Posts Tagged ‘Betragtninger..’

om tiden der flyver…

…og livet der ændrer sig – dag for dag…

Lige netop nu, i skrivende stund er det 3 år siden, jeg oplevede et smerteligt mareridt som havde ubeskrivelige konsekvenser. I en tid.

For 3 år siden fik jeg pludselig veer, og jeg var kun 27 uger igennem min graviditet (mod de normale 40 uger). Veerne blev startet af noget medicin de gav mig mod hård mave (det sker, når man ikke må bevæge sig, så går kroppen i stå) og i løbet af 30 min. var veerne så kraftige, at min babys liv var i fare. Problemet var nemlig, at han var alt for lille og skrøbelig til at kunne tåle en almindelig fødsel. Og min krop er på grund af erfaringer med fødsler “alt for dygtig” til det der med veer, og derfor var tiden VIRKELIG knap, hvis babyen skulle overleve.

Jeg husker tankerne og følelserne så tydeligt. De fysiske smerter blev afløst af en rædsel for konsekvenserne for dette lille ufødte barn. Ville han overleve? Ville jeg slå ham ihjel, hvis de ikke kunne nå at stoppe min krops arbejde med at presse ham ud af mig? Hvad hvis han blev hjerneskadet? Hvad hvis han var handicappet? Hvad ville denne tidlige fødsel komme til at betyde for ham? Og hvad ville det betyde for os som familie?

Jeg græd og tiggede overlægen om at stoppe min krops iganghavende. Men hun sagde bestemt, mens hun kiggede mig direkte ind i øjnene “Det er desværre for sent, der er intet vi kan gøre for at stoppe din krop. Vi skal have ham ud NU, hvis vi skal redde hans liv.”

Jeg husker, jeg havde hænderne på maven hele tiden. Sådan som jeg havde haft dem hele tiden de seneste 5 uger, hvor jeg havde været indlagt som 100% sengeliggende. Vi havde et særligt bånd, mig og babyen – jeg talte til ham flere gange dagligt – både højt og via tankerne – og han kvitterede altid med små spark. Jeg vidste præcist hvornår han vendte sig, hvornår han ville strække sine ben og hvornår han havde hikke. Vi var sammen i det her, ham og jeg. Og jeg var så bange. Og nu hvor, jeg pludselig stod i en situation, som jeg havde frygtet hele tiden, så vidste jeg at der var tale om liv eller død. Skulle jeg måske aldrig møde den lille dreng, jeg havde forsøgt at passe så godt på? Skulle han dø for øjnene af mig?

For 3 år siden, netop NU, lå jeg med ubeskrivelige smerter. Veerne vred min krop rundt i smerte, og jeg blev lagt på et leje hvor selve det akutte kejsersnit skulle foretages. Mine ben og arme blev spændt fast med læder stropper, og jeg blev gjort klar til bedøvelse. Jeg lå fuldstændigt fikseret og kunne slet ikke bevæge mig. Veerne vred sig i min krop, og jeg kunne ikke bevæge mig i smerten, men måtte blot ligge og kæmpe med at trække vejret og forsøge at lukke smerten ude. Jeg græd. Græd, som jeg aldrig i mit liv har grædt før. Jeg tiggede og bad om bedøvelse, så det kunne få en ende, men jeg fik besked om, at det måtte vente til de var helt klar, fordi bedøvelsen ikke måtte nå at ramme babyen. De 10 minutter mens jeg ventede på bedøvelsen føltes som år. Og imens åbnede min krop sig mere og mere op, og gjorde klar til fødsel og presseveerne begyndte. Jeg fik besked på, at jeg for alt i verdenen ikke måtte presse, da det kunne koste babyen livet. Så jeg lå i en fuldstændig umenneskelig situation, hvor jeg ikke måtte følge min krop, og rent faktisk til sidst ikke troede, jeg selv ville overleve. Jeg var så bange.

Pludselig var de klar, og gav mig bedøvelsen og jeg græd i en blanding af lettelse og frygt – og det sidste jeg husker var, at jeg sagde: “det her er helt forkert”.

Kl. 23.50 den 23.5 blev han født. Han måtte genoplives umiddelbart efter fødslen. Men han klarede den. Mit lille mirakel. Min lille Emil.

Jeg så ham først flere timer efter. Jeg skulle vågne op fra narkosen. Han skulle være stabil. I det øjeblik jeg så ham, græd jeg igen. Jeg lagde min hånd på ham og kiggede på ham. Han var så lille, at han nærmest forsvandt under min hånd. Han var gennemsigtig i huden og han så så skrøbelig ud. Det eneste jeg tænkte på var, at jeg ville have ham tæt på mig, så jeg kunne passe på ham. Efter 6 timer fik jeg endelig lov til at få ham over på min mave. Siden da, forlod han ikke min krop andet end 2 gange i døgnet, hvor jeg gik på toilettet (om aftenen) og om formiddagen, hvor jeg gik i bad. Sådan var mit liv de næste 7 uger på hospitalet og dernæst de næste 4 måneder hjemme. Babyen var hos mig mest muligt, hud-mod-hud, så tæt på hinanden, konstant og hele tiden, og med så meget nærhed og tilstedeværelse, at jeg ikke kunne rumme resten af min familie. Mit moderinstinkt sagde mig, at jeg havde et barn jeg skulle redde, og jeg vidste, at resten af mine børn havde det ok – ikke godt, situationen taget i betragtning, men de havde det ok, og min energi og tilstedeværelse var derfor påkrævet et andet sted. Hos min baby.

