Posts Tagged ‘sansesarte’

om smerte…

Jeg må desværre indrømme det, det gør ondt.

Ondt, på en måde jeg ikke kan beskrive.
Ondt, på en måde så jeg flere gange har været ved at græde.
Ondt, på en måde så jeg ville ønske jeg kunne fjerne smerten.
Ondt, på en måde som jeg aldrig havde forestillet mig.
Ondt, ondt, ondt… Jeg er i vildrede!

Det som gør ondt på mig i disse dage, er at betragte min lille Emil kæmpe med verdenen og alle dens indtryk. Det er forfærdeligt at betragte, at den lille trygge dreng jeg havde givet ham mulighed for at være, han er væk i disse dage, fordi han er kastet ud i livet – og jeg er slet ikke sikker på han er klar til livet endnu.

Emil er startet i dagpleje. Og det gør ham ondt.

Dagplejeren er fantastisk, faktisk så fantastisk at jeg aldrig havde kunne forestille mig, at det kunne være en mulighed, at få så veluddannet og erfaren en person til at passe min lille dreng. Og jeg er fuldstændig tryg ved hende og hendes metoder. Hun er uddannet pædagog og har 18 års erfaring fra specialområdet og så har i 4 år været specialdagplejer udelukkende med sansesarte præmature børn. Hendes omsorg og ro er perfekt for min Emil, men det til trods, så kan han slet ikke takle det.

Jeg har været med hele ugen, og denne indkøringsperiode kommer til at tage lang tid, fordi Emil har brug for lang tid. Og nu tænker I sikkert, men hvis det hele er så perfekt, hvorfor piver hun så…??? Men det skal jeg fortælle dig!

Min lille dreng er ikke længere tryg, han er ulykkelig. Han hænger rundt om halsen på mig fra det øjeblik vi træder ind af døren herhjemme (hans trygge “havn”) og til han skal i seng. Han kysser mig og krammer mig konstant, han græder når han ikke kan røre mig, eller hvis jeg ikke har tid til et kys (hvert 2. minut). Han bliver agressiv og skriger, når der er noget han ikke kan – ja, han skriger sig helt rød i hovedet, og det er tydeligt, at han ikke ved hvordan han skal stoppe igen. Sådan har han ALDRIG været før. Han kan ikke sove, med mindre min mand ligger med ham og laver en lille rede til ham mellem hans ben og han får lov til at ligge der i mindst 30 – 60 minutter, hvor han skiftevis holder om ham og slipper ham. Han har ondt, og han er væltet psykisk..

Og det gør ondt at se på! Så ondt, at jeg ikke kan beskrive det. Ondt!

Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det!