Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

Posts Tagged ‘Just Love Living’

om ikke at styre en skid…

…eller noget i den stil….!

Altså, jeg har gang i rimeligt mange projekter og jeg knokler “i hovedet” for at få det hele færdigt. Jeg mangler i virkeligheden bare en masse nørde arbejde og skrive arbejde, så kører bussen…

Jeg strukruterede og planlagde i aftes, hvordan jeg skulle gribe det an, og jeg havde 2 vigtige opgaver, der skulle laves i dag…

Så øhm….

I morges blev jeg vækket 2 minutter i 6.30, af dejlige Emil som ENDELIG havde nået op til mors seng, for at “sove hos mor” inden jeg havde vækket ham i hans seng, hvor han så kunne konstatere at det heller ikke blev i dag han skulle putte.

Han elsker at putte hos mig om morgenen, men efter påskeferien har der ikke været meget tid til det, da jeg har sat fart på hverdagen igen. Jeg stod derfor op, meget mod hans vilje (han fik kun puttet i 10 min.) og gik i gang med dagens opgaver.

På vej ind igennem 7 åriges værelse, træder jeg først på 3 bayblades (AV FOR SATAN), så på en lego klods (AUUUUVVVV!!!!) og til sidst på en lille bil (MIKKKKKEL, for helvede!!!). Nåm, godmorgen skat. Op med dig. Trak persienner op, og så hvor rodet hans værelse var, OG sengetøjet var vådt. Så skulle der ryddes op, legetøj i rigtige kasser og i løbet af 20 min. havde jeg fikset både Mikkels og Emils værelse. Vasketøj var samlet og sengetøj pillet af.

På vejen forbi datterens værelse, så jeg til min gro, et kæmpe rod og skåle og tallerkner med madrester efter hygge med veninde i aftes. En ordre om oprydning blev sendt afsted mod datteren – der skal RYDDES OP! NU!

Tøj på drengene, op og konstatere en fyldt opvasker. Tømme den og sætte den næste over. Kalde på datter – tingene fra hendes værelse skulle jo gerne med! Intet svar. Konstaterer, at det må komme med i næste vask. Åbner køleskabet, rydder op og sætter ting i opvaskeren. Sætter den over.

Laver havregrød til drengene og datter (+ overnattende veninde). Henter vasketøj i hele huset, mens de spiser. Kommer i tanke om madpakker – skynder mig ud og smøre til 7 årige. Pakker hans taske med gymnastiktøj, madpakke og tjekker penalhus for spidsede blyanter. Tjek!

Pigerne cykler i skole – jeg konstaterer, at datteren IKKE kom op med de ting hun blev bedt om. Bliver lidt irriteret. Henter drengene og kører 7 årige i skole, snart 3 årige i dagpleje. På vejen tilbage smutter jeg lige i REMA, så er det jo overstået. Handler ind for kr. 930,25 og tænker bagefter: “hvad købte jeg egentlig???”

Kommer hjem. Begynder at slæbe ind. Manden er ikke kørt på arbejde endnu. Han var dårlig på grund af medicin mod sygdom i øjet. Pakker ud af bilen og ind i køleskabet. Rydder lidt mere op i køleskab. Er sulten. Spiser 2 stykker varmrøget laks – det skal alligevel spises i dag. Gider ikke lave æg til, jeg skal jo snart arbejde. Kommer i tanke om en hel kasse krydderurter købt i fredags, der ikke er plantet endnu. Går i ud og kigger – tænker, : “Gør det om lidt!”

Sorterer vasketøjet – tæller mig frem til en med tisse sengetøj, en hvid kogevask, en kulørt 40 grader, en sort 40 grader, en uldprogram, en med skjorter til datterens skoleuniform, en med cowboybukser, en med håndklæder. 8 i alt. Sætter de første 2 over (har 2 maskiner – så heldig er jeg!)

Sætter de sidste indkøb på plads. Tømmer opvasker og irriterer mig over, alle de ting på datterens værelse. Går ned og henter det (af 3 omgange, så meget var der!) og ser samtidig en fyldt skraldespand, og seng og sovesofa uredt. Reder seng og klapper sovesofa sammen. Samler skrald sammen og tager skraldespanden med ovenpå. Tømmer den i en sæk. Går ned med den igen.

