Posts Tagged ‘Autensitet’

om hysteri og autensitet…

…og om børn der skriger deres lunger ud, når de ikke kan forklare hvad det egentlig er de vil…

Jeg har en snart 3 årige, som er født 13 uger for tidligt og som følge deraf, har haft en helt specielt opvækst. Et af hans problemer har været, at han er talebesværet – men det er han langsomt ved at indhente, udelukkende til hans dagplejers fortjeneste, for hun er VIRKELIG genial.

Men hos dagplejeren må man også en masse andre ting, blandt andet må man selv smøre sin mad og de har nogen rutiner for, hvad han selv gør og hvad hun gør for ham. Se det kan udvikle sig til en kæmpe konflikt, når jeg så ikke lige har fuldstændigt styr på de rutiner. Det skete her for 10 min. siden.

Først var det smøret, så var det leverpostejen, så var det at skære brødet over, så var det ristede løg og det hele blevet protesteret mod i et lydniveau, så selv et heftigt høreværn ville komme til kort.

Jeg har oplevet med min lille snart 3 årige (som er barn nr. 4), at han lærer mig nogen ting om børn og opdragelse, som jeg aldrig tidligere har erfaret. Simpelthen fordi han er så sart i sanserne og fordi hans verden meget nemt bryder sammen og virker uoverskuelig for ham.

Med min lille Emil gælder almindelig “opdragelse” nemlig ikke, for han retter slet ikke ind til højre, når jeg beder ham om det. Og grunden har jeg netop konstateret. Det handler om, at tit hvis jeg siger til højre, så handler det om rutine, og slet ikke om, at jeg har overvejet grunden til at bede ham om, at rette ind til højre, inden jeg siger det. Jeg siger det simpelthen fordi, det har jeg altid sagt, og det var der måske også nogen der sagde til mig engang. Derfor siger jeg det! Det betyder også, at når jeg siger det, er jeg ikke autentisk, og når jeg ikke er autentisk, tja… så gider min mindste søn ikke lytte til mig.

Her før, da han gik helt bananas over mad rutinerne, der endte det med, at jeg måtte tage ham med ud af køkkenet og ud i bryggerset og finde en sut og forsøge at trøste ham. Han var helt rød i hovedet, og kunne slet ikke finde ro igen. Jeg stod og krammede ham, og sagde: “Så så så lille mand, jeg kan godt se du er ked af det, men det behøver du slet ikke være, så så lille mus, mor er her og passer på dig… osv. osv.” Men det hjalp ikke. For det jeg sagde, var sandheden – ja, men jeg var ikke “hos ham” og det kunne han mærke. Det har han nemlig alle dage kunnet mærke.

Jeg blev opmærksom på det, og tog en dyb dyb indånding, fandt ind i mig selv og bare holdte ham tæt ind til mig, mens jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning og om at være rolig, lige her og lige nu, sammen med ham og i balance og med tanker om, at han havde brug for, at jeg var i balance og autentisk, før han turde slippe sin vrede og stole på, at jeg rent faktisk også var her, til at guide ham – og passe på ham. Der gik 30 sekunder, så slappede han af. Trykkede sit hoved og øre helt ind til mit bryst og lyttede til mit åndedrag og hjerteslag. Det gjorde ham rolig. Og 2 minutter efter, ville han gerne spise sin mad igen.

Han kiggede op på mig, med tårer stadig hængende i øjnene og helt røde opkogte kinder og sendte mig et smil. Sådan et øjeblik som det, der forsvinder verdenen helt for mig, og jeg svæver med ind i de smukke blanke brune øjne og drømmer mig væk. Det er et stort øjeblik for mig, når jeg ser, at det jeg gør med min krop og min tilstedeværelse, kan lette mit barns frustration omkring verdens ulidelige lethed koblet op på et manglende sprog, på en sådan måde, at han finder mening og ro, til at fortsætte sin søgen efter svar på det liv, som han startede alt for tidligt.

Det er en kæmpe læring for mig, at have et barn som Emil, der ikke accepterer bullshit og kun reagerer på autensitet. Det gør mig til et bedre menneske, at have ham omkring mig. Jeg er virkelig heldig. <3<3<3

om at vælge..

…det være sig til eller fra…

Det her indlæg, har længe summet rundt i mine tanker, og jeg synes det er så ufatteligt svært at forholde mig, til lige netop det her med at vælge, til eller fra, at sige ja eller nej osv.

For det første tænker jeg, at ja er den nemme løsning, for når man siger ja, møder man andre med med en positiv tilgang og åbenhed. Man indvilliger i, at deltage i det man har sagt ja til, og andre forventer noget af en. Problemet opstår imidlertid, når man siger ja til noget, hvor man helst gerne ville have sagt nej, men man ikke “turde” sige nej, af frygt for, hvordan lige præcis det nej ville blive modtaget. Sådan har jeg haft det i mange mange år. Og jeg, og du kære læser, ved nok også godt inderst inde, hvorfor lige netop jeg havde det sådan, men hvis du ikke gør, så lad mig kort forklare her.

