Posts Tagged ‘bowlingbørn’

om overlevelse..

Ahhh…

Tja, børn… Man får dem og man elsker dem. Man opdrager dem, og det gør man efter bedste evne. Man råber af dem, når de virkelig skal forstå, man varierer, jo det gør man og man forsøger at ruste dem til det liv, der ligger foran dem og som er deres at leve, det liv man gav dem ved fødslen.

Jeg vil påstå, og mange vil sikkert give mig ret, at mine børn (her snakker vi hr. teenager-snart-myndig og frk. teenager-ofte-mobset) oprindeligt er opdraget som bowling-børn. De har haft stramme rammer, pligter, pli, regler og er blevet kastet derud mellem keglerne, hvor de ind imellem vælter en kegle, og så har vi været der for at samle dem op igen.

Vi har været strenge og konsekvense, det indrømmer jeg gerne og vi har virkelig også modtaget kritik på den konto, men vi tænkte, det er ok med lidt kritik, for så kigger man lidt på sig selv og vurderer om man er på rette spor.

Vi har altid modtaget ros på vores børn, på restauranter, når vi var gæster eller når de blot havde overnattet hos en ven, fordi mennesker opfattede vores børn som værende høflige, hjælpsomme, sociale og afbalancerede. Og vi har altid været stolte af vores børn, uanset hvilke resultater de kom hjem, stolte – men dog motiverende i forhold til at oplyse dem om, at man får resultater efter indsats, og at hvis man ærgrer sig over en karakter, så er det oftest én selv man kan takke. Vi har haft holdningen, at de skulle bruge det som en ledetråd til at se, hvor de skulle sætte ind.

Så kom teenage-årene…!

SUK!

Som 2 forældre, med ikke helt kernefamilie-agtige-oplevelser i vores teenageår, var det svært at håndtere. Vi tog naturligvis udgangspunkt i det vi selv kendte til, og det var igen strenge regler og pligtopfyldenhed. Åh jov, vi har skam også brudt regler da vi var teenagere og vi har ikke altid været guds bedste børn, men det er jo ikke det man vælger at opdrage sine egne børn til vel? Det skal de såmænd nok lære andet steds.

Hr. teenager-snart-myndig fik næsten revet os fra hinanden, for han gik da helt i stykker i frontallapperne, da han ramte de 12. Hold nu kæft, det har været hårdt. Der MÅ være noget hjernevæv der, som ikke virker helt optimalt. Men uanset hvor strid han var, og hvor mange løgnhistorier han bildte os ind, så i sidste ende kunne han oftest godt forstå hvad vi mente på den ene side, og den anden side var totalt i oprør.

Han tog virkelig pusten og lysten til at være forældre fra os, for hvis det her var meningen og hvad vi havde at se frem til, så vidste vi ærligt talt ikke hvordan vi skulle overleve – ikke bare ham, men også de næste 3!

Men bowling-børn, det var de. Jeg kunne dengang med stolthed tænke, at skete der os noget, så vidste jeg at mine 2 store børn var i stand til at vaske tøj, lave mad, gøre rent og endnu vigtigere – begå sig blandt andre mennesker, og de var (og er stadig) begge voldsomt populære. Se det betød også noget for mig, fordi mine børn var ikke populære fordi de havde dyre ting, eller kunne tilbyde vennerne noget særligt, nej, de var populære for deres personlighed og deres naturlige accept af, at man skal behandle andre mennesker pænt.

Vi kæmpede i teenage-årene og måtte også igennem en separation, men fandt sammen igen, da vi opdagede at det rent faktisk ikke var os der var problemet, men teenageren.

SÅ kom diabetes! September 2007! Frk. dengang-10-år-og-mors-pige fik diabetes, og vi klarede det. Året efter havde hun insulinpumpe, og vi gik virkelig op i, at hendes sygdom ikke skulle være en forhindring for noget som helst. MEN så kom diabetes igen! November 2008! Hr. temmelig-meget-teenager-på-efterskole fik også diabetes. Her skete der så en kæmpe ændring, for på en eller anden måde gik mine børn fra at være bowling-børn til at blive curling-børn. Det var som om, at de ikke kunne koncentrere sig om alt for meget, og skulle der prioriteres, måtte diabetes være det vigtigste.

Det har været hårde år. og hr. teenager-snart-myndig har stadig ikke styr på det og passer slet ikke på sin krop.

Jeg hørte forleden en hjerneforsker fortælle, at børn oftest rammer forældrene der hvor det gør mest ondt i deres oprør, og mine børn ved, at hvis de skal ramme mig hårdt, som i BANG-DU-ER-DØD, så er det på deres diabetes/sundhed/krop/rygning OG på det at vi er en familie – fordi disse ting er det der betyder allermest for mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare være en af de dersens mødre, der fandt det vigtigst at de blev pisse gode til matematik eller at de begge blev akademikere? Hvorfor skulle jeg gå op i noget så vigtigt, som de kunne kæmpe mod mig på?

Jeg står nu, og forsøger at overleve endnu en 14 årigs (denne gang Frk. teenager-ofte-mobset) forsøg på at losse mig ned i legen BANG-DU-ER-DØD, og jeg har SÅ nemt ved at falde lige i fælderne!

Men jeg kæmper, og holder i og holder ved. For jeg er vel på rette spor, er jeg ikke?

Jeg har dog aldrig rigtigt brudt mig om curling, det er en meget mærkelig sport, nej hellere en omgang bowling til mig!

Jeg må tilbage på sporet..

Posted in BLOG | Kommentarer slået fra