Posts Tagged ‘børn’

om tiden der flyver…

…og livet der ændrer sig – dag for dag…

Lige netop nu, i skrivende stund er det 3 år siden, jeg oplevede et smerteligt mareridt som havde ubeskrivelige konsekvenser. I en tid.

For 3 år siden fik jeg pludselig veer, og jeg var kun 27 uger igennem min graviditet (mod de normale 40 uger). Veerne blev startet af noget medicin de gav mig mod hård mave (det sker, når man ikke må bevæge sig, så går kroppen i stå) og i løbet af 30 min. var veerne så kraftige, at min babys liv var i fare. Problemet var nemlig, at han var alt for lille og skrøbelig til at kunne tåle en almindelig fødsel. Og min krop er på grund af erfaringer med fødsler “alt for dygtig” til det der med veer, og derfor var tiden VIRKELIG knap, hvis babyen skulle overleve.

Jeg husker tankerne og følelserne så tydeligt. De fysiske smerter blev afløst af en rædsel for konsekvenserne for dette lille ufødte barn. Ville han overleve? Ville jeg slå ham ihjel, hvis de ikke kunne nå at stoppe min krops arbejde med at presse ham ud af mig? Hvad hvis han blev hjerneskadet? Hvad hvis han var handicappet? Hvad ville denne tidlige fødsel komme til at betyde for ham? Og hvad ville det betyde for os som familie?

Jeg græd og tiggede overlægen om at stoppe min krops iganghavende. Men hun sagde bestemt, mens hun kiggede mig direkte ind i øjnene “Det er desværre for sent, der er intet vi kan gøre for at stoppe din krop. Vi skal have ham ud NU, hvis vi skal redde hans liv.”

Jeg husker, jeg havde hænderne på maven hele tiden. Sådan som jeg havde haft dem hele tiden de seneste 5 uger, hvor jeg havde været indlagt som 100% sengeliggende. Vi havde et særligt bånd, mig og babyen – jeg talte til ham flere gange dagligt – både højt og via tankerne – og han kvitterede altid med små spark. Jeg vidste præcist hvornår han vendte sig, hvornår han ville strække sine ben og hvornår han havde hikke. Vi var sammen i det her, ham og jeg. Og jeg var så bange. Og nu hvor, jeg pludselig stod i en situation, som jeg havde frygtet hele tiden, så vidste jeg at der var tale om liv eller død. Skulle jeg måske aldrig møde den lille dreng, jeg havde forsøgt at passe så godt på? Skulle han dø for øjnene af mig?

For 3 år siden, netop NU, lå jeg med ubeskrivelige smerter. Veerne vred min krop rundt i smerte, og jeg blev lagt på et leje hvor selve det akutte kejsersnit skulle foretages. Mine ben og arme blev spændt fast med læder stropper, og jeg blev gjort klar til bedøvelse. Jeg lå fuldstændigt fikseret og kunne slet ikke bevæge mig. Veerne vred sig i min krop, og jeg kunne ikke bevæge mig i smerten, men måtte blot ligge og kæmpe med at trække vejret og forsøge at lukke smerten ude. Jeg græd. Græd, som jeg aldrig i mit liv har grædt før. Jeg tiggede og bad om bedøvelse, så det kunne få en ende, men jeg fik besked om, at det måtte vente til de var helt klar, fordi bedøvelsen ikke måtte nå at ramme babyen. De 10 minutter mens jeg ventede på bedøvelsen føltes som år. Og imens åbnede min krop sig mere og mere op, og gjorde klar til fødsel og presseveerne begyndte. Jeg fik besked på, at jeg for alt i verdenen ikke måtte presse, da det kunne koste babyen livet. Så jeg lå i en fuldstændig umenneskelig situation, hvor jeg ikke måtte følge min krop, og rent faktisk til sidst ikke troede, jeg selv ville overleve. Jeg var så bange.

Pludselig var de klar, og gav mig bedøvelsen og jeg græd i en blanding af lettelse og frygt – og det sidste jeg husker var, at jeg sagde: “det her er helt forkert”.

