Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

Posts Tagged ‘børn’

om ulveskrig og børnetime…

alone

…og om ulvetime og børneskrig!

Jeg har længe haft noget på hjertet, men har ikke helt kunnet finde den vinkel der skulle til, før jeg syntes den ville ramme lige spot-on. Jeg har den stadig ikke, men nu får i den altså. Altså, bare sådan som det er.

Det er ingen hemmelighed at jeg er sensitiv. Meget endda. Jeg er nyhedssøgende og ekstrovert, men jeg har også en kraftig introvert side, som jo ældre jeg bliver dominerer mig mere og mere.

Jeg er opvokset i en lille familie indtil min mor døde da jeg var 8 år. Min søster og jeg blev sendt på et børnehjem og blev pludselig “bare” en i flokken. På børnehjemmet var vi i vores afdeling (de små) omkring 15 børn fordelt på 4 værelser. Vi levede i det mest fantastiske hus i Virum og havde en park som have og alt den plads man kunne drømme om. Dog ikke til at fordybe sig og være sig selv. Da vi ankom til børnehjemme delte min søster og jeg værelse, på det eneste 2 personers værelse der var. Men efter to måneder var der nogle andre “nye” der havde brug for værelset, så vi blev flyttet ind på et fire sengs værelse og skulle dele værelse med 2 andre, som også var søskende. Der var altid mennesker og larm omkring mig, og det eneste tidspunkt hvor jeg kunne være alene var, når jeg gik til og fra skole i sneglefart.

Jeg gik langsomt og kiggede på insekter og døde fugle og så gik jeg og kiggede ind af folks vinduer. Jeg gik og drømte, at alle de hjem var mit hjem. At det var hjem med en mor og en far – og så mig selvfølgelig, og at der var et værelse kun til mig. Jeg drømte om, at jeg ville få en ny chance for en familie, nu hvor den familie jeg havde var gået i stykker. I min verden var min mor min familie, og da hun begik selvmord forsvandt alt jeg stolede på og alt jeg følte tryghed ved. Jeg var alene og med et kæmpe ansvar om, at passe på min lillesøster. Det var lidt barskt som 8 år gammel, men livet gjorde mig stærk og selvstændig.

Jeg drømte om ro. Jeg drømte om, at når jeg skulle i bad om aftenen, så var det ikke ved at stå i kø med 12 andre børn, og blive vasket som ved et samlebånd. Jeg drømte om, at nogen ville vaske mit hår blidt og nænsomt. Fordi det filtrede helt vildt og havde behov for balsam. På børnehjemmet brugte vi ikke balsam, her brugte vi Natusan sæbe til det hele også håret. Og da mit hår ikke egnede sig til det, ja, så blev jeg sendt til frisør og fik det de lange lyse rottehaler klippet af.

Janne1980

Jeg boede på børnehjemmet i 2 år. Derefter kom jeg til Fjordhøj. Fjordhøj var et kollektiv og her boede vi i gennemsnit mellem 20-30 mennesker. Her havde jeg mit eget værelse og her fandt jeg ro. Og jeg fandt ro ved hestene og i skoven. Alt den uro omkring mig gjorde, at jeg ofte trak mig og var alene. Jeg kunne sidde i timevis og stirre ud i luften, mens tankerne ræsede igennem knolden på mig og skabte billeder af, hvordan jeg kunne ændre verdenen, og hvordan jeg kunne gøre en forskel for børn, der som jeg, måtte vokse op uden en mor, uden tryghed, uden ro eller uden et hjem. Jeg ville være sagsbehandler eller jeg ville være advokat. Og så ville jeg hjælpe børn.

Jeg blev sagsbehandler – dog ikke på børneområdet og jeg endte med at skulle hjælpe børn. I første omgang mine egne børn. For jeg fik den gave at få 4 særligt sensitive børn. I virkeligheden var det ikke en gave i starten, fordi jeg anede ikke hvad det handlede om, og jeg forstod ikke de konflikter der opstod. Men jeg handlede udfra mine egne fornemmelser og ind imellem har det vist sig, at de fornemmelser rent faktisk var ret godt fornemmet. Jeg kunne nemlig mærke uroen i mine børn, og jeg forsøgte så godt jeg kunne at skabe regler, der hjalp dem med, at finde deres ro. Jeg lærte mine børn at stirre ud i luften mens tankerne fløj. Jeg lærte mine børn, at man godt kan lægge sig til at sove, selvom man ikke er træt. Jeg lærte mine børn, at musik og stimuli er fantastisk – men at ro er vigtigere. Og de var vildt lærenemme. Og nemme.

Men så kom Emil. Og så pludselig forstod jeg, at alt det vi altid havde gjort var anderledes end hvad andre mennesker gør, men at det rent faktisk var genialt, at jeg altid havde gjort det. Jeg gjorde det ud fra mine behov, og derved lærte jeg mine børn om deres behov. Og ved at betragte dem vælge deres behov, forstod jeg pludselig mine behov. Æhhhhh??!?

…ja ja, det lyder tosset. Men her for nyligt i Emils børnehave talte jeg med personalet om, hvordan Emil reagerer når han har været (for) meget i børnehave. Han reagerer med, at være grædende og fortvivlet. Han ligner en der er træt og hvis jeg rører ham, så reagerer han nærmest som om, at det gør ondt på ham, at jeg rører hans hud. Når jeg vil trøste ham, lader det sig kun gøre, hvis jeg ligger alt fra mig og bare sidder med ham, trækker vejret dybt og bliver bevidst om min vejrtrækning og vægter min fulde tilstedeværelse som værende ved ham og i ham. Så snart tankerne flyver og jeg retter mit nærvær udad, græder han igen. Men når jeg retter tankerne ind mod det faktum, at jeg sidder med det her lille menneske, som er blevet overvældet af livet og er dybt frustreret så stopper han. Han trykker sig ind mod mig og langsomt finder han ro og overskud. Det er som om, at han lader frustration og utryghed forsvinde over i mig og finder mod til endnu et par timer af denne dag.

Denne øvelse lærte jeg da han var baby. Fordi, Emil krævede mit nærvær når jeg var ham nær. Ellers græd han. Og den bruger vi stadig. Så længe jeg er ved hans side og han har brug for mig, vil jeg aldrig lade ham føle sig alene. Jeg er lige her og når jeg er der, så er jeg der fuldt ud.

Nå, men snakken var om Emils reaktion som værende enormt grædende og bla bla bla. Lederen kender vores historie om det lille for tidligt fødte barn, som er ekstremt sansesart og som reagerer anderledes en andre. Så det var ikke uvidenhed eller andet der gjorde, at hendes respons på en hård eftermiddag for Emil med gråd og skrig var:

“Nå, det lyder jo bare som en helt almindelig ULVETIME hjemme hos os”

Jeg fik nærmest et chok. Sad hun der og fortalte, at det da bare var normalt for mange børn, at have det som Emil, når han var overstimuleret i en sådan grad, at gråd og fortvivlethed var hans reaktion? Sad hun der og fortalte mig, at det var hverdag i hendes liv med to små børn på 4 og 6? Sad hun og…? Ja, det tror jeg faktisk hun gjorde. Hun negligerede rent faktisk, at det her var et problem og det gjorde mig dybt forarget.

For ULVETIMEN eksisterer ikke i virkeligheden. Det er ikke et livsvilkår, at børn skal græde hver dag mellem 15-17. Jeg har haft børn i næsten 21 år, og vi har ALDRIG haft ulvetime hos os. ALDRIG. Uanset hvor meget jeg arbejdede eller hvor lidt jeg arbejdede, om jeg var selvstændig eller studerende, offentligt ansat eller ansat i det private. ULVETIMEN eksisterede ikke, fordi mine børn ikke blev og bliver overstimuleret. De bliver stimuleret og set, de bliver udfordret og udviklet – men aldrig overstimuleret. Havde de fået for meget i løbet af dagen i institutionen, så var der plads til ro når de kom hjem. Og alle respekterer i mit hus, når nogen har brug for ro.

Jeg tænker, at det er forfærdeligt hvis forældre går rundt og tror det er helt normalt. Altså at børn skal græde. Fordi det gør de jo bare i ULVETIMEN. Men græder de også i weekenderne på samme tidspunkt? Græder de også i ferierne på det tidspunkt? Nej, det tror jeg nemlig næppe de gør.

Det eksisterer ikke, det der ULVETIMEN. Det gør derimod dårlig planlægning, overstimulering og manglende plads til ro og hvile.

Hej hej.

om tiden der flyver…

…og livet der ændrer sig – dag for dag…

Lige netop nu, i skrivende stund er det 3 år siden, jeg oplevede et smerteligt mareridt som havde ubeskrivelige konsekvenser. I en tid.

For 3 år siden fik jeg pludselig veer, og jeg var kun 27 uger igennem min graviditet (mod de normale 40 uger). Veerne blev startet af noget medicin de gav mig mod hård mave (det sker, når man ikke må bevæge sig, så går kroppen i stå) og i løbet af 30 min. var veerne så kraftige, at min babys liv var i fare. Problemet var nemlig, at han var alt for lille og skrøbelig til at kunne tåle en almindelig fødsel. Og min krop er på grund af erfaringer med fødsler “alt for dygtig” til det der med veer, og derfor var tiden VIRKELIG knap, hvis babyen skulle overleve.

Jeg husker tankerne og følelserne så tydeligt. De fysiske smerter blev afløst af en rædsel for konsekvenserne for dette lille ufødte barn. Ville han overleve? Ville jeg slå ham ihjel, hvis de ikke kunne nå at stoppe min krops arbejde med at presse ham ud af mig? Hvad hvis han blev hjerneskadet? Hvad hvis han var handicappet? Hvad ville denne tidlige fødsel komme til at betyde for ham? Og hvad ville det betyde for os som familie?

