Posts Tagged ‘Ægteskab’

om at kende hinanden..

…og gør man så egentlig det, altså kender hinanden?

Når man nu tænker sig rigtig godt om, hvem KENDER man så egentlig? KENDER man sin mand, bare fordi man tilfældigvis (det ord passer lidt dårligt i denne sammenhæng!) har sovet ved siden af ham i snart 17 år, og KENDER han dig? KENDER vi vores børn? Vores forældre? Vores veninder? Hvem KENDER vi egentlig, når alt kommer til alt?

En morgen forleden ligger vi i sengen og snakker, og efterfølgende bliver der stille. Stilheden varer en stund, hvorefter min mand siger: “Hvad tænker du på?” og jeg svarer: “Hvad får dig til at tro jeg tænker, knirker min hjerne så meget?” og han svarer: “hmm, jeg kender dig efterhånden:”

Sådan, så blev mine tanker sat i sving. Fordi, hvem er det han kender? Hende han ser på hverdag, men som måske nogen gange spiller den rolle, hun har påtaget sig i “livets komedie” i stedet for den rolle hun blev påtvunget i “livets tragedie”? Føler han, at han efterhånden (red. efter snart 17 år) kender hende, som forsøger at leve op til replikkerne i “livets parodi”? eller handler det om, at han læser med herinde, og derfor “efterhånden” har lært kvinden bag masken i “livet maskeradebal” at kende, på en måde som de fleste mænd aldrig lærer deres kvinde at kende?

Vi har alle roller i “livets skuespil” og med alderen forandres disse roller. Jeg har i alt for mange år, spillet de roller man forventede af mig, i stedet for at spille den rolle der lå mig nærmest, nemlig at være mig. Frigjort fra påduttede holdninger, og med en frihed som gav mig luft og mulighed for at lære at elske mig selv.

Hvordan kunne min mand overhovedet elske mig i så mange år, når jeg ikke elskede mig? Og hvordan kunne han leve med, at kende min bagage og ikke kunne hjælpe mig med at bære den?  Og har han mon gennem årene flere gange undervejs været stoppet op, og betragtet mig i min udvikling, mens han tænkte: “hvor fanden kommer det fra? sådan plejer hun da ikke at være!”. For sådan har jeg været, og jeg ved endnu ikke, om jeg er færdig med at være sådan.

Er vores roller en del af den udvikling vi går igennem, gennem livet? Forandres de med udviklingen, eller forandres de på grund af andres forventninger?

Jeg er sikker på, at min mand gennem de sidste par måneder, har lært voldsomt meget mere om den kvinde han sover ved siden af, end han har gjort på vores samtaler gennem snart 17 år, fordi jeg har serveret det hele for ham, på et smukt fad, med en anelse for meget PINK. Jeg har serveret det for ham – og JER ANDRE, fordi jeg havde brug for, at sige det højt. Jeg havde brug for, at lufte tankerne ud, og analysere min turbo-hjerne for andre end mig selv. Jeg havde brug for, at forstå mig selv, før jeg kunne elske mig selv – og en ting er sikkert… Jeg KENDER ikke mig selv, men det er jo nok netop fordi jeg er mig selv. Men vigtigst af alt, jeg forstår mig selv, og elsker mig selv. (og min mand – tak for dig skat <3)

Hold nu kæft det blev sort det her, men så er det sagt. BUM!

om at ryste posen…

..ja, det er min situation for tiden. Min oprydning er dog vildere end jeg nogensinde havde forestillet mig muligt, for denne oprydning er sådan en af de der helt alvorlige, hvor alle ting bliver vendt og drejet, vurderet og værdisat.

Mange som kender os, ved at vi havde Roskilde Bank inden de krakkede. Det krak havde en voldsom betydning for vores liv, fordi vi gik fra at have et godt og stabilt liv, med opsparinger og et hus vi knoklede for at sætte i stand og vi havde gode jobs og en god økonomi med råd til de vi havde brug for, hverken mere eller mindre.

Jeg har aldrig ønsket mig et liv i luksus, fordi jeg tror ikke på, at luksus gør mennesker lykkelige. Jeg tror at positive mennesker gør mennesker lykkelige, og at positive tanker og dejlige oplevelser gør mennesker lykkelige.

