Posts Tagged ‘Beslutninger’

om at trække stikket…

..og om at finde ind til sig selv…

Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg nærmest druknede i alt det jeg gerne ville nå, og hvor jeg konstant blev bombarderet af ideer, fordi jeg levede en fjerdedel af mit liv, online på facebook.

I dag har jeg ikke været online i 5 dage, og jeg føler mig helt ærligt som en junkie på afvænning. Jeg har taget mig selv i, flere gange i timen at tage min telefon og gøre klar til at tjekke facebook. Som tiden går, bliver jeg bedre og bedre til at lade være, men det er blevet så indgroet en vane for mig, at jeg gør det ubevidst.

Jeg er lidt anstrengt omkring alle de ting, som jeg føler jeg går glip af og alle de statusopdateringer jeg ikke får læst. Jeg tager også mig selv i, at gøre ting, hvor jeg tænker “det tager jeg lige et billede af, og smider på facebook” og når jeg bemærker det tænker jeg, er jeg virkelig så overfladisk, at jeg mener det er interessant for andre – og hvorfor skulle mit liv være så spændende for andre.

Jeg har modtaget omkring 2 håndfulde beskeder, fra folk der bekymrede sig om mig (om jeg var ok?) og fra folk som var bekymrede over, om jeg var blevet vred på dem, siden vi ikke længere var venner på facebook. Og jeg blev da glad, og tænkte, at netop disse folk måske følger mere med i mit liv end jeg vidste, og derfor savner min tilstedeværelse og mit liv på facebook. Men jeg måtte jo pænt svare, at det handlede om, at jeg havde brug for at finde ind til mig selv igen, og holde fokus på, det jeg skal have styr på.

Og jeg er i gang med at finde mig selv og jeg er blevet ret god til at holde fokus. Mit liv er igen blevet sat i system – sådan som jeg bedst fungerer, og jeg er endelig med på listerne over ting der skal gøres, og det føles vidunderligt.

Jeg vender tilbage igen, men lige nu har jeg brug for at passe på mig selv, og udtænke store planer for, hvordan jeg gerne vil forme mit liv fremadrettet. Jeg har det fint, her midt i min afvænning.

Vi snart :-)

om en ny verden..

..og abstinenser…

Jeg har i går eftermiddags trukket stikket til Facebook. Det føles meget mærkeligt, men jeg følte at jeg havde brug for en pause. Jeg trænger til at skabe mere fokus i mit liv, og derfor måtte Facebook sættes på hold, indtil jeg er afklaret omkring hvad jeg egentlig ønsker i mit liv.

Mit problem med Facebook er også, at jeg dagligt bliver bombarderet med indtryk og idéer, og i forvejen kæmper jeg med, at gribe de bolde jeg allerede har kastet op i luften. Så Facebook er i dvale, og det er virkelig en mærkelig størrelse i min verden.

Man kan rent faktisk sige, at det er en ny verden for mig. Facebook har været en overspringshandling, jeg har benyttet mig af flere gange dagligt. Nu er det ligesom et hul tilbage, der hvor Facebook engang (læs: indtil i går) fyldte ufatteligt meget.

Jeg er også blevet bekendt med, at mennesker der ikke nødvendigvis vil mig det godt, læser min blog og uden filter, i hånlige toner fortæller om hvad jeg skriver på den. I virkeligheden ville det under andre omstændigheder ikke genere mig – tankerne er jo lagt ud til offentlig skue, så “what’s the big deal?” – men lige de her mennesker, dem havde jeg tæt på mig i en periode, og jeg har erfaret, at de ikke nødvendigvis var, hvad de udgav sig for at være, og derfor har jeg det lidt mærkeligt med, at forstå at det jeg skriver kan være så fantastisk interessant at følge med i, når man ikke vil mig det godt.