Jeg knyttede et voldsomt bånd til det lille barn, min lille bitte baby. Jeg betragtede ham udvikle sig og kæmpe for sit liv. Og jeg betragter ham stadig – dag for dag. Og når jeg dengang betragtede ham, var jeg imponeret – fuldstændig ligesom jeg er det, når jeg i dag betragter ham. Jeg lærte så meget om mig selv, ved at være sammen med ham og ved at lære om ham, og jeg lærer stadig. Dag for dag.

Denne dag er derfor helt speciel for mig. Ikke bare fordi Emil har fødselsdag. Men fordi, at denne dag var et vendepunkt i mit liv. Det var den dag, min lille dreng valgte livet. Og i dag fejrer jeg derfor ikke kun, hans fødselsdag – næh, jeg mindes alle de svære ting og glædes over, hvor tydeligt minderne stadig står i min erindring kombineret med, at tiden der går, gør, at smerterne langsomt men sikkert aftager – år efter år, dag for dag.

Det er en mærkedag, af de helt særlige.

om at trække stikket…

..og om at finde ind til sig selv…

Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg nærmest druknede i alt det jeg gerne ville nå, og hvor jeg konstant blev bombarderet af ideer, fordi jeg levede en fjerdedel af mit liv, online på facebook.

I dag har jeg ikke været online i 5 dage, og jeg føler mig helt ærligt som en junkie på afvænning. Jeg har taget mig selv i, flere gange i timen at tage min telefon og gøre klar til at tjekke facebook. Som tiden går, bliver jeg bedre og bedre til at lade være, men det er blevet så indgroet en vane for mig, at jeg gør det ubevidst.

Jeg er lidt anstrengt omkring alle de ting, som jeg føler jeg går glip af og alle de statusopdateringer jeg ikke får læst. Jeg tager også mig selv i, at gøre ting, hvor jeg tænker “det tager jeg lige et billede af, og smider på facebook” og når jeg bemærker det tænker jeg, er jeg virkelig så overfladisk, at jeg mener det er interessant for andre – og hvorfor skulle mit liv være så spændende for andre.

Jeg har modtaget omkring 2 håndfulde beskeder, fra folk der bekymrede sig om mig (om jeg var ok?) og fra folk som var bekymrede over, om jeg var blevet vred på dem, siden vi ikke længere var venner på facebook. Og jeg blev da glad, og tænkte, at netop disse folk måske følger mere med i mit liv end jeg vidste, og derfor savner min tilstedeværelse og mit liv på facebook. Men jeg måtte jo pænt svare, at det handlede om, at jeg havde brug for at finde ind til mig selv igen, og holde fokus på, det jeg skal have styr på.

Og jeg er i gang med at finde mig selv og jeg er blevet ret god til at holde fokus. Mit liv er igen blevet sat i system – sådan som jeg bedst fungerer, og jeg er endelig med på listerne over ting der skal gøres, og det føles vidunderligt.

Jeg vender tilbage igen, men lige nu har jeg brug for at passe på mig selv, og udtænke store planer for, hvordan jeg gerne vil forme mit liv fremadrettet. Jeg har det fint, her midt i min afvænning.

Vi snart :-)

om en stolthed og storhed…

…og om teenagere der vælger sig selv…

Jeg vil lige starte med at skrive, at inden jeg skrev dette indlæg, har jeg clearet med vores søn, at det var ok at jeg bloggede om ham. Det handler ikke om udlevering, men om konstatering af, at rygsækken er pakket og der er klar til afgang…

…ud i det dersens “livet”…

Historien jeg her vil fortælle, handler nemlig om min ældste søn, som for længst er vokset mig over hovedet og som ikke altid har haft den nemmeste tilgang til livet. I hvertfald har hans vej gennem livet, været præget af udfordringer som selv en voksen ville komme til “kort” overfor.

Vores søn er særligt sensitiv. Han er ekstremt særligt sensitiv faktisk – og samtidigt nyhedssøgende i en ekstrem grad (fuldstændigt som mig). Rent faktisk er hele vores familie særligt sensitive, men allesammen på hver sin måde – og nogen i større grad end andre.

Jeg har derfor studeret særligt sensitivitet, for derved at give os alle de bedste vilkår til at udvikle os på. Særligt sensitivitet er IKKE en sygdom. Det er en strategi, hvorpå man møder verdenen. Som særligt sensitiv, bearbejdes alle indtryk meget dybere. Det er ikke et karaktertræk, da et karaktertræk kan ændres. Særligt sensitivitet er et medfødt temperamentstræk, og ca. 20% af alle mennesker er særligt sensitive.

Når man er særligt sensitiv, er det vigtigt at lære selvomsorg. Man skal lære at tage vare på sig selv, og lære ikke at overtræde sine egne grænser. Man skal lære at være sin egen gode forældre, og lære at lytte til sig selv.

Som særligt sensitiv reagerer man før andre på indtryk, fordi man bearbejder tingene meget dybere end ikke-særligt sensitive. Det kan medføre store følelsesmæssige udsving i den særligt sensitive, at oplevelser og sanseindtryk bearbejdes så dybt.

