Tilmeld dig her, hvis du direkte i din mailbox vil have besked, når der kommer nye indlæg.
  • jllslider1

Posts Tagged ‘Mælkebøttebarn’

om at vælge at høre efter…

…og især til det lille barn som bor dybt inde i mig..

Denne historie handler om, at føle sig alene i verden, om at kæmpe med monstre og begrænsninger fra fortiden og om, at forsøge at gøre noget ved det – også selvom jeg føler mig helt alene i hele verdenen.

Jeg har begivet mig ud på en rejse, som jeg mente var på tide, og som jeg mente var den rigtige for mig. Jeg var klar og glædede mig vildt. Jeg havde til at starte med opbakning hjemmefra, men langsomt gik det op for mig, at uanset hvor meget jeg forberedte mig, så ville jeg blive nødt til at tage denne rejse alene.

Jeg tog afsted… Og begyndte rejsen med en lang aften i selskab med nogen fantastiske mennesker. Det var intenst og mange ting inspirerede mig vildt til, at det her var det rigtige.

Jeg blev grebet af stemningen, og jeg følte mig klar.

Men i løbet af dagen i dag, stod det klart for mig, at jeg måske slet ikke var så klar, som jeg gik og troede. Måske var destinationen slet ikke den rigtige for mig, og når jeg mærkede efter i mig selv, så var der dele af rejsen, som min krop reagerede kraftigt i mod. Den lille pige inde i mig SKREG så højt, at jeg flere gange vågnede i nat, og lå stille i mørket og tænke. Jeg forsøgte ikke at høre, for jeg havde også en fornemmelse af, at naturligvis ville den lille pige være bange, for hey, vi skulle springe balloner på størrelse med månen, og det ville være nogen høje brag der ville komme, så naturligvis ville hun stritte imod.

Men som tiden gik, og jeg kom det hele nærmere, måtte jeg bruge en livline og bede om hjæp, til at forstå det sprog den lille pige talte. Jeg blev klogere – og jeg er nu glad for at jeg lyttede. Min rejse tog en drejning, og jeg er nu tryg igen.

Jeg lyttede til mig selv, og respekterede mig selv og mine signaler. Det var stort for mig. Jeg fik sat nogen grænser, og nu rejser jeg videre. Åhhhr, hvor det føles godt.

om kasser og kreativitet…

..og at leve det f****** liv, præcis der hvor det er… for MIG og for DIG!!

Jeg har haft en anderledes opvækst end de fleste, og den vil jeg gerne dele med Jer. Ikke alt det kedelige, for det er i virkeligheden ikke interessant, men alt det, der faktisk har dannet mig og min tilgang til livet. Det er måske heller ikke interessant for dig, men hey, det her er MIT sted, og når det er interessant for mig, tja, så skriver jeg om det ;-)

Min mor døde jo… grumme ting var sket, bla bla bla… og så kom jeg på børnehjem… og senere på Fjordhøj. Fjordhøj var et kollektiv, hvor 2-3 par (voksne-agtige) havde valgt, at lave et socialpædagogisk sted til børn og unge, der af den ene eller anden grund ikke kunne bo hos deres forældre. Her var børn af rige som af fattige, børn af misbrugere og prostituerede, børn der var misbrugt og tævet, og børn der var ubegavet og begavet, børn der selv var misbrugere og børn der ikke var, børn der var kriminelle og børn der ikke var og børn ikke ville gå i skole og.. tja, så var der børn som mig og min (dengang) plejebror, som havde mistet vores forældre og derfor skulle bo her, til vi var klar til at flytte ud og klare os selv.

