøger så godt jeg kan, at lade ansvaret og valgene være deres, mens jeg diskret og dog bestemt står på sidelinien og retter dem på rette vej, når valgene måske vakler lidt.

Min 4 årige reagerer for tiden med en meget bestemt tone. Rent faktisk så bestemt, at han smider med tingene, – og sig selv, i frustration over at han enten ikke kan det hele eller han møder en grænse, der bliver sat. Ih for fanden, hvor det barn bare hader grænser.

Min 20 årige vakler rundt i livet. Han vil være selvstændig og alligevel vil han gerne have omsorg og mors mad. Han er urolig og forvirret i sin hverdag, men når han lander i mit hjem falder han til ro og finder hvile. Han forklarede mig en dag, at det var som om, der kom sådan en sky og omfavnede ham når han kom hjem til mig – og at hele energien hos mig, fik ham i ro. Det gjorde mig glad. Det er nemlig lige præcis det jeg drømmer om at skabe – et sted med hjerterum og god energi og hvor der er plads til os alle.

Men at være mor til alle disse børn i mange forskellige aldre betyder også, at jeg skal være omstillingsparat. I den ene ende kæmper jeg kampen om en børnehaveplads, der kan hjælpe og samarbejde omkring at gøre Emil klar til skolestart om to år, et sted hvor de kan observere når han får nok og hvor de kan se, når han har behov for at blive skærmet. Måske har jeg netop fundet dette sted i dag. I midten skal jeg forholde mig til Mikkels oplevelser og betragtninger omkring nye kammerater, ønsker om fritidsinteresser og hans store behov for at se sin far tit og helst alene.

Lidt over midten er jeg mere på hjemmebane, hvor datteren arbejder med sig selv. Hun er bevidst om hendes ansvar, hendes roller og hendes banehalvdel – og hun er rasende sej til det. Hun undviger “tøsefnidder” lige så elegant og hun knokler med hendes lektier. Hun vil noget. Hun går efter sine drømme – en efter en, og hun har tålmodighed nok til, at forstå at talent skal udvikles, og derfor på trods af meget meget fin sangstemme og drømmen om at synge, vil hun ikke være med i X-factor, på trods af utallige opfordringer. Hun vil selv.

Helt i den anden ende har vi den ældste og kampen om at gennemføre gymnasiet (åh gud, hvor jeg husker den kamp!) og kampen mod “at blive sat i bås” med sin sygdom. Kampen om at ville bestemme selv og alligevel bare gerne ville være en der bliver taget sig af. Jeg husker tydeligt hans sted i livet. Årh, hvor var det udfordrende ikke at vide, at alt i virkeligheden bare er som det skal være, og at man skal tage et ansvar for at komme derhen hvor man gerne vil. Da jeg var i hans sted opgav jeg alt, og fik ham. Dermed fik jeg det på den hårde måde. Ansvaret blev jeg nødt til at tage, og naturligvis gjorde jeg det. Derefter brugte jeg 15 år på at udvikle mig selv. Jeg ville ønske, at han ikke skulle bruge 15 år på det – men som det ser ud nu, så er der ind imellem noget der fiser ind. Måske går det bedre når han er 25 og hjernen virker igen. Jeg håber det.

Så, jeg er midt i det hele. Det barnlige og det voksne og det midt imellem. Kampene og udfordringerne står tydeligt for mig i erindringen, og netop derfor er jeg så glad for at være, lige præcis der hvor jeg er.

Jeg har lært at give slip på mine børn. Jeg har lært nogen af dem (resten arbejder jeg fortsat på) at iføre sig deres vinger – og flyve. Ja, de styrter ned ind imellem, men når mine styrter, så bygger jeg en redde om dem og hjælper dem på vingerne igen. Jeg gør det af kærlighed og fordi, min vigtigste opgave i livet er at være mor til de helt fantastiske børn, som jeg har båret under mit hjerte og som jeg ydmygt har givet livet videre til.

