Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

Posts Tagged ‘Bare mig..’

om at være en cirkusprinsesse i regnvejr..

..og at øve sig i at gå på line – UDEN paraply!

Nu skal i bare høre… Som barn var hun en rigtig sød pige. Sådan en med fine rottehaler, langt lyst hår og de sødeste uskyldige øjne. Hun hørte altid efter, og ville helst gå i kjole. Hun var egentlig ret køn og smilte altid – måske fordi hun altid forsøgte at gøre alle mennesker omkring hende glade.

Hendes mor bestemte dog, at kjoler var upraktiske og at bukser var meget bedre. Det var den lille pige rigtig ked af, fordi hun følte sig altid som en lille prinsesse i sine små fine kjoler, og så kunne man heller ikke se, når hun ind imellem kom til at tisse lidt i bukserne. Det skjuler man nemlig meget nemmere i en fin kjole. Men bukserne måtte på, for det sagde hendes mor.

Da den lille pige blev ældre, brugte hun stadig bukser. Hun foregav, at bukser var praktiske og, at man når, man “havde bukserne på”, faktisk også havde en vis fornemmelse for, hvor “skabet skulle stå”. Hun drømte store drømme om sin fremtid og om at ville ændre verdenen. Hun ville gøre en forskel. Hun ville stå for retfærdighed. Hun ville være klog. Hun drømte også om, at møde nogen mennesker, der ind imellem ville hjælpe lidt med, at flytte rundt på det dersens skab. Det var nemlig tungt, altid at skulle flytte rundt på det alene, og nogen gange var det heller ikke helt så sjovt, selv at skulle bestemme placeringen af skabet. Men uanset hvor meget hun søgte, så måtte hun erkende, at hun selv blev nødt til at beslutte skabets placering.

Hun forsøgte gennem livet mange uddannelser og jobs, men hun følte aldrig rigtig, at hun landede på den dersens rigtige hylde, som nogen talte om. Så hun tilpassede sig, og prøvede stadig at gøre andre mennesker glade. Inderst inde drømte hun om, at blive cirkusprinsesse, men det var ikke sådan lige at blive.

Hun fik mand, børn, fast ejendom og ROSKILDE BANK. Hun og hendes mistede alt de havde. Og en dag stod hun også med udsigten til, at alt hun kendte ville blive anderledes. Hun blev så bange for fremtiden, for hun vidste ikke, hvordan hun skulle klare sig igennem alt det der ville komme. Og hvordan skulle hun dog også kunne vide det, for det er der jo ingen der ved, er der vel? Men det vidste hun ikke. Hun troede, at alle mennesker vidste hvordan man gik på line, så hun øvede sig.

Hun øvede sig i balancen, men det var svært. I hendes balletskørt hang nemlig en masse lange tov, og i de forskellige tov hang alle mulige mennesker og situationer fast i den anden ende. Det var svært når manden ind imellem først hev i det ene tov, og pludselig gav slip. Når det skete, var hun lige ved at falde, og der var virkelig langt ned. Hun var højdeskræk, så hun blev bare så bange, hver gang hun konstaterede, at hun ikke kunne se afgrunden. Hun kæmpede derfor endnu mere for, at holde balancen på linen.

I de andre tov som hang fra hendes balletskørt, hang f. eks. børnene fast i et, og ROSKILDE BANK i et andet, og i et helt tredje tov hang hendes gode humør fast og så videre. Og mens alle mulige udfrakommende faktorer hev fra de forskellige sider i tovet, kæmpede hun med at holde balancen. Det var så svært. At holde balancen altså.

En dag begyndte det tilmed at regne, mens hun øvede sig. Ja, det kan vel ikke komme som en stor overraskelse for nogen. Det var jo ligesom sommer i Danmark ing’? Men, da hun stod derude midt på linen i regnen, opdagede hun, at måske handlede det med balancen om, at hun ikke havde en paraply og hun tænkte, at måske var det i virkeligheden derfor, hun ikke kunne holde balancen.

Hun fik derfor hurtigt fat i en paraply, og prøvede at øve sig på at holde balancen, med en paraply i hånden. Da det begyndte at regne igen, brugte hun paraplyen til at beskytte sig mod regnen, så hun ikke blev våd og kold – det kunne man jo blive syg af. Pludselig da hun stod der under paraplyen i regnen, begyndte hun at blive bedre til at holde balancen. Ja, man kan faktisk sige, at pludselig kunne hun gå på line, uden problemer.

Hun lovede derfor sig selv, at når hun skulle gå på line fremover, ville hun altid have en paraply med sig.

Sådan gik det til, at den lille cirkusprinsesse lærte at gå på line. Sådan gik det til, at hun lærte at beskytte sig selv mod uvejr og sådan gik det til, da hun lærte, at for at holde balancen i livet, skal man starte med at passe på sig selv.

Ind imellem øver hun sig stadig uden paraplyen – og du tænker du sikkert: “hvorfor dog det?”. Det skal jeg sige dig. Det er fordi, hun ind imellem glemmer hvor vigtigt det er, at passe på sig selv. Men hun øver sig stadig på, at huske paraplyen.

Og så længe hun øver sig, så er der stadig håb.

om at vælge at høre efter…

…og især til det lille barn som bor dybt inde i mig..

Denne historie handler om, at føle sig alene i verden, om at kæmpe med monstre og begrænsninger fra fortiden og om, at forsøge at gøre noget ved det – også selvom jeg føler mig helt alene i hele verdenen.

Jeg har begivet mig ud på en rejse, som jeg mente var på tide, og som jeg mente var den rigtige for mig. Jeg var klar og glædede mig vildt. Jeg havde til at starte med opbakning hjemmefra, men langsomt gik det op for mig, at uanset hvor meget jeg forberedte mig, så ville jeg blive nødt til at tage denne rejse alene.

Jeg tog afsted… Og begyndte rejsen med en lang aften i selskab med nogen fantastiske mennesker. Det var intenst og mange ting inspirerede mig vildt til, at det her var det rigtige.

Jeg blev grebet af stemningen, og jeg følte mig klar.

Men i løbet af dagen i dag, stod det klart for mig, at jeg måske slet ikke var så klar, som jeg gik og troede. Måske var destinationen slet ikke den rigtige for mig, og når jeg mærkede efter i mig selv, så var der dele af rejsen, som min krop reagerede kraftigt i mod. Den lille pige inde i mig SKREG så højt, at jeg flere gange vågnede i nat, og lå stille i mørket og tænke. Jeg forsøgte ikke at høre, for jeg havde også en fornemmelse af, at naturligvis ville den lille pige være bange, for hey, vi skulle springe balloner på størrelse med månen, og det ville være nogen høje brag der ville komme, så naturligvis ville hun stritte imod.

Men som tiden gik, og jeg kom det hele nærmere, måtte jeg bruge en livline og bede om hjæp, til at forstå det sprog den lille pige talte. Jeg blev klogere – og jeg er nu glad for at jeg lyttede. Min rejse tog en drejning, og jeg er nu tryg igen.

Jeg lyttede til mig selv, og respekterede mig selv og mine signaler. Det var stort for mig. Jeg fik sat nogen grænser, og nu rejser jeg videre. Åhhhr, hvor det føles godt.

om at være bange..

…og samtidig vide, at det hele løser sig stille og roligt, og at alt nok skal ende med at blive ok.

Her er jeg faktisk, lige midt i det hele. Jeg er skide bange. Sådan, så er det sagt. Jeg står nemlig midt i nogen kæmpe udfordringer i mit liv og jeg er virkelig bange. Jeg er så bange, at jeg nogen gange vågner om natten og bliver holdt vågen af tanker som “hvad hvis nu?”. Jeg har svært ved at falde i søvn igen, de nætter. Og tit ligger jeg og græder mig i søvn, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue uvisheden og fremtiden. Det er virkelig voldsomt. Men jeg står også midt i en kæmpe omvæltning i mit liv, og jeg føler hele tiden jeg bliver væltet omkuld.

Men jeg rejser mig. Måske fordi, hvis der er noget jeg virkelig KAN i det her liv, så er det at rejse mig. Børste snavset af tøjet, putte plaster på såret, og så lige orientere mig om, hvilken retning jeg var på vej hen, sætte kursen og så afsted.

Fordi…. Jeg kan jo ikke vide “hvad hvis nu?” – det ved jeg jo godt. Og selv hvis jeg vidste, ville det jo ikke ændre på, at forandringer sker, fordi de skal ske. Der er læring i alt i dette liv, og det her er også en læringsproces for mig. BIG TIME.

Mine tanker om løsninger for 1,5 måned siden, er anderledes end de tanker jeg tænkte for 4 uger siden, og så igen fuldstændigt anderledes i forhold til den løsning jeg fandt i weekenden, som nok bliver min plan for det næste stykke tid. Det hele giver mening, det giver sig selv, og det går langsomt op, det forbandende puslespil. Måske ender det i virkeligheden med, at jeg en dag har samlet alle brikkerne og tænker “Nåh, var det bare det!!”.

Så, jeg rejser mig. Endnu engang. Vandrer ud af den sti, som jeg ikke aner hvor fører hen. Bange som ind i helvede, alene og alligevel rolig over tanken om, at alt er præcis som det skal være. Her er ikke så mørkt som der plejer at være, når jeg skal finde stier at betræde. Måske handler det om, at jeg efterhånden er ved at lære, at lukke lyset ind. (hvilket jo ER smart, når man ikke ser skide godt i mørket som natteblind!)

Jeg er på vej. Men har ikke noget mål. Heldigvis.

