Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

Posts Tagged ‘Bagage’

om at vælge at høre efter…

…og især til det lille barn som bor dybt inde i mig..

Denne historie handler om, at føle sig alene i verden, om at kæmpe med monstre og begrænsninger fra fortiden og om, at forsøge at gøre noget ved det – også selvom jeg føler mig helt alene i hele verdenen.

Jeg har begivet mig ud på en rejse, som jeg mente var på tide, og som jeg mente var den rigtige for mig. Jeg var klar og glædede mig vildt. Jeg havde til at starte med opbakning hjemmefra, men langsomt gik det op for mig, at uanset hvor meget jeg forberedte mig, så ville jeg blive nødt til at tage denne rejse alene.

Jeg tog afsted… Og begyndte rejsen med en lang aften i selskab med nogen fantastiske mennesker. Det var intenst og mange ting inspirerede mig vildt til, at det her var det rigtige.

Jeg blev grebet af stemningen, og jeg følte mig klar.

Men i løbet af dagen i dag, stod det klart for mig, at jeg måske slet ikke var så klar, som jeg gik og troede. Måske var destinationen slet ikke den rigtige for mig, og når jeg mærkede efter i mig selv, så var der dele af rejsen, som min krop reagerede kraftigt i mod. Den lille pige inde i mig SKREG så højt, at jeg flere gange vågnede i nat, og lå stille i mørket og tænke. Jeg forsøgte ikke at høre, for jeg havde også en fornemmelse af, at naturligvis ville den lille pige være bange, for hey, vi skulle springe balloner på størrelse med månen, og det ville være nogen høje brag der ville komme, så naturligvis ville hun stritte imod.

Men som tiden gik, og jeg kom det hele nærmere, måtte jeg bruge en livline og bede om hjæp, til at forstå det sprog den lille pige talte. Jeg blev klogere – og jeg er nu glad for at jeg lyttede. Min rejse tog en drejning, og jeg er nu tryg igen.

Jeg lyttede til mig selv, og respekterede mig selv og mine signaler. Det var stort for mig. Jeg fik sat nogen grænser, og nu rejser jeg videre. Åhhhr, hvor det føles godt.

om sort og hvidt….

…og om retssystemet og mennesker jeg aldrig kommer til at forstå…

Eller rettere…. om Zornig og Gisselbæk.

Denne dag har været ufattelig hård for mig. Rent faktisk startede jeg mit indlæg i eftermiddags, men kunne ikke finde ro i mine tanker til at skrive. Nu har jeg netop set dokumentaren “Min barndom i helvede” og jeg kæmper intenst med at finde ro i min vejrtrækning… Roen i tankerne er stadig ikke på plads, men ud skal det… så here it comes…

Min dag er blevet brugt som domsmand. Jeg mødte glad op, for jeg holder virkelig af mit borgerombud og de udfordringer det medfører i mine tanker. Jeg blev præsenteret for sagen, og måtte lige trække vejret en ekstra gang. Pædofili og blufærdighedkrænkelse.

Jeg vil ikke gå sagen igennem i detaljer, for det er ikke væsentligt. Det der er væsentligt, er de tanker jeg måtte arbejde med igennem dagen. Men meget kort fortalt: Manden var skyldig i blufærdighedskrænkelse og de forurettede var 4 piger på 13 (på gerningstidspunktet). Den ene var hans egen datter. Det forhold blev han dog ikke dømt for, da anklagemyndigheden ikke havde lavet sit arbejde godt nok.

I løbet af sagen, skiftede jeg frem og tilbage i mine meninger. Var det hans hensigt? Var det unormalt? Var det krænkelse? Var han patetisk? Var han retarderet? Var han pædofil? Havde han en afvigende seksuel adfærd? Havde han lavet opfordringerne med vilje? Var det en fejl? Var han et monster? Var han en sølle mand? Var han skyldig? Var det alvorligt nok til en domsfældelse, når datteren sagde, at han kiggede mærkeligt og ubehageligt på dem? Eller var det bare den helt vildt fine fornemmelse, som et barn er i besiddelse af, om at der er noget galt, inden denne fornemmelse bliver ødelagt af bør og skal, fortrængelse og overlevelse?

Jeg væmmes ved mig selv, over at jeg kunne tvivle. Jeg skammede mig, og huskede mig selv på, at det var voksne kloge mig, der var domsmand og ikke lille forurettede mig. Det var ikke min “hævn” der skulle tages, det var retfærdighed – intet andet. Og netop det faktum, bragte mig mere ud af fatning, end jeg havde troet, fordi jeg blev bekymret over, om jeg kunne finde på, at være sådan en, der ikke kunne skelne og lade min egen ulykke og bagage gå ud over, en måske slet ikke skyldig mand.

Dommeren var heldigvis god. Og jeg kunne i en pause tale med ham, og han var faktisk meget mere forudindtaget end jeg var.

Herefter skulle der procederes. Og der faldt alt på plads. Manden havde en sag i arkiverne (særakt) der var fundet frem, hvor han for RIGTIG mange år siden, var dømt for overgreb på en 4-årig dreng. Han var tidligere dømt i en delvis tilståelsessag for pædofili, og beviser viste klart og tydeligt, at han havde haft et forfærdeligt liv og en skrækkelig opvækst, og også en afvigende seksuel adfærd.

Vi fik ham dømt, og jeg fik trukket straffen op på dommerens max og fik mine argumenter om skærpende omstændigheder med i dommen – så jeg var tilfreds, på trods af vores meget ringe muligheder for at dømme rigtig hårdt på dette område.

4 timers domsmands arbejde væltede mig fuldstændigt, og jeg er naturligvis klar over hvorfor. Men dagen skulle vise sig, at forblive i denne del af mine tanker, da jeg ikke lige kunne slippe billederne, tankerne og minderne.

Men hvorfor så Zornig og Gisselbæk tænker du sikkert?

Jo, det skal jeg sige dig. Programmet med Lisbeth Zornig Andersen her til aften, fik mig endnu engang paralyseret. Fuldstændig. Jeg fulgte med hende i hendes rejse på svar, og jeg tænkte, at de svar hun kunne få, dem kunne jeg aldrig få.

Det gjorde ondt helt inde i.

Tanken om, aldrig at kunne konfrontere, gjorde ondt.

Men samtidig, så kunne jeg konstatere, at jeg var meget længere fremme i min udvikling, fordi mit monster forlængst er blevet omdannet til en sølle mand, der havde det langt værre end jeg nogensinde vil komme til at have det. For sådan er det. Jeg var en Gisselbæk, der blev udsat for overgreb, men jeg har tilgivet og har lært at vende min bagage til min force, til min drivkraft, til min livsglæde, til mit gå-på-mod – for jeg ved nemlig, at der vil aldrig være noget i dette liv, der kan ramme mig så hårdt, og få mig til at skamme mig så meget, som det jeg allerede har oplevet. Følelsen af, at det der skete, ikke var MIN skyld, men skyldes en mand der ikke vidste bedre, og som selv var skadet i sin opvækst, fjernede netop vægten på mine skuldre.