Kl. 23.50 den 23.5 blev han født. Han måtte genoplives umiddelbart efter fødslen. Men han klarede den. Mit lille mirakel. Min lille Emil.

Jeg så ham først flere timer efter. Jeg skulle vågne op fra narkosen. Han skulle være stabil. I det øjeblik jeg så ham, græd jeg igen. Jeg lagde min hånd på ham og kiggede på ham. Han var så lille, at han nærmest forsvandt under min hånd. Han var gennemsigtig i huden og han så så skrøbelig ud. Det eneste jeg tænkte på var, at jeg ville have ham tæt på mig, så jeg kunne passe på ham. Efter 6 timer fik jeg endelig lov til at få ham over på min mave. Siden da, forlod han ikke min krop andet end 2 gange i døgnet, hvor jeg gik på toilettet (om aftenen) og om formiddagen, hvor jeg gik i bad. Sådan var mit liv de næste 7 uger på hospitalet og dernæst de næste 4 måneder hjemme. Babyen var hos mig mest muligt, hud-mod-hud, så tæt på hinanden, konstant og hele tiden, og med så meget nærhed og tilstedeværelse, at jeg ikke kunne rumme resten af min familie. Mit moderinstinkt sagde mig, at jeg havde et barn jeg skulle redde, og jeg vidste, at resten af mine børn havde det ok – ikke godt, situationen taget i betragtning, men de havde det ok, og min energi og tilstedeværelse var derfor påkrævet et andet sted. Hos min baby.

Jeg knyttede et voldsomt bånd til det lille barn, min lille bitte baby. Jeg betragtede ham udvikle sig og kæmpe for sit liv. Og jeg betragter ham stadig – dag for dag. Og når jeg dengang betragtede ham, var jeg imponeret – fuldstændig ligesom jeg er det, når jeg i dag betragter ham. Jeg lærte så meget om mig selv, ved at være sammen med ham og ved at lære om ham, og jeg lærer stadig. Dag for dag.

Denne dag er derfor helt speciel for mig. Ikke bare fordi Emil har fødselsdag. Men fordi, at denne dag var et vendepunkt i mit liv. Det var den dag, min lille dreng valgte livet. Og i dag fejrer jeg derfor ikke kun, hans fødselsdag – næh, jeg mindes alle de svære ting og glædes over, hvor tydeligt minderne stadig står i min erindring kombineret med, at tiden der går, gør, at smerterne langsomt men sikkert aftager – år efter år, dag for dag.

Det er en mærkedag, af de helt særlige.

om en stolthed og storhed…

…og om teenagere der vælger sig selv…

Jeg vil lige starte med at skrive, at inden jeg skrev dette indlæg, har jeg clearet med vores søn, at det var ok at jeg bloggede om ham. Det handler ikke om udlevering, men om konstatering af, at rygsækken er pakket og der er klar til afgang…

…ud i det dersens “livet”…

Historien jeg her vil fortælle, handler nemlig om min ældste søn, som for længst er vokset mig over hovedet og som ikke altid har haft den nemmeste tilgang til livet. I hvertfald har hans vej gennem livet, været præget af udfordringer som selv en voksen ville komme til “kort” overfor.

Vores søn er særligt sensitiv. Han er ekstremt særligt sensitiv faktisk – og samtidigt nyhedssøgende i en ekstrem grad (fuldstændigt som mig). Rent faktisk er hele vores familie særligt sensitive, men allesammen på hver sin måde – og nogen i større grad end andre.

Jeg har derfor studeret særligt sensitivitet, for derved at give os alle de bedste vilkår til at udvikle os på. Særligt sensitivitet er IKKE en sygdom. Det er en strategi, hvorpå man møder verdenen. Som særligt sensitiv, bearbejdes alle indtryk meget dybere. Det er ikke et karaktertræk, da et karaktertræk kan ændres. Særligt sensitivitet er et medfødt temperamentstræk, og ca. 20% af alle mennesker er særligt sensitive.

