Posts Tagged ‘Bare mig..’

om at være en cirkusprinsesse i regnvejr..

..og at øve sig i at gå på line – UDEN paraply!

Nu skal i bare høre… Som barn var hun en rigtig sød pige. Sådan en med fine rottehaler, langt lyst hår og de sødeste uskyldige øjne. Hun hørte altid efter, og ville helst gå i kjole. Hun var egentlig ret køn og smilte altid – måske fordi hun altid forsøgte at gøre alle mennesker omkring hende glade.

Hendes mor bestemte dog, at kjoler var upraktiske og at bukser var meget bedre. Det var den lille pige rigtig ked af, fordi hun følte sig altid som en lille prinsesse i sine små fine kjoler, og så kunne man heller ikke se, når hun ind imellem kom til at tisse lidt i bukserne. Det skjuler man nemlig meget nemmere i en fin kjole. Men bukserne måtte på, for det sagde hendes mor.

Da den lille pige blev ældre, brugte hun stadig bukser. Hun foregav, at bukser var praktiske og, at man når, man “havde bukserne på”, faktisk også havde en vis fornemmelse for, hvor “skabet skulle stå”. Hun drømte store drømme om sin fremtid og om at ville ændre verdenen. Hun ville gøre en forskel. Hun ville stå for retfærdighed. Hun ville være klog. Hun drømte også om, at møde nogen mennesker, der ind imellem ville hjælpe lidt med, at flytte rundt på det dersens skab. Det var nemlig tungt, altid at skulle flytte rundt på det alene, og nogen gange var det heller ikke helt så sjovt, selv at skulle bestemme placeringen af skabet. Men uanset hvor meget hun søgte, så måtte hun erkende, at hun selv blev nødt til at beslutte skabets placering.

Hun forsøgte gennem livet mange uddannelser og jobs, men hun følte aldrig rigtig, at hun landede på den dersens rigtige hylde, som nogen talte om. Så hun tilpassede sig, og prøvede stadig at gøre andre mennesker glade. Inderst inde drømte hun om, at blive cirkusprinsesse, men det var ikke sådan lige at blive.

Hun fik mand, børn, fast ejendom og ROSKILDE BANK. Hun og hendes mistede alt de havde. Og en dag stod hun også med udsigten til, at alt hun kendte ville blive anderledes. Hun blev så bange for fremtiden, for hun vidste ikke, hvordan hun skulle klare sig igennem alt det der ville komme. Og hvordan skulle hun dog også kunne vide det, for det er der jo ingen der ved, er der vel? Men det vidste hun ikke. Hun troede, at alle mennesker vidste hvordan man gik på line, så hun øvede sig.

Hun øvede sig i balancen, men det var svært. I hendes balletskørt hang nemlig en masse lange tov, og i de forskellige tov hang alle mulige mennesker og situationer fast i den anden ende. Det var svært når manden ind imellem først hev i det ene tov, og pludselig gav slip. Når det skete, var hun lige ved at falde, og der var virkelig langt ned. Hun var højdeskræk, så hun blev bare så bange, hver gang hun konstaterede, at hun ikke kunne se afgrunden. Hun kæmpede derfor endnu mere for, at holde balancen på linen.

I de andre tov som hang fra hendes balletskørt, hang f. eks. børnene fast i et, og ROSKILDE BANK i et andet, og i et helt tredje tov hang hendes gode humør fast og så videre. Og mens alle mulige udfrakommende faktorer hev fra de forskellige sider i tovet, kæmpede hun med at holde balancen. Det var så svært. At holde balancen altså.

En dag begyndte det tilmed at regne, mens hun øvede sig. Ja, det kan vel ikke komme som en stor overraskelse for nogen. Det var jo ligesom sommer i Danmark ing’? Men, da hun stod derude midt på linen i regnen, opdagede hun, at måske handlede det med balancen om, at hun ikke havde en paraply og hun tænkte, at måske var det i virkeligheden derfor, hun ikke kunne holde balancen.