Fjordhøj var et fantastisk sted. Det lå ned til vandet ved Roskilde Fjord, og vi boede i et kæmpe kæmpe hus, midt i den skønneste natur. Vi havde dyr, hunde, katte, høns, heste, får og en klappe gris der hed Vagn. Vi havde halmfyr (noget fanden havde skabt) og vi knoklede derfor hver høst, med at fylde laden op med halm, så vi havde varme hele vinteren. Vi havde pligter, rengøring i huset hver dag, fodre dyr, rense halmfyr, smitte halm, udeprojekter og så var der mig, der havde en fast pligt med at vaske bil, hver gang jeg ikke overholdte aftalerne om komme-hjem tiderne. (Vi taler 2 store Ford transit med plads til henholdsvis 15 og 12 personer). Lad mig sige det sådan, vi havde ALTID rene biler :-)

Vi levede efter devisen “kontrol eller tillid”, kærlig konsekvens, regler og aftaler, frihed under ansvar og “du kan hvad du vil”. Når jeg oplevede begrænsninger, blev jeg mødt med venlighed og opfordringen “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du lappe cykel” eller “Du er en Fjordhøj-pige, så selvfølgelig kan du selv hænge lamper op, lad mig vise dig hvordan?”. Vi malede, syede tøj, havde jern- og træværksted, cykelværksted, køkkenhave og de skønneste rammer til at udfolde kreativitet. Og kreativitet blev belønnet.

Jeg adapterede ret hurtigt til den levevis, og jeg havde en god position. Jeg var en af de eneste piger, jeg havde boet der længe og jeg var klog og passede min skole, og var en man så op til. Jeg fik en rolle i livet på Fjordhøj, hvor jeg var en man lyttede til, og jeg var ofte den, der styrede vores “søndagsmøder” (20-25 personer der holdte møde og alt hvad der foregik og skulle foregå i huset), og det var naturligt for mig, at træde i karakter og sige min mening. Og jeg blev hørt.

Jeg hjalp de andre børn og unge – fagligt, socialt og venskabligt. Lærte dem alt hvad jeg indeholdt, og ville virkelig gerne hjælpe dem til et bedre liv. Og til gengæld passede de på mig, nogen forelskede sig i mig og andre blev bare mine aller bedste venner. Dengang.

Det liv og den opvækst gav mig så meget, at jeg ikke kan beskrive det. Men det tog også noget fra mig. Det gav mig mulighed for at blive den mønsterbryder jeg er i dag. Det gav mig mulighed for at lære, hvor i mig, jeg har det bedst. Det gav mig mulighed for at udfolde min kreativitet og det gav mig oplevelser rundt om i verdenen, som jeg aldrig ville have været foruden.

Det jeg ikke fik, var en familie. For den dag jeg flyttede, flyttede en anden ind. Og jeg var alene. Helt alene. Bevares, jeg har haft kærester og venner, men en familie havde jeg ikke. Min egen familie var langt væk og havde ikke været i mit liv meget længe, og derfor blev jeg opfattet som hende udefra. Og min “familie” på Fjordhøj, fortsatte jo, uden mig. Det var nok den primære årsag til, at jeg selv fik børn tidligt. Jeg savnede en familie og et sted at høre til. Og det er noget jeg er meget opmærksom på, i min egen lille familie, at sørge for, at mine børn forstår hvor stor en gave det er, at have en familie der er hos dig, uanset hvad og at have søskende, der er der for dig og en aktiv del af dit liv, uanset hvad.

Jeg ved, at nogen kalder venner for den familie man selv har valgt, jeg tænker anderledes omkring mine børn, for jeg vil gerne have de skal forstå, at den fælles historie, opbakningen til hinanden og biologien er vigtigere end om man er enige om alt. Man skal nemlig ikke være enige om alt, og man skal ikke nødvendigvis have samme interesser, for at kunne holde sine søskende ud. Man skal kunne sige til og fra, og være elsket lige meget af den grund, man skal acceptere og tolerere hinandens forskelligheder og man skal bakke hinanden op, uanset egen holdning. SÅDAN skal man være! (hvis du spørger mig!) Og det forsøger jeg at skabe, i mine egen lille familie. Det kræver et sæt spilleregler og dem skaber man sammen med børnene igennem hele deres opvækst. Man skal nemlig kende reglerne, for at kunne spille spillet. BUM!