Hvor er du på vej hen? Er du bange ligesom jeg?

om kasser og kreativitet…

..og at leve det f****** liv, præcis der hvor det er… for MIG og for DIG!!

Jeg har haft en anderledes opvækst end de fleste, og den vil jeg gerne dele med Jer. Ikke alt det kedelige, for det er i virkeligheden ikke interessant, men alt det, der faktisk har dannet mig og min tilgang til livet. Det er måske heller ikke interessant for dig, men hey, det her er MIT sted, og når det er interessant for mig, tja, så skriver jeg om det ;-)

Min mor døde jo… grumme ting var sket, bla bla bla… og så kom jeg på børnehjem… og senere på Fjordhøj. Fjordhøj var et kollektiv, hvor 2-3 par (voksne-agtige) havde valgt, at lave et socialpædagogisk sted til børn og unge, der af den ene eller anden grund ikke kunne bo hos deres forældre. Her var børn af rige som af fattige, børn af misbrugere og prostituerede, børn der var misbrugt og tævet, og børn der var ubegavet og begavet, børn der selv var misbrugere og børn der ikke var, børn der var kriminelle og børn der ikke var og børn ikke ville gå i skole og.. tja, så var der børn som mig og min (dengang) plejebror, som havde mistet vores forældre og derfor skulle bo her, til vi var klar til at flytte ud og klare os selv.

Fjordhøj var et fantastisk sted. Det lå ned til vandet ved Roskilde Fjord, og vi boede i et kæmpe kæmpe hus, midt i den skønneste natur. Vi havde dyr, hunde, katte, høns, heste, får og en klappe gris der hed Vagn. Vi havde halmfyr (noget fanden havde skabt) og vi knoklede derfor hver høst, med at fylde laden op med halm, så vi havde varme hele vinteren. Vi havde pligter, rengøring i huset hver dag, fodre dyr, rense halmfyr, smitte halm, udeprojekter og så var der mig, der havde en fast pligt med at vaske bil, hver gang jeg ikke overholdte aftalerne om komme-hjem tiderne. (Vi taler 2 store Ford transit med plads til henholdsvis 15 og 12 personer). Lad mig sige det sådan, vi havde ALTID rene biler :-)

Vi levede efter devisen “kontrol eller tillid”, kærlig konsekvens, regler og aftaler, frihed under ansvar og “du kan hvad du vil”. Når jeg oplevede begrænsninger, blev jeg mødt med venlighed og opfordringen “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du lappe cykel” eller “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du selv hænge lamper op, lad mig vise dig hvordan?”. Vi malede, syede tøj, havde jern- og træværksted, cykelværksted, køkkenhave og de skønneste rammer til at udfolde kreativitet. Og kreativitet blev belønnet.

Jeg adapterede ret hurtigt til den levevis, og jeg havde en god position. Jeg var en af de eneste piger, jeg havde boet der længe og jeg var klog og passede min skole, og var en man så op til. Jeg fik en rolle i livet på Fjordhøj, hvor jeg var en man lyttede til, og jeg var ofte den, der styrede vores “søndagsmøder” (20-25 personer der holdte møde og alt hvad der foregik og skulle foregå i huset), og det var naturligt for mig, at træde i karakter og sige min mening. Og jeg blev hørt.

Jeg hjalp de andre børn og unge – fagligt, socialt og venskabligt. Lærte dem alt hvad jeg indeholdt, og ville virkelig gerne hjælpe dem til et bedre liv. Og til gengæld passede de på mig, nogen forelskede sig i mig og andre blev bare mine aller bedste venner. Dengang.

Det liv og den opvækst gav mig så meget, at jeg ikke kan beskrive det. Men det tog også noget fra mig. Det gav mig mulighed for at blive den mønsterbryder jeg er i dag. Det gav mig mulighed for at lære, hvor i mig, jeg har det bedst. Det gav mig mulighed for at udfolde min kreativitet og det gav mig oplevelser rundt om i verdenen, som jeg aldrig ville have været foruden.

Det jeg ikke fik, var en familie. For den dag jeg flyttede, flyttede en anden ind. Og jeg var alene. Helt alene. Bevares, jeg har haft kærester og venner, men en familie havde jeg ikke. Min egen familie var langt væk og havde ikke været i mit liv meget længe, og derfor blev jeg opfattet som hende udefra. Og min “familie” på Fjordhøj, fortsatte jo, uden mig. Det var nok den primære årsag til, at jeg selv fik børn tidligt. Jeg savnede en familie og et sted at høre til. Og det er noget jeg er meget opmærksom på, i min egen lille familie, at sørge for, at mine børn forstår hvor stor en gave det er, at have en familie der er hos dig, uanset hvad og at have søskende, der er der for dig og en aktiv del af dit liv, uanset hvad.

Jeg ved, at nogen kalder venner for den familie man selv har valgt, jeg tænker anderledes omkring mine børn, for jeg vil gerne have de skal forstå, at den fælles historie, opbakningen til hinanden og biologien er vigtigere end om man er enige om alt. Man skal nemlig ikke være enige om alt, og man skal ikke nødvendigvis have samme interesser, for at kunne holde sine søskende ud. Man skal kunne sige til og fra, og være elsket lige meget af den grund, man skal acceptere og tolerere hinandens forskelligheder og man skal bakke hinanden op, uanset egen holdning. SÅDAN skal man være! (hvis du spørger mig!) Og det forsøger jeg at skabe, i mine egen lille familie. Det kræver et sæt spilleregler og dem skaber man sammen med børnene igennem hele deres opvækst. Man skal nemlig kende reglerne, for at kunne spille spillet. BUM!

Nåm, på Fjordhøj havde vi også spille regler – ellers kunne vi ikke leve 20-25 mennesker under samme tag, det siger jo ligesom sig selv. Men det var som om, at når man flyttede, så ophørte spillereglerne – stille og roligt forsvandt alle de mennesker, man gennem årene havde kendt.

Jeg brugte årene fra jeg flyttede “hjemmefra” som 16 årige, til at forsøge at passe ind i kasserne. Men det var så skide svært, for jeg følte ikke jeg hørte til nogen steder. Jeg har ikke opvokset med “forældre” der gik på arbejde fra 8-17 eller med “forældre” der hang foran fjernsynet så snart de havde fri. Jeg var ikke opvokset blandt akademikere, med fine stillinger og pænt tøj. Næh, på Fjordhøj var habitten en kedeldragt fra trælasthandlen eller en dejlig varm termotrøje fra Helly Hansen (sådan en havde ALLE – også mig). Vi havde alle gummistøvler og gummisko, og jeg som den eneste pige, ballerinasko og et pinkfarvet værelse.

Jeg ville være advokat. 13 år gammel. Det skulle jeg. Gymnasiet. Droppede ud. Arbejde. Fik børn. Uddannelse. Selvstændig. Uddannelse. Uddannelse. Arbejde. Og universitetet.

Jeg fandt studiet spændende, da det stimulerede min trang til at lære. Men jeg fandt det også nemt og snød derfor med læsningen. Det var ikke udfordrende nok. Jeg er dygtig, til alt jeg sætter mig for, og har haft fantastiske stillinger. Men jeg føler mig ikke hel der. Der mangler altid noget. Jeg elsker at arbejde, og især i stillinger hvor jeg kan få lov til at fordybe mig og lede andre på deres vej. Og jeg har svært ved at lade være med at arbejde, når først gnisten er tændt i mig. LOVE it! Men der mangler stadig noget. Og jeg ved nu, hvad det egentlig er.

På Facebook har jeg fundet meget af min mistede “familie” fra Fjordhøj – nogen er mere interessante end andre. Nogen har jeg formået at holde kontakten med siden jeg flyttede.  Men en fandt jeg for et halvt årstid siden og han vækkede noget i mig. Han var barn af en af de voksne, og var derfor ikke et skadet barn, men derimod et meget velfungerende menneske. Han var kreativ og som ung husker jeg ham som en, der bare var sig selv, på sine egne præmisser. På Facebook så jeg hvad han var blevet til. En kunstner. Se ham her. Når jeg kigger på de ting han har lavet, rejser hårene sig på armene af mig og jeg bliver varm om hjertet. Det er stort. Han skaber noget – som er smukt og ubeskriveligt. Han er gået efter sin passion i livet, og har holdt fast. Han skaber og er kreativ.

Jeg blev i dag meget påvirket af hans ydmyghed, når man roser hans værker. For han er ydmyg omkring det han kan og det han skaber. Og det rørte mig og satte tanke-motorvejen i gang.

Og hvad kan vi så bruge det til tænker I måske? Jamen for fanden da, livet er her og nu. Hvorfor skal vi puttes i bokse, hvis der er noget vi hellere vil – eller hvis boksen ikke passer, fordi den ikke kan sættes ovenpå den anden boks vi også er i. Hvorfor skal vi begrænse os? Kan vi ikke bare være lidt LEGO-agtige? De kan godt sættes sammen, selvom de ikke passer i størrelse. De behøver heller ikke være samme farve, bare du bliver glad for de bokse du har valgt.

Jeg er trådt ud af boksen og ud af forventningerne. Jeg vil leve mit liv. Hele mit liv. Jeg vil ikke spilde så meget som en dag mere af mit liv, på at være mellemfornøjet over mine valg i livet. Vi har altid et valg. Sælg huset. Skrid fra det hele. Sig NEJ til chefen. Elsk dig selv. Og lev dit liv. NU sgu! Vær din egen gode forældre. Ingen andre kan gøre jobbet så godt, som du selv kan.