Hun fik derfor hurtigt fat i en paraply, og prøvede at øve sig på at holde balancen, med en paraply i hånden. Da det begyndte at regne igen, brugte hun paraplyen til at beskytte sig mod regnen, så hun ikke blev våd og kold – det kunne man jo blive syg af. Pludselig da hun stod der under paraplyen i regnen, begyndte hun at blive bedre til at holde balancen. Ja, man kan faktisk sige, at pludselig kunne hun gå på line, uden problemer.

Hun lovede derfor sig selv, at når hun skulle gå på line fremover, ville hun altid have en paraply med sig.

Sådan gik det til, at den lille cirkusprinsesse lærte at gå på line. Sådan gik det til, at hun lærte at beskytte sig selv mod uvejr og sådan gik det til, da hun lærte, at for at holde balancen i livet, skal man starte med at passe på sig selv.

Ind imellem øver hun sig stadig uden paraplyen – og du tænker du sikkert: “hvorfor dog det?”. Det skal jeg sige dig. Det er fordi, hun ind imellem glemmer hvor vigtigt det er, at passe på sig selv. Men hun øver sig stadig på, at huske paraplyen.

Og så længe hun øver sig, så er der stadig håb.

om at vælge at høre efter…

…og især til det lille barn som bor dybt inde i mig..

Denne historie handler om, at føle sig alene i verden, om at kæmpe med monstre og begrænsninger fra fortiden og om, at forsøge at gøre noget ved det – også selvom jeg føler mig helt alene i hele verdenen.

Jeg har begivet mig ud på en rejse, som jeg mente var på tide, og som jeg mente var den rigtige for mig. Jeg var klar og glædede mig vildt. Jeg havde til at starte med opbakning hjemmefra, men langsomt gik det op for mig, at uanset hvor meget jeg forberedte mig, så ville jeg blive nødt til at tage denne rejse alene.

Jeg tog afsted… Og begyndte rejsen med en lang aften i selskab med nogen fantastiske mennesker. Det var intenst og mange ting inspirerede mig vildt til, at det her var det rigtige.

Jeg blev grebet af stemningen, og jeg følte mig klar.

Men i løbet af dagen i dag, stod det klart for mig, at jeg måske slet ikke var så klar, som jeg gik og troede. Måske var destinationen slet ikke den rigtige for mig, og når jeg mærkede efter i mig selv, så var der dele af rejsen, som min krop reagerede kraftigt i mod. Den lille pige inde i mig SKREG så højt, at jeg flere gange vågnede i nat, og lå stille i mørket og tænke. Jeg forsøgte ikke at høre, for jeg havde også en fornemmelse af, at naturligvis ville den lille pige være bange, for hey, vi skulle springe balloner på størrelse med månen, og det ville være nogen høje brag der ville komme, så naturligvis ville hun stritte imod.

Men som tiden gik, og jeg kom det hele nærmere, måtte jeg bruge en livline og bede om hjæp, til at forstå det sprog den lille pige talte. Jeg blev klogere – og jeg er nu glad for at jeg lyttede. Min rejse tog en drejning, og jeg er nu tryg igen.

Jeg lyttede til mig selv, og respekterede mig selv og mine signaler. Det var stort for mig. Jeg fik sat nogen grænser, og nu rejser jeg videre. Åhhhr, hvor det føles godt.

om at være bange..

…og samtidig vide, at det hele løser sig stille og roligt, og at alt nok skal ende med at blive ok.

Her er jeg faktisk, lige midt i det hele. Jeg er skide bange. Sådan, så er det sagt. Jeg står nemlig midt i nogen kæmpe udfordringer i mit liv og jeg er virkelig bange. Jeg er så bange, at jeg nogen gange vågner om natten og bliver holdt vågen af tanker som “hvad hvis nu?”. Jeg har svært ved at falde i søvn igen, de nætter. Og tit ligger jeg og græder mig i søvn, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue uvisheden og fremtiden. Det er virkelig voldsomt. Men jeg står også midt i en kæmpe omvæltning i mit liv, og jeg føler hele tiden jeg bliver væltet omkuld.