Jeg tænker, at det måske kan være interessant at følge mig, fordi enkelte af disse mennesker ikke selv tør, at stå op for deres følelser og grænser, og dermed ikke tør at sætte dem selv først. Og i den situation, kan jeg godt se, at det må være fedt, at følge med i min vandring efter valget af mig selv, og jeg håber ved gud, at disse mennesker snart sætter dem selv først og går efter at passe bedre på sig selv. Alt andet er spild af liv.

Så til alle jer derude, som ikke selv kan handle – KOM SÅ I GANG!! (I mens holder jeg offline tid på facebook)

om katten i sækken…

…og om, at det ikke kun er ansøgninger der lyver…

I efteråret stod jeg i en situation, at jeg endelig kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet igen, efter 2 år på orlov med vores 13 uger for tidligt fødte dreng.

Jeg skrev 10 ansøgninger, og søgte i hele DK. Geografi var ingen hindring, jeg ville bare så gerne have et job, hvor jeg kunne få lov til at arbejde og være den jeg er. Samtidigt.

Som nogen af Jer måske kan huske, så fik jeg et afslag begrundet i, at jeg fyldte for meget. WTF? Jeg er 38 år gammel, mor til 4 – det er meningen at jeg skal fylde meget, ellers får jeg jo aldrig sendt de her børn afsted ud i det der “livet-noget”. Min tanke var, at jeg måske mente, at de fyldte for lidt – og derfor var afslaget fint med mig.

Jeg ændrede dog strategi i mine kommende ansøgninger og skrev følgende:

“Min personlighed kan beskrives som en, der fylder meget, men som er bevidst om det, og derfor nedtoner mig selv i forhold til mine kollegaer.”

Denne formulering var en billet til en samtale, og under samtalen blev der spurgt indtil, hvad jeg mente. Og jeg fortalte det som det var, at jeg havde valgt at være 100% autentisk i mit liv, hvilket også gjorde, at jeg valgte at være ærlig omkring min personligheds fyldemasse. Der blev grint, beundret og rost for modighed – og jeg fik oplyst, at jeg ikke skulle nedtone mig selv, for i denne afdeling var der plads til alle, og at de andre kollegaer også fyldte meget (personligt).

Jeg fik jobbet.

Jeg fik ved samtalen med den kommende chef oplyst, at det var et enigt ansættelsesudvalg, der havde valgt mig. De var alle enige om, at jeg havde det der skulle til. Samtidig blev jeg lovet, nogle fantastiske kollegaer og en skøn arbejdsplads, hvor alle havde det godt – og alt var fryd og gammen. Jeg glædede mig – VIRKELIG!

Jeg startede, og efter 14 dage viste det sig, at intet var som det skulle være. Der var 3 langtids sygemeldte (ud af 12) på grund af stress, der var stort APV-projekt iværksat og medarbejderne havde i 3 år forsøgt at komme af med chefen. Uden resultat. (behøver jeg nævne, at det var det offentlige??)

Min stilling var et mellemled mellem chefen og kollegaerne. Kollegaerne havde ikke ønsket en koordinator, og var derfor modvillige i samarbejdet. Chefen havde brug for en koordinator, i forsøget på at skabe en god ledelse. Og her stod jeg. Midt i det hele.

Og jeg var stærk nok. Til at starte med. Jeg knoklede, og mistede dele af mig selv undervejs. Jeg var opmærksom på det, og derfor så jeg det ikke som et problem, for det var jo bare noget vi skulle igennem og hvis bare jeg kunne få lov til at hjælpe til, så var jeg overbevist om, at vi nok skulle få styr på det, og etablere en god afdeling, hvor alle kunne fungere optimalt. Hvis bare jeg kunne få plads til at arbejde.