Her er jeg nu. Og min hjerne popper ideer ud konstant, som en anden popcornsmaskine. Jeg har sedler i hele mit hjem med ideer, for jeg prøver ihærdigt at skrive dem ned, hver gang jeg får en ny ide. Jeg har besluttet, at alt hvad jeg kan, skal prøves af. Dur ikke næste, er mit motto, sammen med mit Pippi-gen “det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt!”. Og måske klarer jeg den, måske gør jeg ikke. Måske må vi flytte i en lille lejlighed og måske ikke. Det vigtigste er, at jeg er der, hvor jeg føler det rigtigt. Og det er lige her hvor jeg er nu.

Hvor er du?

om ikke at styre en skid…

…eller noget i den stil….!

Altså, jeg har gang i rimeligt mange projekter og jeg knokler “i hovedet” for at få det hele færdigt. Jeg mangler i virkeligheden bare en masse nørde arbejde og skrive arbejde, så kører bussen…

Jeg strukruterede og planlagde i aftes, hvordan jeg skulle gribe det an, og jeg havde 2 vigtige opgaver, der skulle laves i dag…

Så øhm….

I morges blev jeg vækket 2 minutter i 6.30, af dejlige Emil som ENDELIG havde nået op til mors seng, for at “sove hos mor” inden jeg havde vækket ham i hans seng, hvor han så kunne konstatere at det heller ikke blev i dag han skulle putte.

Han elsker at putte hos mig om morgenen, men efter påskeferien har der ikke været meget tid til det, da jeg har sat fart på hverdagen igen. Jeg stod derfor op, meget mod hans vilje (han fik kun puttet i 10 min.) og gik i gang med dagens opgaver.

På vej ind igennem 7 åriges værelse, træder jeg først på 3 bayblades (AV FOR SATAN), så på en lego klods (AUUUUVVVV!!!!) og til sidst på en lille bil (MIKKKKKEL, for helvede!!!). Nåm, godmorgen skat. Op med dig. Trak persienner op, og så hvor rodet hans værelse var, OG sengetøjet var vådt. Så skulle der ryddes op, legetøj i rigtige kasser og i løbet af 20 min. havde jeg fikset både Mikkels og Emils værelse. Vasketøj var samlet og sengetøj pillet af.

På vejen forbi datterens værelse, så jeg til min gro, et kæmpe rod og skåle og tallerkner med madrester efter hygge med veninde i aftes. En ordre om oprydning blev sendt afsted mod datteren – der skal RYDDES OP! NU!

Tøj på drengene, op og konstatere en fyldt opvasker. Tømme den og sætte den næste over. Kalde på datter – tingene fra hendes værelse skulle jo gerne med! Intet svar. Konstaterer, at det må komme med i næste vask. Åbner køleskabet, rydder op og sætter ting i opvaskeren. Sætter den over.

Laver havregrød til drengene og datter (+ overnattende veninde). Henter vasketøj i hele huset, mens de spiser. Kommer i tanke om madpakker – skynder mig ud og smøre til 7 årige. Pakker hans taske med gymnastiktøj, madpakke og tjekker penalhus for spidsede blyanter. Tjek!

Pigerne cykler i skole – jeg konstaterer, at datteren IKKE kom op med de ting hun blev bedt om. Bliver lidt irriteret. Henter drengene og kører 7 årige i skole, snart 3 årige i dagpleje. På vejen tilbage smutter jeg lige i REMA, så er det jo overstået. Handler ind for kr. 930,25 og tænker bagefter: “hvad købte jeg egentlig???”

Kommer hjem. Begynder at slæbe ind. Manden er ikke kørt på arbejde endnu. Han var dårlig på grund af medicin mod sygdom i øjet. Pakker ud af bilen og ind i køleskabet. Rydder lidt mere op i køleskab. Er sulten. Spiser 2 stykker varmrøget laks – det skal alligevel spises i dag. Gider ikke lave æg til, jeg skal jo snart arbejde. Kommer i tanke om en hel kasse krydderurter købt i fredags, der ikke er plantet endnu. Går i ud og kigger – tænker, : “Gør det om lidt!”

Sorterer vasketøjet – tæller mig frem til en med tisse sengetøj, en hvid kogevask, en kulørt 40 grader, en sort 40 grader, en uldprogram, en med skjorter til datterens skoleuniform, en med cowboybukser, en med håndklæder. 8 i alt. Sætter de første 2 over (har 2 maskiner – så heldig er jeg!)

Sætter de sidste indkøb på plads. Tømmer opvasker og irriterer mig over, alle de ting på datterens værelse. Går ned og henter det (af 3 omgange, så meget var der!) og ser samtidig en fyldt skraldespand, og seng og sovesofa uredt. Reder seng og klapper sovesofa sammen. Samler skrald sammen og tager skraldespanden med ovenpå. Tømmer den i en sæk. Går ned med den igen.

Skjorterne er færdige. Går ned og henter 5 bøjler og hænger dem til tørre. Uldtøj er færdigt. Går ud i gården (som også er hundens gård!!), og slår tørrestativet op. Konstaterer en masse hundeprutter. Samler dem op og putter dem i skraldespanden. Skifter skraldespanden. Går ned med skrald. Tjekker om hunden stadig er i løbetid. Næh, sørme om hun er færdig med det pjat. Leger lidt med hende, med hendes bold. Hun logrer og er glad.

Går ind og laver rugbrødsdej færdig, så kernerne kan trække lidt inden bagning. Hælder det på forme. Skriver med veninde og ender med at aftale, at hende og datter skal komme til mad i aften. Det bliver dejligt at se dem. Henter laksen i køleskabet i kælderen og begynder at tilberede den. Sætter den i ovnen. Så mangler der kun grøntsager og kartofler til i aften.

Lægger lidt tøj sammen og kigger ud på krydderurterne. Ja ja, jeg skal nok tænker jeg. Lægger tøj på plads. Går ud og planter krydderurterne, fjerner ukrudt, beskærer de gamle krydderurter og plukker salvie bladene af – de kan bruge til min madlavning. Nyder duften af dem. Rydder op efter mig. Kommer ind. Har glemt at ordne basilikum. Begynder at skille dem ad, og prikker huller i jorden. Ved det er rigtig skidt for min håndeksem, men det skal jo gøres. Det tager mere end 30 min. Så, nu er det sgu basilikum hele denne sommer. Betragter det lidt og føler mig heldig. Elsker mine krydderurter.

Ud til vasketøjet igen. Fjerner lidt pletter. Hænger op. Lægger sammen. Sætter nye maskiner over. Konstaterer at klokken er mange.

Tager laksen ud af ovnen. Den er perfekt. Nu skal den bare trække til i aften. Mums. Sætter rugbrødene i ovnen. Går ud til bilen og fylder den med papkasser, plastiksække med pap og småt brændbart og henter en sæk tomme flasker. Kører på genbrugspladsen med affald. Svinger ind forbi en tank på vejen tilbage og afleverer flaskerne. 75 kr.

Henter 7 årige i SFO’en. Han spiller fodbold med de andre. Står og betragter ham i 4 min. inden jeg giver mig til kende, og han glad kommer hen til mig. Han har ikke tisset i bukserne. Dejligt. Jeg føler mig heldig. Vi kører hjem. Tømmer taske og madkasse. Han sætter sig og laver lektier. Jeg ligger rent sengetøj på hans seng. Ordner lidt vasketøj. Vasker gulv i køkken, gang, badeværelse og bryggers (efter hunden der har været i løbetid!!!)

Klokken er 15.00

Jeg havde lovet mig selv en løbetur og et bad, inden jeg skulle have gæster. Og jeg konstaterer, at jeg ikke har nået noget som helst af det jeg havde planlagt. Øv og måske ikke alligevel. Jeg fik styr på mit hus, det må da også tælle for noget.

Nu sidder jeg så her, i stedet for at løbe en tur og i stedet for at arbejde, så blogger jeg… Fordi det havde jeg bare mere brug for lige nu. Måske skulle jeg bare rykke direkte til badet. Og selvom jeg passerer “start”(løbeskoene), så udløser det ikke en løbetur i dag. Jeg trækker vejret dybt. Alt er ok. Jeg er glad. Lettet. Og elsker bare mit liv og min lille fantastiske familie. Skulle jeg nappe den løbetur alligevel?

Naaaahhhhh!!!!

just love living <3<3<3

om at være mor…

…og føle at man gør det så godt man kan…

Jeg har tidligere skrevet om at være mor og sjovt nok, har jeg det stadig lige sådan. Men det er skrevet for 2 år siden, hvor jeg sad midt i hvad jeg troede ville være mit livs krise, med præmatur barn, 2 diabetesbørn, en der var inkontinent og så lille mig uden job og i økonomisk kaos.

Og tænk, her er jeg stadig.

Men til forskel fra dengang, så har jeg lært en masse, og mit ene barn er ved at udvikle sig til en ganske voksen og moden ung mand.

I sidste uge åbnede han sine øjne lidt mere, da han læste mit tidligere indlæg og han havde en ustyrlig trang til at skrive til mig. Det han skrev, gjorde mig så glad, fordi det fik mig virkelig til at føle at jeg var på rette vej, og at alle de ting jeg har bekymret mig over, de sidste par år, måske i virkeligheden er fuldstændigt ligegyldige bekymringer, fordi jeg måske på trods af alt min tvivl, rent faktisk har styr på det her mor-ting-noget.

Måske har jeg virkelig fyldt mine børns rygsække op, med alle de værktøjer de skal bruge, for at udvikle sig til gode samfundsborgere, gode sociale væsener, og vigtigst af alt, til dejlige mennesker der har lært at lytte til dem selv, og gå efter deres drømme.