En anden tanke der slog mig hårdt var, at der var noget som kunne have stoppet smerten i mit liv langt tidligere. Noget som jeg ventede på i mange år, ja i år efter år og som aldrig skete, nemlig det at “nogen” havde læst mine signaler, og havde spurgt mig direkte ind til, hvad der var sket. Det kunne virkelig have reddet mig fra mange års selvpineri og dårligt selvværd. For jeg ventede jo bare. På at nogen skulle spørge. I en periode glemte jeg helt, hvad jeg skulle svare, hvis nogen spurgte. Men jeg ventede på, at nogen så mig. Det gjorde de bare aldrig.

Jeg endte med, at måtte se mig selv, og spørge mig selv.

Det hele er ikke så åbenlyst sort og hvidt. Det ved jeg godt. Det ved jeg nu. Og jeg navigerer derfor dagligt efter farverne, og elsker farverne.

Men jeg behersker selv kun sort og hvidt. Rent faktisk.

Farverne er til gengæld i min fantasi, min kreativitet, min energi, mit engagement, mine tanker, mit livsmod, mine børn, min (selv)kærlighed, min neglelak og min måde at hjælpe andre på. Men hos mig, i mine tanker om mig selv og mit liv, er det meste stadig bare sort og hvidt.

Tænk, min ældste søn troede engang, at min yndlingsfarve var hvid… Tænk engang. Det er sgu da helt sort snak.

I dag er jeg kommet til en erkendelse, at måske er jeg i virkeligheden selv, et af de mennesker jeg aldrig kommer til at forstå. Men jeg lover, at jeg holder aldrig op med at forsøge… ALDRIG!

om kasser og kreativitet…

..og at leve det f****** liv, præcis der hvor det er… for MIG og for DIG!!

Jeg har haft en anderledes opvækst end de fleste, og den vil jeg gerne dele med Jer. Ikke alt det kedelige, for det er i virkeligheden ikke interessant, men alt det, der faktisk har dannet mig og min tilgang til livet. Det er måske heller ikke interessant for dig, men hey, det her er MIT sted, og når det er interessant for mig, tja, så skriver jeg om det ;-)

Min mor døde jo… grumme ting var sket, bla bla bla… og så kom jeg på børnehjem… og senere på Fjordhøj. Fjordhøj var et kollektiv, hvor 2-3 par (voksne-agtige) havde valgt, at lave et socialpædagogisk sted til børn og unge, der af den ene eller anden grund ikke kunne bo hos deres forældre. Her var børn af rige som af fattige, børn af misbrugere og prostituerede, børn der var misbrugt og tævet, og børn der var ubegavet og begavet, børn der selv var misbrugere og børn der ikke var, børn der var kriminelle og børn der ikke var og børn ikke ville gå i skole og.. tja, så var der børn som mig og min (dengang) plejebror, som havde mistet vores forældre og derfor skulle bo her, til vi var klar til at flytte ud og klare os selv.

Fjordhøj var et fantastisk sted. Det lå ned til vandet ved Roskilde Fjord, og vi boede i et kæmpe kæmpe hus, midt i den skønneste natur. Vi havde dyr, hunde, katte, høns, heste, får og en klappe gris der hed Vagn. Vi havde halmfyr (noget fanden havde skabt) og vi knoklede derfor hver høst, med at fylde laden op med halm, så vi havde varme hele vinteren. Vi havde pligter, rengøring i huset hver dag, fodre dyr, rense halmfyr, smitte halm, udeprojekter og så var der mig, der havde en fast pligt med at vaske bil, hver gang jeg ikke overholdte aftalerne om komme-hjem tiderne. (Vi taler 2 store Ford transit med plads til henholdsvis 15 og 12 personer). Lad mig sige det sådan, vi havde ALTID rene biler :-)

Vi levede efter devisen “kontrol eller tillid”, kærlig konsekvens, regler og aftaler, frihed under ansvar og “du kan hvad du vil”. Når jeg oplevede begrænsninger, blev jeg mødt med venlighed og opfordringen “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du lappe cykel” eller “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du selv hænge lamper op, lad mig vise dig hvordan?”. Vi malede, syede tøj, havde jern- og træværksted, cykelværksted, køkkenhave og de skønneste rammer til at udfolde kreativitet. Og kreativitet blev belønnet.

Jeg adapterede ret hurtigt til den levevis, og jeg havde en god position. Jeg var en af de eneste piger, jeg havde boet der længe og jeg var klog og passede min skole, og var en man så op til. Jeg fik en rolle i livet på Fjordhøj, hvor jeg var en man lyttede til, og jeg var ofte den, der styrede vores “søndagsmøder” (20-25 personer der holdte møde og alt hvad der foregik og skulle foregå i huset), og det var naturligt for mig, at træde i karakter og sige min mening. Og jeg blev hørt.

Jeg hjalp de andre børn og unge – fagligt, socialt og venskabligt. Lærte dem alt hvad jeg indeholdt, og ville virkelig gerne hjælpe dem til et bedre liv. Og til gengæld passede de på mig, nogen forelskede sig i mig og andre blev bare mine aller bedste venner. Dengang.

Det liv og den opvækst gav mig så meget, at jeg ikke kan beskrive det. Men det tog også noget fra mig. Det gav mig mulighed for at blive den mønsterbryder jeg er i dag. Det gav mig mulighed for at lære, hvor i mig, jeg har det bedst. Det gav mig mulighed for at udfolde min kreativitet og det gav mig oplevelser rundt om i verdenen, som jeg aldrig ville have været foruden.

Det jeg ikke fik, var en familie. For den dag jeg flyttede, flyttede en anden ind. Og jeg var alene. Helt alene. Bevares, jeg har haft kærester og venner, men en familie havde jeg ikke. Min egen familie var langt væk og havde ikke været i mit liv meget længe, og derfor blev jeg opfattet som hende udefra. Og min “familie” på Fjordhøj, fortsatte jo, uden mig. Det var nok den primære årsag til, at jeg selv fik børn tidligt. Jeg savnede en familie og et sted at høre til. Og det er noget jeg er meget opmærksom på, i min egen lille familie, at sørge for, at mine børn forstår hvor stor en gave det er, at have en familie der er hos dig, uanset hvad og at have søskende, der er der for dig og en aktiv del af dit liv, uanset hvad.

Jeg ved, at nogen kalder venner for den familie man selv har valgt, jeg tænker anderledes omkring mine børn, for jeg vil gerne have de skal forstå, at den fælles historie, opbakningen til hinanden og biologien er vigtigere end om man er enige om alt. Man skal nemlig ikke være enige om alt, og man skal ikke nødvendigvis have samme interesser, for at kunne holde sine søskende ud. Man skal kunne sige til og fra, og være elsket lige meget af den grund, man skal acceptere og tolerere hinandens forskelligheder og man skal bakke hinanden op, uanset egen holdning. SÅDAN skal man være! (hvis du spørger mig!) Og det forsøger jeg at skabe, i mine egen lille familie. Det kræver et sæt spilleregler og dem skaber man sammen med børnene igennem hele deres opvækst. Man skal nemlig kende reglerne, for at kunne spille spillet. BUM!

Nåm, på Fjordhøj havde vi også spille regler – ellers kunne vi ikke leve 20-25 mennesker under samme tag, det siger jo ligesom sig selv. Men det var som om, at når man flyttede, så ophørte spillereglerne – stille og roligt forsvandt alle de mennesker, man gennem årene havde kendt.

