Posts Tagged ‘præmatur’

om tiden der flyver…

…og livet der ændrer sig – dag for dag…

Lige netop nu, i skrivende stund er det 3 år siden, jeg oplevede et smerteligt mareridt som havde ubeskrivelige konsekvenser. I en tid.

For 3 år siden fik jeg pludselig veer, og jeg var kun 27 uger igennem min graviditet (mod de normale 40 uger). Veerne blev startet af noget medicin de gav mig mod hård mave (det sker, når man ikke må bevæge sig, så går kroppen i stå) og i løbet af 30 min. var veerne så kraftige, at min babys liv var i fare. Problemet var nemlig, at han var alt for lille og skrøbelig til at kunne tåle en almindelig fødsel. Og min krop er på grund af erfaringer med fødsler “alt for dygtig” til det der med veer, og derfor var tiden VIRKELIG knap, hvis babyen skulle overleve.

Jeg husker tankerne og følelserne så tydeligt. De fysiske smerter blev afløst af en rædsel for konsekvenserne for dette lille ufødte barn. Ville han overleve? Ville jeg slå ham ihjel, hvis de ikke kunne nå at stoppe min krops arbejde med at presse ham ud af mig? Hvad hvis han blev hjerneskadet? Hvad hvis han var handicappet? Hvad ville denne tidlige fødsel komme til at betyde for ham? Og hvad ville det betyde for os som familie?

Jeg græd og tiggede overlægen om at stoppe min krops iganghavende. Men hun sagde bestemt, mens hun kiggede mig direkte ind i øjnene “Det er desværre for sent, der er intet vi kan gøre for at stoppe din krop. Vi skal have ham ud NU, hvis vi skal redde hans liv.”

Jeg husker, jeg havde hænderne på maven hele tiden. Sådan som jeg havde haft dem hele tiden de seneste 5 uger, hvor jeg havde været indlagt som 100% sengeliggende. Vi havde et særligt bånd, mig og babyen – jeg talte til ham flere gange dagligt – både højt og via tankerne – og han kvitterede altid med små spark. Jeg vidste præcist hvornår han vendte sig, hvornår han ville strække sine ben og hvornår han havde hikke. Vi var sammen i det her, ham og jeg. Og jeg var så bange. Og nu hvor, jeg pludselig stod i en situation, som jeg havde frygtet hele tiden, så vidste jeg at der var tale om liv eller død. Skulle jeg måske aldrig møde den lille dreng, jeg havde forsøgt at passe så godt på? Skulle han dø for øjnene af mig?

For 3 år siden, netop NU, lå jeg med ubeskrivelige smerter. Veerne vred min krop rundt i smerte, og jeg blev lagt på et leje hvor selve det akutte kejsersnit skulle foretages. Mine ben og arme blev spændt fast med læder stropper, og jeg blev gjort klar til bedøvelse. Jeg lå fuldstændigt fikseret og kunne slet ikke bevæge mig. Veerne vred sig i min krop, og jeg kunne ikke bevæge mig i smerten, men måtte blot ligge og kæmpe med at trække vejret og forsøge at lukke smerten ude. Jeg græd. Græd, som jeg aldrig i mit liv har grædt før. Jeg tiggede og bad om bedøvelse, så det kunne få en ende, men jeg fik besked om, at det måtte vente til de var helt klar, fordi bedøvelsen ikke måtte nå at ramme babyen. De 10 minutter mens jeg ventede på bedøvelsen føltes som år. Og imens åbnede min krop sig mere og mere op, og gjorde klar til fødsel og presseveerne begyndte. Jeg fik besked på, at jeg for alt i verdenen ikke måtte presse, da det kunne koste babyen livet. Så jeg lå i en fuldstændig umenneskelig situation, hvor jeg ikke måtte følge min krop, og rent faktisk til sidst ikke troede, jeg selv ville overleve. Jeg var så bange.

Pludselig var de klar, og gav mig bedøvelsen og jeg græd i en blanding af lettelse og frygt – og det sidste jeg husker var, at jeg sagde: “det her er helt forkert”.

Kl. 23.50 den 23.5 blev han født. Han måtte genoplives umiddelbart efter fødslen. Men han klarede den. Mit lille mirakel. Min lille Emil.

