Posts Tagged ‘Modighed’

om personligheder og diagnoser…

…og om at leve i en verden, hvor der ikke er plads til forskelligheder…

Det bekymrer mig, den drejning vores samfund har taget. Jeg ved, at jeg nu bevæger mig ud på et hav, hvor jeg muligvis ikke kan svømme, men det her er mit fristed – og her kan jeg sige hvad jeg har lyst.

Vi er så berøringsangste overfor alle, der er anderledes end os selv. Alle skal helst være ens, og ingen må skille sig ud. Og hvis ikke du passer ind i normen, leder vi efter en “boks” vi kan placere dig i, så vi har styr på, hvad du er for én. Når vi har styr på det, så giver vi dig en mærkat – en såkaldt diagnose.

Jeg har det svært med diagnoser. Jeg tror, at diagnoser gør folk (endnu mere) syge. Jeg tror, at diagnoser gør den diagnosticerede bekymret, opgiven og ked af det, og måske samtidig lidt lettet over, at endelig vide, hvad der er “galt” med dem. Jeg tror, at den diagnosticerede begynder, at identificere sig med den diagnose de har fået, og derved forstærker den afvigende adfærd de muligvis måtte besidde. Og det synes jeg er en skam.

Jeg synes, det er bekymrende hvor mange børn der pludselig skal diagnosticeres med ADHD, fordi de er lidt for levende og kræver andre forklaringer, end vi tidligere har været vant til. Jeg er mere tilhænger af  ”Stjernebørn” tankegangen, nemlig at det er en del af vores evolution, at børn ændrer sig, for at kunne rumme den verden vi lever i. Den verden som er så voldsomt meget anderledes, end den var for bare 30 år siden. Jeg tror de børn, som mange ikke kan se der er plads til, fordi de er som de er, netop er som de er, fordi de repræsenterer en udvikling i menneskeheden, som vi skal give plads til. Jeg tror de er her, for at vise os vejen frem. Og vi skal give dem plads til at være her, i stedet for at forsøge at medicinere deres karaktertræk væk, så de blot ligner normen. Hermed ikke sagt, at der ikke er nogen børn (og voksne), der virkelig lider under dette træk, og som har brug for deres medicin for at kunne fungere. For det ved jeg der er. Men jeg mener, at miljøet omkring dem, har lige så stor betydning for deres trivsel, som den medicin de får.

Jeg synes, at det er grusomt at vi medicinerer urolige og aktive børn, blot fordi de er anderledes og ikke ligner normen. Det har jeg det virkelig anstrengt med. Igen, det handler ikke om dem, der virkelig er syge, men om dem, som vi bare ikke kan finde ud af at give plads til.

Jeg har med egne øjne, oplevet hvor galt det kan gå i menneskets hjerne. Oh jo, det har jeg. Og jeg glemmer aldrig hvad jeg var vidne til. Og endnu mere interessant var det, hvad der rent faktisk blev konkluderet, var den bedste “behandlingsløsning” for denne person. Og det var absolut ikke medicin. Og det var forældrenes kamp mod systemet, som kun kunne og ville håndtere deres barn, hvis de måtte medicinere, når barnet fik “selvskadende adfærd”. Forældrene kæmpede. De kunne ikke gøre andet.

Jeg tror på særligt sensivitet (HSP), som et temperamentstræk der desværre stadig er ukendt for mange. Jeg tror, at vores børn bevæger sig i den retning, på trods af, at børnene gerne vil stimuleres i trance via fjernsyn, nintendo o.lign. For det er det der sker. De urolige børn, der smider sig foran fjernsynet bliver nærmest hypnotiseret ind i en trance, hvor hjernen giver op, på grund af overstimulation. Og den trance kan man blive afhængig af. Prøv at tage alle stimuli fra dit barn i en uge, her taler vi om computer, fjernsyn, spillemaskiner o. lign. og giv dit barn mulighed for, at opleve sin egen krop og mærke sine egne behov. Jeg har prøvet det et par gange. Min børn falder simpelthen i søvn af det, og bagefter er de dejligt rolige og i balance med sig selv. Jeg siger bare, at vores verden bombarderer vores børn med stimuli, i skolen, sfo’en, og alle de elektriske ting når de kommer hjem – hvornår skal de have tid til hvile og refleksion? Når de bliver gamle og vi har lært dem, at stimulere sig selv ihjel? Jeg synes det er bekymrende, og jeg har brug for at sige det højt.

