Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

Posts Tagged ‘Drama’

om at vælge fra..

… DRAMA…

“Hvor meget drama eksisterer dig i virkeligheden udenfor dit hoved?”

Det er en sætning, som jeg bruger ofte, når jeg har brug for, at minde mig selv om de vigtige ting her i livet. Dramaqueen har jeg nok i virkeligheden aldrig rigtig været selv, i hvertfald ikke bevidst, og jeg gør et stort nummer ud af, at lære mine børn, at det er IKKE vigtigt at skabe drama. Det er bare ikke vigtigt.

Mit problem, og mine børn har samme problem, er i virkeligheden mere, at jeg opfanger andres følelser meget voldsomt. Hvis andre er kede af det eller vrede, så kan jeg “mærke” dybt indeni hvordan de har det, også uden selv at have oplevet, det som de går igennem. Og det er rædselsfuldt.

Jeg har heldigvis erfaret, at min overtagelse af andres følelser hænger sammen med det temperamentstræk jeg (og mine børn og mand) har, som særligt sensitiv (HSP). Jeg ser ikke HSP som en dårlig ting, men derimod som en fordel, når man lærer at passe på sig selv og tage hensyn til sin HSP.

Som særligt sensitiv bearbejdes indtryk dybt inde, og det kan påvirke den særligt sensitive i en sådan grad, at man kan få problemer med at skelne mellem hvad der er ens egne følelser og hvad der er andres. Jeg bemærker nemt, at min krop begynder at producere stresshormon, fordi jeg presser mig selv ud i en situation, hvor jeg begynder at overtage andres følelser. Produktionen af stresshormon sker, fordi vi bliver stresset og stress er ikke hensigtsmæssigt for nogen.

Stress skal bruges som overlevelse, og kun overlevelse. Stress skal ikke blive en del af hverdagen, fordi man bliver påført andres følelser, og reagerer på dem.

Der hvor jeg oplever, at jeg reagerer voldsomt på andres følelser er, når andre skaber drama. Når de “skaber” en stemning, som er baseret på deres frustration over egen utilstrækkelighed eller over deres manglende evne til at forklare sig eller sige fra, og de i stedet sender aben videre til mig eller andre, så reagerer jeg.

Vi glemmer nemlig ofte i frustrationen, at vi ikke er vores følelser og tanker, og at de blot er stemninger. Og i disse stemninger skabes uhyggeligt meget drama. Nogen mennesker holder fast i dramaet, og jeg tror de gør det, fordi “offerrollen” er en tryg base, hvor man kan kaste ansvaret fra sig, og forsøge at lade netop tanker og følelserne gå ud over andre. Dermed er man ikke alene om, at have det skidt. Man er i hvertfald ikke selv skyld i det. Tror de!

Jeg har i dag fundet ud af, hvorfor jeg reagerer så voldsomt på drama. Det handler nemlig lige præcis om “offerrollen” som mange dramaskabere påtager sig. Jeg tager voldsomt afstand fra “offerrollen” på grund af min bagage i livet. Når jeg fornemmer nogen kaste sig over i “offerrollen”, rejser hårene sig på mine arme og jeg bliver decideret vred.

I min nære familie har jeg 2 personer, som benytter sig af drama kombineret med offerrollen. Og jeg er altid blevet taberen i det spil, fordi jeg ikke vil spille med. Hvis jeg skal spille med, kræver jeg nemlig at kende spillereglerne først. I offerrollen er spillereglerne åbenbart, at det er SÅ SYND for offeret, og at alle andre er forkerte på den – og det spil kan jeg simplethen ikke deltage i. Beklager. Når jeg så forsøger at vælge spillet fra, ender det i stedet for med, at jeg selv bliver valgt fra, og får skylden for konflikten. Og som tiden går, er jeg også ALTID den der, på trods af at jeg forsøgte at vælge fra, råder bod på problemerne igen og skaber fred i familien. Sådan er det ALTID.