Samtidigt med det, følte jeg mig snydt. Snydt i den grad. Det job jeg var blevet lovet,  havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Jeg har i perioden tænkt ret mange gange over, hvordan det kan være rimeligt, at ansøgere ikke må lyve i deres ansøgning, eller at de i hvertfald helst ikke skal tages i at lyve om deres CV og evner, når arbejdsgiverne har så frie tøjler i forhold til beskrivelsen af den opgave de sælger. Hvorfor må de lyve? Hvorfor må de sælge katten i sækken? Hvorfor er det ikke rimeligt, at de skal være ærlige omkring hvad de har at tilbyde, således at den der byder ind på stillingen kan vælge, om det er en kamp de har lyst til at kæmpe og om de har lyst til at købe aktier i noget, som er skabt længe før de ankommer? Helt ærligt, den var ikke gået i køberetten, at en sælger kan sælge noget der ikke svarer overens med sandheden, og tilmed slet ikke en “vare” der kan risikere, at have afgørende betydning for en købers økonomiske situation.

Anyway, jeg sagde fra. Allerede efter 2 måneder. Men en dag stod arbejdstilsynet på kontoret, og de skulle undersøge det psykiske arbejdsmiljø, og jeg valgte derfor at blive lidt endnu og kæmpe videre. (De valgte efterfølgende at afgive påbud!!!) På det her tidspunkt oplevede jeg hukommelsestab og mavesmerter, søvnløshed og opgivenhed. Men jeg kæmpede videre.

Min chef var ikke vild med, at jeg gerne ville deltage i GO’morgen Danmark. Men hun sagde det først EFTER, hun havde givet mig lov til at holde fri. Hun brugte mit behov for frihed til optagelserne (2 timer mandag morgen i 6 uger ud af mine 37 opsparede timer), til at vise hendes magt, og hun besværliggjorde mine muligheder for at producere og arbejde generelt. Hun besværliggjorde det i sådan en grad, og fandt på løgne om tidligere fravær (som hun ikke kunne dokumentere) at jeg simpelthen måtte sige fra. Med meget store bogstaver. Det var tydeligt, at nu var turen kommet til mig, og jeg ville lyve hvis jeg skrev, at det ikke påvirkede mig psykisk.

Situationen hvor man gerne vil og kan arbejde, men bliver forhindret i det på alle mulige måder, er så frustrerende at det er svært at beskrive. Og jeg synes ellers ikke generelt at jeg mangler ord. Hvis jeg tidligere havde følt mig snydt, så gjorde jeg det i den grad i denne periode. Og jeg nægtede at give ind for hendes magtbehov.

At være tilskuer til, at se en kvinde ødelægge 12 kvinders arbejdsglæde og arbejdsevne var frygteligt. At stå der og se på, og vide hvad jeg selv ville gøre, hvis bare jeg kunne få lov til at hjælpe – det var decideret grusomt.

Jeg tog konsekvensen, og fik en god aftale med i handlen. En rigtig god aftale, da HR var klar over, at problemet ikke var mig. På trods af kun en måneds opsigelse, fik jeg lov at gå med 5 måneders løn. Jeg takkede omgående ja, og pakkede mine ting. Livet er simpelthen for kort, til at beskæftige sig med mennesker der ikke vil én det godt. BUM!

Nu sidder jeg her, og skriver ansøgninger igen. Jeg skriver på mine bøger og gør alle de ting jeg elsker, sammen med dem jeg elsker. Jeg har snart brugt en måned på, at finde ned i mig selv igen, og først i går kunne jeg for første gang trække vejret ordentligt igen, for først der kunne jeg mærke, at oplevelsen havde sluppet sit tag i mig. Jeg var fri – jeg var klar til at komme videre.

Jeg har lovet mig selv, at sådan et arbejde skal jeg aldrig udsætte mig selv for igen. Og jeg ved også, at det bliver svært at undgå, fordi jeg ikke har supermandsyn, og derfor ikke kan se, hvad der gemmer sig i sækken. For hey, jeg kan ikke engang se hvad der står på vejskiltene, før jeg kører forbi dem, når jeg kører bil uden briller (hvilket jeg måske ikke burde gøre).

