Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

Posts Tagged ‘Betragtninger..’

om tiden der flyver…

…og livet der ændrer sig – dag for dag…

Lige netop nu, i skrivende stund er det 3 år siden, jeg oplevede et smerteligt mareridt som havde ubeskrivelige konsekvenser. I en tid.

For 3 år siden fik jeg pludselig veer, og jeg var kun 27 uger igennem min graviditet (mod de normale 40 uger). Veerne blev startet af noget medicin de gav mig mod hård mave (det sker, når man ikke må bevæge sig, så går kroppen i stå) og i løbet af 30 min. var veerne så kraftige, at min babys liv var i fare. Problemet var nemlig, at han var alt for lille og skrøbelig til at kunne tåle en almindelig fødsel. Og min krop er på grund af erfaringer med fødsler “alt for dygtig” til det der med veer, og derfor var tiden VIRKELIG knap, hvis babyen skulle overleve.

Jeg husker tankerne og følelserne så tydeligt. De fysiske smerter blev afløst af en rædsel for konsekvenserne for dette lille ufødte barn. Ville han overleve? Ville jeg slå ham ihjel, hvis de ikke kunne nå at stoppe min krops arbejde med at presse ham ud af mig? Hvad hvis han blev hjerneskadet? Hvad hvis han var handicappet? Hvad ville denne tidlige fødsel komme til at betyde for ham? Og hvad ville det betyde for os som familie?

Jeg græd og tiggede overlægen om at stoppe min krops iganghavende. Men hun sagde bestemt, mens hun kiggede mig direkte ind i øjnene “Det er desværre for sent, der er intet vi kan gøre for at stoppe din krop. Vi skal have ham ud NU, hvis vi skal redde hans liv.”

Jeg husker, jeg havde hænderne på maven hele tiden. Sådan som jeg havde haft dem hele tiden de seneste 5 uger, hvor jeg havde været indlagt som 100% sengeliggende. Vi havde et særligt bånd, mig og babyen – jeg talte til ham flere gange dagligt – både højt og via tankerne – og han kvitterede altid med små spark. Jeg vidste præcist hvornår han vendte sig, hvornår han ville strække sine ben og hvornår han havde hikke. Vi var sammen i det her, ham og jeg. Og jeg var så bange. Og nu hvor, jeg pludselig stod i en situation, som jeg havde frygtet hele tiden, så vidste jeg at der var tale om liv eller død. Skulle jeg måske aldrig møde den lille dreng, jeg havde forsøgt at passe så godt på? Skulle han dø for øjnene af mig?

For 3 år siden, netop NU, lå jeg med ubeskrivelige smerter. Veerne vred min krop rundt i smerte, og jeg blev lagt på et leje hvor selve det akutte kejsersnit skulle foretages. Mine ben og arme blev spændt fast med læder stropper, og jeg blev gjort klar til bedøvelse. Jeg lå fuldstændigt fikseret og kunne slet ikke bevæge mig. Veerne vred sig i min krop, og jeg kunne ikke bevæge mig i smerten, men måtte blot ligge og kæmpe med at trække vejret og forsøge at lukke smerten ude. Jeg græd. Græd, som jeg aldrig i mit liv har grædt før. Jeg tiggede og bad om bedøvelse, så det kunne få en ende, men jeg fik besked om, at det måtte vente til de var helt klar, fordi bedøvelsen ikke måtte nå at ramme babyen. De 10 minutter mens jeg ventede på bedøvelsen føltes som år. Og imens åbnede min krop sig mere og mere op, og gjorde klar til fødsel og presseveerne begyndte. Jeg fik besked på, at jeg for alt i verdenen ikke måtte presse, da det kunne koste babyen livet. Så jeg lå i en fuldstændig umenneskelig situation, hvor jeg ikke måtte følge min krop, og rent faktisk til sidst ikke troede, jeg selv ville overleve. Jeg var så bange.

Pludselig var de klar, og gav mig bedøvelsen og jeg græd i en blanding af lettelse og frygt – og det sidste jeg husker var, at jeg sagde: “det her er helt forkert”.

Kl. 23.50 den 23.5 blev han født. Han måtte genoplives umiddelbart efter fødslen. Men han klarede den. Mit lille mirakel. Min lille Emil.

Jeg så ham først flere timer efter. Jeg skulle vågne op fra narkosen. Han skulle være stabil. I det øjeblik jeg så ham, græd jeg igen. Jeg lagde min hånd på ham og kiggede på ham. Han var så lille, at han nærmest forsvandt under min hånd. Han var gennemsigtig i huden og han så så skrøbelig ud. Det eneste jeg tænkte på var, at jeg ville have ham tæt på mig, så jeg kunne passe på ham. Efter 6 timer fik jeg endelig lov til at få ham over på min mave. Siden da, forlod han ikke min krop andet end 2 gange i døgnet, hvor jeg gik på toilettet (om aftenen) og om formiddagen, hvor jeg gik i bad. Sådan var mit liv de næste 7 uger på hospitalet og dernæst de næste 4 måneder hjemme. Babyen var hos mig mest muligt, hud-mod-hud, så tæt på hinanden, konstant og hele tiden, og med så meget nærhed og tilstedeværelse, at jeg ikke kunne rumme resten af min familie. Mit moderinstinkt sagde mig, at jeg havde et barn jeg skulle redde, og jeg vidste, at resten af mine børn havde det ok – ikke godt, situationen taget i betragtning, men de havde det ok, og min energi og tilstedeværelse var derfor påkrævet et andet sted. Hos min baby.

Jeg knyttede et voldsomt bånd til det lille barn, min lille bitte baby. Jeg betragtede ham udvikle sig og kæmpe for sit liv. Og jeg betragter ham stadig – dag for dag. Og når jeg dengang betragtede ham, var jeg imponeret – fuldstændig ligesom jeg er det, når jeg i dag betragter ham. Jeg lærte så meget om mig selv, ved at være sammen med ham og ved at lære om ham, og jeg lærer stadig. Dag for dag.

Denne dag er derfor helt speciel for mig. Ikke bare fordi Emil har fødselsdag. Men fordi, at denne dag var et vendepunkt i mit liv. Det var den dag, min lille dreng valgte livet. Og i dag fejrer jeg derfor ikke kun, hans fødselsdag – næh, jeg mindes alle de svære ting og glædes over, hvor tydeligt minderne stadig står i min erindring kombineret med, at tiden der går, gør, at smerterne langsomt men sikkert aftager – år efter år, dag for dag.

Det er en mærkedag, af de helt særlige.

om at trække stikket…

..og om at finde ind til sig selv…

Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg nærmest druknede i alt det jeg gerne ville nå, og hvor jeg konstant blev bombarderet af ideer, fordi jeg levede en fjerdedel af mit liv, online på facebook.

I dag har jeg ikke været online i 5 dage, og jeg føler mig helt ærligt som en junkie på afvænning. Jeg har taget mig selv i, flere gange i timen at tage min telefon og gøre klar til at tjekke facebook. Som tiden går, bliver jeg bedre og bedre til at lade være, men det er blevet så indgroet en vane for mig, at jeg gør det ubevidst.

Jeg er lidt anstrengt omkring alle de ting, som jeg føler jeg går glip af og alle de statusopdateringer jeg ikke får læst. Jeg tager også mig selv i, at gøre ting, hvor jeg tænker “det tager jeg lige et billede af, og smider på facebook” og når jeg bemærker det tænker jeg, er jeg virkelig så overfladisk, at jeg mener det er interessant for andre – og hvorfor skulle mit liv være så spændende for andre.

Jeg har modtaget omkring 2 håndfulde beskeder, fra folk der bekymrede sig om mig (om jeg var ok?) og fra folk som var bekymrede over, om jeg var blevet vred på dem, siden vi ikke længere var venner på facebook. Og jeg blev da glad, og tænkte, at netop disse folk måske følger mere med i mit liv end jeg vidste, og derfor savner min tilstedeværelse og mit liv på facebook. Men jeg måtte jo pænt svare, at det handlede om, at jeg havde brug for at finde ind til mig selv igen, og holde fokus på, det jeg skal have styr på.

Og jeg er i gang med at finde mig selv og jeg er blevet ret god til at holde fokus. Mit liv er igen blevet sat i system – sådan som jeg bedst fungerer, og jeg er endelig med på listerne over ting der skal gøres, og det føles vidunderligt.

Jeg vender tilbage igen, men lige nu har jeg brug for at passe på mig selv, og udtænke store planer for, hvordan jeg gerne vil forme mit liv fremadrettet. Jeg har det fint, her midt i min afvænning.

Vi snart :-)

om en stolthed og storhed…

…og om teenagere der vælger sig selv…

Jeg vil lige starte med at skrive, at inden jeg skrev dette indlæg, har jeg clearet med vores søn, at det var ok at jeg bloggede om ham. Det handler ikke om udlevering, men om konstatering af, at rygsækken er pakket og der er klar til afgang…

…ud i det dersens “livet”…

Historien jeg her vil fortælle, handler nemlig om min ældste søn, som for længst er vokset mig over hovedet og som ikke altid har haft den nemmeste tilgang til livet. I hvertfald har hans vej gennem livet, været præget af udfordringer som selv en voksen ville komme til “kort” overfor.

Vores søn er særligt sensitiv. Han er ekstremt særligt sensitiv faktisk – og samtidigt nyhedssøgende i en ekstrem grad (fuldstændigt som mig). Rent faktisk er hele vores familie særligt sensitive, men allesammen på hver sin måde – og nogen i større grad end andre.

Jeg har derfor studeret særligt sensitivitet, for derved at give os alle de bedste vilkår til at udvikle os på. Særligt sensitivitet er IKKE en sygdom. Det er en strategi, hvorpå man møder verdenen. Som særligt sensitiv, bearbejdes alle indtryk meget dybere. Det er ikke et karaktertræk, da et karaktertræk kan ændres. Særligt sensitivitet er et medfødt temperamentstræk, og ca. 20% af alle mennesker er særligt sensitive.

Når man er særligt sensitiv, er det vigtigt at lære selvomsorg. Man skal lære at tage vare på sig selv, og lære ikke at overtræde sine egne grænser. Man skal lære at være sin egen gode forældre, og lære at lytte til sig selv.

Som særligt sensitiv reagerer man før andre på indtryk, fordi man bearbejder tingene meget dybere end ikke-særligt sensitive. Det kan medføre store følelsesmæssige udsving i den særligt sensitive, at oplevelser og sanseindtryk bearbejdes så dybt.

