Posts Tagged ‘Bagage’

om at vælge at høre efter…

…og især til det lille barn som bor dybt inde i mig..

Denne historie handler om, at føle sig alene i verden, om at kæmpe med monstre og begrænsninger fra fortiden og om, at forsøge at gøre noget ved det – også selvom jeg føler mig helt alene i hele verdenen.

Jeg har begivet mig ud på en rejse, som jeg mente var på tide, og som jeg mente var den rigtige for mig. Jeg var klar og glædede mig vildt. Jeg havde til at starte med opbakning hjemmefra, men langsomt gik det op for mig, at uanset hvor meget jeg forberedte mig, så ville jeg blive nødt til at tage denne rejse alene.

Jeg tog afsted… Og begyndte rejsen med en lang aften i selskab med nogen fantastiske mennesker. Det var intenst og mange ting inspirerede mig vildt til, at det her var det rigtige.

Jeg blev grebet af stemningen, og jeg følte mig klar.

Men i løbet af dagen i dag, stod det klart for mig, at jeg måske slet ikke var så klar, som jeg gik og troede. Måske var destinationen slet ikke den rigtige for mig, og når jeg mærkede efter i mig selv, så var der dele af rejsen, som min krop reagerede kraftigt i mod. Den lille pige inde i mig SKREG så højt, at jeg flere gange vågnede i nat, og lå stille i mørket og tænke. Jeg forsøgte ikke at høre, for jeg havde også en fornemmelse af, at naturligvis ville den lille pige være bange, for hey, vi skulle springe balloner på størrelse med månen, og det ville være nogen høje brag der ville komme, så naturligvis ville hun stritte imod.

Men som tiden gik, og jeg kom det hele nærmere, måtte jeg bruge en livline og bede om hjæp, til at forstå det sprog den lille pige talte. Jeg blev klogere – og jeg er nu glad for at jeg lyttede. Min rejse tog en drejning, og jeg er nu tryg igen.

Jeg lyttede til mig selv, og respekterede mig selv og mine signaler. Det var stort for mig. Jeg fik sat nogen grænser, og nu rejser jeg videre. Åhhhr, hvor det føles godt.

om sort og hvidt….

…og om retssystemet og mennesker jeg aldrig kommer til at forstå…

Eller rettere…. om Zornig og Gisselbæk.

Denne dag har været ufattelig hård for mig. Rent faktisk startede jeg mit indlæg i eftermiddags, men kunne ikke finde ro i mine tanker til at skrive. Nu har jeg netop set dokumentaren “Min barndom i helvede” og jeg kæmper intenst med at finde ro i min vejrtrækning… Roen i tankerne er stadig ikke på plads, men ud skal det… så here it comes…

Min dag er blevet brugt som domsmand. Jeg mødte glad op, for jeg holder virkelig af mit borgerombud og de udfordringer det medfører i mine tanker. Jeg blev præsenteret for sagen, og måtte lige trække vejret en ekstra gang. Pædofili og blufærdighedkrænkelse.

Jeg vil ikke gå sagen igennem i detaljer, for det er ikke væsentligt. Det der er væsentligt, er de tanker jeg måtte arbejde med igennem dagen. Men meget kort fortalt: Manden var skyldig i blufærdighedskrænkelse og de forurettede var 4 piger på 13 (på gerningstidspunktet). Den ene var hans egen datter. Det forhold blev han dog ikke dømt for, da anklagemyndigheden ikke havde lavet sit arbejde godt nok.

I løbet af sagen, skiftede jeg frem og tilbage i mine meninger. Var det hans hensigt? Var det unormalt? Var det krænkelse? Var han patetisk? Var han retarderet? Var han pædofil? Havde han en afvigende seksuel adfærd? Havde han lavet opfordringerne med vilje? Var det en fejl? Var han et monster? Var han en sølle mand? Var han skyldig? Var det alvorligt nok til en domsfældelse, når datteren sagde, at han kiggede mærkeligt og ubehageligt på dem? Eller var det bare den helt vildt fine fornemmelse, som et barn er i besiddelse af, om at der er noget galt, inden denne fornemmelse bliver ødelagt af bør og skal, fortrængelse og overlevelse?

Jeg væmmes ved mig selv, over at jeg kunne tvivle. Jeg skammede mig, og huskede mig selv på, at det var voksne kloge mig, der var domsmand og ikke lille forurettede mig. Det var ikke min “hævn” der skulle tages, det var retfærdighed – intet andet. Og netop det faktum, bragte mig mere ud af fatning, end jeg havde troet, fordi jeg blev bekymret over, om jeg kunne finde på, at være sådan en, der ikke kunne skelne og lade min egen ulykke og bagage gå ud over, en måske slet ikke skyldig mand.