Jeg er stolt over, at jeg valgte mig selv. Hvad ville du have gjort?

om at vælge fra..

… DRAMA…

“Hvor meget drama eksisterer dig i virkeligheden udenfor dit hoved?”

Det er en sætning, som jeg bruger ofte, når jeg har brug for, at minde mig selv om de vigtige ting her i livet. Dramaqueen har jeg nok i virkeligheden aldrig rigtig været selv, i hvertfald ikke bevidst, og jeg gør et stort nummer ud af, at lære mine børn, at det er IKKE vigtigt at skabe drama. Det er bare ikke vigtigt.

Mit problem, og mine børn har samme problem, er i virkeligheden mere, at jeg opfanger andres følelser meget voldsomt. Hvis andre er kede af det eller vrede, så kan jeg “mærke” dybt indeni hvordan de har det, også uden selv at have oplevet, det som de går igennem. Og det er rædselsfuldt.

Jeg har heldigvis erfaret, at min overtagelse af andres følelser hænger sammen med det temperamentstræk jeg (og mine børn og mand) har, som særligt sensitiv (HSP). Jeg ser ikke HSP som en dårlig ting, men derimod som en fordel, når man lærer at passe på sig selv og tage hensyn til sin HSP.

Som særligt sensitiv bearbejdes indtryk dybt inde, og det kan påvirke den særligt sensitive i en sådan grad, at man kan få problemer med at skelne mellem hvad der er ens egne følelser og hvad der er andres. Jeg bemærker nemt, at min krop begynder at producere stresshormon, fordi jeg presser mig selv ud i en situation, hvor jeg begynder at overtage andres følelser. Produktionen af stresshormon sker, fordi vi bliver stresset og stress er ikke hensigtsmæssigt for nogen.

Stress skal bruges som overlevelse, og kun overlevelse. Stress skal ikke blive en del af hverdagen, fordi man bliver påført andres følelser, og reagerer på dem.

Der hvor jeg oplever, at jeg reagerer voldsomt på andres følelser er, når andre skaber drama. Når de “skaber” en stemning, som er baseret på deres frustration over egen utilstrækkelighed eller over deres manglende evne til at forklare sig eller sige fra, og de i stedet sender aben videre til mig eller andre, så reagerer jeg.

Vi glemmer nemlig ofte i frustrationen, at vi ikke er vores følelser og tanker, og at de blot er stemninger. Og i disse stemninger skabes uhyggeligt meget drama. Nogen mennesker holder fast i dramaet, og jeg tror de gør det, fordi “offerrollen” er en tryg base, hvor man kan kaste ansvaret fra sig, og forsøge at lade netop tanker og følelserne gå ud over andre. Dermed er man ikke alene om, at have det skidt. Man er i hvertfald ikke selv skyld i det. Tror de!

Jeg har i dag fundet ud af, hvorfor jeg reagerer så voldsomt på drama. Det handler nemlig lige præcis om “offerrollen” som mange dramaskabere påtager sig. Jeg tager voldsomt afstand fra “offerrollen” på grund af min bagage i livet. Når jeg fornemmer nogen kaste sig over i “offerrollen”, rejser hårene sig på mine arme og jeg bliver decideret vred.

I min nære familie har jeg 2 personer, som benytter sig af drama kombineret med offerrollen. Og jeg er altid blevet taberen i det spil, fordi jeg ikke vil spille med. Hvis jeg skal spille med, kræver jeg nemlig at kende spillereglerne først. I offerrollen er spillereglerne åbenbart, at det er SÅ SYND for offeret, og at alle andre er forkerte på den – og det spil kan jeg simplethen ikke deltage i. Beklager. Når jeg så forsøger at vælge spillet fra, ender det i stedet for med, at jeg selv bliver valgt fra, og får skylden for konflikten. Og som tiden går, er jeg også ALTID den der, på trods af at jeg forsøgte at vælge fra, råder bod på problemerne igen og skaber fred i familien. Sådan er det ALTID.