Men jeg rejser mig. Måske fordi, hvis der er noget jeg virkelig KAN i det her liv, så er det at rejse mig. Børste snavset af tøjet, putte plaster på såret, og så lige orientere mig om, hvilken retning jeg var på vej hen, sætte kursen og så afsted.

Fordi…. Jeg kan jo ikke vide “hvad hvis nu?” – det ved jeg jo godt. Og selv hvis jeg vidste, ville det jo ikke ændre på, at forandringer sker, fordi de skal ske. Der er læring i alt i dette liv, og det her er også en læringsproces for mig. BIG TIME.

Mine tanker om løsninger for 1,5 måned siden, er anderledes end de tanker jeg tænkte for 4 uger siden, og så igen fuldstændigt anderledes i forhold til den løsning jeg fandt i weekenden, som nok bliver min plan for det næste stykke tid. Det hele giver mening, det giver sig selv, og det går langsomt op, det forbandende puslespil. Måske ender det i virkeligheden med, at jeg en dag har samlet alle brikkerne og tænker “Nåh, var det bare det!!”.

Så, jeg rejser mig. Endnu engang. Vandrer ud af den sti, som jeg ikke aner hvor fører hen. Bange som ind i helvede, alene og alligevel rolig over tanken om, at alt er præcis som det skal være. Her er ikke så mørkt som der plejer at være, når jeg skal finde stier at betræde. Måske handler det om, at jeg efterhånden er ved at lære, at lukke lyset ind. (hvilket jo ER smart, når man ikke ser skide godt i mørket som natteblind!)

Jeg er på vej. Men har ikke noget mål. Heldigvis.

Hvor er du på vej hen? Er du bange ligesom jeg?

om kasser og kreativitet…

..og at leve det f****** liv, præcis der hvor det er… for MIG og for DIG!!

Jeg har haft en anderledes opvækst end de fleste, og den vil jeg gerne dele med Jer. Ikke alt det kedelige, for det er i virkeligheden ikke interessant, men alt det, der faktisk har dannet mig og min tilgang til livet. Det er måske heller ikke interessant for dig, men hey, det her er MIT sted, og når det er interessant for mig, tja, så skriver jeg om det ;-)

Min mor døde jo… grumme ting var sket, bla bla bla… og så kom jeg på børnehjem… og senere på Fjordhøj. Fjordhøj var et kollektiv, hvor 2-3 par (voksne-agtige) havde valgt, at lave et socialpædagogisk sted til børn og unge, der af den ene eller anden grund ikke kunne bo hos deres forældre. Her var børn af rige som af fattige, børn af misbrugere og prostituerede, børn der var misbrugt og tævet, og børn der var ubegavet og begavet, børn der selv var misbrugere og børn der ikke var, børn der var kriminelle og børn der ikke var og børn ikke ville gå i skole og.. tja, så var der børn som mig og min (dengang) plejebror, som havde mistet vores forældre og derfor skulle bo her, til vi var klar til at flytte ud og klare os selv.

Fjordhøj var et fantastisk sted. Det lå ned til vandet ved Roskilde Fjord, og vi boede i et kæmpe kæmpe hus, midt i den skønneste natur. Vi havde dyr, hunde, katte, høns, heste, får og en klappe gris der hed Vagn. Vi havde halmfyr (noget fanden havde skabt) og vi knoklede derfor hver høst, med at fylde laden op med halm, så vi havde varme hele vinteren. Vi havde pligter, rengøring i huset hver dag, fodre dyr, rense halmfyr, smitte halm, udeprojekter og så var der mig, der havde en fast pligt med at vaske bil, hver gang jeg ikke overholdte aftalerne om komme-hjem tiderne. (Vi taler 2 store Ford transit med plads til henholdsvis 15 og 12 personer). Lad mig sige det sådan, vi havde ALTID rene biler :-)

Vi levede efter devisen “kontrol eller tillid”, kærlig konsekvens, regler og aftaler, frihed under ansvar og “du kan hvad du vil”. Når jeg oplevede begrænsninger, blev jeg mødt med venlighed og opfordringen “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du lappe cykel” eller “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du selv hænge lamper op, lad mig vise dig hvordan?”. Vi malede, syede tøj, havde jern- og træværksted, cykelværksted, køkkenhave og de skønneste rammer til at udfolde kreativitet. Og kreativitet blev belønnet.