Jeg brugte årene fra jeg flyttede “hjemmefra” som 16 årige, til at forsøge at passe ind i kasserne. Men det var så skide svært, for jeg følte ikke jeg hørte til nogen steder. Jeg har ikke opvokset med “forældre” der gik på arbejde fra 8-17 eller med “forældre” der hang foran fjernsynet så snart de havde fri. Jeg var ikke opvokset blandt akademikere, med fine stillinger og pænt tøj. Næh, på Fjordhøj var habitten en kedeldragt fra trælasthandlen eller en dejlig varm termotrøje fra Helly Hansen (sådan en havde ALLE – også mig). Vi havde alle gummistøvler og gummisko, og jeg som den eneste pige, ballerinasko og et pinkfarvet værelse.

Jeg ville være advokat. 13 år gammel. Det skulle jeg. Gymnasiet. Droppede ud. Arbejde. Fik børn. Uddannelse. Selvstændig. Uddannelse. Uddannelse. Arbejde. Og universitetet.

Jeg fandt studiet spændende, da det stimulerede min trang til at lære. Men jeg fandt det også nemt og snød derfor med læsningen. Det var ikke udfordrende nok. Jeg er dygtig, til alt jeg sætter mig for, og har haft fantastiske stillinger. Men jeg føler mig ikke hel der. Der mangler altid noget. Jeg elsker at arbejde, og især i stillinger hvor jeg kan få lov til at fordybe mig og lede andre på deres vej. Og jeg har svært ved at lade være med at arbejde, når først gnisten er tændt i mig. LOVE it! Men der mangler stadig noget. Og jeg ved nu, hvad det egentlig er.

På Facebook har jeg fundet meget af min mistede “familie” fra Fjordhøj – nogen er mere interessante end andre. Nogen har jeg formået at holde kontakten med siden jeg flyttede.  Men en fandt jeg for et halvt årstid siden og han vækkede noget i mig. Han var barn af en af de voksne, og var derfor ikke et skadet barn, men derimod et meget velfungerende menneske. Han var kreativ og som ung husker jeg ham som en, der bare var sig selv, på sine egne præmisser. På Facebook så jeg hvad han var blevet til. En kunstner. Se ham her. Når jeg kigger på de ting han har lavet, rejser hårene sig på armene af mig og jeg bliver varm om hjertet. Det er stort. Han skaber noget – som er smukt og ubeskriveligt. Han er gået efter sin passion i livet, og har holdt fast. Han skaber og er kreativ.

Jeg blev i dag meget påvirket af hans ydmyghed, når man roser hans værker. For han er ydmyg omkring det han kan og det han skaber. Og det rørte mig og satte tanke-motorvejen i gang.

Og hvad kan vi så bruge det til tænker I måske? Jamen for fanden da, livet er her og nu. Hvorfor skal vi puttes i bokse, hvis der er noget vi hellere vil – eller hvis boksen ikke passer, fordi den ikke kan sættes ovenpå den anden boks vi også er i. Hvorfor skal vi begrænse os? Kan vi ikke bare være lidt LEGO-agtige? De kan godt sættes sammen, selvom de ikke passer i størrelse. De behøver heller ikke være samme farve, bare du bliver glad for de bokse du har valgt.

Jeg er trådt ud af boksen og ud af forventningerne. Jeg vil leve mit liv. Hele mit liv. Jeg vil ikke spilde så meget som en dag mere af mit liv, på at være mellemfornøjet over mine valg i livet. Vi har altid et valg. Sælg huset. Skrid fra det hele. Sig NEJ til chefen. Elsk dig selv. Og lev dit liv. NU sgu! Vær din egen gode forældre. Ingen andre kan gøre jobbet så godt, som du selv kan.

Her er jeg nu. Og min hjerne popper ideer ud konstant, som en anden popcornsmaskine. Jeg har sedler i hele mit hjem med ideer, for jeg prøver ihærdigt at skrive dem ned, hver gang jeg får en ny ide. Jeg har besluttet, at alt hvad jeg kan, skal prøves af. Dur ikke næste, er mit motto, sammen med mit Pippi-gen “det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt!”. Og måske klarer jeg den, måske gør jeg ikke. Måske må vi flytte i en lille lejlighed og måske ikke. Det vigtigste er, at jeg er der, hvor jeg føler det rigtigt. Og det er lige her hvor jeg er nu.

Hvor er du?

om at se igennem tårerne…

…og især om at savne helt vanvittigt…

(Det her er nok det mest usammenhængende indlæg, du nogensinde kommer til at læse fra min hånd. Det er der naturligvis en ganske god forklaring på…)

Historien jeg vil fortælle, er en historie der har sat sig dybt i mig. Hvad der skete op til episoden, står lidt uklart, men historien foregik i 80′erne i Brøndby hvor der var bandekrig med rockerbander, det var normalt at drikke og ryge hvor man havde lyst, man brugte ikke sikkerhedsseler i bilerne og mottoet “lev stærkt, dø ung” var en kliche som ofte blev anvendt som en helt ok livsstil.

Dengang levede min mor alene med mig og min søster, hun havde skiftende kærester og mange venner. I dagene op til denne dag for 30 år siden, blev 2 af hendes nære venner begravet. Min søster og jeg blev passet, og min mor var i byen. Min søster var hos nogen venner. Jeg var hos min mormor og morfar, og lige den dag, ville jeg bare gerne hjem til min mor. Normalt elskede jeg at være hos min mormor og morfar, men noget i mig hungrede efter min mor.

Min mor ringede kl. 21.30 hjem til min mormor, og jeg tog som altid telefonen. Hun lød trist og glad på samme tid og jeg spurgte hende, om hun ikke ville hente mig. Min mor sagde, at jeg skulle blive hos mormor og morfar om natten og at vi kunne ses i morgen, men jeg fastholdt og sagde jeg ville hjem til hende. Jeg husker tydeligt den følelse jeg havde i kroppen, da tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg stille græd til min mor i telefonen: “jamen, jeg vil bare være hos dig mor” – men hun afslog og sagde hun skulle tale med min mormor. Det var sidste gang jeg talte med min mor, og siden den aften for 30 år siden har følelsen siddet i min krop, at jeg ville være hos min mor, fordi jeg kunne fornemme der var noget galt og fordi jeg havde brug for hende.

Efter min mormor havde talt med hende, trøstede hun mig og sagde at jeg ikke skulle være ked af det, for jeg kunne da få min mor i morgen. Men følelsen ville ikke slippe sit tag i mig, jeg ville have min mor. Den aften græd jeg mig i søvn. Jeg tror det var første gang i mit liv jeg græd mig i søvn, for jeg var normalt altid en glad og tryg pige, men den aften og nat gjorde noget ondt inde i mig. Det skulle senere vise sig, at få en fatal følge.

Historien ville det, at min mor og hendes kæreste kom op at skændes. Han ville køre, men hun bad ham blive. Hun tiggede ham. Men han ville ikke blive. Han kørte til trods for, at min mor havde sagt, at hvis han gik, ville hun tage sit eget liv. Han gik og efterlod hende.

Min mormor boede i en boligblok skråt væk fra min mor, og fra mit værelse hos min mormor (havde mit eget værelse, fordi jeg var der så tit jeg havde lyst) kunne jeg fra vinduet se hjem til min mor. Jeg vågnede kl. 01.00 om natten og sad og kiggede over til min mor. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, og jeg kunne se der var lys i stuen. Jeg overvejede at gå derhjem, men turde ikke fordi jeg var mørkeræd. I 30 år har jeg ønsket, at jeg dengang havde haft styrken til at gå efter min fornemmelse og til at overvinde min frygt. Men jeg var kun 8 år gammel.