Jeg vil rigtig gerne komme med eksempler, men jeg har også besluttet at min blog ikke skal handle om, at udstille andre – end mig selv. Igen fordi, jeg forbinder min udstilling af mig selv, som en form for offentlig personlig udvikling og jeg er ikke bange for, hvad andre mener om mine meninger og udvikling. Men jeg mener ikke, at jeg har ret til offentligt at udstille andre. Så deeeeettttt eeehhhhmmmm…

Jeg har levet i det dramahelvede i 17 år, og i dag besluttede jeg, at nu er det nok. Jeg æder ikke lorten igen og opfordrer til familiefred. Det er ikke KUN min opgave. Og i øvrigt, gider jeg ikke dele mit liv med mennesker, der godt må kritisere mig, men ikke selv kan tåle kritik. Jeg er klar over, at jeg selv har skabt dele af dramaet og at jeg selv har givet dem lov til at opføre sig sådan igennem alt for mange år, men nu er det slut. Helt slut.

Mit liv er vigtigere end at holde kontakt med mennesker, som lever for drama og offerrollen. Jeg hader offerrollen, for ingen bør opføre sig som ofre. Vi har kun det ene liv, så vidt vi ved, så LEV det for helvede. Glem smerterne og stoltheden. Det gør jeg, for der er sgu ingen der skal skrive på min gravsten “hun var så stolt, at livet gjorde ondt” – så hellere “hun burde have lært, at holde kæft med tilbagevirkende kraft – men hun LEVEDE sgu”. Jeg kan se, at jeg har et valg. Og jov, gu gør det ondt at vælge fra.

En klog mand har sagt: “at lære at leve, er at lære at give slip” og universetslov er sådan, at der tages aldrig noget fra dig, uden at der kommer noget bedre tilbage til dig. Jeg har derfor givet slip, og med dette blog indlæg gør jeg det officielt.

Det er føles rart, at give slip, og det er ok at give slip, men man skal erkende det, før det føles ok. Uanset hvordan jeg har det nu, så går det over igen, og jeg kan ikke se nogen grund til at holde fast i den følelse jeg har lige nu. Jeg accepterer, at det går over, jeg gennemlever følelserne, og giver så slip på følelserne, lader dem fare, væk fra mig.  Så hvis du som jeg, kæmper for at vælge drama fra, så giv slip, lad det fare, glemt det og NYD dit liv, HER OG NU!

Dramaet eksisterer kun i deres hovedet, og ved at vælge dem fra, forsvinder dramaet. Sådan! Vælg dig selv, vælg dramaet fra <3

om at ryste posen…

..ja, det er min situation for tiden. Min oprydning er dog vildere end jeg nogensinde havde forestillet mig muligt, for denne oprydning er sådan en af de der helt alvorlige, hvor alle ting bliver vendt og drejet, vurderet og værdisat.

Mange som kender os, ved at vi havde Roskilde Bank inden de krakkede. Det krak havde en voldsom betydning for vores liv, fordi vi gik fra at have et godt og stabilt liv, med opsparinger og et hus vi knoklede for at sætte i stand og vi havde gode jobs og en god økonomi med råd til de vi havde brug for, hverken mere eller mindre.

Jeg har aldrig ønsket mig et liv i luksus, fordi jeg tror ikke på, at luksus gør mennesker lykkelige. Jeg tror at positive mennesker gør mennesker lykkelige, og at positive tanker og dejlige oplevelser gør mennesker lykkelige.

Men da krakket kom, havde det en afgørende betydning for vores liv. Desværre. Krakket betød at alle vores opsparinger var mistet, fordi en “dygtig” bankrådgiver (hvorfor de overhovedet rådgiver, når det intet med rådgivning har med at gøre????) havde sat alle pengene i Roskilde Bank aktier.