Dommeren var heldigvis god. Og jeg kunne i en pause tale med ham, og han var faktisk meget mere forudindtaget end jeg var.

Herefter skulle der procederes. Og der faldt alt på plads. Manden havde en sag i arkiverne (særakt) der var fundet frem, hvor han for RIGTIG mange år siden, var dømt for overgreb på en 4-årig dreng. Han var tidligere dømt i en delvis tilståelsessag for pædofili, og beviser viste klart og tydeligt, at han havde haft et forfærdeligt liv og en skrækkelig opvækst, og også en afvigende seksuel adfærd.

Vi fik ham dømt, og jeg fik trukket straffen op på dommerens max og fik mine argumenter om skærpende omstændigheder med i dommen – så jeg var tilfreds, på trods af vores meget ringe muligheder for at dømme rigtig hårdt på dette område.

4 timers domsmands arbejde væltede mig fuldstændigt, og jeg er naturligvis klar over hvorfor. Men dagen skulle vise sig, at forblive i denne del af mine tanker, da jeg ikke lige kunne slippe billederne, tankerne og minderne.

Men hvorfor så Zornig og Gisselbæk tænker du sikkert?

Jo, det skal jeg sige dig. Programmet med Lisbeth Zornig Andersen her til aften, fik mig endnu engang paralyseret. Fuldstændig. Jeg fulgte med hende i hendes rejse på svar, og jeg tænkte, at de svar hun kunne få, dem kunne jeg aldrig få.

Det gjorde ondt helt inde i.

Tanken om, aldrig at kunne konfrontere, gjorde ondt.

Men samtidig, så kunne jeg konstatere, at jeg var meget længere fremme i min udvikling, fordi mit monster forlængst er blevet omdannet til en sølle mand, der havde det langt værre end jeg nogensinde vil komme til at have det. For sådan er det. Jeg var en Gisselbæk, der blev udsat for overgreb, men jeg har tilgivet og har lært at vende min bagage til min force, til min drivkraft, til min livsglæde, til mit gå-på-mod – for jeg ved nemlig, at der vil aldrig være noget i dette liv, der kan ramme mig så hårdt, og få mig til at skamme mig så meget, som det jeg allerede har oplevet. Følelsen af, at det der skete, ikke var MIN skyld, men skyldes en mand der ikke vidste bedre, og som selv var skadet i sin opvækst, fjernede netop vægten på mine skuldre.

En anden tanke der slog mig hårdt var, at der var noget som kunne have stoppet smerten i mit liv langt tidligere. Noget som jeg ventede på i mange år, ja i år efter år og som aldrig skete, nemlig det at “nogen” havde læst mine signaler, og havde spurgt mig direkte ind til, hvad der var sket. Det kunne virkelig have reddet mig fra mange års selvpineri og dårligt selvværd. For jeg ventede jo bare. På at nogen skulle spørge. I en periode glemte jeg helt, hvad jeg skulle svare, hvis nogen spurgte. Men jeg ventede på, at nogen så mig. Det gjorde de bare aldrig.

Jeg endte med, at måtte se mig selv, og spørge mig selv.

Det hele er ikke så åbenlyst sort og hvidt. Det ved jeg godt. Det ved jeg nu. Og jeg navigerer derfor dagligt efter farverne, og elsker farverne.

Men jeg behersker selv kun sort og hvidt. Rent faktisk.

Farverne er til gengæld i min fantasi, min kreativitet, min energi, mit engagement, mine tanker, mit livsmod, mine børn, min (selv)kærlighed, min neglelak og min måde at hjælpe andre på. Men hos mig, i mine tanker om mig selv og mit liv, er det meste stadig bare sort og hvidt.

Tænk, min ældste søn troede engang, at min yndlingsfarve var hvid… Tænk engang. Det er sgu da helt sort snak.

I dag er jeg kommet til en erkendelse, at måske er jeg i virkeligheden selv, et af de mennesker jeg aldrig kommer til at forstå. Men jeg lover, at jeg holder aldrig op med at forsøge… ALDRIG!

om kasser og kreativitet…

..og at leve det f****** liv, præcis der hvor det er… for MIG og for DIG!!