Jeg græd og tiggede overlægen om at stoppe min krops iganghavende. Men hun sagde bestemt, mens hun kiggede mig direkte ind i øjnene “Det er desværre for sent, der er intet vi kan gøre for at stoppe din krop. Vi skal have ham ud NU, hvis vi skal redde hans liv.”

Jeg husker, jeg havde hænderne på maven hele tiden. Sådan som jeg havde haft dem hele tiden de seneste 5 uger, hvor jeg havde været indlagt som 100% sengeliggende. Vi havde et særligt bånd, mig og babyen – jeg talte til ham flere gange dagligt – både højt og via tankerne – og han kvitterede altid med små spark. Jeg vidste præcist hvornår han vendte sig, hvornår han ville strække sine ben og hvornår han havde hikke. Vi var sammen i det her, ham og jeg. Og jeg var så bange. Og nu hvor, jeg pludselig stod i en situation, som jeg havde frygtet hele tiden, så vidste jeg at der var tale om liv eller død. Skulle jeg måske aldrig møde den lille dreng, jeg havde forsøgt at passe så godt på? Skulle han dø for øjnene af mig?

For 3 år siden, netop NU, lå jeg med ubeskrivelige smerter. Veerne vred min krop rundt i smerte, og jeg blev lagt på et leje hvor selve det akutte kejsersnit skulle foretages. Mine ben og arme blev spændt fast med læder stropper, og jeg blev gjort klar til bedøvelse. Jeg lå fuldstændigt fikseret og kunne slet ikke bevæge mig. Veerne vred sig i min krop, og jeg kunne ikke bevæge mig i smerten, men måtte blot ligge og kæmpe med at trække vejret og forsøge at lukke smerten ude. Jeg græd. Græd, som jeg aldrig i mit liv har grædt før. Jeg tiggede og bad om bedøvelse, så det kunne få en ende, men jeg fik besked om, at det måtte vente til de var helt klar, fordi bedøvelsen ikke måtte nå at ramme babyen. De 10 minutter mens jeg ventede på bedøvelsen føltes som år. Og imens åbnede min krop sig mere og mere op, og gjorde klar til fødsel og presseveerne begyndte. Jeg fik besked på, at jeg for alt i verdenen ikke måtte presse, da det kunne koste babyen livet. Så jeg lå i en fuldstændig umenneskelig situation, hvor jeg ikke måtte følge min krop, og rent faktisk til sidst ikke troede, jeg selv ville overleve. Jeg var så bange.

Pludselig var de klar, og gav mig bedøvelsen og jeg græd i en blanding af lettelse og frygt – og det sidste jeg husker var, at jeg sagde: “det her er helt forkert”.

Kl. 23.50 den 23.5 blev han født. Han måtte genoplives umiddelbart efter fødslen. Men han klarede den. Mit lille mirakel. Min lille Emil.

Jeg så ham først flere timer efter. Jeg skulle vågne op fra narkosen. Han skulle være stabil. I det øjeblik jeg så ham, græd jeg igen. Jeg lagde min hånd på ham og kiggede på ham. Han var så lille, at han nærmest forsvandt under min hånd. Han var gennemsigtig i huden og han så så skrøbelig ud. Det eneste jeg tænkte på var, at jeg ville have ham tæt på mig, så jeg kunne passe på ham. Efter 6 timer fik jeg endelig lov til at få ham over på min mave. Siden da, forlod han ikke min krop andet end 2 gange i døgnet, hvor jeg gik på toilettet (om aftenen) og om formiddagen, hvor jeg gik i bad. Sådan var mit liv de næste 7 uger på hospitalet og dernæst de næste 4 måneder hjemme. Babyen var hos mig mest muligt, hud-mod-hud, så tæt på hinanden, konstant og hele tiden, og med så meget nærhed og tilstedeværelse, at jeg ikke kunne rumme resten af min familie. Mit moderinstinkt sagde mig, at jeg havde et barn jeg skulle redde, og jeg vidste, at resten af mine børn havde det ok – ikke godt, situationen taget i betragtning, men de havde det ok, og min energi og tilstedeværelse var derfor påkrævet et andet sted. Hos min baby.

Jeg knyttede et voldsomt bånd til det lille barn, min lille bitte baby. Jeg betragtede ham udvikle sig og kæmpe for sit liv. Og jeg betragter ham stadig – dag for dag. Og når jeg dengang betragtede ham, var jeg imponeret – fuldstændig ligesom jeg er det, når jeg i dag betragter ham. Jeg lærte så meget om mig selv, ved at være sammen med ham og ved at lære om ham, og jeg lærer stadig. Dag for dag.

Denne dag er derfor helt speciel for mig. Ikke bare fordi Emil har fødselsdag. Men fordi, at denne dag var et vendepunkt i mit liv. Det var den dag, min lille dreng valgte livet. Og i dag fejrer jeg derfor ikke kun, hans fødselsdag – næh, jeg mindes alle de svære ting og glædes over, hvor tydeligt minderne stadig står i min erindring kombineret med, at tiden der går, gør, at smerterne langsomt men sikkert aftager – år efter år, dag for dag.

Det er en mærkedag, af de helt særlige.

om en stolthed og storhed…

…og om teenagere der vælger sig selv…

Jeg vil lige starte med at skrive, at inden jeg skrev dette indlæg, har jeg clearet med vores søn, at det var ok at jeg bloggede om ham. Det handler ikke om udlevering, men om konstatering af, at rygsækken er pakket og der er klar til afgang…

…ud i det dersens “livet”…

Historien jeg her vil fortælle, handler nemlig om min ældste søn, som for længst er vokset mig over hovedet og som ikke altid har haft den nemmeste tilgang til livet. I hvertfald har hans vej gennem livet, været præget af udfordringer som selv en voksen ville komme til “kort” overfor.

Vores søn er særligt sensitiv. Han er ekstremt særligt sensitiv faktisk – og samtidigt nyhedssøgende i en ekstrem grad (fuldstændigt som mig). Rent faktisk er hele vores familie særligt sensitive, men allesammen på hver sin måde – og nogen i større grad end andre.

Jeg har derfor studeret særligt sensitivitet, for derved at give os alle de bedste vilkår til at udvikle os på. Særligt sensitivitet er IKKE en sygdom. Det er en strategi, hvorpå man møder verdenen. Som særligt sensitiv, bearbejdes alle indtryk meget dybere. Det er ikke et karaktertræk, da et karaktertræk kan ændres. Særligt sensitivitet er et medfødt temperamentstræk, og ca. 20% af alle mennesker er særligt sensitive.

Når man er særligt sensitiv, er det vigtigt at lære selvomsorg. Man skal lære at tage vare på sig selv, og lære ikke at overtræde sine egne grænser. Man skal lære at være sin egen gode forældre, og lære at lytte til sig selv.

Som særligt sensitiv reagerer man før andre på indtryk, fordi man bearbejder tingene meget dybere end ikke-særligt sensitive. Det kan medføre store følelsesmæssige udsving i den særligt sensitive, at oplevelser og sanseindtryk bearbejdes så dybt.

Serotonin er et signalstof der produceres i hjernen, og det kan betragtes som en form for kroppens naturlige “lykkepille”. Forskningen har længe ment, at når “man” manglede serotonin, kunne man ende i en form for depressionslignende tilstand.

Særligt sensitive har, på grund af deres dybe bearbejdning af indtryk et dokumenteret større behov for serotonin end ikke-særligt sensitive, for derved at at finde ro og balance efter mange sanse indtryk. Når kroppen ikke kan levere serotonin, fordi man er blevet udsat for alt for mange sanse indtryk, lukker man simpelthen ned. Så er der lukket og slukket i hjernen. Hvis man lever i et miljø, hvor man konstant bliver presset, stresset og udsat for urimelige følelsesmæssige op- og nedture, så kan kroppen ikke følge med, og reaktionen bliver typisk, at man oplever sig selv i en depressionslignende tilstand.

Det her sker også for ikke-særligt sensitive mennersker men for de særligt sensitive handler det meget om, at skåne sig selv for disse oplevelser og miljø-mæssige påvirkninger. Simpelthen for, at undgå at kroppen bliver stresset og undgå at ende i en depressionslignende tilstand.

At undgå disse påvirkninger, er det jeg forsøger at fortælle mine børn,  at handler det om, at vælge sig selv, mærke sig selv og tage vare på sig selv.

Men hvordan vælger man sig selv, når man vil det hele?

Hvordan ændrer man sine vaner og sit liv, så man trækker sig væk fra de ting, der ikke er gode for én selv?

Hvordan lærer man overhovedet at se, hvad det er der ikke er godt for en, når man ikke er så erfaren ud i det der livet?

Hvordan tøjler man sin nyhedssøgende adfærd, og lære at forstå, at selvom man er nyhedssøgende har man stadig brug for ro og restitution, pauser og afslapning, søvn og plads til sig selv?

Når man er særligt sensitiv, kan det være en ekstrem skræmmende følelse, at skulle rumme sig selv. Og det har længe været vores søns store problem – nemlig at rumme sig selv, at forstå hvor meget han er værd for andre mennesker, hvor talentfuld han er og hvor fantastisk et menneske han er. Han magter det bare ikke – så han giver i stedet for op, og lader sig tromle over af andre. Lad mig forsøge at forklare lidt.

Vores søn har siden 3 års alderen udvist et ekstremt behov, for at udfordre grænser. Hans trodsalder var et mareridt, for intet virkede. Samtidigt med det, var vi ikke ret gamle og erfarne, så det var en ret stor opgave for os, at finde ud af, hvordan man taklede en sådan adfærd. Vi gjorde det så godt vi kunne, med de forudsætninger vi havde.