Livet har mange aldre, og man må sige, at jeg i dette liv får det hele med. På trods af, at min egen barndom var lidt ujævn og ru, så gennemlever jeg dag efter dag, hvordan en barndom også kan være. Og bare fordi jeg ikke fik det hele efter bogen, så oplever jeg nu, at ved at være mine børns gode forælder, så er jeg også min egen gode forælder og dermed slutter cirklen lige så fint rundt om mig.

Jeg elsker livet <3

om at være blogger…

…og stå ved det…

Jeg har tænkt meget den seneste uge – ikke kun fordi jeg lige havde en fyrre års fødselsdag der skulle fejres, men fordi jeg har tænkt meget over, hvordan de ting jeg skriver her på bloggen og på facebook egentlig bliver opfattet af de mennesker der læser det og følger mig fast.

Jeg deler jo alt, mine sorger og glæder, mine bekymringer og mine succeser. Uanset om vi taler diabetes, studie, selvstændig virksomhed, uddannelse, familieliv, børn, ægteskab, skilsmisse, opvækst og traumer – ja, så deler jeg det.

Når jeg deler, så fortæller jeg præcis hvad der sker indeni mig i det sekund jeg skriver det. Jeg aner ofte ikke selv, hvad indlægget skal ende med, når jeg starter – jeg har en ide, men oftest ender jeg slet ikke der. Jeg kalder det faktisk for, at min blog har sit eget liv, og jeg lærer meget om mig selv og mine følelser ved at skrive og lade det der kommer til tasterne, være det der får ordet.

Jeg giver meget af mig selv. Rigtig meget. Uden filter. Og jeg elsker det. Jeg elsker jeres kommentarer uanset om de kommer i private beskeder, mails, i kommentarfeltet her på bloggen eller om de kommer på facebook. Det er dejligt. I giver noget af jer selv tilbage til mig, og det giver mig en følelse af, at det jeg gør giver mening.

Egentlig skriver jeg for min egen skyld, igen fordi jeg “checker ind” hos mig selv når jeg blogger, og dermed får vendt nogle ting, som før mest kun blev skrevet i dagbøger. Men når I kommenterer, så bliver jeg så glad. I kommer med andre vinkler, andre måder at anskue verdenen på, og oftest skriver I, at I tænker præcist som jeg gør. Uanset om I er med mig eller ej, så værdsætter jeg alle vinklerne – fordi de giver livet perspektiv og de får mig til at se, at det ikke kun er min måde, der er den rigtige. Det holder jeg meget af.

Lige der opstår der et særligt bånd til jer. Og det bånd er for mig ikke betinget i “ven eller veninde-skab” og ej heller, betinget af om jeg kender jer irl. Det opstår, i min verden, fordi vi er på bølgelængde på et emne, og det er rart ikke at være alene – men det er skønt at høre sammen.

Jeg har aldrig oplevet kommentarer som værende grænseoverskridende eller for “veninde-agtige” og jeg har aldrig følt mig truet på det i skrev. Det i skriver handler nemlig ikke om mig. Det kan det aldrig gøre. Det er jo ikke mig der har skrevet det. Det handler om Jer, Jeres erfaringer, Jeres tanker, Jeres bidrag til min proces og Jeres omsorg. Og jeg tager i mod det jeg kan bruge og resten lader jeg ligge. Og ligesom Jer, kommenterer jeg også andre steder i blogland og på facebook, netop for at åbenbare nye vinkler, give omsorg, dele gode råd og hjælpe hvor jeg måske tænker, at mine tanker kan gøre en forskel. Jeg forventer ikke, at når jeg deler og kommenterer, at det jeg siger skal give mening hver gang, men jeg gør det fordi det for mig er omsorg, og fordi jeg simpelthen ikke kan lade være.

MEN…

Nu er jeg jo ikke den eneste i DK der blogger. Heldigvis. Mange gør det mere og bedre end mig. Nogen har langt flere følgere end jeg har, og nogen af dem har jeg fulgt.

Jeg har for nyligt oplevet at blive stemplet som en, der kommenterede “velmenende” men for “veninde-agtigt” og det var åbenbart “grænseoverskridende”. Jeg var meget overrasket.

Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg har tænkt mange tanker siden og det blev jeg nødt til at dele – derfor denne blog.