Jeg har haft en anderledes opvækst end de fleste, og den vil jeg gerne dele med Jer. Ikke alt det kedelige, for det er i virkeligheden ikke interessant, men alt det, der faktisk har dannet mig og min tilgang til livet. Det er måske heller ikke interessant for dig, men hey, det her er MIT sted, og når det er interessant for mig, tja, så skriver jeg om det ;-)

Min mor døde jo… grumme ting var sket, bla bla bla… og så kom jeg på børnehjem… og senere på Fjordhøj. Fjordhøj var et kollektiv, hvor 2-3 par (voksne-agtige) havde valgt, at lave et socialpædagogisk sted til børn og unge, der af den ene eller anden grund ikke kunne bo hos deres forældre. Her var børn af rige som af fattige, børn af misbrugere og prostituerede, børn der var misbrugt og tævet, og børn der var ubegavet og begavet, børn der selv var misbrugere og børn der ikke var, børn der var kriminelle og børn der ikke var og børn ikke ville gå i skole og.. tja, så var der børn som mig og min (dengang) plejebror, som havde mistet vores forældre og derfor skulle bo her, til vi var klar til at flytte ud og klare os selv.

Fjordhøj var et fantastisk sted. Det lå ned til vandet ved Roskilde Fjord, og vi boede i et kæmpe kæmpe hus, midt i den skønneste natur. Vi havde dyr, hunde, katte, høns, heste, får og en klappe gris der hed Vagn. Vi havde halmfyr (noget fanden havde skabt) og vi knoklede derfor hver høst, med at fylde laden op med halm, så vi havde varme hele vinteren. Vi havde pligter, rengøring i huset hver dag, fodre dyr, rense halmfyr, smitte halm, udeprojekter og så var der mig, der havde en fast pligt med at vaske bil, hver gang jeg ikke overholdte aftalerne om komme-hjem tiderne. (Vi taler 2 store Ford transit med plads til henholdsvis 15 og 12 personer). Lad mig sige det sådan, vi havde ALTID rene biler :-)

Vi levede efter devisen “kontrol eller tillid”, kærlig konsekvens, regler og aftaler, frihed under ansvar og “du kan hvad du vil”. Når jeg oplevede begrænsninger, blev jeg mødt med venlighed og opfordringen “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du lappe cykel” eller “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du selv hænge lamper op, lad mig vise dig hvordan?”. Vi malede, syede tøj, havde jern- og træværksted, cykelværksted, køkkenhave og de skønneste rammer til at udfolde kreativitet. Og kreativitet blev belønnet.

Jeg adapterede ret hurtigt til den levevis, og jeg havde en god position. Jeg var en af de eneste piger, jeg havde boet der længe og jeg var klog og passede min skole, og var en man så op til. Jeg fik en rolle i livet på Fjordhøj, hvor jeg var en man lyttede til, og jeg var ofte den, der styrede vores “søndagsmøder” (20-25 personer der holdte møde og alt hvad der foregik og skulle foregå i huset), og det var naturligt for mig, at træde i karakter og sige min mening. Og jeg blev hørt.

Jeg hjalp de andre børn og unge – fagligt, socialt og venskabligt. Lærte dem alt hvad jeg indeholdt, og ville virkelig gerne hjælpe dem til et bedre liv. Og til gengæld passede de på mig, nogen forelskede sig i mig og andre blev bare mine aller bedste venner. Dengang.

Det liv og den opvækst gav mig så meget, at jeg ikke kan beskrive det. Men det tog også noget fra mig. Det gav mig mulighed for at blive den mønsterbryder jeg er i dag. Det gav mig mulighed for at lære, hvor i mig, jeg har det bedst. Det gav mig mulighed for at udfolde min kreativitet og det gav mig oplevelser rundt om i verdenen, som jeg aldrig ville have været foruden.

Det jeg ikke fik, var en familie. For den dag jeg flyttede, flyttede en anden ind. Og jeg var alene. Helt alene. Bevares, jeg har haft kærester og venner, men en familie havde jeg ikke. Min egen familie var langt væk og havde ikke været i mit liv meget længe, og derfor blev jeg opfattet som hende udefra. Og min “familie” på Fjordhøj, fortsatte jo, uden mig. Det var nok den primære årsag til, at jeg selv fik børn tidligt. Jeg savnede en familie og et sted at høre til. Og det er noget jeg er meget opmærksom på, i min egen lille familie, at sørge for, at mine børn forstår hvor stor en gave det er, at have en familie der er hos dig, uanset hvad og at have søskende, der er der for dig og en aktiv del af dit liv, uanset hvad.

Jeg ved, at nogen kalder venner for den familie man selv har valgt, jeg tænker anderledes omkring mine børn, for jeg vil gerne have de skal forstå, at den fælles historie, opbakningen til hinanden og biologien er vigtigere end om man er enige om alt. Man skal nemlig ikke være enige om alt, og man skal ikke nødvendigvis have samme interesser, for at kunne holde sine søskende ud. Man skal kunne sige til og fra, og være elsket lige meget af den grund, man skal acceptere og tolerere hinandens forskelligheder og man skal bakke hinanden op, uanset egen holdning. SÅDAN skal man være! (hvis du spørger mig!) Og det forsøger jeg at skabe, i mine egen lille familie. Det kræver et sæt spilleregler og dem skaber man sammen med børnene igennem hele deres opvækst. Man skal nemlig kende reglerne, for at kunne spille spillet. BUM!