Skjorterne er færdige. Går ned og henter 5 bøjler og hænger dem til tørre. Uldtøj er færdigt. Går ud i gården (som også er hundens gård!!), og slår tørrestativet op. Konstaterer en masse hundeprutter. Samler dem op og putter dem i skraldespanden. Skifter skraldespanden. Går ned med skrald. Tjekker om hunden stadig er i løbetid. Næh, sørme om hun er færdig med det pjat. Leger lidt med hende, med hendes bold. Hun logrer og er glad.

Går ind og laver rugbrødsdej færdig, så kernerne kan trække lidt inden bagning. Hælder det på forme. Skriver med veninde og ender med at aftale, at hende og datter skal komme til mad i aften. Det bliver dejligt at se dem. Henter laksen i køleskabet i kælderen og begynder at tilberede den. Sætter den i ovnen. Så mangler der kun grøntsager og kartofler til i aften.

Lægger lidt tøj sammen og kigger ud på krydderurterne. Ja ja, jeg skal nok tænker jeg. Lægger tøj på plads. Går ud og planter krydderurterne, fjerner ukrudt, beskærer de gamle krydderurter og plukker salvie bladene af – de kan bruge til min madlavning. Nyder duften af dem. Rydder op efter mig. Kommer ind. Har glemt at ordne basilikum. Begynder at skille dem ad, og prikker huller i jorden. Ved det er rigtig skidt for min håndeksem, men det skal jo gøres. Det tager mere end 30 min. Så, nu er det sgu basilikum hele denne sommer. Betragter det lidt og føler mig heldig. Elsker mine krydderurter.

Ud til vasketøjet igen. Fjerner lidt pletter. Hænger op. Lægger sammen. Sætter nye maskiner over. Konstaterer at klokken er mange.

Tager laksen ud af ovnen. Den er perfekt. Nu skal den bare trække til i aften. Mums. Sætter rugbrødene i ovnen. Går ud til bilen og fylder den med papkasser, plastiksække med pap og småt brændbart og henter en sæk tomme flasker. Kører på genbrugspladsen med affald. Svinger ind forbi en tank på vejen tilbage og afleverer flaskerne. 75 kr.

Henter 7 årige i SFO’en. Han spiller fodbold med de andre. Står og betragter ham i 4 min. inden jeg giver mig til kende, og han glad kommer hen til mig. Han har ikke tisset i bukserne. Dejligt. Jeg føler mig heldig. Vi kører hjem. Tømmer taske og madkasse. Han sætter sig og laver lektier. Jeg ligger rent sengetøj på hans seng. Ordner lidt vasketøj. Vasker gulv i køkken, gang, badeværelse og bryggers (efter hunden der har været i løbetid!!!)

Klokken er 15.00

Jeg havde lovet mig selv en løbetur og et bad, inden jeg skulle have gæster. Og jeg konstaterer, at jeg ikke har nået noget som helst af det jeg havde planlagt. Øv og måske ikke alligevel. Jeg fik styr på mit hus, det må da også tælle for noget.

Nu sidder jeg så her, i stedet for at løbe en tur og i stedet for at arbejde, så blogger jeg… Fordi det havde jeg bare mere brug for lige nu. Måske skulle jeg bare rykke direkte til badet. Og selvom jeg passerer “start”(løbeskoene), så udløser det ikke en løbetur i dag. Jeg trækker vejret dybt. Alt er ok. Jeg er glad. Lettet. Og elsker bare mit liv og min lille fantastiske familie. Skulle jeg nappe den løbetur alligevel?

Naaaahhhhh!!!!

just love living <3<3<3

om at lade tankerne flyve i cyberspace..

…jeg sidder og tænker over, hvorfor jeg egentlig skriver blog. Hvorfor jeg egentlig vælger at offentliggøre mine tanker, og hvorfor jeg egentlig tror, nogen gider at læse om mine tanker.