Og ja, jeg har svært ved at give slip, men for helvede altså, det er mine børn vi taler om, altså dem der engang lå og voksede i min mave. De dejlige væsener jeg talte og sang til under graviditeten. De skønne mennesker, som jeg bragte til verdenen i ufattelig, men dog overkommelig smerte (hey, jeg gjorde det gerne igen! men 4 ER NOK!!). Det er dem vi taler om, og dem giver man altså ikke sådan BARE slip på vel?

Men jeg øver mig, og forventer at på et tidspunkt, så har jeg lært det, nemlig at lade mine børn iføre sig deres egne vinger, og flyve ud i verdenen – ud for at udleve deres drømme.

Til den tid skal jeg stå og nyde synet mens de svæver, holder balancen – sætter farten op og ned, og øver sig på, at blive den bedste udgave af dem selv. Åh gud, hvor jeg glæder mig – og så alligevel ikke. For det er skræmmende at give slip.

Min søn viste mig, med sin besked, at jeg er på rette vej, og jeg er så ufatteligt stolt, af både ham og af den version af mig, som jeg er i hans øjne.

Hej mor :) Jeg vil bare lige sige at jeg elsker dig rigtig rigtig højt! Og at jeg aldrig kunne klare den uden dig på sidelinjen :) du er den bedste mor i hele verden! Og det har jeg aldrig været i tvivl om! <3 jeg ville sige meget mere, men jeg kan ikke sætte ord på det :) – din søn :)

om at se igennem tårerne…

…og især om at savne helt vanvittigt…

(Det her er nok det mest usammenhængende indlæg, du nogensinde kommer til at læse fra min hånd. Det er der naturligvis en ganske god forklaring på…)

Historien jeg vil fortælle, er en historie der har sat sig dybt i mig. Hvad der skete op til episoden, står lidt uklart, men historien foregik i 80′erne i Brøndby hvor der var bandekrig med rockerbander, det var normalt at drikke og ryge hvor man havde lyst, man brugte ikke sikkerhedsseler i bilerne og mottoet “lev stærkt, dø ung” var en kliche som ofte blev anvendt som en helt ok livsstil.

Dengang levede min mor alene med mig og min søster, hun havde skiftende kærester og mange venner. I dagene op til denne dag for 30 år siden, blev 2 af hendes nære venner begravet. Min søster og jeg blev passet, og min mor var i byen. Min søster var hos nogen venner. Jeg var hos min mormor og morfar, og lige den dag, ville jeg bare gerne hjem til min mor. Normalt elskede jeg at være hos min mormor og morfar, men noget i mig hungrede efter min mor.

Min mor ringede kl. 21.30 hjem til min mormor, og jeg tog som altid telefonen. Hun lød trist og glad på samme tid og jeg spurgte hende, om hun ikke ville hente mig. Min mor sagde, at jeg skulle blive hos mormor og morfar om natten og at vi kunne ses i morgen, men jeg fastholdt og sagde jeg ville hjem til hende. Jeg husker tydeligt den følelse jeg havde i kroppen, da tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg stille græd til min mor i telefonen: “jamen, jeg vil bare være hos dig mor” – men hun afslog og sagde hun skulle tale med min mormor. Det var sidste gang jeg talte med min mor, og siden den aften for 30 år siden har følelsen siddet i min krop, at jeg ville være hos min mor, fordi jeg kunne fornemme der var noget galt og fordi jeg havde brug for hende.

Efter min mormor havde talt med hende, trøstede hun mig og sagde at jeg ikke skulle være ked af det, for jeg kunne da få min mor i morgen. Men følelsen ville ikke slippe sit tag i mig, jeg ville have min mor. Den aften græd jeg mig i søvn. Jeg tror det var første gang i mit liv jeg græd mig i søvn, for jeg var normalt altid en glad og tryg pige, men den aften og nat gjorde noget ondt inde i mig. Det skulle senere vise sig, at få en fatal følge.

Historien ville det, at min mor og hendes kæreste kom op at skændes. Han ville køre, men hun bad ham blive. Hun tiggede ham. Men han ville ikke blive. Han kørte til trods for, at min mor havde sagt, at hvis han gik, ville hun tage sit eget liv. Han gik og efterlod hende.

Min mormor boede i en boligblok skråt væk fra min mor, og fra mit værelse hos min mormor (havde mit eget værelse, fordi jeg var der så tit jeg havde lyst) kunne jeg fra vinduet se hjem til min mor. Jeg vågnede kl. 01.00 om natten og sad og kiggede over til min mor. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, og jeg kunne se der var lys i stuen. Jeg overvejede at gå derhjem, men turde ikke fordi jeg var mørkeræd. I 30 år har jeg ønsket, at jeg dengang havde haft styrken til at gå efter min fornemmelse og til at overvinde min frygt. Men jeg var kun 8 år gammel.

Min mors kæreste ringede kl. 01.00 om natten hjem til min mormor og morfar. De sov, og min onkel tog telefonen, som hang ved siden af hans seng. Han var syg og havde voldsomt høj feber og forstod ikke hvad der blev sagt i telefonen. Min mors kæreste sagde til min onkel, at han blev nødt til at gå over til hans storesøster, fordi hun havde det skidt og havde truet med selvmord. Han svarede i telefonen, at han ikke kunne, da han var syg. Samtalen blev afbrudt. Min onkel forsøgte at kalde på min mormor, men hun hørte ham ikke. Jeg hørte ham. Jeg kunne ikke sove. Min onkel var så syg, at han faldt i søvn med telefonen i hånden.

Om morgenen pakkede jeg mine ting og sagde til min mormor at nu ville jeg gå hjem til min mor. Min mormor ringede til min mor, men der blev ikke svaret. Hun sagde jeg måtte vente til min mor ringede. Jeg sad og ventede ved telefonen, men den ringede ikke.

Vi gjorde klar til søndagsfrokost og havde netop sat os til bords. Telefonen ringede. Jeg fløj op, og råbte, det er mor, jeg skal hjem nu. Jeg tog telefonen. Den var en der stønnede i den anden ende, og ellers blev der ikke sagt noget. Jeg sagde flere gange hallo? og efter lidt tid blev der svaret: Giv mig morfar! samtalen blev afbrudt. Jeg vendte mig mod min mormor og morfar og sagde hvad der var sket. Telefonen ringede igen, og denne gang tog min morfar den. Han så meget mærkelig ud i hovedet og svarede kort: jeg kommer. Han gik.

Efter en time kom han tilbage. Mormor og jeg vidste ikke hvad der foregik og min onkel sov stadig. Min morfar tog mormor med ind i soveværelset og jeg kunne høre et kæmpe hjerteskærende skrig som jeg aldrig har hørt lignende siden. Min mormor skreg og græd. 10 min efter kom vagtlægen og gav hende en sprøjte.

Jeg sad alene i stuen. Jeg frøs og var bange. Jeg rystede. De kom ind i stuen, mormor, morfar og min mors kæreste. Mormor satte sig ved siden af mig. Hun snøvlede. De kiggede alle på mig og på hinanden. De sagde flere gange: men hun forstår det jo ikke. Mormor vendte sig mod mig, kiggede mig i øjnene og sagde: Din mor er død, men du forstår ikke hvad det betyder. Jeg kiggede tomt ud i luften og øjnene fyldtes med tårer. Jeg kæmpede for at se igennem tårerne, og halsen snørrede sig sammen. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg ville jo bare have min mor. Men hun var her ikke mere. Og jeg forstod det ikke – sagde de. Men jeg forstod det hele. Og jeg frøs indeni.

Alt herefter var kaos. Huset blev fyldt med gæster, og der var en summen. En summen af mennesker, der alle ville have en forklaring, der alle græd og der alle tænkte på dem selv og deres sorg. Jeg sad fuldstændigt forstenet og tænkte på, at jeg bare ville have min mors arme omkring mig, jeg ville have lov til at græde med mit hoved trykket helt ind i hendes bryst,  jeg ville dufte hende og jeg ville have hende til at passe på mig. Jeg græd indeni. Men beherskede mig, for jeg “forstod det jo ikke” – sagde de.

I dagene efter var jeg nede og lege – troede de. Men jeg gik over i opgangen hvor min mor boede og sad på dørmåtten og så den af politiet plomberede hoveddør. Jeg kiggede ind af brevsprækken og kunne dufte min mors duft. Jeg kaldte på hende – stille og forsigtigt. Jeg ønskede hun skulle åbne døren og lukke mig ind. Men hun åbnede ikke. Jeg sad der udenfor døren i mange timer, mange dage, flere uger efter. Hun åbnede aldrig.

I dag er det 30 års siden, at min mor valgte at tage sit eget liv.

Hendes skæbne blev som 26 årig at give efter for livets ubegribeligheder og efterlade 2 piger på 5 og 8 uden en mor. Selv om det har været uforståligt, har jeg accepteret, at det var hendes valg, truffet ud fra hendes sted i livet.

Men jeg har savnet hende vanvittigt hver eneste af de 10.950 dage der er gået siden da – og hvert år på dagen i dag, savner jeg hende ekstra meget. Jeg ville ønske jeg kunne få lov til, bare en eneste gang, at putte mig i hendes arme, med hovedet i hendes skød og føle mig tryg – og fortælle hende om alle mine bekymringer og glæder – fordi jeg savner, at nogen er MIN mor ♥

Min onkel levede resten af sit liv, med en forfærdelig skyldfølelse. Det var grusomt for ham, for natuligvis var det ikke hans skyld. Han tilgav aldrig sig selv, at han faldt i søvn, men jeg tilgav ham. Han døde i 2000. Han blev 36 år. Han hængte sig selv. Jeg fandt ham.