Serotonin er et signalstof der produceres i hjernen, og det kan betragtes som en form for kroppens naturlige “lykkepille”. Forskningen har længe ment, at når “man” manglede serotonin, kunne man ende i en form for depressionslignende tilstand.

Særligt sensitive har, på grund af deres dybe bearbejdning af indtryk et dokumenteret større behov for serotonin end ikke-særligt sensitive, for derved at at finde ro og balance efter mange sanse indtryk. Når kroppen ikke kan levere serotonin, fordi man er blevet udsat for alt for mange sanse indtryk, lukker man simpelthen ned. Så er der lukket og slukket i hjernen. Hvis man lever i et miljø, hvor man konstant bliver presset, stresset og udsat for urimelige følelsesmæssige op- og nedture, så kan kroppen ikke følge med, og reaktionen bliver typisk, at man oplever sig selv i en depressionslignende tilstand.

Det her sker også for ikke-særligt sensitive mennersker men for de særligt sensitive handler det meget om, at skåne sig selv for disse oplevelser og miljø-mæssige påvirkninger. Simpelthen for, at undgå at kroppen bliver stresset og undgå at ende i en depressionslignende tilstand.

At undgå disse påvirkninger, er det jeg forsøger at fortælle mine børn,  at handler det om, at vælge sig selv, mærke sig selv og tage vare på sig selv.

Men hvordan vælger man sig selv, når man vil det hele?

Hvordan ændrer man sine vaner og sit liv, så man trækker sig væk fra de ting, der ikke er gode for én selv?

Hvordan lærer man overhovedet at se, hvad det er der ikke er godt for en, når man ikke er så erfaren ud i det der livet?

Hvordan tøjler man sin nyhedssøgende adfærd, og lære at forstå, at selvom man er nyhedssøgende har man stadig brug for ro og restitution, pauser og afslapning, søvn og plads til sig selv?

Når man er særligt sensitiv, kan det være en ekstrem skræmmende følelse, at skulle rumme sig selv. Og det har længe været vores søns store problem – nemlig at rumme sig selv, at forstå hvor meget han er værd for andre mennesker, hvor talentfuld han er og hvor fantastisk et menneske han er. Han magter det bare ikke – så han giver i stedet for op, og lader sig tromle over af andre. Lad mig forsøge at forklare lidt.

Vores søn har siden 3 års alderen udvist et ekstremt behov, for at udfordre grænser. Hans trodsalder var et mareridt, for intet virkede. Samtidigt med det, var vi ikke ret gamle og erfarne, så det var en ret stor opgave for os, at finde ud af, hvordan man taklede en sådan adfærd. Vi gjorde det så godt vi kunne, med de forudsætninger vi havde.

Men på en eller anden måde, holdte den grænsesøgende adfærd aldrig op. Han udviklede sig til, at blive en dreng, som når man sagde nej, så var der noget i ham, der bare måtte udfordre det nej. Ikke åbenlyst, men i det skjulte.

Han blev teenager som 11 årig. Og han er det stadig i dag, 8 år efter. Hans teenagealder medførte, at han blev et lukket og trist barn, som var destruktiv og dog super fornuftig. Som om, han nogengange var 2 mennesker. Vi gav ham kærlighed og grænser – og konsekvenser, når grænserne blev overtrådt, og så igen endnu mere kærlighed. Jeg ved i dag, at han altid har følt sig elsket, men at han har haft det svært og i mange år har følt sig i en depressionslignede tilstand – en tilstand han ikke kunne forstå, og som han ikke kunne komme ud af.

For 3 år siden fik han diabetes. Et år efter sin søster. 6 måneder før han fik en lillebror, der blev født 13 uger for tidligt. Midt i en familie i krise. Han var hårdt ramt og vores ressourcer var ikke-eksisterende. Han ville ikke anerkende, at det var svært og han ville ikke acceptere, at denne sygdom, krævede hans udelte opmærksomhed i en periode, indtil han mestrede det. Han var virkelig smidt ud i udfordringer, som INGEN 15 årig bør – men i bagklogskabens lys må jeg sige, at vi er ikke overmennesker, og vi gjorde det så godt som vi kunne. Det var måske ikke godt nok. Men vi elskede ham – hvad mere kunne vi gøre?

De 3 år der er gået, har endnu ikke betydet, at vores fantastiske søn har accepteret sin sygdom – og dermed heller ikke sig selv. Det betyder, at han højst sandsynligt får svære følger som følge af disse 3 års dårligt reguleret blodsukker, men det må vi tage fat i når den tid kommer. Andet kan vi ikke gøre – for det handler om, at vores søn skal have hovedet med, for at kunne blive et helt menneske. Han skal mærke sig selv og VÆLGE sig selv.

Det seneste halve år har været et helvede for ham. Og han vidste det ikke engang selv. Jeg blev virkelig sat stolen for døren, fordi han ikke forstod, at jeg måske kunne se, hvor hans problem var. Han ville så gerne vise mig, at han var blevet voksen og kunne håndtere livet, og jeg ville så gerne lære ham, at han var den vigtigste i hans liv – ikke andre og slet ikke mig.