Jeg har skrevet blog i mange år og jeg startede lidt i slipstrømmen på Nynne-bølgen, og havde dengang en tragikomisk tilgang til mit eget liv. Synes det var lidt for kliché agtigt, lidt for nemt, lidt for “typisk Janne-agtigt” og temmelig ustruktureret.

Jeg hyggede mig med det, og havde på et tidspunkt ret mange læsere. Men så blev jeg ramt af en boomerang, og noget jeg havde skrevet på min blog, blev brugt i mod mig på groveste vis. Samtidig fik jeg et arbejde, hvor jeg arbejde med nogen af samfundets hårdeste typer, og med et ikke helt usædvanligt efternavn, blev jeg enig med mig selv om, at det var på tide med lidt “anonymitet”. Jeg bloggede i stedet på min computer, og udgav aldrig indlæggene.

Jeg fandt ud af, at jeg havde “brug” for at skrive, fordi det gav mig en form for dialog med mig selv om mit liv og de valg jeg har truffet og dagligt træffer. Jeg bruger strengt taget min blogging til at analysere overfor mig selv, hvad jeg egentlig bruger mit liv til.

Til en klassefest for et år siden, sad jeg med en barndomsven og talte om facebook (han er IKKE på fb) og han spurgte mig: “hvorfor har du lyst til at skrive alle de ting om dig selv på nettet? Hvorfor føler du ikke det er privat?” Jeg slog hans spørgsmål lidt hen, men de fik aldrig sluppet mig helt – fordi, ja, hvorfor gør jeg egentlig det?

Spørgsmålet resulterede i, at jeg nærmest fik skriveblokering på fb, og min blog skulle i hvertfald ikke genoplives før jeg havde svaret. Og svaret søgte jeg længe. Hvad var mit svar egentlig? (Det kommer senere)

Bloggen fik dog liv igen i september, efter et skønt foredrag med Anne Deppe. “Kan blogging redde liv?” hed det. Anne gav mig svaret, hendes svar dog, men et svar jeg kunne bruge, og pludselig gav det hele mening for mig.

Når vi har det svært i vores liv, så googler de fleste af os, for at finde løsninger. Vi leder efter svaret, gerne andres svar, og vi søger en erkendelse af, at vi ikke er alene i verdenen med disse problemer. Og finder vi andre med samme problemer, så bliver det hele lige pludselig lidt nemmere for os, at leve med problemerne.

I 1991 mistede jeg min styrke et svagt øjeblik. Jeg tyede til den eneste problemløsning jeg kendte til. Denne løsningsmodel havde jeg fået ind med modersmælken, så hvordan skulle jeg dog kunne vide bedre? SELVMORD! Min mor gjorde det med piller, min bedstefar skød sig selv og min mors lillebror hængte sig selv (jeg fandt ham).

Jeg prøvede naturligvis også denne løsning, fordi livet gjorde alt for ondt. Jeg var 18 år og jeg kæmpede med at leve med skammen over, alt hvad der havde overgået mig i mit liv. Det gjorde ondt, så ondt som jeg ikke kan beskrive. Forestil dig den sværeste situation i hele dit liv, og så gang den med 100 – så ondt havde jeg, inden i. Og af mig selv. Hvorfor skulle alle disse ting ramme mig? og hvordan kunne jeg dog nogensinde rejse mig, når jeg skammede mig sådan? hvorfor skulle nogen nogensinde kunne elske mig?

Midt i tågerne kom styrken tilbage. Jeg ringede til min bedste veninde nogensinde og tiggede hende om hjælp. Problemet var blot, at vi sad 60 km fra hinanden, og hun havde svært ved at ligge røret på, for hvad gjorde hun, hvis kontakten forsvandt. Men hun var sej. Hun formåede, at få sendt en ambulance ud til mig, og jeg husker ikke mere end at jeg hørte hende stemme i den anden ende af røret, hvorefter jeg græd og sagde: “jeg er ikke fej – hjælp mig!”. Jeg klarede den, med hendes hjælp. Og jeg ved i dag, at jeg IKKE er fej. Jeg står smerterne igennem, for jeg har lært, at efter smerten kommer glæden og stolheden, og følelsen af, at kunne finde vejen ud af helvede.