Nåm, på Fjordhøj havde vi også spille regler – ellers kunne vi ikke leve 20-25 mennesker under samme tag, det siger jo ligesom sig selv. Men det var som om, at når man flyttede, så ophørte spillereglerne – stille og roligt forsvandt alle de mennesker, man gennem årene havde kendt.

Jeg brugte årene fra jeg flyttede “hjemmefra” som 16 årige, til at forsøge at passe ind i kasserne. Men det var så skide svært, for jeg følte ikke jeg hørte til nogen steder. Jeg har ikke opvokset med “forældre” der gik på arbejde fra 8-17 eller med “forældre” der hang foran fjernsynet så snart de havde fri. Jeg var ikke opvokset blandt akademikere, med fine stillinger og pænt tøj. Næh, på Fjordhøj var habitten en kedeldragt fra trælasthandlen eller en dejlig varm termotrøje fra Helly Hansen (sådan en havde ALLE – også mig). Vi havde alle gummistøvler og gummisko, og jeg som den eneste pige, ballerinasko og et pinkfarvet værelse.

Jeg ville være advokat. 13 år gammel. Det skulle jeg. Gymnasiet. Droppede ud. Arbejde. Fik børn. Uddannelse. Selvstændig. Uddannelse. Uddannelse. Arbejde. Og universitetet.

Jeg fandt studiet spændende, da det stimulerede min trang til at lære. Men jeg fandt det også nemt og snød derfor med læsningen. Det var ikke udfordrende nok. Jeg er dygtig, til alt jeg sætter mig for, og har haft fantastiske stillinger. Men jeg føler mig ikke hel der. Der mangler altid noget. Jeg elsker at arbejde, og især i stillinger hvor jeg kan få lov til at fordybe mig og lede andre på deres vej. Og jeg har svært ved at lade være med at arbejde, når først gnisten er tændt i mig. LOVE it! Men der mangler stadig noget. Og jeg ved nu, hvad det egentlig er.

På Facebook har jeg fundet meget af min mistede “familie” fra Fjordhøj – nogen er mere interessante end andre. Nogen har jeg formået at holde kontakten med siden jeg flyttede.  Men en fandt jeg for et halvt årstid siden og han vækkede noget i mig. Han var barn af en af de voksne, og var derfor ikke et skadet barn, men derimod et meget velfungerende menneske. Han var kreativ og som ung husker jeg ham som en, der bare var sig selv, på sine egne præmisser. På Facebook så jeg hvad han var blevet til. En kunstner. Se ham her. Når jeg kigger på de ting han har lavet, rejser hårene sig på armene af mig og jeg bliver varm om hjertet. Det er stort. Han skaber noget – som er smukt og ubeskriveligt. Han er gået efter sin passion i livet, og har holdt fast. Han skaber og er kreativ.

Jeg blev i dag meget påvirket af hans ydmyghed, når man roser hans værker. For han er ydmyg omkring det han kan og det han skaber. Og det rørte mig og satte tanke-motorvejen i gang.

Og hvad kan vi så bruge det til tænker I måske? Jamen for fanden da, livet er her og nu. Hvorfor skal vi puttes i bokse, hvis der er noget vi hellere vil – eller hvis boksen ikke passer, fordi den ikke kan sættes ovenpå den anden boks vi også er i. Hvorfor skal vi begrænse os? Kan vi ikke bare være lidt LEGO-agtige? De kan godt sættes sammen, selvom de ikke passer i størrelse. De behøver heller ikke være samme farve, bare du bliver glad for de bokse du har valgt.

Jeg er trådt ud af boksen og ud af forventningerne. Jeg vil leve mit liv. Hele mit liv. Jeg vil ikke spilde så meget som en dag mere af mit liv, på at være mellemfornøjet over mine valg i livet. Vi har altid et valg. Sælg huset. Skrid fra det hele. Sig NEJ til chefen. Elsk dig selv. Og lev dit liv. NU sgu! Vær din egen gode forældre. Ingen andre kan gøre jobbet så godt, som du selv kan.

Her er jeg nu. Og min hjerne popper ideer ud konstant, som en anden popcornsmaskine. Jeg har sedler i hele mit hjem med ideer, for jeg prøver ihærdigt at skrive dem ned, hver gang jeg får en ny ide. Jeg har besluttet, at alt hvad jeg kan, skal prøves af. Dur ikke næste, er mit motto, sammen med mit Pippi-gen “det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt!”. Og måske klarer jeg den, måske gør jeg ikke. Måske må vi flytte i en lille lejlighed og måske ikke. Det vigtigste er, at jeg er der, hvor jeg føler det rigtigt. Og det er lige her hvor jeg er nu.