Lige en ting mere….

Jeg forstår heller hele den “folkesygdom”, som depression, stress og angst er blevet. Hvorfor skal et menneskes liv, der leves under urimelige forhold med, forkerte mennesker omkring dem betegnes som en sygdom? Hvad er der blevet af gode gammeldags kriser? Eller ked-af-det-hed? Hvorfor hjælper man dem ikke, til at forstå, at lykke og selvværd skabes i dem selv? Og at den eneste der kan hjælpe dem, er dem selv. Og hvorfor hjælper vi dem ikke med, at ændre på de ting som gør, at de føler sig syge? Hvorfor er vores samfunds løsning altid, at man skal blive i det der gjorde dig dårligt tilpas, og i stedet blive medicineret? Hvor gik det galt henne? Jeg forstår det simpelthen ikke.

I min verden er man ikke psykisk syg, hvis man lever i et voldsomt pres konstant fra krævende arbejde (stress), utilregnelig kæreste (er det overhovedet en kæreste???), økonomisk kaos (krise tid) og med alt for lidt tid til, at passe på sig selv. De færreste ville kunne holde til det i længden, og ville på et tidspunkt bukke under med en følelse af utilstrækkelighed og opgivenhed. Men det er ikke det samme som at være syg. Jeg synes netop, at det er tegn på, at man IKKE er syg, og at ens krop fortæller en, med meget store bogstaver, at der er noget galt. I mine øjne skal man være glad, for at opleve denne form for advarselssignal og vælge at finde ud af, hvad man kan gøre ved det. Og her er medicin altså ikke løsningen.

Medicinen fjerner ikke det stressede og krævende job, som gør man ikke har tid til venner, familie og børn – og vigtigst sig selv. Medicinen ændrer ikke på din økonomiske situation, og sørger for at din økonomi bliver bedre. Medicinen ændrer ikke på din partners personlighed. Er partneren ikke længere god for dig, må du fortælle dem det og bede dem ændre sig – eller gå fra dem. Husk på, du kommer over følelserne – det gør man altid. Men man skal aldrig acceptere, at blive i et forhold der ikke er ligeværdigt og ikke giver dig mulighed for, at fylde dig selv op, med følelsen af lykke fra tid til anden.

Jeg mener, at støder man ind i en periode i sit liv, hvor alt bare virker ligemeget og man ikke længere føler sig tryg mellem andre mennesker, så skal man opfordres til at handle. Handle på sine følelser og fornemmelser. Handle for at bringe sig selv ud af den situation man befinder sig i, og hen i mod et liv, der virker tiltalende og overkommeligt.

Så simpelt er det, men dog så svært i virkeligheden at udføre. For det kræver mod. MOD blev der sagt. Hverdagsmod. Livsmod. Kampmod. Smag lidt på de ord. Mod er påkrævet, hvis du skal trække dig ud af en låst situation. Så hiv modet frem og lås dit nye liv op. YOU CAN DO IT!! Så gør noget ved det – i dag!

om katten i sækken…

…og om, at det ikke kun er ansøgninger der lyver…

I efteråret stod jeg i en situation, at jeg endelig kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet igen, efter 2 år på orlov med vores 13 uger for tidligt fødte dreng.

Jeg skrev 10 ansøgninger, og søgte i hele DK. Geografi var ingen hindring, jeg ville bare så gerne have et job, hvor jeg kunne få lov til at arbejde og være den jeg er. Samtidigt.

Som nogen af Jer måske kan huske, så fik jeg et afslag begrundet i, at jeg fyldte for meget. WTF? Jeg er 38 år gammel, mor til 4 – det er meningen at jeg skal fylde meget, ellers får jeg jo aldrig sendt de her børn afsted ud i det der “livet-noget”. Min tanke var, at jeg måske mente, at de fyldte for lidt – og derfor var afslaget fint med mig.

Jeg ændrede dog strategi i mine kommende ansøgninger og skrev følgende:

“Min personlighed kan beskrives som en, der fylder meget, men som er bevidst om det, og derfor nedtoner mig selv i forhold til mine kollegaer.”