Serotonin er et signalstof der produceres i hjernen, og det kan betragtes som en form for kroppens naturlige “lykkepille”. Forskningen har længe ment, at når “man” manglede serotonin, kunne man ende i en form for depressionslignende tilstand.

Særligt sensitive har, på grund af deres dybe bearbejdning af indtryk et dokumenteret større behov for serotonin end ikke-særligt sensitive, for derved at at finde ro og balance efter mange sanse indtryk. Når kroppen ikke kan levere serotonin, fordi man er blevet udsat for alt for mange sanse indtryk, lukker man simpelthen ned. Så er der lukket og slukket i hjernen. Hvis man lever i et miljø, hvor man konstant bliver presset, stresset og udsat for urimelige følelsesmæssige op- og nedture, så kan kroppen ikke følge med, og reaktionen bliver typisk, at man oplever sig selv i en depressionslignende tilstand.

Det her sker også for ikke-særligt sensitive mennersker men for de særligt sensitive handler det meget om, at skåne sig selv for disse oplevelser og miljø-mæssige påvirkninger. Simpelthen for, at undgå at kroppen bliver stresset og undgå at ende i en depressionslignende tilstand.

At undgå disse påvirkninger, er det jeg forsøger at fortælle mine børn,  at handler det om, at vælge sig selv, mærke sig selv og tage vare på sig selv.

Men hvordan vælger man sig selv, når man vil det hele?

Hvordan ændrer man sine vaner og sit liv, så man trækker sig væk fra de ting, der ikke er gode for én selv?

Hvordan lærer man overhovedet at se, hvad det er der ikke er godt for en, når man ikke er så erfaren ud i det der livet?

Hvordan tøjler man sin nyhedssøgende adfærd, og lære at forstå, at selvom man er nyhedssøgende har man stadig brug for ro og restitution, pauser og afslapning, søvn og plads til sig selv?

Når man er særligt sensitiv, kan det være en ekstrem skræmmende følelse, at skulle rumme sig selv. Og det har længe været vores søns store problem – nemlig at rumme sig selv, at forstå hvor meget han er værd for andre mennesker, hvor talentfuld han er og hvor fantastisk et menneske han er. Han magter det bare ikke – så han giver i stedet for op, og lader sig tromle over af andre. Lad mig forsøge at forklare lidt.

Vores søn har siden 3 års alderen udvist et ekstremt behov, for at udfordre grænser. Hans trodsalder var et mareridt, for intet virkede. Samtidigt med det, var vi ikke ret gamle og erfarne, så det var en ret stor opgave for os, at finde ud af, hvordan man taklede en sådan adfærd. Vi gjorde det så godt vi kunne, med de forudsætninger vi havde.

Men på en eller anden måde, holdte den grænsesøgende adfærd aldrig op. Han udviklede sig til, at blive en dreng, som når man sagde nej, så var der noget i ham, der bare måtte udfordre det nej. Ikke åbenlyst, men i det skjulte.

Han blev teenager som 11 årig. Og han er det stadig i dag, 8 år efter. Hans teenagealder medførte, at han blev et lukket og trist barn, som var destruktiv og dog super fornuftig. Som om, han nogengange var 2 mennesker. Vi gav ham kærlighed og grænser – og konsekvenser, når grænserne blev overtrådt, og så igen endnu mere kærlighed. Jeg ved i dag, at han altid har følt sig elsket, men at han har haft det svært og i mange år har følt sig i en depressionslignede tilstand – en tilstand han ikke kunne forstå, og som han ikke kunne komme ud af.

For 3 år siden fik han diabetes. Et år efter sin søster. 6 måneder før han fik en lillebror, der blev født 13 uger for tidligt. Midt i en familie i krise. Han var hårdt ramt og vores ressourcer var ikke-eksisterende. Han ville ikke anerkende, at det var svært og han ville ikke acceptere, at denne sygdom, krævede hans udelte opmærksomhed i en periode, indtil han mestrede det. Han var virkelig smidt ud i udfordringer, som INGEN 15 årig bør – men i bagklogskabens lys må jeg sige, at vi er ikke overmennesker, og vi gjorde det så godt som vi kunne. Det var måske ikke godt nok. Men vi elskede ham – hvad mere kunne vi gøre?

De 3 år der er gået, har endnu ikke betydet, at vores fantastiske søn har accepteret sin sygdom – og dermed heller ikke sig selv. Det betyder, at han højst sandsynligt får svære følger som følge af disse 3 års dårligt reguleret blodsukker, men det må vi tage fat i når den tid kommer. Andet kan vi ikke gøre – for det handler om, at vores søn skal have hovedet med, for at kunne blive et helt menneske. Han skal mærke sig selv og VÆLGE sig selv.

Det seneste halve år har været et helvede for ham. Og han vidste det ikke engang selv. Jeg blev virkelig sat stolen for døren, fordi han ikke forstod, at jeg måske kunne se, hvor hans problem var. Han ville så gerne vise mig, at han var blevet voksen og kunne håndtere livet, og jeg ville så gerne lære ham, at han var den vigtigste i hans liv – ikke andre og slet ikke mig.

Han fortalte mig i juleferien, at han græd hver aften og at han ikke kunne forstå hvorfor. Jeg følte det som en kniv i hjertet, for mine børn skal ikke græde over livet. Jeg har givet dem livet, og jeg hjælper dem gerne over forhindringerne til de selv er klar til, at iføre sig deres vinger og flyve – netop ud i livet og leve det. Ikke på den der overbeskyttende facon, for sådan er jeg ikke, men jeg hjælper og letter presset der hvor jeg kan, for der er så rigeligt for dem, at forholde sig til – især med et liv med diabetes, at ind imellem er det en stor hjælp hvis man kan få lov til at ligge noget af ansvaret fra sig i perioder.

Men sagen var den, at vores søn var endt i en situation, hvor han var faldet for en pige. Men denne pige var desværre ikke en pige i balance, men derimod en pige med så svære problemer, at hun dagligt rev ham op og ned at følelsernes rutchebane, uden hensyn til, hvilke konsekvenser hendes løgne og behov for evigt bekræftelse havde for andre – i dette tilfælde vores søn.

Vi taler, “jeg er gravid”, “jeg har fået fjernet barnet og er så ked af det”, “jeg er gravid igen”, “jeg har tabt barnet da vi var sammen”, “jeg har været narkoman i al den tid du har kendt mig, men er stoppet i går, så jeg er en anden nu”, “jeg har været sammen med en anden”, “vi skal bo sammen”, “jeg har fået en lejlighed til os, du skal sige ja nu”, “du må ikke have pige-venner på facebook”, “hvis ikke du vil være sammen med mig, så drukner jeg mig” og jeg kunne blive ved. Desværre.

Ordene der startede det hele efter kun 14 dage som kærester “jeg er gravid” var et chok for ham. Her stod vores søn, der slet ikke var klar til at passe på sig selv, og skulle kigge frem til en fremtid som far. Han var skræmt og stolt på samme tid – hans sanse bearbejdning gik i overload og han lukkede ned. Og her startede grædeturene. Forestil dig så lige, hvordan resten af rutcheturene har påvirket ham. Jeg var virkelig bekymret, men måtte sande, at det var hans liv og at jeg blot var hans rejseguide – når han havde brug for mig.

Hun har flere gange indrømmet, at alt var løgn. Og jeg forklarede ham, at man kunne ikke blive gravid 2 gange på en måned – det kan biologisk ikke lade sig gøre. Men han forstod det jo ikke. Hvordan kunne et menneske lyve om så alvorlige ting? Det lå så langt fra hans værdier og alt det der var pakket ned i hans rygsæk.

Han elskede hende – troede han. Han levede for de stunder, hvor hun var glad. Og han fortalte mig flere gange ugentligt, at hun havde ændret sig, og var et andet menneske.

Til sidst måtte jeg stoppe med at bide mig i kinderne, når jeg talte med ham og forklare ham, at mennesker der har det som hende ofte bruger 10 år i terapi kombineret med en langvarig og kompliceret medicinsk behandling, og at de det til trods, stadig ikke altid kan ændre adfærd, og at hvis han seriøst mente, at hun kunne ændre adfærd på 2 dage, så var jeg sikker på at nogen forskere indenfor psykologi og psykiatri ville være meget interesseret i at undersøge hendes hjerne, for at finde ud af, hvad der var anderledes ved hende, siden hun kunne ændre adfærd så nemt. Han lyttede lidt, og forstod vidst budskabet. At det her ville aldrig ændre sig, og at det skulle han have med i sin beslutning om, hvad hans liv skulle indeholde i fremtiden.

Jeg måtte dermed langsomt men sikkert ændre strategi, og fremfor at kommentere hendes opførsel, i stedet kommentere hans følelse i sig selv. Jeg stod klar til at gribe, for jeg var klar over, at på et tidspunkt ville han falde – og at det ville gøre ondt.

Og han faldt. Og han græd. VIRKELIG. Og jeg var klar long-distance til støtte og kærlighed og vigtigst af alt, fortalte jeg ham, hvor stolt jeg var over, at han havde valgt sig selv – for første gang i sit liv. Det var et stort øjeblik – i min verden, men et smertefuldt øjeblik i hans verden. Han kunne overhovedet ikke se meningen med smerten, og han kunne ikke se, at det var “godt” at være så ulykkelig. Han ville bare være sammen med hende, for så havde han det bedre. Samtidigt med det, var han klar over, at han måtte stå ved sin beslutning og trække sig væk. Han forsøgte virkelig. I 3 dage. Så var hun tilbage. Han brugte tid med hende, men var på vagt. Han var meget klog. Jeg var svært stolt og på samme måde bekymret. Jeg vidste godt, at afhængighed af drama kan være en hård nød at knække – men jeg havde tiltro til ham og bakkede ham op, og forsikrede ham om, at jeg ikke var i tvivl om, at han ville gøre det rigtige, så længe han satte sig selv over andre.

Hun lavede endnu et drama – og pludselig blev han bevidst om hendes spil – sådan for alvor. Han ringede og det eneste han kunne sige var: “jeg er sgu ligeglad – det er godt nok ynkeligt! – jeg holder fast i min beslutning, det lover jeg mor!”.

Behøver jeg fortælle hvor stolt jeg følte mig? Ej vel.. Og han holder fast.. og til min store overraskelse, løber han videre ud af den sti, med at vælge sig selv. Det kræver også lidt flere detaljer…

Han går på en “Musical Base Camp”linie på en højskole. Han drømmer om, at være skuespiller og allerhelst musicalperformer. Han knokler dagligt med at træne ballet (?!?!?!), solosang og drama. I dramaen er han et naturtalent, og jeg har aldrig været i tvivl om hans talent. Ikke fordi jeg er hans mor, men fordi det er tydeligt for enhver der beskæftiger sig med vores søn, at han kan noget, der ikke kan tillæres. Og han lever for det. Kicket det giver ham på scenen, er hans drug. Han vil gøre alt.