Han fortalte mig i juleferien, at han græd hver aften og at han ikke kunne forstå hvorfor. Jeg følte det som en kniv i hjertet, for mine børn skal ikke græde over livet. Jeg har givet dem livet, og jeg hjælper dem gerne over forhindringerne til de selv er klar til, at iføre sig deres vinger og flyve – netop ud i livet og leve det. Ikke på den der overbeskyttende facon, for sådan er jeg ikke, men jeg hjælper og letter presset der hvor jeg kan, for der er så rigeligt for dem, at forholde sig til – især med et liv med diabetes, at ind imellem er det en stor hjælp hvis man kan få lov til at ligge noget af ansvaret fra sig i perioder.

Men sagen var den, at vores søn var endt i en situation, hvor han var faldet for en pige. Men denne pige var desværre ikke en pige i balance, men derimod en pige med så svære problemer, at hun dagligt rev ham op og ned at følelsernes rutchebane, uden hensyn til, hvilke konsekvenser hendes løgne og behov for evigt bekræftelse havde for andre – i dette tilfælde vores søn.

Vi taler, “jeg er gravid”, “jeg har fået fjernet barnet og er så ked af det”, “jeg er gravid igen”, “jeg har tabt barnet da vi var sammen”, “jeg har været narkoman i al den tid du har kendt mig, men er stoppet i går, så jeg er en anden nu”, “jeg har været sammen med en anden”, “vi skal bo sammen”, “jeg har fået en lejlighed til os, du skal sige ja nu”, “du må ikke have pige-venner på facebook”, “hvis ikke du vil være sammen med mig, så drukner jeg mig” og jeg kunne blive ved. Desværre.

Ordene der startede det hele efter kun 14 dage som kærester “jeg er gravid” var et chok for ham. Her stod vores søn, der slet ikke var klar til at passe på sig selv, og skulle kigge frem til en fremtid som far. Han var skræmt og stolt på samme tid – hans sanse bearbejdning gik i overload og han lukkede ned. Og her startede grædeturene. Forestil dig så lige, hvordan resten af rutcheturene har påvirket ham. Jeg var virkelig bekymret, men måtte sande, at det var hans liv og at jeg blot var hans rejseguide – når han havde brug for mig.

Hun har flere gange indrømmet, at alt var løgn. Og jeg forklarede ham, at man kunne ikke blive gravid 2 gange på en måned – det kan biologisk ikke lade sig gøre. Men han forstod det jo ikke. Hvordan kunne et menneske lyve om så alvorlige ting? Det lå så langt fra hans værdier og alt det der var pakket ned i hans rygsæk.

Han elskede hende – troede han. Han levede for de stunder, hvor hun var glad. Og han fortalte mig flere gange ugentligt, at hun havde ændret sig, og var et andet menneske.

Til sidst måtte jeg stoppe med at bide mig i kinderne, når jeg talte med ham og forklare ham, at mennesker der har det som hende ofte bruger 10 år i terapi kombineret med en langvarig og kompliceret medicinsk behandling, og at de det til trods, stadig ikke altid kan ændre adfærd, og at hvis han seriøst mente, at hun kunne ændre adfærd på 2 dage, så var jeg sikker på at nogen forskere indenfor psykologi og psykiatri ville være meget interesseret i at undersøge hendes hjerne, for at finde ud af, hvad der var anderledes ved hende, siden hun kunne ændre adfærd så nemt. Han lyttede lidt, og forstod vidst budskabet. At det her ville aldrig ændre sig, og at det skulle han have med i sin beslutning om, hvad hans liv skulle indeholde i fremtiden.

Jeg måtte dermed langsomt men sikkert ændre strategi, og fremfor at kommentere hendes opførsel, i stedet kommentere hans følelse i sig selv. Jeg stod klar til at gribe, for jeg var klar over, at på et tidspunkt ville han falde – og at det ville gøre ondt.

Og han faldt. Og han græd. VIRKELIG. Og jeg var klar long-distance til støtte og kærlighed og vigtigst af alt, fortalte jeg ham, hvor stolt jeg var over, at han havde valgt sig selv – for første gang i sit liv. Det var et stort øjeblik – i min verden, men et smertefuldt øjeblik i hans verden. Han kunne overhovedet ikke se meningen med smerten, og han kunne ikke se, at det var “godt” at være så ulykkelig. Han ville bare være sammen med hende, for så havde han det bedre. Samtidigt med det, var han klar over, at han måtte stå ved sin beslutning og trække sig væk. Han forsøgte virkelig. I 3 dage. Så var hun tilbage. Han brugte tid med hende, men var på vagt. Han var meget klog. Jeg var svært stolt og på samme måde bekymret. Jeg vidste godt, at afhængighed af drama kan være en hård nød at knække – men jeg havde tiltro til ham og bakkede ham op, og forsikrede ham om, at jeg ikke var i tvivl om, at han ville gøre det rigtige, så længe han satte sig selv over andre.

Hun lavede endnu et drama – og pludselig blev han bevidst om hendes spil – sådan for alvor. Han ringede og det eneste han kunne sige var: “jeg er sgu ligeglad – det er godt nok ynkeligt! – jeg holder fast i min beslutning, det lover jeg mor!”.