Jeg vil rigtig gerne komme med eksempler, men jeg har også besluttet at min blog ikke skal handle om, at udstille andre – end mig selv. Igen fordi, jeg forbinder min udstilling af mig selv, som en form for offentlig personlig udvikling og jeg er ikke bange for, hvad andre mener om mine meninger og udvikling. Men jeg mener ikke, at jeg har ret til offentligt at udstille andre. Så deeeeettttt eeehhhhmmmm…

Jeg har levet i det dramahelvede i 17 år, og i dag besluttede jeg, at nu er det nok. Jeg æder ikke lorten igen og opfordrer til familiefred. Det er ikke KUN min opgave. Og i øvrigt, gider jeg ikke dele mit liv med mennesker, der godt må kritisere mig, men ikke selv kan tåle kritik. Jeg er klar over, at jeg selv har skabt dele af dramaet og at jeg selv har givet dem lov til at opføre sig sådan igennem alt for mange år, men nu er det slut. Helt slut.

Mit liv er vigtigere end at holde kontakt med mennesker, som lever for drama og offerrollen. Jeg hader offerrollen, for ingen bør opføre sig som ofre. Vi har kun det ene liv, så vidt vi ved, så LEV det for helvede. Glem smerterne og stoltheden. Det gør jeg, for der er sgu ingen der skal skrive på min gravsten “hun var så stolt, at livet gjorde ondt” – så hellere “hun burde have lært, at holde kæft med tilbagevirkende kraft – men hun LEVEDE sgu”. Jeg kan se, at jeg har et valg. Og jov, gu gør det ondt at vælge fra.

En klog mand har sagt: “at lære at leve, er at lære at give slip” og universetslov er sådan, at der tages aldrig noget fra dig, uden at der kommer noget bedre tilbage til dig. Jeg har derfor givet slip, og med dette blog indlæg gør jeg det officielt.

Det er føles rart, at give slip, og det er ok at give slip, men man skal erkende det, før det føles ok. Uanset hvordan jeg har det nu, så går det over igen, og jeg kan ikke se nogen grund til at holde fast i den følelse jeg har lige nu. Jeg accepterer, at det går over, jeg gennemlever følelserne, og giver så slip på følelserne, lader dem fare, væk fra mig.  Så hvis du som jeg, kæmper for at vælge drama fra, så giv slip, lad det fare, glemt det og NYD dit liv, HER OG NU!

Dramaet eksisterer kun i deres hovedet, og ved at vælge dem fra, forsvinder dramaet. Sådan! Vælg dig selv, vælg dramaet fra <3

om at vælge..

…det være sig til eller fra…

Det her indlæg, har længe summet rundt i mine tanker, og jeg synes det er så ufatteligt svært at forholde mig, til lige netop det her med at vælge, til eller fra, at sige ja eller nej osv.

For det første tænker jeg, at ja er den nemme løsning, for når man siger ja, møder man andre med med en positiv tilgang og åbenhed. Man indvilliger i, at deltage i det man har sagt ja til, og andre forventer noget af en. Problemet opstår imidlertid, når man siger ja til noget, hvor man helst gerne ville have sagt nej, men man ikke “turde” sige nej, af frygt for, hvordan lige præcis det nej ville blive modtaget. Sådan har jeg haft det i mange mange år. Og jeg, og du kære læser, ved nok også godt inderst inde, hvorfor lige netop jeg havde det sådan, men hvis du ikke gør, så lad mig kort forklare her.

Når man oplever tidligt i sit liv, at blive tvunget til “ting” som man fornemmer er forkerte, men hvor man ikke har muligheden for at vælge det fra, så får man lidt “forstyrrelser” på den antenne som sender signaler til fornuftscentret i hjernen. Det jeg mener er, at man lærer, at det man troede var forkert pr. instinkt, bliver til en situation, hvor man bliver i tvivl om, om det i virkeligheden var rigtigt og dermed instinktet der var forkert. De forstyrrelser kan følge en langt hen i livet, fordi man ofte kan se sig selv stoppe op, og tænke: “altså, er det her rigtigt eller forkert og kan jeg overhovedet stole på stemmen i maven?”.

Jeg tror ikke på rigtigt eller forkert, som en parameter man kan måle efter, men jeg tror på, at vi alle har en stemme i maven, der fortæller os i det givne øjeblik om den udfordring eller opgave vi står overfor, er rigtig eller forkert FOR OS. Og stemmen i maven, kan ændre sig med tiden, således, at det der var rigtigt for mig engang, ikke længere er rigtigt for mig i dag. Det bevæger sig. Jeg tror det vigtigste er, at mærke efter her og nu.