Han har haft flere store roller i de ting han har været med i, netop fordi, at selvom han ikke er den mest overbevisende sanger (han arbejder hårdt på hans sang) så er han så overbevisende i hans skuespil, at sangen bliver sekundær. For tiden er de ved at opsætte musicalen RENT, og han elsker den. Han har ikke fået en stor rolle denne gang, og det er han ok med. Odense Teater (amatør) skal lave RENT og har i disse dage casting. Vores søn var tilmeldt, og skulle til casting i går – på den rolle han elsker. Jeg kunne ikke få fat i ham før i dag, fordi jeg var travlt optaget – og da jeg fangede ham i dag, fortalte han, at han havde valgt ikke at tage af sted.

Først blev jeg lidt trist på hans vegne, men han tog ordet og sagde: “da jeg stod op i går morges, kunne jeg mærke i mig selv, at jeg ikke skulle til den casting. Hvis jeg fik rollen, ville det kræve jeg skulle pendle meget. Allerede ved tanken om det, følte jeg mig stresset. Og jeg vil ikke være stresset. Jeg har brug for ro, til at koncentrere mig om min fremtid, og ikke om at gøre noget jeg ikke kan overskue. Så jeg skrev en pæn mail til dem, og beklagede.”

Jeg stod med kæben nede på hagen, totalt mundlam (der skal lidt til), med tårer ned af kinderne og en stolthedsfølelse jeg ikke kan beskrive. YOU FU***** ROCK!!!!! Det eneste jeg kunne sige var: “Du valgte dig selv – IGEN!!! Hvor er jeg stolt af dig”.

Det vores søn gjorde i går, giver mig en tiltro på, at vi gør det rigtige. Vi skaber nogen gode fornuftige unge mennesker, der kan gå ud og møde det dersens liv på den helt rigtige måde, og med dem selv i behold. Han er ikke egoistisk, men bevidst om, hvad han skal gøre, for at passe på sig selv. Og jeg bliver ved med, at hjælpe ham med at læse brugsanvisningerne på redskaberne der ligger i hans rygsæk. Den rygsæk er pakket med de rigtige redskaber, og han er så småt begyndt at øve sig i at bruge dem. Han er snart stor nok til, at øve sig med sine vinger. Og jeg er ikke længere i tvivl om, at han bliver den smukkeste fugl, når han ifører sig sine vinger og flyver – smuk og stolt ud i livet.

Det liv der er hans – det liv der kræver at han passer på sig selv, og en gang for alle overtager opgaven, og bliver sin egen gode forældre.

Jeg er så stolt over hans storhed. Hans for-fedest-hed og hans sej-hed ved at vælge sig selv.

Mon han snart er klar til at acceptere sin sygdom? Nu hvor han endelig har sat værdi på sig selv? Åh my good, jeg er stolt!!

 

om kasser og kreativitet…

..og at leve det f****** liv, præcis der hvor det er… for MIG og for DIG!!

Jeg har haft en anderledes opvækst end de fleste, og den vil jeg gerne dele med Jer. Ikke alt det kedelige, for det er i virkeligheden ikke interessant, men alt det, der faktisk har dannet mig og min tilgang til livet. Det er måske heller ikke interessant for dig, men hey, det her er MIT sted, og når det er interessant for mig, tja, så skriver jeg om det ;-)

Min mor døde jo… grumme ting var sket, bla bla bla… og så kom jeg på børnehjem… og senere på Fjordhøj. Fjordhøj var et kollektiv, hvor 2-3 par (voksne-agtige) havde valgt, at lave et socialpædagogisk sted til børn og unge, der af den ene eller anden grund ikke kunne bo hos deres forældre. Her var børn af rige som af fattige, børn af misbrugere og prostituerede, børn der var misbrugt og tævet, og børn der var ubegavet og begavet, børn der selv var misbrugere og børn der ikke var, børn der var kriminelle og børn der ikke var og børn ikke ville gå i skole og.. tja, så var der børn som mig og min (dengang) plejebror, som havde mistet vores forældre og derfor skulle bo her, til vi var klar til at flytte ud og klare os selv.

Fjordhøj var et fantastisk sted. Det lå ned til vandet ved Roskilde Fjord, og vi boede i et kæmpe kæmpe hus, midt i den skønneste natur. Vi havde dyr, hunde, katte, høns, heste, får og en klappe gris der hed Vagn. Vi havde halmfyr (noget fanden havde skabt) og vi knoklede derfor hver høst, med at fylde laden op med halm, så vi havde varme hele vinteren. Vi havde pligter, rengøring i huset hver dag, fodre dyr, rense halmfyr, smitte halm, udeprojekter og så var der mig, der havde en fast pligt med at vaske bil, hver gang jeg ikke overholdte aftalerne om komme-hjem tiderne. (Vi taler 2 store Ford transit med plads til henholdsvis 15 og 12 personer). Lad mig sige det sådan, vi havde ALTID rene biler :-)

Vi levede efter devisen “kontrol eller tillid”, kærlig konsekvens, regler og aftaler, frihed under ansvar og “du kan hvad du vil”. Når jeg oplevede begrænsninger, blev jeg mødt med venlighed og opfordringen “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du lappe cykel” eller “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du selv hænge lamper op, lad mig vise dig hvordan?”. Vi malede, syede tøj, havde jern- og træværksted, cykelværksted, køkkenhave og de skønneste rammer til at udfolde kreativitet. Og kreativitet blev belønnet.

Jeg adapterede ret hurtigt til den levevis, og jeg havde en god position. Jeg var en af de eneste piger, jeg havde boet der længe og jeg var klog og passede min skole, og var en man så op til. Jeg fik en rolle i livet på Fjordhøj, hvor jeg var en man lyttede til, og jeg var ofte den, der styrede vores “søndagsmøder” (20-25 personer der holdte møde og alt hvad der foregik og skulle foregå i huset), og det var naturligt for mig, at træde i karakter og sige min mening. Og jeg blev hørt.

Jeg hjalp de andre børn og unge – fagligt, socialt og venskabligt. Lærte dem alt hvad jeg indeholdt, og ville virkelig gerne hjælpe dem til et bedre liv. Og til gengæld passede de på mig, nogen forelskede sig i mig og andre blev bare mine aller bedste venner. Dengang.

Det liv og den opvækst gav mig så meget, at jeg ikke kan beskrive det. Men det tog også noget fra mig. Det gav mig mulighed for at blive den mønsterbryder jeg er i dag. Det gav mig mulighed for at lære, hvor i mig, jeg har det bedst. Det gav mig mulighed for at udfolde min kreativitet og det gav mig oplevelser rundt om i verdenen, som jeg aldrig ville have været foruden.

Det jeg ikke fik, var en familie. For den dag jeg flyttede, flyttede en anden ind. Og jeg var alene. Helt alene. Bevares, jeg har haft kærester og venner, men en familie havde jeg ikke. Min egen familie var langt væk og havde ikke været i mit liv meget længe, og derfor blev jeg opfattet som hende udefra. Og min “familie” på Fjordhøj, fortsatte jo, uden mig. Det var nok den primære årsag til, at jeg selv fik børn tidligt. Jeg savnede en familie og et sted at høre til. Og det er noget jeg er meget opmærksom på, i min egen lille familie, at sørge for, at mine børn forstår hvor stor en gave det er, at have en familie der er hos dig, uanset hvad og at have søskende, der er der for dig og en aktiv del af dit liv, uanset hvad.

Jeg ved, at nogen kalder venner for den familie man selv har valgt, jeg tænker anderledes omkring mine børn, for jeg vil gerne have de skal forstå, at den fælles historie, opbakningen til hinanden og biologien er vigtigere end om man er enige om alt. Man skal nemlig ikke være enige om alt, og man skal ikke nødvendigvis have samme interesser, for at kunne holde sine søskende ud. Man skal kunne sige til og fra, og være elsket lige meget af den grund, man skal acceptere og tolerere hinandens forskelligheder og man skal bakke hinanden op, uanset egen holdning. SÅDAN skal man være! (hvis du spørger mig!) Og det forsøger jeg at skabe, i mine egen lille familie. Det kræver et sæt spilleregler og dem skaber man sammen med børnene igennem hele deres opvækst. Man skal nemlig kende reglerne, for at kunne spille spillet. BUM!

Nåm, på Fjordhøj havde vi også spille regler – ellers kunne vi ikke leve 20-25 mennesker under samme tag, det siger jo ligesom sig selv. Men det var som om, at når man flyttede, så ophørte spillereglerne – stille og roligt forsvandt alle de mennesker, man gennem årene havde kendt.

Jeg brugte årene fra jeg flyttede “hjemmefra” som 16 årige, til at forsøge at passe ind i kasserne. Men det var så skide svært, for jeg følte ikke jeg hørte til nogen steder. Jeg har ikke opvokset med “forældre” der gik på arbejde fra 8-17 eller med “forældre” der hang foran fjernsynet så snart de havde fri. Jeg var ikke opvokset blandt akademikere, med fine stillinger og pænt tøj. Næh, på Fjordhøj var habitten en kedeldragt fra trælasthandlen eller en dejlig varm termotrøje fra Helly Hansen (sådan en havde ALLE – også mig). Vi havde alle gummistøvler og gummisko, og jeg som den eneste pige, ballerinasko og et pinkfarvet værelse.

Jeg ville være advokat. 13 år gammel. Det skulle jeg. Gymnasiet. Droppede ud. Arbejde. Fik børn. Uddannelse. Selvstændig. Uddannelse. Uddannelse. Arbejde. Og universitetet.

Jeg fandt studiet spændende, da det stimulerede min trang til at lære. Men jeg fandt det også nemt og snød derfor med læsningen. Det var ikke udfordrende nok. Jeg er dygtig, til alt jeg sætter mig for, og har haft fantastiske stillinger. Men jeg føler mig ikke hel der. Der mangler altid noget. Jeg elsker at arbejde, og især i stillinger hvor jeg kan få lov til at fordybe mig og lede andre på deres vej. Og jeg har svært ved at lade være med at arbejde, når først gnisten er tændt i mig. LOVE it! Men der mangler stadig noget. Og jeg ved nu, hvad det egentlig er.