Behøver jeg fortælle hvor stolt jeg følte mig? Ej vel.. Og han holder fast.. og til min store overraskelse, løber han videre ud af den sti, med at vælge sig selv. Det kræver også lidt flere detaljer…

Han går på en “Musical Base Camp”linie på en højskole. Han drømmer om, at være skuespiller og allerhelst musicalperformer. Han knokler dagligt med at træne ballet (?!?!?!), solosang og drama. I dramaen er han et naturtalent, og jeg har aldrig været i tvivl om hans talent. Ikke fordi jeg er hans mor, men fordi det er tydeligt for enhver der beskæftiger sig med vores søn, at han kan noget, der ikke kan tillæres. Og han lever for det. Kicket det giver ham på scenen, er hans drug. Han vil gøre alt.

Han har haft flere store roller i de ting han har været med i, netop fordi, at selvom han ikke er den mest overbevisende sanger (han arbejder hårdt på hans sang) så er han så overbevisende i hans skuespil, at sangen bliver sekundær. For tiden er de ved at opsætte musicalen RENT, og han elsker den. Han har ikke fået en stor rolle denne gang, og det er han ok med. Odense Teater (amatør) skal lave RENT og har i disse dage casting. Vores søn var tilmeldt, og skulle til casting i går – på den rolle han elsker. Jeg kunne ikke få fat i ham før i dag, fordi jeg var travlt optaget – og da jeg fangede ham i dag, fortalte han, at han havde valgt ikke at tage af sted.

Først blev jeg lidt trist på hans vegne, men han tog ordet og sagde: “da jeg stod op i går morges, kunne jeg mærke i mig selv, at jeg ikke skulle til den casting. Hvis jeg fik rollen, ville det kræve jeg skulle pendle meget. Allerede ved tanken om det, følte jeg mig stresset. Og jeg vil ikke være stresset. Jeg har brug for ro, til at koncentrere mig om min fremtid, og ikke om at gøre noget jeg ikke kan overskue. Så jeg skrev en pæn mail til dem, og beklagede.”

Jeg stod med kæben nede på hagen, totalt mundlam (der skal lidt til), med tårer ned af kinderne og en stolthedsfølelse jeg ikke kan beskrive. YOU FU***** ROCK!!!!! Det eneste jeg kunne sige var: “Du valgte dig selv – IGEN!!! Hvor er jeg stolt af dig”.

Det vores søn gjorde i går, giver mig en tiltro på, at vi gør det rigtige. Vi skaber nogen gode fornuftige unge mennesker, der kan gå ud og møde det dersens liv på den helt rigtige måde, og med dem selv i behold. Han er ikke egoistisk, men bevidst om, hvad han skal gøre, for at passe på sig selv. Og jeg bliver ved med, at hjælpe ham med at læse brugsanvisningerne på redskaberne der ligger i hans rygsæk. Den rygsæk er pakket med de rigtige redskaber, og han er så småt begyndt at øve sig i at bruge dem. Han er snart stor nok til, at øve sig med sine vinger. Og jeg er ikke længere i tvivl om, at han bliver den smukkeste fugl, når han ifører sig sine vinger og flyver – smuk og stolt ud i livet.

Det liv der er hans – det liv der kræver at han passer på sig selv, og en gang for alle overtager opgaven, og bliver sin egen gode forældre.

Jeg er så stolt over hans storhed. Hans for-fedest-hed og hans sej-hed ved at vælge sig selv.

Mon han snart er klar til at acceptere sin sygdom? Nu hvor han endelig har sat værdi på sig selv? Åh my good, jeg er stolt!!

 

om kasser og kreativitet…

..og at leve det f****** liv, præcis der hvor det er… for MIG og for DIG!!

Jeg har haft en anderledes opvækst end de fleste, og den vil jeg gerne dele med Jer. Ikke alt det kedelige, for det er i virkeligheden ikke interessant, men alt det, der faktisk har dannet mig og min tilgang til livet. Det er måske heller ikke interessant for dig, men hey, det her er MIT sted, og når det er interessant for mig, tja, så skriver jeg om det ;-)

Min mor døde jo… grumme ting var sket, bla bla bla… og så kom jeg på børnehjem… og senere på Fjordhøj. Fjordhøj var et kollektiv, hvor 2-3 par (voksne-agtige) havde valgt, at lave et socialpædagogisk sted til børn og unge, der af den ene eller anden grund ikke kunne bo hos deres forældre. Her var børn af rige som af fattige, børn af misbrugere og prostituerede, børn der var misbrugt og tævet, og børn der var ubegavet og begavet, børn der selv var misbrugere og børn der ikke var, børn der var kriminelle og børn der ikke var og børn ikke ville gå i skole og.. tja, så var der børn som mig og min (dengang) plejebror, som havde mistet vores forældre og derfor skulle bo her, til vi var klar til at flytte ud og klare os selv.