For det andet, så er nej en afvisning. Så simpelt er det. Nej, er en afvisning til noget man ikke har lyst til, og nej bliver ofte ikke modtaget så skide godt, af den der modtager et nej. Og det er jo klart, på en eller anden måde. For når man spørger nogen om noget, og man så modtager et nej, så modtager man mellem linierne en afvisning af det forslag man kom med, og rigtig mange mennesker er ikke særligt gode til at modtage en afvisning/afslag. Måske er det bare fordi, de føler sig forkerte på grund af afslaget, men jeg tror også det handler om skuffelse og en øv-følelse over, ikke at kunne komme igennem med sit forslag. Lidt lige som en eksamen, hvor man dumper. Det er bare ikke fedt.

Jeg har tit denne snak med min datter, for hun bliver virkelig skuffet og ked af det, når hun får et nej. Og jeg forstår hende godt. Nej, er noget lort. BUM.

Men nej er i mine øjne også en kunst. For det kræver mod, at kunne og turde sige nej. Det kræver ofte også brede skuldrer, at stå ved sit nej. Og vigtigst af alt, så kræver det oprigtighed når man vælger nej som et svar, vel vidende at nej’et vil blive modtaget med modstand. Man skal mene sit nej, og man skal vide hvorfor man mener det. Og så skal man sige det. Altså sige fra.

Her er jeg så ikke den store kunstner, det indrømmer jeg gerne. I mange år sagde jeg ikke nej til nogen overhovedet, af frygt for at de ikke kunne lide mig hvis jeg sagde fra. Jeg lod mig udnytte i voldsom grad, og jeg sled mig selv op – indeni!

Men jeg besluttede mig en dag for, at det skulle jeg lære at blive bedre til. For min egen skyld, men også for mine børns skyld. For hvis ikke jeg blev bedre, så ville jeg ende med at have en masse børn, der ville være lige så dårlige til det som jeg var. Det ville være et katastrofe. Jeg besluttede mig og begyndte at sige fra.

I starten var jeg ikke skide god til det, fordi jeg fandt ud af, at der også er måder man kan sige nej på, og at et NEJ.BUM. som regel ikke var “godt nok”, eller det var det måske, men det blev ikke modtaget super godt. Det gav knubs. Mange knubs.

Jeg er sikker på, at problemet ikke kun handlede om måden jeg gjorde det på, men i særdeleshed også var påvirket af, at jeg altid havde sagt ja, og nu begyndte jeg konsekvent at sig NEJ.BUM. til ALT. Det kan jeg hilse og sige fra “én som har prøvet det”, at det var ikke skide populært. Tværtimod i virkeligheden. Jeg blev beskyldt for at skabe problemer. For at gøre mig uvenner med alle. For at være et dårligt menneske. For at være ubehagelig. For at være egoistisk. For at være uforskammet. I virkeligheden forsøgte jeg bare, at lytte lidt mere til mig selv, og passe på mig selv.

Alle disse reaktioner jeg modtog, gjorde mig rigtig ked af det. For inderst inde, ville jeg jo bare gerne have at ALLE skulle kunne lide mig. Men prisen for, at alle skulle kune lide mig var, at jeg skulle gå på kompromis med mig selv og mine følelser for at stille andre tilfredse. Var det virkelig meningen med livet, at andres lykke var vigtigere end min egen lykkefølelse?

Jeg er stadig ikke ekspert i at sige nej, og til tider kommer jeg stadig til at være sådan lidt for NEJ.BUM-agtig. Men jeg øver mig konstant på at blive bedre, og jeg tænker, at dem der modtager et nej, og har svært ved at modtage det uden at skabe drama, måske også skulle øve sig lidt. Hvis vi allesammen øver os lidt, bliver vi jo langsomt bedre til det, og måske kan vi slippe for alt det drama, mange skaber i forbindelse med modtagelsen af et nej, og i stedet blive bedre til at acceptere baggrunden for nej’et og huske, at personen der følte at et nej var rigtigst for dem, måtte hive lidt mod frem og være ærlig overfor sig selv, og sige fra. Nej er et svært valg, og det synes jeg man bør respektere – på lige fod med en god karakter for en projekt opgave.

Nej er ikke omkostningsfrit for den der siger det, men hvis nej er det mest rigtige, så skal man holde fast i sit nej. BUM!

Hvornår har du sidst sagt nej, og ment det?