Min mormor kom sig aldrig over tabet af sin datter. Hun sørgede i mange år og helede aldrig. Hun gav alle skylden, tilmed sig selv. Men det var ingens skyld. At miste sit barn, må være grusomt. Men at miste sit barn til selvmord, må være meningsløst på en ganske ubeskrivelig måde. Hun tilgav aldrig min mor – sagde hun. Hun døde i 1999. Hun blev 62 år.

Det er første gang jeg skriver historien, men jeg har fortalt den en million gange (højt og i mit hoved) og jeg har gennemlevet følelserne en milliard gange. Jeg savner hende stadig hver dag. En del af mig, vil aldrig blive ældre end de 8 år, hvor jeg så inderligt hungrede efter min mors omsorg og varme, og hvor jeg græd stille og kæmpede for at se gennem tårerne, mens jeg udemærket vidste, at jeg aldrig ville få MIN mors kærlighed at føle igen.

Der findes stadig dage i mit liv, hvor jeg ville ønske jeg kunne tage min bil og køre hjem til min mor, få hendes arme omkring mig og bare græde. Velvidende, at alt nok skulle blive godt igen. Det er det værste savn.

I dag kan jeg ikke huske min mors stemme. Jeg kan huske hendes ord og hendes tone fra den sidste samtale jeg havde med hende, og jeg kan huske følelsen da tårerne stille trillede ned af mine kinder og jeg bare kunne fornemme at der var noget galt. Jeg husker stadig tydeligt, hvor svært det var at trække vejret, og hvor ondt det gjorde indeni mens jeg kæmpede for at se igennem tårerne…

RIP elskede mor – jeg savner dig vanvittigt!

om at kende hinanden..

…og gør man så egentlig det, altså kender hinanden?

Når man nu tænker sig rigtig godt om, hvem KENDER man så egentlig? KENDER man sin mand, bare fordi man tilfældigvis (det ord passer lidt dårligt i denne sammenhæng!) har sovet ved siden af ham i snart 17 år, og KENDER han dig? KENDER vi vores børn? Vores forældre? Vores veninder? Hvem KENDER vi egentlig, når alt kommer til alt?

En morgen forleden ligger vi i sengen og snakker, og efterfølgende bliver der stille. Stilheden varer en stund, hvorefter min mand siger: “Hvad tænker du på?” og jeg svarer: “Hvad får dig til at tro jeg tænker, knirker min hjerne så meget?” og han svarer: “hmm, jeg kender dig efterhånden:”

Sådan, så blev mine tanker sat i sving. Fordi, hvem er det han kender? Hende han ser på hverdag, men som måske nogen gange spiller den rolle, hun har påtaget sig i “livets komedie” i stedet for den rolle hun blev påtvunget i “livets tragedie”? Føler han, at han efterhånden (red. efter snart 17 år) kender hende, som forsøger at leve op til replikkerne i “livets parodi”? eller handler det om, at han læser med herinde, og derfor “efterhånden” har lært kvinden bag masken i “livet maskeradebal” at kende, på en måde som de fleste mænd aldrig lærer deres kvinde at kende?

Vi har alle roller i “livets skuespil” og med alderen forandres disse roller. Jeg har i alt for mange år, spillet de roller man forventede af mig, i stedet for at spille den rolle der lå mig nærmest, nemlig at være mig. Frigjort fra påduttede holdninger, og med en frihed som gav mig luft og mulighed for at lære at elske mig selv.

Hvordan kunne min mand overhovedet elske mig i så mange år, når jeg ikke elskede mig? Og hvordan kunne han leve med, at kende min bagage og ikke kunne hjælpe mig med at bære den?  Og har han mon gennem årene flere gange undervejs været stoppet op, og betragtet mig i min udvikling, mens han tænkte: “hvor fanden kommer det fra? sådan plejer hun da ikke at være!”. For sådan har jeg været, og jeg ved endnu ikke, om jeg er færdig med at være sådan.

Er vores roller en del af den udvikling vi går igennem, gennem livet? Forandres de med udviklingen, eller forandres de på grund af andres forventninger?

Jeg er sikker på, at min mand gennem de sidste par måneder, har lært voldsomt meget mere om den kvinde han sover ved siden af, end han har gjort på vores samtaler gennem snart 17 år, fordi jeg har serveret det hele for ham, på et smukt fad, med en anelse for meget PINK. Jeg har serveret det for ham – og JER ANDRE, fordi jeg havde brug for, at sige det højt. Jeg havde brug for, at lufte tankerne ud, og analysere min turbo-hjerne for andre end mig selv. Jeg havde brug for, at forstå mig selv, før jeg kunne elske mig selv – og en ting er sikkert… Jeg KENDER ikke mig selv, men det er jo nok netop fordi jeg er mig selv. Men vigtigst af alt, jeg forstår mig selv, og elsker mig selv. (og min mand – tak for dig skat <3)

Hold nu kæft det blev sort det her, men så er det sagt. BUM!

om at lade tankerne flyve i cyberspace..

…jeg sidder og tænker over, hvorfor jeg egentlig skriver blog. Hvorfor jeg egentlig vælger at offentliggøre mine tanker, og hvorfor jeg egentlig tror, nogen gider at læse om mine tanker.

Jeg har skrevet blog i mange år og jeg startede lidt i slipstrømmen på Nynne-bølgen, og havde dengang en tragikomisk tilgang til mit eget liv. Synes det var lidt for kliché agtigt, lidt for nemt, lidt for “typisk Janne-agtigt” og temmelig ustruktureret.

Jeg hyggede mig med det, og havde på et tidspunkt ret mange læsere. Men så blev jeg ramt af en boomerang, og noget jeg havde skrevet på min blog, blev brugt i mod mig på groveste vis. Samtidig fik jeg et arbejde, hvor jeg arbejde med nogen af samfundets hårdeste typer, og med et ikke helt usædvanligt efternavn, blev jeg enig med mig selv om, at det var på tide med lidt “anonymitet”. Jeg bloggede i stedet på min computer, og udgav aldrig indlæggene.

Jeg fandt ud af, at jeg havde “brug” for at skrive, fordi det gav mig en form for dialog med mig selv om mit liv og de valg jeg har truffet og dagligt træffer. Jeg bruger strengt taget min blogging til at analysere overfor mig selv, hvad jeg egentlig bruger mit liv til.

Til en klassefest for et år siden, sad jeg med en barndomsven og talte om facebook (han er IKKE på fb) og han spurgte mig: “hvorfor har du lyst til at skrive alle de ting om dig selv på nettet? Hvorfor føler du ikke det er privat?” Jeg slog hans spørgsmål lidt hen, men de fik aldrig sluppet mig helt – fordi, ja, hvorfor gør jeg egentlig det?

Spørgsmålet resulterede i, at jeg nærmest fik skriveblokering på fb, og min blog skulle i hvertfald ikke genoplives før jeg havde svaret. Og svaret søgte jeg længe. Hvad var mit svar egentlig? (Det kommer senere)

Bloggen fik dog liv igen i september, efter et skønt foredrag med Anne Deppe. “Kan blogging redde liv?” hed det. Anne gav mig svaret, hendes svar dog, men et svar jeg kunne bruge, og pludselig gav det hele mening for mig.

Når vi har det svært i vores liv, så googler de fleste af os, for at finde løsninger. Vi leder efter svaret, gerne andres svar, og vi søger en erkendelse af, at vi ikke er alene i verdenen med disse problemer. Og finder vi andre med samme problemer, så bliver det hele lige pludselig lidt nemmere for os, at leve med problemerne.

I 1991 mistede jeg min styrke et svagt øjeblik. Jeg tyede til den eneste problemløsning jeg kendte til. Denne løsningsmodel havde jeg fået ind med modersmælken, så hvordan skulle jeg dog kunne vide bedre? SELVMORD! Min mor gjorde det med piller, min bedstefar skød sig selv og min mors lillebror hængte sig selv (jeg fandt ham).

Jeg prøvede naturligvis også denne løsning, fordi livet gjorde alt for ondt. Jeg var 18 år og jeg kæmpede med at leve med skammen over, alt hvad der havde overgået mig i mit liv. Det gjorde ondt, så ondt som jeg ikke kan beskrive. Forestil dig den sværeste situation i hele dit liv, og så gang den med 100 – så ondt havde jeg, inden i. Og af mig selv. Hvorfor skulle alle disse ting ramme mig? og hvordan kunne jeg dog nogensinde rejse mig, når jeg skammede mig sådan? hvorfor skulle nogen nogensinde kunne elske mig?

Midt i tågerne kom styrken tilbage. Jeg ringede til min bedste veninde nogensinde og tiggede hende om hjælp. Problemet var blot, at vi sad 60 km fra hinanden, og hun havde svært ved at ligge røret på, for hvad gjorde hun, hvis kontakten forsvandt. Men hun var sej. Hun formåede, at få sendt en ambulance ud til mig, og jeg husker ikke mere end at jeg hørte hende stemme i den anden ende af røret, hvorefter jeg græd og sagde: “jeg er ikke fej – hjælp mig!”. Jeg klarede den, med hendes hjælp. Og jeg ved i dag, at jeg IKKE er fej. Jeg står smerterne igennem, for jeg har lært, at efter smerten kommer glæden og stolheden, og følelsen af, at kunne finde vejen ud af helvede.

Annes foredrag satte mange billeder i gang i mit hoved. Jeg ved, at havde jeg dengang haft muligheden for at google, og finde ud af, at jeg ikke var alene i verdenen med alle mine smerter, så havde jeg aldrig satset mit liv. Annes liv blev reddet via blogging, og det kunne mit også have været blevet – og hvem ved, måske kan jeg en dag redde liv, ved at fortælle min historie. Kan jeg hjælpe et menneske, så er det det hele værd.