Jeg så ham først flere timer efter. Jeg skulle vågne op fra narkosen. Han skulle være stabil. I det øjeblik jeg så ham, græd jeg igen. Jeg lagde min hånd på ham og kiggede på ham. Han var så lille, at han nærmest forsvandt under min hånd. Han var gennemsigtig i huden og han så så skrøbelig ud. Det eneste jeg tænkte på var, at jeg ville have ham tæt på mig, så jeg kunne passe på ham. Efter 6 timer fik jeg endelig lov til at få ham over på min mave. Siden da, forlod han ikke min krop andet end 2 gange i døgnet, hvor jeg gik på toilettet (om aftenen) og om formiddagen, hvor jeg gik i bad. Sådan var mit liv de næste 7 uger på hospitalet og dernæst de næste 4 måneder hjemme. Babyen var hos mig mest muligt, hud-mod-hud, så tæt på hinanden, konstant og hele tiden, og med så meget nærhed og tilstedeværelse, at jeg ikke kunne rumme resten af min familie. Mit moderinstinkt sagde mig, at jeg havde et barn jeg skulle redde, og jeg vidste, at resten af mine børn havde det ok – ikke godt, situationen taget i betragtning, men de havde det ok, og min energi og tilstedeværelse var derfor påkrævet et andet sted. Hos min baby.

Jeg knyttede et voldsomt bånd til det lille barn, min lille bitte baby. Jeg betragtede ham udvikle sig og kæmpe for sit liv. Og jeg betragter ham stadig – dag for dag. Og når jeg dengang betragtede ham, var jeg imponeret – fuldstændig ligesom jeg er det, når jeg i dag betragter ham. Jeg lærte så meget om mig selv, ved at være sammen med ham og ved at lære om ham, og jeg lærer stadig. Dag for dag.

Denne dag er derfor helt speciel for mig. Ikke bare fordi Emil har fødselsdag. Men fordi, at denne dag var et vendepunkt i mit liv. Det var den dag, min lille dreng valgte livet. Og i dag fejrer jeg derfor ikke kun, hans fødselsdag – næh, jeg mindes alle de svære ting og glædes over, hvor tydeligt minderne stadig står i min erindring kombineret med, at tiden der går, gør, at smerterne langsomt men sikkert aftager – år efter år, dag for dag.

Det er en mærkedag, af de helt særlige.

om at finde ro…

…og have lov til at dyrke den…

Nogen dage der vågner min lille snart 3 årige bare med tudefjæs på, og sådan fortsætter dagen bare. Lige på nær når han er hos sin dagplejer, fordi hun er så god til at takle ham og er hos ham H-E-L-E  T-I-D-E-N. Hun ser ham, hun mærker ham og hun bekræfter ham – har jeg sagt hun er fantastisk? (Det tror jeg nok jeg har!)

Men altså sådan nogen dag, dem bliver man altså tit som forældre lidt immune overfor. Eller jeg gør. Nogen gange kan jeg tage mig selv i, at have hørt hans klynkeri og tuderi i baggrunden i laaaang tid, for jeg river mig løs fra det jeg nu er i gang med, og handler på det.

I dag har jeg været meget optaget af, at lege tegner-grafiker-hygge-amatør-ting, og efter lille Emil kom hjem, har han tullet rundt, men hele tiden med ret meget lyd på, sådan lidt ovre i den dersens beklagende agtige tone. Først nu, rejste jeg mig. Tog ham op, for 20. gang, og spurgte hvad der var galt og han svarede bare “nej, nej, nej, nej”. Jeg fandt en sut og puttede ham i hans barnevogn, på trods af, at han ikke virkede træt (andet end træt af, ikke at kunne finde ro) og nu 10 min. efter er her BOM-stille. Han sover ikke, men ligger dernede med åbne øjne og slapper helt af. Der er ingen stimuli ud over hans sut, og den kan jeg høre helt herovre hvor jeg sidder. Han har fundet ro, og nyder det. Og sjovt nok, så nyder jeg også at han blev rolig.