Men da krakket kom, havde det en afgørende betydning for vores liv. Desværre. Krakket betød at alle vores opsparinger var mistet, fordi en “dygtig” bankrådgiver (hvorfor de overhovedet rådgiver, når det intet med rådgivning har med at gøre????) havde sat alle pengene i Roskilde Bank aktier.

Jeg må indrømme, at vi var naive, men jeg kan her i bagklogskabens lys ikke se nogen grund til, ikke at stole på, at mennesker der må kalde sig rådgivere og som beskæftiger sig med andres penge, ikke er nogen som man kan stole på. Men en lang historie kan gøres så kort, som at opsparinger for omkring kr. 400.000,00 var mistet og og pludselig var under kr. 100,00 værd på et sekund.

Herudover var et boliglån netop blevet omlangt, men dokumenterne var ikke udfærdiget og underskrevet, hvilket gjorde, at vi fik nogle særdeles ringe vilkår. En lovet rente på omkring 5% blev pludselig til 10% og det havde den betydning, at vores afdrag på kr. 12.000,00 om måneden ikke nedbragte lånet, men udelukkende betalte af på renterne.

Midt i alt det her, fik vi 2 diagnoser med diabetes på Amalie og Mathias og en lille for tidligt født Emil – så overskuddet til at “gøre noget ved det” var nærmest ikke eksisterende.

Vi betalte derfor, pligtopfyldende og ordentlige som vi er, ja, så betalte vi i 3 år omkring kr. 450.000,00 af på et lån, som kun er nedbragt med sammenlagt kr. 10.000,00. Og det var til en bank funktion, som IKKE måtte tjene penge, men denne regel var i det store billede og ikke på hver enkelt kunde. Så vi har ikke bare mistet alt vi havde, vi har også betalt rigtig mange penge for at dække huller og tab fra andre mennesker, uden selv at få vores gæld nedskrevet.

I forsommeren i år, blev vi enige om, at vi ikke længere var glade for at bo i vores hus. Vi bor i et område, hvor vi bliver chikaneret af nogle børn og unge, ved at de smider affald ind i vores have, de pisser op af vores hegn når de holder fester og ja, vi bliver råbt af og svinet til.

Vi har givet op, og valgt at vi ville sælge! Og derfor kontaktede vi en ejendomsmægler, og beskeden fra ham var chokerende. Ved et salg ville vi gå ud med et tab på kr. 1.500.000,00… WTF?????

Her måtte der en lang lang snak til, om fremtiden og mulighederne. Hvor ville vi bo? Skulle vi blive? Skulle vi sælge? Skulle vi lade huset gå på tvang? Skulle vi kæmpe videre? Jeg havde mistet mit job, og jeg har svært ved at få et nyt job – skulle vi flytte i forhold til jobmuligheder? I forhold til netværk? Og hvad med de store? Amalie på hendes elskede skole og Mathias som skulle på højskole i Jylland. Hvad med dem og deres netværk? Og hvad Emil og den orlov jeg er på? Kunne den fortsætter i ny kommune, til han var i pasning? Ville vi kunne få et tilbud til ham, som ville matche det behov han har?

Herudover, var der en masse tanker om, hvad vi egentlig ville med vores liv? Var vi glade sammen? Ville vi blive sammen? Hvad var vores drømme? Hvordan kunne vi bedst muligt passe på hinanden og vores ægteskab? Og var vi lykkelige?

Man kan sige, vi rystede posen, og tog et nyt spil binko! Dette binko spil handlede bare om, hvordan vi ville designe vores fremtid. Hvordan vi ville rydde op i økonomien, i vores ting og i vores drømme, og lave planer for, hvordan vi kom sikkert frem mod det mål vi begge ønskede. Og morsomt nok, var det ikke svært at prioritere og vælge, for vi ville det samme.

Vi er derfor i gang med en kæmpe oprydning, og vi har netop fået oplyst, at vi skal flytte fra vores hus senest den 1.12.2011.

Boligjagt og jobsøgning er derfor sat ind – ingen ved hvad fremtiden bringer endnu, men vi arbejder på at nærme os et mål. Vi er dog begge enige om, at livet er for kort til at være bange for fremtiden.. Vi har derfor is i maven og fokus stramt rettet mod løsninger..