Når man er særligt sensitiv, er det vigtigt at lære selvomsorg. Man skal lære at tage vare på sig selv, og lære ikke at overtræde sine egne grænser. Man skal lære at være sin egen gode forældre, og lære at lytte til sig selv.

Som særligt sensitiv reagerer man før andre på indtryk, fordi man bearbejder tingene meget dybere end ikke-særligt sensitive. Det kan medføre store følelsesmæssige udsving i den særligt sensitive, at oplevelser og sanseindtryk bearbejdes så dybt.

Serotonin er et signalstof der produceres i hjernen, og det kan betragtes som en form for kroppens naturlige “lykkepille”. Forskningen har længe ment, at når “man” manglede serotonin, kunne man ende i en form for depressionslignende tilstand.

Særligt sensitive har, på grund af deres dybe bearbejdning af indtryk et dokumenteret større behov for serotonin end ikke-særligt sensitive, for derved at at finde ro og balance efter mange sanse indtryk. Når kroppen ikke kan levere serotonin, fordi man er blevet udsat for alt for mange sanse indtryk, lukker man simpelthen ned. Så er der lukket og slukket i hjernen. Hvis man lever i et miljø, hvor man konstant bliver presset, stresset og udsat for urimelige følelsesmæssige op- og nedture, så kan kroppen ikke følge med, og reaktionen bliver typisk, at man oplever sig selv i en depressionslignende tilstand.

Det her sker også for ikke-særligt sensitive mennersker men for de særligt sensitive handler det meget om, at skåne sig selv for disse oplevelser og miljø-mæssige påvirkninger. Simpelthen for, at undgå at kroppen bliver stresset og undgå at ende i en depressionslignende tilstand.

At undgå disse påvirkninger, er det jeg forsøger at fortælle mine børn,  at handler det om, at vælge sig selv, mærke sig selv og tage vare på sig selv.

Men hvordan vælger man sig selv, når man vil det hele?

Hvordan ændrer man sine vaner og sit liv, så man trækker sig væk fra de ting, der ikke er gode for én selv?

Hvordan lærer man overhovedet at se, hvad det er der ikke er godt for en, når man ikke er så erfaren ud i det der livet?

Hvordan tøjler man sin nyhedssøgende adfærd, og lære at forstå, at selvom man er nyhedssøgende har man stadig brug for ro og restitution, pauser og afslapning, søvn og plads til sig selv?

Når man er særligt sensitiv, kan det være en ekstrem skræmmende følelse, at skulle rumme sig selv. Og det har længe været vores søns store problem – nemlig at rumme sig selv, at forstå hvor meget han er værd for andre mennesker, hvor talentfuld han er og hvor fantastisk et menneske han er. Han magter det bare ikke – så han giver i stedet for op, og lader sig tromle over af andre. Lad mig forsøge at forklare lidt.

Vores søn har siden 3 års alderen udvist et ekstremt behov, for at udfordre grænser. Hans trodsalder var et mareridt, for intet virkede. Samtidigt med det, var vi ikke ret gamle og erfarne, så det var en ret stor opgave for os, at finde ud af, hvordan man taklede en sådan adfærd. Vi gjorde det så godt vi kunne, med de forudsætninger vi havde.

Men på en eller anden måde, holdte den grænsesøgende adfærd aldrig op. Han udviklede sig til, at blive en dreng, som når man sagde nej, så var der noget i ham, der bare måtte udfordre det nej. Ikke åbenlyst, men i det skjulte.

Han blev teenager som 11 årig. Og han er det stadig i dag, 8 år efter. Hans teenagealder medførte, at han blev et lukket og trist barn, som var destruktiv og dog super fornuftig. Som om, han nogengange var 2 mennesker. Vi gav ham kærlighed og grænser – og konsekvenser, når grænserne blev overtrådt, og så igen endnu mere kærlighed. Jeg ved i dag, at han altid har følt sig elsket, men at han har haft det svært og i mange år har følt sig i en depressionslignede tilstand – en tilstand han ikke kunne forstå, og som han ikke kunne komme ud af.