Fjordhøj var et fantastisk sted. Det lå ned til vandet ved Roskilde Fjord, og vi boede i et kæmpe kæmpe hus, midt i den skønneste natur. Vi havde dyr, hunde, katte, høns, heste, får og en klappe gris der hed Vagn. Vi havde halmfyr (noget fanden havde skabt) og vi knoklede derfor hver høst, med at fylde laden op med halm, så vi havde varme hele vinteren. Vi havde pligter, rengøring i huset hver dag, fodre dyr, rense halmfyr, smitte halm, udeprojekter og så var der mig, der havde en fast pligt med at vaske bil, hver gang jeg ikke overholdte aftalerne om komme-hjem tiderne. (Vi taler 2 store Ford transit med plads til henholdsvis 15 og 12 personer). Lad mig sige det sådan, vi havde ALTID rene biler :-)

Vi levede efter devisen “kontrol eller tillid”, kærlig konsekvens, regler og aftaler, frihed under ansvar og “du kan hvad du vil”. Når jeg oplevede begrænsninger, blev jeg mødt med venlighed og opfordringen “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du lappe cykel” eller “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du selv hænge lamper op, lad mig vise dig hvordan?”. Vi malede, syede tøj, havde jern- og træværksted, cykelværksted, køkkenhave og de skønneste rammer til at udfolde kreativitet. Og kreativitet blev belønnet.

Jeg adapterede ret hurtigt til den levevis, og jeg havde en god position. Jeg var en af de eneste piger, jeg havde boet der længe og jeg var klog og passede min skole, og var en man så op til. Jeg fik en rolle i livet på Fjordhøj, hvor jeg var en man lyttede til, og jeg var ofte den, der styrede vores “søndagsmøder” (20-25 personer der holdte møde og alt hvad der foregik og skulle foregå i huset), og det var naturligt for mig, at træde i karakter og sige min mening. Og jeg blev hørt.

Jeg hjalp de andre børn og unge – fagligt, socialt og venskabligt. Lærte dem alt hvad jeg indeholdt, og ville virkelig gerne hjælpe dem til et bedre liv. Og til gengæld passede de på mig, nogen forelskede sig i mig og andre blev bare mine aller bedste venner. Dengang.

Det liv og den opvækst gav mig så meget, at jeg ikke kan beskrive det. Men det tog også noget fra mig. Det gav mig mulighed for at blive den mønsterbryder jeg er i dag. Det gav mig mulighed for at lære, hvor i mig, jeg har det bedst. Det gav mig mulighed for at udfolde min kreativitet og det gav mig oplevelser rundt om i verdenen, som jeg aldrig ville have været foruden.

Det jeg ikke fik, var en familie. For den dag jeg flyttede, flyttede en anden ind. Og jeg var alene. Helt alene. Bevares, jeg har haft kærester og venner, men en familie havde jeg ikke. Min egen familie var langt væk og havde ikke været i mit liv meget længe, og derfor blev jeg opfattet som hende udefra. Og min “familie” på Fjordhøj, fortsatte jo, uden mig. Det var nok den primære årsag til, at jeg selv fik børn tidligt. Jeg savnede en familie og et sted at høre til. Og det er noget jeg er meget opmærksom på, i min egen lille familie, at sørge for, at mine børn forstår hvor stor en gave det er, at have en familie der er hos dig, uanset hvad og at have søskende, der er der for dig og en aktiv del af dit liv, uanset hvad.

Jeg ved, at nogen kalder venner for den familie man selv har valgt, jeg tænker anderledes omkring mine børn, for jeg vil gerne have de skal forstå, at den fælles historie, opbakningen til hinanden og biologien er vigtigere end om man er enige om alt. Man skal nemlig ikke være enige om alt, og man skal ikke nødvendigvis have samme interesser, for at kunne holde sine søskende ud. Man skal kunne sige til og fra, og være elsket lige meget af den grund, man skal acceptere og tolerere hinandens forskelligheder og man skal bakke hinanden op, uanset egen holdning. SÅDAN skal man være! (hvis du spørger mig!) Og det forsøger jeg at skabe, i mine egen lille familie. Det kræver et sæt spilleregler og dem skaber man sammen med børnene igennem hele deres opvækst. Man skal nemlig kende reglerne, for at kunne spille spillet. BUM!

Nåm, på Fjordhøj havde vi også spille regler – ellers kunne vi ikke leve 20-25 mennesker under samme tag, det siger jo ligesom sig selv. Men det var som om, at når man flyttede, så ophørte spillereglerne – stille og roligt forsvandt alle de mennesker, man gennem årene havde kendt.

Jeg brugte årene fra jeg flyttede “hjemmefra” som 16 årige, til at forsøge at passe ind i kasserne. Men det var så skide svært, for jeg følte ikke jeg hørte til nogen steder. Jeg har ikke opvokset med “forældre” der gik på arbejde fra 8-17 eller med “forældre” der hang foran fjernsynet så snart de havde fri. Jeg var ikke opvokset blandt akademikere, med fine stillinger og pænt tøj. Næh, på Fjordhøj var habitten en kedeldragt fra trælasthandlen eller en dejlig varm termotrøje fra Helly Hansen (sådan en havde ALLE – også mig). Vi havde alle gummistøvler og gummisko, og jeg som den eneste pige, ballerinasko og et pinkfarvet værelse.

Jeg ville være advokat. 13 år gammel. Det skulle jeg. Gymnasiet. Droppede ud. Arbejde. Fik børn. Uddannelse. Selvstændig. Uddannelse. Uddannelse. Arbejde. Og universitetet.