Annes foredrag satte mange billeder i gang i mit hoved. Jeg ved, at havde jeg dengang haft muligheden for at google, og finde ud af, at jeg ikke var alene i verdenen med alle mine smerter, så havde jeg aldrig satset mit liv. Annes liv blev reddet via blogging, og det kunne mit også have været blevet – og hvem ved, måske kan jeg en dag redde liv, ved at fortælle min historie. Kan jeg hjælpe et menneske, så er det det hele værd.

Jeg besluttede derfor, at mit svar på spørgsmålet til dels var, at jeg ville lukke op for posen. Slut med ligegyldigheder og nynne-klichéer, nu er det den rå sandhed, det er mine oplevelser og mine tanker jeg deler, og det gør jeg fordi, jeg samtidig med chancen for, at kunne hjælpe andre, også rent faktisk hjælper mig selv og redder mit eget liv, ved hvert et blogindlæg. Så hvis du, kære læser har lyst, så del min blog med dem du føler kunne have brug for et kig ind i livet barske side. Det her er mit liv, tjaaa… men rent faktisk er mit liv nok ikke så skide meget forskelligt fra andres liv. Del løs, og kommenter. Please kommenter!

Og det sidste er vigtigt, det gik op for mig i dag. Jeg skal forsøge at forklare hvorfor. Anette Ellegaard har med bogen “superwoman er en følelse” lært mig en meget vigtig lektie, nemlig, at det ikke er unormalt at føle sig utilstrækkelig når vi betragter vores eget liv. Den følelse har jeg altid levet med. Det harmonerede ikke helt med, at mange af mine veninder og venner ofte betragtede mig som stærk og overskudsagtig. Mit og manden forhold blev betegnet som “det perfekte forhold” (de skulle bare vide) og vores hjem som fantastisk og noget man stræbte efter at efterligne. Og jeg forstod det slet ikke. For sådan opfattede jeg det jo ikke. Og jeg har ALDRIG forsøgt, at foregive at være noget, jeg ikke er. Men jeg forstod, at måske handlede det mere om mig selv, end det handlede om dem der betragtede.

Her, efter jeg bloggede om min bagage og følelsen af ensomhed har mit liv taget en drejning. Jeg har fundet min indgangsvinkel, til den bog jeg altid har drømt om at skrive, og samtidig med det, har jeg fået så ufatteligt mange beskeder og kommentarer, fra mennesker der beskriver hvordan de opfatter mig, min historie, mine tanker og min måde at takle livet på. Og DET harmonerer SLET ikke med min følelse. For jeg føler mig ikke stærk og jeg føler mig ikke modig – jeg ved, jeg er ærlig og jeg ved, at jeg ikke søger medlidenhed – jeg søger derimod forståelse og accept, for at være den jeg er, med den baggage jeg nu engang har. Og jeg har fundet ud af i dag, at JERES betragtninger styrker mit selvværd. Og DET er vigtigt for mig.

Så i dag kom svaret, jeg bliver stærkere og mere stolt af mig selv, på grund af jer og jeres kommentarer. Så giv mig lidt tilbage, hjælp mig med at føle mig, som den du læser jeg er, ikke rygklapperi, bare din ærlige mening. Jeg har brug for det <3

Så lover jeg til gengæld, at fortsætte med at lade tankerne flyve :-)

 

om at tage afsked med fortiden…

..puha, det har været hårdt…

Endelig er vores flytning overstået, og hele mit liv er ændret på ganske få uger. Derfor har jeg heller ikke skrevet så meget, for jeg havde brug for lige at lade det synke ind og finde ud af, hvordan jeg egentlig skulle takle alle forandringerne mit liv og min person går igennem for tiden.

Da vi kørte afsted med det første flyttelæs, sad jeg stille og kiggede tomt ud i luften. Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg kunne egentlig ikke sætte ord på, hvorfor det skete, det gjorde det bare. Min mand forsøgte at tale med mig, men jeg havde ingen ord (det sker bare ALDRIG!!) og jeg anede ikke, hvad der skete i mig. Min mand gav heldigvis ikke op, og i løbet af køreturen fik jeg analyseret mig frem til en del.

