Posts Tagged ‘Mindfulness’

om at finde ro…

…og have lov til at dyrke den…

Nogen dage der vågner min lille snart 3 årige bare med tudefjæs på, og sådan fortsætter dagen bare. Lige på nær når han er hos sin dagplejer, fordi hun er så god til at takle ham og er hos ham H-E-L-E  T-I-D-E-N. Hun ser ham, hun mærker ham og hun bekræfter ham – har jeg sagt hun er fantastisk? (Det tror jeg nok jeg har!)

Men altså sådan nogen dag, dem bliver man altså tit som forældre lidt immune overfor. Eller jeg gør. Nogen gange kan jeg tage mig selv i, at have hørt hans klynkeri og tuderi i baggrunden i laaaang tid, for jeg river mig løs fra det jeg nu er i gang med, og handler på det.

I dag har jeg været meget optaget af, at lege tegner-grafiker-hygge-amatør-ting, og efter lille Emil kom hjem, har han tullet rundt, men hele tiden med ret meget lyd på, sådan lidt ovre i den dersens beklagende agtige tone. Først nu, rejste jeg mig. Tog ham op, for 20. gang, og spurgte hvad der var galt og han svarede bare “nej, nej, nej, nej”. Jeg fandt en sut og puttede ham i hans barnevogn, på trods af, at han ikke virkede træt (andet end træt af, ikke at kunne finde ro) og nu 10 min. efter er her BOM-stille. Han sover ikke, men ligger dernede med åbne øjne og slapper helt af. Der er ingen stimuli ud over hans sut, og den kan jeg høre helt herovre hvor jeg sidder. Han har fundet ro, og nyder det. Og sjovt nok, så nyder jeg også at han blev rolig.

Jeg er som efterhånden “gammel” mor, først de seneste år blevet meget mere opmærksom på, hvad roen betyder – ikke mindst for Emil, men også for mig og resten af min familie (på nær manden!). Roen giver plads til refleksion og mulighed for, at mærke sig selv – der hvor man er lige nu. Roen giver mig lyst til at være kreativ og skabende, og roen gør mig glad.

Jeg dyrker roen hverdag. Her er hverken musik eller fjernsyn tændt, her er bare mig, min hund og ellers så stille, at hvis jeg lytter rigtig godt efter, så tror jeg faktisk at jeg kan høre græsset gro.

Hvornår har du sidst dyrket roen?

om hvordan jeg vil huskes…

Her til aften, fik jeg en besked fra en ny bekendt. Jeg gik i chok.

Hendes mand skulle i weekenden opereres akut, bare en lille bitte operation, og der var ingen komplikationer, alt forløb som det skulle. Ja, sådan er livet. Ind imellem må vi repareres på et sygehus, og det var jo fantastisk at det hele forløb godt.

Men sådan fortsatte det ikke. Efter operationen besvimede hendes mand og stoppede med at trække vejret, og lægerne kan ikke finde ud af hvorfor. Han ligger derfor på intensiv, og denne stakkels kvinde går gennem et mareridt i disse dage, det ved jeg, for jeg har været der selv.

Jeg kom sådan til at tænke på mine egne følelser, da min Hr. Mand for 4 år siden var indlagt med mistanke om blodprop i hjernen. Ud af ingenting fik han smerter i hovedet og vi blev bange – rigtig bange. Han blev indlagt, og jeg sad ved hans side så meget jeg kunne. Han var bange, og jeg var hende, der skjulte min frygt og hende der oversatte lægernes konklusioner, så Hr. Mand kunne føle sig rolig og slappe af.

Det var en voldsom tid, for mange tanker fløj gennem hovedet på os begge, som “hvad hvis nu?” og “finder de ud af det, før det er for sent?”. Som den turbotænker jeg er, havde jeg allerede flere gange forestillet mig livet, hvor han ikke var her mere, og når jeg var alene i bilen så græd jeg, fuldstændigt uhæmmet og højt, fordi jeg virkelig var bange for at miste ham. Men jeg kunne ikke vise min frygt, hverken for ham eller børnene, for de havde alle brug for mig, til at holde sammen på det hele og de havde brug for, at jeg smilte og sagde at alt nok skulle blive godt igen. Og i vores verden, der blev alt godt igen. Heldigvis!