På Facebook har jeg fundet meget af min mistede “familie” fra Fjordhøj – nogen er mere interessante end andre. Nogen har jeg formået at holde kontakten med siden jeg flyttede.  Men en fandt jeg for et halvt årstid siden og han vækkede noget i mig. Han var barn af en af de voksne, og var derfor ikke et skadet barn, men derimod et meget velfungerende menneske. Han var kreativ og som ung husker jeg ham som en, der bare var sig selv, på sine egne præmisser. På Facebook så jeg hvad han var blevet til. En kunstner. Se ham her. Når jeg kigger på de ting han har lavet, rejser hårene sig på armene af mig og jeg bliver varm om hjertet. Det er stort. Han skaber noget – som er smukt og ubeskriveligt. Han er gået efter sin passion i livet, og har holdt fast. Han skaber og er kreativ.

Jeg blev i dag meget påvirket af hans ydmyghed, når man roser hans værker. For han er ydmyg omkring det han kan og det han skaber. Og det rørte mig og satte tanke-motorvejen i gang.

Og hvad kan vi så bruge det til tænker I måske? Jamen for fanden da, livet er her og nu. Hvorfor skal vi puttes i bokse, hvis der er noget vi hellere vil – eller hvis boksen ikke passer, fordi den ikke kan sættes ovenpå den anden boks vi også er i. Hvorfor skal vi begrænse os? Kan vi ikke bare være lidt LEGO-agtige? De kan godt sættes sammen, selvom de ikke passer i størrelse. De behøver heller ikke være samme farve, bare du bliver glad for de bokse du har valgt.

Jeg er trådt ud af boksen og ud af forventningerne. Jeg vil leve mit liv. Hele mit liv. Jeg vil ikke spilde så meget som en dag mere af mit liv, på at være mellemfornøjet over mine valg i livet. Vi har altid et valg. Sælg huset. Skrid fra det hele. Sig NEJ til chefen. Elsk dig selv. Og lev dit liv. NU sgu! Vær din egen gode forældre. Ingen andre kan gøre jobbet så godt, som du selv kan.

Her er jeg nu. Og min hjerne popper ideer ud konstant, som en anden popcornsmaskine. Jeg har sedler i hele mit hjem med ideer, for jeg prøver ihærdigt at skrive dem ned, hver gang jeg får en ny ide. Jeg har besluttet, at alt hvad jeg kan, skal prøves af. Dur ikke næste, er mit motto, sammen med mit Pippi-gen “det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt!”. Og måske klarer jeg den, måske gør jeg ikke. Måske må vi flytte i en lille lejlighed og måske ikke. Det vigtigste er, at jeg er der, hvor jeg føler det rigtigt. Og det er lige her hvor jeg er nu.

Hvor er du?

om personligheder og diagnoser…

…og om at leve i en verden, hvor der ikke er plads til forskelligheder…

Det bekymrer mig, den drejning vores samfund har taget. Jeg ved, at jeg nu bevæger mig ud på et hav, hvor jeg muligvis ikke kan svømme, men det her er mit fristed – og her kan jeg sige hvad jeg har lyst.

Vi er så berøringsangste overfor alle, der er anderledes end os selv. Alle skal helst være ens, og ingen må skille sig ud. Og hvis ikke du passer ind i normen, leder vi efter en “boks” vi kan placere dig i, så vi har styr på, hvad du er for én. Når vi har styr på det, så giver vi dig en mærkat – en såkaldt diagnose.

Jeg har det svært med diagnoser. Jeg tror, at diagnoser gør folk (endnu mere) syge. Jeg tror, at diagnoser gør den diagnosticerede bekymret, opgiven og ked af det, og måske samtidig lidt lettet over, at endelig vide, hvad der er “galt” med dem. Jeg tror, at den diagnosticerede begynder, at identificere sig med den diagnose de har fået, og derved forstærker den afvigende adfærd de muligvis måtte besidde. Og det synes jeg er en skam.

Jeg synes, det er bekymrende hvor mange børn der pludselig skal diagnosticeres med ADHD, fordi de er lidt for levende og kræver andre forklaringer, end vi tidligere har været vant til. Jeg er mere tilhænger af  “Stjernebørn” tankegangen, nemlig at det er en del af vores evolution, at børn ændrer sig, for at kunne rumme den verden vi lever i. Den verden som er så voldsomt meget anderledes, end den var for bare 30 år siden. Jeg tror de børn, som mange ikke kan se der er plads til, fordi de er som de er, netop er som de er, fordi de repræsenterer en udvikling i menneskeheden, som vi skal give plads til. Jeg tror de er her, for at vise os vejen frem. Og vi skal give dem plads til at være her, i stedet for at forsøge at medicinere deres karaktertræk væk, så de blot ligner normen. Hermed ikke sagt, at der ikke er nogen børn (og voksne), der virkelig lider under dette træk, og som har brug for deres medicin for at kunne fungere. For det ved jeg der er. Men jeg mener, at miljøet omkring dem, har lige så stor betydning for deres trivsel, som den medicin de får.

Jeg synes, at det er grusomt at vi medicinerer urolige og aktive børn, blot fordi de er anderledes og ikke ligner normen. Det har jeg det virkelig anstrengt med. Igen, det handler ikke om dem, der virkelig er syge, men om dem, som vi bare ikke kan finde ud af at give plads til.

Jeg har med egne øjne, oplevet hvor galt det kan gå i menneskets hjerne. Oh jo, det har jeg. Og jeg glemmer aldrig hvad jeg var vidne til. Og endnu mere interessant var det, hvad der rent faktisk blev konkluderet, var den bedste “behandlingsløsning” for denne person. Og det var absolut ikke medicin. Og det var forældrenes kamp mod systemet, som kun kunne og ville håndtere deres barn, hvis de måtte medicinere, når barnet fik “selvskadende adfærd”. Forældrene kæmpede. De kunne ikke gøre andet.

Jeg tror på særligt sensivitet (HSP), som et temperamentstræk der desværre stadig er ukendt for mange. Jeg tror, at vores børn bevæger sig i den retning, på trods af, at børnene gerne vil stimuleres i trance via fjernsyn, nintendo o.lign. For det er det der sker. De urolige børn, der smider sig foran fjernsynet bliver nærmest hypnotiseret ind i en trance, hvor hjernen giver op, på grund af overstimulation. Og den trance kan man blive afhængig af. Prøv at tage alle stimuli fra dit barn i en uge, her taler vi om computer, fjernsyn, spillemaskiner o. lign. og giv dit barn mulighed for, at opleve sin egen krop og mærke sine egne behov. Jeg har prøvet det et par gange. Min børn falder simpelthen i søvn af det, og bagefter er de dejligt rolige og i balance med sig selv. Jeg siger bare, at vores verden bombarderer vores børn med stimuli, i skolen, sfo’en, og alle de elektriske ting når de kommer hjem – hvornår skal de have tid til hvile og refleksion? Når de bliver gamle og vi har lært dem, at stimulere sig selv ihjel? Jeg synes det er bekymrende, og jeg har brug for at sige det højt.

Lige en ting mere….

Jeg forstår heller hele den “folkesygdom”, som depression, stress og angst er blevet. Hvorfor skal et menneskes liv, der leves under urimelige forhold med, forkerte mennesker omkring dem betegnes som en sygdom? Hvad er der blevet af gode gammeldags kriser? Eller ked-af-det-hed? Hvorfor hjælper man dem ikke, til at forstå, at lykke og selvværd skabes i dem selv? Og at den eneste der kan hjælpe dem, er dem selv. Og hvorfor hjælper vi dem ikke med, at ændre på de ting som gør, at de føler sig syge? Hvorfor er vores samfunds løsning altid, at man skal blive i det der gjorde dig dårligt tilpas, og i stedet blive medicineret? Hvor gik det galt henne? Jeg forstår det simpelthen ikke.

I min verden er man ikke psykisk syg, hvis man lever i et voldsomt pres konstant fra krævende arbejde (stress), utilregnelig kæreste (er det overhovedet en kæreste???), økonomisk kaos (krise tid) og med alt for lidt tid til, at passe på sig selv. De færreste ville kunne holde til det i længden, og ville på et tidspunkt bukke under med en følelse af utilstrækkelighed og opgivenhed. Men det er ikke det samme som at være syg. Jeg synes netop, at det er tegn på, at man IKKE er syg, og at ens krop fortæller en, med meget store bogstaver, at der er noget galt. I mine øjne skal man være glad, for at opleve denne form for advarselssignal og vælge at finde ud af, hvad man kan gøre ved det. Og her er medicin altså ikke løsningen.

Medicinen fjerner ikke det stressede og krævende job, som gør man ikke har tid til venner, familie og børn – og vigtigst sig selv. Medicinen ændrer ikke på din økonomiske situation, og sørger for at din økonomi bliver bedre. Medicinen ændrer ikke på din partners personlighed. Er partneren ikke længere god for dig, må du fortælle dem det og bede dem ændre sig – eller gå fra dem. Husk på, du kommer over følelserne – det gør man altid. Men man skal aldrig acceptere, at blive i et forhold der ikke er ligeværdigt og ikke giver dig mulighed for, at fylde dig selv op, med følelsen af lykke fra tid til anden.

Jeg mener, at støder man ind i en periode i sit liv, hvor alt bare virker ligemeget og man ikke længere føler sig tryg mellem andre mennesker, så skal man opfordres til at handle. Handle på sine følelser og fornemmelser. Handle for at bringe sig selv ud af den situation man befinder sig i, og hen i mod et liv, der virker tiltalende og overkommeligt.

Så simpelt er det, men dog så svært i virkeligheden at udføre. For det kræver mod. MOD blev der sagt. Hverdagsmod. Livsmod. Kampmod. Smag lidt på de ord. Mod er påkrævet, hvis du skal trække dig ud af en låst situation. Så hiv modet frem og lås dit nye liv op. YOU CAN DO IT!! Så gør noget ved det – i dag!

om en mavepuster..

…igen…

Dagen i dag, er meget surrealistisk for mig, det er som om, den ikke er forekommet og som om, jeg har levet i en osteklokke i dag – og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at komme ud til virkeligheden igen..

Hvor længe kan jeg gemme mig her? Mon der er ilt nok, til at jeg kan blive her resten af mit liv? Og BEHØVER jeg VIRKELIG forholde mig til alle de ting i mit liv, som risikerer at gøre så frygteligt ondt?

Dagen i dag, har jeg oplevet før. 2 gange for at være helt præcis. Den 20.9.2007 og den 30.11.2008. Det var de mest mærkelige dage nogensinde og det var de dage, hvor mine store børn fik konstateret diabetes type 1.