Min mors kæreste ringede kl. 01.00 om natten hjem til min mormor og morfar. De sov, og min onkel tog telefonen, som hang ved siden af hans seng. Han var syg og havde voldsomt høj feber og forstod ikke hvad der blev sagt i telefonen. Min mors kæreste sagde til min onkel, at han blev nødt til at gå over til hans storesøster, fordi hun havde det skidt og havde truet med selvmord. Han svarede i telefonen, at han ikke kunne, da han var syg. Samtalen blev afbrudt. Min onkel forsøgte at kalde på min mormor, men hun hørte ham ikke. Jeg hørte ham. Jeg kunne ikke sove. Min onkel var så syg, at han faldt i søvn med telefonen i hånden.

Om morgenen pakkede jeg mine ting og sagde til min mormor at nu ville jeg gå hjem til min mor. Min mormor ringede til min mor, men der blev ikke svaret. Hun sagde jeg måtte vente til min mor ringede. Jeg sad og ventede ved telefonen, men den ringede ikke.

Vi gjorde klar til søndagsfrokost og havde netop sat os til bords. Telefonen ringede. Jeg fløj op, og råbte, det er mor, jeg skal hjem nu. Jeg tog telefonen. Den var en der stønnede i den anden ende, og ellers blev der ikke sagt noget. Jeg sagde flere gange hallo? og efter lidt tid blev der svaret: Giv mig morfar! samtalen blev afbrudt. Jeg vendte mig mod min mormor og morfar og sagde hvad der var sket. Telefonen ringede igen, og denne gang tog min morfar den. Han så meget mærkelig ud i hovedet og svarede kort: jeg kommer. Han gik.

Efter en time kom han tilbage. Mormor og jeg vidste ikke hvad der foregik og min onkel sov stadig. Min morfar tog mormor med ind i soveværelset og jeg kunne høre et kæmpe hjerteskærende skrig som jeg aldrig har hørt lignende siden. Min mormor skreg og græd. 10 min efter kom vagtlægen og gav hende en sprøjte.

Jeg sad alene i stuen. Jeg frøs og var bange. Jeg rystede. De kom ind i stuen, mormor, morfar og min mors kæreste. Mormor satte sig ved siden af mig. Hun snøvlede. De kiggede alle på mig og på hinanden. De sagde flere gange: men hun forstår det jo ikke. Mormor vendte sig mod mig, kiggede mig i øjnene og sagde: Din mor er død, men du forstår ikke hvad det betyder. Jeg kiggede tomt ud i luften og øjnene fyldtes med tårer. Jeg kæmpede for at se igennem tårerne, og halsen snørrede sig sammen. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg ville jo bare have min mor. Men hun var her ikke mere. Og jeg forstod det ikke – sagde de. Men jeg forstod det hele. Og jeg frøs indeni.

Alt herefter var kaos. Huset blev fyldt med gæster, og der var en summen. En summen af mennesker, der alle ville have en forklaring, der alle græd og der alle tænkte på dem selv og deres sorg. Jeg sad fuldstændigt forstenet og tænkte på, at jeg bare ville have min mors arme omkring mig, jeg ville have lov til at græde med mit hoved trykket helt ind i hendes bryst,  jeg ville dufte hende og jeg ville have hende til at passe på mig. Jeg græd indeni. Men beherskede mig, for jeg “forstod det jo ikke” – sagde de.

I dagene efter var jeg nede og lege – troede de. Men jeg gik over i opgangen hvor min mor boede og sad på dørmåtten og så den af politiet plomberede hoveddør. Jeg kiggede ind af brevsprækken og kunne dufte min mors duft. Jeg kaldte på hende – stille og forsigtigt. Jeg ønskede hun skulle åbne døren og lukke mig ind. Men hun åbnede ikke. Jeg sad der udenfor døren i mange timer, mange dage, flere uger efter. Hun åbnede aldrig.

I dag er det 30 års siden, at min mor valgte at tage sit eget liv.

Hendes skæbne blev som 26 årig at give efter for livets ubegribeligheder og efterlade 2 piger på 5 og 8 uden en mor. Selv om det har været uforståligt, har jeg accepteret, at det var hendes valg, truffet ud fra hendes sted i livet.

Men jeg har savnet hende vanvittigt hver eneste af de 10.950 dage der er gået siden da – og hvert år på dagen i dag, savner jeg hende ekstra meget. Jeg ville ønske jeg kunne få lov til, bare en eneste gang, at putte mig i hendes arme, med hovedet i hendes skød og føle mig tryg – og fortælle hende om alle mine bekymringer og glæder – fordi jeg savner, at nogen er MIN mor ♥

Min onkel levede resten af sit liv, med en forfærdelig skyldfølelse. Det var grusomt for ham, for natuligvis var det ikke hans skyld. Han tilgav aldrig sig selv, at han faldt i søvn, men jeg tilgav ham. Han døde i 2000. Han blev 36 år. Han hængte sig selv. Jeg fandt ham.

Min mormor kom sig aldrig over tabet af sin datter. Hun sørgede i mange år og helede aldrig. Hun gav alle skylden, tilmed sig selv. Men det var ingens skyld. At miste sit barn, må være grusomt. Men at miste sit barn til selvmord, må være meningsløst på en ganske ubeskrivelig måde. Hun tilgav aldrig min mor – sagde hun. Hun døde i 1999. Hun blev 62 år.

Det er første gang jeg skriver historien, men jeg har fortalt den en million gange (højt og i mit hoved) og jeg har gennemlevet følelserne en milliard gange. Jeg savner hende stadig hver dag. En del af mig, vil aldrig blive ældre end de 8 år, hvor jeg så inderligt hungrede efter min mors omsorg og varme, og hvor jeg græd stille og kæmpede for at se gennem tårerne, mens jeg udemærket vidste, at jeg aldrig ville få MIN mors kærlighed at føle igen.

Der findes stadig dage i mit liv, hvor jeg ville ønske jeg kunne tage min bil og køre hjem til min mor, få hendes arme omkring mig og bare græde. Velvidende, at alt nok skulle blive godt igen. Det er det værste savn.

I dag kan jeg ikke huske min mors stemme. Jeg kan huske hendes ord og hendes tone fra den sidste samtale jeg havde med hende, og jeg kan huske følelsen da tårerne stille trillede ned af mine kinder og jeg bare kunne fornemme at der var noget galt. Jeg husker stadig tydeligt, hvor svært det var at trække vejret, og hvor ondt det gjorde indeni mens jeg kæmpede for at se igennem tårerne…

RIP elskede mor – jeg savner dig vanvittigt!

om at blive overfaldet af svar…

…fra fortiden, det er den virkelighed som jeg befinder i mig i for tiden.

Det skyldes, at vi netop er flyttet og i den forbindelse har vi grovsorteret i vores gemmer, VIRKELIG med grovfilen!!!

Min barndom har således i mange mange år ligget gemt i kasser, tidligere i kælderen og senest på loftet – og nu på GENBRUGSPLADSEN.

Men inden jeg kunne komme så vidt, måtte jeg forholde mig til tingene og sortere i, hvad der kunne have en betydning for mig og som fortsat skulle gemmes. Og det er så her svarene kommer ind – mere om det.