Jeg er som efterhånden “gammel” mor, først de seneste år blevet meget mere opmærksom på, hvad roen betyder – ikke mindst for Emil, men også for mig og resten af min familie (på nær manden!). Roen giver plads til refleksion og mulighed for, at mærke sig selv – der hvor man er lige nu. Roen giver mig lyst til at være kreativ og skabende, og roen gør mig glad.

Jeg dyrker roen hverdag. Her er hverken musik eller fjernsyn tændt, her er bare mig, min hund og ellers så stille, at hvis jeg lytter rigtig godt efter, så tror jeg faktisk at jeg kan høre græsset gro.

Hvornår har du sidst dyrket roen?

om hysteri og autensitet…

…og om børn der skriger deres lunger ud, når de ikke kan forklare hvad det egentlig er de vil…

Jeg har en snart 3 årige, som er født 13 uger for tidligt og som følge deraf, har haft en helt specielt opvækst. Et af hans problemer har været, at han er talebesværet – men det er han langsomt ved at indhente, udelukkende til hans dagplejers fortjeneste, for hun er VIRKELIG genial.

Men hos dagplejeren må man også en masse andre ting, blandt andet må man selv smøre sin mad og de har nogen rutiner for, hvad han selv gør og hvad hun gør for ham. Se det kan udvikle sig til en kæmpe konflikt, når jeg så ikke lige har fuldstændigt styr på de rutiner. Det skete her for 10 min. siden.

Først var det smøret, så var det leverpostejen, så var det at skære brødet over, så var det ristede løg og det hele blevet protesteret mod i et lydniveau, så selv et heftigt høreværn ville komme til kort.

Jeg har oplevet med min lille snart 3 årige (som er barn nr. 4), at han lærer mig nogen ting om børn og opdragelse, som jeg aldrig tidligere har erfaret. Simpelthen fordi han er så sart i sanserne og fordi hans verden meget nemt bryder sammen og virker uoverskuelig for ham.

Med min lille Emil gælder almindelig “opdragelse” nemlig ikke, for han retter slet ikke ind til højre, når jeg beder ham om det. Og grunden har jeg netop konstateret. Det handler om, at tit hvis jeg siger til højre, så handler det om rutine, og slet ikke om, at jeg har overvejet grunden til at bede ham om, at rette ind til højre, inden jeg siger det. Jeg siger det simpelthen fordi, det har jeg altid sagt, og det var der måske også nogen der sagde til mig engang. Derfor siger jeg det! Det betyder også, at når jeg siger det, er jeg ikke autentisk, og når jeg ikke er autentisk, tja… så gider min mindste søn ikke lytte til mig.

Her før, da han gik helt bananas over mad rutinerne, der endte det med, at jeg måtte tage ham med ud af køkkenet og ud i bryggerset og finde en sut og forsøge at trøste ham. Han var helt rød i hovedet, og kunne slet ikke finde ro igen. Jeg stod og krammede ham, og sagde: “Så så så lille mand, jeg kan godt se du er ked af det, men det behøver du slet ikke være, så så lille mus, mor er her og passer på dig… osv. osv.” Men det hjalp ikke. For det jeg sagde, var sandheden – ja, men jeg var ikke “hos ham” og det kunne han mærke. Det har han nemlig alle dage kunnet mærke.

Jeg blev opmærksom på det, og tog en dyb dyb indånding, fandt ind i mig selv og bare holdte ham tæt ind til mig, mens jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning og om at være rolig, lige her og lige nu, sammen med ham og i balance og med tanker om, at han havde brug for, at jeg var i balance og autentisk, før han turde slippe sin vrede og stole på, at jeg rent faktisk også var her, til at guide ham – og passe på ham. Der gik 30 sekunder, så slappede han af. Trykkede sit hoved og øre helt ind til mit bryst og lyttede til mit åndedrag og hjerteslag. Det gjorde ham rolig. Og 2 minutter efter, ville han gerne spise sin mad igen.

Han kiggede op på mig, med tårer stadig hængende i øjnene og helt røde opkogte kinder og sendte mig et smil. Sådan et øjeblik som det, der forsvinder verdenen helt for mig, og jeg svæver med ind i de smukke blanke brune øjne og drømmer mig væk. Det er et stort øjeblik for mig, når jeg ser, at det jeg gør med min krop og min tilstedeværelse, kan lette mit barns frustration omkring verdens ulidelige lethed koblet op på et manglende sprog, på en sådan måde, at han finder mening og ro, til at fortsætte sin søgen efter svar på det liv, som han startede alt for tidligt.