Dagen i dag, minder frygtelig om de ovenstående dage, fordi i dag kom diabetes igen tæt på, lidt for tæt hvis du spørger mig.

Vores snart 7 årige Mikkel har i 3 år haft problemer med at blive renlig, og han har fået stillet diagnosen børneinkontinens (både dag og nat). I forbindelse med en undersøgelse på sygehuset i dag, fik han scannet sin blære af en overlæge, og her blev det konstateret, at der var noget grueligt galt. Mere om det i en anden blog – måske i morgen. Men det blev også konstateret noget andet, nemlig efter at jeg (som gerne SNART vil lære at holde kæft med tilbagevirkende kraft) spurgte overlægen, om ikke han ville tjekke Mikkel for bakterier i urinen. Her tænkte jeg blærebetændelse eller lignende.

Som spurgt efter, så gjort – og vupti, så stod vi med et resultat der hed, at der var et ekstremt højt indhold af sukker i mine dejlige drengs urin. Ja ja, siger jeg til overlægen, men der kan vel være mange grunde til lige netop et forhøjet sukker indhold i urinen, kan der ikke? Hans øjne (som er ret mørke) bliver lidt sorte i det, og han får rynker i panden, på den der ikke ret gode måde. Han forsøger desperat at kigge mig i øjnene, men jeg undviger hans blik og taler videre om, at sukker, tsk, det kan vel “bare” være, sån’ et eller andet ubetydeligt??? Jeg kigger på ham, med store våde øjnene, og jeg kan mærke at osteklokken sænker sig ned over mig, for jeg er ikke særligt interesseret i at høre hans forklaring. Jeg kan mærke tårerne presse sig på og frygten fylde hele min krop op, mens jeg i min egen verden tager begge pegefingere i ørene og fiktivt råber “LA LA LA LA LA LA LA LA LA” – men der kommer ikke en lyd ud. Og jeg kan intet høre. Jeg kigger på overlægen og hans mund bevæger sig, sjovt nok. Men jeg kan ikke høre hvad den siger.

Heldigvis.

Men jeg ved godt, hvad han siger. Og jeg kan slet ikke overskue tanken.

Kort tid efter sidder jeg på børneafdelingen og betragter min fantastiske søn, der glad snakker og leger. Han kigger på mig, og spørger: “Mor, tror du det er rigtigt hvad lægen siger? At jeg også har fået sukkersyge, som Amalie og Mathias?” Jeg mærker osteklokken igen samtidig med, at jeg betragter min lille dreng, med et svært stolt blik i øjnene – jeg kan ikke svare ham. Jeg vil ikke svare ham, for jeg vil ikke forholde mig til det.

Vi går derfra efter 1 time, ikke klogere – men med masser af bekymringer og tanker. Vi skal komme tilbage igen i morgen, så må vi se hvad tiden viser…

Indtil da, gemmer jeg mig i osteklokken, her er så dejlig stille og rart.. Hvor længe mon jeg får lov til at blive her?

om systemer…

…som slet ikke bliver holdt ved lige…

Kender i det? Eller, øhm, jeg må nok hellere forklare først hvad det i virkeligheden er jeg mener.

Altså, jeg er et menneske der elsker at have styr på alle mine ting. Bøgerne står i farveorden, mit tøj hænger i farveorden og ligger i fine bunker i skufferne og på hylderne, sorteret efter type (t-shirt, top, kortærmet, langærmet) og derefter i farveorden. Mit hjem er præget af min trang til at have styr på farverne, og alt for mange farver kan jeg slet ikke styre.

I vores nye Villa Villekulla har jeg dog været dristig, midt i alle de sort/hvide indrettede rum, har jeg lavet et lille hjørne, med alle de farver jeg elsker. Mine bøger står listet i farver og et farvefyldt tæppe samler rummet. Det er her jeg sidder og blogger, i en fantastisk dejlig stol, med mit skønne yndlings tæppe i pink fra Rice.

I mange år havde jeg også kun hvidt service – men det ændrede sig heldigvis for et par år siden, da jeg forelskede mig vildt og voldsomt i Rice Tableware serie, og i dag øver jeg mig stadig på, at dække op i forskellige farver. Jeg nyder at slippe kontrollen og give farverne plads. Jeg elsker det. Jeg smiler hver gang jeg kigger på de farver, og de minder mig om, at alt ikke behøver at være sort/hvidt, men at tingene også godt ind imellem kan være sprængfyldt med farver. Så tak Charlotte, jeg ELSKER Rice.

Jeg drømmer om en dag, at kunne og turde fylde hele mit hjem op med farver, men jeg behersker det bare ikke og tør desværre heller ikke. Jeg skal nok have hjælp på et tidspunkt.

Men det var slet ikke det, min plan var med det her indlæg. Det var nemlig, at tanken netop har strejfet mig, at jeg har nogen hængepartier i forhold til mine egne behov for systemer. Barnets bog er simpelthen min dårligste samvittighed EVER!

Det startede fint ud med barn nummer 1. Der blev sat billeder ind, og skrevet. datoer for første tand, anden tand, første skridt, første ord og så videre op til han blev 2 år. Så glemte jeg alt om bogen, og den har ligget i dvale lige siden.

Barn nummer 2 fik en bog, men der blev aldrig skrevet et eneste ord i den. Billederne er dog sat i albums, men da hun blev 4 fik vi digitalkamera, og siden da, har vi ikke sat billeder i album.

Barn nummer 3 satte mig i gang med et kæmpe projekt, og jeg begyndte at digiscrappe. Det var sjovt, og igennem et år, lavede jeg adskillige digiscraps, og jeg synes egentlig selv, at jeg blev ret god til det. Jeg mødte en fantastisk kvinde ved scrap konvention i 2007, og hun havde en bog som var professionelt trykt, med alle de digiscraps som hun havde lavet om hendes lille søn. Det var den sejeste barnets bog EVER, og min drøm var, at lave en lignende til alle mine 3 børn. Det var nærmest et livsprojekt jeg kastede mig ud i der, og jeg begyndte. Men der var virkelig lang vej i mål. I 2008 gav jeg lidt op i en periode.

Så kom barn nummer 4, som fuldstændigt ændrede min verden. Men jeg lå på sygehuset i 5 uger (gravid) begyndte jeg at scrappe lidt igen. Jeg havde jo ikke andet at lave, og i den første tid efter han var kommet, lavede jeg lidt scraps. Men så gav jeg op igen.

I dag forekommer projektet mig fuldstændigt uoverkommeligt. Og det er jeg rigtig ked af, for jeg ville ønske, at jeg kunne give mine børn en bog hver, når de selv får børn engang. Denne bog skulle være deres liv fortalt af mig, med billeder fra deres opvækst og en masse kærlighedserklæringer, så de aldrig var i tvivl om, hvor meget jeg elsker dem, og hvor meget jeg har elsket dem hver især, som de var, og fordi de netop var unikke, med deres forskelligheder og fantastiske væsen.

Og så er det jeg tænker, kender i det? Man har så mange gode intentioner og drømme om hvad man vil gøre, men så går tiden og man får ikke fulgt det til dørs, og vupti, så er det næsten for sent. Sådan oplever jeg tit, at jeg må acceptere at opgive mine gode intentioner, fordi det simpelthen tager overhånd og projekterne bliver for store og uoverskuelige…

Men mon ikke det går? Mon ikke de overlever, UDEN barnets bog? De har jo mig..

om at vælge..

…det være sig til eller fra…

Det her indlæg, har længe summet rundt i mine tanker, og jeg synes det er så ufatteligt svært at forholde mig, til lige netop det her med at vælge, til eller fra, at sige ja eller nej osv.

For det første tænker jeg, at ja er den nemme løsning, for når man siger ja, møder man andre med med en positiv tilgang og åbenhed. Man indvilliger i, at deltage i det man har sagt ja til, og andre forventer noget af en. Problemet opstår imidlertid, når man siger ja til noget, hvor man helst gerne ville have sagt nej, men man ikke “turde” sige nej, af frygt for, hvordan lige præcis det nej ville blive modtaget. Sådan har jeg haft det i mange mange år. Og jeg, og du kære læser, ved nok også godt inderst inde, hvorfor lige netop jeg havde det sådan, men hvis du ikke gør, så lad mig kort forklare her.

Når man oplever tidligt i sit liv, at blive tvunget til “ting” som man fornemmer er forkerte, men hvor man ikke har muligheden for at vælge det fra, så får man lidt “forstyrrelser” på den antenne som sender signaler til fornuftscentret i hjernen. Det jeg mener er, at man lærer, at det man troede var forkert pr. instinkt, bliver til en situation, hvor man bliver i tvivl om, om det i virkeligheden var rigtigt og dermed instinktet der var forkert. De forstyrrelser kan følge en langt hen i livet, fordi man ofte kan se sig selv stoppe op, og tænke: “altså, er det her rigtigt eller forkert og kan jeg overhovedet stole på stemmen i maven?”.

Jeg tror ikke på rigtigt eller forkert, som en parameter man kan måle efter, men jeg tror på, at vi alle har en stemme i maven, der fortæller os i det givne øjeblik om den udfordring eller opgave vi står overfor, er rigtig eller forkert FOR OS. Og stemmen i maven, kan ændre sig med tiden, således, at det der var rigtigt for mig engang, ikke længere er rigtigt for mig i dag. Det bevæger sig. Jeg tror det vigtigste er, at mærke efter her og nu.

For det andet, så er nej en afvisning. Så simpelt er det. Nej, er en afvisning til noget man ikke har lyst til, og nej bliver ofte ikke modtaget så skide godt, af den der modtager et nej. Og det er jo klart, på en eller anden måde. For når man spørger nogen om noget, og man så modtager et nej, så modtager man mellem linierne en afvisning af det forslag man kom med, og rigtig mange mennesker er ikke særligt gode til at modtage en afvisning/afslag. Måske er det bare fordi, de føler sig forkerte på grund af afslaget, men jeg tror også det handler om skuffelse og en øv-følelse over, ikke at kunne komme igennem med sit forslag. Lidt lige som en eksamen, hvor man dumper. Det er bare ikke fedt.

Jeg har tit denne snak med min datter, for hun bliver virkelig skuffet og ked af det, når hun får et nej. Og jeg forstår hende godt. Nej, er noget lort. BUM.