I mit tidligere indlæg om selvmord beskriver jeg, hvordan jeg selv endte “derude” hvor jeg kun så en udvej på smerterne og problemerne. Men der er mange ting jeg ikke skrev om, i den forbindelse og der var mange ting, jeg ikke vidste før i weekenden. Det har virkelig skræmt mig og samtidig faldt alle brikkerne på plads for mig.

Min mor begik selvmord da jeg var bare 8 år gammel. Hun blev kun 26 år, og ingen har nogensinde været i tvivl om, at hendes selvmord var “et råb om hjælp!”. At vokse op med sådan en skæbne tæt på livet, har uden tvivl skadet mig tidligt i mit liv.

Jeg troede, at det var “arveligt” at have disse tanker, og jeg skrev opgave i 2.g på gymnasiet om selvmord – sådan en rigtig gåen i dybden opgave, hvor jeg interviewede en overlæge på Nordvang, med speciale i selvmord, og jeg interviewede 2 personer der havde forsøgt selvmord (den ene fra min egen familie). Jeg var optaget af emnet, fordi jeg ikke forstod, hvordan et menneske kunne vælge den udvej, og fordi jeg var bange for de tanker jeg selv havde. Jeg følte, at selvmord var en udvej, men jeg kunne aldrig forklare overfor mig selv hvorfor jeg havde det sådan. Jeg forstod det simpelthen ikke. Havde alle mennesker det sådan, eller var det kun mig? Og var det noget jeg havde arvet?

Jeg forsøgte, men fortrød – og heldigvis fik jeg hjælp og overlevede!

Efterfølgende blev det hængende i mig, at det var en løsning, men kriteriet for hvornår det var en mulighed var virkelig skubbet til kategorien “absolut ingen udvej tilbage”.

Jeg fik barn, og senere børn. Det blev min redning. Når tankerne meldte sig, var min trøst, at jeg ikke kunne drømme om, at lade mine børn vokse op uden en mor. Jeg ville ALDRIG udsætte dem for de vilkår jeg havde haft i livet, derfor var det ikke en mulighed.

I 20′erne på handelsskolen skulle jeg igen skrive en stor opgave i psykologi. Igen blev emnet selvmord. Min lærer, som var psykolog, var genial til at oplyse mig. Jeg fik 13 i min opgave og jeg tænkte, at om ikke andet så havde jeg da kunnet bruge mine oplevelser til at få en god karakter.

Jeg talte aldrig om tankerne, men i stedet kæmpede jeg for at skræmme dem væk når de meldte sig på banen. Jeg holdte fast i livet, fordi jeg ville livet, jeg elskede livet men var skæmt fra vid og sans af mine tanker.

Det hele kulminerede i 2000, da jeg fandt min onkel der havde hængt sig. Jeg kørte derud, fordi jeg fornemmede at der var noget der var galt. Han var uvenner med hans kæreste og hun havde ringet til mig. På vejen derud spillede de Savage Garden i radioen “Crash and Burn” og den sang var så sigende omkring mit forhold til min onkel. Selvom han havde gjort overgreb på mig, dengang han var 17 og jeg var 7, så elskede jeg ham. Jeg elskede ham, på en mærkelig måde. Jeg havde ondt af ham, og tænkte tit, at han måtte have det værre end jeg havde. HAN levede med at vide, at han havde gjort noget forfærdeligt. Jeg tænkte tit, at det måtte være hans straf i livet, og derfor følte jeg aldrig et behov for at han skulle straffes yderligere. Han havde virkelig ondt i livet. Det var sørgeligt, at være vidne til de sidste år i hans liv.

Jeg låste mig ind i hans lejlighed, vel vidende hvad der muligvis ville vente mig. Jeg havde ringet efter politiet inden jeg gik ind, men jeg måtte gå derind. Jeg håbede hele tiden at jeg tog fejl, at min fornemmelse om, at han var død var forkert. Men jeg tog ikke fejl, og jeg så ham hænge der. Livløs. Død. Jeg betragtede omgivelserne, og kunne se og fornemme, at han var afklaret omkring hans handling. Han havde røget en cigaret foran spejlet og havde sat den på filteret og havde ladet resten ryge op. Asken stod lige så fint op i luften. Han havde pænt tøj på. Og sko. Han havde set sig selv i spejlet, og besluttet at nu skulle det være slut. Så havde han gjort det.

Da jeg fandt ham, blev jeg lettet og ked af det på samme tid. Ked af det, fordi jeg elskede ham. Lettet fordi jeg hadede ham. Ked af det på hans børns vegne, for nu skulle de ligesom jeg, vokse op uden en af deres forældre. Lettet fordi, han ikke kunne skade flere mennesker nu. Ked af det fordi, intet menneske skal føle sig så forkert, at selvmord er en løsning. Lettet fordi jeg vidste, at han nu havde fået fred for hans smerter i livet. Ked af det fordi, nu ville jeg aldrig kunne få svar på HVORFOR? Lettet fordi jeg ikke længere skulle bekymre mig om ham. Ked af det fordi, jeg var bange for at jeg ville komme til at savne ham! Sikke et følelsesmæssigt kaos.

Årene efter var hårde. Og nu er jeg så her, 11 år efter og med indsigt i mit liv som aldrig før. For jeg fandt nogen svar i weekenden, som chokerede mig.

I kasserne med min barndom, lå en bunke breve fra min mormor. Jeg læste dem, et efter et og da jeg nåede det 10. brev måtte jeg stoppe, på trods af, at der nok lå 50 breve mere jeg kunne læse.

Ordene der stoppe mig og chokerede mig var: “det her er nok det sidste brev fra mormor” “hvis jeg overhovedet lever til din konfirmation” “jeg vil ikke være nogen til last” “jeg har ikke lyst til at leve mere” “der er ingen grund til at jeg er her” “alt jeg gør er forkert” og jeg kunne fortsætte…. Det chokerede mig, at opdage, at siden min mors død, var jeg blevet fodret med følelsen af, at selvmord var en løsning. Og det fra den kvinde i verden, som jeg elskede mest og som jeg betroede mig ALT. Jeg stolede på hende og jeg passede på hende.

Jeg bebrejder ikke min mormor, for hendes liv gjorde også ondt. Hun mistede sit barn på en forfærdelig måde, og jeg tror det gør grimme ting ved mennesker, at opleve de ting, som hun måtte opleve. Det er en smerte, som man aldrig slipper når det ender så meningsløst, og jeg ved, at min mormor ikke skrev de ting til mig, fordi hun ville skade mig. Selvom jeg blev skadet af det. Min mormor havde så ondt, at hun ikke kunne se ud over hendes egen smerte.

Men hvordan kan man bebrejde mine valg omkring selvmord, når man finder baggrunden. Hey, jeg fik det ind med modermælken sammen med den passive rygning. I dag er jeg hysterisk ikke-ryger og elsker livet.

Jeg er et MÆLKEBØTTE-BARN og jeg er stolt af det! Jeg går mod strømmen og leder konstant efter svar, i stedet for at stille spørgsmål. Jeg leder efter løsninger, i stedet for at skabe problemer. Og jeg går natteblind igennem mørket, og leder efter lyset.

Jeg er en stifinder! Og jeg opfordrer andre til at finde vej.

Jeg fik lige lovligt mange svar i weekenden, og det rystede mig voldsomt. Jeg er ikke længere bange for selvmord, for det bliver aldrig min løsning. Det er alt for nemt. Og livet er ikke nemt, den lektie HAR jeg lært!