Det er en kæmpe læring for mig, at have et barn som Emil, der ikke accepterer bullshit og kun reagerer på autensitet. Det gør mig til et bedre menneske, at have ham omkring mig. Jeg er virkelig heldig. <3<3<3

om ikke at have villet være foruden…

…ja, det er så sandt som det er skrevet. For jeg ville ikke have været foruden én eneste ting i mit liv, og det siger faktisk ikke så lidt!

Jeg blev inspireret af Nadia‘s historie her og skrev sådan til hende på facebook:

Følelsen af angst for at miste et barn, sidder i din krop for altid. Her bliver mærkedage i stedet til milepæle, og angsten overvindes så småt at følelsen af “vi klarede den sgu”. Frygten for, at de ikke bliver “normale” overtager den sunde fornuft, og som tiden går, lærer vi, at fokusere på det fantastiske i vores barn, fremfor at sammenligne barnet med alle andres børn.

Vores Emil er nummer 4 ud af 4, og han blev født 13 uger for tidligt. Han blev genoplivet umiddelbart efter fødslen. Han er nu 2 år, 3 måneder, 22 dage og 13 timer. Han var sølle 1100 gram og 35 cm, og slet ikke klar til livet. Han levede hud mod hud i 6 måneder, i specielle slynger til VIRKELIG små børn, og han lå på mig mindst 20 timer i døgnet, de første 2 måneder af hans liv. Slyngerne og min omsorg er årsagen til, at Emil klarede sig fantastisk igennem det traumatiske forløb.

Det er den hårdeste oplevelse jeg nogensinde har haft, men kunne jeg gøre det om igen, ville jeg gerne opleve det samme. Det har nemlig øget min bevidsthed og min rolle i livet og funktionen som mor og det har givet mig en indsigt og en fornemmelse for mine børn, jeg ikke vil have været foruden. Jeg troede jeg vidste meget om børn, som mor til 4, men da det kom til stykket vidste jeg meget lidt. Jeg skriver ikke for at fjerne fokus fra din historie, men for at fortælle dig, at du er IKKE alene. Og fordi, du er STÆRK, at du er kommet frem til den erkendelse.

Da jeg kom frem til min, sagde jeg det ikke højt i lang tid. En dag tog jeg mod til mig, og sagde til min mand, at uanset hvor mærkeligt det lød, så var jeg glad for at Emil blev født så tidligt. Også selvom det kostede mig mit job, vores hus og økonomisk ruin. Hey, det er bare penge!!

Nogen vil sige “det kan hun sagtens sige, for Emil er jo ikke hjerneskadet i dag” – og nej, det er Emil ikke. Men Emil er så meget andet, og jeg har lært at elske ham som den han er, og ikke elske forestillingen om at have perfekte børn. Det var et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for JANNE!!

Men ja, vi er den vi er i dag, fordi vi har oplevet det vi har! Vi har så meget at give videre, og det skal gives videre. Det er den sande værdi i vores samfund! Ikke økonomi, betalingsring eller andet gejl der fylder dagspressen, nej, vores erfaringer og overskud! Det kan nemlig redde liv!

Og jeg mener det. Jeg er Janne, med masser af oplevelser i bagagen – nogen virkelig skrækkelige og andre hårde og krævende. Alle disse oplevelser har medført nye positive oplevelser om, hvordan man kommer over på den anden side efter overgreb, overfald, svigt, savn, sorg og sygdom. Hvordan man tilgiver, bliver lykkelig og lever i nuet.

Når jeg kan, så kan alle.

Jeg har levet “så godt jeg kunne” og der findes kun enkelte ting, jeg ville gøre om hvis jeg kunne. Alt andet er accepteret og implementeret i fænomenet “MIG” – og sådan skal det være.

Husker du også at være “DIG”, med alt hvad det indebærer? Husk, din smerte har ikke været til for ingenting – brug dine erfaringer og giv dem videre. Så er smerten ikke så stor at bære længere.

om smerte…

Jeg må desværre indrømme det, det gør ondt.