Nåm, på Fjordhøj havde vi også spille regler – ellers kunne vi ikke leve 20-25 mennesker under samme tag, det siger jo ligesom sig selv. Men det var som om, at når man flyttede, så ophørte spillereglerne – stille og roligt forsvandt alle de mennesker, man gennem årene havde kendt.

Jeg brugte årene fra jeg flyttede “hjemmefra” som 16 årige, til at forsøge at passe ind i kasserne. Men det var så skide svært, for jeg følte ikke jeg hørte til nogen steder. Jeg har ikke opvokset med “forældre” der gik på arbejde fra 8-17 eller med “forældre” der hang foran fjernsynet så snart de havde fri. Jeg var ikke opvokset blandt akademikere, med fine stillinger og pænt tøj. Næh, på Fjordhøj var habitten en kedeldragt fra trælasthandlen eller en dejlig varm termotrøje fra Helly Hansen (sådan en havde ALLE – også mig). Vi havde alle gummistøvler og gummisko, og jeg som den eneste pige, ballerinasko og et pinkfarvet værelse.

Jeg ville være advokat. 13 år gammel. Det skulle jeg. Gymnasiet. Droppede ud. Arbejde. Fik børn. Uddannelse. Selvstændig. Uddannelse. Uddannelse. Arbejde. Og universitetet.

Jeg fandt studiet spændende, da det stimulerede min trang til at lære. Men jeg fandt det også nemt og snød derfor med læsningen. Det var ikke udfordrende nok. Jeg er dygtig, til alt jeg sætter mig for, og har haft fantastiske stillinger. Men jeg føler mig ikke hel der. Der mangler altid noget. Jeg elsker at arbejde, og især i stillinger hvor jeg kan få lov til at fordybe mig og lede andre på deres vej. Og jeg har svært ved at lade være med at arbejde, når først gnisten er tændt i mig. LOVE it! Men der mangler stadig noget. Og jeg ved nu, hvad det egentlig er.

På Facebook har jeg fundet meget af min mistede “familie” fra Fjordhøj – nogen er mere interessante end andre. Nogen har jeg formået at holde kontakten med siden jeg flyttede.  Men en fandt jeg for et halvt årstid siden og han vækkede noget i mig. Han var barn af en af de voksne, og var derfor ikke et skadet barn, men derimod et meget velfungerende menneske. Han var kreativ og som ung husker jeg ham som en, der bare var sig selv, på sine egne præmisser. På Facebook så jeg hvad han var blevet til. En kunstner. Se ham her. Når jeg kigger på de ting han har lavet, rejser hårene sig på armene af mig og jeg bliver varm om hjertet. Det er stort. Han skaber noget – som er smukt og ubeskriveligt. Han er gået efter sin passion i livet, og har holdt fast. Han skaber og er kreativ.

Jeg blev i dag meget påvirket af hans ydmyghed, når man roser hans værker. For han er ydmyg omkring det han kan og det han skaber. Og det rørte mig og satte tanke-motorvejen i gang.

Og hvad kan vi så bruge det til tænker I måske? Jamen for fanden da, livet er her og nu. Hvorfor skal vi puttes i bokse, hvis der er noget vi hellere vil – eller hvis boksen ikke passer, fordi den ikke kan sættes ovenpå den anden boks vi også er i. Hvorfor skal vi begrænse os? Kan vi ikke bare være lidt LEGO-agtige? De kan godt sættes sammen, selvom de ikke passer i størrelse. De behøver heller ikke være samme farve, bare du bliver glad for de bokse du har valgt.