For 3 år siden fik han diabetes. Et år efter sin søster. 6 måneder før han fik en lillebror, der blev født 13 uger for tidligt. Midt i en familie i krise. Han var hårdt ramt og vores ressourcer var ikke-eksisterende. Han ville ikke anerkende, at det var svært og han ville ikke acceptere, at denne sygdom, krævede hans udelte opmærksomhed i en periode, indtil han mestrede det. Han var virkelig smidt ud i udfordringer, som INGEN 15 årig bør – men i bagklogskabens lys må jeg sige, at vi er ikke overmennesker, og vi gjorde det så godt som vi kunne. Det var måske ikke godt nok. Men vi elskede ham – hvad mere kunne vi gøre?

De 3 år der er gået, har endnu ikke betydet, at vores fantastiske søn har accepteret sin sygdom – og dermed heller ikke sig selv. Det betyder, at han højst sandsynligt får svære følger som følge af disse 3 års dårligt reguleret blodsukker, men det må vi tage fat i når den tid kommer. Andet kan vi ikke gøre – for det handler om, at vores søn skal have hovedet med, for at kunne blive et helt menneske. Han skal mærke sig selv og VÆLGE sig selv.

Det seneste halve år har været et helvede for ham. Og han vidste det ikke engang selv. Jeg blev virkelig sat stolen for døren, fordi han ikke forstod, at jeg måske kunne se, hvor hans problem var. Han ville så gerne vise mig, at han var blevet voksen og kunne håndtere livet, og jeg ville så gerne lære ham, at han var den vigtigste i hans liv – ikke andre og slet ikke mig.

Han fortalte mig i juleferien, at han græd hver aften og at han ikke kunne forstå hvorfor. Jeg følte det som en kniv i hjertet, for mine børn skal ikke græde over livet. Jeg har givet dem livet, og jeg hjælper dem gerne over forhindringerne til de selv er klar til, at iføre sig deres vinger og flyve – netop ud i livet og leve det. Ikke på den der overbeskyttende facon, for sådan er jeg ikke, men jeg hjælper og letter presset der hvor jeg kan, for der er så rigeligt for dem, at forholde sig til – især med et liv med diabetes, at ind imellem er det en stor hjælp hvis man kan få lov til at ligge noget af ansvaret fra sig i perioder.

Men sagen var den, at vores søn var endt i en situation, hvor han var faldet for en pige. Men denne pige var desværre ikke en pige i balance, men derimod en pige med så svære problemer, at hun dagligt rev ham op og ned at følelsernes rutchebane, uden hensyn til, hvilke konsekvenser hendes løgne og behov for evigt bekræftelse havde for andre – i dette tilfælde vores søn.

Vi taler, “jeg er gravid”, “jeg har fået fjernet barnet og er så ked af det”, “jeg er gravid igen”, “jeg har tabt barnet da vi var sammen”, “jeg har været narkoman i al den tid du har kendt mig, men er stoppet i går, så jeg er en anden nu”, “jeg har været sammen med en anden”, “vi skal bo sammen”, “jeg har fået en lejlighed til os, du skal sige ja nu”, “du må ikke have pige-venner på facebook”, “hvis ikke du vil være sammen med mig, så drukner jeg mig” og jeg kunne blive ved. Desværre.

Ordene der startede det hele efter kun 14 dage som kærester “jeg er gravid” var et chok for ham. Her stod vores søn, der slet ikke var klar til at passe på sig selv, og skulle kigge frem til en fremtid som far. Han var skræmt og stolt på samme tid – hans sanse bearbejdning gik i overload og han lukkede ned. Og her startede grædeturene. Forestil dig så lige, hvordan resten af rutcheturene har påvirket ham. Jeg var virkelig bekymret, men måtte sande, at det var hans liv og at jeg blot var hans rejseguide – når han havde brug for mig.