Jeg fandt studiet spændende, da det stimulerede min trang til at lære. Men jeg fandt det også nemt og snød derfor med læsningen. Det var ikke udfordrende nok. Jeg er dygtig, til alt jeg sætter mig for, og har haft fantastiske stillinger. Men jeg føler mig ikke hel der. Der mangler altid noget. Jeg elsker at arbejde, og især i stillinger hvor jeg kan få lov til at fordybe mig og lede andre på deres vej. Og jeg har svært ved at lade være med at arbejde, når først gnisten er tændt i mig. LOVE it! Men der mangler stadig noget. Og jeg ved nu, hvad det egentlig er.

På Facebook har jeg fundet meget af min mistede “familie” fra Fjordhøj – nogen er mere interessante end andre. Nogen har jeg formået at holde kontakten med siden jeg flyttede.  Men en fandt jeg for et halvt årstid siden og han vækkede noget i mig. Han var barn af en af de voksne, og var derfor ikke et skadet barn, men derimod et meget velfungerende menneske. Han var kreativ og som ung husker jeg ham som en, der bare var sig selv, på sine egne præmisser. På Facebook så jeg hvad han var blevet til. En kunstner. Se ham her. Når jeg kigger på de ting han har lavet, rejser hårene sig på armene af mig og jeg bliver varm om hjertet. Det er stort. Han skaber noget – som er smukt og ubeskriveligt. Han er gået efter sin passion i livet, og har holdt fast. Han skaber og er kreativ.

Jeg blev i dag meget påvirket af hans ydmyghed, når man roser hans værker. For han er ydmyg omkring det han kan og det han skaber. Og det rørte mig og satte tanke-motorvejen i gang.

Og hvad kan vi så bruge det til tænker I måske? Jamen for fanden da, livet er her og nu. Hvorfor skal vi puttes i bokse, hvis der er noget vi hellere vil – eller hvis boksen ikke passer, fordi den ikke kan sættes ovenpå den anden boks vi også er i. Hvorfor skal vi begrænse os? Kan vi ikke bare være lidt LEGO-agtige? De kan godt sættes sammen, selvom de ikke passer i størrelse. De behøver heller ikke være samme farve, bare du bliver glad for de bokse du har valgt.

Jeg er trådt ud af boksen og ud af forventningerne. Jeg vil leve mit liv. Hele mit liv. Jeg vil ikke spilde så meget som en dag mere af mit liv, på at være mellemfornøjet over mine valg i livet. Vi har altid et valg. Sælg huset. Skrid fra det hele. Sig NEJ til chefen. Elsk dig selv. Og lev dit liv. NU sgu! Vær din egen gode forældre. Ingen andre kan gøre jobbet så godt, som du selv kan.

Her er jeg nu. Og min hjerne popper ideer ud konstant, som en anden popcornsmaskine. Jeg har sedler i hele mit hjem med ideer, for jeg prøver ihærdigt at skrive dem ned, hver gang jeg får en ny ide. Jeg har besluttet, at alt hvad jeg kan, skal prøves af. Dur ikke næste, er mit motto, sammen med mit Pippi-gen “det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt!”. Og måske klarer jeg den, måske gør jeg ikke. Måske må vi flytte i en lille lejlighed og måske ikke. Det vigtigste er, at jeg er der, hvor jeg føler det rigtigt. Og det er lige her hvor jeg er nu.

Hvor er du?

om personligheder og diagnoser…

…og om at leve i en verden, hvor der ikke er plads til forskelligheder…

Det bekymrer mig, den drejning vores samfund har taget. Jeg ved, at jeg nu bevæger mig ud på et hav, hvor jeg muligvis ikke kan svømme, men det her er mit fristed – og her kan jeg sige hvad jeg har lyst.

Vi er så berøringsangste overfor alle, der er anderledes end os selv. Alle skal helst være ens, og ingen må skille sig ud. Og hvis ikke du passer ind i normen, leder vi efter en “boks” vi kan placere dig i, så vi har styr på, hvad du er for én. Når vi har styr på det, så giver vi dig en mærkat – en såkaldt diagnose.

Jeg har det svært med diagnoser. Jeg tror, at diagnoser gør folk (endnu mere) syge. Jeg tror, at diagnoser gør den diagnosticerede bekymret, opgiven og ked af det, og måske samtidig lidt lettet over, at endelig vide, hvad der er “galt” med dem. Jeg tror, at den diagnosticerede begynder, at identificere sig med den diagnose de har fået, og derved forstærker den afvigende adfærd de muligvis måtte besidde. Og det synes jeg er en skam.

Jeg synes, det er bekymrende hvor mange børn der pludselig skal diagnosticeres med ADHD, fordi de er lidt for levende og kræver andre forklaringer, end vi tidligere har været vant til. Jeg er mere tilhænger af  ”Stjernebørn” tankegangen, nemlig at det er en del af vores evolution, at børn ændrer sig, for at kunne rumme den verden vi lever i. Den verden som er så voldsomt meget anderledes, end den var for bare 30 år siden. Jeg tror de børn, som mange ikke kan se der er plads til, fordi de er som de er, netop er som de er, fordi de repræsenterer en udvikling i menneskeheden, som vi skal give plads til. Jeg tror de er her, for at vise os vejen frem. Og vi skal give dem plads til at være her, i stedet for at forsøge at medicinere deres karaktertræk væk, så de blot ligner normen. Hermed ikke sagt, at der ikke er nogen børn (og voksne), der virkelig lider under dette træk, og som har brug for deres medicin for at kunne fungere. For det ved jeg der er. Men jeg mener, at miljøet omkring dem, har lige så stor betydning for deres trivsel, som den medicin de får.