Jeg er trådt ud af boksen og ud af forventningerne. Jeg vil leve mit liv. Hele mit liv. Jeg vil ikke spilde så meget som en dag mere af mit liv, på at være mellemfornøjet over mine valg i livet. Vi har altid et valg. Sælg huset. Skrid fra det hele. Sig NEJ til chefen. Elsk dig selv. Og lev dit liv. NU sgu! Vær din egen gode forældre. Ingen andre kan gøre jobbet så godt, som du selv kan.

Her er jeg nu. Og min hjerne popper ideer ud konstant, som en anden popcornsmaskine. Jeg har sedler i hele mit hjem med ideer, for jeg prøver ihærdigt at skrive dem ned, hver gang jeg får en ny ide. Jeg har besluttet, at alt hvad jeg kan, skal prøves af. Dur ikke næste, er mit motto, sammen med mit Pippi-gen “det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt!”. Og måske klarer jeg den, måske gør jeg ikke. Måske må vi flytte i en lille lejlighed og måske ikke. Det vigtigste er, at jeg er der, hvor jeg føler det rigtigt. Og det er lige her hvor jeg er nu.

Hvor er du?

om at blive overfaldet af svar…

…fra fortiden, det er den virkelighed som jeg befinder i mig i for tiden.

Det skyldes, at vi netop er flyttet og i den forbindelse har vi grovsorteret i vores gemmer, VIRKELIG med grovfilen!!!

Min barndom har således i mange mange år ligget gemt i kasser, tidligere i kælderen og senest på loftet – og nu på GENBRUGSPLADSEN.

Men inden jeg kunne komme så vidt, måtte jeg forholde mig til tingene og sortere i, hvad der kunne have en betydning for mig og som fortsat skulle gemmes. Og det er så her svarene kommer ind – mere om det.

I mit tidligere indlæg om selvmord beskriver jeg, hvordan jeg selv endte “derude” hvor jeg kun så en udvej på smerterne og problemerne. Men der er mange ting jeg ikke skrev om, i den forbindelse og der var mange ting, jeg ikke vidste før i weekenden. Det har virkelig skræmt mig og samtidig faldt alle brikkerne på plads for mig.

Min mor begik selvmord da jeg var bare 8 år gammel. Hun blev kun 26 år, og ingen har nogensinde været i tvivl om, at hendes selvmord var “et råb om hjælp!”. At vokse op med sådan en skæbne tæt på livet, har uden tvivl skadet mig tidligt i mit liv.

Jeg troede, at det var “arveligt” at have disse tanker, og jeg skrev opgave i 2.g på gymnasiet om selvmord – sådan en rigtig gåen i dybden opgave, hvor jeg interviewede en overlæge på Nordvang, med speciale i selvmord, og jeg interviewede 2 personer der havde forsøgt selvmord (den ene fra min egen familie). Jeg var optaget af emnet, fordi jeg ikke forstod, hvordan et menneske kunne vælge den udvej, og fordi jeg var bange for de tanker jeg selv havde. Jeg følte, at selvmord var en udvej, men jeg kunne aldrig forklare overfor mig selv hvorfor jeg havde det sådan. Jeg forstod det simpelthen ikke. Havde alle mennesker det sådan, eller var det kun mig? Og var det noget jeg havde arvet?

Jeg forsøgte, men fortrød – og heldigvis fik jeg hjælp og overlevede!

Efterfølgende blev det hængende i mig, at det var en løsning, men kriteriet for hvornår det var en mulighed var virkelig skubbet til kategorien “absolut ingen udvej tilbage”.

Jeg fik barn, og senere børn. Det blev min redning. Når tankerne meldte sig, var min trøst, at jeg ikke kunne drømme om, at lade mine børn vokse op uden en mor. Jeg ville ALDRIG udsætte dem for de vilkår jeg havde haft i livet, derfor var det ikke en mulighed.

I 20’erne på handelsskolen skulle jeg igen skrive en stor opgave i psykologi. Igen blev emnet selvmord. Min lærer, som var psykolog, var genial til at oplyse mig. Jeg fik 13 i min opgave og jeg tænkte, at om ikke andet så havde jeg da kunnet bruge mine oplevelser til at få en god karakter.