Jeg adapterede ret hurtigt til den levevis, og jeg havde en god position. Jeg var en af de eneste piger, jeg havde boet der længe og jeg var klog og passede min skole, og var en man så op til. Jeg fik en rolle i livet på Fjordhøj, hvor jeg var en man lyttede til, og jeg var ofte den, der styrede vores “søndagsmøder” (20-25 personer der holdte møde og alt hvad der foregik og skulle foregå i huset), og det var naturligt for mig, at træde i karakter og sige min mening. Og jeg blev hørt.

Jeg hjalp de andre børn og unge – fagligt, socialt og venskabligt. Lærte dem alt hvad jeg indeholdt, og ville virkelig gerne hjælpe dem til et bedre liv. Og til gengæld passede de på mig, nogen forelskede sig i mig og andre blev bare mine aller bedste venner. Dengang.

Det liv og den opvækst gav mig så meget, at jeg ikke kan beskrive det. Men det tog også noget fra mig. Det gav mig mulighed for at blive den mønsterbryder jeg er i dag. Det gav mig mulighed for at lære, hvor i mig, jeg har det bedst. Det gav mig mulighed for at udfolde min kreativitet og det gav mig oplevelser rundt om i verdenen, som jeg aldrig ville have været foruden.

Det jeg ikke fik, var en familie. For den dag jeg flyttede, flyttede en anden ind. Og jeg var alene. Helt alene. Bevares, jeg har haft kærester og venner, men en familie havde jeg ikke. Min egen familie var langt væk og havde ikke været i mit liv meget længe, og derfor blev jeg opfattet som hende udefra. Og min “familie” på Fjordhøj, fortsatte jo, uden mig. Det var nok den primære årsag til, at jeg selv fik børn tidligt. Jeg savnede en familie og et sted at høre til. Og det er noget jeg er meget opmærksom på, i min egen lille familie, at sørge for, at mine børn forstår hvor stor en gave det er, at have en familie der er hos dig, uanset hvad og at have søskende, der er der for dig og en aktiv del af dit liv, uanset hvad.

Jeg ved, at nogen kalder venner for den familie man selv har valgt, jeg tænker anderledes omkring mine børn, for jeg vil gerne have de skal forstå, at den fælles historie, opbakningen til hinanden og biologien er vigtigere end om man er enige om alt. Man skal nemlig ikke være enige om alt, og man skal ikke nødvendigvis have samme interesser, for at kunne holde sine søskende ud. Man skal kunne sige til og fra, og være elsket lige meget af den grund, man skal acceptere og tolerere hinandens forskelligheder og man skal bakke hinanden op, uanset egen holdning. SÅDAN skal man være! (hvis du spørger mig!) Og det forsøger jeg at skabe, i mine egen lille familie. Det kræver et sæt spilleregler og dem skaber man sammen med børnene igennem hele deres opvækst. Man skal nemlig kende reglerne, for at kunne spille spillet. BUM!

Nåm, på Fjordhøj havde vi også spille regler – ellers kunne vi ikke leve 20-25 mennesker under samme tag, det siger jo ligesom sig selv. Men det var som om, at når man flyttede, så ophørte spillereglerne – stille og roligt forsvandt alle de mennesker, man gennem årene havde kendt.