Jeg synes, at det er grusomt at vi medicinerer urolige og aktive børn, blot fordi de er anderledes og ikke ligner normen. Det har jeg det virkelig anstrengt med. Igen, det handler ikke om dem, der virkelig er syge, men om dem, som vi bare ikke kan finde ud af at give plads til.

Jeg har med egne øjne, oplevet hvor galt det kan gå i menneskets hjerne. Oh jo, det har jeg. Og jeg glemmer aldrig hvad jeg var vidne til. Og endnu mere interessant var det, hvad der rent faktisk blev konkluderet, var den bedste “behandlingsløsning” for denne person. Og det var absolut ikke medicin. Og det var forældrenes kamp mod systemet, som kun kunne og ville håndtere deres barn, hvis de måtte medicinere, når barnet fik “selvskadende adfærd”. Forældrene kæmpede. De kunne ikke gøre andet.

Jeg tror på særligt sensivitet (HSP), som et temperamentstræk der desværre stadig er ukendt for mange. Jeg tror, at vores børn bevæger sig i den retning, på trods af, at børnene gerne vil stimuleres i trance via fjernsyn, nintendo o.lign. For det er det der sker. De urolige børn, der smider sig foran fjernsynet bliver nærmest hypnotiseret ind i en trance, hvor hjernen giver op, på grund af overstimulation. Og den trance kan man blive afhængig af. Prøv at tage alle stimuli fra dit barn i en uge, her taler vi om computer, fjernsyn, spillemaskiner o. lign. og giv dit barn mulighed for, at opleve sin egen krop og mærke sine egne behov. Jeg har prøvet det et par gange. Min børn falder simpelthen i søvn af det, og bagefter er de dejligt rolige og i balance med sig selv. Jeg siger bare, at vores verden bombarderer vores børn med stimuli, i skolen, sfo’en, og alle de elektriske ting når de kommer hjem – hvornår skal de have tid til hvile og refleksion? Når de bliver gamle og vi har lært dem, at stimulere sig selv ihjel? Jeg synes det er bekymrende, og jeg har brug for at sige det højt.

Lige en ting mere….

Jeg forstår heller hele den “folkesygdom”, som depression, stress og angst er blevet. Hvorfor skal et menneskes liv, der leves under urimelige forhold med, forkerte mennesker omkring dem betegnes som en sygdom? Hvad er der blevet af gode gammeldags kriser? Eller ked-af-det-hed? Hvorfor hjælper man dem ikke, til at forstå, at lykke og selvværd skabes i dem selv? Og at den eneste der kan hjælpe dem, er dem selv. Og hvorfor hjælper vi dem ikke med, at ændre på de ting som gør, at de føler sig syge? Hvorfor er vores samfunds løsning altid, at man skal blive i det der gjorde dig dårligt tilpas, og i stedet blive medicineret? Hvor gik det galt henne? Jeg forstår det simpelthen ikke.

I min verden er man ikke psykisk syg, hvis man lever i et voldsomt pres konstant fra krævende arbejde (stress), utilregnelig kæreste (er det overhovedet en kæreste???), økonomisk kaos (krise tid) og med alt for lidt tid til, at passe på sig selv. De færreste ville kunne holde til det i længden, og ville på et tidspunkt bukke under med en følelse af utilstrækkelighed og opgivenhed. Men det er ikke det samme som at være syg. Jeg synes netop, at det er tegn på, at man IKKE er syg, og at ens krop fortæller en, med meget store bogstaver, at der er noget galt. I mine øjne skal man være glad, for at opleve denne form for advarselssignal og vælge at finde ud af, hvad man kan gøre ved det. Og her er medicin altså ikke løsningen.

Medicinen fjerner ikke det stressede og krævende job, som gør man ikke har tid til venner, familie og børn – og vigtigst sig selv. Medicinen ændrer ikke på din økonomiske situation, og sørger for at din økonomi bliver bedre. Medicinen ændrer ikke på din partners personlighed. Er partneren ikke længere god for dig, må du fortælle dem det og bede dem ændre sig – eller gå fra dem. Husk på, du kommer over følelserne – det gør man altid. Men man skal aldrig acceptere, at blive i et forhold der ikke er ligeværdigt og ikke giver dig mulighed for, at fylde dig selv op, med følelsen af lykke fra tid til anden.

Jeg mener, at støder man ind i en periode i sit liv, hvor alt bare virker ligemeget og man ikke længere føler sig tryg mellem andre mennesker, så skal man opfordres til at handle. Handle på sine følelser og fornemmelser. Handle for at bringe sig selv ud af den situation man befinder sig i, og hen i mod et liv, der virker tiltalende og overkommeligt.

Så simpelt er det, men dog så svært i virkeligheden at udføre. For det kræver mod. MOD blev der sagt. Hverdagsmod. Livsmod. Kampmod. Smag lidt på de ord. Mod er påkrævet, hvis du skal trække dig ud af en låst situation. Så hiv modet frem og lås dit nye liv op. YOU CAN DO IT!! Så gør noget ved det – i dag!

1 2 3 4