Posts Tagged ‘MORskab’

om at være mor…

…og føle at man gør det så godt man kan…

Jeg har tidligere skrevet om at være mor og sjovt nok, har jeg det stadig lige sådan. Men det er skrevet for 2 år siden, hvor jeg sad midt i hvad jeg troede ville være mit livs krise, med præmatur barn, 2 diabetesbørn, en der var inkontinent og så lille mig uden job og i økonomisk kaos.

Og tænk, her er jeg stadig.

Men til forskel fra dengang, så har jeg lært en masse, og mit ene barn er ved at udvikle sig til en ganske voksen og moden ung mand.

I sidste uge åbnede han sine øjne lidt mere, da han læste mit tidligere indlæg og han havde en ustyrlig trang til at skrive til mig. Det han skrev, gjorde mig så glad, fordi det fik mig virkelig til at føle at jeg var på rette vej, og at alle de ting jeg har bekymret mig over, de sidste par år, måske i virkeligheden er fuldstændigt ligegyldige bekymringer, fordi jeg måske på trods af alt min tvivl, rent faktisk har styr på det her mor-ting-noget.

Måske har jeg virkelig fyldt mine børns rygsække op, med alle de værktøjer de skal bruge, for at udvikle sig til gode samfundsborgere, gode sociale væsener, og vigtigst af alt, til dejlige mennesker der har lært at lytte til dem selv, og gå efter deres drømme.

Og ja, jeg har svært ved at give slip, men for helvede altså, det er mine børn vi taler om, altså dem der engang lå og voksede i min mave. De dejlige væsener jeg talte og sang til under graviditeten. De skønne mennesker, som jeg bragte til verdenen i ufattelig, men dog overkommelig smerte (hey, jeg gjorde det gerne igen! men 4 ER NOK!!). Det er dem vi taler om, og dem giver man altså ikke sådan BARE slip på vel?

Men jeg øver mig, og forventer at på et tidspunkt, så har jeg lært det, nemlig at lade mine børn iføre sig deres egne vinger, og flyve ud i verdenen – ud for at udleve deres drømme.

Til den tid skal jeg stå og nyde synet mens de svæver, holder balancen – sætter farten op og ned, og øver sig på, at blive den bedste udgave af dem selv. Åh gud, hvor jeg glæder mig – og så alligevel ikke. For det er skræmmende at give slip.

Min søn viste mig, med sin besked, at jeg er på rette vej, og jeg er så ufatteligt stolt, af både ham og af den version af mig, som jeg er i hans øjne.

Hej mor :) Jeg vil bare lige sige at jeg elsker dig rigtig rigtig højt! Og at jeg aldrig kunne klare den uden dig på sidelinjen :) du er den bedste mor i hele verden! Og det har jeg aldrig været i tvivl om! <3 jeg ville sige meget mere, men jeg kan ikke sætte ord på det :) – din søn :)

om at tage afsked med fortiden…

..puha, det har været hårdt…

Endelig er vores flytning overstået, og hele mit liv er ændret på ganske få uger. Derfor har jeg heller ikke skrevet så meget, for jeg havde brug for lige at lade det synke ind og finde ud af, hvordan jeg egentlig skulle takle alle forandringerne mit liv og min person går igennem for tiden.

Da vi kørte afsted med det første flyttelæs, sad jeg stille og kiggede tomt ud i luften. Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg kunne egentlig ikke sætte ord på, hvorfor det skete, det gjorde det bare. Min mand forsøgte at tale med mig, men jeg havde ingen ord (det sker bare ALDRIG!!) og jeg anede ikke, hvad der skete i mig. Min mand gav heldigvis ikke op, og i løbet af køreturen fik jeg analyseret mig frem til en del.

Tårerne kom, fordi det gjorde ondt. Dybt inde i mig. Det var nu virkelighed og jeg var i gang med at tage stort afsked med et af de hårdeste kapitler i mit liv. Ting jeg har oplevet i min barndom er PEANUTS i forhold til, de ting jeg har været igennem de seneste 4 år.

