Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

Posts Tagged ‘Domsmand’

om sort og hvidt….

…og om retssystemet og mennesker jeg aldrig kommer til at forstå…

Eller rettere…. om Zornig og Gisselbæk.

Denne dag har været ufattelig hård for mig. Rent faktisk startede jeg mit indlæg i eftermiddags, men kunne ikke finde ro i mine tanker til at skrive. Nu har jeg netop set dokumentaren “Min barndom i helvede” og jeg kæmper intenst med at finde ro i min vejrtrækning… Roen i tankerne er stadig ikke på plads, men ud skal det… så here it comes…

Min dag er blevet brugt som domsmand. Jeg mødte glad op, for jeg holder virkelig af mit borgerombud og de udfordringer det medfører i mine tanker. Jeg blev præsenteret for sagen, og måtte lige trække vejret en ekstra gang. Pædofili og blufærdighedkrænkelse.

Jeg vil ikke gå sagen igennem i detaljer, for det er ikke væsentligt. Det der er væsentligt, er de tanker jeg måtte arbejde med igennem dagen. Men meget kort fortalt: Manden var skyldig i blufærdighedskrænkelse og de forurettede var 4 piger på 13 (på gerningstidspunktet). Den ene var hans egen datter. Det forhold blev han dog ikke dømt for, da anklagemyndigheden ikke havde lavet sit arbejde godt nok.

I løbet af sagen, skiftede jeg frem og tilbage i mine meninger. Var det hans hensigt? Var det unormalt? Var det krænkelse? Var han patetisk? Var han retarderet? Var han pædofil? Havde han en afvigende seksuel adfærd? Havde han lavet opfordringerne med vilje? Var det en fejl? Var han et monster? Var han en sølle mand? Var han skyldig? Var det alvorligt nok til en domsfældelse, når datteren sagde, at han kiggede mærkeligt og ubehageligt på dem? Eller var det bare den helt vildt fine fornemmelse, som et barn er i besiddelse af, om at der er noget galt, inden denne fornemmelse bliver ødelagt af bør og skal, fortrængelse og overlevelse?

Jeg væmmes ved mig selv, over at jeg kunne tvivle. Jeg skammede mig, og huskede mig selv på, at det var voksne kloge mig, der var domsmand og ikke lille forurettede mig. Det var ikke min “hævn” der skulle tages, det var retfærdighed – intet andet. Og netop det faktum, bragte mig mere ud af fatning, end jeg havde troet, fordi jeg blev bekymret over, om jeg kunne finde på, at være sådan en, der ikke kunne skelne og lade min egen ulykke og bagage gå ud over, en måske slet ikke skyldig mand.

Dommeren var heldigvis god. Og jeg kunne i en pause tale med ham, og han var faktisk meget mere forudindtaget end jeg var.

Herefter skulle der procederes. Og der faldt alt på plads. Manden havde en sag i arkiverne (særakt) der var fundet frem, hvor han for RIGTIG mange år siden, var dømt for overgreb på en 4-årig dreng. Han var tidligere dømt i en delvis tilståelsessag for pædofili, og beviser viste klart og tydeligt, at han havde haft et forfærdeligt liv og en skrækkelig opvækst, og også en afvigende seksuel adfærd.

Vi fik ham dømt, og jeg fik trukket straffen op på dommerens max og fik mine argumenter om skærpende omstændigheder med i dommen – så jeg var tilfreds, på trods af vores meget ringe muligheder for at dømme rigtig hårdt på dette område.

4 timers domsmands arbejde væltede mig fuldstændigt, og jeg er naturligvis klar over hvorfor. Men dagen skulle vise sig, at forblive i denne del af mine tanker, da jeg ikke lige kunne slippe billederne, tankerne og minderne.

Men hvorfor så Zornig og Gisselbæk tænker du sikkert?

Jo, det skal jeg sige dig. Programmet med Lisbeth Zornig Andersen her til aften, fik mig endnu engang paralyseret. Fuldstændig. Jeg fulgte med hende i hendes rejse på svar, og jeg tænkte, at de svar hun kunne få, dem kunne jeg aldrig få.

Det gjorde ondt helt inde i.

Tanken om, aldrig at kunne konfrontere, gjorde ondt.

Men samtidig, så kunne jeg konstatere, at jeg var meget længere fremme i min udvikling, fordi mit monster forlængst er blevet omdannet til en sølle mand, der havde det langt værre end jeg nogensinde vil komme til at have det. For sådan er det. Jeg var en Gisselbæk, der blev udsat for overgreb, men jeg har tilgivet og har lært at vende min bagage til min force, til min drivkraft, til min livsglæde, til mit gå-på-mod – for jeg ved nemlig, at der vil aldrig være noget i dette liv, der kan ramme mig så hårdt, og få mig til at skamme mig så meget, som det jeg allerede har oplevet. Følelsen af, at det der skete, ikke var MIN skyld, men skyldes en mand der ikke vidste bedre, og som selv var skadet i sin opvækst, fjernede netop vægten på mine skuldre.

En anden tanke der slog mig hårdt var, at der var noget som kunne have stoppet smerten i mit liv langt tidligere. Noget som jeg ventede på i mange år, ja i år efter år og som aldrig skete, nemlig det at “nogen” havde læst mine signaler, og havde spurgt mig direkte ind til, hvad der var sket. Det kunne virkelig have reddet mig fra mange års selvpineri og dårligt selvværd. For jeg ventede jo bare. På at nogen skulle spørge. I en periode glemte jeg helt, hvad jeg skulle svare, hvis nogen spurgte. Men jeg ventede på, at nogen så mig. Det gjorde de bare aldrig.

Jeg endte med, at måtte se mig selv, og spørge mig selv.

Det hele er ikke så åbenlyst sort og hvidt. Det ved jeg godt. Det ved jeg nu. Og jeg navigerer derfor dagligt efter farverne, og elsker farverne.

Men jeg behersker selv kun sort og hvidt. Rent faktisk.

Farverne er til gengæld i min fantasi, min kreativitet, min energi, mit engagement, mine tanker, mit livsmod, mine børn, min (selv)kærlighed, min neglelak og min måde at hjælpe andre på. Men hos mig, i mine tanker om mig selv og mit liv, er det meste stadig bare sort og hvidt.

Tænk, min ældste søn troede engang, at min yndlingsfarve var hvid… Tænk engang. Det er sgu da helt sort snak.

I dag er jeg kommet til en erkendelse, at måske er jeg i virkeligheden selv, et af de mennesker jeg aldrig kommer til at forstå. Men jeg lover, at jeg holder aldrig op med at forsøge… ALDRIG!