Men på en eller anden måde, holdte den grænsesøgende adfærd aldrig op. Han udviklede sig til, at blive en dreng, som når man sagde nej, så var der noget i ham, der bare måtte udfordre det nej. Ikke åbenlyst, men i det skjulte.

Han blev teenager som 11 årig. Og han er det stadig i dag, 8 år efter. Hans teenagealder medførte, at han blev et lukket og trist barn, som var destruktiv og dog super fornuftig. Som om, han nogengange var 2 mennesker. Vi gav ham kærlighed og grænser – og konsekvenser, når grænserne blev overtrådt, og så igen endnu mere kærlighed. Jeg ved i dag, at han altid har følt sig elsket, men at han har haft det svært og i mange år har følt sig i en depressionslignede tilstand – en tilstand han ikke kunne forstå, og som han ikke kunne komme ud af.

For 3 år siden fik han diabetes. Et år efter sin søster. 6 måneder før han fik en lillebror, der blev født 13 uger for tidligt. Midt i en familie i krise. Han var hårdt ramt og vores ressourcer var ikke-eksisterende. Han ville ikke anerkende, at det var svært og han ville ikke acceptere, at denne sygdom, krævede hans udelte opmærksomhed i en periode, indtil han mestrede det. Han var virkelig smidt ud i udfordringer, som INGEN 15 årig bør – men i bagklogskabens lys må jeg sige, at vi er ikke overmennesker, og vi gjorde det så godt som vi kunne. Det var måske ikke godt nok. Men vi elskede ham – hvad mere kunne vi gøre?

De 3 år der er gået, har endnu ikke betydet, at vores fantastiske søn har accepteret sin sygdom – og dermed heller ikke sig selv. Det betyder, at han højst sandsynligt får svære følger som følge af disse 3 års dårligt reguleret blodsukker, men det må vi tage fat i når den tid kommer. Andet kan vi ikke gøre – for det handler om, at vores søn skal have hovedet med, for at kunne blive et helt menneske. Han skal mærke sig selv og VÆLGE sig selv.

Det seneste halve år har været et helvede for ham. Og han vidste det ikke engang selv. Jeg blev virkelig sat stolen for døren, fordi han ikke forstod, at jeg måske kunne se, hvor hans problem var. Han ville så gerne vise mig, at han var blevet voksen og kunne håndtere livet, og jeg ville så gerne lære ham, at han var den vigtigste i hans liv – ikke andre og slet ikke mig.

Han fortalte mig i juleferien, at han græd hver aften og at han ikke kunne forstå hvorfor. Jeg følte det som en kniv i hjertet, for mine børn skal ikke græde over livet. Jeg har givet dem livet, og jeg hjælper dem gerne over forhindringerne til de selv er klar til, at iføre sig deres vinger og flyve – netop ud i livet og leve det. Ikke på den der overbeskyttende facon, for sådan er jeg ikke, men jeg hjælper og letter presset der hvor jeg kan, for der er så rigeligt for dem, at forholde sig til – især med et liv med diabetes, at ind imellem er det en stor hjælp hvis man kan få lov til at ligge noget af ansvaret fra sig i perioder.

Men sagen var den, at vores søn var endt i en situation, hvor han var faldet for en pige. Men denne pige var desværre ikke en pige i balance, men derimod en pige med så svære problemer, at hun dagligt rev ham op og ned at følelsernes rutchebane, uden hensyn til, hvilke konsekvenser hendes løgne og behov for evigt bekræftelse havde for andre – i dette tilfælde vores søn.

Vi taler, “jeg er gravid”, “jeg har fået fjernet barnet og er så ked af det”, “jeg er gravid igen”, “jeg har tabt barnet da vi var sammen”, “jeg har været narkoman i al den tid du har kendt mig, men er stoppet i går, så jeg er en anden nu”, “jeg har været sammen med en anden”, “vi skal bo sammen”, “jeg har fået en lejlighed til os, du skal sige ja nu”, “du må ikke have pige-venner på facebook”, “hvis ikke du vil være sammen med mig, så drukner jeg mig” og jeg kunne blive ved. Desværre.

Ordene der startede det hele efter kun 14 dage som kærester “jeg er gravid” var et chok for ham. Her stod vores søn, der slet ikke var klar til at passe på sig selv, og skulle kigge frem til en fremtid som far. Han var skræmt og stolt på samme tid – hans sanse bearbejdning gik i overload og han lukkede ned. Og her startede grædeturene. Forestil dig så lige, hvordan resten af rutcheturene har påvirket ham. Jeg var virkelig bekymret, men måtte sande, at det var hans liv og at jeg blot var hans rejseguide – når han havde brug for mig.

Hun har flere gange indrømmet, at alt var løgn. Og jeg forklarede ham, at man kunne ikke blive gravid 2 gange på en måned – det kan biologisk ikke lade sig gøre. Men han forstod det jo ikke. Hvordan kunne et menneske lyve om så alvorlige ting? Det lå så langt fra hans værdier og alt det der var pakket ned i hans rygsæk.

Han elskede hende – troede han. Han levede for de stunder, hvor hun var glad. Og han fortalte mig flere gange ugentligt, at hun havde ændret sig, og var et andet menneske.

Til sidst måtte jeg stoppe med at bide mig i kinderne, når jeg talte med ham og forklare ham, at mennesker der har det som hende ofte bruger 10 år i terapi kombineret med en langvarig og kompliceret medicinsk behandling, og at de det til trods, stadig ikke altid kan ændre adfærd, og at hvis han seriøst mente, at hun kunne ændre adfærd på 2 dage, så var jeg sikker på at nogen forskere indenfor psykologi og psykiatri ville være meget interesseret i at undersøge hendes hjerne, for at finde ud af, hvad der var anderledes ved hende, siden hun kunne ændre adfærd så nemt. Han lyttede lidt, og forstod vidst budskabet. At det her ville aldrig ændre sig, og at det skulle han have med i sin beslutning om, hvad hans liv skulle indeholde i fremtiden.

Jeg måtte dermed langsomt men sikkert ændre strategi, og fremfor at kommentere hendes opførsel, i stedet kommentere hans følelse i sig selv. Jeg stod klar til at gribe, for jeg var klar over, at på et tidspunkt ville han falde – og at det ville gøre ondt.

Og han faldt. Og han græd. VIRKELIG. Og jeg var klar long-distance til støtte og kærlighed og vigtigst af alt, fortalte jeg ham, hvor stolt jeg var over, at han havde valgt sig selv – for første gang i sit liv. Det var et stort øjeblik – i min verden, men et smertefuldt øjeblik i hans verden. Han kunne overhovedet ikke se meningen med smerten, og han kunne ikke se, at det var “godt” at være så ulykkelig. Han ville bare være sammen med hende, for så havde han det bedre. Samtidigt med det, var han klar over, at han måtte stå ved sin beslutning og trække sig væk. Han forsøgte virkelig. I 3 dage. Så var hun tilbage. Han brugte tid med hende, men var på vagt. Han var meget klog. Jeg var svært stolt og på samme måde bekymret. Jeg vidste godt, at afhængighed af drama kan være en hård nød at knække – men jeg havde tiltro til ham og bakkede ham op, og forsikrede ham om, at jeg ikke var i tvivl om, at han ville gøre det rigtige, så længe han satte sig selv over andre.

Hun lavede endnu et drama – og pludselig blev han bevidst om hendes spil – sådan for alvor. Han ringede og det eneste han kunne sige var: “jeg er sgu ligeglad – det er godt nok ynkeligt! – jeg holder fast i min beslutning, det lover jeg mor!”.

Behøver jeg fortælle hvor stolt jeg følte mig? Ej vel.. Og han holder fast.. og til min store overraskelse, løber han videre ud af den sti, med at vælge sig selv. Det kræver også lidt flere detaljer…

Han går på en “Musical Base Camp”linie på en højskole. Han drømmer om, at være skuespiller og allerhelst musicalperformer. Han knokler dagligt med at træne ballet (?!?!?!), solosang og drama. I dramaen er han et naturtalent, og jeg har aldrig været i tvivl om hans talent. Ikke fordi jeg er hans mor, men fordi det er tydeligt for enhver der beskæftiger sig med vores søn, at han kan noget, der ikke kan tillæres. Og han lever for det. Kicket det giver ham på scenen, er hans drug. Han vil gøre alt.

Han har haft flere store roller i de ting han har været med i, netop fordi, at selvom han ikke er den mest overbevisende sanger (han arbejder hårdt på hans sang) så er han så overbevisende i hans skuespil, at sangen bliver sekundær. For tiden er de ved at opsætte musicalen RENT, og han elsker den. Han har ikke fået en stor rolle denne gang, og det er han ok med. Odense Teater (amatør) skal lave RENT og har i disse dage casting. Vores søn var tilmeldt, og skulle til casting i går – på den rolle han elsker. Jeg kunne ikke få fat i ham før i dag, fordi jeg var travlt optaget – og da jeg fangede ham i dag, fortalte han, at han havde valgt ikke at tage af sted.

Først blev jeg lidt trist på hans vegne, men han tog ordet og sagde: “da jeg stod op i går morges, kunne jeg mærke i mig selv, at jeg ikke skulle til den casting. Hvis jeg fik rollen, ville det kræve jeg skulle pendle meget. Allerede ved tanken om det, følte jeg mig stresset. Og jeg vil ikke være stresset. Jeg har brug for ro, til at koncentrere mig om min fremtid, og ikke om at gøre noget jeg ikke kan overskue. Så jeg skrev en pæn mail til dem, og beklagede.”

Jeg stod med kæben nede på hagen, totalt mundlam (der skal lidt til), med tårer ned af kinderne og en stolthedsfølelse jeg ikke kan beskrive. YOU FU***** ROCK!!!!! Det eneste jeg kunne sige var: “Du valgte dig selv – IGEN!!! Hvor er jeg stolt af dig”.