På den rigtig svære side, har jeg oplevet at mine børn, en efter en, har fået kroniske sygdomme (diabetes), en har fået børneinkontinens og en er præmatur. Jeg selv har kørt på en rutchebane med min stofskifte sygdom, og har haft elevatorvægt, post traumatisk stress (efter den præmatures fødsel) og angst (på grund af uvisheden for den præmature).

Herudover har jeg levet med skammen over, at jeg ikke midt i alt det sværeste, havde kræfter nok til, også at holde fast i min dengang 16 årige dreng. Han tog det største teenageopgør, da vi var aller længst nede, og ingen kræfter havde. Han gjorde i virkeligheden klogt i, at gøre det på det tidspunkt, for jeg tror han vidste, at skulle han nogensinde have en ben til jorden, overfor en stærk kvinde, som jeg jo ellers normalt er, så skulle han slå til, mens jeg i forvejen lå ned. Og det gjorde han. Også i bogstavligste forstand. Han slog til, og gik hjemmefra. Jeg gav op!

Jeg skammer mig. Jeg burde have set det komme, og jeg burde vide, at han gjorde det, fordi det SKAL man, når man er i hans alder. Men jeg var drænet for kræfter og gav op, da han havde allermest brug for mig. Det er jeg ked af i dag.

Heldigvis har jeg ikke mistet min søn, på den konto. Vi har et helt særligt bånd. Det har altid været mig og Mathias mod resten af verdenen, lige fra den dag i 1993 da jeg 19 år gammel sad med ham i armene for første gang, og beundrede ham – dengang opstod noget helt specielt, og det er jeg sikker på, aldrig vil kunne ødelægges, for så havde det været ødelagt nu.

En ting der er svær at leve med som mor, når man som jeg, elsker for meget, det er at undvære. De sidste 2 år, har jeg ikke været en fast del af hans dagligdag, og jeg savner ham ufatteligt. Jeg ved, at han netop de sidste 2 år, har haft brug for mig, og min hjælp, men mulighederne har været begrænset, og jeg føler mig utilstrækkelig i forhold til hans behov. Jeg VED, jeg har gjort hvad jeg kunne, og han har også bedt mig give ham lov til at klare sig selv, og det har jeg da gjort, bevares, men det er s´svært at se ham kæmpe alene, når jeg føler, at jeg burde gå bag ham, klar til at gribe ham, skulle han falde.

Men min søn er en stor dreng nu. Man kan nærmest sige han er en stor dreng i en mands krop. Han er blevet myndig, og han forsøger at skabe sig sit eget liv og fremtid. Men stor, det er han blevet og spørger du mig, så er han vokset alt for hurtigt. Det kom jeg i tanke om her til morgen, hvilket egentlig er hele baggrunden for dette indlæg.

Jeg stod og lagde tøj sammen, og pludselig blev jeg ramt af en mærkelig følelse. Jeg følte mig bange for, at mine børn bliver for hurtigt store, og bange for, at episoden med Mathias skulle gentage sig. For jeg har ikke lyst til at skamme mig. Jeg vil være der for mine børn, igennem alt, tykt og tyndt, sorger og glæder – det er sgu da derfor jeg har fået dem.

Men mine børn er ved at blive store, og selv min lille Mikkel er ved at blive stor. Det opdagede jeg, da jeg stod og lagde tøj sammen. Jeg bliver altid overrasket når jeg kigger på deres tøj. Særligt deres bukser. I dag var nemlig dagen, hvor det gik op for mig, at Mikkels bukser skulle have en ekstra fold for at kunne passe i skuffen. Så lange er de blevet, og så lange er hans ben blevet. Det er nu 3. gang jeg oplever det, og jeg får den samme følelse hver gang. Og følelsen er ikke rar.

Jeg fandt hurtigt et par af Emils bukser, og trøstede mig ved, at der går nogle år endnu, inden det er hans buksers tur, til den ekstra fold – måske endnu længere end normalt, netop fordi han er præmatur. Nogen gange må man se fordelene i tingene, i stedet for ulemperne :-) Og nogen gang må man (red. JEG) huske sig selv på, at huske at leve i nuet, for nuet kommer aldrig tilbage.