Jeg brugte årene fra jeg flyttede “hjemmefra” som 16 årige, til at forsøge at passe ind i kasserne. Men det var så skide svært, for jeg følte ikke jeg hørte til nogen steder. Jeg har ikke opvokset med “forældre” der gik på arbejde fra 8-17 eller med “forældre” der hang foran fjernsynet så snart de havde fri. Jeg var ikke opvokset blandt akademikere, med fine stillinger og pænt tøj. Næh, på Fjordhøj var habitten en kedeldragt fra trælasthandlen eller en dejlig varm termotrøje fra Helly Hansen (sådan en havde ALLE – også mig). Vi havde alle gummistøvler og gummisko, og jeg som den eneste pige, ballerinasko og et pinkfarvet værelse.

Jeg ville være advokat. 13 år gammel. Det skulle jeg. Gymnasiet. Droppede ud. Arbejde. Fik børn. Uddannelse. Selvstændig. Uddannelse. Uddannelse. Arbejde. Og universitetet.

Jeg fandt studiet spændende, da det stimulerede min trang til at lære. Men jeg fandt det også nemt og snød derfor med læsningen. Det var ikke udfordrende nok. Jeg er dygtig, til alt jeg sætter mig for, og har haft fantastiske stillinger. Men jeg føler mig ikke hel der. Der mangler altid noget. Jeg elsker at arbejde, og især i stillinger hvor jeg kan få lov til at fordybe mig og lede andre på deres vej. Og jeg har svært ved at lade være med at arbejde, når først gnisten er tændt i mig. LOVE it! Men der mangler stadig noget. Og jeg ved nu, hvad det egentlig er.

På Facebook har jeg fundet meget af min mistede “familie” fra Fjordhøj – nogen er mere interessante end andre. Nogen har jeg formået at holde kontakten med siden jeg flyttede.  Men en fandt jeg for et halvt årstid siden og han vækkede noget i mig. Han var barn af en af de voksne, og var derfor ikke et skadet barn, men derimod et meget velfungerende menneske. Han var kreativ og som ung husker jeg ham som en, der bare var sig selv, på sine egne præmisser. På Facebook så jeg hvad han var blevet til. En kunstner. Se ham her. Når jeg kigger på de ting han har lavet, rejser hårene sig på armene af mig og jeg bliver varm om hjertet. Det er stort. Han skaber noget – som er smukt og ubeskriveligt. Han er gået efter sin passion i livet, og har holdt fast. Han skaber og er kreativ.

Jeg blev i dag meget påvirket af hans ydmyghed, når man roser hans værker. For han er ydmyg omkring det han kan og det han skaber. Og det rørte mig og satte tanke-motorvejen i gang.

Og hvad kan vi så bruge det til tænker I måske? Jamen for fanden da, livet er her og nu. Hvorfor skal vi puttes i bokse, hvis der er noget vi hellere vil – eller hvis boksen ikke passer, fordi den ikke kan sættes ovenpå den anden boks vi også er i. Hvorfor skal vi begrænse os? Kan vi ikke bare være lidt LEGO-agtige? De kan godt sættes sammen, selvom de ikke passer i størrelse. De behøver heller ikke være samme farve, bare du bliver glad for de bokse du har valgt.

Jeg er trådt ud af boksen og ud af forventningerne. Jeg vil leve mit liv. Hele mit liv. Jeg vil ikke spilde så meget som en dag mere af mit liv, på at være mellemfornøjet over mine valg i livet. Vi har altid et valg. Sælg huset. Skrid fra det hele. Sig NEJ til chefen. Elsk dig selv. Og lev dit liv. NU sgu! Vær din egen gode forældre. Ingen andre kan gøre jobbet så godt, som du selv kan.

Her er jeg nu. Og min hjerne popper ideer ud konstant, som en anden popcornsmaskine. Jeg har sedler i hele mit hjem med ideer, for jeg prøver ihærdigt at skrive dem ned, hver gang jeg får en ny ide. Jeg har besluttet, at alt hvad jeg kan, skal prøves af. Dur ikke næste, er mit motto, sammen med mit Pippi-gen “det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt!”. Og måske klarer jeg den, måske gør jeg ikke. Måske må vi flytte i en lille lejlighed og måske ikke. Det vigtigste er, at jeg er der, hvor jeg føler det rigtigt. Og det er lige her hvor jeg er nu.