Når man oplever tidligt i sit liv, at blive tvunget til “ting” som man fornemmer er forkerte, men hvor man ikke har muligheden for at vælge det fra, så får man lidt “forstyrrelser” på den antenne som sender signaler til fornuftscentret i hjernen. Det jeg mener er, at man lærer, at det man troede var forkert pr. instinkt, bliver til en situation, hvor man bliver i tvivl om, om det i virkeligheden var rigtigt og dermed instinktet der var forkert. De forstyrrelser kan følge en langt hen i livet, fordi man ofte kan se sig selv stoppe op, og tænke: “altså, er det her rigtigt eller forkert og kan jeg overhovedet stole på stemmen i maven?”.

Jeg tror ikke på rigtigt eller forkert, som en parameter man kan måle efter, men jeg tror på, at vi alle har en stemme i maven, der fortæller os i det givne øjeblik om den udfordring eller opgave vi står overfor, er rigtig eller forkert FOR OS. Og stemmen i maven, kan ændre sig med tiden, således, at det der var rigtigt for mig engang, ikke længere er rigtigt for mig i dag. Det bevæger sig. Jeg tror det vigtigste er, at mærke efter her og nu.

For det andet, så er nej en afvisning. Så simpelt er det. Nej, er en afvisning til noget man ikke har lyst til, og nej bliver ofte ikke modtaget så skide godt, af den der modtager et nej. Og det er jo klart, på en eller anden måde. For når man spørger nogen om noget, og man så modtager et nej, så modtager man mellem linierne en afvisning af det forslag man kom med, og rigtig mange mennesker er ikke særligt gode til at modtage en afvisning/afslag. Måske er det bare fordi, de føler sig forkerte på grund af afslaget, men jeg tror også det handler om skuffelse og en øv-følelse over, ikke at kunne komme igennem med sit forslag. Lidt lige som en eksamen, hvor man dumper. Det er bare ikke fedt.

Jeg har tit denne snak med min datter, for hun bliver virkelig skuffet og ked af det, når hun får et nej. Og jeg forstår hende godt. Nej, er noget lort. BUM.

Men nej er i mine øjne også en kunst. For det kræver mod, at kunne og turde sige nej. Det kræver ofte også brede skuldrer, at stå ved sit nej. Og vigtigst af alt, så kræver det oprigtighed når man vælger nej som et svar, vel vidende at nej’et vil blive modtaget med modstand. Man skal mene sit nej, og man skal vide hvorfor man mener det. Og så skal man sige det. Altså sige fra.

Her er jeg så ikke den store kunstner, det indrømmer jeg gerne. I mange år sagde jeg ikke nej til nogen overhovedet, af frygt for at de ikke kunne lide mig hvis jeg sagde fra. Jeg lod mig udnytte i voldsom grad, og jeg sled mig selv op – indeni!

Men jeg besluttede mig en dag for, at det skulle jeg lære at blive bedre til. For min egen skyld, men også for mine børns skyld. For hvis ikke jeg blev bedre, så ville jeg ende med at have en masse børn, der ville være lige så dårlige til det som jeg var. Det ville være et katastrofe. Jeg besluttede mig og begyndte at sige fra.

I starten var jeg ikke skide god til det, fordi jeg fandt ud af, at der også er måder man kan sige nej på, og at et NEJ.BUM. som regel ikke var “godt nok”, eller det var det måske, men det blev ikke modtaget super godt. Det gav knubs. Mange knubs.

Jeg er sikker på, at problemet ikke kun handlede om måden jeg gjorde det på, men i særdeleshed også var påvirket af, at jeg altid havde sagt ja, og nu begyndte jeg konsekvent at sig NEJ.BUM. til ALT. Det kan jeg hilse og sige fra “én som har prøvet det”, at det var ikke skide populært. Tværtimod i virkeligheden. Jeg blev beskyldt for at skabe problemer. For at gøre mig uvenner med alle. For at være et dårligt menneske. For at være ubehagelig. For at være egoistisk. For at være uforskammet. I virkeligheden forsøgte jeg bare, at lytte lidt mere til mig selv, og passe på mig selv.

Alle disse reaktioner jeg modtog, gjorde mig rigtig ked af det. For inderst inde, ville jeg jo bare gerne have at ALLE skulle kunne lide mig. Men prisen for, at alle skulle kune lide mig var, at jeg skulle gå på kompromis med mig selv og mine følelser for at stille andre tilfredse. Var det virkelig meningen med livet, at andres lykke var vigtigere end min egen lykkefølelse?

Jeg er stadig ikke ekspert i at sige nej, og til tider kommer jeg stadig til at være sådan lidt for NEJ.BUM-agtig. Men jeg øver mig konstant på at blive bedre, og jeg tænker, at dem der modtager et nej, og har svært ved at modtage det uden at skabe drama, måske også skulle øve sig lidt. Hvis vi allesammen øver os lidt, bliver vi jo langsomt bedre til det, og måske kan vi slippe for alt det drama, mange skaber i forbindelse med modtagelsen af et nej, og i stedet blive bedre til at acceptere baggrunden for nej’et og huske, at personen der følte at et nej var rigtigst for dem, måtte hive lidt mod frem og være ærlig overfor sig selv, og sige fra. Nej er et svært valg, og det synes jeg man bør respektere – på lige fod med en god karakter for en projekt opgave.

Nej er ikke omkostningsfrit for den der siger det, men hvis nej er det mest rigtige, så skal man holde fast i sit nej. BUM!

Hvornår har du sidst sagt nej, og ment det?