Hun har flere gange indrømmet, at alt var løgn. Og jeg forklarede ham, at man kunne ikke blive gravid 2 gange på en måned – det kan biologisk ikke lade sig gøre. Men han forstod det jo ikke. Hvordan kunne et menneske lyve om så alvorlige ting? Det lå så langt fra hans værdier og alt det der var pakket ned i hans rygsæk.

Han elskede hende – troede han. Han levede for de stunder, hvor hun var glad. Og han fortalte mig flere gange ugentligt, at hun havde ændret sig, og var et andet menneske.

Til sidst måtte jeg stoppe med at bide mig i kinderne, når jeg talte med ham og forklare ham, at mennesker der har det som hende ofte bruger 10 år i terapi kombineret med en langvarig og kompliceret medicinsk behandling, og at de det til trods, stadig ikke altid kan ændre adfærd, og at hvis han seriøst mente, at hun kunne ændre adfærd på 2 dage, så var jeg sikker på at nogen forskere indenfor psykologi og psykiatri ville være meget interesseret i at undersøge hendes hjerne, for at finde ud af, hvad der var anderledes ved hende, siden hun kunne ændre adfærd så nemt. Han lyttede lidt, og forstod vidst budskabet. At det her ville aldrig ændre sig, og at det skulle han have med i sin beslutning om, hvad hans liv skulle indeholde i fremtiden.

Jeg måtte dermed langsomt men sikkert ændre strategi, og fremfor at kommentere hendes opførsel, i stedet kommentere hans følelse i sig selv. Jeg stod klar til at gribe, for jeg var klar over, at på et tidspunkt ville han falde – og at det ville gøre ondt.

Og han faldt. Og han græd. VIRKELIG. Og jeg var klar long-distance til støtte og kærlighed og vigtigst af alt, fortalte jeg ham, hvor stolt jeg var over, at han havde valgt sig selv – for første gang i sit liv. Det var et stort øjeblik – i min verden, men et smertefuldt øjeblik i hans verden. Han kunne overhovedet ikke se meningen med smerten, og han kunne ikke se, at det var “godt” at være så ulykkelig. Han ville bare være sammen med hende, for så havde han det bedre. Samtidigt med det, var han klar over, at han måtte stå ved sin beslutning og trække sig væk. Han forsøgte virkelig. I 3 dage. Så var hun tilbage. Han brugte tid med hende, men var på vagt. Han var meget klog. Jeg var svært stolt og på samme måde bekymret. Jeg vidste godt, at afhængighed af drama kan være en hård nød at knække – men jeg havde tiltro til ham og bakkede ham op, og forsikrede ham om, at jeg ikke var i tvivl om, at han ville gøre det rigtige, så længe han satte sig selv over andre.

Hun lavede endnu et drama – og pludselig blev han bevidst om hendes spil – sådan for alvor. Han ringede og det eneste han kunne sige var: “jeg er sgu ligeglad – det er godt nok ynkeligt! – jeg holder fast i min beslutning, det lover jeg mor!”.

Behøver jeg fortælle hvor stolt jeg følte mig? Ej vel.. Og han holder fast.. og til min store overraskelse, løber han videre ud af den sti, med at vælge sig selv. Det kræver også lidt flere detaljer…

Han går på en “Musical Base Camp”linie på en højskole. Han drømmer om, at være skuespiller og allerhelst musicalperformer. Han knokler dagligt med at træne ballet (?!?!?!), solosang og drama. I dramaen er han et naturtalent, og jeg har aldrig været i tvivl om hans talent. Ikke fordi jeg er hans mor, men fordi det er tydeligt for enhver der beskæftiger sig med vores søn, at han kan noget, der ikke kan tillæres. Og han lever for det. Kicket det giver ham på scenen, er hans drug. Han vil gøre alt.