Jeg talte aldrig om tankerne, men i stedet kæmpede jeg for at skræmme dem væk når de meldte sig på banen. Jeg holdte fast i livet, fordi jeg ville livet, jeg elskede livet men var skæmt fra vid og sans af mine tanker.

Det hele kulminerede i 2000, da jeg fandt min onkel der havde hængt sig. Jeg kørte derud, fordi jeg fornemmede at der var noget der var galt. Han var uvenner med hans kæreste og hun havde ringet til mig. På vejen derud spillede de Savage Garden i radioen “Crash and Burn” og den sang var så sigende omkring mit forhold til min onkel. Selvom han havde gjort overgreb på mig, dengang han var 17 og jeg var 7, så elskede jeg ham. Jeg elskede ham, på en mærkelig måde. Jeg havde ondt af ham, og tænkte tit, at han måtte have det værre end jeg havde. HAN levede med at vide, at han havde gjort noget forfærdeligt. Jeg tænkte tit, at det måtte være hans straf i livet, og derfor følte jeg aldrig et behov for at han skulle straffes yderligere. Han havde virkelig ondt i livet. Det var sørgeligt, at være vidne til de sidste år i hans liv.

Jeg låste mig ind i hans lejlighed, vel vidende hvad der muligvis ville vente mig. Jeg havde ringet efter politiet inden jeg gik ind, men jeg måtte gå derind. Jeg håbede hele tiden at jeg tog fejl, at min fornemmelse om, at han var død var forkert. Men jeg tog ikke fejl, og jeg så ham hænge der. Livløs. Død. Jeg betragtede omgivelserne, og kunne se og fornemme, at han var afklaret omkring hans handling. Han havde røget en cigaret foran spejlet og havde sat den på filteret og havde ladet resten ryge op. Asken stod lige så fint op i luften. Han havde pænt tøj på. Og sko. Han havde set sig selv i spejlet, og besluttet at nu skulle det være slut. Så havde han gjort det.

Da jeg fandt ham, blev jeg lettet og ked af det på samme tid. Ked af det, fordi jeg elskede ham. Lettet fordi jeg hadede ham. Ked af det på hans børns vegne, for nu skulle de ligesom jeg, vokse op uden en af deres forældre. Lettet fordi, han ikke kunne skade flere mennesker nu. Ked af det fordi, intet menneske skal føle sig så forkert, at selvmord er en løsning. Lettet fordi jeg vidste, at han nu havde fået fred for hans smerter i livet. Ked af det fordi, nu ville jeg aldrig kunne få svar på HVORFOR? Lettet fordi jeg ikke længere skulle bekymre mig om ham. Ked af det fordi, jeg var bange for at jeg ville komme til at savne ham! Sikke et følelsesmæssigt kaos.

Årene efter var hårde. Og nu er jeg så her, 11 år efter og med indsigt i mit liv som aldrig før. For jeg fandt nogen svar i weekenden, som chokerede mig.

I kasserne med min barndom, lå en bunke breve fra min mormor. Jeg læste dem, et efter et og da jeg nåede det 10. brev måtte jeg stoppe, på trods af, at der nok lå 50 breve mere jeg kunne læse.

Ordene der stoppe mig og chokerede mig var: “det her er nok det sidste brev fra mormor” “hvis jeg overhovedet lever til din konfirmation” “jeg vil ikke være nogen til last” “jeg har ikke lyst til at leve mere” “der er ingen grund til at jeg er her” “alt jeg gør er forkert” og jeg kunne fortsætte…. Det chokerede mig, at opdage, at siden min mors død, var jeg blevet fodret med følelsen af, at selvmord var en løsning. Og det fra den kvinde i verden, som jeg elskede mest og som jeg betroede mig ALT. Jeg stolede på hende og jeg passede på hende.