Jeg besluttede derfor, at mit svar på spørgsmålet til dels var, at jeg ville lukke op for posen. Slut med ligegyldigheder og nynne-klichéer, nu er det den rå sandhed, det er mine oplevelser og mine tanker jeg deler, og det gør jeg fordi, jeg samtidig med chancen for, at kunne hjælpe andre, også rent faktisk hjælper mig selv og redder mit eget liv, ved hvert et blogindlæg. Så hvis du, kære læser har lyst, så del min blog med dem du føler kunne have brug for et kig ind i livet barske side. Det her er mit liv, tjaaa… men rent faktisk er mit liv nok ikke så skide meget forskelligt fra andres liv. Del løs, og kommenter. Please kommenter!

Og det sidste er vigtigt, det gik op for mig i dag. Jeg skal forsøge at forklare hvorfor. Anette Ellegaard har med bogen “superwoman er en følelse” lært mig en meget vigtig lektie, nemlig, at det ikke er unormalt at føle sig utilstrækkelig når vi betragter vores eget liv. Den følelse har jeg altid levet med. Det harmonerede ikke helt med, at mange af mine veninder og venner ofte betragtede mig som stærk og overskudsagtig. Mit og manden forhold blev betegnet som “det perfekte forhold” (de skulle bare vide) og vores hjem som fantastisk og noget man stræbte efter at efterligne. Og jeg forstod det slet ikke. For sådan opfattede jeg det jo ikke. Og jeg har ALDRIG forsøgt, at foregive at være noget, jeg ikke er. Men jeg forstod, at måske handlede det mere om mig selv, end det handlede om dem der betragtede.

Her, efter jeg bloggede om min bagage og følelsen af ensomhed har mit liv taget en drejning. Jeg har fundet min indgangsvinkel, til den bog jeg altid har drømt om at skrive, og samtidig med det, har jeg fået så ufatteligt mange beskeder og kommentarer, fra mennesker der beskriver hvordan de opfatter mig, min historie, mine tanker og min måde at takle livet på. Og DET harmonerer SLET ikke med min følelse. For jeg føler mig ikke stærk og jeg føler mig ikke modig – jeg ved, jeg er ærlig og jeg ved, at jeg ikke søger medlidenhed – jeg søger derimod forståelse og accept, for at være den jeg er, med den baggage jeg nu engang har. Og jeg har fundet ud af i dag, at JERES betragtninger styrker mit selvværd. Og DET er vigtigt for mig.

Så i dag kom svaret, jeg bliver stærkere og mere stolt af mig selv, på grund af jer og jeres kommentarer. Så giv mig lidt tilbage, hjælp mig med at føle mig, som den du læser jeg er, ikke rygklapperi, bare din ærlige mening. Jeg har brug for det <3

Så lover jeg til gengæld, at fortsætte med at lade tankerne flyve :-)

 

om konger og prinsesser..

Dengang jeg var en lille pige, var jeg hele familiens lille prinsesse. Jeg var det første barn og barnebarn, og jeg var uden tvivl en rigtig lille lækkermås.

Sød, smilende og altid fuld at godt humør. En uvidende lille bitte mus, der slet ikke vidste hvad livet senere ville bringe hende af smerte…

Som teenager boede jeg blandt mange andre teenagere. De fleste her var drenge. Og jeg var naturligt igen, husets lille prinsesse. Jeg havde et værelse højst oppe i huset, og nogen drillede mig med, at jeg boede oppe på prinsessetårnet. I teenageårene var jeg dog ikke længere, den lille smilende søde pige, for allerede på dette tidspunkt havde jeg fået skrammer, som jeg kæmpede for at skjule. Samtidig med det, var jeg en smule nærtagende og blev meget let fornærmet og sur – nogen ville bare kalde det teenager, og det var jeg måske også. Jeg elskede dog titlen som prinsessen, fordi det var en modsætning til den mørke sandhed som jeg bar rundt på i min bevidsthed.

Som voksen blev jeg tidligt mor. Præcis som min egen mor. Men her stopper sammenligningen også. Min mor blev kun 26 år, fordi hun valgte at tage sit eget liv. Jeg er nu 38 år, og jeg kunne ikke drømme om, at miste mit liv.

I mit voksenliv er prinsessetitlen blevet skiftet ud og jeg er i stedet blevet opfattet som en dronning, gift med en konge – stærk og standhaftig, altid stående ved kongens side – trofast og stabil.

Jeg bliver ofte opfattet som stærk – en stærk kvinde, en kvinde der kan stå det igennem og som ikke giver op. En kvinde der kæmper til sidste dråbe, og en kvinde der vil, fordi hun har besluttet sig for det. Den opfattelse har jeg det lidt svært med, for jeg følger mig ALDRIG stærk.

Hvis I kunne se indeni i mig, ville i vide, at jeg er nøjagtig lige så sårbar og skrøbelig, som jeg var som barn. Livets knubs har blot lært mig, at man ingen steder kommer, uden initiativ og kamp. Jeg kender ingen anden metode, end at tage fat i rebet og kaste mig ud i intetheden og holde fast til jeg igen er på sikker grund. Og jeg kunne ikke drømme om, at give slip, for jeg er skrækslagen for afgrunden.

Men inderst inde vil jeg gerne bare være en prinsesse igen, jeg vil gerne være en man passer på, en man betragter som skrøbelig og sårbar, og en man tager i sine arme og holder fast om, fordi man har lyst til, at give mig en mulighed for at føle mig tryg.

Inderst inde er jeg stadig prinsessen – og ikke dronningen. Må jeg ikke godt bare være mig? Og kan prinsesser ikke være gift med en konge?

om hvordan jeg vil huskes…

Her til aften, fik jeg en besked fra en ny bekendt. Jeg gik i chok.

Hendes mand skulle i weekenden opereres akut, bare en lille bitte operation, og der var ingen komplikationer, alt forløb som det skulle. Ja, sådan er livet. Ind imellem må vi repareres på et sygehus, og det var jo fantastisk at det hele forløb godt.

Men sådan fortsatte det ikke. Efter operationen besvimede hendes mand og stoppede med at trække vejret, og lægerne kan ikke finde ud af hvorfor. Han ligger derfor på intensiv, og denne stakkels kvinde går gennem et mareridt i disse dage, det ved jeg, for jeg har været der selv.

Jeg kom sådan til at tænke på mine egne følelser, da min Hr. Mand for 4 år siden var indlagt med mistanke om blodprop i hjernen. Ud af ingenting fik han smerter i hovedet og vi blev bange – rigtig bange. Han blev indlagt, og jeg sad ved hans side så meget jeg kunne. Han var bange, og jeg var hende, der skjulte min frygt og hende der oversatte lægernes konklusioner, så Hr. Mand kunne føle sig rolig og slappe af.

Det var en voldsom tid, for mange tanker fløj gennem hovedet på os begge, som “hvad hvis nu?” og “finder de ud af det, før det er for sent?”. Som den turbotænker jeg er, havde jeg allerede flere gange forestillet mig livet, hvor han ikke var her mere, og når jeg var alene i bilen så græd jeg, fuldstændigt uhæmmet og højt, fordi jeg virkelig var bange for at miste ham. Men jeg kunne ikke vise min frygt, hverken for ham eller børnene, for de havde alle brug for mig, til at holde sammen på det hele og de havde brug for, at jeg smilte og sagde at alt nok skulle blive godt igen. Og i vores verden, der blev alt godt igen. Heldigvis!

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, og hendes situation. Rent faktisk trillede et par tårer ned af kinderne på mig, da jeg læste hendes besked, for jeg følte mig trukket lige tilbage til dengang… og til uvisheden og kampen for at bevare overblikket – og være “hende den stærke” hvor jeg allermest havde lyst til at græde dybt i min fars arme, som en lille bitte pige, der bare var bange for mørket.

Jeg har siden da gået og tænkt lidt over det, og tænker at vi da er nogen fjolser allesammen, når vi går rundt og er uvenner, skændes og kæmper mod hinanden – Livet er alt for kort til at være trist. Hvem ved, måske slutter det hele i morgen, og vil du så huskes som den, der: Altid var sur? Altid var stresset? Aldrig havde tid? Altid ville have ret?

Jeg ved, at jeg ikke vil.

Jeg vil huskes som hende, der ikke var bange for at gå på ukendte stier for at finde vej mod lyset. Jeg vil huskes som hende, der trods smerte og skam kastede sig selv “derud” hvor sandheden og åbenheden var vigtigst. Jeg vil huskes som hende, der VALGTE at være naiv, på trods af bedre viden og på trods af alle de knubs man får, som naiv. Jeg vil huskes som hende, der troede på det bedste i folk, selvom de ofte slet ikke kandiderede til denne opfattelse. Jeg vil huskes som hende, der gerne hjalp andre, uden at forvente at få noget igen. Jeg vil huskes som hende, der gerne bed stolheden i sig til fordel for familiefreden. Og vigtigst, jeg vil huskes som hende, der turde elske ALT ALT for meget, på trods af alle de knubs og skuffelser det giver i løbet af livet.

…men ind til den tid kommer, vil jeg leve lykkeligt og i balance – nyde hvert et minut, og glædes over, alt det jeg har skabt.

Hvad vil du gøre?

om at frigive tankerne…

…inden en lille flyvetur i eftermiddag, kom jeg til at tænke på, at jeg efter en lang flyvetur til Bali i januar sad med min iPad og jeg skrev hvad jeg følte. Jeg har ikke læst det siden da, men jeg vil gerne dele det med Jer.