Denne formulering var en billet til en samtale, og under samtalen blev der spurgt indtil, hvad jeg mente. Og jeg fortalte det som det var, at jeg havde valgt at være 100% autentisk i mit liv, hvilket også gjorde, at jeg valgte at være ærlig omkring min personligheds fyldemasse. Der blev grint, beundret og rost for modighed – og jeg fik oplyst, at jeg ikke skulle nedtone mig selv, for i denne afdeling var der plads til alle, og at de andre kollegaer også fyldte meget (personligt).

Jeg fik jobbet.

Jeg fik ved samtalen med den kommende chef oplyst, at det var et enigt ansættelsesudvalg, der havde valgt mig. De var alle enige om, at jeg havde det der skulle til. Samtidig blev jeg lovet, nogle fantastiske kollegaer og en skøn arbejdsplads, hvor alle havde det godt – og alt var fryd og gammen. Jeg glædede mig – VIRKELIG!

Jeg startede, og efter 14 dage viste det sig, at intet var som det skulle være. Der var 3 langtids sygemeldte (ud af 12) på grund af stress, der var stort APV-projekt iværksat og medarbejderne havde i 3 år forsøgt at komme af med chefen. Uden resultat. (behøver jeg nævne, at det var det offentlige??)

Min stilling var et mellemled mellem chefen og kollegaerne. Kollegaerne havde ikke ønsket en koordinator, og var derfor modvillige i samarbejdet. Chefen havde brug for en koordinator, i forsøget på at skabe en god ledelse. Og her stod jeg. Midt i det hele.

Og jeg var stærk nok. Til at starte med. Jeg knoklede, og mistede dele af mig selv undervejs. Jeg var opmærksom på det, og derfor så jeg det ikke som et problem, for det var jo bare noget vi skulle igennem og hvis bare jeg kunne få lov til at hjælpe til, så var jeg overbevist om, at vi nok skulle få styr på det, og etablere en god afdeling, hvor alle kunne fungere optimalt. Hvis bare jeg kunne få plads til at arbejde.

Samtidigt med det, følte jeg mig snydt. Snydt i den grad. Det job jeg var blevet lovet,  havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Jeg har i perioden tænkt ret mange gange over, hvordan det kan være rimeligt, at ansøgere ikke må lyve i deres ansøgning, eller at de i hvertfald helst ikke skal tages i at lyve om deres CV og evner, når arbejdsgiverne har så frie tøjler i forhold til beskrivelsen af den opgave de sælger. Hvorfor må de lyve? Hvorfor må de sælge katten i sækken? Hvorfor er det ikke rimeligt, at de skal være ærlige omkring hvad de har at tilbyde, således at den der byder ind på stillingen kan vælge, om det er en kamp de har lyst til at kæmpe og om de har lyst til at købe aktier i noget, som er skabt længe før de ankommer? Helt ærligt, den var ikke gået i køberetten, at en sælger kan sælge noget der ikke svarer overens med sandheden, og tilmed slet ikke en “vare” der kan risikere, at have afgørende betydning for en købers økonomiske situation.

Anyway, jeg sagde fra. Allerede efter 2 måneder. Men en dag stod arbejdstilsynet på kontoret, og de skulle undersøge det psykiske arbejdsmiljø, og jeg valgte derfor at blive lidt endnu og kæmpe videre. (De valgte efterfølgende at afgive påbud!!!) På det her tidspunkt oplevede jeg hukommelsestab og mavesmerter, søvnløshed og opgivenhed. Men jeg kæmpede videre.

Min chef var ikke vild med, at jeg gerne ville deltage i GO’morgen Danmark. Men hun sagde det først EFTER, hun havde givet mig lov til at holde fri. Hun brugte mit behov for frihed til optagelserne (2 timer mandag morgen i 6 uger ud af mine 37 opsparede timer), til at vise hendes magt, og hun besværliggjorde mine muligheder for at producere og arbejde generelt. Hun besværliggjorde det i sådan en grad, og fandt på løgne om tidligere fravær (som hun ikke kunne dokumentere) at jeg simpelthen måtte sige fra. Med meget store bogstaver. Det var tydeligt, at nu var turen kommet til mig, og jeg ville lyve hvis jeg skrev, at det ikke påvirkede mig psykisk.