Det vores søn gjorde i går, giver mig en tiltro på, at vi gør det rigtige. Vi skaber nogen gode fornuftige unge mennesker, der kan gå ud og møde det dersens liv på den helt rigtige måde, og med dem selv i behold. Han er ikke egoistisk, men bevidst om, hvad han skal gøre, for at passe på sig selv. Og jeg bliver ved med, at hjælpe ham med at læse brugsanvisningerne på redskaberne der ligger i hans rygsæk. Den rygsæk er pakket med de rigtige redskaber, og han er så småt begyndt at øve sig i at bruge dem. Han er snart stor nok til, at øve sig med sine vinger. Og jeg er ikke længere i tvivl om, at han bliver den smukkeste fugl, når han ifører sig sine vinger og flyver – smuk og stolt ud i livet.

Det liv der er hans – det liv der kræver at han passer på sig selv, og en gang for alle overtager opgaven, og bliver sin egen gode forældre.

Jeg er så stolt over hans storhed. Hans for-fedest-hed og hans sej-hed ved at vælge sig selv.

Mon han snart er klar til at acceptere sin sygdom? Nu hvor han endelig har sat værdi på sig selv? Åh my good, jeg er stolt!!

 

om at finde ro…

…og have lov til at dyrke den…

Nogen dage der vågner min lille snart 3 årige bare med tudefjæs på, og sådan fortsætter dagen bare. Lige på nær når han er hos sin dagplejer, fordi hun er så god til at takle ham og er hos ham H-E-L-E  T-I-D-E-N. Hun ser ham, hun mærker ham og hun bekræfter ham – har jeg sagt hun er fantastisk? (Det tror jeg nok jeg har!)

Men altså sådan nogen dag, dem bliver man altså tit som forældre lidt immune overfor. Eller jeg gør. Nogen gange kan jeg tage mig selv i, at have hørt hans klynkeri og tuderi i baggrunden i laaaang tid, for jeg river mig løs fra det jeg nu er i gang med, og handler på det.

I dag har jeg været meget optaget af, at lege tegner-grafiker-hygge-amatør-ting, og efter lille Emil kom hjem, har han tullet rundt, men hele tiden med ret meget lyd på, sådan lidt ovre i den dersens beklagende agtige tone. Først nu, rejste jeg mig. Tog ham op, for 20. gang, og spurgte hvad der var galt og han svarede bare “nej, nej, nej, nej”. Jeg fandt en sut og puttede ham i hans barnevogn, på trods af, at han ikke virkede træt (andet end træt af, ikke at kunne finde ro) og nu 10 min. efter er her BOM-stille. Han sover ikke, men ligger dernede med åbne øjne og slapper helt af. Der er ingen stimuli ud over hans sut, og den kan jeg høre helt herovre hvor jeg sidder. Han har fundet ro, og nyder det. Og sjovt nok, så nyder jeg også at han blev rolig.

Jeg er som efterhånden “gammel” mor, først de seneste år blevet meget mere opmærksom på, hvad roen betyder – ikke mindst for Emil, men også for mig og resten af min familie (på nær manden!). Roen giver plads til refleksion og mulighed for, at mærke sig selv – der hvor man er lige nu. Roen giver mig lyst til at være kreativ og skabende, og roen gør mig glad.

Jeg dyrker roen hverdag. Her er hverken musik eller fjernsyn tændt, her er bare mig, min hund og ellers så stille, at hvis jeg lytter rigtig godt efter, så tror jeg faktisk at jeg kan høre græsset gro.

Hvornår har du sidst dyrket roen?

om hysteri og autensitet…

…og om børn der skriger deres lunger ud, når de ikke kan forklare hvad det egentlig er de vil…

Jeg har en snart 3 årige, som er født 13 uger for tidligt og som følge deraf, har haft en helt specielt opvækst. Et af hans problemer har været, at han er talebesværet – men det er han langsomt ved at indhente, udelukkende til hans dagplejers fortjeneste, for hun er VIRKELIG genial.

Men hos dagplejeren må man også en masse andre ting, blandt andet må man selv smøre sin mad og de har nogen rutiner for, hvad han selv gør og hvad hun gør for ham. Se det kan udvikle sig til en kæmpe konflikt, når jeg så ikke lige har fuldstændigt styr på de rutiner. Det skete her for 10 min. siden.

Først var det smøret, så var det leverpostejen, så var det at skære brødet over, så var det ristede løg og det hele blevet protesteret mod i et lydniveau, så selv et heftigt høreværn ville komme til kort.

Jeg har oplevet med min lille snart 3 årige (som er barn nr. 4), at han lærer mig nogen ting om børn og opdragelse, som jeg aldrig tidligere har erfaret. Simpelthen fordi han er så sart i sanserne og fordi hans verden meget nemt bryder sammen og virker uoverskuelig for ham.

Med min lille Emil gælder almindelig “opdragelse” nemlig ikke, for han retter slet ikke ind til højre, når jeg beder ham om det. Og grunden har jeg netop konstateret. Det handler om, at tit hvis jeg siger til højre, så handler det om rutine, og slet ikke om, at jeg har overvejet grunden til at bede ham om, at rette ind til højre, inden jeg siger det. Jeg siger det simpelthen fordi, det har jeg altid sagt, og det var der måske også nogen der sagde til mig engang. Derfor siger jeg det! Det betyder også, at når jeg siger det, er jeg ikke autentisk, og når jeg ikke er autentisk, tja… så gider min mindste søn ikke lytte til mig.

Her før, da han gik helt bananas over mad rutinerne, der endte det med, at jeg måtte tage ham med ud af køkkenet og ud i bryggerset og finde en sut og forsøge at trøste ham. Han var helt rød i hovedet, og kunne slet ikke finde ro igen. Jeg stod og krammede ham, og sagde: “Så så så lille mand, jeg kan godt se du er ked af det, men det behøver du slet ikke være, så så lille mus, mor er her og passer på dig… osv. osv.” Men det hjalp ikke. For det jeg sagde, var sandheden – ja, men jeg var ikke “hos ham” og det kunne han mærke. Det har han nemlig alle dage kunnet mærke.

Jeg blev opmærksom på det, og tog en dyb dyb indånding, fandt ind i mig selv og bare holdte ham tæt ind til mig, mens jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning og om at være rolig, lige her og lige nu, sammen med ham og i balance og med tanker om, at han havde brug for, at jeg var i balance og autentisk, før han turde slippe sin vrede og stole på, at jeg rent faktisk også var her, til at guide ham – og passe på ham. Der gik 30 sekunder, så slappede han af. Trykkede sit hoved og øre helt ind til mit bryst og lyttede til mit åndedrag og hjerteslag. Det gjorde ham rolig. Og 2 minutter efter, ville han gerne spise sin mad igen.

Han kiggede op på mig, med tårer stadig hængende i øjnene og helt røde opkogte kinder og sendte mig et smil. Sådan et øjeblik som det, der forsvinder verdenen helt for mig, og jeg svæver med ind i de smukke blanke brune øjne og drømmer mig væk. Det er et stort øjeblik for mig, når jeg ser, at det jeg gør med min krop og min tilstedeværelse, kan lette mit barns frustration omkring verdens ulidelige lethed koblet op på et manglende sprog, på en sådan måde, at han finder mening og ro, til at fortsætte sin søgen efter svar på det liv, som han startede alt for tidligt.

Det er en kæmpe læring for mig, at have et barn som Emil, der ikke accepterer bullshit og kun reagerer på autensitet. Det gør mig til et bedre menneske, at have ham omkring mig. Jeg er virkelig heldig. <3<3<3

om at være mor…

…og føle at man gør det så godt man kan…

Jeg har tidligere skrevet om at være mor og sjovt nok, har jeg det stadig lige sådan. Men det er skrevet for 2 år siden, hvor jeg sad midt i hvad jeg troede ville være mit livs krise, med præmatur barn, 2 diabetesbørn, en der var inkontinent og så lille mig uden job og i økonomisk kaos.

Og tænk, her er jeg stadig.

Men til forskel fra dengang, så har jeg lært en masse, og mit ene barn er ved at udvikle sig til en ganske voksen og moden ung mand.

I sidste uge åbnede han sine øjne lidt mere, da han læste mit tidligere indlæg og han havde en ustyrlig trang til at skrive til mig. Det han skrev, gjorde mig så glad, fordi det fik mig virkelig til at føle at jeg var på rette vej, og at alle de ting jeg har bekymret mig over, de sidste par år, måske i virkeligheden er fuldstændigt ligegyldige bekymringer, fordi jeg måske på trods af alt min tvivl, rent faktisk har styr på det her mor-ting-noget.

Måske har jeg virkelig fyldt mine børns rygsække op, med alle de værktøjer de skal bruge, for at udvikle sig til gode samfundsborgere, gode sociale væsener, og vigtigst af alt, til dejlige mennesker der har lært at lytte til dem selv, og gå efter deres drømme.

Og ja, jeg har svært ved at give slip, men for helvede altså, det er mine børn vi taler om, altså dem der engang lå og voksede i min mave. De dejlige væsener jeg talte og sang til under graviditeten. De skønne mennesker, som jeg bragte til verdenen i ufattelig, men dog overkommelig smerte (hey, jeg gjorde det gerne igen! men 4 ER NOK!!). Det er dem vi taler om, og dem giver man altså ikke sådan BARE slip på vel?

Men jeg øver mig, og forventer at på et tidspunkt, så har jeg lært det, nemlig at lade mine børn iføre sig deres egne vinger, og flyve ud i verdenen – ud for at udleve deres drømme.