Tårerne kom, fordi det gjorde ondt. Dybt inde i mig. Det var nu virkelighed og jeg var i gang med at tage stort afsked med et af de hårdeste kapitler i mit liv. Ting jeg har oplevet i min barndom er PEANUTS i forhold til, de ting jeg har været igennem de seneste 4 år.

På den rigtig svære side, har jeg oplevet at mine børn, en efter en, har fået kroniske sygdomme (diabetes), en har fået børneinkontinens og en er præmatur. Jeg selv har kørt på en rutchebane med min stofskifte sygdom, og har haft elevatorvægt, post traumatisk stress (efter den præmatures fødsel) og angst (på grund af uvisheden for den præmature).

Herudover har jeg levet med skammen over, at jeg ikke midt i alt det sværeste, havde kræfter nok til, også at holde fast i min dengang 16 årige dreng. Han tog det største teenageopgør, da vi var aller længst nede, og ingen kræfter havde. Han gjorde i virkeligheden klogt i, at gøre det på det tidspunkt, for jeg tror han vidste, at skulle han nogensinde have en ben til jorden, overfor en stærk kvinde, som jeg jo ellers normalt er, så skulle han slå til, mens jeg i forvejen lå ned. Og det gjorde han. Også i bogstavligste forstand. Han slog til, og gik hjemmefra. Jeg gav op!

Jeg skammer mig. Jeg burde have set det komme, og jeg burde vide, at han gjorde det, fordi det SKAL man, når man er i hans alder. Men jeg var drænet for kræfter og gav op, da han havde allermest brug for mig. Det er jeg ked af i dag.

Heldigvis har jeg ikke mistet min søn, på den konto. Vi har et helt særligt bånd. Det har altid været mig og Mathias mod resten af verdenen, lige fra den dag i 1993 da jeg 19 år gammel sad med ham i armene for første gang, og beundrede ham – dengang opstod noget helt specielt, og det er jeg sikker på, aldrig vil kunne ødelægges, for så havde det været ødelagt nu.

En ting der er svær at leve med som mor, når man som jeg, elsker for meget, det er at undvære. De sidste 2 år, har jeg ikke været en fast del af hans dagligdag, og jeg savner ham ufatteligt. Jeg ved, at han netop de sidste 2 år, har haft brug for mig, og min hjælp, men mulighederne har været begrænset, og jeg føler mig utilstrækkelig i forhold til hans behov. Jeg VED, jeg har gjort hvad jeg kunne, og han har også bedt mig give ham lov til at klare sig selv, og det har jeg da gjort, bevares, men det er s´svært at se ham kæmpe alene, når jeg føler, at jeg burde gå bag ham, klar til at gribe ham, skulle han falde.

Men min søn er en stor dreng nu. Man kan nærmest sige han er en stor dreng i en mands krop. Han er blevet myndig, og han forsøger at skabe sig sit eget liv og fremtid. Men stor, det er han blevet og spørger du mig, så er han vokset alt for hurtigt. Det kom jeg i tanke om her til morgen, hvilket egentlig er hele baggrunden for dette indlæg.

Jeg stod og lagde tøj sammen, og pludselig blev jeg ramt af en mærkelig følelse. Jeg følte mig bange for, at mine børn bliver for hurtigt store, og bange for, at episoden med Mathias skulle gentage sig. For jeg har ikke lyst til at skamme mig. Jeg vil være der for mine børn, igennem alt, tykt og tyndt, sorger og glæder – det er sgu da derfor jeg har fået dem.

Men mine børn er ved at blive store, og selv min lille Mikkel er ved at blive stor. Det opdagede jeg, da jeg stod og lagde tøj sammen. Jeg bliver altid overrasket når jeg kigger på deres tøj. Særligt deres bukser. I dag var nemlig dagen, hvor det gik op for mig, at Mikkels bukser skulle have en ekstra fold for at kunne passe i skuffen. Så lange er de blevet, og så lange er hans ben blevet. Det er nu 3. gang jeg oplever det, og jeg får den samme følelse hver gang. Og følelsen er ikke rar.