Hvor er du?

om ikke at styre en skid…

…eller noget i den stil….!

Altså, jeg har gang i rimeligt mange projekter og jeg knokler “i hovedet” for at få det hele færdigt. Jeg mangler i virkeligheden bare en masse nørde arbejde og skrive arbejde, så kører bussen…

Jeg strukruterede og planlagde i aftes, hvordan jeg skulle gribe det an, og jeg havde 2 vigtige opgaver, der skulle laves i dag…

Så øhm….

I morges blev jeg vækket 2 minutter i 6.30, af dejlige Emil som ENDELIG havde nået op til mors seng, for at “sove hos mor” inden jeg havde vækket ham i hans seng, hvor han så kunne konstatere at det heller ikke blev i dag han skulle putte.

Han elsker at putte hos mig om morgenen, men efter påskeferien har der ikke været meget tid til det, da jeg har sat fart på hverdagen igen. Jeg stod derfor op, meget mod hans vilje (han fik kun puttet i 10 min.) og gik i gang med dagens opgaver.

På vej ind igennem 7 åriges værelse, træder jeg først på 3 bayblades (AV FOR SATAN), så på en lego klods (AUUUUVVVV!!!!) og til sidst på en lille bil (MIKKKKKEL, for helvede!!!). Nåm, godmorgen skat. Op med dig. Trak persienner op, og så hvor rodet hans værelse var, OG sengetøjet var vådt. Så skulle der ryddes op, legetøj i rigtige kasser og i løbet af 20 min. havde jeg fikset både Mikkels og Emils værelse. Vasketøj var samlet og sengetøj pillet af.

På vejen forbi datterens værelse, så jeg til min gro, et kæmpe rod og skåle og tallerkner med madrester efter hygge med veninde i aftes. En ordre om oprydning blev sendt afsted mod datteren – der skal RYDDES OP! NU!

Tøj på drengene, op og konstatere en fyldt opvasker. Tømme den og sætte den næste over. Kalde på datter – tingene fra hendes værelse skulle jo gerne med! Intet svar. Konstaterer, at det må komme med i næste vask. Åbner køleskabet, rydder op og sætter ting i opvaskeren. Sætter den over.

Laver havregrød til drengene og datter (+ overnattende veninde). Henter vasketøj i hele huset, mens de spiser. Kommer i tanke om madpakker – skynder mig ud og smøre til 7 årige. Pakker hans taske med gymnastiktøj, madpakke og tjekker penalhus for spidsede blyanter. Tjek!

Pigerne cykler i skole – jeg konstaterer, at datteren IKKE kom op med de ting hun blev bedt om. Bliver lidt irriteret. Henter drengene og kører 7 årige i skole, snart 3 årige i dagpleje. På vejen tilbage smutter jeg lige i REMA, så er det jo overstået. Handler ind for kr. 930,25 og tænker bagefter: “hvad købte jeg egentlig???”

Kommer hjem. Begynder at slæbe ind. Manden er ikke kørt på arbejde endnu. Han var dårlig på grund af medicin mod sygdom i øjet. Pakker ud af bilen og ind i køleskabet. Rydder lidt mere op i køleskab. Er sulten. Spiser 2 stykker varmrøget laks – det skal alligevel spises i dag. Gider ikke lave æg til, jeg skal jo snart arbejde. Kommer i tanke om en hel kasse krydderurter købt i fredags, der ikke er plantet endnu. Går i ud og kigger – tænker, : “Gør det om lidt!”

Sorterer vasketøjet – tæller mig frem til en med tisse sengetøj, en hvid kogevask, en kulørt 40 grader, en sort 40 grader, en uldprogram, en med skjorter til datterens skoleuniform, en med cowboybukser, en med håndklæder. 8 i alt. Sætter de første 2 over (har 2 maskiner – så heldig er jeg!)