Men nej er i mine øjne også en kunst. For det kræver mod, at kunne og turde sige nej. Det kræver ofte også brede skuldrer, at stå ved sit nej. Og vigtigst af alt, så kræver det oprigtighed når man vælger nej som et svar, vel vidende at nej’et vil blive modtaget med modstand. Man skal mene sit nej, og man skal vide hvorfor man mener det. Og så skal man sige det. Altså sige fra.

Her er jeg så ikke den store kunstner, det indrømmer jeg gerne. I mange år sagde jeg ikke nej til nogen overhovedet, af frygt for at de ikke kunne lide mig hvis jeg sagde fra. Jeg lod mig udnytte i voldsom grad, og jeg sled mig selv op – indeni!

Men jeg besluttede mig en dag for, at det skulle jeg lære at blive bedre til. For min egen skyld, men også for mine børns skyld. For hvis ikke jeg blev bedre, så ville jeg ende med at have en masse børn, der ville være lige så dårlige til det som jeg var. Det ville være et katastrofe. Jeg besluttede mig og begyndte at sige fra.

I starten var jeg ikke skide god til det, fordi jeg fandt ud af, at der også er måder man kan sige nej på, og at et NEJ.BUM. som regel ikke var “godt nok”, eller det var det måske, men det blev ikke modtaget super godt. Det gav knubs. Mange knubs.

Jeg er sikker på, at problemet ikke kun handlede om måden jeg gjorde det på, men i særdeleshed også var påvirket af, at jeg altid havde sagt ja, og nu begyndte jeg konsekvent at sig NEJ.BUM. til ALT. Det kan jeg hilse og sige fra “én som har prøvet det”, at det var ikke skide populært. Tværtimod i virkeligheden. Jeg blev beskyldt for at skabe problemer. For at gøre mig uvenner med alle. For at være et dårligt menneske. For at være ubehagelig. For at være egoistisk. For at være uforskammet. I virkeligheden forsøgte jeg bare, at lytte lidt mere til mig selv, og passe på mig selv.

Alle disse reaktioner jeg modtog, gjorde mig rigtig ked af det. For inderst inde, ville jeg jo bare gerne have at ALLE skulle kunne lide mig. Men prisen for, at alle skulle kune lide mig var, at jeg skulle gå på kompromis med mig selv og mine følelser for at stille andre tilfredse. Var det virkelig meningen med livet, at andres lykke var vigtigere end min egen lykkefølelse?

Jeg er stadig ikke ekspert i at sige nej, og til tider kommer jeg stadig til at være sådan lidt for NEJ.BUM-agtig. Men jeg øver mig konstant på at blive bedre, og jeg tænker, at dem der modtager et nej, og har svært ved at modtage det uden at skabe drama, måske også skulle øve sig lidt. Hvis vi allesammen øver os lidt, bliver vi jo langsomt bedre til det, og måske kan vi slippe for alt det drama, mange skaber i forbindelse med modtagelsen af et nej, og i stedet blive bedre til at acceptere baggrunden for nej’et og huske, at personen der følte at et nej var rigtigst for dem, måtte hive lidt mod frem og være ærlig overfor sig selv, og sige fra. Nej er et svært valg, og det synes jeg man bør respektere – på lige fod med en god karakter for en projekt opgave.

Nej er ikke omkostningsfrit for den der siger det, men hvis nej er det mest rigtige, så skal man holde fast i sit nej. BUM!

Hvornår har du sidst sagt nej, og ment det?

om at kende hinanden..

…og gør man så egentlig det, altså kender hinanden?

Når man nu tænker sig rigtig godt om, hvem KENDER man så egentlig? KENDER man sin mand, bare fordi man tilfældigvis (det ord passer lidt dårligt i denne sammenhæng!) har sovet ved siden af ham i snart 17 år, og KENDER han dig? KENDER vi vores børn? Vores forældre? Vores veninder? Hvem KENDER vi egentlig, når alt kommer til alt?

En morgen forleden ligger vi i sengen og snakker, og efterfølgende bliver der stille. Stilheden varer en stund, hvorefter min mand siger: “Hvad tænker du på?” og jeg svarer: “Hvad får dig til at tro jeg tænker, knirker min hjerne så meget?” og han svarer: “hmm, jeg kender dig efterhånden:”

Sådan, så blev mine tanker sat i sving. Fordi, hvem er det han kender? Hende han ser på hverdag, men som måske nogen gange spiller den rolle, hun har påtaget sig i “livets komedie” i stedet for den rolle hun blev påtvunget i “livets tragedie”? Føler han, at han efterhånden (red. efter snart 17 år) kender hende, som forsøger at leve op til replikkerne i “livets parodi”? eller handler det om, at han læser med herinde, og derfor “efterhånden” har lært kvinden bag masken i “livet maskeradebal” at kende, på en måde som de fleste mænd aldrig lærer deres kvinde at kende?

Vi har alle roller i “livets skuespil” og med alderen forandres disse roller. Jeg har i alt for mange år, spillet de roller man forventede af mig, i stedet for at spille den rolle der lå mig nærmest, nemlig at være mig. Frigjort fra påduttede holdninger, og med en frihed som gav mig luft og mulighed for at lære at elske mig selv.

Hvordan kunne min mand overhovedet elske mig i så mange år, når jeg ikke elskede mig? Og hvordan kunne han leve med, at kende min bagage og ikke kunne hjælpe mig med at bære den?  Og har han mon gennem årene flere gange undervejs været stoppet op, og betragtet mig i min udvikling, mens han tænkte: “hvor fanden kommer det fra? sådan plejer hun da ikke at være!”. For sådan har jeg været, og jeg ved endnu ikke, om jeg er færdig med at være sådan.

Er vores roller en del af den udvikling vi går igennem, gennem livet? Forandres de med udviklingen, eller forandres de på grund af andres forventninger?

Jeg er sikker på, at min mand gennem de sidste par måneder, har lært voldsomt meget mere om den kvinde han sover ved siden af, end han har gjort på vores samtaler gennem snart 17 år, fordi jeg har serveret det hele for ham, på et smukt fad, med en anelse for meget PINK. Jeg har serveret det for ham – og JER ANDRE, fordi jeg havde brug for, at sige det højt. Jeg havde brug for, at lufte tankerne ud, og analysere min turbo-hjerne for andre end mig selv. Jeg havde brug for, at forstå mig selv, før jeg kunne elske mig selv – og en ting er sikkert… Jeg KENDER ikke mig selv, men det er jo nok netop fordi jeg er mig selv. Men vigtigst af alt, jeg forstår mig selv, og elsker mig selv. (og min mand – tak for dig skat <3)

Hold nu kæft det blev sort det her, men så er det sagt. BUM!

om afsked og en ny begyndelse..

Vores liv er blevet rystet godt og grundigt, vi har taget alle vores brikker, puttet dem i en pose og så har vi rystet den – godt og grundigt. Vi har re-designet vores liv, fordi vi var kørt fast og havde brug for forandring. Og forandring har vi fået.

Lige for tiden er jeg ikke så aktiv på bloggen, fordi jeg er i gang med at føre vores nye design ud i livet. Det betyder, at vi skal flytte fra vores hjem og tage afsked med alle minderne og trygheden, til fordel for en ny begyndelse.

Men vores hjem har været vores base i snart 6 år. Vores 2 store børn er konfirmeret her, og festen har vi holdt i haven. Vi har holdt Emils barnedåb i stuen – 42 mennesker sad og spiste i min stue, og fejrede vores lille bitte Emil fik sit navn, da han blev båret til døbefonden af hans faster Mia.

Mange vigtige mennesker har gennem årene kommet i vores hjem, og har været med til at gøre vores hjem, til det hjem det har været. Julefrokoster med vennerne, juleaftener med børn og familie, Fødselsdagene, mærkedagene, alle hundehvalpene er født og vokset op her, og vi har både haft kriser, separation og store kærlighedserklæringer i dette hjem.

Men nu forlader vi det. Vi skal videre. Og derfor tager vi afsked. Og det er svært.

Jeg har gået rundt i rummene og har tænkt på de oplevelser hvert enkelt rum har givet mig. Børneværelserne hvor mine børn har grint og leget, hvor jeg har holdt om dem og fortalt dem at jeg elskede dem. Stuen hvor vi alle om vinteren samledes foran brændeovnen, for at varme os efter leg i sneen. Køkkenet, hvor jeg uendeligt mange gange med stor kærlighed i tankerne har skabt måltider til familie og gæster, og hvor alle altid samles omkring når vi har gæster, FORDI det ER et samtalekøkken, og her SKAL samtales. Poolen som har budt på meget nydelse og endnu mere sjov og leg og haven som bare er, sådan som VI ville have den. Jeg har taget afsked, takket huset for alle disse minder, og har tænkt, at jeg håber en ny familie kan finde ro og tryghed under dette tag.

Den seneste måned har været mærkelig, for jeg har taget afsked med mit hjem, samtidig med at jeg HVER DAG har knoklet sammen med Hr. Mand for, at få malet vores nye hjem, så det er klar til vores nye begyndelse. Jeg har glædet mig og stresset. Jeg er bange og usikker, men også utalmodig og besværlig. Det er virkelig en ambivalent situation.

Farvel elskede “dukkehus”, goddag “pippi-hus”!!

I vores fremtidige hjem, skal der være plads til alle: abe, hest og mennesker. Her er plads til hobby, til træning, til fordybelse, til madorgier, til gæster, til udeliv, til venner, til sjov og leg og til fester og traditioner. Her kan du sove omvendt i sengen, hvis du har lyst. Du kan gynge indendørs, hvis du har lyst. Her er der plads til liv, fordi vi har lyst.

Det er vores nye begyndelse… Du er velkommen til at være en del af den ;-)

om hvordan jeg vil huskes…

Her til aften, fik jeg en besked fra en ny bekendt. Jeg gik i chok.

Hendes mand skulle i weekenden opereres akut, bare en lille bitte operation, og der var ingen komplikationer, alt forløb som det skulle. Ja, sådan er livet. Ind imellem må vi repareres på et sygehus, og det var jo fantastisk at det hele forløb godt.

Men sådan fortsatte det ikke. Efter operationen besvimede hendes mand og stoppede med at trække vejret, og lægerne kan ikke finde ud af hvorfor. Han ligger derfor på intensiv, og denne stakkels kvinde går gennem et mareridt i disse dage, det ved jeg, for jeg har været der selv.

Jeg kom sådan til at tænke på mine egne følelser, da min Hr. Mand for 4 år siden var indlagt med mistanke om blodprop i hjernen. Ud af ingenting fik han smerter i hovedet og vi blev bange – rigtig bange. Han blev indlagt, og jeg sad ved hans side så meget jeg kunne. Han var bange, og jeg var hende, der skjulte min frygt og hende der oversatte lægernes konklusioner, så Hr. Mand kunne føle sig rolig og slappe af.