Til den tid skal jeg stå og nyde synet mens de svæver, holder balancen – sætter farten op og ned, og øver sig på, at blive den bedste udgave af dem selv. Åh gud, hvor jeg glæder mig – og så alligevel ikke. For det er skræmmende at give slip.

Min søn viste mig, med sin besked, at jeg er på rette vej, og jeg er så ufatteligt stolt, af både ham og af den version af mig, som jeg er i hans øjne.

Hej mor :) Jeg vil bare lige sige at jeg elsker dig rigtig rigtig højt! Og at jeg aldrig kunne klare den uden dig på sidelinjen :) du er den bedste mor i hele verden! Og det har jeg aldrig været i tvivl om! <3 jeg ville sige meget mere, men jeg kan ikke sætte ord på det :) – din søn :)

om en mavepuster..

…igen…

Dagen i dag, er meget surrealistisk for mig, det er som om, den ikke er forekommet og som om, jeg har levet i en osteklokke i dag – og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at komme ud til virkeligheden igen..

Hvor længe kan jeg gemme mig her? Mon der er ilt nok, til at jeg kan blive her resten af mit liv? Og BEHØVER jeg VIRKELIG forholde mig til alle de ting i mit liv, som risikerer at gøre så frygteligt ondt?

Dagen i dag, har jeg oplevet før. 2 gange for at være helt præcis. Den 20.9.2007 og den 30.11.2008. Det var de mest mærkelige dage nogensinde og det var de dage, hvor mine store børn fik konstateret diabetes type 1.

Dagen i dag, minder frygtelig om de ovenstående dage, fordi i dag kom diabetes igen tæt på, lidt for tæt hvis du spørger mig.

Vores snart 7 årige Mikkel har i 3 år haft problemer med at blive renlig, og han har fået stillet diagnosen børneinkontinens (både dag og nat). I forbindelse med en undersøgelse på sygehuset i dag, fik han scannet sin blære af en overlæge, og her blev det konstateret, at der var noget grueligt galt. Mere om det i en anden blog – måske i morgen. Men det blev også konstateret noget andet, nemlig efter at jeg (som gerne SNART vil lære at holde kæft med tilbagevirkende kraft) spurgte overlægen, om ikke han ville tjekke Mikkel for bakterier i urinen. Her tænkte jeg blærebetændelse eller lignende.

Som spurgt efter, så gjort – og vupti, så stod vi med et resultat der hed, at der var et ekstremt højt indhold af sukker i mine dejlige drengs urin. Ja ja, siger jeg til overlægen, men der kan vel være mange grunde til lige netop et forhøjet sukker indhold i urinen, kan der ikke? Hans øjne (som er ret mørke) bliver lidt sorte i det, og han får rynker i panden, på den der ikke ret gode måde. Han forsøger desperat at kigge mig i øjnene, men jeg undviger hans blik og taler videre om, at sukker, tsk, det kan vel “bare” være, sån’ et eller andet ubetydeligt??? Jeg kigger på ham, med store våde øjnene, og jeg kan mærke at osteklokken sænker sig ned over mig, for jeg er ikke særligt interesseret i at høre hans forklaring. Jeg kan mærke tårerne presse sig på og frygten fylde hele min krop op, mens jeg i min egen verden tager begge pegefingere i ørene og fiktivt råber “LA LA LA LA LA LA LA LA LA” – men der kommer ikke en lyd ud. Og jeg kan intet høre. Jeg kigger på overlægen og hans mund bevæger sig, sjovt nok. Men jeg kan ikke høre hvad den siger.

Heldigvis.

Men jeg ved godt, hvad han siger. Og jeg kan slet ikke overskue tanken.

Kort tid efter sidder jeg på børneafdelingen og betragter min fantastiske søn, der glad snakker og leger. Han kigger på mig, og spørger: “Mor, tror du det er rigtigt hvad lægen siger? At jeg også har fået sukkersyge, som Amalie og Mathias?” Jeg mærker osteklokken igen samtidig med, at jeg betragter min lille dreng, med et svært stolt blik i øjnene – jeg kan ikke svare ham. Jeg vil ikke svare ham, for jeg vil ikke forholde mig til det.

Vi går derfra efter 1 time, ikke klogere – men med masser af bekymringer og tanker. Vi skal komme tilbage igen i morgen, så må vi se hvad tiden viser…

Indtil da, gemmer jeg mig i osteklokken, her er så dejlig stille og rart.. Hvor længe mon jeg får lov til at blive her?

om systemer…

…som slet ikke bliver holdt ved lige…

Kender i det? Eller, øhm, jeg må nok hellere forklare først hvad det i virkeligheden er jeg mener.

Altså, jeg er et menneske der elsker at have styr på alle mine ting. Bøgerne står i farveorden, mit tøj hænger i farveorden og ligger i fine bunker i skufferne og på hylderne, sorteret efter type (t-shirt, top, kortærmet, langærmet) og derefter i farveorden. Mit hjem er præget af min trang til at have styr på farverne, og alt for mange farver kan jeg slet ikke styre.

I vores nye Villa Villekulla har jeg dog været dristig, midt i alle de sort/hvide indrettede rum, har jeg lavet et lille hjørne, med alle de farver jeg elsker. Mine bøger står listet i farver og et farvefyldt tæppe samler rummet. Det er her jeg sidder og blogger, i en fantastisk dejlig stol, med mit skønne yndlings tæppe i pink fra Rice.

I mange år havde jeg også kun hvidt service – men det ændrede sig heldigvis for et par år siden, da jeg forelskede mig vildt og voldsomt i Rice Tableware serie, og i dag øver jeg mig stadig på, at dække op i forskellige farver. Jeg nyder at slippe kontrollen og give farverne plads. Jeg elsker det. Jeg smiler hver gang jeg kigger på de farver, og de minder mig om, at alt ikke behøver at være sort/hvidt, men at tingene også godt ind imellem kan være sprængfyldt med farver. Så tak Charlotte, jeg ELSKER Rice.

Jeg drømmer om en dag, at kunne og turde fylde hele mit hjem op med farver, men jeg behersker det bare ikke og tør desværre heller ikke. Jeg skal nok have hjælp på et tidspunkt.

Men det var slet ikke det, min plan var med det her indlæg. Det var nemlig, at tanken netop har strejfet mig, at jeg har nogen hængepartier i forhold til mine egne behov for systemer. Barnets bog er simpelthen min dårligste samvittighed EVER!

Det startede fint ud med barn nummer 1. Der blev sat billeder ind, og skrevet. datoer for første tand, anden tand, første skridt, første ord og så videre op til han blev 2 år. Så glemte jeg alt om bogen, og den har ligget i dvale lige siden.

Barn nummer 2 fik en bog, men der blev aldrig skrevet et eneste ord i den. Billederne er dog sat i albums, men da hun blev 4 fik vi digitalkamera, og siden da, har vi ikke sat billeder i album.

Barn nummer 3 satte mig i gang med et kæmpe projekt, og jeg begyndte at digiscrappe. Det var sjovt, og igennem et år, lavede jeg adskillige digiscraps, og jeg synes egentlig selv, at jeg blev ret god til det. Jeg mødte en fantastisk kvinde ved scrap konvention i 2007, og hun havde en bog som var professionelt trykt, med alle de digiscraps som hun havde lavet om hendes lille søn. Det var den sejeste barnets bog EVER, og min drøm var, at lave en lignende til alle mine 3 børn. Det var nærmest et livsprojekt jeg kastede mig ud i der, og jeg begyndte. Men der var virkelig lang vej i mål. I 2008 gav jeg lidt op i en periode.

Så kom barn nummer 4, som fuldstændigt ændrede min verden. Men jeg lå på sygehuset i 5 uger (gravid) begyndte jeg at scrappe lidt igen. Jeg havde jo ikke andet at lave, og i den første tid efter han var kommet, lavede jeg lidt scraps. Men så gav jeg op igen.

I dag forekommer projektet mig fuldstændigt uoverkommeligt. Og det er jeg rigtig ked af, for jeg ville ønske, at jeg kunne give mine børn en bog hver, når de selv får børn engang. Denne bog skulle være deres liv fortalt af mig, med billeder fra deres opvækst og en masse kærlighedserklæringer, så de aldrig var i tvivl om, hvor meget jeg elsker dem, og hvor meget jeg har elsket dem hver især, som de var, og fordi de netop var unikke, med deres forskelligheder og fantastiske væsen.

Og så er det jeg tænker, kender i det? Man har så mange gode intentioner og drømme om hvad man vil gøre, men så går tiden og man får ikke fulgt det til dørs, og vupti, så er det næsten for sent. Sådan oplever jeg tit, at jeg må acceptere at opgive mine gode intentioner, fordi det simpelthen tager overhånd og projekterne bliver for store og uoverskuelige…

Men mon ikke det går? Mon ikke de overlever, UDEN barnets bog? De har jo mig..

om at blive overfaldet af tanker…

…det er min virkelighed i disse dage.

Vi har jo lidt at bokse med. 4 børn i alt: 18 årige søn med diabetes på 3. år, snart 15 årige datter med diabetes på 4. år, 6 årige ekstrem særligt sensitiv søn med børneinkontinens (dag og nat) på 3. år og særligt begavet og som rosinen i pølseenden har vi vores lille 2,5 årige præmature dreng (født 13 uger for tidligt), der er voldsomt sansesart og uden sprog.

Og ja, vi havde børn i 14 år uden én eneste barns 1. sygedag, af den simple årsag, at mine børn bare ALDRIG er syge. Men vi blev klogere, og vi blev bombarderet med udfordringer, og vi er derfor tvunget til, at prioritere og gennemgå hver eneste udfordring – en efter en.