Jeg fandt hurtigt et par af Emils bukser, og trøstede mig ved, at der går nogle år endnu, inden det er hans buksers tur, til den ekstra fold – måske endnu længere end normalt, netop fordi han er præmatur. Nogen gange må man se fordelene i tingene, i stedet for ulemperne :-) Og nogen gang må man (red. JEG) huske sig selv på, at huske at leve i nuet, for nuet kommer aldrig tilbage.

For at vende tilbage til afskeden med huset, så gik det op for mig, at jeg nu skulle tage afsked med alle de svære oplevelser i det gamle hus. Oplevelser der havde fået mig til, at overveje om det her liv var værd at leve, og oplevelser der havde revet mit hjerte ud og trukket det igennem en blender. Oplevelser der havde gjort så ondt, at livet synes ligegyldigt. Disse oplevelser har jeg nu taget afsked med, de hører fortiden til. De er ikke længere en del af mit liv, de er blot et minde som vil blive gemt langt væk, og forhåbentlig aldrig blive hevet frem igen.

Men de 6 år i det hus har ikke kun været dårlige oplevelser. Der har også været mange grin og glædestårer, mange uforglemmelige fester og sammenkomster med vores fantastiske venner gennem tiden. Disse oplevelser har jeg også taget afsked med, og til forskel fra de dårlige oplevelser, så vil jeg gemme disse minder tæt på og tage dem frem når jeg har brug for et smil og en følelse af varme.

Jeg er ok, midt i processen hvor jeg skal finde ud af, hvordan jeg tager hul på mit nye liv. Og det tegner godt. Jeg elsker mit nye Villekulla. Her er plads nok og højt til loftet. Jeg kan mærke det bliver godt. I fremtiden og i nuet. Slut med fortiden. BUM!

om at stille sig tilfreds med livet..

Jeg er faktisk tilfreds og glad – jeg ønsker ikke mere end jeg har, og jeg er glad for min familie..

Er det det man kalder lykkelig?

Jeg har et projekt jeg brænder for, som jeg bruger al min fritid på. Der kommer snart mere omkring det, men lige nu knokler jeg for at samle trådene, og skabe overblik og muligheder.

Jeg har en lille bitte søn som mod alle odds viser, at han fortjener livet, og som kæmper hverdag, for at klare sig trods den lille umodne hjerne han blev født med. Han om nogen, viser mig, at der altid er en vej frem og jeg beundrer ham for hans vilje.

Jeg har ud over den lille fis, nogle børn der bare er fantastiske og dejlige mennesker, og som kan begå sig i sociale sammenhæng og som hviler meget i sig selv – sgu også teenageren.. Jeg er stolt af mine børn, for de viser mig, at de ting de har lært kan de finde ud af at anvende, og vigtigst af alt, de behandler andre mennesker med respekt og de passer på sig selv. (OGSÅ teenageren efterhånden!!) Mine børn viser mig, at noget har jeg været god til.. Selvom det til tider har været hårdt, så er det jo lykkedes mig, at komme ud på den anden side med nogle fantastiske børn, som jeg og min mand sammen har tilpasset til den verden vi lever i – og jeg er ikke i tvivl om, at de nok skal klare sig..

Jeg har en mand, som jeg elsker, som jeg deler mine drømme med, som jeg kan skændes med, og som jeg kan grine med. Sammen nyder vi vores børn, og sammen føler vi os heldige, at vi nu for 4. gang får lov til at opleve det mirakel det er, at se et barn udvikle sig til et fantastisk menneske. Vi har hvad vi har brug for, hverken mere eller mindre – men vi har det godt og er for det meste glade – og er vi bekymrede har vores holdning altid været: “Det skal nok blive godt!!” – og det bliver altid godt igen…

Jeg bor skønt, selvom jeg drømmer om noget andet, jamen, så bor jeg skønt og jeg er tilfreds. Jeg har massere af ting jeg altid kan gå i gang med, både i hus og have, og det passer mig fint.

Så når jeg mærker efter, så har jeg det faktisk fantastisk godt, og jeg er tilfreds med livet.

Just love living…