Hvor er du?

om at se igennem tårerne…

…og især om at savne helt vanvittigt…

(Det her er nok det mest usammenhængende indlæg, du nogensinde kommer til at læse fra min hånd. Det er der naturligvis en ganske god forklaring på…)

Historien jeg vil fortælle, er en historie der har sat sig dybt i mig. Hvad der skete op til episoden, står lidt uklart, men historien foregik i 80′erne i Brøndby hvor der var bandekrig med rockerbander, det var normalt at drikke og ryge hvor man havde lyst, man brugte ikke sikkerhedsseler i bilerne og mottoet “lev stærkt, dø ung” var en kliche som ofte blev anvendt som en helt ok livsstil.

Dengang levede min mor alene med mig og min søster, hun havde skiftende kærester og mange venner. I dagene op til denne dag for 30 år siden, blev 2 af hendes nære venner begravet. Min søster og jeg blev passet, og min mor var i byen. Min søster var hos nogen venner. Jeg var hos min mormor og morfar, og lige den dag, ville jeg bare gerne hjem til min mor. Normalt elskede jeg at være hos min mormor og morfar, men noget i mig hungrede efter min mor.

Min mor ringede kl. 21.30 hjem til min mormor, og jeg tog som altid telefonen. Hun lød trist og glad på samme tid og jeg spurgte hende, om hun ikke ville hente mig. Min mor sagde, at jeg skulle blive hos mormor og morfar om natten og at vi kunne ses i morgen, men jeg fastholdt og sagde jeg ville hjem til hende. Jeg husker tydeligt den følelse jeg havde i kroppen, da tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg stille græd til min mor i telefonen: “jamen, jeg vil bare være hos dig mor” – men hun afslog og sagde hun skulle tale med min mormor. Det var sidste gang jeg talte med min mor, og siden den aften for 30 år siden har følelsen siddet i min krop, at jeg ville være hos min mor, fordi jeg kunne fornemme der var noget galt og fordi jeg havde brug for hende.

Efter min mormor havde talt med hende, trøstede hun mig og sagde at jeg ikke skulle være ked af det, for jeg kunne da få min mor i morgen. Men følelsen ville ikke slippe sit tag i mig, jeg ville have min mor. Den aften græd jeg mig i søvn. Jeg tror det var første gang i mit liv jeg græd mig i søvn, for jeg var normalt altid en glad og tryg pige, men den aften og nat gjorde noget ondt inde i mig. Det skulle senere vise sig, at få en fatal følge.

Historien ville det, at min mor og hendes kæreste kom op at skændes. Han ville køre, men hun bad ham blive. Hun tiggede ham. Men han ville ikke blive. Han kørte til trods for, at min mor havde sagt, at hvis han gik, ville hun tage sit eget liv. Han gik og efterlod hende.

Min mormor boede i en boligblok skråt væk fra min mor, og fra mit værelse hos min mormor (havde mit eget værelse, fordi jeg var der så tit jeg havde lyst) kunne jeg fra vinduet se hjem til min mor. Jeg vågnede kl. 01.00 om natten og sad og kiggede over til min mor. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, og jeg kunne se der var lys i stuen. Jeg overvejede at gå derhjem, men turde ikke fordi jeg var mørkeræd. I 30 år har jeg ønsket, at jeg dengang havde haft styrken til at gå efter min fornemmelse og til at overvinde min frygt. Men jeg var kun 8 år gammel.

Min mors kæreste ringede kl. 01.00 om natten hjem til min mormor og morfar. De sov, og min onkel tog telefonen, som hang ved siden af hans seng. Han var syg og havde voldsomt høj feber og forstod ikke hvad der blev sagt i telefonen. Min mors kæreste sagde til min onkel, at han blev nødt til at gå over til hans storesøster, fordi hun havde det skidt og havde truet med selvmord. Han svarede i telefonen, at han ikke kunne, da han var syg. Samtalen blev afbrudt. Min onkel forsøgte at kalde på min mormor, men hun hørte ham ikke. Jeg hørte ham. Jeg kunne ikke sove. Min onkel var så syg, at han faldt i søvn med telefonen i hånden.

Om morgenen pakkede jeg mine ting og sagde til min mormor at nu ville jeg gå hjem til min mor. Min mormor ringede til min mor, men der blev ikke svaret. Hun sagde jeg måtte vente til min mor ringede. Jeg sad og ventede ved telefonen, men den ringede ikke.