Vi var netop ankommet til vores hotel, og jeg var så overvældet af Balis “karma” efter ganske få timer på øen. Her er hvad jeg skrev:

Som et voldsomt tænkende menneske oplever jeg, at alt jeg foretager mig bliver gennem analyseret både før og efter jeg har gjort det. Det kræver enormt meget af min energi, at tænke så meget, og jeg er kommet frem til, at den eneergi må kunne bruges bedre, end jeg bruger den i dag.

Mine tanker omhandler alt lige fra vægttab, til børnene og deres helbred og til tanker om økonomi, studie, arbejde, projekter og papirarbejde.

Jeg har brugt en meget stor del af mit liv på at forsøge at tilpasse mig samfundet, ved at tage uddannelser, arbejde, passe mine børn og give dem alt de har brug for, hvilket naturligvis er min pligt som den ene halvdel af deres forældre. Men jeg har også frivilligt valgt at knokle ekstra for at tjene ekstra penge, for at kunne tilegne mig alle de materialistiske ting jeg kunne drømme om. I virkelighedeen er det slet ikke det materialistiske der gør mig glad.

Det vigtigste for mig er tiden. Tiden med mine børn, tiden med min mand og tiden med venner og familie. Og overalt det, tiden til mig selv. Jeg har ofte glemt mig selv, og dermed ikke sagt, at jeg har gjort noget for andre på bekostning af mig selv. Nej, sådan er det slet ikke, fordi jeg har i virkeligheden aldrig vidst hvad det var der var vigtigst for mig, og dermed har jeg ikke vidst hvor vigtig tiden var for mig.

Tiden kommer aldrig tilbage, og når jeg er sammen med mine små drenge husker de mig på, at vi har her og nu, og at det handler om at bruge så meget tid sammen som overhovedet muligt. Jeg stresser ikke over at tilbrige tid med mine elskede børn, jeg nyder det og kan i virkeligheden ikke få nok af det. Jeg kunne godt leve på en øde ø, bare min familie og jeg, og jeg lover dig, jeg ville ikke få økuller, for der er så meget glæde for mig i livet ved at tilbringe tiden med dem jeg jeg elsker.

Jeg ved dog også, at jeg har så meget jeg gerne vil, og det kan være svært at nå når man er så meget sammen med små børn. Men hvorfor SKAL det nås, og hvem er det egentlig der bestemmer, hvornår det skal nås til?

Jeg vil gerne skitsere med en lille historie. Jeg vil rigtig gerne være færdig med mit studie. Jeg har på et tidspunkt i mine teenage år fundet ud af, at jeg faktisk rigtig gerne ville være jurist. Som voksen må jeg sige, at det var et rigtig godt bud jeg dengang fandt på hvad der kunne være en mulighed for et arbejde der kunne gøre mig glad og fri som voksen, for jo, jeg finder juraen spændende og udfordrende, og jeg elsker det, men jeg er ikke fri i juraens verden, og den tager ufatteligt meget af min tid, og det er tilmed tid, jeg skal tage fra mine små drenge.

Den første halvdel af min barsel med Mikkel brugte jeg på eksaminer, fordi jeg gerne ville færdiggøre min bachelorgrad og da Emil kom til, så jeg straks min mulighed for at begynde at skrive speciale, og dermed vupti, så manglende jeg kun nogle valgfag før end den lange uddannelse som alle sagde, jeg ikke ville kunne gennemføre, var gennemført. Og ærligt, heldigvis droppede jeg speciale planerne, og helligede mig tiden med drengene.

Når jeg skriver heldigvis er det fordi, at jeg ved med mig selv, at en eller anden dag bliver jeg færdig som jurist, og den dag behøver ikke være snart. Når jeg bliver færdig, er det ikke nødvendigvis fordi jeg ønsker at arbejde som jurist, eller fordi jeg gerne vil vise andre, at jeg kunne, det har udelukkende noget med interesse at gøre, og fordi det irriterer mig inden i, at føle, at jeg ikke har afsluttet det.

Men det er vigtigt for mig at pointere, at det bliver når jeg har lyst og tid – ikke et sekund før. Det handler simpelthen om, at jeg først som nogen-og-30 årig har fundet ud af, hvad mit liv skal handle om, og derfor har besluttet, at mit liv er for kort til, at gøre ting jeg ikke har lyst til. Det handler ikke om lyst, som i lyst til at vaske tøj eller til at lave mad, nej, det handler om lyst, som i, hvad skal mit liv dreje som om det næste halve år og er det vigtigt for mig og føler jeg mig fri når jeg gør det.

Igen, det med friheden handler heller ikke om, at så kan jeg bare blive skilt, og så bliver det hele meget bedre, fordi jeg får min “frihed” – for det er slet ikke den form for frihed jeg søger. Lad mig forklare..

Jeg har fundet ud af, at det er skrive gør mig glad. Det giver mig en følelse af frihed og energi, fordi mange af alle de tanker som jeg alligevel tænker kommer ud af hovedet og ned på papir, og dermed giver det plads til så meget andet, jeg kan bruge den energi på. Jeg ved slet ikke, om det jeg skriver kan have en betydning for and mennesker, men i virkeligheden skriver jeg også de her ting for at skitsere min egen udvikling og de forandringer det kræver, at nå derhen hvor jeg gerne vil hen.

Det er frihed for mig, fordi det giver mig tid til at leve mit liv, som jeg gerne vil.

om dagen derpå…

..ja, for det måtte jo komme…

Og det er så i dag, smag lige på den!

Jeg startede min dag med en lang gåtur på stranden i storm og regn. Vandet var helt sort og himlen var mørkegrå. På bølgetoppene var der hvidt skum og bølgerne var høje. Jeg gik og kiggede ud over vandet, og pludselig slog det mig, at jeg egentlig følte mig bange for vandet, fordi de så så faretruende ud.

Jeg forestillede mig, at jeg lå derude i mørket og kæmpede i de voldsomme bølger for min overlevelse. Det gav en god parallel til mit liv og min historie, for hvad nytter det at kunne svømme, hvis bølgerne er så høje og kraftige at du ikke kan komme nogen vegne. I sådan en situation må man træde vande, og her får du min version af, hvad jeg fik ud af den betragtning.

Jeg tænker, og hold nu fast, for det her er nok liiiidt sort, men jeg tænker, at da jeg for 4 år siden gik hos en psykolog endelig fortalte hende om min bagage - der lærte jeg at “svømme”. Jeg lærte, at jeg var ok, at det ikke var min skyld, og at jeg selv kunne vælge at svømme i land. Selvom jeg lærte at svømme, gjorde det jo ikke at bølgerne blev mindre eller forsvandt. Jeg måtte derfor lære mig selv at træde vande, og det er faktisk en rigtig god ting at kunne.

For det at træde vande, er i min verden det samme som at overleve. Som at lære at leve med, hvad livet end har bragt os og få det bedste ud af tiden vi har. Det vi har oplevet, kan vi ikke tage væk, men vi kan selv sørge for, at ligge vores fokus et andet sted og glædes over nuet og udsigten til fremtiden.

Der er ingen der bryder sig om at få vand i skoene, når bølgerne kommer skyllende op på land og man går i strandbredden, men handler det i virkeligheden ikke om, at man har de forkerte sko på til lejligheden?

Efter min offentliggørelse i aftes, er der en masse der er faldet på plads i mig. Nu er det ikke længere min opgave at bære på oplevelserne, for nu har jeg delt dem med Jer. Min opgave er i stedet, at være stifinder og vejviser, og dermed hjælpe andre med at gøre sig fri af deres oplevelser og så de kan svømme i land og blive glade for livet. Jeg kan hjælpe dem ud af mørket, det er jeg bevidst om, og jeg drømmer om, at det er noget jeg gerne vil gøre…

I dag har jeg modtaget mange mails og private beskeder. Beskederne gør mig glad. Det var ikke det at offentliggøre det, der gjorde mig glad og fri, men netop følelsen af, at jeg har givet andre med lignende oplevelser mulighed for at se, at de ikke er alene. Vi er mange – på få timer har jeg fået 9 mails! Og det er forfærdeligt hvad der står i disse mails, men det er samtidig også fantastisk, fordi 9 mennesker har fået modet til at gå det første skridt mod at lære at svømme. Nu er det deres tur til at træde vande, indtil bølgerne lægger sig, og de kan svømme i land, præcis som jeg gjorde det i aftes.

Og på min gåtur i dag, havde jeg forberedt mig mod bølgerne og vand i skoene. Jeg havde nemlig gummistøvler på. Jeg fik ikke våde tær og jeg følte mig gladere end nogensinde. Jeg har fundet min røde tråd og min indgangsvinkel til, at give fra mig.

Jeg har det mærkeligt over, at nu er min historie officiel, og jeg har dagen igennem undret mig lidt over mit eget mod. For hvor fanden kom det fra?

om ensomhed…

…og desperate housewifes!

Jeg finder det virkelig mærkeligt, at jeg er så naiv at jeg falder for deres fælder hver gang. Også denne gang, tog de et hårdt emne op, nemlig overgreb i barndommen. Jeg ved, at hvis min hr. Mand læser med, så krummer han hans tæer af frygt for, hvad jeg nu finder på at skrive, for MAAAAAN kunne jeg smide en bombe her – og måske gør jeg det alligevel.

Hvis nogen har oplevet overgreb i barndommen og ungdommen, så er det mig. Årene fra jeg var 7 – 15 kunne jeg sagtens have været foruden, men jeg har lært mig selv disse forfærdelige oplevelser jo netop også en del af MIG, og hvem havde jeg været i dag, hvis ikke jeg havde gået de rædselsfulde ting igennem. (Måske et lidt mindre komplekst menneske, med knap så dybe tanker!)

