Posts Tagged ‘Diagnoser’

om personligheder og diagnoser…

…og om at leve i en verden, hvor der ikke er plads til forskelligheder…

Det bekymrer mig, den drejning vores samfund har taget. Jeg ved, at jeg nu bevæger mig ud på et hav, hvor jeg muligvis ikke kan svømme, men det her er mit fristed – og her kan jeg sige hvad jeg har lyst.

Vi er så berøringsangste overfor alle, der er anderledes end os selv. Alle skal helst være ens, og ingen må skille sig ud. Og hvis ikke du passer ind i normen, leder vi efter en “boks” vi kan placere dig i, så vi har styr på, hvad du er for én. Når vi har styr på det, så giver vi dig en mærkat – en såkaldt diagnose.

Jeg har det svært med diagnoser. Jeg tror, at diagnoser gør folk (endnu mere) syge. Jeg tror, at diagnoser gør den diagnosticerede bekymret, opgiven og ked af det, og måske samtidig lidt lettet over, at endelig vide, hvad der er “galt” med dem. Jeg tror, at den diagnosticerede begynder, at identificere sig med den diagnose de har fået, og derved forstærker den afvigende adfærd de muligvis måtte besidde. Og det synes jeg er en skam.

Jeg synes, det er bekymrende hvor mange børn der pludselig skal diagnosticeres med ADHD, fordi de er lidt for levende og kræver andre forklaringer, end vi tidligere har været vant til. Jeg er mere tilhænger af  “Stjernebørn” tankegangen, nemlig at det er en del af vores evolution, at børn ændrer sig, for at kunne rumme den verden vi lever i. Den verden som er så voldsomt meget anderledes, end den var for bare 30 år siden. Jeg tror de børn, som mange ikke kan se der er plads til, fordi de er som de er, netop er som de er, fordi de repræsenterer en udvikling i menneskeheden, som vi skal give plads til. Jeg tror de er her, for at vise os vejen frem. Og vi skal give dem plads til at være her, i stedet for at forsøge at medicinere deres karaktertræk væk, så de blot ligner normen. Hermed ikke sagt, at der ikke er nogen børn (og voksne), der virkelig lider under dette træk, og som har brug for deres medicin for at kunne fungere. For det ved jeg der er. Men jeg mener, at miljøet omkring dem, har lige så stor betydning for deres trivsel, som den medicin de får.

Jeg synes, at det er grusomt at vi medicinerer urolige og aktive børn, blot fordi de er anderledes og ikke ligner normen. Det har jeg det virkelig anstrengt med. Igen, det handler ikke om dem, der virkelig er syge, men om dem, som vi bare ikke kan finde ud af at give plads til.

Jeg har med egne øjne, oplevet hvor galt det kan gå i menneskets hjerne. Oh jo, det har jeg. Og jeg glemmer aldrig hvad jeg var vidne til. Og endnu mere interessant var det, hvad der rent faktisk blev konkluderet, var den bedste “behandlingsløsning” for denne person. Og det var absolut ikke medicin. Og det var forældrenes kamp mod systemet, som kun kunne og ville håndtere deres barn, hvis de måtte medicinere, når barnet fik “selvskadende adfærd”. Forældrene kæmpede. De kunne ikke gøre andet.

Jeg tror på særligt sensivitet (HSP), som et temperamentstræk der desværre stadig er ukendt for mange. Jeg tror, at vores børn bevæger sig i den retning, på trods af, at børnene gerne vil stimuleres i trance via fjernsyn, nintendo o.lign. For det er det der sker. De urolige børn, der smider sig foran fjernsynet bliver nærmest hypnotiseret ind i en trance, hvor hjernen giver op, på grund af overstimulation. Og den trance kan man blive afhængig af. Prøv at tage alle stimuli fra dit barn i en uge, her taler vi om computer, fjernsyn, spillemaskiner o. lign. og giv dit barn mulighed for, at opleve sin egen krop og mærke sine egne behov. Jeg har prøvet det et par gange. Min børn falder simpelthen i søvn af det, og bagefter er de dejligt rolige og i balance med sig selv. Jeg siger bare, at vores verden bombarderer vores børn med stimuli, i skolen, sfo’en, og alle de elektriske ting når de kommer hjem – hvornår skal de have tid til hvile og refleksion? Når de bliver gamle og vi har lært dem, at stimulere sig selv ihjel? Jeg synes det er bekymrende, og jeg har brug for at sige det højt.

Lige en ting mere….

Jeg forstår heller hele den “folkesygdom”, som depression, stress og angst er blevet. Hvorfor skal et menneskes liv, der leves under urimelige forhold med, forkerte mennesker omkring dem betegnes som en sygdom? Hvad er der blevet af gode gammeldags kriser? Eller ked-af-det-hed? Hvorfor hjælper man dem ikke, til at forstå, at lykke og selvværd skabes i dem selv? Og at den eneste der kan hjælpe dem, er dem selv. Og hvorfor hjælper vi dem ikke med, at ændre på de ting som gør, at de føler sig syge? Hvorfor er vores samfunds løsning altid, at man skal blive i det der gjorde dig dårligt tilpas, og i stedet blive medicineret? Hvor gik det galt henne? Jeg forstår det simpelthen ikke.

I min verden er man ikke psykisk syg, hvis man lever i et voldsomt pres konstant fra krævende arbejde (stress), utilregnelig kæreste (er det overhovedet en kæreste???), økonomisk kaos (krise tid) og med alt for lidt tid til, at passe på sig selv. De færreste ville kunne holde til det i længden, og ville på et tidspunkt bukke under med en følelse af utilstrækkelighed og opgivenhed. Men det er ikke det samme som at være syg. Jeg synes netop, at det er tegn på, at man IKKE er syg, og at ens krop fortæller en, med meget store bogstaver, at der er noget galt. I mine øjne skal man være glad, for at opleve denne form for advarselssignal og vælge at finde ud af, hvad man kan gøre ved det. Og her er medicin altså ikke løsningen.

Medicinen fjerner ikke det stressede og krævende job, som gør man ikke har tid til venner, familie og børn – og vigtigst sig selv. Medicinen ændrer ikke på din økonomiske situation, og sørger for at din økonomi bliver bedre. Medicinen ændrer ikke på din partners personlighed. Er partneren ikke længere god for dig, må du fortælle dem det og bede dem ændre sig – eller gå fra dem. Husk på, du kommer over følelserne – det gør man altid. Men man skal aldrig acceptere, at blive i et forhold der ikke er ligeværdigt og ikke giver dig mulighed for, at fylde dig selv op, med følelsen af lykke fra tid til anden.

Jeg mener, at støder man ind i en periode i sit liv, hvor alt bare virker ligemeget og man ikke længere føler sig tryg mellem andre mennesker, så skal man opfordres til at handle. Handle på sine følelser og fornemmelser. Handle for at bringe sig selv ud af den situation man befinder sig i, og hen i mod et liv, der virker tiltalende og overkommeligt.

Så simpelt er det, men dog så svært i virkeligheden at udføre. For det kræver mod. MOD blev der sagt. Hverdagsmod. Livsmod. Kampmod. Smag lidt på de ord. Mod er påkrævet, hvis du skal trække dig ud af en låst situation. Så hiv modet frem og lås dit nye liv op. YOU CAN DO IT!! Så gør noget ved det – i dag!