De 10 breve fra min mormor blev gemt, resten blev smidt ud, uden at læse dem. Jeg havde ikke brug for flere svar – det jeg havde læst var nok. Nu vil jeg i stedet mindes hendes varme hjerte og omsorg, og sende hende glade tanker, FORDI hun netop skrev de breve, som kunne give mig svar på spøgelset ved navn selvmord her i mit voksenliv. Jeg takker hende for den indsigt hun har givet mig. Og jeg savner hende.

om at lade tankerne flyve i cyberspace..

…jeg sidder og tænker over, hvorfor jeg egentlig skriver blog. Hvorfor jeg egentlig vælger at offentliggøre mine tanker, og hvorfor jeg egentlig tror, nogen gider at læse om mine tanker.

Jeg har skrevet blog i mange år og jeg startede lidt i slipstrømmen på Nynne-bølgen, og havde dengang en tragikomisk tilgang til mit eget liv. Synes det var lidt for kliché agtigt, lidt for nemt, lidt for “typisk Janne-agtigt” og temmelig ustruktureret.

Jeg hyggede mig med det, og havde på et tidspunkt ret mange læsere. Men så blev jeg ramt af en boomerang, og noget jeg havde skrevet på min blog, blev brugt i mod mig på groveste vis. Samtidig fik jeg et arbejde, hvor jeg arbejde med nogen af samfundets hårdeste typer, og med et ikke helt usædvanligt efternavn, blev jeg enig med mig selv om, at det var på tide med lidt “anonymitet”. Jeg bloggede i stedet på min computer, og udgav aldrig indlæggene.

Jeg fandt ud af, at jeg havde “brug” for at skrive, fordi det gav mig en form for dialog med mig selv om mit liv og de valg jeg har truffet og dagligt træffer. Jeg bruger strengt taget min blogging til at analysere overfor mig selv, hvad jeg egentlig bruger mit liv til.

Til en klassefest for et år siden, sad jeg med en barndomsven og talte om facebook (han er IKKE på fb) og han spurgte mig: “hvorfor har du lyst til at skrive alle de ting om dig selv på nettet? Hvorfor føler du ikke det er privat?” Jeg slog hans spørgsmål lidt hen, men de fik aldrig sluppet mig helt – fordi, ja, hvorfor gør jeg egentlig det?

Spørgsmålet resulterede i, at jeg nærmest fik skriveblokering på fb, og min blog skulle i hvertfald ikke genoplives før jeg havde svaret. Og svaret søgte jeg længe. Hvad var mit svar egentlig? (Det kommer senere)

Bloggen fik dog liv igen i september, efter et skønt foredrag med Anne Deppe. “Kan blogging redde liv?” hed det. Anne gav mig svaret, hendes svar dog, men et svar jeg kunne bruge, og pludselig gav det hele mening for mig.

Når vi har det svært i vores liv, så googler de fleste af os, for at finde løsninger. Vi leder efter svaret, gerne andres svar, og vi søger en erkendelse af, at vi ikke er alene i verdenen med disse problemer. Og finder vi andre med samme problemer, så bliver det hele lige pludselig lidt nemmere for os, at leve med problemerne.

I 1991 mistede jeg min styrke et svagt øjeblik. Jeg tyede til den eneste problemløsning jeg kendte til. Denne løsningsmodel havde jeg fået ind med modersmælken, så hvordan skulle jeg dog kunne vide bedre? SELVMORD! Min mor gjorde det med piller, min bedstefar skød sig selv og min mors lillebror hængte sig selv (jeg fandt ham).

Jeg prøvede naturligvis også denne løsning, fordi livet gjorde alt for ondt. Jeg var 18 år og jeg kæmpede med at leve med skammen over, alt hvad der havde overgået mig i mit liv. Det gjorde ondt, så ondt som jeg ikke kan beskrive. Forestil dig den sværeste situation i hele dit liv, og så gang den med 100 – så ondt havde jeg, inden i. Og af mig selv. Hvorfor skulle alle disse ting ramme mig? og hvordan kunne jeg dog nogensinde rejse mig, når jeg skammede mig sådan? hvorfor skulle nogen nogensinde kunne elske mig?

Midt i tågerne kom styrken tilbage. Jeg ringede til min bedste veninde nogensinde og tiggede hende om hjælp. Problemet var blot, at vi sad 60 km fra hinanden, og hun havde svært ved at ligge røret på, for hvad gjorde hun, hvis kontakten forsvandt. Men hun var sej. Hun formåede, at få sendt en ambulance ud til mig, og jeg husker ikke mere end at jeg hørte hende stemme i den anden ende af røret, hvorefter jeg græd og sagde: “jeg er ikke fej – hjælp mig!”. Jeg klarede den, med hendes hjælp. Og jeg ved i dag, at jeg IKKE er fej. Jeg står smerterne igennem, for jeg har lært, at efter smerten kommer glæden og stolheden, og følelsen af, at kunne finde vejen ud af helvede.

Annes foredrag satte mange billeder i gang i mit hoved. Jeg ved, at havde jeg dengang haft muligheden for at google, og finde ud af, at jeg ikke var alene i verdenen med alle mine smerter, så havde jeg aldrig satset mit liv. Annes liv blev reddet via blogging, og det kunne mit også have været blevet – og hvem ved, måske kan jeg en dag redde liv, ved at fortælle min historie. Kan jeg hjælpe et menneske, så er det det hele værd.

Jeg besluttede derfor, at mit svar på spørgsmålet til dels var, at jeg ville lukke op for posen. Slut med ligegyldigheder og nynne-klichéer, nu er det den rå sandhed, det er mine oplevelser og mine tanker jeg deler, og det gør jeg fordi, jeg samtidig med chancen for, at kunne hjælpe andre, også rent faktisk hjælper mig selv og redder mit eget liv, ved hvert et blogindlæg. Så hvis du, kære læser har lyst, så del min blog med dem du føler kunne have brug for et kig ind i livet barske side. Det her er mit liv, tjaaa… men rent faktisk er mit liv nok ikke så skide meget forskelligt fra andres liv. Del løs, og kommenter. Please kommenter!

Og det sidste er vigtigt, det gik op for mig i dag. Jeg skal forsøge at forklare hvorfor. Anette Ellegaard har med bogen “superwoman er en følelse” lært mig en meget vigtig lektie, nemlig, at det ikke er unormalt at føle sig utilstrækkelig når vi betragter vores eget liv. Den følelse har jeg altid levet med. Det harmonerede ikke helt med, at mange af mine veninder og venner ofte betragtede mig som stærk og overskudsagtig. Mit og manden forhold blev betegnet som “det perfekte forhold” (de skulle bare vide) og vores hjem som fantastisk og noget man stræbte efter at efterligne. Og jeg forstod det slet ikke. For sådan opfattede jeg det jo ikke. Og jeg har ALDRIG forsøgt, at foregive at være noget, jeg ikke er. Men jeg forstod, at måske handlede det mere om mig selv, end det handlede om dem der betragtede.