Situationen hvor man gerne vil og kan arbejde, men bliver forhindret i det på alle mulige måder, er så frustrerende at det er svært at beskrive. Og jeg synes ellers ikke generelt at jeg mangler ord. Hvis jeg tidligere havde følt mig snydt, så gjorde jeg det i den grad i denne periode. Og jeg nægtede at give ind for hendes magtbehov.

At være tilskuer til, at se en kvinde ødelægge 12 kvinders arbejdsglæde og arbejdsevne var frygteligt. At stå der og se på, og vide hvad jeg selv ville gøre, hvis bare jeg kunne få lov til at hjælpe – det var decideret grusomt.

Jeg tog konsekvensen, og fik en god aftale med i handlen. En rigtig god aftale, da HR var klar over, at problemet ikke var mig. På trods af kun en måneds opsigelse, fik jeg lov at gå med 5 måneders løn. Jeg takkede omgående ja, og pakkede mine ting. Livet er simpelthen for kort, til at beskæftige sig med mennesker der ikke vil én det godt. BUM!

Nu sidder jeg her, og skriver ansøgninger igen. Jeg skriver på mine bøger og gør alle de ting jeg elsker, sammen med dem jeg elsker. Jeg har snart brugt en måned på, at finde ned i mig selv igen, og først i går kunne jeg for første gang trække vejret ordentligt igen, for først der kunne jeg mærke, at oplevelsen havde sluppet sit tag i mig. Jeg var fri – jeg var klar til at komme videre.

Jeg har lovet mig selv, at sådan et arbejde skal jeg aldrig udsætte mig selv for igen. Og jeg ved også, at det bliver svært at undgå, fordi jeg ikke har supermandsyn, og derfor ikke kan se, hvad der gemmer sig i sækken. For hey, jeg kan ikke engang se hvad der står på vejskiltene, før jeg kører forbi dem, når jeg kører bil uden briller (hvilket jeg måske ikke burde gøre).

Jeg er stolt over, at jeg valgte mig selv. Hvad ville du have gjort?

..om at flyve..

Jeg tror, jeg er klar til at iføre mig mine vinger og flyve….

Jeg ser ikke verden, hører ikke lydene jeg mærker efter, og mærker udelukkende tyngde og fremdrift. Jeg må videre…

Det er starten på en historie der handler om at turde vælge sig selv, turde sige fra og om at turde stå alene i stormvejr.

Mit liv er et stormvejr i denne tid, og jeg har længe følt mig som et ungt lille spinkelt træ, fyldt med saft og liv, som stormen med sine kræfter og ubetænksomhed lægger ned uden at tøve, og uden at tage hensyn. Men som det lille unge træ, med sin elastiske egenskaber, knækker stammen heller ikke over denne gang, det rejser sig, omend lidt bøjet, stadig, men det rejser sig og forsøger at stå, indtil næste gang stormen uden bekymring for konsekvenserne, kommer blæsende for at afreagere… Jeg tænker over, hvor længe kan det træ mon holde?

Stormen er livet omkring mig, og træet er mig…

Fuglen sætter sig i det lille træ, kigger ned på skaderne og i takt med naturens lyde omkring mig, lyder en lille stemme indeni: “jeg vil være uafhængig.”

Jeg vil ikke længere være slave af, hvordan andre synes jeg skal gøre og være, hvad jeg må og hvad jeg bør, jeg vil gøre mig fri – jeg vil flyve som en fugl..

Mine følelser græder, vrider sig, ønsker at vende om og sige undskyld. Men jeg sidder bare lam og ser på, at ordene former sig foran mig på skærmen. Og jeg tror på dem, ordene altså!

Jeg har i mange år arbejdet med, at udvikle “konceptet mig”, drømt om, hvordan det skulle være, tænkt over hvordan jeg skulle forme det, og nu er jeg nok nået dertil hvor det er tid, til at slå til…

Jeg tror, jeg er ved at være der, hvor fundamentet er lagt. Jeg kan iføre mig mine vinger og flyve.

Jeg giver slip, jeg flyver… flyver du med?