Han har haft flere store roller i de ting han har været med i, netop fordi, at selvom han ikke er den mest overbevisende sanger (han arbejder hårdt på hans sang) så er han så overbevisende i hans skuespil, at sangen bliver sekundær. For tiden er de ved at opsætte musicalen RENT, og han elsker den. Han har ikke fået en stor rolle denne gang, og det er han ok med. Odense Teater (amatør) skal lave RENT og har i disse dage casting. Vores søn var tilmeldt, og skulle til casting i går – på den rolle han elsker. Jeg kunne ikke få fat i ham før i dag, fordi jeg var travlt optaget – og da jeg fangede ham i dag, fortalte han, at han havde valgt ikke at tage af sted.

Først blev jeg lidt trist på hans vegne, men han tog ordet og sagde: “da jeg stod op i går morges, kunne jeg mærke i mig selv, at jeg ikke skulle til den casting. Hvis jeg fik rollen, ville det kræve jeg skulle pendle meget. Allerede ved tanken om det, følte jeg mig stresset. Og jeg vil ikke være stresset. Jeg har brug for ro, til at koncentrere mig om min fremtid, og ikke om at gøre noget jeg ikke kan overskue. Så jeg skrev en pæn mail til dem, og beklagede.”

Jeg stod med kæben nede på hagen, totalt mundlam (der skal lidt til), med tårer ned af kinderne og en stolthedsfølelse jeg ikke kan beskrive. YOU FU***** ROCK!!!!! Det eneste jeg kunne sige var: “Du valgte dig selv – IGEN!!! Hvor er jeg stolt af dig”.

Det vores søn gjorde i går, giver mig en tiltro på, at vi gør det rigtige. Vi skaber nogen gode fornuftige unge mennesker, der kan gå ud og møde det dersens liv på den helt rigtige måde, og med dem selv i behold. Han er ikke egoistisk, men bevidst om, hvad han skal gøre, for at passe på sig selv. Og jeg bliver ved med, at hjælpe ham med at læse brugsanvisningerne på redskaberne der ligger i hans rygsæk. Den rygsæk er pakket med de rigtige redskaber, og han er så småt begyndt at øve sig i at bruge dem. Han er snart stor nok til, at øve sig med sine vinger. Og jeg er ikke længere i tvivl om, at han bliver den smukkeste fugl, når han ifører sig sine vinger og flyver – smuk og stolt ud i livet.

Det liv der er hans – det liv der kræver at han passer på sig selv, og en gang for alle overtager opgaven, og bliver sin egen gode forældre.

Jeg er så stolt over hans storhed. Hans for-fedest-hed og hans sej-hed ved at vælge sig selv.

Mon han snart er klar til at acceptere sin sygdom? Nu hvor han endelig har sat værdi på sig selv? Åh my good, jeg er stolt!!

 

om at finde ro…

…og have lov til at dyrke den…

Nogen dage der vågner min lille snart 3 årige bare med tudefjæs på, og sådan fortsætter dagen bare. Lige på nær når han er hos sin dagplejer, fordi hun er så god til at takle ham og er hos ham H-E-L-E  T-I-D-E-N. Hun ser ham, hun mærker ham og hun bekræfter ham – har jeg sagt hun er fantastisk? (Det tror jeg nok jeg har!)

Men altså sådan nogen dag, dem bliver man altså tit som forældre lidt immune overfor. Eller jeg gør. Nogen gange kan jeg tage mig selv i, at have hørt hans klynkeri og tuderi i baggrunden i laaaang tid, for jeg river mig løs fra det jeg nu er i gang med, og handler på det.

I dag har jeg været meget optaget af, at lege tegner-grafiker-hygge-amatør-ting, og efter lille Emil kom hjem, har han tullet rundt, men hele tiden med ret meget lyd på, sådan lidt ovre i den dersens beklagende agtige tone. Først nu, rejste jeg mig. Tog ham op, for 20. gang, og spurgte hvad der var galt og han svarede bare “nej, nej, nej, nej”. Jeg fandt en sut og puttede ham i hans barnevogn, på trods af, at han ikke virkede træt (andet end træt af, ikke at kunne finde ro) og nu 10 min. efter er her BOM-stille. Han sover ikke, men ligger dernede med åbne øjne og slapper helt af. Der er ingen stimuli ud over hans sut, og den kan jeg høre helt herovre hvor jeg sidder. Han har fundet ro, og nyder det. Og sjovt nok, så nyder jeg også at han blev rolig.