Sætter de sidste indkøb på plads. Tømmer opvasker og irriterer mig over, alle de ting på datterens værelse. Går ned og henter det (af 3 omgange, så meget var der!) og ser samtidig en fyldt skraldespand, og seng og sovesofa uredt. Reder seng og klapper sovesofa sammen. Samler skrald sammen og tager skraldespanden med ovenpå. Tømmer den i en sæk. Går ned med den igen.

Skjorterne er færdige. Går ned og henter 5 bøjler og hænger dem til tørre. Uldtøj er færdigt. Går ud i gården (som også er hundens gård!!), og slår tørrestativet op. Konstaterer en masse hundeprutter. Samler dem op og putter dem i skraldespanden. Skifter skraldespanden. Går ned med skrald. Tjekker om hunden stadig er i løbetid. Næh, sørme om hun er færdig med det pjat. Leger lidt med hende, med hendes bold. Hun logrer og er glad.

Går ind og laver rugbrødsdej færdig, så kernerne kan trække lidt inden bagning. Hælder det på forme. Skriver med veninde og ender med at aftale, at hende og datter skal komme til mad i aften. Det bliver dejligt at se dem. Henter laksen i køleskabet i kælderen og begynder at tilberede den. Sætter den i ovnen. Så mangler der kun grøntsager og kartofler til i aften.

Lægger lidt tøj sammen og kigger ud på krydderurterne. Ja ja, jeg skal nok tænker jeg. Lægger tøj på plads. Går ud og planter krydderurterne, fjerner ukrudt, beskærer de gamle krydderurter og plukker salvie bladene af – de kan bruge til min madlavning. Nyder duften af dem. Rydder op efter mig. Kommer ind. Har glemt at ordne basilikum. Begynder at skille dem ad, og prikker huller i jorden. Ved det er rigtig skidt for min håndeksem, men det skal jo gøres. Det tager mere end 30 min. Så, nu er det sgu basilikum hele denne sommer. Betragter det lidt og føler mig heldig. Elsker mine krydderurter.

Ud til vasketøjet igen. Fjerner lidt pletter. Hænger op. Lægger sammen. Sætter nye maskiner over. Konstaterer at klokken er mange.

Tager laksen ud af ovnen. Den er perfekt. Nu skal den bare trække til i aften. Mums. Sætter rugbrødene i ovnen. Går ud til bilen og fylder den med papkasser, plastiksække med pap og småt brændbart og henter en sæk tomme flasker. Kører på genbrugspladsen med affald. Svinger ind forbi en tank på vejen tilbage og afleverer flaskerne. 75 kr.

Henter 7 årige i SFO’en. Han spiller fodbold med de andre. Står og betragter ham i 4 min. inden jeg giver mig til kende, og han glad kommer hen til mig. Han har ikke tisset i bukserne. Dejligt. Jeg føler mig heldig. Vi kører hjem. Tømmer taske og madkasse. Han sætter sig og laver lektier. Jeg ligger rent sengetøj på hans seng. Ordner lidt vasketøj. Vasker gulv i køkken, gang, badeværelse og bryggers (efter hunden der har været i løbetid!!!)

Klokken er 15.00

Jeg havde lovet mig selv en løbetur og et bad, inden jeg skulle have gæster. Og jeg konstaterer, at jeg ikke har nået noget som helst af det jeg havde planlagt. Øv og måske ikke alligevel. Jeg fik styr på mit hus, det må da også tælle for noget.

Nu sidder jeg så her, i stedet for at løbe en tur og i stedet for at arbejde, så blogger jeg… Fordi det havde jeg bare mere brug for lige nu. Måske skulle jeg bare rykke direkte til badet. Og selvom jeg passerer “start”(løbeskoene), så udløser det ikke en løbetur i dag. Jeg trækker vejret dybt. Alt er ok. Jeg er glad. Lettet. Og elsker bare mit liv og min lille fantastiske familie. Skulle jeg nappe den løbetur alligevel?

Naaaahhhhh!!!!

just love living <3<3<3

1 2 3 4