Det var en voldsom tid, for mange tanker fløj gennem hovedet på os begge, som “hvad hvis nu?” og “finder de ud af det, før det er for sent?”. Som den turbotænker jeg er, havde jeg allerede flere gange forestillet mig livet, hvor han ikke var her mere, og når jeg var alene i bilen så græd jeg, fuldstændigt uhæmmet og højt, fordi jeg virkelig var bange for at miste ham. Men jeg kunne ikke vise min frygt, hverken for ham eller børnene, for de havde alle brug for mig, til at holde sammen på det hele og de havde brug for, at jeg smilte og sagde at alt nok skulle blive godt igen. Og i vores verden, der blev alt godt igen. Heldigvis!

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, og hendes situation. Rent faktisk trillede et par tårer ned af kinderne på mig, da jeg læste hendes besked, for jeg følte mig trukket lige tilbage til dengang… og til uvisheden og kampen for at bevare overblikket – og være “hende den stærke” hvor jeg allermest havde lyst til at græde dybt i min fars arme, som en lille bitte pige, der bare var bange for mørket.

Jeg har siden da gået og tænkt lidt over det, og tænker at vi da er nogen fjolser allesammen, når vi går rundt og er uvenner, skændes og kæmper mod hinanden – Livet er alt for kort til at være trist. Hvem ved, måske slutter det hele i morgen, og vil du så huskes som den, der: Altid var sur? Altid var stresset? Aldrig havde tid? Altid ville have ret?

Jeg ved, at jeg ikke vil.

Jeg vil huskes som hende, der ikke var bange for at gå på ukendte stier for at finde vej mod lyset. Jeg vil huskes som hende, der trods smerte og skam kastede sig selv “derud” hvor sandheden og åbenheden var vigtigst. Jeg vil huskes som hende, der VALGTE at være naiv, på trods af bedre viden og på trods af alle de knubs man får, som naiv. Jeg vil huskes som hende, der troede på det bedste i folk, selvom de ofte slet ikke kandiderede til denne opfattelse. Jeg vil huskes som hende, der gerne hjalp andre, uden at forvente at få noget igen. Jeg vil huskes som hende, der gerne bed stolheden i sig til fordel for familiefreden. Og vigtigst, jeg vil huskes som hende, der turde elske ALT ALT for meget, på trods af alle de knubs og skuffelser det giver i løbet af livet.

…men ind til den tid kommer, vil jeg leve lykkeligt og i balance – nyde hvert et minut, og glædes over, alt det jeg har skabt.

Hvad vil du gøre?

om dagen derpå…

..ja, for det måtte jo komme…

Og det er så i dag, smag lige på den!

Jeg startede min dag med en lang gåtur på stranden i storm og regn. Vandet var helt sort og himlen var mørkegrå. På bølgetoppene var der hvidt skum og bølgerne var høje. Jeg gik og kiggede ud over vandet, og pludselig slog det mig, at jeg egentlig følte mig bange for vandet, fordi de så så faretruende ud.

Jeg forestillede mig, at jeg lå derude i mørket og kæmpede i de voldsomme bølger for min overlevelse. Det gav en god parallel til mit liv og min historie, for hvad nytter det at kunne svømme, hvis bølgerne er så høje og kraftige at du ikke kan komme nogen vegne. I sådan en situation må man træde vande, og her får du min version af, hvad jeg fik ud af den betragtning.

Jeg tænker, og hold nu fast, for det her er nok liiiidt sort, men jeg tænker, at da jeg for 4 år siden gik hos en psykolog endelig fortalte hende om min bagage - der lærte jeg at “svømme”. Jeg lærte, at jeg var ok, at det ikke var min skyld, og at jeg selv kunne vælge at svømme i land. Selvom jeg lærte at svømme, gjorde det jo ikke at bølgerne blev mindre eller forsvandt. Jeg måtte derfor lære mig selv at træde vande, og det er faktisk en rigtig god ting at kunne.

For det at træde vande, er i min verden det samme som at overleve. Som at lære at leve med, hvad livet end har bragt os og få det bedste ud af tiden vi har. Det vi har oplevet, kan vi ikke tage væk, men vi kan selv sørge for, at ligge vores fokus et andet sted og glædes over nuet og udsigten til fremtiden.

Der er ingen der bryder sig om at få vand i skoene, når bølgerne kommer skyllende op på land og man går i strandbredden, men handler det i virkeligheden ikke om, at man har de forkerte sko på til lejligheden?

Efter min offentliggørelse i aftes, er der en masse der er faldet på plads i mig. Nu er det ikke længere min opgave at bære på oplevelserne, for nu har jeg delt dem med Jer. Min opgave er i stedet, at være stifinder og vejviser, og dermed hjælpe andre med at gøre sig fri af deres oplevelser og så de kan svømme i land og blive glade for livet. Jeg kan hjælpe dem ud af mørket, det er jeg bevidst om, og jeg drømmer om, at det er noget jeg gerne vil gøre…

I dag har jeg modtaget mange mails og private beskeder. Beskederne gør mig glad. Det var ikke det at offentliggøre det, der gjorde mig glad og fri, men netop følelsen af, at jeg har givet andre med lignende oplevelser mulighed for at se, at de ikke er alene. Vi er mange – på få timer har jeg fået 9 mails! Og det er forfærdeligt hvad der står i disse mails, men det er samtidig også fantastisk, fordi 9 mennesker har fået modet til at gå det første skridt mod at lære at svømme. Nu er det deres tur til at træde vande, indtil bølgerne lægger sig, og de kan svømme i land, præcis som jeg gjorde det i aftes.

Og på min gåtur i dag, havde jeg forberedt mig mod bølgerne og vand i skoene. Jeg havde nemlig gummistøvler på. Jeg fik ikke våde tær og jeg følte mig gladere end nogensinde. Jeg har fundet min røde tråd og min indgangsvinkel til, at give fra mig.

Jeg har det mærkeligt over, at nu er min historie officiel, og jeg har dagen igennem undret mig lidt over mit eget mod. For hvor fanden kom det fra?

om ikke at have villet være foruden…

…ja, det er så sandt som det er skrevet. For jeg ville ikke have været foruden én eneste ting i mit liv, og det siger faktisk ikke så lidt!

Jeg blev inspireret af Nadia‘s historie her og skrev sådan til hende på facebook:

Følelsen af angst for at miste et barn, sidder i din krop for altid. Her bliver mærkedage i stedet til milepæle, og angsten overvindes så småt at følelsen af “vi klarede den sgu”. Frygten for, at de ikke bliver “normale” overtager den sunde fornuft, og som tiden går, lærer vi, at fokusere på det fantastiske i vores barn, fremfor at sammenligne barnet med alle andres børn.

Vores Emil er nummer 4 ud af 4, og han blev født 13 uger for tidligt. Han blev genoplivet umiddelbart efter fødslen. Han er nu 2 år, 3 måneder, 22 dage og 13 timer. Han var sølle 1100 gram og 35 cm, og slet ikke klar til livet. Han levede hud mod hud i 6 måneder, i specielle slynger til VIRKELIG små børn, og han lå på mig mindst 20 timer i døgnet, de første 2 måneder af hans liv. Slyngerne og min omsorg er årsagen til, at Emil klarede sig fantastisk igennem det traumatiske forløb.

Det er den hårdeste oplevelse jeg nogensinde har haft, men kunne jeg gøre det om igen, ville jeg gerne opleve det samme. Det har nemlig øget min bevidsthed og min rolle i livet og funktionen som mor og det har givet mig en indsigt og en fornemmelse for mine børn, jeg ikke vil have været foruden. Jeg troede jeg vidste meget om børn, som mor til 4, men da det kom til stykket vidste jeg meget lidt. Jeg skriver ikke for at fjerne fokus fra din historie, men for at fortælle dig, at du er IKKE alene. Og fordi, du er STÆRK, at du er kommet frem til den erkendelse.

Da jeg kom frem til min, sagde jeg det ikke højt i lang tid. En dag tog jeg mod til mig, og sagde til min mand, at uanset hvor mærkeligt det lød, så var jeg glad for at Emil blev født så tidligt. Også selvom det kostede mig mit job, vores hus og økonomisk ruin. Hey, det er bare penge!!

Nogen vil sige “det kan hun sagtens sige, for Emil er jo ikke hjerneskadet i dag” – og nej, det er Emil ikke. Men Emil er så meget andet, og jeg har lært at elske ham som den han er, og ikke elske forestillingen om at have perfekte børn. Det var et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for JANNE!!

Men ja, vi er den vi er i dag, fordi vi har oplevet det vi har! Vi har så meget at give videre, og det skal gives videre. Det er den sande værdi i vores samfund! Ikke økonomi, betalingsring eller andet gejl der fylder dagspressen, nej, vores erfaringer og overskud! Det kan nemlig redde liv!

Og jeg mener det. Jeg er Janne, med masser af oplevelser i bagagen – nogen virkelig skrækkelige og andre hårde og krævende. Alle disse oplevelser har medført nye positive oplevelser om, hvordan man kommer over på den anden side efter overgreb, overfald, svigt, savn, sorg og sygdom. Hvordan man tilgiver, bliver lykkelig og lever i nuet.

Når jeg kan, så kan alle.

Jeg har levet “så godt jeg kunne” og der findes kun enkelte ting, jeg ville gøre om hvis jeg kunne. Alt andet er accepteret og implementeret i fænomenet “MIG” – og sådan skal det være.

Husker du også at være “DIG”, med alt hvad det indebærer? Husk, din smerte har ikke været til for ingenting – brug dine erfaringer og giv dem videre. Så er smerten ikke så stor at bære længere.

om kvinder…

… i mit liv!

Jeg er så heldig, at jeg har mange kvinder i mit liv, og de rækker lige fra min datter, til søstre, veninder, svigerinde og til min bonus mor.

Jeg mistede som skrevet mange gange, min mor i en meget ung alder, og det har gjort det svært for mig at finde min plads som en kvinde. Jeg har derfor spejlet mig i mange fantastiske kvinder, og ved, at jeg også har inspireret dem.

En jeg beundrer meget, er hende der uskyldigt reagerer med, ikke at tage imod destruktiv kritik. Bevares, hun hører det da, men hun tager det ikke ind. Det finder jeg meget beundringsværdigt, at hun uagtet andres negative mening vælger, at holde fast i, at sådan opfatter hun ikke tingene og derfor forbeholder hun sig retten til ikke at handle på det.