Ondt, på en måde jeg ikke kan beskrive.
Ondt, på en måde så jeg flere gange har været ved at græde.
Ondt, på en måde så jeg ville ønske jeg kunne fjerne smerten.
Ondt, på en måde som jeg aldrig havde forestillet mig.
Ondt, ondt, ondt… Jeg er i vildrede!

Det som gør ondt på mig i disse dage, er at betragte min lille Emil kæmpe med verdenen og alle dens indtryk. Det er forfærdeligt at betragte, at den lille trygge dreng jeg havde givet ham mulighed for at være, han er væk i disse dage, fordi han er kastet ud i livet – og jeg er slet ikke sikker på han er klar til livet endnu.

Emil er startet i dagpleje. Og det gør ham ondt.

Dagplejeren er fantastisk, faktisk så fantastisk at jeg aldrig havde kunne forestille mig, at det kunne være en mulighed, at få så veluddannet og erfaren en person til at passe min lille dreng. Og jeg er fuldstændig tryg ved hende og hendes metoder. Hun er uddannet pædagog og har 18 års erfaring fra specialområdet og så har i 4 år været specialdagplejer udelukkende med sansesarte præmature børn. Hendes omsorg og ro er perfekt for min Emil, men det til trods, så kan han slet ikke takle det.

Jeg har været med hele ugen, og denne indkøringsperiode kommer til at tage lang tid, fordi Emil har brug for lang tid. Og nu tænker I sikkert, men hvis det hele er så perfekt, hvorfor piver hun så…??? Men det skal jeg fortælle dig!

Min lille dreng er ikke længere tryg, han er ulykkelig. Han hænger rundt om halsen på mig fra det øjeblik vi træder ind af døren herhjemme (hans trygge “havn”) og til han skal i seng. Han kysser mig og krammer mig konstant, han græder når han ikke kan røre mig, eller hvis jeg ikke har tid til et kys (hvert 2. minut). Han bliver agressiv og skriger, når der er noget han ikke kan – ja, han skriger sig helt rød i hovedet, og det er tydeligt, at han ikke ved hvordan han skal stoppe igen. Sådan har han ALDRIG været før. Han kan ikke sove, med mindre min mand ligger med ham og laver en lille rede til ham mellem hans ben og han får lov til at ligge der i mindst 30 – 60 minutter, hvor han skiftevis holder om ham og slipper ham. Han har ondt, og han er væltet psykisk..

Og det gør ondt at se på! Så ondt, at jeg ikke kan beskrive det. Ondt!

Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det!

om overlevelse..

Ahhh…

Tja, børn… Man får dem og man elsker dem. Man opdrager dem, og det gør man efter bedste evne. Man råber af dem, når de virkelig skal forstå, man varierer, jo det gør man og man forsøger at ruste dem til det liv, der ligger foran dem og som er deres at leve, det liv man gav dem ved fødslen.

Jeg vil påstå, og mange vil sikkert give mig ret, at mine børn (her snakker vi hr. teenager-snart-myndig og frk. teenager-ofte-mobset) oprindeligt er opdraget som bowling-børn. De har haft stramme rammer, pligter, pli, regler og er blevet kastet derud mellem keglerne, hvor de ind imellem vælter en kegle, og så har vi været der for at samle dem op igen.

Vi har været strenge og konsekvense, det indrømmer jeg gerne og vi har virkelig også modtaget kritik på den konto, men vi tænkte, det er ok med lidt kritik, for så kigger man lidt på sig selv og vurderer om man er på rette spor.

Vi har altid modtaget ros på vores børn, på restauranter, når vi var gæster eller når de blot havde overnattet hos en ven, fordi mennesker opfattede vores børn som værende høflige, hjælpsomme, sociale og afbalancerede. Og vi har altid været stolte af vores børn, uanset hvilke resultater de kom hjem, stolte – men dog motiverende i forhold til at oplyse dem om, at man får resultater efter indsats, og at hvis man ærgrer sig over en karakter, så er det oftest én selv man kan takke. Vi har haft holdningen, at de skulle bruge det som en ledetråd til at se, hvor de skulle sætte ind.