Vi gjorde klar til søndagsfrokost og havde netop sat os til bords. Telefonen ringede. Jeg fløj op, og råbte, det er mor, jeg skal hjem nu. Jeg tog telefonen. Den var en der stønnede i den anden ende, og ellers blev der ikke sagt noget. Jeg sagde flere gange hallo? og efter lidt tid blev der svaret: Giv mig morfar! samtalen blev afbrudt. Jeg vendte mig mod min mormor og morfar og sagde hvad der var sket. Telefonen ringede igen, og denne gang tog min morfar den. Han så meget mærkelig ud i hovedet og svarede kort: jeg kommer. Han gik.

Efter en time kom han tilbage. Mormor og jeg vidste ikke hvad der foregik og min onkel sov stadig. Min morfar tog mormor med ind i soveværelset og jeg kunne høre et kæmpe hjerteskærende skrig som jeg aldrig har hørt lignende siden. Min mormor skreg og græd. 10 min efter kom vagtlægen og gav hende en sprøjte.

Jeg sad alene i stuen. Jeg frøs og var bange. Jeg rystede. De kom ind i stuen, mormor, morfar og min mors kæreste. Mormor satte sig ved siden af mig. Hun snøvlede. De kiggede alle på mig og på hinanden. De sagde flere gange: men hun forstår det jo ikke. Mormor vendte sig mod mig, kiggede mig i øjnene og sagde: Din mor er død, men du forstår ikke hvad det betyder. Jeg kiggede tomt ud i luften og øjnene fyldtes med tårer. Jeg kæmpede for at se igennem tårerne, og halsen snørrede sig sammen. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg ville jo bare have min mor. Men hun var her ikke mere. Og jeg forstod det ikke – sagde de. Men jeg forstod det hele. Og jeg frøs indeni.

Alt herefter var kaos. Huset blev fyldt med gæster, og der var en summen. En summen af mennesker, der alle ville have en forklaring, der alle græd og der alle tænkte på dem selv og deres sorg. Jeg sad fuldstændigt forstenet og tænkte på, at jeg bare ville have min mors arme omkring mig, jeg ville have lov til at græde med mit hoved trykket helt ind i hendes bryst,  jeg ville dufte hende og jeg ville have hende til at passe på mig. Jeg græd indeni. Men beherskede mig, for jeg “forstod det jo ikke” – sagde de.

I dagene efter var jeg nede og lege – troede de. Men jeg gik over i opgangen hvor min mor boede og sad på dørmåtten og så den af politiet plomberede hoveddør. Jeg kiggede ind af brevsprækken og kunne dufte min mors duft. Jeg kaldte på hende – stille og forsigtigt. Jeg ønskede hun skulle åbne døren og lukke mig ind. Men hun åbnede ikke. Jeg sad der udenfor døren i mange timer, mange dage, flere uger efter. Hun åbnede aldrig.

I dag er det 30 års siden, at min mor valgte at tage sit eget liv.

Hendes skæbne blev som 26 årig at give efter for livets ubegribeligheder og efterlade 2 piger på 5 og 8 uden en mor. Selv om det har været uforståligt, har jeg accepteret, at det var hendes valg, truffet ud fra hendes sted i livet.

Men jeg har savnet hende vanvittigt hver eneste af de 10.950 dage der er gået siden da – og hvert år på dagen i dag, savner jeg hende ekstra meget. Jeg ville ønske jeg kunne få lov til, bare en eneste gang, at putte mig i hendes arme, med hovedet i hendes skød og føle mig tryg – og fortælle hende om alle mine bekymringer og glæder – fordi jeg savner, at nogen er MIN mor ♥

Min onkel levede resten af sit liv, med en forfærdelig skyldfølelse. Det var grusomt for ham, for natuligvis var det ikke hans skyld. Han tilgav aldrig sig selv, at han faldt i søvn, men jeg tilgav ham. Han døde i 2000. Han blev 36 år. Han hængte sig selv. Jeg fandt ham.

Min mormor kom sig aldrig over tabet af sin datter. Hun sørgede i mange år og helede aldrig. Hun gav alle skylden, tilmed sig selv. Men det var ingens skyld. At miste sit barn, må være grusomt. Men at miste sit barn til selvmord, må være meningsløst på en ganske ubeskrivelig måde. Hun tilgav aldrig min mor – sagde hun. Hun døde i 1999. Hun blev 62 år.

Det er første gang jeg skriver historien, men jeg har fortalt den en million gange (højt og i mit hoved) og jeg har gennemlevet følelserne en milliard gange. Jeg savner hende stadig hver dag. En del af mig, vil aldrig blive ældre end de 8 år, hvor jeg så inderligt hungrede efter min mors omsorg og varme, og hvor jeg græd stille og kæmpede for at se gennem tårerne, mens jeg udemærket vidste, at jeg aldrig ville få MIN mors kærlighed at føle igen.