Jeg er som efterhånden “gammel” mor, først de seneste år blevet meget mere opmærksom på, hvad roen betyder – ikke mindst for Emil, men også for mig og resten af min familie (på nær manden!). Roen giver plads til refleksion og mulighed for, at mærke sig selv – der hvor man er lige nu. Roen giver mig lyst til at være kreativ og skabende, og roen gør mig glad.

Jeg dyrker roen hverdag. Her er hverken musik eller fjernsyn tændt, her er bare mig, min hund og ellers så stille, at hvis jeg lytter rigtig godt efter, så tror jeg faktisk at jeg kan høre græsset gro.

Hvornår har du sidst dyrket roen?

om hysteri og autensitet…

…og om børn der skriger deres lunger ud, når de ikke kan forklare hvad det egentlig er de vil…

Jeg har en snart 3 årige, som er født 13 uger for tidligt og som følge deraf, har haft en helt specielt opvækst. Et af hans problemer har været, at han er talebesværet – men det er han langsomt ved at indhente, udelukkende til hans dagplejers fortjeneste, for hun er VIRKELIG genial.

Men hos dagplejeren må man også en masse andre ting, blandt andet må man selv smøre sin mad og de har nogen rutiner for, hvad han selv gør og hvad hun gør for ham. Se det kan udvikle sig til en kæmpe konflikt, når jeg så ikke lige har fuldstændigt styr på de rutiner. Det skete her for 10 min. siden.

Først var det smøret, så var det leverpostejen, så var det at skære brødet over, så var det ristede løg og det hele blevet protesteret mod i et lydniveau, så selv et heftigt høreværn ville komme til kort.

Jeg har oplevet med min lille snart 3 årige (som er barn nr. 4), at han lærer mig nogen ting om børn og opdragelse, som jeg aldrig tidligere har erfaret. Simpelthen fordi han er så sart i sanserne og fordi hans verden meget nemt bryder sammen og virker uoverskuelig for ham.

Med min lille Emil gælder almindelig “opdragelse” nemlig ikke, for han retter slet ikke ind til højre, når jeg beder ham om det. Og grunden har jeg netop konstateret. Det handler om, at tit hvis jeg siger til højre, så handler det om rutine, og slet ikke om, at jeg har overvejet grunden til at bede ham om, at rette ind til højre, inden jeg siger det. Jeg siger det simpelthen fordi, det har jeg altid sagt, og det var der måske også nogen der sagde til mig engang. Derfor siger jeg det! Det betyder også, at når jeg siger det, er jeg ikke autentisk, og når jeg ikke er autentisk, tja… så gider min mindste søn ikke lytte til mig.

Her før, da han gik helt bananas over mad rutinerne, der endte det med, at jeg måtte tage ham med ud af køkkenet og ud i bryggerset og finde en sut og forsøge at trøste ham. Han var helt rød i hovedet, og kunne slet ikke finde ro igen. Jeg stod og krammede ham, og sagde: “Så så så lille mand, jeg kan godt se du er ked af det, men det behøver du slet ikke være, så så lille mus, mor er her og passer på dig… osv. osv.” Men det hjalp ikke. For det jeg sagde, var sandheden – ja, men jeg var ikke “hos ham” og det kunne han mærke. Det har han nemlig alle dage kunnet mærke.

Jeg blev opmærksom på det, og tog en dyb dyb indånding, fandt ind i mig selv og bare holdte ham tæt ind til mig, mens jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning og om at være rolig, lige her og lige nu, sammen med ham og i balance og med tanker om, at han havde brug for, at jeg var i balance og autentisk, før han turde slippe sin vrede og stole på, at jeg rent faktisk også var her, til at guide ham – og passe på ham. Der gik 30 sekunder, så slappede han af. Trykkede sit hoved og øre helt ind til mit bryst og lyttede til mit åndedrag og hjerteslag. Det gjorde ham rolig. Og 2 minutter efter, ville han gerne spise sin mad igen.