Så kom teenage-årene…!

SUK!

Som 2 forældre, med ikke helt kernefamilie-agtige-oplevelser i vores teenageår, var det svært at håndtere. Vi tog naturligvis udgangspunkt i det vi selv kendte til, og det var igen strenge regler og pligtopfyldenhed. Åh jov, vi har skam også brudt regler da vi var teenagere og vi har ikke altid været guds bedste børn, men det er jo ikke det man vælger at opdrage sine egne børn til vel? Det skal de såmænd nok lære andet steds.

Hr. teenager-snart-myndig fik næsten revet os fra hinanden, for han gik da helt i stykker i frontallapperne, da han ramte de 12. Hold nu kæft, det har været hårdt. Der MÅ være noget hjernevæv der, som ikke virker helt optimalt. Men uanset hvor strid han var, og hvor mange løgnhistorier han bildte os ind, så i sidste ende kunne han oftest godt forstå hvad vi mente på den ene side, og den anden side var totalt i oprør.

Han tog virkelig pusten og lysten til at være forældre fra os, for hvis det her var meningen og hvad vi havde at se frem til, så vidste vi ærligt talt ikke hvordan vi skulle overleve – ikke bare ham, men også de næste 3!

Men bowling-børn, det var de. Jeg kunne dengang med stolthed tænke, at skete der os noget, så vidste jeg at mine 2 store børn var i stand til at vaske tøj, lave mad, gøre rent og endnu vigtigere – begå sig blandt andre mennesker, og de var (og er stadig) begge voldsomt populære. Se det betød også noget for mig, fordi mine børn var ikke populære fordi de havde dyre ting, eller kunne tilbyde vennerne noget særligt, nej, de var populære for deres personlighed og deres naturlige accept af, at man skal behandle andre mennesker pænt.

Vi kæmpede i teenage-årene og måtte også igennem en separation, men fandt sammen igen, da vi opdagede at det rent faktisk ikke var os der var problemet, men teenageren.

SÅ kom diabetes! September 2007! Frk. dengang-10-år-og-mors-pige fik diabetes, og vi klarede det. Året efter havde hun insulinpumpe, og vi gik virkelig op i, at hendes sygdom ikke skulle være en forhindring for noget som helst. MEN så kom diabetes igen! November 2008! Hr. temmelig-meget-teenager-på-efterskole fik også diabetes. Her skete der så en kæmpe ændring, for på en eller anden måde gik mine børn fra at være bowling-børn til at blive curling-børn. Det var som om, at de ikke kunne koncentrere sig om alt for meget, og skulle der prioriteres, måtte diabetes være det vigtigste.

Det har været hårde år. og hr. teenager-snart-myndig har stadig ikke styr på det og passer slet ikke på sin krop.

Jeg hørte forleden en hjerneforsker fortælle, at børn oftest rammer forældrene der hvor det gør mest ondt i deres oprør, og mine børn ved, at hvis de skal ramme mig hårdt, som i BANG-DU-ER-DØD, så er det på deres diabetes/sundhed/krop/rygning OG på det at vi er en familie – fordi disse ting er det der betyder allermest for mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare være en af de dersens mødre, der fandt det vigtigst at de blev pisse gode til matematik eller at de begge blev akademikere? Hvorfor skulle jeg gå op i noget så vigtigt, som de kunne kæmpe mod mig på?

Jeg står nu, og forsøger at overleve endnu en 14 årigs (denne gang Frk. teenager-ofte-mobset) forsøg på at losse mig ned i legen BANG-DU-ER-DØD, og jeg har SÅ nemt ved at falde lige i fælderne!

Men jeg kæmper, og holder i og holder ved. For jeg er vel på rette spor, er jeg ikke?

Jeg har dog aldrig rigtigt brudt mig om curling, det er en meget mærkelig sport, nej hellere en omgang bowling til mig!

Jeg må tilbage på sporet..

Posted in BLOG | Kommentarer slået fra

om at betragte en fighter..

Sidder her med Emil sovende i mine arme og jeg betragter ham intenst.