Der findes stadig dage i mit liv, hvor jeg ville ønske jeg kunne tage min bil og køre hjem til min mor, få hendes arme omkring mig og bare græde. Velvidende, at alt nok skulle blive godt igen. Det er det værste savn.

I dag kan jeg ikke huske min mors stemme. Jeg kan huske hendes ord og hendes tone fra den sidste samtale jeg havde med hende, og jeg kan huske følelsen da tårerne stille trillede ned af mine kinder og jeg bare kunne fornemme at der var noget galt. Jeg husker stadig tydeligt, hvor svært det var at trække vejret, og hvor ondt det gjorde indeni mens jeg kæmpede for at se igennem tårerne…

RIP elskede mor – jeg savner dig vanvittigt!

om at blive overfaldet af svar…

…fra fortiden, det er den virkelighed som jeg befinder i mig i for tiden.

Det skyldes, at vi netop er flyttet og i den forbindelse har vi grovsorteret i vores gemmer, VIRKELIG med grovfilen!!!

Min barndom har således i mange mange år ligget gemt i kasser, tidligere i kælderen og senest på loftet – og nu på GENBRUGSPLADSEN.

Men inden jeg kunne komme så vidt, måtte jeg forholde mig til tingene og sortere i, hvad der kunne have en betydning for mig og som fortsat skulle gemmes. Og det er så her svarene kommer ind – mere om det.

I mit tidligere indlæg om selvmord beskriver jeg, hvordan jeg selv endte “derude” hvor jeg kun så en udvej på smerterne og problemerne. Men der er mange ting jeg ikke skrev om, i den forbindelse og der var mange ting, jeg ikke vidste før i weekenden. Det har virkelig skræmt mig og samtidig faldt alle brikkerne på plads for mig.

Min mor begik selvmord da jeg var bare 8 år gammel. Hun blev kun 26 år, og ingen har nogensinde været i tvivl om, at hendes selvmord var “et råb om hjælp!”. At vokse op med sådan en skæbne tæt på livet, har uden tvivl skadet mig tidligt i mit liv.

Jeg troede, at det var “arveligt” at have disse tanker, og jeg skrev opgave i 2.g på gymnasiet om selvmord – sådan en rigtig gåen i dybden opgave, hvor jeg interviewede en overlæge på Nordvang, med speciale i selvmord, og jeg interviewede 2 personer der havde forsøgt selvmord (den ene fra min egen familie). Jeg var optaget af emnet, fordi jeg ikke forstod, hvordan et menneske kunne vælge den udvej, og fordi jeg var bange for de tanker jeg selv havde. Jeg følte, at selvmord var en udvej, men jeg kunne aldrig forklare overfor mig selv hvorfor jeg havde det sådan. Jeg forstod det simpelthen ikke. Havde alle mennesker det sådan, eller var det kun mig? Og var det noget jeg havde arvet?

Jeg forsøgte, men fortrød – og heldigvis fik jeg hjælp og overlevede!

Efterfølgende blev det hængende i mig, at det var en løsning, men kriteriet for hvornår det var en mulighed var virkelig skubbet til kategorien “absolut ingen udvej tilbage”.

Jeg fik barn, og senere børn. Det blev min redning. Når tankerne meldte sig, var min trøst, at jeg ikke kunne drømme om, at lade mine børn vokse op uden en mor. Jeg ville ALDRIG udsætte dem for de vilkår jeg havde haft i livet, derfor var det ikke en mulighed.

I 20′erne på handelsskolen skulle jeg igen skrive en stor opgave i psykologi. Igen blev emnet selvmord. Min lærer, som var psykolog, var genial til at oplyse mig. Jeg fik 13 i min opgave og jeg tænkte, at om ikke andet så havde jeg da kunnet bruge mine oplevelser til at få en god karakter.

Jeg talte aldrig om tankerne, men i stedet kæmpede jeg for at skræmme dem væk når de meldte sig på banen. Jeg holdte fast i livet, fordi jeg ville livet, jeg elskede livet men var skæmt fra vid og sans af mine tanker.

Det hele kulminerede i 2000, da jeg fandt min onkel der havde hængt sig. Jeg kørte derud, fordi jeg fornemmede at der var noget der var galt. Han var uvenner med hans kæreste og hun havde ringet til mig. På vejen derud spillede de Savage Garden i radioen “Crash and Burn” og den sang var så sigende omkring mit forhold til min onkel. Selvom han havde gjort overgreb på mig, dengang han var 17 og jeg var 7, så elskede jeg ham. Jeg elskede ham, på en mærkelig måde. Jeg havde ondt af ham, og tænkte tit, at han måtte have det værre end jeg havde. HAN levede med at vide, at han havde gjort noget forfærdeligt. Jeg tænkte tit, at det måtte være hans straf i livet, og derfor følte jeg aldrig et behov for at han skulle straffes yderligere. Han havde virkelig ondt i livet. Det var sørgeligt, at være vidne til de sidste år i hans liv.