I dag tog det så overhånd fra min side. Jeg gav simpelthen den 6 årige ble på i skole i dag, fordi jeg ganske simpelt ikke magtede at vaske mere tissetøj. I efterårsferien startede han i SFO, og siden da, har han tisset i bukserne hver eneste dag, på trods af medicin og hjælp fra SFO. Siden da, har han også tisset i sengen stort set hver nat, på trods af medicin og bleer. Og jeg magter bare ikke mere.

Jeg var selv “inkontinent” som barn, men jeg har altid troet at jeg tissede i bukserne, fordi jeg havde været udsat for de ting jeg havde. Nu kan jeg desværre se, at min 6 årige har fuldstændig samme mønster som jeg selv havde, og det har jeg det lidt svært ved at forholde mig til.

Jeg var et særligt begavet barn. Jeg lavede 3. klasses matematikbøger allerede inden jeg startede i børnehaveklassen. Og jeg lavede det, fordi jeg havde lyst. Jeg har aldrig lavet lektier, for jeg lavede altid opgaverne i skolen inden timen var slut, og enkelte gange lavede jeg opgaverne i frikvarteret. Derfor fik jeg et chok i gymnasiet, for jeg havde aldrig lært mig selv den rutine det er, at lave lektier og planlægge hvornår opgaver skulle afleveres. Jeg mistede også meget at min faglighed igennem folkeskolen, fordi jeg kedede mig og ikke blev stimuleret. Jeg sagde ikke noget, men valgte i stedet at underpræstere for derved at undgå at skulle lave mere end mine skolekammerater. Jeg blev ukoncentreret i timerne og dagdrømmede – ofte faldt jeg i søvn i timerne. Min hjerne blev doven og jeg udnyttede aldrig mit potentiale til fulde. Hvorfor? Tja, hvorfor mon?

I hele mit liv søgte jeg udfordringer. Og selv da jeg begyndte at læse jura, kedede jeg mig så bravt over at læse bøgerne, at jeg, hvis jeg skal være ærlig, aldrig har læst en jura bog færdigt. De keder mig, og så kan jeg ikke koncentrere mig. Emnerne keder mig dog ikke, og derfor har jeg holdt ud. Jeg kan fortælle, at jeg har læst hele grunduddannelsen udelukkende ved, at læse kompendier 2 dage før eksamen og så gå op og bestå. Bevares, nogen fag var ikke liiige til at bestå, men det skyldes, at kompendiet ikke var godt nok. De krævede lidt flere forsøg, men blev bestået på præcis sammen måde som de andre fag.

Sådan er jeg endt hvor jeg er. En særdeles begavet pige med mange uddannelser og i en evig søgen efter udfordringer.

Vores 18 årige havde samme talent som barn, men desværre blev han slet ikke mødt i folkeskolen. Han fik en lærer der ikke kunne lide ham, fordi han krævede for meget opmærksomhed og for meget faglighed. Han oplevede at blive hånet af denne lærer og tilmed at blive udelukket fra fællesskabet – og låst inde i et depot og efterladt i en hel lektion. Vi var for unge til at gennemskue hvad der skete, så vi forsvarede ham så godt vi kunne, men desværre var det ikke godt nok. Han blev tabt, blev klassens klovn, og har i dag opgivet ALT der har med faglighed at gøre. Heldigvis har han andre talenter, og det er hans gave i livet. Vi støtter ham i udviklingen af denne gave, og ønsker at han driver det vidt. Vi er lige bag ham, opmuntrer ham og hepper på ham. Vi elsker ham.

Vores 6 årige er helt speciel. Han har autistiske træk, men sociale kompetencer. Han er højt begavet og elsker matematik og biler. I går fik vi ham testet af en særdeles anerkendt børnepsykolog, som har beskæftiget sig med særligt begavede børn siden 80’erne – han har skrevet flere bøger om emnet, og han ved havd han taler om. Hans vurdering har sat ekstraordinært gang i min tankevirksomhed.

Vores 6 årige (snart 7 årige) er særligt begavet og ligger blandt de 5% højest begavede. Han har en logisk og matematisk tankegang, og har stort indlæringspotentiale. Han har brug for, at blive styrket i hans stærke sider, som er han faglighed. Hans svage sider, sociale relationer er ikke så vigtige på nuværende tidspunkt. Han har brug for konsekvent guidning af voksne i alt hvad han gør, og han har brug for at blive fastholdt i det han laver, på trods af hans store evne til at koncentrere sig. Han har brug forudsigelighed, rutiner og struktur – og vi skal lære ham at læse hurtigst muligt. Han har en mild form for Asberger, og det er set før, at børn med hans komplekse sammensætning er inkontinente.

Pew! Så er det bare jeg tænker, var det så måske også derfor jeg havde problemer med utætheden? Og kunne jeg og den 18 årige have drevet det videre, hvis vi havde fået den rigtige hjælp?

En ting er sikkert, når jeg har slugt kamelen, så skal der tænkes igennem og planlægges, så vores 6 årige får mulighed for at udvikle det talent han er født med. Hvor er det forfærdeligt, at det optræder som en skavank, at man er særligt begavet. Hvad fanden er det der sker for den verden vi lever i, når individuelle hensyn ikke tilgodeses af hensyn til behovet for at putte alle ned i de samme kasser.

Tanker kredser rundt hele tiden, og jeg er bange for at vi også taber den 6 årige. Jeg elsker den dreng så højt, præcis som mine andre børn – men lige nu, er det altså ham der er mest sårbar, og ham der har brug for mit overskud. Og det skal han få…

 

om at tage afsked med fortiden…

..puha, det har været hårdt…

Endelig er vores flytning overstået, og hele mit liv er ændret på ganske få uger. Derfor har jeg heller ikke skrevet så meget, for jeg havde brug for lige at lade det synke ind og finde ud af, hvordan jeg egentlig skulle takle alle forandringerne mit liv og min person går igennem for tiden.

Da vi kørte afsted med det første flyttelæs, sad jeg stille og kiggede tomt ud i luften. Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg kunne egentlig ikke sætte ord på, hvorfor det skete, det gjorde det bare. Min mand forsøgte at tale med mig, men jeg havde ingen ord (det sker bare ALDRIG!!) og jeg anede ikke, hvad der skete i mig. Min mand gav heldigvis ikke op, og i løbet af køreturen fik jeg analyseret mig frem til en del.

Tårerne kom, fordi det gjorde ondt. Dybt inde i mig. Det var nu virkelighed og jeg var i gang med at tage stort afsked med et af de hårdeste kapitler i mit liv. Ting jeg har oplevet i min barndom er PEANUTS i forhold til, de ting jeg har været igennem de seneste 4 år.

På den rigtig svære side, har jeg oplevet at mine børn, en efter en, har fået kroniske sygdomme (diabetes), en har fået børneinkontinens og en er præmatur. Jeg selv har kørt på en rutchebane med min stofskifte sygdom, og har haft elevatorvægt, post traumatisk stress (efter den præmatures fødsel) og angst (på grund af uvisheden for den præmature).

Herudover har jeg levet med skammen over, at jeg ikke midt i alt det sværeste, havde kræfter nok til, også at holde fast i min dengang 16 årige dreng. Han tog det største teenageopgør, da vi var aller længst nede, og ingen kræfter havde. Han gjorde i virkeligheden klogt i, at gøre det på det tidspunkt, for jeg tror han vidste, at skulle han nogensinde have en ben til jorden, overfor en stærk kvinde, som jeg jo ellers normalt er, så skulle han slå til, mens jeg i forvejen lå ned. Og det gjorde han. Også i bogstavligste forstand. Han slog til, og gik hjemmefra. Jeg gav op!

Jeg skammer mig. Jeg burde have set det komme, og jeg burde vide, at han gjorde det, fordi det SKAL man, når man er i hans alder. Men jeg var drænet for kræfter og gav op, da han havde allermest brug for mig. Det er jeg ked af i dag.

Heldigvis har jeg ikke mistet min søn, på den konto. Vi har et helt særligt bånd. Det har altid været mig og Mathias mod resten af verdenen, lige fra den dag i 1993 da jeg 19 år gammel sad med ham i armene for første gang, og beundrede ham – dengang opstod noget helt specielt, og det er jeg sikker på, aldrig vil kunne ødelægges, for så havde det været ødelagt nu.

En ting der er svær at leve med som mor, når man som jeg, elsker for meget, det er at undvære. De sidste 2 år, har jeg ikke været en fast del af hans dagligdag, og jeg savner ham ufatteligt. Jeg ved, at han netop de sidste 2 år, har haft brug for mig, og min hjælp, men mulighederne har været begrænset, og jeg føler mig utilstrækkelig i forhold til hans behov. Jeg VED, jeg har gjort hvad jeg kunne, og han har også bedt mig give ham lov til at klare sig selv, og det har jeg da gjort, bevares, men det er s´svært at se ham kæmpe alene, når jeg føler, at jeg burde gå bag ham, klar til at gribe ham, skulle han falde.

Men min søn er en stor dreng nu. Man kan nærmest sige han er en stor dreng i en mands krop. Han er blevet myndig, og han forsøger at skabe sig sit eget liv og fremtid. Men stor, det er han blevet og spørger du mig, så er han vokset alt for hurtigt. Det kom jeg i tanke om her til morgen, hvilket egentlig er hele baggrunden for dette indlæg.

Jeg stod og lagde tøj sammen, og pludselig blev jeg ramt af en mærkelig følelse. Jeg følte mig bange for, at mine børn bliver for hurtigt store, og bange for, at episoden med Mathias skulle gentage sig. For jeg har ikke lyst til at skamme mig. Jeg vil være der for mine børn, igennem alt, tykt og tyndt, sorger og glæder – det er sgu da derfor jeg har fået dem.