Jeg må indrømme, at vi var naive, men jeg kan her i bagklogskabens lys ikke se nogen grund til, ikke at stole på, at mennesker der må kalde sig rådgivere og som beskæftiger sig med andres penge, ikke er nogen som man kan stole på. Men en lang historie kan gøres så kort, som at opsparinger for omkring kr. 400.000,00 var mistet og og pludselig var under kr. 100,00 værd på et sekund.

Herudover var et boliglån netop blevet omlangt, men dokumenterne var ikke udfærdiget og underskrevet, hvilket gjorde, at vi fik nogle særdeles ringe vilkår. En lovet rente på omkring 5% blev pludselig til 10% og det havde den betydning, at vores afdrag på kr. 12.000,00 om måneden ikke nedbragte lånet, men udelukkende betalte af på renterne.

Midt i alt det her, fik vi 2 diagnoser med diabetes på Amalie og Mathias og en lille for tidligt født Emil – så overskuddet til at “gøre noget ved det” var nærmest ikke eksisterende.

Vi betalte derfor, pligtopfyldende og ordentlige som vi er, ja, så betalte vi i 3 år omkring kr. 450.000,00 af på et lån, som kun er nedbragt med sammenlagt kr. 10.000,00. Og det var til en bank funktion, som IKKE måtte tjene penge, men denne regel var i det store billede og ikke på hver enkelt kunde. Så vi har ikke bare mistet alt vi havde, vi har også betalt rigtig mange penge for at dække huller og tab fra andre mennesker, uden selv at få vores gæld nedskrevet.

I forsommeren i år, blev vi enige om, at vi ikke længere var glade for at bo i vores hus. Vi bor i et område, hvor vi bliver chikaneret af nogle børn og unge, ved at de smider affald ind i vores have, de pisser op af vores hegn når de holder fester og ja, vi bliver råbt af og svinet til.

Vi har givet op, og valgt at vi ville sælge! Og derfor kontaktede vi en ejendomsmægler, og beskeden fra ham var chokerende. Ved et salg ville vi gå ud med et tab på kr. 1.500.000,00… WTF?????

Her måtte der en lang lang snak til, om fremtiden og mulighederne. Hvor ville vi bo? Skulle vi blive? Skulle vi sælge? Skulle vi lade huset gå på tvang? Skulle vi kæmpe videre? Jeg havde mistet mit job, og jeg har svært ved at få et nyt job – skulle vi flytte i forhold til jobmuligheder? I forhold til netværk? Og hvad med de store? Amalie på hendes elskede skole og Mathias som skulle på højskole i Jylland. Hvad med dem og deres netværk? Og hvad Emil og den orlov jeg er på? Kunne den fortsætter i ny kommune, til han var i pasning? Ville vi kunne få et tilbud til ham, som ville matche det behov han har?

Herudover, var der en masse tanker om, hvad vi egentlig ville med vores liv? Var vi glade sammen? Ville vi blive sammen? Hvad var vores drømme? Hvordan kunne vi bedst muligt passe på hinanden og vores ægteskab? Og var vi lykkelige?

Man kan sige, vi rystede posen, og tog et nyt spil binko! Dette binko spil handlede bare om, hvordan vi ville designe vores fremtid. Hvordan vi ville rydde op i økonomien, i vores ting og i vores drømme, og lave planer for, hvordan vi kom sikkert frem mod det mål vi begge ønskede. Og morsomt nok, var det ikke svært at prioritere og vælge, for vi ville det samme.

Vi er derfor i gang med en kæmpe oprydning, og vi har netop fået oplyst, at vi skal flytte fra vores hus senest den 1.12.2011.

Boligjagt og jobsøgning er derfor sat ind – ingen ved hvad fremtiden bringer endnu, men vi arbejder på at nærme os et mål. Vi er dog begge enige om, at livet er for kort til at være bange for fremtiden.. Vi har derfor is i maven og fokus stramt rettet mod løsninger..

 

1 2