Jeg bebrejder ikke min mormor, for hendes liv gjorde også ondt. Hun mistede sit barn på en forfærdelig måde, og jeg tror det gør grimme ting ved mennesker, at opleve de ting, som hun måtte opleve. Det er en smerte, som man aldrig slipper når det ender så meningsløst, og jeg ved, at min mormor ikke skrev de ting til mig, fordi hun ville skade mig. Selvom jeg blev skadet af det. Min mormor havde så ondt, at hun ikke kunne se ud over hendes egen smerte.

Men hvordan kan man bebrejde mine valg omkring selvmord, når man finder baggrunden. Hey, jeg fik det ind med modermælken sammen med den passive rygning. I dag er jeg hysterisk ikke-ryger og elsker livet.

Jeg er et MÆLKEBØTTE-BARN og jeg er stolt af det! Jeg går mod strømmen og leder konstant efter svar, i stedet for at stille spørgsmål. Jeg leder efter løsninger, i stedet for at skabe problemer. Og jeg går natteblind igennem mørket, og leder efter lyset.

Jeg er en stifinder! Og jeg opfordrer andre til at finde vej.

Jeg fik lige lovligt mange svar i weekenden, og det rystede mig voldsomt. Jeg er ikke længere bange for selvmord, for det bliver aldrig min løsning. Det er alt for nemt. Og livet er ikke nemt, den lektie HAR jeg lært!

De 10 breve fra min mormor blev gemt, resten blev smidt ud, uden at læse dem. Jeg havde ikke brug for flere svar – det jeg havde læst var nok. Nu vil jeg i stedet mindes hendes varme hjerte og omsorg, og sende hende glade tanker, FORDI hun netop skrev de breve, som kunne give mig svar på spøgelset ved navn selvmord her i mit voksenliv. Jeg takker hende for den indsigt hun har givet mig. Og jeg savner hende.

..om at flyve..

Jeg tror, jeg er klar til at iføre mig mine vinger og flyve….

Jeg ser ikke verden, hører ikke lydene jeg mærker efter, og mærker udelukkende tyngde og fremdrift. Jeg må videre…

Det er starten på en historie der handler om at turde vælge sig selv, turde sige fra og om at turde stå alene i stormvejr.

Mit liv er et stormvejr i denne tid, og jeg har længe følt mig som et ungt lille spinkelt træ, fyldt med saft og liv, som stormen med sine kræfter og ubetænksomhed lægger ned uden at tøve, og uden at tage hensyn. Men som det lille unge træ, med sin elastiske egenskaber, knækker stammen heller ikke over denne gang, det rejser sig, omend lidt bøjet, stadig, men det rejser sig og forsøger at stå, indtil næste gang stormen uden bekymring for konsekvenserne, kommer blæsende for at afreagere… Jeg tænker over, hvor længe kan det træ mon holde?

Stormen er livet omkring mig, og træet er mig…

Fuglen sætter sig i det lille træ, kigger ned på skaderne og i takt med naturens lyde omkring mig, lyder en lille stemme indeni: “jeg vil være uafhængig.”

Jeg vil ikke længere være slave af, hvordan andre synes jeg skal gøre og være, hvad jeg må og hvad jeg bør, jeg vil gøre mig fri – jeg vil flyve som en fugl..

Mine følelser græder, vrider sig, ønsker at vende om og sige undskyld. Men jeg sidder bare lam og ser på, at ordene former sig foran mig på skærmen. Og jeg tror på dem, ordene altså!

Jeg har i mange år arbejdet med, at udvikle “konceptet mig”, drømt om, hvordan det skulle være, tænkt over hvordan jeg skulle forme det, og nu er jeg nok nået dertil hvor det er tid, til at slå til…

Jeg tror, jeg er ved at være der, hvor fundamentet er lagt. Jeg kan iføre mig mine vinger og flyve.

Jeg giver slip, jeg flyver… flyver du med?