For at vende tilbage til afskeden med huset, så gik det op for mig, at jeg nu skulle tage afsked med alle de svære oplevelser i det gamle hus. Oplevelser der havde fået mig til, at overveje om det her liv var værd at leve, og oplevelser der havde revet mit hjerte ud og trukket det igennem en blender. Oplevelser der havde gjort så ondt, at livet synes ligegyldigt. Disse oplevelser har jeg nu taget afsked med, de hører fortiden til. De er ikke længere en del af mit liv, de er blot et minde som vil blive gemt langt væk, og forhåbentlig aldrig blive hevet frem igen.

Men de 6 år i det hus har ikke kun været dårlige oplevelser. Der har også været mange grin og glædestårer, mange uforglemmelige fester og sammenkomster med vores fantastiske venner gennem tiden. Disse oplevelser har jeg også taget afsked med, og til forskel fra de dårlige oplevelser, så vil jeg gemme disse minder tæt på og tage dem frem når jeg har brug for et smil og en følelse af varme.

Jeg er ok, midt i processen hvor jeg skal finde ud af, hvordan jeg tager hul på mit nye liv. Og det tegner godt. Jeg elsker mit nye Villekulla. Her er plads nok og højt til loftet. Jeg kan mærke det bliver godt. I fremtiden og i nuet. Slut med fortiden. BUM!

om at være mor..

..det er ikke altid det mest taknemmelige erhverv i verden…

Det er en stor beslutning at træffe, når man siger ja til sine børn, og på det tidspunkt aner man intet om, hvilken opgave der ligger foran en resten af ens eget liv. Helt ærligt, så tror jeg, at vidste man hvor hårdt og svært det blev, så ville mange af os måske overveje en ekstra gang inden vi bare sagde ja, til ansvaret, følelserne og oplevelserne.

Dermed absolut ikke sagt, at jeg ville have været foruden en eneste af mine børn, for det ville jeg ikke. Alle de oplevelser jeg har fået, priser jeg mig lykkelig for, gode som dårlige. Om det er den manglende søvn, sengetøj der er tisset i, opkast der skal tørres op, eller alle de andre opgaver som ekstra vasketøj, madlavning og igen ansvar 24-7 – kontra at se sit barn optræde til skolekomedie, se datteren stå og synge, så selv englene må tænke, hvor hun har købt den stemme henne, se deres stolthed når de finder ud af, at de kan cykle uden støtteben, se dem langsomt men sikkert, mestre den verden vi lever, se dem udvikle sig til gode og sociale mennesker, med respekt for andre og deres følelser, opleve dem græde over den første ulykkelige forelskelse, og bare kunne være der for dem, eller se dem med stolthed modtage eksamensbevis, eller se dem stolte og lykkelige på deres konfirmationsdag – alt sammen opvejer bare hinanden, og sammenlagt giver det mig en følelse af, at leve, for dem og i dem, og at livet handler om den vej vi går på, for at nå vores mål og drømme, og ikke om selve målet.

Det er ikke nemt at være mor, ind imellem undrer jeg mig over at der allerede er gået 17 år i min karriere som mor, og sommetider frygter jeg, at min version af en mor, burde have været anderledes. Jeg vil jo bare ruste dem, hjælpe dem og motivere dem – og jeg fortæller mig selv, at bare det, at jeg har gjort det så godt jeg kunne, og at jeg efter min egen overbevisning har været den mor jeg selv ville have ønsket at jeg havde haft, så er det godt nok.

Af alle de ting i mit liv, jeg har beskæftiget mig med, finder jeg jobbet som mor det absolut hårdeste. Det er ofte et ret utaknemmeligt erhverv, for vi bliver taget for givet og vi skal stå model til en masse – til tider – ikke helt retfærdige kampe. Vi har følelserne indeni, og må ind imellem beskytte os selv, mod det barn der engang lå inden i os, det fantastiske barn, som vi gav liv, og som angriber ud fra deres egen frustration om, hvordan verden ikke altid viser sig fra den bedste side.

Men jeg elsker det faktisk, jeg er ikke god til det, men jeg elsker det. Toppen af min glæde i livet, er når mine børn har succes, og mestrer livet. Det er alt jeg ønsker, fordi jeg er deres mor.. Det valgte jeg, uden at kende konsekvenserne, og det er et valg jeg aldrig har fortrudt.

Jeg er en MOR!!