Min mor begik selvmord da jeg var 8, og jeg var desværre ikke så heldig at der var nogle voksne mennesker der følte, at hende må vi hellere passe rigtig godt på. De voksne kom heller ikke senere i mit liv. Og jeg savner stadig tanken om, at nogen ville tage sig af mig og passe på mig – andre end min mand. Jeg har derfor måtte klare mig uden voksne rollemodeller, og selv finde ud af, hvad der var rigtig og forkert. Det er sgu ikke nemt, i så ung en alder at påtage sig det ansvar.

Jeg er før min mor døde blevet misbrugt (seksuelt) af en person jeg stolede på og så op til. Jeg blev truet til tavshed, oplevede hvordan mine grænser blev ikke eksisterende og hvor hurtigt jeg kunne fortrænge det skete. Jeg græd da han døde, ikke fordi han var død af selvmord, for det var i virkeligheden det bedste for ham, men fordi nu ville jeg aldrig kunne få besked om HVORFOR?

Jeg har oplevet en form for overgreb, da jeg som 13 årig til en fest blev drukket så fuld, at jeg efterfølgende vågnede på en mark (jeg boede på landet) med tøjet revet af, og kroppen tydeligvis havde udsat for et forsøg på… Ja, jeg kan sgu ikke skrive det. Jeg ved godt hvem han var, men jeg tror ikke han selv er klar over, at jeg i bedøvelsens rus flere gange forsøgt at sige nej!

Jeg har accepteret, at blive låst inde og blive behandlet ufatteligt dårligt (seksuelt) et sted i København som bare 14 årig. Måske kan du forestille dig, hvad det gør ved en 14 årig piges selvværd, og hvis ikke, så kan jeg fortælle dig det er et mareridt. Også det kunne fortrænges, fordi hjernen har en fantastisk funktion, der beskytter os mod ting der er så ubærlige at leve med, at det er bedre at glemme det, og lade som om, det ikke er sket.

Jeg har trådt forkert, i mit mål om at søge grænser. Har jeg trådt dig over tæerne, så undskyld, det var ikke med vilje, jeg vidste ikke bedre, for hvordan kunne jeg det? Jeg har været en klovn til at sige nej, men jeg lærer stadig!

Jeg har en sindssyg underlig (bizar) tanke om, at der var en grund til, at det lige netop var mig der skulle disse ting igennem, og grunden er, at jeg angiveligt må være bygget af kryptonit, eller måske bare noget andet der gør, at jeg ikke bliver ødelagt, men finder en vej ud af traumet og op på hesten igen. Ja, undskyld, men det er første gang jeg skriver det her offentligt, og jeg er skrækslagen for at udgive det, men jeg har besluttet, at jeg gør det. Jeg tror nemlig på en måde, at jeg er “udvalgt” til at give andre håb, og at det er min opgave, at vise andre at der er en vej i mørket. Meget paradoksalt, så ser jeg skide dårligt i mørket, og jeg kan nærmest ikke køre bil i mørke, men at finde vejen UD af mørket, det kan jeg.

Udover overgreb har jeg mødt skræmmende mange udfordringer i mit voksen liv, og heldigvis har jeg haft min hr. Mand at læne mig op af gennem de fleste udfordringer. De sidste 4 år, har været ekstremt voldsomme, idet udfordringerne i de år har drejet sig om vores børn. 2 med sukkersyge (på nu 14 og 18), en der er børneinkontinens (på 6) og en der er født 13 uger for tidligt (min 2 årige) og som følge heraf har det rigtigt svært med sanseindtryk. Og tænk sig, de sidste 4 års udfordringer, gør meget mere ondt på mig, end de overgreb jeg har været igennem på min egen krop. Det er sgu da mærkeligt!

Hold da op jeg kom vidt omkring. Det jeg egentlig ville frem til med alt det her, er egentlig ikke at opnå medlidenhed – nej, jeg har brug for at sige det højt, og jeg ønsker at bruge mine erfaringer og give noget af det jeg har lært og det jeg kan videre. Fordi uanset hvilke udfordringer jeg har mødt, har jeg formået at finde energien frem til at overkomme dem og finde en vej ud.

Jeg er en mønsterbryder – og det jeg KAN, er sådan noget mønsterbrydere GØR!

Der er mange andre ting jeg ikke kan, men at bryde mønstre (særligt sociale), det kan jeg!

Jeg har altid drømt om at skrive en bog om lige netop det her, og jeg har rigtig mange tekster liggende, som jeg har skrevet gennem årene. En dag samler jeg måske det hele, og ser om jeg kan bruge det til at hjælpe andre – men mit problem er, at jeg hvergang tænker, det her gider folk sgu da ikke læse om, drop det! Og så dropper jeg det og trøster mig selv med: “om ikke andet, så har det at skrive det ned, været god og billig terapi”.

Jeg betragter det at skrive, som en form for “de-briefing” hvor jeg får samlet mine oplevelser og analyseret på det, og finder ud af, hvordan jeg egentlig har det med alt det jeg har oplevet. Sommetider føles det virkelig ensomt, at have en bagage med sig, som jeg har – og da Chris McDonald kom med sin bog, blev jeg lidt ked af det, for han havde snuppet min titel til min bog, nemlig “Du er ikke alene”.

For jeg ved godt, midt i al ensomheden, at jeg ikke er alene. Jeg er ikke den eneste – desværre. Men måske er jeg én blandt de få, som har formået at vende oplevelserne, hvor grusomme de end måtte være, til en mulighed for, at blive endnu mere glad for livet.

For jeg elsker livet… just love living!

Jeg sidder nu og tænker, skal, skal ikke, skal, skal ikke… Måske fjerner jeg lige netop det her indlæg igen, for jeg ved ikke helt om jeg tør…

Vi får se, hvor længe det får lov at blive..

om ikke at have villet være foruden…

…ja, det er så sandt som det er skrevet. For jeg ville ikke have været foruden én eneste ting i mit liv, og det siger faktisk ikke så lidt!

Jeg blev inspireret af Nadia‘s historie her og skrev sådan til hende på facebook:

Følelsen af angst for at miste et barn, sidder i din krop for altid. Her bliver mærkedage i stedet til milepæle, og angsten overvindes så småt at følelsen af “vi klarede den sgu”. Frygten for, at de ikke bliver “normale” overtager den sunde fornuft, og som tiden går, lærer vi, at fokusere på det fantastiske i vores barn, fremfor at sammenligne barnet med alle andres børn.

Vores Emil er nummer 4 ud af 4, og han blev født 13 uger for tidligt. Han blev genoplivet umiddelbart efter fødslen. Han er nu 2 år, 3 måneder, 22 dage og 13 timer. Han var sølle 1100 gram og 35 cm, og slet ikke klar til livet. Han levede hud mod hud i 6 måneder, i specielle slynger til VIRKELIG små børn, og han lå på mig mindst 20 timer i døgnet, de første 2 måneder af hans liv. Slyngerne og min omsorg er årsagen til, at Emil klarede sig fantastisk igennem det traumatiske forløb.

Det er den hårdeste oplevelse jeg nogensinde har haft, men kunne jeg gøre det om igen, ville jeg gerne opleve det samme. Det har nemlig øget min bevidsthed og min rolle i livet og funktionen som mor og det har givet mig en indsigt og en fornemmelse for mine børn, jeg ikke vil have været foruden. Jeg troede jeg vidste meget om børn, som mor til 4, men da det kom til stykket vidste jeg meget lidt. Jeg skriver ikke for at fjerne fokus fra din historie, men for at fortælle dig, at du er IKKE alene. Og fordi, du er STÆRK, at du er kommet frem til den erkendelse.

Da jeg kom frem til min, sagde jeg det ikke højt i lang tid. En dag tog jeg mod til mig, og sagde til min mand, at uanset hvor mærkeligt det lød, så var jeg glad for at Emil blev født så tidligt. Også selvom det kostede mig mit job, vores hus og økonomisk ruin. Hey, det er bare penge!!

Nogen vil sige “det kan hun sagtens sige, for Emil er jo ikke hjerneskadet i dag” – og nej, det er Emil ikke. Men Emil er så meget andet, og jeg har lært at elske ham som den han er, og ikke elske forestillingen om at have perfekte børn. Det var et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for JANNE!!

Men ja, vi er den vi er i dag, fordi vi har oplevet det vi har! Vi har så meget at give videre, og det skal gives videre. Det er den sande værdi i vores samfund! Ikke økonomi, betalingsring eller andet gejl der fylder dagspressen, nej, vores erfaringer og overskud! Det kan nemlig redde liv!

Og jeg mener det. Jeg er Janne, med masser af oplevelser i bagagen – nogen virkelig skrækkelige og andre hårde og krævende. Alle disse oplevelser har medført nye positive oplevelser om, hvordan man kommer over på den anden side efter overgreb, overfald, svigt, savn, sorg og sygdom. Hvordan man tilgiver, bliver lykkelig og lever i nuet.

Når jeg kan, så kan alle.

Jeg har levet “så godt jeg kunne” og der findes kun enkelte ting, jeg ville gøre om hvis jeg kunne. Alt andet er accepteret og implementeret i fænomenet “MIG” – og sådan skal det være.

Husker du også at være “DIG”, med alt hvad det indebærer? Husk, din smerte har ikke været til for ingenting – brug dine erfaringer og giv dem videre. Så er smerten ikke så stor at bære længere.

1 2