Men mine børn er ved at blive store, og selv min lille Mikkel er ved at blive stor. Det opdagede jeg, da jeg stod og lagde tøj sammen. Jeg bliver altid overrasket når jeg kigger på deres tøj. Særligt deres bukser. I dag var nemlig dagen, hvor det gik op for mig, at Mikkels bukser skulle have en ekstra fold for at kunne passe i skuffen. Så lange er de blevet, og så lange er hans ben blevet. Det er nu 3. gang jeg oplever det, og jeg får den samme følelse hver gang. Og følelsen er ikke rar.

Jeg fandt hurtigt et par af Emils bukser, og trøstede mig ved, at der går nogle år endnu, inden det er hans buksers tur, til den ekstra fold – måske endnu længere end normalt, netop fordi han er præmatur. Nogen gange må man se fordelene i tingene, i stedet for ulemperne :-) Og nogen gang må man (red. JEG) huske sig selv på, at huske at leve i nuet, for nuet kommer aldrig tilbage.

For at vende tilbage til afskeden med huset, så gik det op for mig, at jeg nu skulle tage afsked med alle de svære oplevelser i det gamle hus. Oplevelser der havde fået mig til, at overveje om det her liv var værd at leve, og oplevelser der havde revet mit hjerte ud og trukket det igennem en blender. Oplevelser der havde gjort så ondt, at livet synes ligegyldigt. Disse oplevelser har jeg nu taget afsked med, de hører fortiden til. De er ikke længere en del af mit liv, de er blot et minde som vil blive gemt langt væk, og forhåbentlig aldrig blive hevet frem igen.

Men de 6 år i det hus har ikke kun været dårlige oplevelser. Der har også været mange grin og glædestårer, mange uforglemmelige fester og sammenkomster med vores fantastiske venner gennem tiden. Disse oplevelser har jeg også taget afsked med, og til forskel fra de dårlige oplevelser, så vil jeg gemme disse minder tæt på og tage dem frem når jeg har brug for et smil og en følelse af varme.

Jeg er ok, midt i processen hvor jeg skal finde ud af, hvordan jeg tager hul på mit nye liv. Og det tegner godt. Jeg elsker mit nye Villekulla. Her er plads nok og højt til loftet. Jeg kan mærke det bliver godt. I fremtiden og i nuet. Slut med fortiden. BUM!

om smerte…

Jeg må desværre indrømme det, det gør ondt.

Ondt, på en måde jeg ikke kan beskrive.
Ondt, på en måde så jeg flere gange har været ved at græde.
Ondt, på en måde så jeg ville ønske jeg kunne fjerne smerten.
Ondt, på en måde som jeg aldrig havde forestillet mig.
Ondt, ondt, ondt… Jeg er i vildrede!

Det som gør ondt på mig i disse dage, er at betragte min lille Emil kæmpe med verdenen og alle dens indtryk. Det er forfærdeligt at betragte, at den lille trygge dreng jeg havde givet ham mulighed for at være, han er væk i disse dage, fordi han er kastet ud i livet – og jeg er slet ikke sikker på han er klar til livet endnu.

Emil er startet i dagpleje. Og det gør ham ondt.

Dagplejeren er fantastisk, faktisk så fantastisk at jeg aldrig havde kunne forestille mig, at det kunne være en mulighed, at få så veluddannet og erfaren en person til at passe min lille dreng. Og jeg er fuldstændig tryg ved hende og hendes metoder. Hun er uddannet pædagog og har 18 års erfaring fra specialområdet og så har i 4 år været specialdagplejer udelukkende med sansesarte præmature børn. Hendes omsorg og ro er perfekt for min Emil, men det til trods, så kan han slet ikke takle det.

Jeg har været med hele ugen, og denne indkøringsperiode kommer til at tage lang tid, fordi Emil har brug for lang tid. Og nu tænker I sikkert, men hvis det hele er så perfekt, hvorfor piver hun så…??? Men det skal jeg fortælle dig!

Min lille dreng er ikke længere tryg, han er ulykkelig. Han hænger rundt om halsen på mig fra det øjeblik vi træder ind af døren herhjemme (hans trygge “havn”) og til han skal i seng. Han kysser mig og krammer mig konstant, han græder når han ikke kan røre mig, eller hvis jeg ikke har tid til et kys (hvert 2. minut). Han bliver agressiv og skriger, når der er noget han ikke kan – ja, han skriger sig helt rød i hovedet, og det er tydeligt, at han ikke ved hvordan han skal stoppe igen. Sådan har han ALDRIG været før. Han kan ikke sove, med mindre min mand ligger med ham og laver en lille rede til ham mellem hans ben og han får lov til at ligge der i mindst 30 – 60 minutter, hvor han skiftevis holder om ham og slipper ham. Han har ondt, og han er væltet psykisk..

Og det gør ondt at se på! Så ondt, at jeg ikke kan beskrive det. Ondt!

Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det!

om overlevelse..

Ahhh…

Tja, børn… Man får dem og man elsker dem. Man opdrager dem, og det gør man efter bedste evne. Man råber af dem, når de virkelig skal forstå, man varierer, jo det gør man og man forsøger at ruste dem til det liv, der ligger foran dem og som er deres at leve, det liv man gav dem ved fødslen.

Jeg vil påstå, og mange vil sikkert give mig ret, at mine børn (her snakker vi hr. teenager-snart-myndig og frk. teenager-ofte-mobset) oprindeligt er opdraget som bowling-børn. De har haft stramme rammer, pligter, pli, regler og er blevet kastet derud mellem keglerne, hvor de ind imellem vælter en kegle, og så har vi været der for at samle dem op igen.

Vi har været strenge og konsekvense, det indrømmer jeg gerne og vi har virkelig også modtaget kritik på den konto, men vi tænkte, det er ok med lidt kritik, for så kigger man lidt på sig selv og vurderer om man er på rette spor.

Vi har altid modtaget ros på vores børn, på restauranter, når vi var gæster eller når de blot havde overnattet hos en ven, fordi mennesker opfattede vores børn som værende høflige, hjælpsomme, sociale og afbalancerede. Og vi har altid været stolte af vores børn, uanset hvilke resultater de kom hjem, stolte – men dog motiverende i forhold til at oplyse dem om, at man får resultater efter indsats, og at hvis man ærgrer sig over en karakter, så er det oftest én selv man kan takke. Vi har haft holdningen, at de skulle bruge det som en ledetråd til at se, hvor de skulle sætte ind.

Så kom teenage-årene…!

SUK!

Som 2 forældre, med ikke helt kernefamilie-agtige-oplevelser i vores teenageår, var det svært at håndtere. Vi tog naturligvis udgangspunkt i det vi selv kendte til, og det var igen strenge regler og pligtopfyldenhed. Åh jov, vi har skam også brudt regler da vi var teenagere og vi har ikke altid været guds bedste børn, men det er jo ikke det man vælger at opdrage sine egne børn til vel? Det skal de såmænd nok lære andet steds.

Hr. teenager-snart-myndig fik næsten revet os fra hinanden, for han gik da helt i stykker i frontallapperne, da han ramte de 12. Hold nu kæft, det har været hårdt. Der MÅ være noget hjernevæv der, som ikke virker helt optimalt. Men uanset hvor strid han var, og hvor mange løgnhistorier han bildte os ind, så i sidste ende kunne han oftest godt forstå hvad vi mente på den ene side, og den anden side var totalt i oprør.

Han tog virkelig pusten og lysten til at være forældre fra os, for hvis det her var meningen og hvad vi havde at se frem til, så vidste vi ærligt talt ikke hvordan vi skulle overleve – ikke bare ham, men også de næste 3!

Men bowling-børn, det var de. Jeg kunne dengang med stolthed tænke, at skete der os noget, så vidste jeg at mine 2 store børn var i stand til at vaske tøj, lave mad, gøre rent og endnu vigtigere – begå sig blandt andre mennesker, og de var (og er stadig) begge voldsomt populære. Se det betød også noget for mig, fordi mine børn var ikke populære fordi de havde dyre ting, eller kunne tilbyde vennerne noget særligt, nej, de var populære for deres personlighed og deres naturlige accept af, at man skal behandle andre mennesker pænt.

Vi kæmpede i teenage-årene og måtte også igennem en separation, men fandt sammen igen, da vi opdagede at det rent faktisk ikke var os der var problemet, men teenageren.

SÅ kom diabetes! September 2007! Frk. dengang-10-år-og-mors-pige fik diabetes, og vi klarede det. Året efter havde hun insulinpumpe, og vi gik virkelig op i, at hendes sygdom ikke skulle være en forhindring for noget som helst. MEN så kom diabetes igen! November 2008! Hr. temmelig-meget-teenager-på-efterskole fik også diabetes. Her skete der så en kæmpe ændring, for på en eller anden måde gik mine børn fra at være bowling-børn til at blive curling-børn. Det var som om, at de ikke kunne koncentrere sig om alt for meget, og skulle der prioriteres, måtte diabetes være det vigtigste.

Det har været hårde år. og hr. teenager-snart-myndig har stadig ikke styr på det og passer slet ikke på sin krop.

Jeg hørte forleden en hjerneforsker fortælle, at børn oftest rammer forældrene der hvor det gør mest ondt i deres oprør, og mine børn ved, at hvis de skal ramme mig hårdt, som i BANG-DU-ER-DØD, så er det på deres diabetes/sundhed/krop/rygning OG på det at vi er en familie – fordi disse ting er det der betyder allermest for mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare være en af de dersens mødre, der fandt det vigtigst at de blev pisse gode til matematik eller at de begge blev akademikere? Hvorfor skulle jeg gå op i noget så vigtigt, som de kunne kæmpe mod mig på?