Han kiggede op på mig, med tårer stadig hængende i øjnene og helt røde opkogte kinder og sendte mig et smil. Sådan et øjeblik som det, der forsvinder verdenen helt for mig, og jeg svæver med ind i de smukke blanke brune øjne og drømmer mig væk. Det er et stort øjeblik for mig, når jeg ser, at det jeg gør med min krop og min tilstedeværelse, kan lette mit barns frustration omkring verdens ulidelige lethed koblet op på et manglende sprog, på en sådan måde, at han finder mening og ro, til at fortsætte sin søgen efter svar på det liv, som han startede alt for tidligt.

Det er en kæmpe læring for mig, at have et barn som Emil, der ikke accepterer bullshit og kun reagerer på autensitet. Det gør mig til et bedre menneske, at have ham omkring mig. Jeg er virkelig heldig. <3<3<3

om at være mor…

…og føle at man gør det så godt man kan…

Jeg har tidligere skrevet om at være mor og sjovt nok, har jeg det stadig lige sådan. Men det er skrevet for 2 år siden, hvor jeg sad midt i hvad jeg troede ville være mit livs krise, med præmatur barn, 2 diabetesbørn, en der var inkontinent og så lille mig uden job og i økonomisk kaos.

Og tænk, her er jeg stadig.

Men til forskel fra dengang, så har jeg lært en masse, og mit ene barn er ved at udvikle sig til en ganske voksen og moden ung mand.

I sidste uge åbnede han sine øjne lidt mere, da han læste mit tidligere indlæg og han havde en ustyrlig trang til at skrive til mig. Det han skrev, gjorde mig så glad, fordi det fik mig virkelig til at føle at jeg var på rette vej, og at alle de ting jeg har bekymret mig over, de sidste par år, måske i virkeligheden er fuldstændigt ligegyldige bekymringer, fordi jeg måske på trods af alt min tvivl, rent faktisk har styr på det her mor-ting-noget.

Måske har jeg virkelig fyldt mine børns rygsække op, med alle de værktøjer de skal bruge, for at udvikle sig til gode samfundsborgere, gode sociale væsener, og vigtigst af alt, til dejlige mennesker der har lært at lytte til dem selv, og gå efter deres drømme.

Og ja, jeg har svært ved at give slip, men for helvede altså, det er mine børn vi taler om, altså dem der engang lå og voksede i min mave. De dejlige væsener jeg talte og sang til under graviditeten. De skønne mennesker, som jeg bragte til verdenen i ufattelig, men dog overkommelig smerte (hey, jeg gjorde det gerne igen! men 4 ER NOK!!). Det er dem vi taler om, og dem giver man altså ikke sådan BARE slip på vel?

Men jeg øver mig, og forventer at på et tidspunkt, så har jeg lært det, nemlig at lade mine børn iføre sig deres egne vinger, og flyve ud i verdenen – ud for at udleve deres drømme.

Til den tid skal jeg stå og nyde synet mens de svæver, holder balancen – sætter farten op og ned, og øver sig på, at blive den bedste udgave af dem selv. Åh gud, hvor jeg glæder mig – og så alligevel ikke. For det er skræmmende at give slip.

Min søn viste mig, med sin besked, at jeg er på rette vej, og jeg er så ufatteligt stolt, af både ham og af den version af mig, som jeg er i hans øjne.

Hej mor :) Jeg vil bare lige sige at jeg elsker dig rigtig rigtig højt! Og at jeg aldrig kunne klare den uden dig på sidelinjen :) du er den bedste mor i hele verden! Og det har jeg aldrig været i tvivl om! <3 jeg ville sige meget mere, men jeg kan ikke sætte ord på det :) – din søn :)

1 2 3