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, og hendes situation. Rent faktisk trillede et par tårer ned af kinderne på mig, da jeg læste hendes besked, for jeg følte mig trukket lige tilbage til dengang… og til uvisheden og kampen for at bevare overblikket – og være “hende den stærke” hvor jeg allermest havde lyst til at græde dybt i min fars arme, som en lille bitte pige, der bare var bange for mørket.

Jeg har siden da gået og tænkt lidt over det, og tænker at vi da er nogen fjolser allesammen, når vi går rundt og er uvenner, skændes og kæmper mod hinanden – Livet er alt for kort til at være trist. Hvem ved, måske slutter det hele i morgen, og vil du så huskes som den, der: Altid var sur? Altid var stresset? Aldrig havde tid? Altid ville have ret?

Jeg ved, at jeg ikke vil.

Jeg vil huskes som hende, der ikke var bange for at gå på ukendte stier for at finde vej mod lyset. Jeg vil huskes som hende, der trods smerte og skam kastede sig selv “derud” hvor sandheden og åbenheden var vigtigst. Jeg vil huskes som hende, der VALGTE at være naiv, på trods af bedre viden og på trods af alle de knubs man får, som naiv. Jeg vil huskes som hende, der troede på det bedste i folk, selvom de ofte slet ikke kandiderede til denne opfattelse. Jeg vil huskes som hende, der gerne hjalp andre, uden at forvente at få noget igen. Jeg vil huskes som hende, der gerne bed stolheden i sig til fordel for familiefreden. Og vigtigst, jeg vil huskes som hende, der turde elske ALT ALT for meget, på trods af alle de knubs og skuffelser det giver i løbet af livet.

…men ind til den tid kommer, vil jeg leve lykkeligt og i balance – nyde hvert et minut, og glædes over, alt det jeg har skabt.

Hvad vil du gøre?

om at skabe ro…

…midt i alt vores kaos, som egentlig ikke føles specielt meget som kaos, der forsøger jeg at skabe ro. Jeg leder efter en base, hvor vi kan skabe et nyt liv, og et sted, hvor der er plads til os alle, og mulighed for RO til os alle.

Det er svært at finde ro, i en familie med 4 børn. Det til trods, så har det altid været en af de allervigtigste ting i vores liv, nemlig at skabe ro og plads til hvile og afslapning. Ro så alle kan blive hørt og set, og ro, på den der stabile måde.

Lige nu er det så-som-så med roen, for i min hjerne buldrer tankerne afsted. Jeg vil så gerne det hele, og helst lige nu, men jeg er også virkelig bevidst om, at det her er en proces vi går igennem og alle de ting der larmer i mit hovedet, det er nødvendig larm i forhold til, at jeg skal kunne vælge rigtigt og forkert, til og fra.

Vores første prioritet er, at finde os et nyt hjem. Og vi leder, virkelig. Vi leder bredt, og er åbne og positive. Men vi er også mere end nogensinde bevidste om, ikke bare at vælge det første og det bedste. Siden juli har vi set omkring 20 forskellige huse der var til leje, og kun enkelte har kunnet leve op til vores drømme om en ny base. Og så skete der alligevel noget i går, for vi var ude og se et hus, som overhovedet ikke ved første øjekast var noget for os, men som dagen gik, og aftenen trængte sig på, ja, så voksede det her hus altså ret meget på os, og kl. 23.00 i aftes sad vi og talte mulighederne igennem – og resultatet blev, at det godt kunne være vores hjem de næste 10 år eller mere.

Jeg fik talt med udlejer, og sendt en mail om vores ønsker og forslag, og vi venter nu spændt på svar på, om det fantastiske hus med en skøn udsigt, frugttræer, bærbuske, dejlige store rum og genial beliggenhed skal være vores kommende hjem.

Hvor er det mærkeligt, som livet kan ændre sig og retningen tage en fuldstændig anden retning end den man som udgangspunkt havde lagt for sin sejlrute – måske lidt ligesom familien fra Kalundborg der blev fanget af pirater, fordi de valgte at sejle den forkerte vej. Det handler om, at vende skibet i tide, og følge sin mavefornemmelse og ikke altid hjernen eller trodsigheden. Livet er for kort til at hjernen skal bestemme, den laver alt for mange fejl, i forhold til maven…

Jeg trækker vejret dybt, og er lykkelig for, at jeg har lært mindfulness og kan bruge det i mit liv. Jeg er helt rolig, mens jeg skaber ro! Trækker vejret ind, mærker efter, hmmm, sjovt, interessant, puster ud og slapper af…

Nå ro, hvad skal vi gøre med dig…?