Jeg står nu, og forsøger at overleve endnu en 14 årigs (denne gang Frk. teenager-ofte-mobset) forsøg på at losse mig ned i legen BANG-DU-ER-DØD, og jeg har SÅ nemt ved at falde lige i fælderne!

Men jeg kæmper, og holder i og holder ved. For jeg er vel på rette spor, er jeg ikke?

Jeg har dog aldrig rigtigt brudt mig om curling, det er en meget mærkelig sport, nej hellere en omgang bowling til mig!

Jeg må tilbage på sporet..

Posted in BLOG | Kommentarer slået fra

om at være mor..

..det er ikke altid det mest taknemmelige erhverv i verden…

Det er en stor beslutning at træffe, når man siger ja til sine børn, og på det tidspunkt aner man intet om, hvilken opgave der ligger foran en resten af ens eget liv. Helt ærligt, så tror jeg, at vidste man hvor hårdt og svært det blev, så ville mange af os måske overveje en ekstra gang inden vi bare sagde ja, til ansvaret, følelserne og oplevelserne.

Dermed absolut ikke sagt, at jeg ville have været foruden en eneste af mine børn, for det ville jeg ikke. Alle de oplevelser jeg har fået, priser jeg mig lykkelig for, gode som dårlige. Om det er den manglende søvn, sengetøj der er tisset i, opkast der skal tørres op, eller alle de andre opgaver som ekstra vasketøj, madlavning og igen ansvar 24-7 – kontra at se sit barn optræde til skolekomedie, se datteren stå og synge, så selv englene må tænke, hvor hun har købt den stemme henne, se deres stolthed når de finder ud af, at de kan cykle uden støtteben, se dem langsomt men sikkert, mestre den verden vi lever, se dem udvikle sig til gode og sociale mennesker, med respekt for andre og deres følelser, opleve dem græde over den første ulykkelige forelskelse, og bare kunne være der for dem, eller se dem med stolthed modtage eksamensbevis, eller se dem stolte og lykkelige på deres konfirmationsdag – alt sammen opvejer bare hinanden, og sammenlagt giver det mig en følelse af, at leve, for dem og i dem, og at livet handler om den vej vi går på, for at nå vores mål og drømme, og ikke om selve målet.

Det er ikke nemt at være mor, ind imellem undrer jeg mig over at der allerede er gået 17 år i min karriere som mor, og sommetider frygter jeg, at min version af en mor, burde have været anderledes. Jeg vil jo bare ruste dem, hjælpe dem og motivere dem – og jeg fortæller mig selv, at bare det, at jeg har gjort det så godt jeg kunne, og at jeg efter min egen overbevisning har været den mor jeg selv ville have ønsket at jeg havde haft, så er det godt nok.

Af alle de ting i mit liv, jeg har beskæftiget mig med, finder jeg jobbet som mor det absolut hårdeste. Det er ofte et ret utaknemmeligt erhverv, for vi bliver taget for givet og vi skal stå model til en masse – til tider – ikke helt retfærdige kampe. Vi har følelserne indeni, og må ind imellem beskytte os selv, mod det barn der engang lå inden i os, det fantastiske barn, som vi gav liv, og som angriber ud fra deres egen frustration om, hvordan verden ikke altid viser sig fra den bedste side.

Men jeg elsker det faktisk, jeg er ikke god til det, men jeg elsker det. Toppen af min glæde i livet, er når mine børn har succes, og mestrer livet. Det er alt jeg ønsker, fordi jeg er deres mor.. Det valgte jeg, uden at kende konsekvenserne, og det er et valg jeg aldrig har fortrudt.

Jeg er en MOR!!

om at lade gå..

Jeg har lige rendt lidt rundt og vandet blomster og andre huslige ting, som jeg i virkelighed ikke er ret meget ekspert i. Da jeg vandede blomster, som hos mig ikke sker ret tit, betragtede jeg min ene store plante. Det er en sukkulent, og da jeg kigger nærmere efter, kan jeg se, at den har trængt til vand meget længe.

En sukkulent er en imponerende plante, hvis du kommer til at knække en gren og den afbrækkede gren lander på jorden, så slår de selv rødder og vokser op igen på ny. Endvidere har jeg bemærket, at hvis planten ikke får tilstrækkeligt med vand, så brækker den en gren af, og den tørrer ud inde fra, og falder af, så modertræet kan leve videre med den mængde væske der nu er til rådighed. Den nye gren kan også slå rødder og vokse videre.

Jeg kommer sådan til at tænke på store børn, som bryder regler og river sig løs, som min teenager jo har gjort, hvor imponerede det er, at også han kan slå rødder og leve videre. Han er jo en stor og forholdsvis klog dreng, som burde kunne tage et ansvar for eget liv og drive det derhen han ønsker. Og det går såmænd nogenlunde.

Ydermere kommer jeg til at tænke på, at når der ikke er vand nok i planten, så giver den slip på en gren – måske er det lidt sådan jeg har haft det, at jeg simpelthen ikke havde energi nok, til at blive ved med at kæmpe, at jeg derfor til sidst måtte give slip og lade min søn gå.. Jeg havde simpelthen ikke vand og energi nok.

Det var en rædselsfuld følelse at lade ham gå, men han bør jo være gammel nok til at slå sine egne rødder og skabe sig et liv. Og jeg fik frigjort noget energi, som jeg kan bruge andet steds – blandt andet på at hjælpe ham.

Men er vi virkelig slet ikke så anderledes fra planter, eller har jeg bare en ufatteligt klog sukkulent i min stue???

Posted in BLOG | Kommentarer slået fra

om at betragte en fighter..

Sidder her med Emil sovende i mine arme og jeg betragter ham intenst.

Hele formiddagen er gået med at give ham mad, skifte ham x mange på grund af hans reflux (gylp) og effektive fordøjelsessystem (puha bleer). Jeg har vasket hans tøj, og lagt dagens store bunke stofbleer sammen, så de er klar til at beskytte mig og andre og andet mod – igen hans reflux.

Vi har leget og “trænet”, jeg har givet ham svingture, flyveture og hoppeture, jeg har talt med ham og han har grint så hjerteskærende, at jeg blev helt varm fra top til tå.

Til slut begyndte han, at sætte hånden op til munden, som er hans tydelige tegn på, at nu vil han gerne have et eller andet at spise eller drikke. Han smilte til mig, da jeg fandt en flaske frem, og jeg er virkelig begyndt at overveje om jeg skulle forsøge mig med babytegn, når han er gammel nok til at prøve det, for det er tydeligt, at han forsøger at kommunikere med mig, på trods af hans hjernes umodenhed. Måske er det slet ikke ham der er umoden, men mig der har svært ved at læse hvad han mener..

Jeg gav ham flasken, og han kiggede mig intenst i øjnene, indtil han simpelthen ikke kunne holde sig vågen længere, og øjnene lukkede i, samtidig med at han udstødte et stort tilfreds suk og efterfølgende overgav sig trygt til søvnen, som om, at han nu var sikker på, at jeg også var der når han vågnede igen.

Nu ligger han så, lige så afslappet og sover i mine arme, mæt, tilfreds og tryg – velstimuleret og træt, på den gode måde, og jeg betragter ham og tænker: “er det ham eller mig der er heldig?”

Er det mig der er heldig, at jeg har fået en så dejlig og viljestærk dreng, som virkelig arbejder med mig, og vil frem i livet. En dreng der ville være sikker på at blive til, at han gemte sig, så længe han kunne, så jeg først opdagede ham, da jeg ikke havde andet valg end at beholde ham! (I øvrigt et smart træk!!) Han er en dreng, der bare har kæmpet sig igennem den ene udfordring efter den anden, og som hverdag imponerer mig, med hans fremgang og udvikling. Han er så smuk og “loveabel”, at jeg sidder her og tænker: “Hvordan kan man IKKE elske dig?” – det sødeste smil, og den gladeste dreng, så længe han får lov til at være i armene på os. Og den lille detalje, at han har separationsangst, er da den mindste pris at betale, for en dreng som Emil. Jo, jeg føler mig virkelig heldig!!

Men er han også heldig, at han med hans vilje til livet, lige netop blev født i vores familie og som min søn? Og kan jeg overhovedet leve op til alle de gode ting, jeg gerne vil gøre for dette lille fantastiske menneske? Er jeg overhovedet en god nok mor til det? Vil jeg kunne give ham alt han har behov for, hele hans liv? Jeg ved da, at jeg nøjagtigt som med mine andre børn vil forsøge, og at jeg vil gøre det så godt jeg kan, sådan har jeg altid levet mit liv.

Men med Emil er det hele bare lidt anderledes, fordi han ankom som han gjorde, og fordi jeg lever med en uforklarlig angst for at miste ham, for at han pludselig skal være i mistrivsel eller for at jeg bare ikke er god nok til at takle ham. Jeg tror det er alle de ubekendte faktorer der spiller ind, og at min usikkerhed kommer af, at jeg troede, jeg “nemt” lige kunne få barn nr. 4, fordi han nu var der, og at vores største problem i virkeligheden var, at vi ikke havde plads nok i bilen – men så viste det sig, slet ikke at blive nemt. Det blev alt andet end nemt.

Jeg ved godt inderst inde, at selvfølgelig og bla bla bla.. Men derfor har jeg stadig følelsen af, at være bange for ikke at slå til, fordi denne lille viljestærke dreng (og hans søskende) fortjener virkelig det bedste, og jeg føler mig ikke altid sikker på, at jeg er det bedste.

Jeg ved det er en naturlig reaktion på, hele dette forløb omkring Emil, og jeg ved rationelt set, at jeg er det bedste – men hvordan slipper jeg følelsen?

Uanset hvad og hvordan, så tror jeg, at vi begge er heldige – og jeg elsker min lille fighter :-)

Posted in BLOG | Kommentarer slået fra