Hele formiddagen er gået med at give ham mad, skifte ham x mange på grund af hans reflux (gylp) og effektive fordøjelsessystem (puha bleer). Jeg har vasket hans tøj, og lagt dagens store bunke stofbleer sammen, så de er klar til at beskytte mig og andre og andet mod – igen hans reflux.

Vi har leget og “trænet”, jeg har givet ham svingture, flyveture og hoppeture, jeg har talt med ham og han har grint så hjerteskærende, at jeg blev helt varm fra top til tå.

Til slut begyndte han, at sætte hånden op til munden, som er hans tydelige tegn på, at nu vil han gerne have et eller andet at spise eller drikke. Han smilte til mig, da jeg fandt en flaske frem, og jeg er virkelig begyndt at overveje om jeg skulle forsøge mig med babytegn, når han er gammel nok til at prøve det, for det er tydeligt, at han forsøger at kommunikere med mig, på trods af hans hjernes umodenhed. Måske er det slet ikke ham der er umoden, men mig der har svært ved at læse hvad han mener..

Jeg gav ham flasken, og han kiggede mig intenst i øjnene, indtil han simpelthen ikke kunne holde sig vågen længere, og øjnene lukkede i, samtidig med at han udstødte et stort tilfreds suk og efterfølgende overgav sig trygt til søvnen, som om, at han nu var sikker på, at jeg også var der når han vågnede igen.

Nu ligger han så, lige så afslappet og sover i mine arme, mæt, tilfreds og tryg – velstimuleret og træt, på den gode måde, og jeg betragter ham og tænker: “er det ham eller mig der er heldig?”

Er det mig der er heldig, at jeg har fået en så dejlig og viljestærk dreng, som virkelig arbejder med mig, og vil frem i livet. En dreng der ville være sikker på at blive til, at han gemte sig, så længe han kunne, så jeg først opdagede ham, da jeg ikke havde andet valg end at beholde ham! (I øvrigt et smart træk!!) Han er en dreng, der bare har kæmpet sig igennem den ene udfordring efter den anden, og som hverdag imponerer mig, med hans fremgang og udvikling. Han er så smuk og “loveabel”, at jeg sidder her og tænker: “Hvordan kan man IKKE elske dig?” – det sødeste smil, og den gladeste dreng, så længe han får lov til at være i armene på os. Og den lille detalje, at han har separationsangst, er da den mindste pris at betale, for en dreng som Emil. Jo, jeg føler mig virkelig heldig!!

Men er han også heldig, at han med hans vilje til livet, lige netop blev født i vores familie og som min søn? Og kan jeg overhovedet leve op til alle de gode ting, jeg gerne vil gøre for dette lille fantastiske menneske? Er jeg overhovedet en god nok mor til det? Vil jeg kunne give ham alt han har behov for, hele hans liv? Jeg ved da, at jeg nøjagtigt som med mine andre børn vil forsøge, og at jeg vil gøre det så godt jeg kan, sådan har jeg altid levet mit liv.

Men med Emil er det hele bare lidt anderledes, fordi han ankom som han gjorde, og fordi jeg lever med en uforklarlig angst for at miste ham, for at han pludselig skal være i mistrivsel eller for at jeg bare ikke er god nok til at takle ham. Jeg tror det er alle de ubekendte faktorer der spiller ind, og at min usikkerhed kommer af, at jeg troede, jeg “nemt” lige kunne få barn nr. 4, fordi han nu var der, og at vores største problem i virkeligheden var, at vi ikke havde plads nok i bilen – men så viste det sig, slet ikke at blive nemt. Det blev alt andet end nemt.

Jeg ved godt inderst inde, at selvfølgelig og bla bla bla.. Men derfor har jeg stadig følelsen af, at være bange for ikke at slå til, fordi denne lille viljestærke dreng (og hans søskende) fortjener virkelig det bedste, og jeg føler mig ikke altid sikker på, at jeg er det bedste.

Jeg ved det er en naturlig reaktion på, hele dette forløb omkring Emil, og jeg ved rationelt set, at jeg er det bedste – men hvordan slipper jeg følelsen?

Uanset hvad og hvordan, så tror jeg, at vi begge er heldige – og jeg elsker min lille fighter :-)

Posted in BLOG | Kommentarer slået fra