FOR…

Er det i virkeligheden ikke sådan, at når man vælger at ligge sit liv til offentligt skue online, så inviterer man ubevidst mennesker ind i sit liv. De mennesker kan risikerer, hvis de følger dig tæt, at komme til at føle at de kender dig, og dermed kan kommentarer virke lidt private, uden egentlig at være det?

Jeg tænker også, at jeg aldrig kunne få den opfattelse af mine følgere eller læsere, netop fordi jeg skriver 100% fra hjertet og jeg forsøger aldrig at få mine indlæg til at fremstå som noget jeg ikke er. Dermed kan jeg altid stå 100% indenfor, at det jeg skriver er mig. Og hvis du læser med og har gjort det i et par år, og på baggrund af de ting jeg har skrevet føler, at du kender mig lidt, ja, så er det nok ikke langt fra sandheden. For du kender mig jo rent faktisk. Fordi du kender med bloggen her, mine inderste tanker og du kan følge min udvikling. Så hvis du kommenterer, med min historie som baggrund og i øvrigt kommer med nogle konstruktive kommentarer, ja, så er det vel mit problem, hvis I kommer for tæt på. For skulle jeg så måske have begrænset mine indlæg, hvis jeg ikke ønskede at blive “kendt” for det jeg har skrevet?

Giver det mening det jeg skriver?

Det jeg egentlig vil frem til er, at det er vel mit eget ansvar, at I føler i kender mig, når I læser med på bloggen her. Og kan jeg ikke håndtere det, burde jeg måske ikke blogge.

Anyway, I er velkomne – vi behøver ikke tage på ferie sammen bare fordi I kender min historie, men I er mere end velkomne til at fortsætte med at kommentere på mine tanker og mit liv.

I giver mening for mig… <3

om taknemmelighed…

…og om, at vide at alt er præcis som det skal være…

For hold nu kæft en fest jeg fik. Alt var perfekt, i sin uperfekte form. Det var lige mig. Alt var mig.

Maden lavede jeg selv. Musikken ordnede min søn. Kagerne ordnede min datter. Opvasken ordnede exmanden – og gæsterne sørgede jeg selv for.

På et tidspunkt stod jeg og kiggede ud over de 50 personer der var til spisning, jeg hørte dem grine og netværke, jeg hørte deres summen og deres interesse for hinanden. Jeg så; søstre, børn, min kusine med tvillinger i maven <3 og hendes mand, min barndoms babysitter og hendes mand, mine "plejeforældre" fra kollektivet, mine "søstre" fra kollektivet, veninder fra blogverdenen, veninder fra ungdommen, veninder fra facebook, nye veninder fra fredagsbar - og jeg så min exmand og vores børn - og jeg tænkte, at det telt - mit telt, var fyldt med alt det, som jeg ønskede i mit liv fremover. Hverken mere eller mindre.

DE mennesker er mit liv. Og jeg elsker det.

For mig havde det stor betydning hvem der kom, og også hvem der turde komme, selvom vi ikke havde kendt hinanden irl i årevis – fordi, de mennesker er præcis som jeg – de tør tage chancer, de tør åbne op og give plads, de tør give uden at forvente at få – DE er fantastiske.

Indeni mig var det som om, at jeg havde en 14 årige pige der hoppede rundt af glæde. Hun opdagede, at hun havde alt hun behøvede i sit liv, og så tilmed på et tidspunkt i sit liv, hvor hun også endelig vidste hvem hun selv var, og hvad hun stod for.

Gæsterne var et billede af mig – det gjorde mig så glad.

DEN fest, var den bedste jeg nogensinde har været til. Og den var min.

SÅ…

Til alle Jer der deltog, fra det dybeste i mit hjerte skal der lyde et KÆMPE TAK.

I er lukket ind i mit hjerte – og i er velkomne til at blive, så længe I har lyst.

Jeg er ydmyg og taknemmelig <3

(Og en særlig TAK til Janus, Amalie, Julie, Mathias og Niclas. Uden jeres hjælp, havde jeg ikke haft tid til mine gæster. Jeg elsker jer <3)

Tak <3

1 2 3 4 21