Jeg låste mig ind i hans lejlighed, vel vidende hvad der muligvis ville vente mig. Jeg havde ringet efter politiet inden jeg gik ind, men jeg måtte gå derind. Jeg håbede hele tiden at jeg tog fejl, at min fornemmelse om, at han var død var forkert. Men jeg tog ikke fejl, og jeg så ham hænge der. Livløs. Død. Jeg betragtede omgivelserne, og kunne se og fornemme, at han var afklaret omkring hans handling. Han havde røget en cigaret foran spejlet og havde sat den på filteret og havde ladet resten ryge op. Asken stod lige så fint op i luften. Han havde pænt tøj på. Og sko. Han havde set sig selv i spejlet, og besluttet at nu skulle det være slut. Så havde han gjort det.

Da jeg fandt ham, blev jeg lettet og ked af det på samme tid. Ked af det, fordi jeg elskede ham. Lettet fordi jeg hadede ham. Ked af det på hans børns vegne, for nu skulle de ligesom jeg, vokse op uden en af deres forældre. Lettet fordi, han ikke kunne skade flere mennesker nu. Ked af det fordi, intet menneske skal føle sig så forkert, at selvmord er en løsning. Lettet fordi jeg vidste, at han nu havde fået fred for hans smerter i livet. Ked af det fordi, nu ville jeg aldrig kunne få svar på HVORFOR? Lettet fordi jeg ikke længere skulle bekymre mig om ham. Ked af det fordi, jeg var bange for at jeg ville komme til at savne ham! Sikke et følelsesmæssigt kaos.

Årene efter var hårde. Og nu er jeg så her, 11 år efter og med indsigt i mit liv som aldrig før. For jeg fandt nogen svar i weekenden, som chokerede mig.

I kasserne med min barndom, lå en bunke breve fra min mormor. Jeg læste dem, et efter et og da jeg nåede det 10. brev måtte jeg stoppe, på trods af, at der nok lå 50 breve mere jeg kunne læse.

Ordene der stoppe mig og chokerede mig var: “det her er nok det sidste brev fra mormor” “hvis jeg overhovedet lever til din konfirmation” “jeg vil ikke være nogen til last” “jeg har ikke lyst til at leve mere” “der er ingen grund til at jeg er her” “alt jeg gør er forkert” og jeg kunne fortsætte…. Det chokerede mig, at opdage, at siden min mors død, var jeg blevet fodret med følelsen af, at selvmord var en løsning. Og det fra den kvinde i verden, som jeg elskede mest og som jeg betroede mig ALT. Jeg stolede på hende og jeg passede på hende.

Jeg bebrejder ikke min mormor, for hendes liv gjorde også ondt. Hun mistede sit barn på en forfærdelig måde, og jeg tror det gør grimme ting ved mennesker, at opleve de ting, som hun måtte opleve. Det er en smerte, som man aldrig slipper når det ender så meningsløst, og jeg ved, at min mormor ikke skrev de ting til mig, fordi hun ville skade mig. Selvom jeg blev skadet af det. Min mormor havde så ondt, at hun ikke kunne se ud over hendes egen smerte.

Men hvordan kan man bebrejde mine valg omkring selvmord, når man finder baggrunden. Hey, jeg fik det ind med modermælken sammen med den passive rygning. I dag er jeg hysterisk ikke-ryger og elsker livet.

Jeg er et MÆLKEBØTTE-BARN og jeg er stolt af det! Jeg går mod strømmen og leder konstant efter svar, i stedet for at stille spørgsmål. Jeg leder efter løsninger, i stedet for at skabe problemer. Og jeg går natteblind igennem mørket, og leder efter lyset.

Jeg er en stifinder! Og jeg opfordrer andre til at finde vej.

Jeg fik lige lovligt mange svar i weekenden, og det rystede mig voldsomt. Jeg er ikke længere bange for selvmord, for det bliver aldrig min løsning. Det er alt for nemt. Og livet er ikke nemt, den lektie HAR jeg lært!

De 10 breve fra min mormor blev gemt, resten blev smidt ud, uden at læse dem. Jeg havde ikke brug for flere svar – det jeg havde læst var nok. Nu vil jeg i stedet mindes hendes varme hjerte og omsorg, og sende hende glade tanker, FORDI hun netop skrev de breve, som kunne give mig svar på spøgelset ved navn selvmord her i mit voksenliv. Jeg takker hende for den indsigt hun har givet mig. Og jeg savner hende.

1 2