Her, efter jeg bloggede om min bagage og følelsen af ensomhed har mit liv taget en drejning. Jeg har fundet min indgangsvinkel, til den bog jeg altid har drømt om at skrive, og samtidig med det, har jeg fået så ufatteligt mange beskeder og kommentarer, fra mennesker der beskriver hvordan de opfatter mig, min historie, mine tanker og min måde at takle livet på. Og DET harmonerer SLET ikke med min følelse. For jeg føler mig ikke stærk og jeg føler mig ikke modig – jeg ved, jeg er ærlig og jeg ved, at jeg ikke søger medlidenhed – jeg søger derimod forståelse og accept, for at være den jeg er, med den baggage jeg nu engang har. Og jeg har fundet ud af i dag, at JERES betragtninger styrker mit selvværd. Og DET er vigtigt for mig.

Så i dag kom svaret, jeg bliver stærkere og mere stolt af mig selv, på grund af jer og jeres kommentarer. Så giv mig lidt tilbage, hjælp mig med at føle mig, som den du læser jeg er, ikke rygklapperi, bare din ærlige mening. Jeg har brug for det <3

Så lover jeg til gengæld, at fortsætte med at lade tankerne flyve :-)

 

om dagen derpå…

..ja, for det måtte jo komme…

Og det er så i dag, smag lige på den!

Jeg startede min dag med en lang gåtur på stranden i storm og regn. Vandet var helt sort og himlen var mørkegrå. På bølgetoppene var der hvidt skum og bølgerne var høje. Jeg gik og kiggede ud over vandet, og pludselig slog det mig, at jeg egentlig følte mig bange for vandet, fordi de så så faretruende ud.

Jeg forestillede mig, at jeg lå derude i mørket og kæmpede i de voldsomme bølger for min overlevelse. Det gav en god parallel til mit liv og min historie, for hvad nytter det at kunne svømme, hvis bølgerne er så høje og kraftige at du ikke kan komme nogen vegne. I sådan en situation må man træde vande, og her får du min version af, hvad jeg fik ud af den betragtning.

Jeg tænker, og hold nu fast, for det her er nok liiiidt sort, men jeg tænker, at da jeg for 4 år siden gik hos en psykolog endelig fortalte hende om min bagage - der lærte jeg at “svømme”. Jeg lærte, at jeg var ok, at det ikke var min skyld, og at jeg selv kunne vælge at svømme i land. Selvom jeg lærte at svømme, gjorde det jo ikke at bølgerne blev mindre eller forsvandt. Jeg måtte derfor lære mig selv at træde vande, og det er faktisk en rigtig god ting at kunne.

For det at træde vande, er i min verden det samme som at overleve. Som at lære at leve med, hvad livet end har bragt os og få det bedste ud af tiden vi har. Det vi har oplevet, kan vi ikke tage væk, men vi kan selv sørge for, at ligge vores fokus et andet sted og glædes over nuet og udsigten til fremtiden.

Der er ingen der bryder sig om at få vand i skoene, når bølgerne kommer skyllende op på land og man går i strandbredden, men handler det i virkeligheden ikke om, at man har de forkerte sko på til lejligheden?

Efter min offentliggørelse i aftes, er der en masse der er faldet på plads i mig. Nu er det ikke længere min opgave at bære på oplevelserne, for nu har jeg delt dem med Jer. Min opgave er i stedet, at være stifinder og vejviser, og dermed hjælpe andre med at gøre sig fri af deres oplevelser og så de kan svømme i land og blive glade for livet. Jeg kan hjælpe dem ud af mørket, det er jeg bevidst om, og jeg drømmer om, at det er noget jeg gerne vil gøre…

I dag har jeg modtaget mange mails og private beskeder. Beskederne gør mig glad. Det var ikke det at offentliggøre det, der gjorde mig glad og fri, men netop følelsen af, at jeg har givet andre med lignende oplevelser mulighed for at se, at de ikke er alene. Vi er mange – på få timer har jeg fået 9 mails! Og det er forfærdeligt hvad der står i disse mails, men det er samtidig også fantastisk, fordi 9 mennesker har fået modet til at gå det første skridt mod at lære at svømme. Nu er det deres tur til at træde vande, indtil bølgerne lægger sig, og de kan svømme i land, præcis som jeg gjorde det i aftes.

Og på min gåtur i dag, havde jeg forberedt mig mod bølgerne og vand i skoene. Jeg havde nemlig gummistøvler på. Jeg fik ikke våde tær og jeg følte mig gladere end nogensinde. Jeg har fundet min røde tråd og min indgangsvinkel til, at give fra mig.

Jeg har det mærkeligt over, at nu er min historie officiel, og jeg har dagen igennem undret mig lidt over mit eget mod. For hvor fanden kom det fra?

om ensomhed…

…og desperate housewifes!

Jeg finder det virkelig mærkeligt, at jeg er så naiv at jeg falder for deres fælder hver gang. Også denne gang, tog de et hårdt emne op, nemlig overgreb i barndommen. Jeg ved, at hvis min hr. Mand læser med, så krummer han hans tæer af frygt for, hvad jeg nu finder på at skrive, for MAAAAAN kunne jeg smide en bombe her – og måske gør jeg det alligevel.

Hvis nogen har oplevet overgreb i barndommen og ungdommen, så er det mig. Årene fra jeg var 7 – 15 kunne jeg sagtens have været foruden, men jeg har lært mig selv disse forfærdelige oplevelser jo netop også en del af MIG, og hvem havde jeg været i dag, hvis ikke jeg havde gået de rædselsfulde ting igennem. (Måske et lidt mindre komplekst menneske, med knap så dybe tanker!)

Min mor begik selvmord da jeg var 8, og jeg var desværre ikke så heldig at der var nogle voksne mennesker der følte, at hende må vi hellere passe rigtig godt på. De voksne kom heller ikke senere i mit liv. Og jeg savner stadig tanken om, at nogen ville tage sig af mig og passe på mig – andre end min mand. Jeg har derfor måtte klare mig uden voksne rollemodeller, og selv finde ud af, hvad der var rigtig og forkert. Det er sgu ikke nemt, i så ung en alder at påtage sig det ansvar.

Jeg er før min mor døde blevet misbrugt (seksuelt) af en person jeg stolede på og så op til. Jeg blev truet til tavshed, oplevede hvordan mine grænser blev ikke eksisterende og hvor hurtigt jeg kunne fortrænge det skete. Jeg græd da han døde, ikke fordi han var død af selvmord, for det var i virkeligheden det bedste for ham, men fordi nu ville jeg aldrig kunne få besked om HVORFOR?

Jeg har oplevet en form for overgreb, da jeg som 13 årig til en fest blev drukket så fuld, at jeg efterfølgende vågnede på en mark (jeg boede på landet) med tøjet revet af, og kroppen tydeligvis havde udsat for et forsøg på… Ja, jeg kan sgu ikke skrive det. Jeg ved godt hvem han var, men jeg tror ikke han selv er klar over, at jeg i bedøvelsens rus flere gange forsøgt at sige nej!

Jeg har accepteret, at blive låst inde og blive behandlet ufatteligt dårligt (seksuelt) et sted i København som bare 14 årig. Måske kan du forestille dig, hvad det gør ved en 14 årig piges selvværd, og hvis ikke, så kan jeg fortælle dig det er et mareridt. Også det kunne fortrænges, fordi hjernen har en fantastisk funktion, der beskytter os mod ting der er så ubærlige at leve med, at det er bedre at glemme det, og lade som om, det ikke er sket.

Jeg har trådt forkert, i mit mål om at søge grænser. Har jeg trådt dig over tæerne, så undskyld, det var ikke med vilje, jeg vidste ikke bedre, for hvordan kunne jeg det? Jeg har været en klovn til at sige nej, men jeg lærer stadig!