En anden kvinde i mit liv, er meget dygtig til at sætte sit liv i et perspektiv hvor hun bare er lykkelig uanset hvad der sker. Nogle sider af mig, bliver vanvittig af hendes, i mine øjne, nogen gange lidt falske fremstilling af sit liv, men jeg tager det i mig og øver mig på at lære af det, i stedet for at være fordømmende, for det er da fantastisk at have evnen til, at lade det negative sejle og kun beskæftige sig med det dejlige og positive som gør os lykkelige. Jeg tager meget ved lære af hendes indstilling, fordi når jeg mærker efter indeni, kunne jeg godt selv tænke mig den evne. Som sagt, jeg øver mig! Ikke i at fremstille mit liv anderledes end det er, men i at lære at se det positive og fremhæve det i mig selv, og glæde mig over det positive.

En tredie kvinde, er fantastisk naiv og sød – så sød, at jeg seriøst ikke tror, at nogen ikke vil kunne elske hende. Der er intet ondt eller intrigant i hende, og hun minder ufatteligt meget om mig selv. Jeg har også været naiv i mit liv, og har stolet på mennesker der ikke fortjente min tillid. Meget tidligt i mit liv, oplevede jeg desværre voldsome svigt, som kom til at ødelægge min naivitet og uskyld. Når jeg betragter denne fantastiske kvinde, minder det mig om, hvordan jeg selv var engang, og jeg nyder tiden sammen med hende, og følelsen af, at naiviteten ikke altid er en negativ ting.

En fjerde kvinde jeg beundrer, er en kvinde der som mig selv, har oplevet voldsomme overgreb på hendes person. Det koster, lover jeg jer, men når man står det igennem, kommer man op på den anden side, og er klar til at indtage så meget liv, at det nærmest ikke kan lade sig gøre at nå det hele på hundrede år. Når jeg ser i hendes øjne, ser jeg viljen og smerten kæmpe side om side, men når smilet kniber hendes øjne sammen, beundrer jeg hendes udvikling og valg – livet ligger klart til hende, og jeg nyder at se hende tage det.

En femte kvinde elsker jeg for hendes ligefremhed! Hendes, ærlighed og direktehed, som til tider får mig til at krumme tæer, men samtidig får mig til at skraldgrine. Hun tager tingene som de kommer, og lever fra dag til dag. Altid klar til at åbne sit hjem, sit hjerte og sine arme, for alle der har lyst til hendes selskab. Hun er virkelig imponerende, og hendes evne til at hvile, i det kaos som livet ind imellem kan være, er uovertruffen – hun er en ener, og jeg håber aldrig hun bliver nødt til at ændre sig. Hun har fundet sin rolle i livet, og spiller den fantastisk.

En sjette kvinde jeg aldrig kunne forestille mig at undvære, er min totale modsætning. Vi er virkelig som lys og mørke, lige så imødekommende jeg er, lige så afvisende er hun, lige så social og “midtpunkts-agtig” jeg kan være, lige så modsat er hun. Vi komplimenterer hinanden perfekt, for i hende, ser jeg alt det jeg ikke er, og lærer de sider bedre at kende, og hun det samme i mig. Sjovt nok, så er vi enige om mange ting i livet, og det finder jeg pudsigt, at kende en kvinde, der er så forskellig og alligevel så ens.

En syvende kvinde jeg har i mit liv, er hende der planlægger alt – hendes gen for planlægning og organisering overgår alle mine evner. Jeg halter bagefter i forsøget på, at skabe bare halvt så meget orden i mit liv, men har måttet erkende, at jeg faktisk trives i en omgang semi orden. Jeg elsker systemer, og små kasser med navn på, men det tager tid at rydde op, og sortere, og jeg tror det bliver et livslangt projekt for mig, at få orden alle steder, fordi når jeg har ordnet alle steder, starter jeg forfra med nye systemer – måske holder jeg bare af følelsen af at sortere og rydde op og smide ud! Hun har også en anden evne, som jeg beundrer, nemlig evnen til at føre tingene ud i livet. Hun gør det bare, hvor jeg er lidt længere om at handle på de ting jeg gerne vil ændre. Det synes jeg er imponerende, at hun kan.

En ottende kvinde jeg aldrig vil undvære igen i mit liv, er hende den fantastiske skønne kvinde, der er så fyldt med varme og kærlighed, at jeg kunne sove uendeligt, hvis blot hendes arme var omkring mig. Hun fylder mig med kærlighed, til mig, og hun viser mig, at kærlighed har ingen grænser. Hun elsker mig og mine, som var vi hendes familie, hun har en stor plads i mit liv, og jeg beundrer hende for hendes bestræbelser for, at lade mig føle mig elsket.

En niende kvinde, som jeg er heldig at have, har også taget mig ind. Jeg beundrer hendes forsøg på at give mig kærlighed, og jeg ved hun elsker mig højt. Jeg elsker også hende højt. Dog savner jeg hende tættere på i mit liv, men når jeg betragter hende på afstand ser jeg, at hun har så mange dejlige kvaliteter og så meget at give, at jeg ville ønske hun ville komme lidt tættere på, så vi kunne få mere glæde af hinanden.

Alle disse kvinder, er kvinder når de er bedst. Og lige som de har nogle fantastiske kvaliteter, så har de også sider, som minder mig om hvordan jeg ikke har lyst til at være. Jeg bruger disse kvinder til hele tiden, at forfine min egen rolle som kvinde, blandt kvinder. Jeg tager det jeg kan bruge, og undgår de sider jeg ikke har lyst til at kopiere. Jeg nægter fordommene, for jeg mener, at fordomme er et tegn på egen utilstrækkelighed og misundelse. Når jeg oplever en fordømmende følelse i mig selv, tænker jeg ved mig selv: “hvad er dog det Janne, er man gået hen og er blevet lidt jaloux?” og så kigger jeg situationen efter, og vælger det fra.

Jeg vælger det positive, og det virker skønt for mig. Jeg er sikker på, at vi alle vil andre deres bedste, og så længe vi lever sådan, kan verdenen kun blive et bedre sted!

Kvinder, er ikke kvinder værst i min verden – kvinder er fantastiske, men skal blot plukke og stjæle!!!

Posted in BLOG | Kommentarer slået fra

om at betragte en fighter..

Sidder her med Emil sovende i mine arme og jeg betragter ham intenst.

Hele formiddagen er gået med at give ham mad, skifte ham x mange på grund af hans reflux (gylp) og effektive fordøjelsessystem (puha bleer). Jeg har vasket hans tøj, og lagt dagens store bunke stofbleer sammen, så de er klar til at beskytte mig og andre og andet mod – igen hans reflux.

Vi har leget og “trænet”, jeg har givet ham svingture, flyveture og hoppeture, jeg har talt med ham og han har grint så hjerteskærende, at jeg blev helt varm fra top til tå.

Til slut begyndte han, at sætte hånden op til munden, som er hans tydelige tegn på, at nu vil han gerne have et eller andet at spise eller drikke. Han smilte til mig, da jeg fandt en flaske frem, og jeg er virkelig begyndt at overveje om jeg skulle forsøge mig med babytegn, når han er gammel nok til at prøve det, for det er tydeligt, at han forsøger at kommunikere med mig, på trods af hans hjernes umodenhed. Måske er det slet ikke ham der er umoden, men mig der har svært ved at læse hvad han mener..

Jeg gav ham flasken, og han kiggede mig intenst i øjnene, indtil han simpelthen ikke kunne holde sig vågen længere, og øjnene lukkede i, samtidig med at han udstødte et stort tilfreds suk og efterfølgende overgav sig trygt til søvnen, som om, at han nu var sikker på, at jeg også var der når han vågnede igen.

Nu ligger han så, lige så afslappet og sover i mine arme, mæt, tilfreds og tryg – velstimuleret og træt, på den gode måde, og jeg betragter ham og tænker: “er det ham eller mig der er heldig?”

Er det mig der er heldig, at jeg har fået en så dejlig og viljestærk dreng, som virkelig arbejder med mig, og vil frem i livet. En dreng der ville være sikker på at blive til, at han gemte sig, så længe han kunne, så jeg først opdagede ham, da jeg ikke havde andet valg end at beholde ham! (I øvrigt et smart træk!!) Han er en dreng, der bare har kæmpet sig igennem den ene udfordring efter den anden, og som hverdag imponerer mig, med hans fremgang og udvikling. Han er så smuk og “loveabel”, at jeg sidder her og tænker: “Hvordan kan man IKKE elske dig?” – det sødeste smil, og den gladeste dreng, så længe han får lov til at være i armene på os. Og den lille detalje, at han har separationsangst, er da den mindste pris at betale, for en dreng som Emil. Jo, jeg føler mig virkelig heldig!!

Men er han også heldig, at han med hans vilje til livet, lige netop blev født i vores familie og som min søn? Og kan jeg overhovedet leve op til alle de gode ting, jeg gerne vil gøre for dette lille fantastiske menneske? Er jeg overhovedet en god nok mor til det? Vil jeg kunne give ham alt han har behov for, hele hans liv? Jeg ved da, at jeg nøjagtigt som med mine andre børn vil forsøge, og at jeg vil gøre det så godt jeg kan, sådan har jeg altid levet mit liv.

Men med Emil er det hele bare lidt anderledes, fordi han ankom som han gjorde, og fordi jeg lever med en uforklarlig angst for at miste ham, for at han pludselig skal være i mistrivsel eller for at jeg bare ikke er god nok til at takle ham. Jeg tror det er alle de ubekendte faktorer der spiller ind, og at min usikkerhed kommer af, at jeg troede, jeg “nemt” lige kunne få barn nr. 4, fordi han nu var der, og at vores største problem i virkeligheden var, at vi ikke havde plads nok i bilen – men så viste det sig, slet ikke at blive nemt. Det blev alt andet end nemt.

Jeg ved godt inderst inde, at selvfølgelig og bla bla bla.. Men derfor har jeg stadig følelsen af, at være bange for ikke at slå til, fordi denne lille viljestærke dreng (og hans søskende) fortjener virkelig det bedste, og jeg føler mig ikke altid sikker på, at jeg er det bedste.

Jeg ved det er en naturlig reaktion på, hele dette forløb omkring Emil, og jeg ved rationelt set, at jeg er det bedste – men hvordan slipper jeg følelsen?

Uanset hvad og hvordan, så tror jeg, at vi begge er heldige – og jeg elsker min lille fighter :-)

Posted in BLOG | Kommentarer slået fra

1 2