Jeg har en sindssyg underlig (bizar) tanke om, at der var en grund til, at det lige netop var mig der skulle disse ting igennem, og grunden er, at jeg angiveligt må være bygget af kryptonit, eller måske bare noget andet der gør, at jeg ikke bliver ødelagt, men finder en vej ud af traumet og op på hesten igen. Ja, undskyld, men det er første gang jeg skriver det her offentligt, og jeg er skrækslagen for at udgive det, men jeg har besluttet, at jeg gør det. Jeg tror nemlig på en måde, at jeg er “udvalgt” til at give andre håb, og at det er min opgave, at vise andre at der er en vej i mørket. Meget paradoksalt, så ser jeg skide dårligt i mørket, og jeg kan nærmest ikke køre bil i mørke, men at finde vejen UD af mørket, det kan jeg.

Udover overgreb har jeg mødt skræmmende mange udfordringer i mit voksen liv, og heldigvis har jeg haft min hr. Mand at læne mig op af gennem de fleste udfordringer. De sidste 4 år, har været ekstremt voldsomme, idet udfordringerne i de år har drejet sig om vores børn. 2 med sukkersyge (på nu 14 og 18), en der er børneinkontinens (på 6) og en der er født 13 uger for tidligt (min 2 årige) og som følge heraf har det rigtigt svært med sanseindtryk. Og tænk sig, de sidste 4 års udfordringer, gør meget mere ondt på mig, end de overgreb jeg har været igennem på min egen krop. Det er sgu da mærkeligt!

Hold da op jeg kom vidt omkring. Det jeg egentlig ville frem til med alt det her, er egentlig ikke at opnå medlidenhed – nej, jeg har brug for at sige det højt, og jeg ønsker at bruge mine erfaringer og give noget af det jeg har lært og det jeg kan videre. Fordi uanset hvilke udfordringer jeg har mødt, har jeg formået at finde energien frem til at overkomme dem og finde en vej ud.

Jeg er en mønsterbryder – og det jeg KAN, er sådan noget mønsterbrydere GØR!

Der er mange andre ting jeg ikke kan, men at bryde mønstre (særligt sociale), det kan jeg!

Jeg har altid drømt om at skrive en bog om lige netop det her, og jeg har rigtig mange tekster liggende, som jeg har skrevet gennem årene. En dag samler jeg måske det hele, og ser om jeg kan bruge det til at hjælpe andre – men mit problem er, at jeg hvergang tænker, det her gider folk sgu da ikke læse om, drop det! Og så dropper jeg det og trøster mig selv med: “om ikke andet, så har det at skrive det ned, været god og billig terapi”.

Jeg betragter det at skrive, som en form for “de-briefing” hvor jeg får samlet mine oplevelser og analyseret på det, og finder ud af, hvordan jeg egentlig har det med alt det jeg har oplevet. Sommetider føles det virkelig ensomt, at have en bagage med sig, som jeg har – og da Chris McDonald kom med sin bog, blev jeg lidt ked af det, for han havde snuppet min titel til min bog, nemlig “Du er ikke alene”.

For jeg ved godt, midt i al ensomheden, at jeg ikke er alene. Jeg er ikke den eneste – desværre. Men måske er jeg én blandt de få, som har formået at vende oplevelserne, hvor grusomme de end måtte være, til en mulighed for, at blive endnu mere glad for livet.

For jeg elsker livet… just love living!

Jeg sidder nu og tænker, skal, skal ikke, skal, skal ikke… Måske fjerner jeg lige netop det her indlæg igen, for jeg ved ikke helt om jeg tør…

Vi får se, hvor længe det får lov at blive..

om ikke at have villet være foruden…

…ja, det er så sandt som det er skrevet. For jeg ville ikke have været foruden én eneste ting i mit liv, og det siger faktisk ikke så lidt!

Jeg blev inspireret af Nadia‘s historie her og skrev sådan til hende på facebook:

Følelsen af angst for at miste et barn, sidder i din krop for altid. Her bliver mærkedage i stedet til milepæle, og angsten overvindes så småt at følelsen af “vi klarede den sgu”. Frygten for, at de ikke bliver “normale” overtager den sunde fornuft, og som tiden går, lærer vi, at fokusere på det fantastiske i vores barn, fremfor at sammenligne barnet med alle andres børn.

Vores Emil er nummer 4 ud af 4, og han blev født 13 uger for tidligt. Han blev genoplivet umiddelbart efter fødslen. Han er nu 2 år, 3 måneder, 22 dage og 13 timer. Han var sølle 1100 gram og 35 cm, og slet ikke klar til livet. Han levede hud mod hud i 6 måneder, i specielle slynger til VIRKELIG små børn, og han lå på mig mindst 20 timer i døgnet, de første 2 måneder af hans liv. Slyngerne og min omsorg er årsagen til, at Emil klarede sig fantastisk igennem det traumatiske forløb.

Det er den hårdeste oplevelse jeg nogensinde har haft, men kunne jeg gøre det om igen, ville jeg gerne opleve det samme. Det har nemlig øget min bevidsthed og min rolle i livet og funktionen som mor og det har givet mig en indsigt og en fornemmelse for mine børn, jeg ikke vil have været foruden. Jeg troede jeg vidste meget om børn, som mor til 4, men da det kom til stykket vidste jeg meget lidt. Jeg skriver ikke for at fjerne fokus fra din historie, men for at fortælle dig, at du er IKKE alene. Og fordi, du er STÆRK, at du er kommet frem til den erkendelse.

Da jeg kom frem til min, sagde jeg det ikke højt i lang tid. En dag tog jeg mod til mig, og sagde til min mand, at uanset hvor mærkeligt det lød, så var jeg glad for at Emil blev født så tidligt. Også selvom det kostede mig mit job, vores hus og økonomisk ruin. Hey, det er bare penge!!

Nogen vil sige “det kan hun sagtens sige, for Emil er jo ikke hjerneskadet i dag” – og nej, det er Emil ikke. Men Emil er så meget andet, og jeg har lært at elske ham som den han er, og ikke elske forestillingen om at have perfekte børn. Det var et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for JANNE!!

Men ja, vi er den vi er i dag, fordi vi har oplevet det vi har! Vi har så meget at give videre, og det skal gives videre. Det er den sande værdi i vores samfund! Ikke økonomi, betalingsring eller andet gejl der fylder dagspressen, nej, vores erfaringer og overskud! Det kan nemlig redde liv!

Og jeg mener det. Jeg er Janne, med masser af oplevelser i bagagen – nogen virkelig skrækkelige og andre hårde og krævende. Alle disse oplevelser har medført nye positive oplevelser om, hvordan man kommer over på den anden side efter overgreb, overfald, svigt, savn, sorg og sygdom. Hvordan man tilgiver, bliver lykkelig og lever i nuet.

Når jeg kan, så kan alle.

Jeg har levet “så godt jeg kunne” og der findes kun enkelte ting, jeg ville gøre om hvis jeg kunne. Alt andet er accepteret og implementeret i fænomenet “MIG” – og sådan skal det være.

Husker du også at være “DIG”, med alt hvad det indebærer? Husk, din smerte har ikke været til for ingenting – brug dine erfaringer og giv dem videre. Så er smerten ikke så stor at bære længere.